Blogs

Vores community blogge

  1. OMG! hvad fanden sker der for mænd og kvinder :( Det lidt en generalisering det her, men går ud fra at alle har oplevet problemer i deres forhold, eller bare generelt med det modsatte køn. Jeg begyndte for et par uger siden at læse bogen " mænd er fra mars og kvinder fra venus" kan kun råbe et stort rungende JAH! til det udsagn. Hold nu kæft hvor er vi mænd og kvinder bare så forskelige, og værst af alt så står jeg i lorten lige nu. 

    Mit forhold ( hvis jeg har et) hænger i en meget tynd tråd, vi forstår gangske enkelt ikke hinanden, går forbi hinanden. Vi har begge haft sidesprig, med det menes der da vi var gået fra hinanden da side spring var der, men de påvirker os stadigvæk.  Hvilket ren logisk set er dybt åndsvagt for vi var jo gået fra hinanden, hvorfor så sidde og blive sur på den anden over det? Der er stort set ingen tillid i forhold, begge parter frygter for hvad den anden gør, oss selv om vi spiller med åbne kort. Det dræbende, virkelig dræbende, især fordi jeg (vi) holder så meget af hinanden, men bare ikke kan få det til og fungere. Jeg begriber det simpelhen ikke, hvordan to mennesker kan såre og elske hinanden så meget på en og samme tid. 

    Jeg har sagt til min partner nu at jeg ikke længer bare vil være sex, det en følelse jeg har gået rundt med et par uger. Jeg har brug for at vide at han vil mig, og ser mere i mig end bare sex, at han kan se en fremtid med mig, at jeg er den kvinde han gerne vil havde børn med, at han viser at han er stolt af mig, stolt af at jeg er hans kvinde, lige så stolt som jeg er over han er min, og ikke har lyst til at dele ham med nogle. Danm! lang sætning uden punktum - sorry. 

    Han derimod har brug for beskæftigelse via sex ( kom on mænd altså) det ikke nok at jeg roser ham, og siger han ser godt ud, at jeg kær tegner ham osv. Det skal være sex, og det vil jeg ikke længere, så nu virker det mere som om at vi er på en skillevej. Han fik da oss lige så sød og dejlig som han nu er sagt " jah jeg tager nok op til en i aften" som i at han ville knalde en anden, hvilket vel enlig betyder vi ikke er sammen. Pas jeg stået af, kan ikke engang selv finde ud af mit eget forhold. Jeg holder meget af manden, men kæft hvor er han urimelig nogle gange, tænker jeg også at jeg er, men hvorfor sige at man tager ud og knalder en anden, eneste respons han fik fra mig var " du ved hvor skabet står hvis det er ". Det havde vi så et mindre skænderi om, han mener at jeg har valgt ham fra og væmmes ved ham fordi jeg ikke vil sex, det vigtigt for ham - bevares det forstår jeg godt, men hvad med forhold det vel vigtiger?. 

    forfanden altså, lige nu sidder jeg bare blogger.. jeg aner ikke hvor han er taget hen, eller om han gør det. Jeg tro ikke at han gør det, tro han har sagt det i afmagt og fustreation over jeg ikke vil sex... men er sex virkelig så fucking vigtigt for mænd?

  2. FreakingFabulous

     Freaking fabulous

      Indlæg: 1    Kommentarer: 2

    Seneste indlæg

    Sorg er en sær størrelse, når man sådan tænker over det. For sorg kan være så evindeligt mange ting. Den kan være så inviterende, men samtidig så ekskluderende.


    For de der er hårdest ramt, er den altoverskyggende. Et mørkt tæppe du ligger dig under, som en undulat der skal sove til natten. Den kan være en skygge i alt du gør, en konstant påmindelse om virkeligheden.


    For de, der står udenfor, kan sorgen virke som en orkan i et andet land. En ubehagelig, mørk hændelse, der snart skal passere igen. Bagefter vil verden være den samme, men alligevel aldrig som før.

    Men hvad med os andre? Os der står lige midt i mellem. Os som ikke er hårdest ramt, men som ikke står udenfor. Hvad skal vi? Og hvad må vi?

