Blogs

Vores community blogge

  1. Jeg har altid været dårlig til at holde kontakt med folk. Stemmerne indeni mit hoved fortæller mig at jeg ikke er god nok, og at de alligevel ikke er interesserede i at høre fra mig. Jeg har jo intet nyt eller spændende at sige. Der sker jo ikke noget i mit liv. Jeg er stadig sygemeldt, og det gør mig sindssyg. Jeg keder mig. Drikker en kop te, keder mig lidt mere. Det var som om der var meget mindre tid dengang jeg røg hash. Det var også som om, kontakten med andre mennesker var nemmere. Jeg tænkte ikke så meget over hvad jeg sagde eller gjorde, eller hvad andre sagde og gjorde for den sags skyld. Jeg var der bare. Altid med et lidt lumsk smil. Urimelig langsom, men fuld ad kreativitet og kærlighed. Dengang drak jeg også meget te. Jeg elskede følelsen af den varme væske der gled ned i min hals. Og altid virkede meget hyggeligere, når man sad to skæve mennesker og drak te. Hjemme i min lille lejlighed, med alt for mange farver, alt for meget røg, og alt for lidt lys. Det eneste der lyste rummet op, var fjernsynet, som altid var blevet brugt som en lampe. En tryghed i natten når man ikke havde mere hash og man var bange for alt. Der var der sjovt nok ingen venner at hente. Jeg husker mit hår altid var uglet. Det var bare en stor klump, som jeg satte op i en høj knold. Knaldrødt for det meste. Min make-up blev ofte genbrugt dagen efter, for hvem orkede at fjerne det. Jeg var et rod på alle praktiske punkter, men i forhold til andre mennesker fungerede jeg bedre, fordi jeg ikke tænkte så meget. Nu kræver det alt for meget, finde ting at tale om, altid være ordentlig, ikke sige noget dumt. Måske er det nemmere bare at være alene for mig.

  2. Jeg mener at denne side er rigtig god at være på. Engang imellem, som idag, er den bare mere end rigtig god for herinde kan jeg skrive det der er så svært at sige eller skrive andre steder.

    Alle, der har fulgt bare en smule med, ved at jeg er flyttet på landet og hvor dejligt jeg synes livet er herude. Det er småt, det er godt og det passer lige til mig...lige med undtagelse af forleden dag.

    Allerede på arbejdet blev jeg ringet op af min dejlige kæreste der mente at vi nok havde en udfordring vi måtte hjælpes ad med at løse:

    Vi har kun stue/ køkken næsten i et, soveværelse, datters værelse og et sammenhængende rum til datters værelse med en enkelt seng, tøj m.m.. Ialt måske 75-80 m2. Så har vi vores "hytte" som indeholder et soverum med en 1½ mands seng og et køkken.

    Igennem sommeren har vi jo haft diverse campingvogne at trække på når vi havde gæster/børn hjemme og det har vi da også stadig, det er bare for koldt.

    Min søn og svigerdatter kom hjem i fredags. De havde pænt spurgt om der kom flere og om der var plads til dem og det for 14 dage siden og dengang var svaret ja.

    Nu får jeg så den opringning lørdag og pludselig så står min bonussøn og hans samlever og spørger om de kan sove her, vel og mærke først da de er ankommet. Min anden bonussøn og hans kammerat havde meldt ud at de gerne ville blive og om vi så ikke kunne grille? Så nu var min kæreste lidt presset.

    Hvad gør vi...sagde han og ja det er et puslespil som vi løser når jeg kommer hjem....var mit svar.

    Nå, men jeg kom hjem, vi snakkede lidt udenfor, grillen var startet, i mit køkken var bonussøn og svigerdatteren igang, i sofaen flød den anden bonussøn og kammeraten...de skulle åbenbart se familyguy eller simpsons...noget og vi fik hurtigt på plads at det måtte blive to madrasser i "hyttens" køkken til de sidst ankomne, der var løsningen.

    Så gik jeg ind...og så skete der noget. Pludselig kunne jeg slet ikke finde min plads i mit eget hjem. Alle snakkede, de store unger på knapt 30 år (bonussøn og kammerat flød i sofaen) tvét kørte med de der trælse lyde de serier nu engang har, manden rendte frem og tilbage til grillen, mit køkken var fyldt med andre mennesker og pludselig kunne jeg bare ikke være der, så jeg gik. 

