Nye blogindlæg

  • Lokkeduen
    1
    Punkerduen
    1 sort punkerkjole + 2 lilla læber = 3 komplimenter. I går startede dumt ud, men blev i løbet af få timer rigtig fin. Pga. en konflikt med Mrs. Mutti, var jeg vred, da jeg gik i seng og kunne stadig mærke vreden, da jeg vågnede. Er ellers sjældent gal. Kunne ikke rigtig komme af med energien. Konflikten bestod i, at jeg kontaktede hende for at spørge til nogle af hendes kollegers uddannelsesmæssige baggrunde, da de sidder på nogle jobs, jeg brænder for. Mrs. Mutti dissede disse jobs, da hun skrev tilbage. Rakkede det fuldstændigt ned. Så blev jeg gal, fordi uanset hvad jeg nogensinde har luftet for dem, at jeg ville, har de rakket ned. ALT. Og nu gjorde hun det gud-døde-mig igen. Mit humør ændrede sig heldigvis Der er et fænomen, som underholder min mand ganske fornøjeligt. Jeg ser nemlig ikke helt ens ud, når jeg er bare mig herhjemme og når jeg er ude i offentligheden. Jeg er ikke transvestit, skal det lige siges! Men al respekt for dem. Sagen er, at jeg er noget mere PUNK herhjemme og mere pæn/tutte-nuttet, når jeg er ude. I sidste uge købte jeg en punker-agtig kjole: Sort med 2,5-3cm sølvfarvede metalringe/metalhuller hele vejen rundt i kanten for neden. Stadig stilet, men også... punk. I loooove it. Den havde jeg på i går sammen med min lilla læbestift.  Den lilla læbestift havde jeg også på dagen før, men der turde jeg ikke gå uden for en dør. Punker hjemme, prinsesse ude. Punkerprinsessen. Men eftersom jeg skulle se min psykolog i går, tænkte jeg: "Hvis jeg ikke kan være mig selv hos min psyk, hvor kan jeg så?" Så sådan blev det. Og jeg fik en kompliment. Yes, jeg hører til flertallet, der bøjer det i fælleskøn. Min psyk sagde, at jeg så godt ud og jeg lagde mærke til, at flere kiggede efter mig i går. Ikke med åben mund og polypper, men på den dér: She-is-something-måde. Da manden kom hjem lyste han også op og sagde, jeg så super godt ud. Og så grinede han, fordi han synes, at det er så sjovt med "skabs-punkeriet". Men han synes, det ser godt ud. Den lilla læbestift købte jeg, mens vi boede i Bruxelles. Kunne ikke stå for den. Men det virker også lidt… at købe noget og ikke turde gå med det. (Nok noget mange kvinder kender i fht. flotte, høje sko?!) Jeg ved ikke, om det skyldes min venindes kommentar: - "EJ! Du har bare ikke købt en LILLA læbestift?!" - "Jamen... Det er Dior!". Hm. Eller også er det, fordi jeg tror, at jeg med lilla læbestift ikke ligner én, som folk vil ansætte.  Efter psyk tog jeg til Frederiksberg Centret for at købe ind, da klinikken ligger lige ved siden af. Her fik jeg (igen) en kompliment for min kjole. To komplimenter på én dag! Hvor tit sker det i Danmark? Skriver Danmark, for i andre lande kan man altså godt finde ud af det… Måske hvis man hedder Oliver Mums Bjerrehuus, kan det forekomme. Eller måske for en Gustav eller Linse. Hvad betyder det at turde være sig selv? Er det at være sig selv, når man har violette læber og har for mange ringe i ørerne? Har jo ikke violette læber, når jeg vågner... Ikke engang, hvis jeg sover med vinduet åbent...  På sidste skoledag i 3.g var det tradition at klæde sig ud og jeg gik all-in som punker med lilla hår, netstrømper, sort makeup, "Jagtvej 69 SNØFT!" på blusen osv. Jeg ved ikke, hvad der var sjovest: Klæd-ud-delen? Eller at det rent faktisk klædte mig? Det hele minder mig også om, da jeg var blondine. Havde overvejet det længe og alle havde sagt: ”Ej, nej, nej, det vil IKKE klæde dig!”. Men det gjorde det. Virkelig. Og mange troede, det var min naturlige hårfarve. Folk og veninder rynker også på næsen, hvis man siger ”lilla læbestift”. Men det ser godt ud. Passer ret godt til mine gyldne toner. Jeg har også engang prøvet en orange/kobber læbestift. Så også super godt ud. Passede så flot til hud og hår. Så hvorfor gør jeg ikke det her noget mere? Og hvordan overvinder jeg frygten?
  • Centrum
    3
    Måske er det bare mig...