    Jeg er ked af det, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg kan mærke at det tynger mit hjerte, og jeg konstant har en følelse af at være forpustet. Jeg føler mig klemt indefra af en reaktion der vil ud. Men må jeg gerne græde?

    Tager det sorgen fra de, der er hårdest ramt, at jeg føler mig trist? Negligere det hændelsen, hvis sorgen pludselig ikke kun er for de tætteste, men også alle os som føler eftervirkningerne?

    For uanset hvor man står i sorgen, så kendte jeg dig. Jeg lærte dit væsen at kende, og jeg blev et bedre menneske af det. Og nu er du her ikke mere.

    Og det gør mig fandens ked af det. Jeg føler mig frarøvet et venskab, der aldrig fik lov til at spirre. Jeg har fået taget muligheden for at grine med dig igen, og for at mærke din varme og dit livsmod.

    Jeg har den dybeste sympati med din familie, med din kæreste, og med de, der har kendt dig hele livet.

    Men jeg er pisse, hamrende skuffet over aldrig at få lov til at dele flere oplevelser, tanker og minder med dig. Og det vil jeg give mig selv lov til at græde over.

  3. Jeg tog en rutchetur ned af "stigen" i sidste uge. Det er sådan jeg har det efter den opringning fra min a-kasse for en uge siden. Hver dag er blevet en kamp for at komme videre. Lysten til at lave noget som helst er pist væk og tristheden har overtaget. Jeg har sovet dårligt hver eneste nat i en uge og selvom jeg forsøger at vende mig om på den anden side, så kommer tankerne snigende. Alting bliver til et sort samsurium af rod i mit hoved. Natten er ikke tiden for tanker...har jeg selv skrevet så mange gange til andre når de har ligget og haft rod i hovedet...alting vokser i mørket.

    Når det er sagt så har jeg fri idag og denne morgen har, indtil nu, ikke været anderledes. Jeg har været vågen den halve nat og sidder nu her med min kaffe/kakao/cappucino-blanding og forsøger at finde krudt til at lave noget. 

    For mange år siden var jeg familieplejer og dermed medlem af Socialpædagogernes Arbejdsløshedskasse. Så stoppede familieplejeansættelsen og jeg blev ledig. De kan ikke lide ledige og slet ikke deltidsledige, det blev jeg hurtigt klar over. Trods det at jeg kørte i 4 job og havde 4 mindre børn, så blev jeg kun mødt med arrogance, nedladenhed og zero respekt. Dengang valgte jeg at skifte fagforening/a-kasse og det var en super fornuftig beslutning. Jeg blev mødt med respekt, samarbejdsvilje og forståelse i min nye fagforening/a-kasse. De gav mig troen på mig selv og det betyder rigtig meget i jobsøgningsregi.

    "Det bedste forsvar er et angreb". Sådan lyder en talemåde og der er rigtig meget sandhed i den. En anden måde at sige det på kan være at jeg agere på det der bremser mig og jeg har derfor valgt at skifte tilbage til den fagforening/a-kasse, som gav mig så meget for mange år siden.

    Mailen blev sendt og nu har de så ringet. Vi har talt om overflytningen, hvilken pakke jeg gerne ville have, muligheden for kurser (jeg elsker kurser) bl.a. omkring Linkedin som er en protal jeg ikke ved så meget om og jeg har talt med en stress-konsulent omkring min jobsamtale senere idag.

    Allerede nu kan jeg mærke energien kommer tilbage, smilet ligger ikke så langt væk som det gjorde for bare en time siden og nu skal jeg så bare gøres mentalt klar til jobsamtalen. At blive mentalt klar betyder, for mig, at jeg skal overbevise den %-del af mig der er bange for dagligvarebranchen til at "ville". Frygten for den branche ligger dybt og jeg har derfor allerede fået lovning på sparringssamtaler i min nye A-kasse, hvis jeg får tilbudt jobbet. 

    Nå men nu har jeg jo ikke fået det endnu og der er lige et stykke vej der skal tilbagelægges. Den varme bruser kalder og så vil jeg ud i verden og se mig lidt omkring inden. 

    Trin for trin kravler jeg langsomt op af stigen....

