Blogs

Vores community blogge

  1. ...et musikalsk fænomen, der ellers er gået fuldstændig hen over hovedet på mig: Walk Off The Earth! Ganske vist så jeg for et godt stykke tid siden deres version af "Hello" (m. Adele), men jeg anede ikke, at det var blot ét af mange "hits". Nu har jeg lige siddet og set/hørt en lang række af deres sange - alt sammen coverversioner af kendte numre. Men hvor er det fedt - gør jer selv en tjeneste og kig dem ud engang! *love*

    Nåmmen, ellers sidder jeg jo her og venter på, at det skal begynde at sne. Vi er blevet "stillet i udsigt", at der hér i området skulle komme 10-15 cm. sne fra i eftermiddag og indtil i morgen tidlig - men lad os nu se, om meteorologerne har ramt plet denne gang... Hvis der kommer så meget sne, kender jeg en, der bliver lykkelig: Knægten! *grinedans* Jeg selv bliver knapt så begejstret, men jeg kan da godt forstå, ungerne gerne vil have noget sne! (Haha og tror I så ikke, det lige er begyndt at sne?! )

    I formiddags var familiekonsulenten her. Det blev lidt af en "sludder for en sladder" i dag, og jeg begynder at tænke, at der ikke er så meget hjælp at hente i hende længere...

    Samtalerne ved psykologen på JobCentret er heldigvis et overstået kapitel. Når han går mere op i at fortælle "helte-historier" om sig selv, end om at lære mig redskaber til at tackle angst, smerter, stress og hyper-årvågenheden, så kan jeg ikke bruge det til så meget. Jeg er i stedet blevet tilmeldt et "Lær at tackle kroniske smerter"-kursus på Center For Sundhedsfremme i Varde, som starter d. 18 april. Jeg er spændt på, om det er noget, der giver mig nogle brugbare redskaber, - og om der er mere konkrete ideer til tackling af smerterne, end der var på Smerteklinikken i Give, hvor jeg jo gik i 8 uger i efteråret '15. Jeg syntes ganske vist, jeg lærte mange ting og blev bevidst om mange ting via kurset i Give, men med dét som med så meget andet, så er det nemmere på det teoretiske plan end på det praktiske.

    Samtalerne med konsulenten ved Center For Selvmordsforebyggelse går jeg fortsat til, og dem holder jeg fat i, så længe jeg overhovedet kan komme til det. Han er en fantastisk sparringspartner, og en mester i at formulere nogle gode "hjælpesætninger". Han er virkelig min støtte - uden ham (og Knægten) havde jeg ikke været her nu! Vores sidste samtale var på telefonen, hvor Manden også var med. Jeg har ind imellem brug for at Manden hører nogle ting fra en anden end mig, for at det "glider ind på lystavlen", og så han forstår, det er vigtigt, og ikke bare mig, der er hysterisk. Jeg kan selvfølgelig i skrivende stund ikke komme i tanke om nogle konkrete emner - men det virker mange gange bedre, når ordene kommer fra en fremmed, end når de kommer fra mig. Næste samtale med C.F.Se.-konsulenten skal Manden også være med, da der er nogle ting fra sidste samtale, der skal "samles op på".

    Jeg er fortsat i praktik i den lokale Brugs 1 t. 1 dag om ugen. Jeg er lidt irriteret over, at jeg ikke kan rumme mere end dét pt., men for hulen, hvor bliver der brugt meget energi og mange kræfter både inden jeg skal derned, mens jeg er afsted, og når jeg er hjemme igen. Så selvom det kun er dén ene dag, jeg skal afsted, bruger jeg nok 4-5 dage på det, ikke mindst i forberedelsesfasen, og så når jeg er totalt bombet en dag el. to efterfølgende... Irritationen over at jeg ikke kan rumme mere er selvfølgelig et udtryk for, at jeg ikke har accepteret mine egne begrænsninger, og at jeg ikke helt har vænnet mig til (eller kan forstå), at dén Pips, jeg var engang, ikke eksisterer længere. Tidligere skulle der helst ske noget hele tiden, der kunne næsten ikke blive fest og ballade nok, og jo mere jeg havde et rende til, jo bedre. Nu har jeg - mere end nogensinde! - brug for ro, regelmæssighed og forudsigelighed...