    http://nordformaelkevejen.dk/2017/02/mine-oekonomiskes-problemer-efter-mit-barn-blev-myrdet/   Jeg sad og læste denne blog som er en dagbogsblog fra en meget ulykkelig mor, hvis barn blev myrdet for 8 måneder siden. Jeg har læst en hel del af hendes blogs og det rammer dybt for så stor en smerte fortjener ingen. MEN... Idag sad jeg faktisk og blev sådan lidt...hmmm for ja der er en dyb sorg, men engang imellem opleves det som om hun alene lever for sorgen, at den dyrkes på en eller anden måde. Jeg tænker at ingen endnu har skrevet til hende om hun måske har tænkt på at hendes søn ikke ville have ønsket at hun skulle være så ulykkelig?  Det er så svært at være den der skriver "alt det grimme" for det føles som at sparke til en der i forvejen ligger ned, men jeg tænker at engang imellem så skal der et kærligt spark til i en eller anden form.  Jeg har før været den der "sagde" de ord som ingen andre turde sige og jeg tror det handler om at turde. Det ville være så nemt bare at gøre/sige ingenting, følge strømmen som forsøger at trøste og samle penge ind i en uendelighed, men det kan jeg ikke være en del af. Åh jeg føler mig som et virkelig dårligt menneske. Centrum
  • ohtime
    0
    (sådan føles det)
    "Find en du kan stole på." "Og hold så lav profil."
  • UllerTuller
    9
    Jeg skal på date!
    Det der små-paniske.. panikanfald, når jeg har lavet en aftale om en date!. Hvad skal jeg tage på? Skal jeg vælge den feminine kjole/nederdel, eller gå mere afslappet med et par jeans?, Skal jeg have make-up på? Ja det skal jeg jo nok... Hvor meget? Skal jeg bare lægge en afslappet, eller skal jeg kun lægge mascara? Hvilke sko skal jeg tage på? De flade sorte, eller de grå med lidt hæl? Skal jeg have den store eller den lille taske med? Da jeg skal på arbejde bliver det jo nok den store.. Skal jeg have hestehale, eller håret bare slået ud? Hvad kan han mon bedst lide? Hvad nu hvis jeg vælger nederdel, og han bedst kan lide jeans? Hvad hvis jeg vælger grå, og han bedst kan lide sort? Hvad nu hvis.. Og hvad nu hvis vi ikke klinger? hvad så? Det er vist ret tydeligt, at det her er min absolut første rigtige date med en mand, efter min eks-kæreste. Han er noget ældre end mig, og han har to tvillingedrenge. Jeg ved lige på nuværende tidspunkt ikke, hvad der skræmmer mig mest - at date en mand der er det ældre end mig, eller at han allerede har børn. For ham er det ikke noget problem, at skulle have flere børn - men han vil jo ikke vente for altid på at jeg er klar. Det sætter jo en masse spørgsmål igang: Er jeg klar til at binde mig igen? Er jeg klar til at blive voksen? Tage ansvar, være voksen? Være et forbillede? Forsøge at rende rundt med en spirrevip i maven? Er jeg klar til overhovedet at sætte mig på den måde? Middag kl. 18, bananer i frugtskålen og leverpostej i køleskabet? For heaven sake - jeg lever af hvidløgsflutes med ketchup til aftensmad! Jeg ved godt det selvfølgelig er store tanker, når jeg ikke har mødt manden endnu! Men når jeg skriver med ham, er han jo bare helt utrolig sød. Ikke en jeg nødvendigvis ville vende mig om og se efter på gaden, men han virker som en utrolig spændende og rigtig sød mand! - Og det sætter unægtelig tankerne i gang - og det giver altså dette panik-indlæg! What to do?! Og egentlig er det jo dumt.. For jeg ved jo godt, inderst inde, at jeg jo slet ikke bliver klar, før jeg har prøvet det - og finder ud af, om han er ham jeg vil satse på. <3
  • Lokkeduen
    2
    Flov
    Kære dagbog Jeg er rigtig gal på mig selv. Og flov. Nu har jeg lukket familien for langt ind igen og de trådte på mig igen, igen, igen, igen.... Prøvede at knuse mine drømme igen igen igen... Det er meget sværere at skubbe væk nu når jeg har lukket dem en tand længere ind. Noget jeg har glædet mig til, noget jeg har været håbefuld omkring, dvs. min fremtid, blev lige knust, mast, trådt på, trampet ned.  Alt jeg nogensinde har villet, har de kunnet tale mig fra og også gjort det. Er snart 30 og de har gjort det igen. De er ikke de eneste, der har svært ved at ændre sig. Det har jeg også, for jeg bliver ved med at lukke dem ind. Bliver ved med at tro på, at det kan blive bedre. At de har ændret sig.  Hvorfor er det så svært at holde dem i skak? At holde dem væk? Jeg er alt for nem at overtale. Hvorfor, hvorfor, hvorfor er jeg så naiv? hvorfor lader jeg dem gøre det? hvorfor lukker jeg dem længere ind? Hende der har mistet modet og ikke længere brænder for noget.