    Centrum

     

     

     

  4. Min weekendt har værre en rutsjetur når vi snakker  om af værre ked af det og stufte det hele start fredag hvor min ene storesøster melder sin ankom virke skulle værre glædelig det viser sig dog hurtig at hun som alle de andre end for de sidste godt og vil 2 år kun kommer for at besøg min tvilling og kun brug tid med hende der kunne måske kom på tale at vi kunne spise morgenmad eller aftensmad sammen. De andre gang  har jeg prøve af virke ligeglad men denne her gang sætte det bare noget i gang i mig selvom hun sige hun ikke valg mig fra føler jeg det sådan jeg spøg mig selv hvad jeg kan gøre anderledes mit hjem står altid åben der er godt nok ikke så mange plads men vi kan hvis vi vil værre her jeg har en da sæt min egen hund i passening for at hun kunne havde sin med som ikke kan med andre hunde hun valgt dog i sidste øjeblik ikke af tage den med. Afligevalg vil hun hele bruge tid sammen med mig min andre søster og kommer kun hvis hun er hjemme jeg har brugt weekend på at brug at kom i gammen til min     storesøster og få hende til af lytte jeg har dog kun fåret en ting ud af det og det er blev kaldt pattebarn og en der laver et problem ud af alt og når ja fik også afvise jeg ikke så ligge mine følser over på hende jeg føler mig valgt fra og ikke noget værd selvom jeg er ud af en søskendeflok på 5 men jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for de også kommer til af synes jeg er værd af brug tid sammen med

  5. Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

    Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere. 

    Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: "Er det til dig eller din datter?" 

    Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud? 

    Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu. 

    Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke. 

  6. I mine drømme kan jeg alt. Jeg er ikke uovervindelig eller udødelig, men de ting jeg sætter mig for, opnår jeg. I hvert fald i mine drømme. Der gør jeg tingene rigtigt - og det meste af tiden bliver de gjort rigtigt første gang. Der lader jeg ikke frygten og nervøsiteten for det ukendte styre mig. Jeg accepterer det - accepterer, at det er der, men lader det ikke overtage og påvirke min dømme- og handlekraft. I mine drømme er det ikke kun lyserødt - men der har jeg modet til at handle på det der gør mig bange.

    Når jeg åbner mine øjne er virkeligheden en helt anden. Jeg føler mig ofte som en lille bange pige, der ikke tør gøre noget som helst - men reelt bare lader tingene stå til, som de er. Typisk Laissez faire-adfærd. Jeg mangler styrke, jeg mangler mod. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men det er som om den lille pige ikke vil slippe sit tag i mig. Ikke vil lade mig rykke videre og prøve at blive voksen. For helt ærligt.. Der er jeg lysår bagefter.

    Normalt. Efter ham der, den høje, mystiske, spændende mand kom ind i mit liv, har jeg ændret mig - så meget. Jeg har kendt ham i 3 uger, og han har allerede haft en stor indflydelse på mit liv. Han har givet mig lysten til at få gjort noget ved mit hjem. Få gjort noget, så jeg rent faktisk føler at jeg er hjemme, når jeg er hjemme. Det har betydet, at jeg nu har fået min lejlighed op at køre - der er ryddet op, gjort hovedrent. Og jeg sad hele aftenen i går med levende lys, forskellige steder i lejligheden. Der var ikke flere flyttekasser, ikke mere rod. Det giver en helt anden ro, at jeg nu kan sætte mig ved mit spisebord, tænde min bærbare og nu sidde og skrive - uden rod. Det har allerede givet en kæmpe ro i mit sind.

    Han har været der for mig. Han har ikke fysisk hjulpet til, men hans opmuntring, hans "nøj hvor er du sej"-beskeder, hans altid fantastiske små søde beskeder, når jeg mindst venter det - og mest har brug for det. Når han siger til mig, han rent faktisk forstår hvordan jeg har det. Særligt efter jeg den sidste uges tid har været voldsomt uvenner med min far. Når jeg er kommet fra arbejde og hjem til ham, er crashet fuldstændig på hans sofa og har ligget og stortudet i frustration over at min far tilsidesætter mig. Erkendelsen af, at vi ikke er enige - at vi reelt har hver vores liv. Erkendelsen af, at jeg ikke er hans førsteprioritet.

