Nye blogindlæg

  • Plissken
    0
    enden på en æra...
    jeg har siddet den sidste time og trykket F5 og ventet på det øjeblik hvor jeg officielt er hjemløs blogger... siden d.9 november 2010 har jeg været på blog.dk engang i 2011 blev jeg sideadministrator, og har siden dengang rundet bloggen minimum 2-3 gange om dagen for at holde spam nede. bloggen har fulgt mig gennem tre forhold, to breakups, seks uddannelser, syv jobs og utallige drukture og tilfældige bekendtskaber. folk der har været der ligeså længe som mig har haft muligheden for at vidne min overgang fra håbløst emotionel teenager der hældte mine følelser ud i overflod, til en bidende sarkastisk kyniker der småbrokker sig engang imellem, og det har været godt... nu bliver det næste eventyr så at finde plads her og være en "regular jackoff" igen velkommen (tilbage) til min blog...
  • Regga
    0
    Off limits
    Jeg har været til skriftligt eksamen. Gik det godt ? hm. svært at sige. Jeg nåede ikke den sidste opgave, men jeg fik lavet de andre. Om de er rigtige er jeg spændt på at se. Jeg har en god følelse af jeg som minimum i hvert fald er bestået. Ellers har jeg ikke lavet så meget. kom lidt sent i seng. Egentlig ikke så optimalt, når nu jeg skulle op til eksamen. Men skulle arbejde kan man sige. Det slog mig helt ud. Træt og mega sulten forlod jeg skolen. Det ikke så tit jeg oplevet sult og svimmelhed/hovedpine på grund af dette. Det fik jeg så lov til i dag. Jeg kom faktisk til at tænke på, hvor mange sultne mennesker der er. Har de det sådan hele tiden, som om de skal til at besvime. Eller vænner man sig til det?  Jeg forsøgte at lade være med at spise en masse usunde  snacks og bare mad generelt udenfor måltiderne, mens jeg var på arbejde i går. Jeg tog en elastik om armen og gav mig selv en svirp hver gang jeg puttede noget i munden. Jeg gav mig selv mange svirp. Jeg gør det uden at tænke over det. Helt automatisk propper jeg ind i munden, mens jeg er på job. der er jo også meget mad. Desuden er det helt vildt hyggeligt at spise. Den strategi vil jeg forsøge mig med det næste stykke tid mens jeg er på job. Herhjemme er det ikke noget problem. Jeg spiser 3 gange gode måltider om dagen og måske en lille hapser.  Jeg holder for øvrigt meget af at spise et godt, solidt, varmt målrid mad til frokost i stedet for til aftensmad.  Hold nu fast jeg har brugt mange penge. Her til aften har jeg betalt resten af min rejse, bestilt rejseforsikring og sidst ikke mindst søgt/betalt for visum. Nøøøj det tog lang tid altså. Jeg er en skovl til den slags, men det lykkes. På torsdag skal jeg vaccineres. Så mangler jeg vidst bare at bestille kontante USD. Jeg har købt et par billige men meget behagelige sandaler (de ligner faktisk mine ecco sandaler). 2 t shirt i løs udgave og sådan en trøje. Ville have købt en sort t shirt også men jeg glemte den i prøverummet. Jeg købte en lang nederdel med slidser, så man kan bevæge sig i den uden at man kan se mine lår Jeg købte en rygsæk. Er i klar over hvor svært det er at finde sådan en til en overkommelig pris!? De koster bare.. heldigvis have de nogen i H&M. Jeg købte en til 200 kr i army grøn. Den er ok. Desuden er den ret behagelig. Havde helt glemt, hvor behagelige de er. både i folkeskolen og i gymnasiet var det ret moderne med skulder tasker. Sådan en havde jeg også - det gav bare frygtelig ondt. Man bliver helt skæv iryggen af de tunge skulder tasker. Derudover har jeg købt en nyt ur og en ny parfume. Jeg er meget glad for parfume og ure.Ure ja. Har 3 ure nu De er  ikke så dyre, men er meget glad for dem og bruger som oftest ur når jeg ikke er på job Det ligesom de smykker jeg går med. Jeg er en skovl til at passe på alt andet, så det kun billige øretringe fra h&m og den slags.  