    Jeg tog ganske enkelt mine gummistøvler på, en skål i hånden og meldte kæresten at nu gik jeg i skoven og samlede svampe. Alt indeni mig skreg på at komme væk. Ude i skoven kunne jeg mærke denne klaustrofobiske følelse langsom tage af. Det kneb med at kunne få luft så da svampene var samlet så satte jeg mig på min bænk nede under rødbøgen og ordnede dem. Min store søn og svigerdatter, som ikke havde været indenfor, kom ned til mig. De kunne se at noget var galt allerede da jeg kom hjem og endelig kunne jeg sætte ord på denne kvælende følelse af panik og klaustrofobi. 

    Hvorfor jeg fik det sådan, ved jeg ikke, men jeg kunne simpelthen ikke rumme mere. Især tvét og kombien af disse åndsvage stemmer og det at alle var alle steder og jeg ikke kunne sætte mig som jeg plejer efter mit arbejde, gjorde at der bare ikke var plads til mig...

    Selv idag er jeg mærket af det der skete. Det ikke at kunne få luft og ikke kunne rumme mit eget liv og alle de mennesker jeg normalt elsker at være sammen med, sidder dybt og på et eller andet plan er det så uendelig trist.

    Alt gik i sidste ende godt. Bonussøn og svigerdatteren ønskede åbenbart ikke vores soveløsning så de kørte over til hendes forældre. Vi fik alle spist sammen og jeg kunne nyde resten af aftenen, men jeg sørgede dog for at der ikke blev mere tv/netflix at høre på. Det er trods alt mit hjem og mig der bestemmer hvem der skal bruge vores tv og min computer.

    Centrum

  3. Nu er det endelig på plads, at min roomie senest flytter ud inden 1 november. Finally! Når man snakker om solen er hun lige kommet hjem. Irriterende, men sådan er det jo. Vi snakker slet ikke sammen. Jeg hilser dog. Hun hilser tilbage, men kun hvis jeg hilser først. Udover det foregår alt kommunikation på skrift.

    Vi har skrevet frem og tilbage og må godt nok sige, at det ikke ligefrem er nemt. Hun vil blandt andet gerne  have sit depositum tilbage nu & med det samme og gad ikke vente på en opgørelse. Ja det jo klart. Jeg er virkelig tilbøjelig til at bare overføre beløbet og så er det ude af verden. Men jeg bliver simpelthen nødt til, at være fornuftigt. Jeg har ikke råd til at blive flået fuldstændig for at vær large. Kan ikke bare trække det ud af budgettet. Bliver nødt til at tænke på, at der altså køre dobbelt min husleje fra nov.   Kan ligesom godt fornemme hun på ingen måde vil være med til at dele den der regning fra skadedyrs bekæmperen,  betale elregningen, eller nettet fra nu af osv. Derudover er der også det køleskab til 3200 kr, jeg kommer til, at betale for nu for hun vil ikke have det. Kun hvis hendes forældre må købe det til 2000 (så 1000 til hver af os), men  jeg skal give de 1600 kr. altså fuld pris for hendes del. Føler mig lidt afpresset på en eller anden måde.

    Derfor jeg aftalte jeg med med hende at jeg skulle tage kontakt til boligkontoret i forhold til et overslag hvad det ville koste at male lige nu og så er det ligesom det hun hæfter for også må jeg overføre resten og hæfte for andre skader. . Jeg har fået nummeret på maleren de bruger - talt med ham. Og han har bare været kanon og fundet regning fra tidligere lejer og sendt det hele på en mail, så jeg havde det på skrift og kunne sende det videre til hende. Så var det da på skrift. Hun skrev om det så bare kostede 7000 kr, at male. Skrev bare ja, ja  for var på arbejde og magtede ikke, at skrive med hende. Jeg har så lige kigget på det, for at se hvor meget jeg egentlig skylder hende. Hun har så regnet prisen sammen eksklusiv moms, tydeligvis. Så den realle pris er ikke 7000 kr, men 8962,67 kr. Det tænker jeg ikke jeg skal fortælle, at jeg har luret før efter d. 1 oktober- Er er vildt bange for hun så ikke betaler huslejen. Jeg ved ikke om det er med vilje. Alle ved vel at prisen alting skal være inklusiv moms. prisen står også lige ved siden af pr ting inklusiv moms. Godt jeg regnede det efter. Dvs. at  hun kan få 860,70 kr tilbage, hvis rengøring skal trækkes (maleren skrev der er et gebyr på rengøring efter maling) så kan hun få 110,7 kr tilbage. Det bliver hun nok ikke så glad for. Hvis jeg skulle medregne, skadedyrsbekæmperen så skylder hun mig penge. Jeg bliver helt dårlig ved tanken. Jeg hader sådan noget. Kan nok ikke få mig til at spørge om penge. Jeg burde virkelog tage ved lære af hende.