    Det kan meget hurtigt lyde som en møgforkælet snotunge der taler! Det det handler om er, at han har fundet en ny kæreste, hvilket er fantastisk. Han ved at jeg har et behov for at møde hende, hvor der ikke er nogen mennesker udover, jeg skal forholde mig til. Vi skulle have været til noget frokost-noget om en uge. Da far og jeg sidder og snakker - siger jeg, som med hans første kæreste, at jeg synes det kunne være rart at vi gjorde det på den måde. Hvortil han svarer: Ja nu må vi se, jeg tror ikke det kan lade sig gøre, for jeg har tænkt mig at invitere hende med når vi skal ud og spise om søndagen. Bum.

    Egentlig er det jo fint - han vil gerne vise hende frem. Han er glad, han er lykkelig. Han er forelsket. Det der tricker min hjerne fuldstændig er, at han har vidst det - altid. Vi har brugt timer efter mine forældres skilsmisse, på at tale om hvad der var vigtigt for mig, når det kommer dertil. Også skider han højt og flot på det. Jeg var rystet. Jeg var chokeret. Og jeg blev simpelthen så ked af det.

    For en god ordens skyld, skal vi så ikke kalde min søde date, for M!. Jeg kom hjem til ham, lagde mig på hans sofa og jeg var så træt efter arbejde og den samtale. Og tårerne løb, uden jeg egentlig vidste det. M! snakkede om dagen, hvad han havde lavet, hans far havde ringet - de der dagligdagsting. Og jeg forstod intet af hvad han sagde. Han så på mig og spurgte om jeg var okay. Jeg sagde, at jeg bare var træt og havde behov for at slappe lidt af. Så satte han sig ned på gulvet - tog min hånd, og aede mig henover håret. Jeg brød fuldstændig sammen og fortalte hvordan min verden hang sammen. Hvor ked af det jeg var, og hvordan min far havde opført sig under den telefonsamtale vi havde haft den dag.

    M! tog et hårdere greb i min hånd, og holdte mig helt tæt og sagde: "jeg forstår dig". 3 små ord, der betyder så meget. Det kan gøre så meget skade, hvis modtageren ikke føler det, selvom det er blevet sagt. Det gjorde jeg. Og jeg følte mig helt tryg. Også gik det op for mig, at han lige havde lagt øre til en hel dags frustrationer. Jeg brød helt sammen igen og sagde: Men det var jo ikke meningen det skulle gå ud over dig.

    M! trådte i karakter - han sagde; "hey.. Det er ikke mig du er sur på - frustreret over. Du fortæller mig hvordan du har det, så det her går ikke ud over mig. Tværtom er jeg glad for du fortæller det og deler det med mig. Lader mig være med i det du oplever".

    Der skete noget i mig der. Endnu mere, end ellers. Han rørte noget i mig, ingen andre har gjort før. Jeg følte mig rent faktisk forstået. Jeg følte, at det var okay at bryde sammen - det er okay at være ked af det og frustreret. Det er okay ind imellem bare at synes at verden er helt vild dum.

    Da vi havde lagt sådan lidt, kiggede han på mig og sagde; "jeg tror vi tager en hyggeaften på sofaen. Du ligner en der trænger". Jeg puttede mig ind til ham hele aftenen, under dynen. Og nød, at jeg har fundet en der rent faktisk lader mig.. være mig.

    Med alt det med min far, er jeg helt sikker på, at det ikke var det han mente. Og at han med meget stor sandsynlighed ikke havde tænkt over det. Jeg skal dog gladeligt være den første til at indrømme, at uanset hvad meningen var, blev jeg ked af den måde han fik formuleret det på. Men jeg havde en mand ved min side, jeg slet ikke var i tvivl om ville være min støtte. Det har i den grad fået mig til at tænke - har jeg mon mødt ham jeg skal blive gammel med?