Jeg elsker parfume.! Mænd der har en god parfume er bare mmh.                          Jeg købte også lidt andre praktiske ting, såsom lommelygte, solcreme (som for øvrigt også er dyrt. vidste jeg slet ikke), tamponer og indlæg, tandpasta og nye ting til tandhygiejnen. Jeg havde for øvrigt et hul, da jeg var tandlæge. Hun havde heldigvis tid til at fikse det med det samme. 850 kr. Desuden satte hun mig på til ny kontrol om et halvt år fordi jeg har to meget begyndende huller. Heldigvis bruger jeg tandtråd og er flittig tandbørster. Jeg tror hullerne skyldes mit meget usunde forbrug af sukker, slik, sodavand os. Sodavand - ja jeg er ikke typen der drikker meget sodavand. Eller det har jeg så været de sidste par måneder.  Hvad er det der er off limits?  - spritbillisten.  Siden jeg smækkede min tidligere kollega en lussing af en verden, i sammenhæng med han fordrukken sagde "du kan jo bare tage spritbillisten med hjem og kneppe ham".  ja damn it!! der er opstået en eller anden affektion fra min side. Jeg kan ikke andet end at himle øjne af mig selv. Off limits. fucking off limits. Og jeg skal omgående stoppe, hvad end for en følelse jeg får i kroppen. damn it.  Det dog bare typisk. Jeg ved ikke om det er mere typisk i vores fag. Jeg har altid haft minimum et par kollegaer, der mødte sin kæreste/ægtefæller/elsker på et jobbet.  Siden hen har de så skifte. Man arbejder mange timer sammen. Vi har det sjovt og snakker rigtig meget sammen på kryds og tværs. Man lærer bare hinanden at kende på en måde. Så bliver man alligevel sådan lidt venner også.. ja ja.. Jeg snakkede en del med en anden kvindelig kok om det. Hun mig ret i min affektions teori. Det er nærmest umuligt at undgå at man bliver lidt lun på en kollega hvis man ofte ser dem på jobbet i mange timer, lange vagter, hvor man snakker meget sammen,  man står tæt, driller hinanden osv osv.  Man går i byen sammen,  Som selvfølgelig kan accelerer  til en julefrokost, smser, omklædningrummet.. Jeg har prøvet det før det der med at være sammen med en kollega da jeg var elev... med en kok der var udlært. Så blev han min chef. Dernæst blev jeg skrottet så hårdt efter 2 år, at mit hjerte faktisk stadig bløder.  Jeg har virkelig savnet ham. Hvis han stod på mit dørtrin og spurgte om det bare skulle være os to. Det vil være lykke. Eller ? det kommer ikke til at ske. Desuden er jeg stadig så vred over han forlod mig på den måde, at jeg ville starte med at spytte på ham i raseri. ASSHOLE. ergh! Han var også lidt skyld i at det blev en skæv afslutning på min elev plads. Jeg synes han var dybt tarveligt.  Sagens kerne er den.. På trods af en milliard dates, one night stand og et stærkt forsøg på at møde en fyr og blive glad for ham. Open minded. Så sker der det at der er affektion over for spritbillisten?! hvorfor? Jeg har ikke kunnet få en eneste følelse for nogen som helst i over halvandet år. OMG! Det er her min teori kommer på bane. Jeg tror seriøst ikke på det der "tinder" fis eller "happn"... Det virker i hvert fald ikke for mig. Hvorfor ? Jeg kan simpelthen ikke. Alt i mig stejler, for det er forventeligt. Allerede det at man "aftaler" at dater gør det mere forudsigeligt.  Jeg får ikke oplevelsen af at der opstår en gnist. Man snakker ikke ud som nogen der bare snakker, møder hinanden tilfældigt.. Prøv lige hør mig. Romantiker nr. 1.  Bortset fra det forsøger jeg at kvæle den her affektion. Jeg skal overhovet ikke begynde på noget. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke skal i et forhold igen på jobbet. Og hvis der skulle ske noget har jeg lovet mig selv, at finde nyt job simpelthen. Jeg gider ikke hemmeligheds kræmmeri og den slags. Jeg gider ikke folk der kigger skævt og .. argh.. der er så meget i den slags. Jeg ved godt ikke alle arbejdspladser er ens. På min nuværende arbejdsplads er der intet reglement. men Nej fuck nej. Det er bad business.  Heldigvis er det således, at spritbillist ikke efter al fornemmelse ikke har nogen mistanke eller deler de samme følelser. hvad end de er for nogle.  Heldigvis. Pokerface og move on. Den der affektion skal nok forsvinde af sig selv.  Det var det for i dag. Jeg skal i hvert fald tidligt i seng. Ført skal jeg dog se et afsnit af en tv serie jeg ser for tiden. Den hedder "the leftovers". Den er yderst interessant. Sov godt folkens