    Jeg glæder mig helt vanvittigt til d. 1november, selvom det så bliver  dyrt for mig, så skal jeg da i det mindste ikke bekymre mig om hende mere. Jeg har spurgt hende om hun ville sige en dato på, hvornår hun flytter. Altså bare dagen inden, fordi så behøver jeg ikke være hjemme når hele familien og hende kommer brasende. Hendes familie er meget højlydte og føler sig hjemme uanset, hvor de er. Det  er en anelse intimiderende. Hun ved det og hun har  selv sagt at hun træt af det. Det kunne så bare slet ikke lade sig gøre på noget måde

    "Jeg er ude d.1 november så skal du ikke tænke mere over det. Det er ingen præcis dato :)"

    Det var den besked jeg fik tilbage. Javel ja.

     

  4. Jeg har virkelig brug for en pause. Jeg har brug for at trække vejret. Jeg har brug for at komme væk fra dig, få dig ud af mine tanker og få det underlige, spontane behov for dig ud af min krop igen. Jeg har brug for at se rationelt, at følge mig selv, at mærke mig selv og have mig selv i centrum. Jeg har brug for at fokusere på mig, mine drømme, mine tanker og min fremtid. Jeg har brug for at få dem tættere, som jeg ved er dem, der er der for mig. Nu er det slut. Aborten er overstået. Sommeren er endt. Vores tætte forhold, som vi aldrig vidste hvad var, er endt. Virkeligheden er tilbage. Universitetet er startet. Træningen er igang. 

    Denne gang er jeg alene. Denne gang vil jeg være alene. Jeg vil være mig nu.  

  5. Det kan F... ikke være rimeligt, at kun demonstrationer og presseomtale kan forskaffe en borger dennes ret til førtidspension.

     

    En fagministers fornemmeste opgave er at føre tilsyn med kommunal og statslig forvaltning og administration af det fagområde, ministeren er minister for.

     

    Her indenrigsministeren, socialministeren og beskæftigelsesministeren. Til dels også både sundhedsministeren og justitsministeren.

     

    Magter MF' ere ikke at være både MF' er, minister, og for fleres vedkommende også både kommunal- og regionsmedlemmer, samt at varetage et ifølge den nuværende lovgivning ubegrænset antal bestyrelsesposter, må reglerne laves om.

     

    Alene sammenblandingen af lovgivende og udøvende magt, samtidig MF' er og minister, er i sig selv betænkeligt og kritisabelt. Hvad angår forhenværende eller stadigt aktive journalister er den helt gal: Her optræder de også i rollen som den uofficielle "4. statsmagt", en del i forklædning af højt betalte spindoktorer.

     

    Tidligere i justitsministeriet ansatte jurister udnævnes rask væk til dommere, den 3. statsmagt.

    Det giver, fagligt betragtet, mening, men er demokratisk betænkeligt, nepotistisk.

     

    Repræsentativt demokrati er skindemokrati.

     

    Vælgerne bliver hvert fjerde år hørt, men stemmer generelt "ad Helvede til" i ren uvidenhed.

     

    Intet politisk parti har til hensigt, efter valget, at ville "almenflertallets bedste".

    Kun valget imellem pest eller kolera står det vælgerne frit og hemmeligt at sætte deres kryds ved, når de står i stemmeboksen.

     

    Kun ved at indføre løsgængervalg, enkeltmandsvalg, til Folketinget vil vi kunne gennemføre noget, der vil kunne minde om reelt demokrati.

     

    At hvem som helst vil kunne stille op i en hvilken som helst valgkreds, og at de, der får flest stemmer, efter stemmeantal vil blive valgt ind, ville være en langt mere demokratisk måde at sammensætte et Folketing på.

    Det  nærmeste, vi ville kunne komme "flertallets stemme" og "retsbevidsthedens" repræsentation i Folketinget.

     

    Dagpengeperioden har et flertal i Folketinget vedtaget at nedsætte til to år, for at "animere ledige til at komme i beskæftigelse".

     

    Hvad med at indføre en to-årig valgperiode, for at animere folketingspolitikere til at "lægge sig i selen" og stå til ansvar for egen handling, for egen stemmeafgivelse?

     

    Teknologisk let adgang, via internettet, for alle vælgere til at følge "deres kandidats" adfærd undervejs i forløbet - ville nok udelukke flertallet af de nuværende kendte politikere; men samtidig for deres vedkommende fremstå som en ren tilståelsessag.