    <3

  7. tumblr_nklif5STR91qgf1i8o1_250.gif

    Der er denne fyr, som jeg mødte fra et år siden, og jeg har det som om jeg altid støder ind i ham igen og igen, og jeg kunne ikke lad være med at tænke. Burde jeg tage chancen med denne fyr? jeg er normalt ikke bange for at tage det første skridt. En anden del af mig tænker, hvis det er mening at der skal ske noget, så sker det. Skal jeg vente på skæbene eller selv tage skæben i min egne hænder? Hvad nu hvis det ikke findes? Hvad nu hvis dette er min chance? 

    tumblr_oler6bwU1A1vlcikso1_400.gif

    Well, lad os starte med med starten. Det hele startede med en fest, gøre det ikke altid det? En halloween fest, jeg kan endda huske hvad han var klædt ud som, dam.. Well, det var en meget fræk aften, hvor jeg endt med at sidde på skøget af ham, og kysse ham. Det var en af de kys, hvor man kan mærke det helt nede i maven, og man får sommerfugle i maven ved at tænke på, det gøre jeg stadige den dag idag. Well, på det tidspunkte havde jeg stadige noget kørende med min b-ven, som by the way, OGSÅ var til festen. Så det var lidt akavet for mig, og jeg prøvede at holde min afstand, indtil jeg havde afsluttet det helt med min b-ven, og det endte med at blive afsluttet på en akavet måde, fordi jeg mødte min crush til en anden fest, og da jeg havde desværre stadige noget kørende med b-ven, og tingene endte med at være lidt akavet for mig, fordi jeg afviste ham. Jeg afviste ham, fordi jeg kunne virkelig godt lide ham, og jeg virkelig gerne starte noget med ham men frisk, fordi at jeg kunne se en fremtid med med ham, og jeg kun se mig selv virkelig falde for ham. Men efter det, snakket vi ikke så meget sammen, vi mistede bare forbindelse, og det var helt i orden. Fordi det var ikke noget negativ, vi mistede bare kontakten, og jeg startede noget nyt med en anden. 

    Well.. Grunden til han er i min tanke nu, er fordi vi har flirte en del når vi har set hinanden, og så her forleden  matchede vi på tinder, og det fik mig til at tænke. BURDE JEG? BURDE JEG SKRIVE TIL HAM?

    Jeg blev bare pludselig ramt af masser tanker, hvad nu hvis han er den personen der altid dukker op, indtil vi endelig får "prøvet" hinanden. Hvad nu hvis ingen af os nogensiden tager det næste skridt? Er jeg ikke det værd. Jeg kan forstille mig hvorfor han ikke tager et nyt skridt, efter som JEG afviste ham, men jeg kan bare ikke helt forstå hvorfor JEG ikke kan tage det første skridt. Jeg begyndte at tænke på om skæben er en undskyldning for ikke at tage chancer? Det er bare noget folk siger fordi de er bange for at tage det første skridt? Så er det lettere at sige "Jeg vil lad det være op til skæben" En anden del af mig tror på, at det er meningen noget skal ske så vil det FINDE en vej. Så vil det ske uanset hvad. 

    tumblr_ni629rcA2S1tj2fb2o1_500.gif

    Jeg vil bare så gerne have et nyt kys fra ham. Så måske skal jeg tage et skridt.

  8. Først må jeg sige det har været en ret dårlig fredag. Jeg mødte kl 6.00 og kl 8.00 skulle jeg til sådan et morgenmøde i virksomheden på tværs af afdelingerne. Da jeg kommer tilbage er min chef faktisk ret sur over det her, fordi vi skal nå en masse og han mente han havde sagt jeg ikke skulle med både til mig og hende der stod for afviklingen af mødet at jeg IKKE skulle med. Jeg hørte godt de stod og snakkede om det, hvor han siger at det er en dårlig dag i morgen. Men hun afviser det og ingen af dem siger direkte til mig at jeg er fritaget, så troede faktisk jeg skulle med. Da om morgen tager med til det her møde osv ja så siger hende der ikke noget. Hun smiler bare.