Nye spørgsmål og debatter

  • Lokkeduen
    3
    Husmorråd søges - gule skjolder
    Hey, Jeg har lagt mærke til, at mandens tøj bliver gulligt under armene - og det går ikke rigtig af i vask. Jeg har allerede købt en nivea black 'n white-deo til ham, men kan jeg gøre noget ved det, som allerede er blevet gult? Han er meget glad for sit tøj... KH
  • Soyyo
    3
    Deldig ??
    Kender I til et sted som deldig.dk men på engelsk? Et sted hvor man kan poste små blogindlæg UDEN at det er en hel blog for sig? Eventuelt et andet dansk sted?
  • Tim Hansen
    2
    Hvem hjælper mig?
    "Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i bestemte boligområder i Danmark" I forbindelse med nyindført lovtekst, så har mange grebet pennen, også som her partifæller til de der har fremført lovteksten og sørget for det kunne gå igennem. Mange foreninger er også ude, her i blandt Adoption & Samfund, som naturligvis mener de adopterede børn ikke længere er at betragte som danske, hvilket naturligvis er noget ævl, da deres forældre vel er danske statsborger, og de er derfor i følge fakta for den slags, er lige så danske som alle vi andre der fra fødsels betragtes som etniske danske.  Det der har slået mig i denne debat er, at folk først rejser sig til kamp, når deres "eget navn" bliver nævnt. Artiklen her er et godt eksempel, da hun spørger sin bror om han føler sig ramt af debatten om de fremmede, "Nej det er jo ikke mig de taler om" Det samme har hun altid tænkt, og altså holdt sin kæft, indtil denne tekst hvor også hun er nævnt. Det samme kan man sige om Adoption og Samfund, som så her bruger teksten til at skabe opmærksomhed om dem selv, som om jeg har tænkt mig at ynke de unger der kommer ind i resursestærke overskudshjem?  Jeg mener der har været rigeligt med anledning til, at de har skribenter kunne have råbt op for længe siden, hvis altså de virkelig mener debatten er forkert, og det ikke kun er nu hvor deres navn blev nævnt, at der pludselig er et problem. Vi kender alle historien om alle de grupper der blev ramt, men jeg sagde ikke noget, fordi jeg ikke var en del af de grupper, da de så kom efter mig, så var der ikke nogen tilbage til at hjælpe mig. Jeg savner virkelig noget sammenhold i samfundet, hvor folk står op for hinanden, og ikke venter til deres eget navn bliver nævnt, det har jeg svært ved at tage alvorligt.   Log ind for at se dette link.    
  • sofiesverden
    2
    Hvad hedder filmen?
    Der er en rigtig god film. Jeg vil gerne se den igen, men jeg har glemt, hvad den hedder.  Det jeg kan huske er:  En mand er dygtig til at regne. Han kommer på universitetet. I lang tid tror seeren, og hovedpersonen selv, at han arbejder for CIA eller FBI. Til sidst viser det sig, at han er psykisk syg og han lever i en fantasiverden, hvor han bryder koder for en efterretningstjeneste.  Ringer det en klokke for nogen? 
  • Lokkeduen
    15
    Stofmisbrug
    Kære DD'er Min kærestes bror er eksmisbruger og har nogle udfordringer, som sætter hans liv i stå. Han har brug for hjælp: Så langt er alle enige. Han har svært ved at holde på et job, et studie, en kæreste, betale regninger. Historien gentager sig hele tiden: Han flytter, får job, en eller anden dag stopper han bare med at dukke op på arbejdet, bliver fyret. Han har været væk flere gange. Med 'væk' mener jeg: Nogle gange kører han en tur, er væk i flere dage, siger at han ikke kan huske, hvad der er sket. Han har været efterlyst et hav af gange. Han lægger tit folk (også familien) på is: Svarer dem ikke i uger/måneder og ringer herefter op, som om ingenting er hændt. Han svarer aldrig på indbydelser. Nogle gange gør han så alligevel, fx takker ja, men dukker ikke op. Og der er også nogle gode dage, hvor han rent faktisk kommer. Pt. er hans tilstand ret slemt. Han bytter om på nat og dag, sover i sin bil. Er sommetider væk i flere dage. Bor i den. Vi er bekymrede, når det er frostvejr, fordi vi frygter at finde ham forfrossen i en bil. Det har stået på i et halvt år. Når vi spørger svigerfar, hvordan det går med X, bliver der svaret "Joh, han har det fint. Han får noget at drikke og noget at spise". Det lyder jo som et dyr! X er meget tæt med sin far. Eller måske ikke så tæt, som vi troede, men rimelig tæt, og bor der pt. (altså når han ikke er i bilen).  