     

    Til gengæld ville det øge befolkningens interesse for at følge lidt med i, og interessere sig for, politik!

     

    Nok et fremtidsperspektiv, men ingen utopi!

     

    https://www.avisen.dk/fik-vigtig-besked-efter-jobcenter-demo-jeg-rendte-l_462130.aspx

     

  6. Søde-Smølf1503

     Sød-Smølf1503

      Indlæg: 2    Kommentarer: 0

    Jeg måtte  Sande at selv mine ting ikke holder  evigt min flere år  gammel iPad stoppe med at   virke helt  præcist en  ledning som er gået i stykke ind i den har overvej om den kan lave Men på den andre side har den også så mange  år på  banen  at det nok  ikke kan betalt sig eftersom den for lang er hold op med at kunne opdater det er nok bare mig der skal indse at ting ikke hold evigt og at det er okay at jeg bruger penge på mig selv   engang i mellem :)

  7. Som ansat i supermarked møder jeg mange typer mennesker. 

    En af disse typer er en landmand i arbejdstøj. Umiddelbart virker han som en fåmælt mand, men det er han ikke, hvis snakken falder på emnet vejret. 

    Jeg er blevet advaret mod at kommentere vejret, når jeg ekspederer ham. Det var en af mine kolleger, der sagde, at hvis du nævner et årstal og en måned, er hun sikker på, at han kan fortælle, hvordan vejret var på det tidspunkt. 

    En morgen stod jeg ved kassen, og der skete nærmest ingenting. Jeg kedede mig bravt, da der var gået en time. Så kom landmanden, og jeg tænkte: "Nu skal jeg have det sjovt." Jeg sagde: "Nå, så er det sidste sommerdag i år." 

    Han svarede: "Nej, der skulle da gerne komme flere dage med solskin." Jeg sagde, at det på kalenderen var den sidste sommerdag. Så kørte den ellers med stolpe op og stolpe ned om, hvordan vejret var sidste år, og hvornår de havde høstet og om det år, hvor de høstede helt vildt sent, fordi det konstant regnede. Da han endelig tog en pause (muligvis for at trække vejret) indskød jeg: "Men det er da godt, at vi ikke får så meget vand som i Texas." Jeg tænkte, at nu hvor jeg havde sat ham i gang, kunne jeg ligeså godt køre den endnu længere ud. 

    Selv om jeg er vokset op på landet med en far, der var landmand, og har hørt MEGET landmandssnak og MEGET vejrsnak, så fatter jeg ikke alt hvad denne landmand siger. Han taler, som om han har en kartoffel i munden, og nogle gange lyder det mest som "a høv høv a høv." 

    "Uha, nej da. Det er da skrækkeligt med alt det vand. A høv høv høv. Så meget vand får vi alligevel ikke. Høv høv a høv."

    Jeg måtte bide mig selv i læben, for ikke at grine. 

    Et par dage efter var han så inde i butikken igen. Uden at jeg havde sagt andet end hej, fik jeg en ordentlig smøre om vejret. En masse: "Høv høv høv." 

    Nu tror han nok, at jeg interesserer mig for vejret. Det lader til, at jeg er tvangsindlagt til hans landmandssnak hver gang, jeg møder ham. 

    Men jeg har jo selv lagt op til det. 

  8. Nogle gange bliver det for meget - det hele. Tanken om, at jeg bliver vurderet hele tiden - uanset hvad jeg laver og hvem jeg er sammen med - om det er på job, på studiet, til håndbold, sammen med A eller sammen med veninder - det er hele tiden. Naturligvis er det nogle forskellige måder at blive vurderet på, men jeg føler, jeg skal præstere HELE TIDEN.

    Var til MUS-samtale i mandags, hvor jeg fik at vide, at dér, hvor der for mig er plads til forbedringer, er mit humør og hvor meget det påvirker mig overfor kunderne, når jeg er på arbejde. Det var umiddelbart dét, der slog mig ud, mindes jeg. Pludselig gik det op for mig, at jeg bliver målt og vejet konstant. At det bliver registreret, når jeg har en god eller en dårlig dag. At det bliver noteret, når jeg er ovenpå eller befinder mig med røven i vandskorpen - og min måde at håndtere det på bliver også lige vurderet. Og så gik det op for mig, at det ikke bare er på job - men det er over det hele.