    Da jeg så kommer tilbage er min chef som sagt  pisse sur "sagde jeg ikke til dig, at du ikke skulle med. Jeg har endda skrevet en mail til hende!! Vi har så travlt i dag".. ehm.. tja. Ærligt .. Jeg har totalt misforstået verdenssituationen der. Og hvorfor siger hende der ikke noget?! Hun kunne godt lige sige "jeg fik en mail  fra din chef om at du ikke skulle med denne gang. så er du sikker på du skal være her? "

    Så hele formiddagen var der dårlig stemning - nok fordi min chef var stresset. Jeg kvajede mig også nogle gange og det gjorde det ikke bedre. Han er svensker og jeg fanger ikke liiige altid helt hvad han mener selvom han snakker glimrende dansk.

    Super. ..

    Vi nåede det dog det vi skulle  og min chef kom i godt humør igen, men synes alligevel det har været noget af en mavepuster. Jeg hader når folk er sure på mig i arbejdssituationer. Jeg kan simpelthen ikke lade vær med at tænke lidt over det

    Nok om det! For nu vil jeg gerne fortælle årets bedste ting indtil videre! :)

    I går havde jeg en rigtig god dag med elektrikeren. Vi var i svømmehallen og hyggede virkelig meget. Vi plaskede mest rundt og kyssede hinanden. Det var  virkelig en romantisk og sjov tur i svømmehallen. Vi tog hjem til mig efterfølgende og spiste noget nemt. Vi fik snakkede om noget alvorligt, som havde gået mig på. Det var faktisk ham der åbnede emnet. Han er virkelig typen der elsker at snakke om tingene og være åbne, Jeg må indrømme det er altså ikke helt dårlig. Det sådan nogle dårlige ting som jeg kan fundere over. Jalousi, dårligt selvværd og fantasien brager derud af med scenarier.

    Da vi endelig fik os lagt os i sengen, ja så sagde han "Jeg ved godt at du venter på man spørger ellers så virker det ikke, Så jeg ville bare høre om du er interesseret i at være min kæreste? "

    Svaret blev ja*love*

    Faktisk blev jeg single omkring midt i måneden for to år siden. Så næsten på samme tidspunkt. Kæft hvor tog det mig lang tid, at komme over Rihanna, som jeg kaldte ham. Jeg tror blog.dk har været vidne til nærmest uendelig mange indlæg om, hvor forelsket og ulykkelig jeg derefter har været. OG! hvor knust jeg var da han stoppede vores forhold brat ved han cutte kontakten fuldstændig og bare skære mig helt ud af hans liv uden at rigtig tage snakken om at det ikke skulle være os.

    Men! nu har jeg en kæreste og jeg er rigtig, rigtig glad for han har så dejlig en personlighed . Noget andet er, at jeg kan mærke han også  er forelsket og rigtig, rigtig glad for mig. Det er den bedste fornemmelse i verden, det er gensidigt.

    Så selvom det var en lorte dag på arbejdet i dag  kunne jeg ikke lade være med, at gå rundt og smile lidt når jeg kom til at tænke på, hvor glad han blev da jeg sagde, at jeg rigtig gerne ville være han kæreste og han selvfølgelig ikke bare  er elektrikeren som jeg ellers har omtalt ham. *love*

  9. Kl er 03.15 og jeg har endnu ikke lukket et øje. Min kæreste er i byen, hvilket er med til at holde mig vågen og så har jeg den der åndssvage arm, som går så ubeskriveligt ondt pga. den byld, som gerne skulle sidde og hygge sig et sted inde i min forbandede armhule. Skal spise tre penicillin piller om dagen og tage panodiler for at dulme smerterne, men er sgu ikke så meget for det med at blande piller - generelt er jeg ikke glad for piller. Har dog alligevel lige taget to panodiler, for nu blev smerterne altså for store.