Alle ved, at X har behov for hjælp. Han siger det også selv. Faren har ret meget at skulle have sagt og vil gerne gøre tingene på sin måde. Faren betaler alle X's udgifter (X er 30 år og har ingen indtægter, forældrene er skilt). Det bekymrer mig, at Svigerfar vil gøre tingene på sin måde. Ifølge svigerfar er der: 1) svigerfars mening, 2) eksperters udtalelser, 3) alle andre. Når det handler om misbrug og konsekvenser, ville jeg ønske, at han ville lytte til eksperterne og ikke tage sagen i egen hånd. X's mor (min svigermor) ved ingenting om, hvordan tingene er fat.  Min kæreste (og jeg) har opfordret Svigerfar til at tale med Svigermor om det, fordi det jo også er hendes søn. Men han nægter. Jeg har prøvet med: "Måske har hun nogle forslag og to hjerner tænker bedre end én", men han nægter. Jeg ved ikke helt, om det er for at skåne. Når jeg spørger, hvorfor svigermor ikke må få noget at vide, bliver der bare sagt: "X og hende har ikke et særligt godt forhold" eller "Hun vil bare presse X til noget, han ikke er klar til og han lukker helt ned, hvis man presser ham til noget". Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at holde svigermor uvidende. Men hvis jeg sladrer, så får min kæreste nok aldrig noget at vide om sin bror igen.  Problem 1 er, at X skal i behandling og svigerfar nøler med det. Problem 2 er, at svigermor ingenting ved. (Jo, hun ved, at X ikke har arbejde og hun tror, han snart begynder på uddannelse). Den ene vil presse, den anden gør ingenting og jeg tror, at et samarbejde imellem dem ville være rigtig godt. So far ved ingen rigtig, hvad der er galt med X. Eller måske har han selv fået det at vide uden at ville sige det videre, for han har været til psykiatere. Jeg mener også at kunne huske, at han har fortalt noget om en psykose? Men forældrene ryster på hovedet (og husker/hører kun det, de vil). Hans misbrug har dog været meget værre, end forældrene ved (det har han fortalt min kæreste). I dag så jeg en udsendelse om hjernen på en eks-misbruger. Dér faldt 10-øren. Selvfølgelig skal man være kritisk over for tv, osv., men her var der scanninger af hjernen og en forklaring på, hvilke centre, der var ramt og konsekvenser. Det gik bl.a. ud over følelserne, man havde svært ved at styre dem (passer på X), svært ved at planlægge på kort og lang sigt, hvad man ville i livet (passer på X), svært ved at lægge en linje/rød tråd (passer på X), motivationen var ramt, evnen til at tage beslutninger var ramt, fornuften var ramt. Alt passede som fod i hose. Jeg kender mine svigerforældre rigtig godt og jeg er sikker på, at de vil leve fornægtelse, hvis jeg fortalte dem om udsendelsen. Desuden gør min rolle som svigerdatter også, at jeg helst ikke skal gøre mig klog på alt for meget, for jeg vil gerne bevare vores gode relation. Det korte af det lange: Jeg tror, at jeg ved, hvad der er galt med X. Jeg tror også, at jeg er den eneste i familien, der ved, hvad der er galt med X. (Eller nu har jeg fortalt det til min kæreste). Jeg tror, at den viden kan bruges til, at X kan få et godt liv igen. For X er meget ulykkelig over, hvordan det er fat nu. Hvordan kommer jeg/vi fra A til B?

Seneste svar og kommentarer


Da du ikke er logget ind er det ikke alt indhold som vises!

Velkommen til Deldig.dk - hvad du har på hjerte?

Få din egen blog hvor du kan dele dine tanker og oplevelser. Brug den evt. som en åben dagbog, hvor andre kan give værdifuld feedback på det du skriver - Deldig.dk er danmarks bedste blogfællesskab :-)

Stil alle de spørgsmål som dukker op i din hverdag og debatter forskellig emner. Her kan du få en helt anden vinkel på dine spørgsmål end hvis du blot spurgte din nærmeste omgangskreds, fordi vi her er mange forskellige mennesker i forskellige aldre.

Her kan du være lige så anonym som du ønsker, så der er ingen behov for den selviscenesættelse, som så mange andre sociale netværk i dag er plaget af. Del alt det som får dig til at smile, græde og undres.

Selvom vi er mange forskellige personer herinde, så har vi dog den ting til fælles, at vi alle værdsætter en god omgangstone og taler pænt til hinanden selvom, vi ofte har forskellige holdninger og meninger til et emne.

Log ind eller Opret en profil - 100% gratis

Nyt fra NetMonster