    .. og det kunne jeg pludselig bare overhovedet ikke overskue. Så jeg har egentlig holdt mig meget for mig selv i denne her uge. Pludselig fik jeg en gammelkendt selvdestruktiv lyst til bare at tage en permanent maske på overfor alle og bare insistere på, at alting går helt vildt godt, og at jeg er helt vildt glad og ovenpå. Desværre er jeg nem at læse - hører tit, at jeg er som en åben bog - når jeg ikke selv tror på det. Så det er nødt til at være gennemført, hvis jeg skal spille rollen helt ud.

    .. og så var det, at jeg pludselig kom til at føle mig helt vildt ENSOM. Har været i den rolle før, og jeg ved, hvor sindssygt ensom en leg det er. Men angsten for ikke at være god nok er lige nu stærkere end angsten for ensomheden.

    Har endnu ikke talt med min mor, siden jeg forlod huset for næsten fjorten dage siden. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige til hende. Jeg er heller ikke sikker på, om jeg kan bære at høre hendes stemme. Jeg ved endnu ikke, hvilket ben jeg skal stå på i forhold til det, der skete, da jeg var hjemme sidst. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig. Det meste af tiden forholder jeg mig slet ikke - det er det nemmeste.

    Om fjorten dage skal jeg flytte fra min kælder, hvor jeg har boet i 3½ år. JEG GLÆDER MIG SÅ MEGET! Det har været en hård omgang at bo hér, synes jeg - af forskellige årsager. Mine forældre kommer hele vejen fra Jylland for at hjælpe mig med flytningen, og det sætter jeg selvfølgelig stor pris på. Men jeg kan samtidigt slet heller ikke overskue det. Jeg har allermest lyst til at få nogle andre til at hjælpe; kan stadig ikke overskue at skulle se på min far. Høre på min far. Rumme min far. Både de ting, jeg ved, han har gjort - og så hele hans idiotiske sindelag og latterlige barnlighed i det hele taget, som han også spiller for mig. JEG KAN DET IKKE! Når de er kørt igen, kommer jeg ikke hjem igen før jul, har jeg bestemt. Tidligst.

    Semesterstart på kandidaten har været hård, synes jeg. Og på samme tid ret nem. På dette semester har jeg både fag på dansk og på spansk, så derfor har jeg "Nordiske sprog i middelalderen", "Spaniens historie, kultur og litteratur 1800-2000" og "Kontrastivt sprog". Der er SINDSSYGT meget læsestof på alle tre fag, men jeg favoriserer totalt mit danskfag - og så kommer historiefaget over det kontrastive, som er så ligegyldigt et fag. Er kommet godt i gang med noter og engagement på de to første fag kontra sidste semester, hvor jeg tog NUL (!!!) noter til "Latinamerikas historie, kultur og litteratur siden 1800" på HELE semestret. Det er da altid noget. Må bare prøve at holde mig vågen og "på", så skal det nok gå fint. Det KAN næsten også kun gå bedre, end det gjorde på det sidste semester.

    Der sker mange ting med A for tiden - og samtidig er det stadig bare det samme. Det er svært at forklare. Nogle dage er jeg helt væk på en lyserød sky og 100 % hengiven .. andre dage er jeg mere tvivlsom og usikker - på ham og os. Jeg var i byen med min veninde i lørdags, hvor vi mødte ham og hans ven, som jeg også godt kender. Det gik HELT galt, som det vanligvis gør, når jeg er ude med hende veninden, og A var SÅ god til at håndtere det - var SÅ glad for at have ham dér! Fik også en god, lang snak med hans kammerat, som vist er hans bedste ven; vennen spurgte, hvad jeg mente om A, og jeg fortalte ham ærligt, hvordan det stod til. Så sagde han, at A også er helt vild med mig - at han er pisse forelsket i mig - nærmest ordret citeret - men at han bare lige skal tage sig sammen. Sagde til ham, at han godt måtte bede ham om dét, så, og det lovede han. Tror desværre bare, at han var så stiv, at han ikke kunne huske det dagen efter. Ved det ikke. Nu får han lov at aflevere og forsvare sit speciale her inden længe, og så håber jeg, han kan finde ud af, hvad han vil.

    Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor mange flyttekasser, jeg skal bruge. Og hvordan jeg får fat i dem. Har hverken bil eller kørekort. Har en cykel, men jeg kan jo ikke cykle med X antal flyttekasser under armen gennem Vanløse. Kan ikke helt regne ud, hvad jeg gør ved dét - og hvornår jeg skal begynde at pakke ned. Når jeg flytter til Frederiksberg om fjorten dage, er det det femte sted, jeg bor, siden jeg flyttede hjemmefra for fem år siden.