  • Raspberry
    2
    Det er sommer, det er sol og det er tirsdag
    For 6 år og 11 måneder siden skrev jeg de første små ord ud i internettet uden at vide, hvordan de ville blive modtaget. Om nogen nogensinde kom til at læse dem. Om nogen nogensinde ville forholde sig til dem. Jeg kan huske, at det på en gang var befriende og grænseoverskridende ikke at vide, hvem der sad på den anden side og modtog mine tanker, men det var også en rar fornemmelse, at nogen så dem. Med tiden vidste jeg mere eller mindre præcist, hvem der læste med og nu? Nu bliver vores online hjemsted lukket ned og vi skal finde nye hjørner af internettet til at dele vores tanker. Jeg kom virkelig til at holde af det fristed, som blog.dk har skabt for mig igennem årene - jeg ved, jeg kommer til at savne det - og nu er jeg spændt på om dette hjørne kan blive et nyt fristed.  Da jeg startede med at blogge i denne form, var jeg 19 år gammel og jeg stod ved grænsen til et nyt liv og var rædselsslagen og spændt, som aldrig før. Jeg præsenterede mig som en pige, der var vild med neglelak, pepsi max, singer-songwriter musik, nederdele og flade kinasko. Jeg prøvede at forklare læseren - og måske også mig selv - at jeg var ret almindelig, men på en ualmindelig måde og det kan jeg godt grine lidt af nu, for jeg er faktisk bare almindelig. Virkelig almindelig.  Jeg er 26 nu. Nogle ting ændrer sig aldrig: jeg er stadig for glad for pepsi max og Tina Dickow. Jeg vil stadig helst gå i kjoler og nederdele og flade sko, men jeg har udskiftet dem med Ecco-sko i forskellige udformninger. Neglelakken har jeg gemt langt væk, for jeg er blevet mor og jeg har sjældent tid til at det skal tørre eller til at fjerne det - for ikke at tale om, at amningen sætter perspektiv på forbruget af kemikalier i hverdagen. Jeg er altså: 26, mor til én, forlovet, humanistisk akademiker, bosat i Jyllands måske dejligste by, for det meste på udkig efter en blå himmel, selv når skyerne er grå, glad for pænt tøj (hvilket godt kan være en videnskab, når man er en såkaldt "kvinde med kurver"), arbejdssøgende, men pt. sygemeldt med eftervirkningerne af en brækket ankel på fjerde måned.  Nogle af jer kender mig allerede rigtig godt - som i: I har læst med i næsten 7 år-godt. Nogle af jer ser min lyserøde blomst for første gang og det er også helt fint. Jeg er spændt på om jeg kommer til at føle mig hjemme her. 
  • Tina_Cille_Pedersen
    1
    Tirsdag, 31 Maj - 2016
    KL.: 06.27 Vågnede op klokken 05.00 i morges til lyden af fugle der pippede på livet løs udenfor. Erkender blankt, jeg gik rigtig rigtig tidligt i seng, og havde noget besvær med at falde i søvn. Undlod dog at tage min Quitiapin (?), for ikke at kludre rundt med effekten af min nye Strattera. Kunne godt mærke at de nye piller gør noget ved mit blodtryk. Dog, mest når jeg laver noget. I går eftermiddags, gik jagten ind på at finde min dåbsattest, hvilket betød en total gennem-rodning af flyttekasserne i kælderen. Lad os bare sige, at det var en ret udmattende, og ganske resultatløs oplevelse. øv. Håber kirkekontoret, kan foretage en navneændring alligevel. Ringer til dem her klokken 9 og hører dem ad. Håber ikke de sender mig til Maribo efter en ny... det, ville hive AL