    I tirsdags var jeg på OUH (Odense Universitets Hospital) til samtale og undersøgelse hos endo-teamet. Selvom jeg har haft tiltagende smerter (specielt i højre side), kunne lægen ikke se nogen cyster på æggestokkene, udover nogle (sandsynligvis) vand-blærer på max. 2 cm. i diameter, så hun mente at nogle af mine smerter måske kunne stamme fra muskelspændinger, da man - ubevidst - nemt kommer til at gå og spænde, når det gør ondt. På den måde kan det ende med at være en ond cirkel, fordi man spænder mere op, når smerterne i div. organer tager til, og efterfølgende er man så endnu mere opspændt. Jeg fik derfor et øvelsesprogram med hjem, som jeg skal lave 1-2 gange dagligt. Derudover rådede hun mig til at begynde at tage kosttilskuddet HUSK, da det muligvis kunne hjælpe med smerterne i forbindelse med vandladning og afføring. Problemet med dét er bare, at det er pissedyrt, og jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan jeg finder pengene til det... Jeg skal til samtale/undersøgelse igen om 3 mdr., og hvis disse tiltag ikke har hjulpet, vil hun prøve at give mig mini-piller som supplement til hormonspiralen. Vi må se, hvad der kommer ud af det...

    Nå, mens jeg har skrevet, er haven stille og roligt blevet mere og mere hvid. Jaja, så kom der alligevel lidt vinter til os - mon vi får de 10-15 cm., de har "truet med"?

    Nu vil jeg gå ind og lægge mig, så jeg kan nå et hvil, inden Manden og Knægten kommer hjem, så jeg er frisk til at læse "Gummi Tarzan" (lektier) med Knægten, mens Manden laver aftensmad.

     

  2. Outside

     The Insider

      Indlæg: 1    Kommentarer: 1

    Jeg har egentlig ikke en off-dag - men nok nærmere end off-måned. I december frem mod januar var jeg på mit livs rejse. Det var ikke bare destinationen, som hele mit liv havde været min store drøm, men jeg så og mødte en del af min familie, som jeg aldrig havde mødt men kun hørt om. I januar blev jeg berøvet - mine ting, min bankkonto. Ting, der endnu kører i sager, og som har trukket mig ned i tide og utide den sidste periode. 

    Nu er her bare stille. I februar startede det nye semester på universitetet. Jeg var positiv, og jeg så frem til det her forårssemester. Det er altid det semester, hvor solen kommer frem langsomt. Hvor der er mere ro på studiet og formentlig grundet foråret, så føles det som om, der er mere plads indeni og overskud til at nå alting. Men her på det seneste har jeg gået i lille bobbel af ubehag. Jeg har mistet interessen for alt og alle. De små ting som den ugentlige lørdagsmiddag med min kæreste - som i 3 år har været én af ugens højdepunkter - uge efter uge føles pludselig ligegyldig. Der sker ikke noget i min krop, når jeg tænker frem på det.

    Jeg står med 1,5 ben i en jobmulighed, som potentielt kan ændre mit liv til det, som jeg altid har drømt om, mit liv skulle være. Det er småting, der venter på at gå igennem, før jeg ved det med sikkerhed. Jeg var til møde forleden. Jeg er så tændt på det. Men lige nu føles det bare ligegyldigt. Måske fordi jeg stadig venter på en bekræftelse - og hvad hvis den ikke kommer? Hvad hvis det er de sidste få procenter, der vinder. 

    Jeg blev hjemme i dag. Igen i dag. For 2 dage siden måtte jeg tage flyveren hele vejen hjem til København og et døgn senere sad jeg på flyveren igen 4 timer hjem. Jeg havde sådan en følelse af, at København, der altid har været hjem, bare ikke er det længere. Hvordan opfører man sig egentlig i Danmark "nu til dags"? Hvordan fungerer det med metrobillet og togbilletter, og hvordan fanden fungerer zonerne? Jeg havde i mit hoved planlagt, at jeg skulle gå i en specifik 7-eleven inde i centrum, men da jeg kom derhen, var der ingen 7-eleven. "What?", det var der da .. engang? 