  9. Nu er det præcis en måned siden jeg sidst opdaterede, så ja - hvorfor ikke komme med endnu en af slagsen, nu hvor jeg alligevel har lidt nyt og fortælle.

    Mig:
    Ja jeg skal så gå og vende mig til tanken om at jeg åbenbart er kronisk syg. Bom, så fik man lige smidt dén i ansigtet. Det kom sådan ret pludseligt og ud af det blå. Har gået og bøvlet med det længe nu, men at det ligefrem skulle betyde jeg simpelthen har en kronisk sygdom dét havde jeg sgu godt nok ikke lige regnet med. Det er noget, som måske i periode vil kunne stå i vejen for ált og jeg synes det er ufatteligt unfair, fordi jeg er i et stadie i mit liv, hvor jeg gerne VIL. Jeg vil gerne leve, jeg vil gerne videre med mit liv.  Som det er nu, så står det dog ikke i vejen for mig som sådan, fordi jeg trods alt stadig kan foretage mig ting. Jeg skal opereres i næste måned, så det bliver spændende og se hvad der så kommer til at ske. Overlægen sagde godt nok at han ikke ville kunne garanterer om hvorvidt det ville blive bedre af den grund, fordi det netop er kronisk, men det var værd at prøve alligevel. Dermed kommer drømmen om praktik også til at stå lidt i bureau, fordi jeg ikke ved hvad der kommer til at ske efter operationen. Har fået af vide jeg måske kan risikerer at have gener i hele 2 måneder efter operationen, så det bliver spændende og se hvad i alverden der så skal ske med mig, men nu må vi se - tager indtil videre det hele i stiv arm, for det bliver jeg ganske enkelt nødt til. Jeg tåler ikke at falde ned i flere sorte huller. Både min kæreste, forældre og min veninde har enormt ondt af mig og siger det er "syndt for mig" sådan ser jeg dog ikke på det. Det er selvfølgeligt helt vildt irriterende og det sidder hele tiden i mine tanker uanset hvad jeg foretager mig, men det er ikke SYNDT for mig. 

    Arbejde:
    Ja, det kommer som skrevet til at stå lidt i bureau nu. Nu var jeg ellers så tæt på at få det i opfyldelse, men eftersom jeg ikke har været igennem operationen før, så er det svært at sige hvordan og hvorledes jeg har det efterfølgende og også hvor slemme gener jeg vil komme til at føle efterfølgende. Det er svært at sige. Hvis blot smerterne er, som de er nu, så ville jeg sagtens kunne arbejde samtidig. Nok ikke lige fuldtid og ville heller ikke kunne tumle rundt, men små jobs og sådan ville jeg godt kunne klare. Bare det at komme ud og lave noget er blevet enormt vigtigt for mig, fordi jeg mærker hvor stor glæden er, når jeg er blandt andre mennesker. Min angst står ikke så meget i vejen på dét punkt længere.

    Kæresten:
    Vi har det stadig godt - vi har det faktisk rigtig, rigtig godt for tiden. Det er helt vildt hvor stærkt vi står i øjeblikket. Vi stod også stærkt før, men føler virkeligt vi er begyndt at stå endnu stærkere. Kan også mærke det har løftet hans humør at jeg samtidig også har fået det bedre og begyndt at komme ud blandt andre mennesker igen. Det er dejligt at mærke, for det er først nu hvordan jeg har kunne mærke hvor magtesløs han førhen har følt sig, fordi han ikke har vist hvad han skulle gøre for at hjælpe mig. I virkeligheden kunne han ikke gøre så meget andet end det han gjorde i forvejen, hvilket var at han var der. Bare det at han var hos mig og omkring mig gjorde rigtig meget for mig, for har altid haft det bedst, når han var omkring mig. Er begyndt at kunne give slip på ham igen, og får det ikke længere dårligt, når han er blandt drengene og jeg ikke er med. Det er SÅ dejligt.