energi ud af mig... Det garanterer jeg for, da jeg allerede føler at miste modet, bare ved tanken om at skulle sidde i et tog hele vejen til Maribo ... Oprettede en "profil" på den dersens dating app kaldet "Tinder"... Ingen match endnu. Regner heller ikke med noget, for tror vitterligt ikke på, at danmark har mennesker nok, til at min drømmepige findes derude ... Ved godt, jeg sikkert heller ikke er klar til et forhold endnu, men....Ja, min ensomhed er ved at blive et massivt problem. Skal ikke have en kæreste der hænger op af mig 24/7 .... men en der kommer og holder af mig nu og da... en der skriver, og respekterer at mit hoved, og min grimme krop, er som det er... ihvertfald indtil videre. Ville så meget ønske jeg var født som kvinde, fremfor at skulle igennem alt det her lort. Stod det til mig, fik lægerne lov til at hakke, save og flå i mig, til jeg havde en 100% klar kvindelig krop, og ikke ét gram af maskulinitet. Måske, hvis jeg vandt i det der "euro-lotto" .. hahaha, som om... Men tænk, om jeg kunne blive 10cm lavere, smallere skuldre, bredere hofter, mindre muskler, en velfungerende vagina, B-skåls bryster, hår til lænden og en let tan .... omg <3 tillad mig at savle lidt.... Der skal handles ind idag. Har allerede skrevet min indkøbsseddel, der indeholder nok til, at der skulle være mad til hele måneden, på ét indkøb. ... Eller næsten... Mælk og grøntsager, skal nok købes hen af vejen... Tænker, at jeg vil erstatte hver anden cigaret, med en gulerod. Kan være det virker... Er meget forvirret... Vil gerne have gjort noget ved mit hår... Vil have mit rigtige navn... vil have løbesko... alt dette, koster over 1000 kroner... suk dertil kommer medicin som jeg skal betale for før eller siden :S ... Med lidt held, ikke før næste måned :S Har endnu ikke modtaget svar fra min primærbehandler, om hvorvidt hun ønsker daglige mails, eller over en periode. Hun skriver sikkert senere på dagen... Men, måske det er bedst, at jeg bare kaster beskeden afsted, når jeg har skrevet den, for så kan jeg ikke fortryde noget. Ikke at jeg har noget at fortryde, men... Ja, giver en slags "Det der er sendt, kan ikke laves om", hvilket passer mig fint, for jeg HAR lidt svært ved ikke at ville ændre i min tekst, som er skrevet 100% fra hjertet og mit sind Desuden, er visse ting MEGET nemmere at skrive, end at sige... Noget jeg tror ALLE mennesker kender til, men som ikke alle vil erkende. Gad vide, om kaffe har indflydelse på, hvordan min nye pille virker... siden jeg gik over til at tage den om morgenen, har jeg ikke oplevet så meget som et eneste sekund, hvor min krop begynder at kilde, som den gjorde fredag aften Lyder virkelig snusket, men den følelse var vidunderlig! Overvejer lidt, at lægge disse dagbogs tekster på min facebook... i deres fulde længde. Noget, jeg har overvejet siden fredag, men, som jeg har været lidt i tvivl om. For, er der virkelig nogen der gider høre om mit miserable liv ? Måske kan det have den effekt, at der er nogen der finder nyt håb, da de finder ud af de ikke er alene ? Måske, nogen bare ignorerer mig, og siger det er ALT for megen info ? Aner det ikke... Dette, er jo mig, som jeg har det... som jeg tænker... som jeg er. Gud hvor kunne det være skønt, hvis jeg kunne sige de ting, som jeg skriver dem... Så ville jeg måske slet ikke være så ødelagt indeni ? Måske folk vil stille spørgsmål, der gør det hele meget nemmere at skrive om ? Omvendt, tror jeg ikke verden, er klar til mig endnu. Eller, om jeg er klar til verden. For, der er noget nær ingen, der kender til hele min historie. Kun meget meget få. Kender pt kun til én løsning på mit liv: Total nulstilling og genfødsel. Altså, i en fantasi-verden hvor ALT kan lade sig gøre...
  • JegSmilerStadig
    0
    Så fik hun fred.....