    Det var fantastisk at stå på de danske gader igen. At mærke dynamikken i København, at kunne tale dansk i et helt normalt supermarked og føle den kolde friske luft i norden. Det har aldrig været mere underligt at være i Danmark, end det var forleden. De venner, som jeg havde engang er pludselig så langt væk i deres eget nye liv, at det er mærkeligt. Jeg valgte at stå af senere, end jeg egentlig burde med metroen. Jeg ville gå en tur forbi min gamle lejlighed. Den lejlighed, hvor alting sluttede, og alting startede. Det er mange år siden, at jeg smækkede døren i for sidste gang til min lille lejlighed ved søerne på Frederiksbergsiden. Det er endnu længere siden, at min far gav mig den lejlighed. Det var forår, og det var dér, at han kastede bomben om, at de vile flytte til den anden side af jorden samme sommer. Og det gjorde de så. 

    Da jeg smækkede døren i til min lejlighed på Frederiksberg et års tid efter, flyttede jeg selv til udlandet, dog langt fra min far. Der har jeg boet siden. Og pludselig er årene gået så stærkt, at jeg, åbenbart, ikke kan finde mig selv i København længere. At jeg pludselig, i København, vender mig om på gaden, hvis jeg hører nogle tale det sprog, som jeg taler i min hverdag, med en følelse af "hey!", som var det "mine egne" mere end danskerne er. Jeg bliver tit nostalgisk, de få gange jeg er i København om året. Jeg får altid en følelse af, at NU vil jeg hjem igen. Jeg får en følelse af, hvordan livet ville være, hvis jeg boede i København. 

    Jeg ved ikke, om det er en "post-følelse" af min rejse i december, og at det er på grænsen til foråret og så alligevel ikke. Jeg ved ikke, om februar måned bare ikke indeholder noget, der giver livet værdi. Men jeg har på det seneste haft en følelse af ligegyldighed. Med 1,5 fod i et af de største chancer hidtil i mit liv, et velfungerende forhold, glade forældre og søskende, hvis liv fungerer, gode resultater på universitetet og med udsigt til endelig snart at være igennem, så føles alting pludselig bare så.. ligegyldigt. Midt i februar. Det føles ligegyldigt at stå op om morgenen, det føles ligegyldigt at være til stede, det føles træls. Jeg er ikke ked af det. Men jeg er heller ikke glad. Jeg bliver ikke glad over de ting, der sker omkring mig. Men jeg har heller intet at klage over. Mine tanker er gået i stå. Jeg er utålmodig med dagene. Dagene skal bare gå, ugerne skal bare gå. Måneden skal bare være slut og marts også. Jeg ved ikke, hvad jeg venter på. Men jeg venter. 

  3. 1 sort punkerkjole + 2 lilla læber = 3 komplimenter.

    I går startede dumt ud, men blev i løbet af få timer rigtig fin. Pga. en konflikt med Mrs. Mutti, var jeg vred, da jeg gik i seng og kunne stadig mærke vreden, da jeg vågnede. Er ellers sjældent gal. Kunne ikke rigtig komme af med energien. Konflikten bestod i, at jeg kontaktede hende for at spørge til nogle af hendes kollegers uddannelsesmæssige baggrunde, da de sidder på nogle jobs, jeg brænder for. Mrs. Mutti dissede disse jobs, da hun skrev tilbage. Rakkede det fuldstændigt ned. Så blev jeg gal, fordi uanset hvad jeg nogensinde har luftet for dem, at jeg ville, har de rakket ned. ALT. Og nu gjorde hun det gud-døde-mig igen.

    Mit humør ændrede sig heldigvis :)

    Der er et fænomen, som underholder min mand ganske fornøjeligt. Jeg ser nemlig ikke helt ens ud, når jeg er bare mig herhjemme og når jeg er ude i offentligheden. Jeg er ikke transvestit, skal det lige siges! Men al respekt for dem. Sagen er, at jeg er noget mere PUNK herhjemme og mere pæn/tutte-nuttet, når jeg er ude.
    I sidste uge købte jeg en punker-agtig kjole: Sort med 2,5-3cm sølvfarvede metalringe/metalhuller hele vejen rundt i kanten for neden. Stadig stilet, men også... punk. I loooove it.
    Den havde jeg på i går sammen med min lilla læbestift. 
    Den lilla læbestift havde jeg også på dagen før, men der turde jeg ikke gå uden for en dør. Punker hjemme, prinsesse ude. Punkerprinsessen. Men eftersom jeg skulle se min psykolog i går, tænkte jeg: "Hvis jeg ikke kan være mig selv hos min psyk, hvor kan jeg så?" Så sådan blev det. Og jeg fik en kompliment. Yes, jeg hører til flertallet, der bøjer det i fælleskøn. Min psyk sagde, at jeg så godt ud og jeg lagde mærke til, at flere kiggede efter mig i går. Ikke med åben mund og polypper, men på den dér: She-is-something-måde.