  10. Sagen er den at jeg er i et forhold med en rigtig sød fyr.. Altså for det meste :P vi har haft en ret turbulent start hvor han kæmpede med et misbrug som var ret heftigt. Han lavede nogle dumme ting i den tid så han sidder nu inde fordi han har fået en straf for det han lavede i hans rus. Jeg har været der under hele forløbet og prøvet at hjælpe ham alt det jeg kunne. Det var dog sindsygt hårdt så jeg bakkede ud nogle gange i forholdet. En anden gang var vi fra hinanden en måned hvor han nåede at være sammen med en anden hele den måned. Altså i forhold. Nå men det som det i bund og grund handler om er at han nu sidder i åbent fængsel og han er dermed blevet afrust og er sig selv igen. Han klarer det virkelig flot og har intet rørt i over 3 mdr. Jeg roser ham ofte for dette. Men jeg mærker stadig ligegyldigheden som også var der da han var påvirket. Jeg havde nok forventet at han ville give noget tilbage nu hvor han er blevet afrust men det virker ikke altid sådan. Jeg mærker dog ikke hans ligegyldighed når vi ses, altså når jeg besøger ham. Men så snart vi er væk fra  hinanden så kommer ligegyldigheden. Men jeg ved ikke om jeg kræver for meget af en mand der sidder inde og som ikke har det ret godt, der hvor han er. Min veninde mener at jeg er for krævende og dette har jeg prøvet at overbevise mig selv om men jeg mærker tristheden alligevel. 

    Jeg kan lige nævne et eksempel på hans ligegyldighed så det giver lidt mere mening. Hans ex som han var sammen med i en måned, kontaktede mig for en uge siden og ville hære hvordan jeg havde det og om jeg stadig talte med ham. Det rippede op i alting og jeg havde mareridt omkring dem hvor jeg så dem sammen (seksuelt). Jeg nævnte det for ham og han blev irriteret og sagde "årh, nu igen"! Og så snakkede vi ikke mere om det. Ofte blir han irriteret over mine følelsesudbrud og er begyndt at tænke om jeg måske er for meget. Jeg er meget sensitiv og har mange tanker og følelser indeni mig og det virker ikke til at han kan håndtere dette. Har dog før været i forhold hvor det ikke var et problem så jeg har svært ved at tyde om det er mig der er helt gal på den. 

    Der har været mange andre situationer hvor jeg har følt mig glemt men det blir et alt for langt indlæg hvis jeg skal skrive det hele :) 

    Nå men håber ikke at det blev for rodet, og håber at nogle vil give deres besyv med på ovenstående 

    (PS jeg er 31 år og han er 36)

    Hilsen hende (den krævende) 

  11. ...tre timer har vi fået 40 mm. vand!!! Hold da maule, en omgang vandplask! Knægten ringede grædende fra skolen, at han simpelthen ikke kunne cykle hjem i det vejr - han ville mindst fryse ihjel! Jeg fik ham dog overbevist om, at han SKULLE afsted på jernhesten, og så lovede jeg at hjælpe med varmt, tørt tøj, når han ankommer. Desuden laver jeg en gang varm kakao - det er vist ikke for meget, efter sådan en tur på "vandcykel"! ;)

    I formiddag har jeg haft besøg af en gl. gymnasieveninde, som pt. går sygemeldt pga. stress. Det var dejligt at se hende og snakke med hende igen - og også rart at være sammen med én, der kan kende mange af de ting, man (jeg) slås med. Depression og angst ligner på mange måder stress, om end det er i en lidt mere permanent tilstand - så vi fik vendt og drejet rigtig mange situationer. Heldigvis var der også plads til en masse grin og sjov, ikke mindst på baggrund af min fødselsdag, som bl.a. blev fejret i mandags med deltagelse af hende og 4 andre gæster.

    Oprindeligt var det meningen, jeg skulle have haft besøg af min gamle "fælleshjælps-gruppe" i dag fra ca. 15.30 til ca. 18.30, men det er blevet aflyst, da to (ud af fem) har meldt afbud. Vi må se, om vi snart finder en anden dag at ses. Det virker som om specielt én af dem ikke er sååååå interesseret i at genoptage kontakten, som jo har været brudt i omtrent 1½ år - og så ville det, set med mine øjne, være bedre bare at melde dét ud, i stedet for at hænge lidt med på sidelinjen og så aflyse hver gang.

    ^*^*^*^*^*^*^*^*^*^*^*^

    Nå, så gik der lige knapt en time, og vi er nu oppe på 45,3 mm. regn. Knægten har fået sin varme kakao, og sidder nu og er i gang med at lave sine lektier.

    Tilbage til min fødselsdag i mandags, som blev fejret allerede søndag, hvor mine forældre, Mandens forældre og Mandens søster og svoger var inviteret. Vi havde en rigtig hyggelig dag. Storebror var kommet herhjem på weekend, og var god til at give en hånd med ved alle forberedelserne. Jeg havde egentligt besluttet, at jeg ville bestille pålægskagemand, for at slippe for en del af postyret med madlavning mv., men fordi det skulle holdes SØNDAG, kunne det ikke lade sig gøre, fordi de steder, der er i acceptabel køreafstand herfra, alle holdt lukket søndag. Ærgerligt!

    Nåmmen, jeg havde allerede fredag bagt kage, så dét var af vejen, og så endte det simpelthen med købe-rugbrød og -boller fra BILKA, tilsat pålæg, lun leverpostej, æg & rejer mv., og således blev der jo et anstændigt arrangement ud af det alligevel. Efter frokosten stod den på have-hygge, bl.a. med en turnering "nosse-golf", og nogle af mændene var rundt at besigtige grunden, plus de sparkede dæk i værkstedet - og så var alle jo glade! :P

    Mandag, hvor jeg "rigtigt" havde fødselsdag, havde jeg - som tidligere nævnt - inviteret nogle veninder. Det skulle ikke være det vilde, blot et par hyggelige timer i godt selskab - fordi det er for kedeligt at sidde alene og glo på sin fødselsdag. Heldigvis havde Storebror valgt at blive her til mandag, så han hjalp mig med forberedelserne til tøsefrokosten. Det blev nogenlunde samme menu som dagen i forvejen, men jeg brugte dem som prøvekaniner på en kageopskrift, jeg havde fundet på nettet. Og manner, den var god!!! *love*

    Mandag eftermiddag skulle Knægten have en prøve-ride-time i en rideklub i nærheden. Han har i flere år snakket om, at han gerne ville gå til ridning, men det har ligget udenfor vores økonomiske formåen, PLUS jeg ikke har kunnet køre ham til/fra. Det forholder sig alt sammen stadig således, men nu er der måske kommet en lille åbning: Den nye sagsbehandler, vi har fået hos BOF (Børn og familier) v. Varde Kommune, mente det ville give rigtig god mening, at de gik ind og betalte for ham, så det var en del af hans handleplan. Jeg mangler dog hendes endelige tilsagn, og jeg tør ikke helt tro på, det kommer til at falde i hak, inden jeg ser dén! 

    Nu har Knægten jo i flere år givet udtryk for, at han gerne ville gå til ridning, men da jeg så i sidste uge fortalte ham, at jeg havde fået lavet en aftale på hans vegne, flippede han fuldstændig ud! Han skulle i hvert fald IKKE gå til ridning, og jeg måtte da være splitter gal, når jeg troede, at han ville op på sådan en stor skabning. Osv osv osv! Jeg var derfor ret spændt på, hvordan han ville tage det, når vi så VAR derude - men heldigvis blev samtlige bekymringer gjort til skamme! Han ELSKEDE det!!! Og han glæder sig VILDT til næste mandag, hvor han skal afsted igen! :D (Så håber jeg jo bare, vi får "grønt lys" fra sagsbehandleren inden da...!)

     

  12. Det ærgrer mig at jeg ikke længere har tid og overskud til at følge med herinde. Jeg savner at følge med i jeres liv, på godt og ondt, og jeg savner den fællesskabsfølelse det giver at kommentere, skrive og få feedback. 

    At jeg ikke har tid er dog nok forkert formuleret. Jeg har masser af tid når E sover, jeg prioriterer bare at tage opvasken, få et bad og rydde op - så det er selvforskyldt at jeg ikke følger med herinde; men derfor savner jeg det nu alligevel. 

     

    For tiden går der millioner af tanker gennem mit hoved, og jeg har ingen idé om hvordan jeg skal få sat ord på dem. Selvom jeg ikke længere er deprimeret, forvirret, angst eller usikker, savner jeg at tale med en psykolog - bare for at have en der lytter uanset hvad jeg siger, og en der kan give feedback på mine tanker uden at være involveret i mit liv. 
    Lige nu må jeg nøjes med at skrive mine tanker ned i notesbøger, så godt som jeg nu kan, og så må jeg undvære feedbacken - for feedback er alligevel ikke 700 kr i timen værd.
    Måske når jeg engang vinder i lotto og kan leve som en greve uden at tænke over økonomi kan jeg overveje at betale for at få feedback på mine tanker - men indtil da går mine ''hårdt tjente'' penge til bleer, tøj i små størrelser og, hvis jeg er heldig, nye ting til lejligheden så jeg snart kan føle mig hjemme i mit hjem.

    På trods af tankemylder og sparsom tid til sjov er jeg lykkelig. Det er noget jeg ikke har været længe, og det er en fantastisk følelse som jeg virkelig har savnet.