    Sammen med René, fik vi jo andre nye familiemedlemmer. Hans mormor var en sej gammel dame.  Hun har levet 6 år, med halskræft - men sidste tirsdag sov hun stille ind. Hun boede hjemme til det sidste. De passede godt på hinanden, de to søde ældre mennesker.  "Morfar" fandt hende i gangen med store smerter og på det tidspunkt bad hun selv må jeg ikke snart få fred. Og det fik hun få timer efter.  Onsdag var vi nede og synge hende ud. Det var smukt og sørgeligt på en og samme tid.  Ægtepar der holder hele livet er sjældent. Og det sidste han gjorde inden låget kom på kisten, var at kysse hende farvel.  Imorgen er der bisættelse, det bliver ikke rart men det var det bedste for hende og hun havde heldigvis en godt langt liv. Har ikke glemt det fra min søsters afsked, men kan stadig blive harm over de forskellige skal tjene så fedt på andres sorg.  De ved folk er nødt til at ofre hvad det koster, og er sikker på udgifterne ikke står mål med prisen.    Udover det er vi endelig helt raske. Hverdagen kører igen, og vi glæder os til sommerferie.  Med René fulgte også en campingvogn, og den bruger vi flittigt vi har den stående på Rømø. Denne sæson har allerede budt på flere gode dage, hele sidste sæson. Håber det fortsætter. Selv i dårligt vejr er det dejligt at komme lidt væk, og være sammen som familie på en anden måde. Ingen tv, pc og andet der tager opmærksomheden. I børnenes sommerferie bor vi i vognen og kører til job og praktik derovre fra.  Det er en udgift jeg prioriterer. Ingen andre steder får man så meget ferie for de penge.   Nadia er ikke så vild med det som os andre, men det går an. Danielle er helt vild med det, og nyder der altid er nogen at lege med.  Nå sengetid for trætte øjne   Vi skrives ved  

Nye spørgsmål og debatter

  • Stiickish
    0
    Ambivalent følelse
    Så er det sket. Så fik jeg sagt farvel til hende. Efter længere tid fik ekskæresten og jeg ryddet op i hendes ting i lejligheden og "endelig" er hun flyttet ud. Det skal dog siges, at vi er rigtig gode venner og vi begge var blevet enige om beslutningen. For selvom vi valgte at slå op, endte vi stadig med at bo sammen i godt et halvt år endnu. Som en slags roomie men med mange flere følelser indblandet.  Selvom hun endelig er flyttet føles det alligevel ikke helt rigtigt. Vi boede sammen i 1,5 års tid. Ikke lang tid som sådan, men langt nok til at kende hinandens vaner og rutiner... Jeg er nok en kende ambivalent mht. Hendes udflytning. Bevares, det da rart at ha sin lejlighed igen men alligevel er der noget jeg savner. Jeg savner tanken om at hun var hjemme. Savner tanken om "vores" som faktisk var hendes hund, der hver morgen hoppede op i sengen for at sige godmorgen. Egentlig så tror jeg at jeg savner fællesskabet man havde. At vi hjalp hinanden i forskellige ting. Og nu hvor hun er flyttet er der en mærkelig tom følelse inden i mig. En følelse jeg ikke har følt siden min første teenage kæreste. Jeg må nok indrømme der hellere ikke gik længe fra da jeg sagde farvel til hende og hendes far til jeg kom op i lejligheden igen, inden jeg krakelerede som et spejl og brød ud i gråd. Det længe siden jeg rigtig har følt mig trist over noget. Og igår var en dag jeg sent vil glemme. Jeg tror jeg i bund og grund ikke har haft tid til at bearbejde, hvad der egentlig var sket mellem os. Haft tid til at være ked af det eller haft tid til at tænke over alt hvad der nu hedder "hvad nu hvis" scenarier. Jeg er ikke ked af at forholdet endte. I og med vi stadig er super gode venner og stadig har kontakt. Jeg er ked af følelsen af at have mistet noget fantastisk og som gjorde mig til den jeg er i dag..  Oh well, det heldigvis ikke verdens undergang men av det var hårdt alligevel... Hvis du læser med så vid jeg altid vil elske dig og heldigvis er jeg ikke længere end et opkald væk.    - til vi ses igen. 
  • Søde-Smølf1503
    10
    En tilbagevenden diskussion
    Jaså køre diskussion igen om vores kære kongehus den gang om det får for mange i løn og ja synes det er så sjovt for som altid når medierne skrive om kongehuset kommer det til blandt befolkede til af handle om hvor Hvidt vi stadvæk  skal havde et kongehus eller ej men  Hvis vi afskaffer kongehuset, så skal vi vel have en præsident? Jeg har svært ved af se det skulle blev billige. Og hvem skulle vi så havde som præsident hvem i folketinget kan løse den opgave ? jeg svært ved af se hvem der vil værre den rigtig til den opgave. Men nu når folketinget er i gang med af kigge på kongehuset løn kunne de så ikke kig deres eget igennem også når nu de er igang med regnemaskinen  Log ind for at se dette link.