    Da manden kom hjem lyste han også op og sagde, jeg så super godt ud. Og så grinede han, fordi han synes, at det er så sjovt med "skabs-punkeriet". Men han synes, det ser godt ud.

    Den lilla læbestift købte jeg, mens vi boede i Bruxelles. Kunne ikke stå for den. Men det virker også lidt… at købe noget og ikke turde gå med det. (Nok noget mange kvinder kender i fht. flotte, høje sko?!) Jeg ved ikke, om det skyldes min venindes kommentar:
    - "EJ! Du har bare ikke købt en LILLA læbestift?!"
    - "Jamen... Det er Dior!".
    Hm. Eller også er det, fordi jeg tror, at jeg med lilla læbestift ikke ligner én, som folk vil ansætte. 
    Efter psyk tog jeg til Frederiksberg Centret for at købe ind, da klinikken ligger lige ved siden af. Her fik jeg (igen) en kompliment for min kjole. To komplimenter på én dag! Hvor tit sker det i Danmark? Skriver Danmark, for i andre lande kan man altså godt finde ud af det… Måske hvis man hedder Oliver Mums Bjerrehuus, kan det forekomme. Eller måske for en Gustav eller Linse.

    Hvad betyder det at turde være sig selv? Er det at være sig selv, når man har violette læber og har for mange ringe i ørerne? Har jo ikke violette læber, når jeg vågner... Ikke engang, hvis jeg sover med vinduet åbent... 
    På sidste skoledag i 3.g var det tradition at klæde sig ud og jeg gik all-in som punker med lilla hår, netstrømper, sort makeup, "Jagtvej 69 SNØFT!" på blusen osv. Jeg ved ikke, hvad der var sjovest: Klæd-ud-delen? Eller at det rent faktisk klædte mig?
    Det hele minder mig også om, da jeg var blondine. Havde overvejet det længe og alle havde sagt: ”Ej, nej, nej, det vil IKKE klæde dig!”. Men det gjorde det. Virkelig. Og mange troede, det var min naturlige hårfarve. Folk og veninder rynker også på næsen, hvis man siger ”lilla læbestift”. Men det ser godt ud. Passer ret godt til mine gyldne toner.
    Jeg har også engang prøvet en orange/kobber læbestift. Så også super godt ud. Passede så flot til hud og hår.

    Så hvorfor gør jeg ikke det her noget mere? Og hvordan overvinder jeg frygten?

  4. http://nordformaelkevejen.dk/2017/02/mine-oekonomiskes-problemer-efter-mit-barn-blev-myrdet/

     

    Jeg sad og læste denne blog som er en dagbogsblog fra en meget ulykkelig mor, hvis barn blev myrdet for 8 måneder siden. Jeg har læst en hel del af hendes blogs og det rammer dybt for så stor en smerte fortjener ingen.

    MEN...

    Idag sad jeg faktisk og blev sådan lidt...hmmm for ja der er en dyb sorg, men engang imellem opleves det som om hun alene lever for sorgen, at den dyrkes på en eller anden måde. Jeg tænker at ingen endnu har skrevet til hende om hun måske har tænkt på at hendes søn ikke ville have ønsket at hun skulle være så ulykkelig? 

    Det er så svært at være den der skriver "alt det grimme" for det føles som at sparke til en der i forvejen ligger ned, men jeg tænker at engang imellem så skal der et kærligt spark til i en eller anden form. 

    Jeg har før været den der "sagde" de ord som ingen andre turde sige og jeg tror det handler om at turde. Det ville være så nemt bare at gøre/sige ingenting, følge strømmen som forsøger at trøste og samle penge ind i en uendelighed, men det kan jeg ikke være en del af. Åh jeg føler mig som et virkelig dårligt menneske.

    Centrum

  5. ohtime

     ohtime

      Indlæg: 3    Kommentarer: 0

    "Find en du kan stole på."

    "Og hold så lav profil."

  6. Det der små-paniske.. panikanfald, når jeg har lavet en aftale om en date!.

    Hvad skal jeg tage på? Skal jeg vælge den feminine kjole/nederdel, eller gå mere afslappet med et par jeans?, Skal jeg have make-up på? Ja det skal jeg jo nok... Hvor meget? Skal jeg bare lægge en afslappet, eller skal jeg kun lægge mascara? Hvilke sko skal jeg tage på? De flade sorte, eller de grå med lidt hæl? Skal jeg have den store eller den lille taske med? Da jeg skal på arbejde bliver det jo nok den store.. Skal jeg have hestehale, eller håret bare slået ud? Hvad kan han mon bedst lide? Hvad nu hvis jeg vælger nederdel, og han bedst kan lide jeans? Hvad hvis jeg vælger grå, og han bedst kan lide sort? Hvad nu hvis.. Og hvad nu hvis vi ikke klinger? hvad så?

    Det er vist ret tydeligt, at det her er min absolut første rigtige date med en mand, efter min eks-kæreste. Han er noget ældre end mig, og han har to tvillingedrenge. Jeg ved lige på nuværende tidspunkt ikke, hvad der skræmmer mig mest - at date en mand der er det ældre end mig, eller at han allerede har børn. For ham er det ikke noget problem, at skulle have flere børn - men han vil jo ikke vente for altid på at jeg er klar. Det sætter jo en masse spørgsmål igang:

    Er jeg klar til at binde mig igen? Er jeg klar til at blive voksen? Tage ansvar, være voksen? Være et forbillede? Forsøge at rende rundt med en spirrevip i maven? Er jeg klar til overhovedet at sætte mig på den måde? Middag kl. 18, bananer i frugtskålen og leverpostej i køleskabet? For heaven sake - jeg lever af hvidløgsflutes med ketchup til aftensmad! :-O

    Jeg ved godt det selvfølgelig er store tanker, når jeg ikke har mødt manden endnu! Men når jeg skriver med ham, er han jo bare helt utrolig sød. Ikke en jeg nødvendigvis ville vende mig om og se efter på gaden, men han virker som en utrolig spændende og rigtig sød mand! - Og det sætter unægtelig tankerne i gang - og det giver altså dette panik-indlæg! What to do?!

    Og egentlig er det jo dumt.. For jeg ved jo godt, inderst inde, at jeg jo slet ikke bliver klar, før jeg har prøvet det - og finder ud af, om han er ham jeg vil satse på.

    <3

  7. lassemanden22

     Lasses Blog

      Indlæg: 2    Kommentarer: 2

    Så er ugen for alvor skudt i gang! Det har for mit vedkommende været lidt hårdt og nu ligger jeg bare på sofaen og nyder godt af at kunne slappe af!

    Det er utroligt så uoverskuelig lang sådan en uge kan føles lige nu, synes jeg...

    Om lidt skal jeg stryge tøj til de næste par dage.. det er ikke fordi jeg gider, men man bliver jo nødt til det :)

  8. Vi har en mand boende i den by jeg bor i som virker kan få mit pis i kog og så sent som i dag fik jeg smidt i hovdet at jeg da snart ikke kunne køre bil selv da han ikke mener jeg køre nok det blev så ikke bedre af min far giv ham ret så nu har min far give ham endnu en ting han kan bruge i mod mig jeg er virke træt af ham mener han har ret til af blade sig i alt i brud og grund ved han slet ikke hver mange jeg køre i min virker Helle ikke kommer ham ved jeg har så da løst til at be ham om af blade sig fuldstændig ude om man det er jeg bare et for godt mennske til der er også noget andre i dette jeg vil genre gøre min far opmærksom som på hvordan han hjælper nevativ til i forhold til dette man jeg ved han blev sur 

  9. Efter snart 2 år på krisecenter, et par år yderligere uden fast bolig og 15 mdr på den sociale boliganvisningsliste fik jeg i onsdags det længe ventede brev; jeg er endelig blevet tilbudt en lejlighed! 
    2 værelser fordelt på 65 m2 i et skønt område i København (godt nok på Amager, men i dette tilfælde er det det samme. :P ) med overtagelse 15/5 - jeg er nærmest lykkelig! 