    Anyways - min kæreste er i byen sammen med hans klasse, eller hvad man kan kalde det. Han er på skole i forbindelse med hans uddannelse. De har været i gang siden kl 14.00, eller han har i hvertfald, og da jeg snakkede i telefon med ham kl kl 22 lød han allerede totalt vissen, og jeg spurgte ham om han ikke snart skulle hjem, men de var jo lige på værtshus jo og jeg svarede bare "jaja" eller "Hm" husker ikke. Jeg tænker der nok ikke går længe før han tager hjem, men nu er klokken så bare snart halv fire og han bliver ved sammen med de andre. Fair nok han hygger sig, men urgh hvor kan jeg mærke der er noget indeni mig, som absolut ikke er fan af det. Vi har skrevet frem og tilbage siden kl 01 med pauser på 10 minutter til næsten 1 times mellemrum, og hver besked har jeg svaret at jeg synes han skulle tage hjem. Dels fordi ham og jeg skal være sammen i morgen, dels fordi vi skal passe hans niece og dels fordi jeg har fødselsdag lørdag OG dels fordi han snart er færdig med uddannelsen også skal de afsted igen + svendegilderne. Forhelvede hvor kan jeg mærke jeg faktisk er sur?? puha.

    Først siger han amen senest kl 5 og nu amen senest kl 07 inegaøogjpe greaø det kan mit hoved ikk lige kaperer. Så ja, nu har jeg skrevet "jaja, vi ses i morgen" uden noget bare koldt, eller hvordan man kan beskrive det. Han sender stadig smileyer og skriver skat osv, jeg har droppet det, for det gider jeg ærligtalt ikke. Er ret indebrændt. Jaloux måske, eller det ved jeg ikke engang om man kan kalde det - bare irriteret på ham tror jeg nærmere.

  10. Hej
    Lige et hurtigt indlæg. jeg har ikke glemt at skrive her inden . men jeg står et sted hvor det er rigtig svært for mig at finde rundt i mit liv og i sær at sætte ord på det. så der vil ingen længe komme nyt fra mit liv som fortæller om forskellige oplevelser fra barndommen af.

    Knuz til jer
    Roald

  11. Kære alle på deldig.

    Det er længe siden, at jeg har skrevet her på siden. Tiden er bare gået, og med en familie på nu 3 børn, 8 børnebørn,+ 7 ægtefæller + 1 kæreste + 12 oldebørn – er der mange sammenkomster og besøg her hos mig og ude hos familierne.

    Helt smertefrit har min tid dog ikke været, idet jeg under en indlæggelse i 2013,  hvor jeg var indlagt med en svær nyrebækkenbetændelse, blev smittet med en modbydelig tarmbakterie, clostridium  difficile, som jeg har døjet med siden, indtil en dygtig overlæge på Hvidovre Hospital i september 2016 fandt en kur, der kurerede mig. Jeg har haft det rimeligt godt indtil d. 26., hvor jeg ville blive afhentet af min datter og svigersøn til den årlige tøndeslagning i Farum.

    Jeg havde godt nok lagt mærke til, at min vejrtrækning ikke var helt fin, men jeg må have anstrengt mig mere end godt var, for pludselig sad jeg i min lænestol og hev efter vejret. Der var ikke andet at gøre end at tilkalde Falck, som gav mig nitroglycerin – uden at springe mig  i luften -. Mit blodtryk var pludselig meget højt – over 200.

    Min datter og svigersøn nåede lige at komme, inden jeg med udrykning kørte – blev kørt - til Hillerød Hospital, hvor jeg blev indlagt i en seng i modtagelsen.

    Af uforklarlige grunde havde jeg fået vand i lungerne.

    Inden jeg kunne nå at protestere, fik de et kateter stukket op i mig, og fik anbragt en tissepose på siden af sengen, hvorefter de har givet mig nogle furix vanddrivende tabletter.

    Jeg var også blevet udstyret med en fjernstyret sender, der videregav informationer om mit hjerte til hjertecentret.

    Efter 4-6 timer blev jeg overført til en 2-sengs stue, men senere på natten til en 4-sengsstue, da patienten ved siden af mig var døende.

    En dygtig mandlig sygeplejerske ville have mit kateter fjernet, idet han af erfaring vidste, at det kunne skabe problemer med blærebetændelse. Det blev fjernet, men skaden var allerede sket: Jeg havde fået blærebetændelse af det skide kateter.

    Det sved ulideligt, hver gang jeg skulle tisse, og det har det gjort og gør endnu her 18 dage efter opsættelse af kateteret. Ingen tænkte på at få taget en urinprøve, der kunne have afsløret blærebetændelse.