  • Stiickish
    4
    Snigende følelse
    Jeg er splittet. Jeg har en nagende følelse i kroppen, af at noget er galt. Som om der er noget hun ikke fortæller mig. Jeg har en følelse i kroppen, af at hun måske har været mig utro. Hun fortæller mig tit og ofte at jeg ikke har noget at bekymre mig om. At hun elsker mig og at hun aldrig kunne finde på at være mig utro. Men alligevel har jeg denne følelse i kroppen af, at det ikke helt passer.. Selvfølgelig stoler jeg på hende, men hvorfor er der noget der siger mig, at jeg ikke kan denne gang?..  Måske du har et godt råd til hvad jeg skal gøre? Eller ikke gøre? 
  • Søde-Smølf1503
    8
    Hjælp til af løse gåden
    Jeg har søgt på Google men synes ikke rigtig har kunne få svar på min gåde så prøver lykke herind og håber der sidder en klog hoved som kan/vil hjælp med af løse gåden som jeg vil kald det . Jeg har en gammel iPhone 4's jeg har igennem nogle måneder opleve ofte at blev bedt om af aktiver min iPhone ved af bekræft min appel id eller ved af indtaste den kode jeg bruger til af låse min telefon op med. Og nogle gange op til flere gange på sammen dag  så sent som i dag er jeg blev bedt om det to gang og andre gang måtte jeg sætte den til iTunes. Der er flere ting der under mig 1 jeg har også en iPad som er et år yngre har aldre opleve af blev bedt om det på den ? Derfor under det mig af jeg blev bedt om det på min iPhone  ( de køre begge med iOS 9.3.2)  2 min far har også en iPhone 4's og siger at han aldre har opleve det og hans er også opdater til det nyste. 3 jeg bruge ikke find my iPhone men bruge iCloud hvor min far både bruge find my iPhone og iCloud så tænker ikke at det kan værre derfor. Men hvad  er så mening med det ??? Eller ret og sigt hvad sker der    
  • Regga
    2
    Skal jeg bare lade det ligge?
    Jeg har et nok et ret lille dilemma, men det nager mig stadig og jeg bliver at vende og dreje det i hovedet. Jeg har før snakket med folk omkring det og det tyder på det er mig der er den mærkelige.  Jeg elsker fødselsdage og mærkedage. Det gjorde jeg ikke da jeg var barn, men nu er jeg faktisk helt vild med det. Jeg elsker at give gaver, få gaver og fejre  andres dag eller min dag med andre. Alt det der! Jeg synes det er rigtig fint og det er en dejlig dag, dvs.  mere hemmeligheds og mystisk er det jo heller ikke at manhar fødselsdag.  Det sker det nu, at vi er blevet bedt om at alle sammen skrive vores fødselsdag ned og jeg tror det er fordi de skal skrives en i en fælles kalender, hvor event og specielle arrangementer på hotellet også kommer til, at stå. Jeg har prøvet  samme situation før  (hvor vi ikke blev spurgt). Det var jo ikke fordi det skadede nogen. Ærligt talt synes jeg bare ikke det var fedt og se mit navn på en kæmpe kalender med min alder midt i personale stuen. Jeg ved ikke helt præcis hvorfor. Jeg gider det bare ikke. Jeg gider det simpelthen ikke. Jeg overhørte en kollega sige at hun synes det bare skulle poppe op på vagtplanen. Jeg tror vitterlig jeg er den eneste der har et problem med det.  Jeg tror i virkeligheden det handler om at jeg er SÅ træt af det der med, at alle absolut skal vide man har fødselsdag uden man selv har oplyst dem om det og irriterende fælles gave ordninger, hvor det som regel er en eller anden kurv med forskelligt vin og chokolade, som man i virkeligheden lige så godt kunne give til naboen, fordi man ikke får det brugt og folk bare har smidt 30 kr i en eller anden bøtte. Jeg er træt af alle mulige arrangementer hele tiden med kollegaer i fritiden, som er arrangeret af arbejdspladsen. Jeg synes simpelthen det er for meget nogen gange og jeg har bare brug for at sige stop nogen gange. Ikke fordi jeg ikke vil give gaver og få gaver og spise kage. Jeg vil også gerne ses med kollegaer i fritiden. Jeg er bare død træt af det, der diktaturs fællesskab (det der ikke gang noget det hedder), hvor alle skal være fælles om dit og dat og jeg ikke ved hvad! Og vi skal sammen og det er alle sammen og bla bla bla..  Forleden sagde jeg fra til en gave ordning, hvilket jeg synes var rigtig svært. Man vil jo ikke stå i dårligt lys?  Min afrikanske kollega fik en god ide, som bestod af at vi, hver gang der er en fødselsdag i køkkenet man giver en gave til vedkommende. Den der famøse kurv, hvor man spæder til med 30 kr. I kan vel nok regne ud det ikke handler om penge. Det er en princip sag. Jeg har efterhånden prøvet det der et par gange. Der er altid en eller der får den der fantastiske ide om en gave ordning, for at booste det gode kollega fællesskab. Og det er i hvert fald ikke mig, der kommer med den ide. FOR! jeg ved lige præcis, at jeg simpelthen ikke gider og være den der tager skridtet til, at købe en til den her kurv og pakket den pænt.  Jeg kan slet ikke hidse mig selv op til det. For det andet vil jeg egentlig gerne være fri. Giv mig noget funktionelt som f.eks. en bog. Jeg gider ikke alt det rødvin, blomster og jeg ikke ved, hvad... Det lyder mega utaknemmeligt og kunne aldrig finde på at stå der når jeg får en gave og sige den slags. Jeg siger tak og amen med et stort smil  Sagen er den min afrikanske kollega bragte det på banen, for måske 2 måneder siden, hvor jeg sagde, at jeg ikke synes det var en god ide selvom det var en meget sød tanke. Det vil handle om 10 gaver i året ca. hvis alle skulle have. Derover er der f.eks. svendegave når elever bliver udlærte, dåbsgaver osv..  for 2 uger siden kom så en sms. Spritbillisten havde fødseldag om jeg ville være med i gaven?  nå ja så var gave ordningen alligevel besluttet og alle andre end mig er med. puh. Jeg synes det utroligt man har så svært ved at bare sige nej. Jeg synes jo spritbilllisten er rigtig rar og har han har en affektions værdi for mig (hvilket er en helt anden debat).. Jeg svarede dog tilbage "hej, det bliver et nej tak herfra til gave ordningen medmindre det er specielle eller runde fødselsdage".Min gode kollega spurgte mig indtil det dagen efter og jeg måtte bare sige til at det var som jeg sagde ok til specielle anlednigner og runde fødselsdage, men ellers skal jeg nok selv komme med noget hvis jeg vil. Det synes han heldigvis  var helt fair men... nu igen er der den skide kalender. Skal jeg hive fat i en af lederne og sige.. "prøv hør jeg vil simpelthen blive glad, hvis min navn og alder ikke står der på den kalender,". Og hvad skal jeg sige, hvis de så siger "jamen det skal den bare".  Eller skal jeg lade det fare? . Det er jo helt sikker i en rigtig god mening og det jo ikke fordi jeg slet ikke gider og fejre min fødselsdag eller fortælle det til nogen. Mange af mine kollega har gladeligt skrevet sig på listen og synes det fint.  Bonus info. Jeg har dog f.eks. valgt at min fødselsdag ikke popper op som en notifikation på facebook nogensinde eller der et stor med stort banner over min profil af lidt samme grund. Så det ikke sådan at jeg stejler over kalenderen på job og min fødselsdag popper op med det samme på sociale medier.  Hvad synes i? er jeg fjollet eller er det ok at have det sådan? 

Seneste svar og kommentarer


Da du ikke er logget ind er det ikke alt indhold som vises!

Velkommen til Deldig.dk - hvad du har på hjerte?

Få din egen blog hvor du kan dele dine tanker og oplevelser. Brug den evt. som en åben dagbog, hvor andre kan give værdifuld feedback på det du skriver - Deldig.dk er danmarks bedste blogfællesskab :-)

Stil alle de spørgsmål som dukker op i din hverdag og debatter forskellig emner. Her kan du få en helt anden vinkel på dine spørgsmål end hvis du blot spurgte din nærmeste omgangskreds, fordi vi her er mange forskellige mennesker i forskellige aldre.

Her kan du være lige så anonym som du ønsker, så der er ingen behov for den selviscenesættelse, som så mange andre sociale netværk i dag er plaget af. Del alt det som får dig til at smile, græde og undres.

Selvom vi er mange forskellige personer herinde, så har vi dog den ting til fælles, at vi alle værdsætter en god omgangstone og taler pænt til hinanden selvom, vi ofte har forskellige holdninger og meninger til et emne.

Log ind eller Opret en profil - 100% gratis

Nyt fra NetMonster