    Selvfølgelig ramler det også denne gang sammen med fødslen, men i det mindste har jeg 3 måneder til at planlægge det hele, så jeg satser på ikke at stresse for meget over det. 

    Lige nu svæver jeg på en lyserød sky. Jeg er så lykkelig over at E aldrig kommer til at opleve livet som boligløs, og jeg er lykkelig over at jeg endelig kan holde op med at stresse over ikke at have nogen fast lejlighed. 

    Jo, krisecenteret er fantastisk, jeg har tag over hovedet, ''egen'' lejlighed med køkken og bad, 2 små rum - men at vide at lejligheden kun er til låns, har været så ufattelig stressende. 
    Jeg vidste ikke engang hvor meget det egentlig fyldte, før brevet med tilbud om lejlighed kom i min e-boks. Det føltes som om en kæmpe sten lettede fra både skuldre og hjerte. 

    Nu kan jeg så stresse lidt over hvor jeg skal få de 20.000 kr til hvidevarer, møbler osv fra, men jeg er sikker på at det nok skal løse sig - om ikke andet må jeg leve af mikrobølgeovns-mad den første måned, indtil jeg får råd til et komfur. :P
     

  10. mmoldrup

     mmoldrup

      Indlæg: 1    Kommentarer: 2

    I mit liv, har jeg problemer med at have overskud nok til at nå at lege med børnene, se på dem og nå mit arbejde, mit firma, at havde det godt sammen med min hustru, og tænke de tanker der er behov for.

    Jeg har et behov for at tænke tankerne, fordi min undersbevidsthed driver mig til at forbedre verden. At gøre en forskel.

    Det gælder både for mig selv, så jeg får rigdomme og hæder. Men også for min familie, så mine børn kan få et godt liv, og min hustru glædes over mig.

    Men jeg kan ikke få tingene til at hænge sammen.

     

    Igennem tiderne har verden bevæget sig i den mørke middelalder og i renaissancen, hvor der pludseligt opstod et mylder af nye idéer der sammen med genopdagelsen af tidligere tiders tanker pustede liv til det kreative samfund, vi har i dag. Et samfund der er rigt, fordi vi har alt den hjælp som disse tanker tilbyder. En bil gør det nemt at komme rundt, og vi kan takke opfinderne af hundreder teknologier for at vi har en bil. Det gør hele tiden vores liv nemmere. Og vi er villige til at betale for at gøre vores liv nemmere.

    Men omvendt betaler vi også for at holde os selv underholdt. Og dette tager tiden ud af vore liv igen.

     

    Gad vide om vi nu befinder os i den tid hvor det største psykologiske overskud for hver person findes? I såfald forstår jeg det ikke. Jeg ville aldrig have kunnet overleve meget mere end det pres der er nu. Hvordan er det psykologiske pres på os alle opstået? Det skyldes højst sandsynligt at vi ikke kan give slip. Vi skal tjene mange penge. Vi skal klare os godt. Vi skal have glade børn. Vi skal på ferier. Vi skal købe den bil, der gør vores liv meget nemmere, men så slavebinder os til vores job. Er vi i virkeligheden ikke bare slaver af vores tid? Har vi overhovedet chancen for at skabe et godt liv i de nuværende rammer? Ja selvfølgelig når vi vinder skaber vi det godt liv. Når vi bliver mangemillionærer og har råd til at leve livet præcis som vi selv ønsker, da får vi det gode liv. Vi får ro.

    Måske skal jeg bare tage til takke med det daglige brød, og så behøver jeg ikke kæmpe denne kamp. Måske skal jeg give op som de mange medmennesker der passerer mig hver dag. Acceptere at jeg ingen kontrol har, og flyde med strømmen. Er det I virkeligheden det Steve Jobs gjorde, da han grundlagde Apple, og senere reddede Apple igen? Det kan jeg simpelthen ikke tro på.

    Determinisme kan ikke være rigtig. Min syge hjerne skaber selv det hul jeg sidder i, og ikke kan finde ud af. Jeg må selv være kilden til mit manglende overskud. Det er ikke omverdenen der stjæler fra mig. Det er mig der giver for meget af det forkerte. Jeg må lære at prioritere endnu mere. Steve Jobs prioriterede jo arbejdet alene, og ikke familie eller nydelse.

     

    Men lad os nu sige at det er tiden, som forfører mig ind i dette hul, som jeg ikke kan finde ud af. Og lad os sige at mine medmennesker har det samme.

    Er det så ikke en tid, der fører os ind i en ny sort middelalder? Når få har overskud, skabes der mindre smukt. Vi kan overleve fra dag til dag, men vi bygger ikke grandiøse nyskabelser. Måske er dette enden på vores gyldne æra.

    Gad vide hvad jeg kan gøre for at stoppe denne proces? Jeg skal ihvertfald finde ud af mit hul, for at kunne hjælpe.

  11. Denne weekend er jeg alene. Det er nu meget rart. P1 er på som jeg plejede før i tiden, før Heidi kom ind i billedet. Speaking of which, så er Heidi på Fyn med sine søskende for at starte på oprydningen efter sin mors død. Der er mange gøremål. Der skal ryddes op, pakkes ned, sælges og smides ud. Et helt liv skal bare smides væk. Turen kommer til os alle. Jeg nægter at rydde op før jeg skal af sted. Det må mine børn og Heidi gøre. Eller også overlever jeg dem alle. Nej, forhåbentlig ikke mine børn. 

    Jeg har taget det værste oprydning, men orker ikke gå i dybden. Det har været en hård uge, med mange deadlines, jeg naturligvis alle har nået. Dog ved at tage nogle nætter til hjælp. Det er nu fedt jeg stadig kan det uden problemer. Denne lørdag morgen har været stille og jeg har drukket mange kommer kaffe. Nu venter 10 km. i skoven på mine løbesko. Det bliver rart at træne noget interval. I marts skal jeg møde op til atletik træning på stadion i Rødovre. Jeg glæder mig til at lære at spurte. 

    De har ikke accepteret vores tilbud på køb af sommerhuset. Det gør ikke så meget. Det med Heidis mors død har taget en del timer. Jeg glæder mig til foråret og de lækre timer der kommer der. Men mon ikke de kommer tilbage med et accept. Det tror jeg på. Vi har ikke tænkt os at gå op, så det må være en gonner eller vi blive sommerhus ejere. 
    Heidi - min elskede - taler i øvrigt om at få en hund. Det er jeg ikke så interesseret i. Hun taler også om at sælge lejligheden uanset om vi køber sommerhuset eller ej. "Fjollet, at betale for to ejendomme når vi alligevel er hos dig" som hun siger. 

    Hun har ret. Men det er så det ultimative skridt mod et fast forhold. Nu her - må jeg nok indrømme - over the hill i mit arbejdsliv at finde kærligheden med en ligesindet er nok ikke alle forundt, så jeg tror jeg slår til. Ikke som Kessler - den maskuline - men bare slår til og også frier til hende. Jeg kender hende godt nok. Nå ... måske kører jeg ud af en tangent her. 

    Anyway. Skovene kalder. Det er dejligt løbevejr, og jeg tror jeg løber i bare ben. Viking som jeg er. 

    Stay tuned. 

  12. Et virtuelt venskab af lang varighed, de sociale mediers flygtighed taget i betragtning. Kun overgået af vist nok noget nært 10-års jubilæum på Fb.

     

    Og hvilket venskab, det ikke har været!

     

    Vel rettere: Venskaber, altså i flertal. Bekendtskaber, eller i hvert fald kendskab(er) til mange af jer, som færdes herinde.

     

    Nogle af jer er "gamle" bekendte, andre er relativt nye bekendtskaber.

     

    Stedet, "deldig.dk", bygningen vi mødes i, er flere gange undervejs blevet bygget om, "opdateret". Nogle medlemmer har vi ikke mødt længe, og mange nye er kommet til. Debatter og udvekslingen af tanker har undervejs skiftet karakter.

     

    Ingen nævnt, ingen glemt.

     

    Derfor blot et: God veekend til alle herinde, og tak, fordi du stadig hænger på!