    Dagen efter min indlæggelse på 4-sengs stuen fik jeg voldsomme opkastninger efter et dejligt kyllingelår, og efter endnu en senere opkastning blev jeg lagt på en  isolationsstue, hvor jeg lå i 3 dage, indtil jeg igen blev flyttet til en 2-sengs stue.

    Hver dag blev der foretaget blodprøver, og mine forhøjede nyretal blev analyseret.

    Men man har skaltet og valtet med vanddrivende piller:

    Nogle dage fik jeg serveret 3 halve furix, andre dage ingen.

    Uartig, som jeg altid har været, gemte jeg ½ pille de dage, jeg fik 3 halve til de dage, hvor jeg ingen fik. Jeg blev skældt hæder og ære fra, da jeg fortalte en ung læge, hvad jeg havde gjort. ”Hvis jeg ikke tog den ordinerede medicin, kunne de lige så godt sende mig hjem”.

    NB.Den ældre læge, der hjemsendte mig, har ordineret 2 halve furix hver dag.

    Men endu en fejl – foruden det katastrofale kateter og dårlig styring af mine vanddrivende piller.

    Da jeg blev udskrevet stod der: 1 kalium pille hver 4 dag. (det var en gammel dosis).

    Det skulle være 2 kalium om dagen. Min dygtige hjemsendelseskontakt undersøgte det straks. Det viste sig at være endnu en fejl.

    Endvidere tog de en daglig betablok pille på 12½ mg fra mig – uden nogen forklaring. Den holder min puls i ro. Jeg måtte bede min læge, om at få den igen.

    Konklusion: det var godt, at hospitalet var der til at hjælpe mig og udrede årsagen til mit kollaps. Men hvor er der begået mange fejl.

    Kateteret kunne godt være undgået og klaret med en tissekolbe.

    Mest graverende synes jeg det er, at der ikke er blevet taget urinprøver, der kunne have afsløret min blærebetændelse.

    Det blev en kontorpige på Herlev Hospital, som jeg ringede til, der hjalp mig videre. Da hun hørte om mine kvaler,  svarede hun: ”Se at komme op til din læge med en urinprøve.”

    Som sagt, så gjort. Men en podning afslørede, at der ikke var nogen blærebetændelse. Heldigvis var der nogen i mit lægehus, der fulgte sagen op og ordinerede mig en kur med: Trimopan. Jeg har taget min første dosis kl. 15 i dag, og jeg skal have en dosis nu kl. 23, men de nye piller er desværre lidt hårde ved mine nyrer.

    En redegørelse fra radiodoktoren om forstørret prostata har fået mig til at spise ekstra c-vitaminer, ekstra zink, granuleret bipollen samt betasitosterol. Jeg drikker rigtig meget kogt vand, te og saft.

    Det blev en lang redegørelse. Læs den, hvis I har lyst. Jeg håber på snart at vende frisk tilbage. Mit barnebarn sagde til min 90 års fødselsdag for snart 3 år siden: ”Det, som ikke slår os ihjel, gør os stærkere".

    Tak til jer, der har sendt personlige hilsener til mig. Det har glædet mig rigtig meget.

    Godt forår til alle fra    slaaenbakken.                                                                                            

     

     

     

     

     

     

     

     

  12. Kære jer herinde

    Skulle vi ikke alle sammen løfte Deldig?
    Jeg ved godt, at der skal være plads til både det sure og det søde, men det lader til, at sidste halvdel mangler. Mange bruger deldig som en ventil til at rase ud med alt det dårlige og al modgang. En ventil til munddiarré, så læserne herinde vader rundt i den helt store gylletank og der er langt mellem blomsterne. Jeg tror på, at en negativ spiral smitter. Men jeg tror også, at vi kan vælge at vi i fællesskab kan gøre vores for at danne en god spiral herinde.

    Er du enig, så kan du jo fremover tænke over, om du vil plante en blomst eller fylde mere gødning på.

    Det hele handler om, hvordan vi ser tingene og hvad, vi fokuserer på. Kigger vi på blomsten eller skyggen af den?

    :blomst: