Blogs

Vores community blogge

  1. Søndagsudfordringen:

     

    Et ræverødt radikalt liberalt forslag

    Et opgør med stokkonservativ arbejdsmarkedspolitik:

     

    Staten fastsætter for hver enkelt virksomhed, privat såvel som offentlig, hvor mange ansatte virksomheden skal aflønne.

     

    Regnestykket bliver meget enkelt: Alle arbejdsduelige (i Christiansborg-jargon: Hele arbejdsudbuddet) er tilknyttet, ansat i en virksomhed, som har forpligtelse på at aflønne sine medarbejdere.

     

    Hvordan, til hvad og i hvilket omfang, virksomheden vil udnytte sin til rådighed stående arbejdskraft, er helt op til ledelsen af virksomhedens ledelse at tilse. Naturligvis under iagttagelse af allerede nugældende lovregler for arbejdsforhold for de ansatte.

     

    En virksomhed må gerne ansætte, beskæftige og aflønne en arbejdsstyrke, større end den af Staten tildelte, men aldrig færre medarbejdere, end tildelt.

     

    Ved første øjesyn vil ordningen kunne minde om det gammelkommunistiske system med femårsplaner, produktionsmål, og anden skidt og usund statsstyret utidig indblanding i erhvervslivet.

     

    Forskellen ligger i, at Staten ikke direkte skal blande sig i hverken hvilke produkter eller serviceydelser, en given virksomhed beskæftiger sig med at producere, markedsføre og gøre forsøg på at afsætte til hvilken pris, eller i, hvordan den enkelte virksomhed vælger at udnytte sin ansatte arbejdskrafts kvalifikationer og arbejdstid.

     

    Som i dag, aftales løn, arbejdstid og arbejdsforhold mellem erhvervslivets parter.

     

    Arbejdsgiveren vil få langt større incitament til at uddanne, og vedligeholde sin arbejdsstyrkes kvalifikationer, end tilfældet er i dag. I yderste konsekvens vil en ledelse, hvis denne ikke magter at løfte sin ledelsesopgave,  kunne komme til at betale løn til medarbejdere, der "bare går hjemme".

     

    Medarbejdere kan frit skifte arbejdsgiver, men alle har de ret til en ansættelse, til en lønudbetalende arbejdsgiver.

    Det er muligt, i en periode, frivilligt at fravælge ansættelse, og dermed selvfølgelig lønudbetaling. Men også en ret, til enhver tid at kunne genindtræde i en løngivende stilling.

     

    Det socialistiske element i ordningen er, at alle har ret til løn. I nutidens terminologi: Beskæftigelse.

     

    Det liberale element i ordningen er, at alle, virksomheder såvel som medarbejdere, opererer i et marked med fri konkurrence for både arbejdskraft, varer og tjenesteydelser.

    Staten vil ikke længere skulle administrere, eller finansiere, ordninger med dagpenge, sygedagpenge, eller kontanthjælp.

     

    Hvad synes DU om tanken, idéen?

  2. Sidste uge efter mødet med skolen, havde lillepigen faktisk ikke ret meget fravær. Hun meldte fra til idræt, de sidste to timer torsdag. Lærerne og jeg er meget stolte, men det ændrer ikke på, at der ikke er styr på det endnu. Hun havde faktisk også 2 lege aftaler, herhjemme og de er rigtig gode til, at tage hensyn til hende når hun skal have en pause. Positivt med gode klassekammerater, men det har jeg nu altid vidst, hun skal bare selv indse det igen, så hun ikke er så bange for at tage i skole når hun har det lidt skidt, de ser ikke ned på hende eller mobber hende.

    Selvom jeg sidste mandag igen blev lovet, at vi ville blive indkaldt til en ny undersøgelse har vi intet hørt. Så idag prøvede jeg igen, at få fat i børneamb. i deres telefon tid, optaget, optaget, hov jeg kom igennem, men der var mega meget larm i baggrunden (går ud fra det er fra alt byggeriet på sygehuset), hun sagde lige et øjeblik og jeg gik ud fra hun ville finde et roligt sted. 2 sekunder efter, var forbindelsen afbrudt. Jeg prøvede forgæves at ringe op igen, og håbede lidt at hun ville ringe tilbage, hvis du nu havde vis nummer.

    Men den korte times telefontid udløb, og jeg endte med at skrive et langt brev til dem ind over e-boks. Nu håber jeg snart jeg hører fra dem, så vi kan finde en løsning.

    Det lykkedes faktisk for os at deltage i en fødselsdag i weekenden, min kærestes niece. Eftersom lillepigen er nødt til at have sit movicol med, når vi er ude for at nå at drikke det, faldt samtalen også på hendes situation. Nogen af de andre fest deltagere foreslog vi bad om hun fik et tarmskyl så vi er sikker på hun er tom og så fortsætte med movicol, som forebyggende.

    Jeg har været inde og læse om det på nettet og ingenting er jo risikofrit, når jeg endelig får børneamb. i tale igen, vil jeg da spørge til det.

    Har også overvejet om det kan være en løsning for mig, for der står faktisk at det ofte bruges til patienter hvor oral udtømning af forskellige årsager er umuligt - igen tænker jeg bare hvorfor nævner lægen ikke det. Vi kom jo frem til jeg ikke må tage afførringsmiddel, pga. mit medicin.

    Man kan købe udstyr til selv at lave tarmskyl hjemme, men så står der også at overdreven brug af tarmskyl kan give andre problemmer, da man også skyller gode bakterier og tarmflora væk. Så jeg skal have fundet ud af om f.eks. 1 gang om måneden er for ofte. Så får min tam da en genstart en gang imellem og måske færre mavesmerter. Ville da klart værre mere tryg ved at få det gjort på en klinik, men har ikke råd til selv at betale mig fra det. Så med mindre det er noget jeg faktisk kan kræve lægen henviser mig til i offentligt regi, så må jeg overveje om jeg tør prøve det selv.

    Og her understreger jeg lige, til dem der måtte være i tvivl, jeg har ikke i sinde at bruge hjemmeudstyr på min datter. Det er kun oppe til overvejelse til brug på mig selv.

    Lillepigens imunforsvar er stadig ikke på fuld styrke, så ved at være i skole og ude og lege i frikvartererne har hun desværre raget noget forkølelse til sig, inkl. smerter i hals og ører. Hun klaret skolen mandag, tirsdag blev hun sendt hjem kl. 11.00 og idag har hun været hjemme. Meget øv at der kommer nye forstyrrende elementer, hver gang hun lige er startet op, men vi fortsætter med at kæmpe en dag af gangen.

    Trods bylder, penicillin mm. kom jeg faktisk afsted i praktik i fredags, det gik godt og var rigtigt hyggeligt. Skulle have været afsted i dag, det blev jeg så forhindret i, både fordi hun er syg, fordi hun har smittet mig, og fordi bivirkningerne fra penicillinen for alvor er trådt i kraft. Utroligt jeg kan blive smittet med noget overhovedet når jeg jeg har været næsten uafbrudt på penicillin, i 3 uger.

    Min lidt ændrede tilgang til kæresten, har som sagt hart en lille effekt. Og de sidste par aftener når jeg endelig efter en lang dag, med omsorg for datteren, har kunnet ligge mig på sofaen og pleje mig selv. Ja så har han været i stand til, at udvise en lille smule omsorg for mig.

    Nu vil vores families samlede uheld så, at han her til aften har måttet køre til vagtlæge. Hans åreknuder driller igen, og det er jo faktisk små blodpropper, så der skal man hukse at reagere. Han er efter undersøgelse ved vagtlægen, blevet sendt over og vente i akutmodtagelsen til yderligere undersøgelser. Om han bliver indlagt ved jeg ikke endnu.

    Når vi er uvenner kan jeg mærke det på alt, bl.a. også hans udførelse af huslige opgaver. Han hjælper, men gør kun lige det mest nødvendige. F.eks. er det, at tørre bordet af ikke en del af opgaven at rydde af bordet. Når han rydder op i køkkenet, bliver vasken ofte efterladt med ulækre madrester i, som det ville tage 2 sekunder at fjerne. Skraldespanden bliver efterladt fuld.... Ja sådan mange irreiterende småting.

    På den ene måde er jeg træt af, at det var mig der skulle bryde isen når det var ham der i den grad havde trådt på mig, løjet for mig og misbrugt min tillid (naivitet), men omvendt har det måske været umuligt for ham at bryde isen, så længe jeg var så kold og vred. Måske har jeg slet ikke set det når/hvis han har prøvet. Hvorimod, han var klar til at sluge min håndsrækning med det samme.

    Det jeg ved er, at vi taler pænere til hinanden putter lidt mere i sofaen og han igen rent faktisk gider gøre tingene ordentligt, så jeg ikke skal rende bagved og afslutte opgaverne.

    Og netop det der har været træls, jeg ved han kan gøre tingene ordentligt for det gjorde han i starten af vores forhold, hvorfor slække på den slags åndsvage ting, som har givet konstante irritationsmomenter og kun gjort mig mere vred på ham og træt af ham... 

    Hjælper at få lidt mere selvindsigt, men har slugt mange kameler for at række hånden frem og give ham en reel chance igen, i stedet for kun at tåle hans tilstedeværelse.

    Et helt andet irritationsmoment er hans forældre, langs af sted i vores forhold har det været en kombination af at forklare dem min sygdom og prøve at leve op til deres forventninger. 

    De har en noget andet standard på hvor rent et hjem skal være, hvordan en have skal passes osv. Og jeg kan jo ikke så godt tjekke om de havde samme standard da de havde hjemmeboende børn, som de har nu som pensionister. Og prøver også at være ligeglad, men det kan nogengange være svært. F.eks. er jeg jo stolt af endelig at forsøge med praktik igen, men da jeg nævnte det for dem, 2 timer så kan du jo kun lige komme igang så skal du hjem igen. Ja det ved jeg ligesom godt, men sådan er det bare. Når de er på besøg tøver de heller ikke med at nævne hvis der er en opgave som i deres verden har ventet for længe. Har I ikke nået det endnu, hvad går I så og laver. Nu her til fødselsdagen spurgte de sådan ud fra det synspunkt, at de jo ikke ser meget til os. Jeg svarerde bare: passet mig datter, passet mig datter og ja passet mig datter noget mere.

    Kan egentlig godt lide dem og vi har haft mange gode hygge stunder sammen, især den periode vi lå på samme campingplads som dem.

    Og i starten følte jeg de forstod, hvis jeg skulle have et hvil midt på dagen, var det sådan det var osv. Men nu er det som om de bare tror jeg er doven, og det trods de ser mig tage min medicin, flere gange dagligt. 

    En anden årsag som jeg er fuld bevidst om, er at de måske prøver at præge deres søn til at forlade hende den skrappe, kan jo værre de har svært ved at tro på at deres dejlige søn har gjort de ting jeg har fortalt dem om. Jeg kan kun læne mig tilbage, og minde mig selv om, at jeg var ærlig fra starten, at han har valgt mig trods mine problematiker, og at det må de så acceptere. Og jeg ved hvor galt det kan gå hvis jeg presser mig selv for meget og der skal jeg ikke hen igen.

    Har nævnt det for kæresten et par gange, og hvis vi sådan for alvor finder hinanden igen, håber og tror jeg, at han vil være med til at få dem til at stoppe de dumsmarte bemærkninger.

    Mine forældre har langt om længe fået sandheden at vide om at vores forhold ikke lige frem er perfekt for tiden, har ellers ikke villet bekymre dem, men sandheden kommer jo altid frem. Det har da også skabt lidt antiparti fra deres side, men som min mor også sagde så længe jeg kan leve med det, så kan de også jeg er voksen og det er mit valg. Sagde lige ud det ved jeg ikke om jeg kan i længden, men I ved jo godt hvor uheldig jeg har været med kærester gennem tiden, så tror bare jeg bliver hvor jeg er denne gang, man ved hvad man har, man ved ikke hvad man får. De har behandlet værre kærester pænt så ved de kan gøre det igen.

    Håber vi bliver raske til i et vist omfang at nyde/udnytte efterårsferien, måske man kunne være heldig med lidt tørvejr snart, vi har mange udendørsprojekter, som både sygdom og vejr har forhindret. Tvivler på vi når dem inden vinteren banker på, men vi må nå det vi kan. Og måske vi slet ingen vinter får, måske det efterårsvejr vi har haft, både forår, sommer, efterår bare fortsætter og fortsætter......

    Aloha vi ses

     

     

  3. beklager på forhånd det her indlæg, det bliver meget rodet!! men overskuet og følelsen for at skrive er der lige nu, og så det om at gribe den. Det sket så meget her på det sidste, ved ikke hvor jeg skal begynde, eller hvad der gir mening. Jeg har fået nyt arbejde, hvilket jeg er sindsyg glad for! priser mig virkelig lykkelig over at være igang igen, også er det de sødeste kollegaer jeg har mig. Jeg elsker at være på arbejde og være igang igen, hovedet køre derud af med ideer og tanker omkring nye tiltag, selv efter fyraften :P det kan derfor være svært og falde i søvn om aften. Især det her med søvn har jeg virkelig kæmpet med i lang tid nu, jeg kan ganske enkelt ikke sove inde i min seng. Jeg ligger og ruller rundt i den, den er simpelhen al for stor til lille mig, hvor dumt det end lyder. Så pt sover jeg inde på sofaen, eller hjemme hos min forældre i deres gæsteseng. Ligegyldigt hvor træt jeg er, så falder jeg bare ikke i søvn, eller også vågner jeg flere gange om natten :( Det dog blevet har bedre efter jeg er startet på job, men der forsat dage hvor det er helt skævt. 

    Faktisk har de sidste 2 dage været helt a helveds til, har følt mig meget alene og ensom. Det hænger tildels sammen med at jeg er blevet syg / nedlagt af roskildesyge - dejligt at være pædagog ikk :P også det med at være single. Det er og bliver bare en dårlig kombi at være single og syg, sku aldrig nemt :( har virkelig kæmpet med det her med at være single og ensomheden, jeg har masser af skønne veninder og venner som vil gøre alt i verden for mig. Men lige som alle andre har de også et liv, og de kan ikke altid være her hos mig, eller lægge øre til at jeg hælder lort ud omkring hvor hårdt single livet er osv. Det fuld forståeligt, og det enlig heller ikke det jeg har brug for, jeg har brug for den der nærværd, nærkontakt, at blive rørt ved og holdt om!. Kæft hvor jeg savner det, og mangler det virkelig, men det skal slf heller ikke være hvem som helst. Mit hjerte er meget lukket, og det vil det nok være et stykke tid endnu, ikke det stodmindre har jeg et behov som ikke blier dækket og som lige nu virkelig viser sig. Jeg har ikke været sammen med en mand i snart 3-4 mrd, hverken kys eller sex, jeg har heller ikke den vilde lyst til sex. Det mere det med omsorgen og det at vide at der er nogen til at gribe dig, oh jah jeg har mine veninder og familie, men de kan aldrig dække det behov en kæreste kan. 

    Det virker så kompelt latterligt det jeg skal til at sige nu, men min eks dukker mere og mere op i min bevisthed. Måske det også hænger lidt sammen med at jeg savner min moster og husker de ord han sagde til hende og ikke mindst til mig den sidste dag " vend dig om og se hende køre væk, du vil fortryde det ellers", husker hvordan han i kirken kysset mig på manden mens han sang med på salmerne. Jeg var så fucking stolt af ham den dag, også selv om vi endte med at skændtes, det dræber mig indenvendigt at min moster ikke er her mere. Savner hende stort set hverdag, især dage som idag hvor jeg virkelig føler mig alene og uden en mand i mit liv og med en drøm som virkelig ikke ser ud til at lykkes. Hun ville altid sige et eller andet klogt, puha der bliver lige fældet et par tåre nu. Der er ingen tvilv om at hun er savnet, det er min eks enlig også i en vis forstand, men det vil aldrig gå mellem os. Jeg prøver så vidt det muligt at tænke posetivt om både min eks og min moster, huske på alle de gode ting vi oplevet sammen og vores samtaler, fremfor de mindre gode ting. om små 14 dage er det knæk caner uger, de sidste to år har jeg set det show sammen med min eks, og i alle de år jeg kan huske har min moster været her. Hun hadet den uge som bar helved, alle blikke var rette mod hende følte hun. Det bliver en hård uge, for hold nu kæft hvor vil jeg bare gerne havde min moster tilbage. OHH havde virkelig ikke regnet med at jeg ville blive så berørt over at skrive blog og omkring det med min moster, men det må jeg ærligt sige at det gør jeg sgu. Tårene løber ned af kinderne på mig. 

    puha tro jeg stopper for nu, Gir mig selv lov til at græde for første gang i mange mrd. Jeg okay, jeg har det enlig meget godt, det bare en øv dag idag. Rejser mig op igen i morgen, hvor jeg har mine to skønne drenge, nåh jah jeg er blevet barnepige for to skønne drenge på henholdsvis 8 mrd og 6 år. Nyder tiden sammen med dem <3 

  4. Først idag er det lykkes mig at finde tid og ro til at se begge udsendelser om Michael. Ved man ikke hvem Michael er så er der et link:

    https://www.dr.dk/tv/se/hvem-passer-pa-michael/-/hvem-passer-pa-michael-1-2

    For mange år siden havde min daværende mand og jeg min halvbror i pleje. Dengang foregik min opsigelse næsten lige som i tv, bare pr. tlf. Dengang havde jeg, ligesom Michaels plejeforældre, efterspurgt ekstra hjælp og rådgivning. Resultatet var at de ville sende min lillebror på efterskole og kunne jeg ikke acceptere deres nedsættelse af min løn, så kunne jeg anse mig for værende opsagt. Den endelige opsigelse fik jeg pr. tlf. med ordene: du kan jo bare sige hvis ikke du vil have din bror. Så var jeg opsagt og min bror blev. Han var dengang 16 år. 

    Efter at have set dokumentaren om Michael sidder jeg tilbage fyldt med en følelse af hvor nemt det var dengang. De tog ikke min bror, de glemte ham bare....han blev hos os og alting fortsatte som altid.

    Nu er det så ikke kun det jeg føler, efter at have set og oplevet Michael og hans plejefamilie i tv. Jeg er vred...så enormt vred og også vældig ked af det. Hvordan kan en kommune, min kommune :( , opføre sig så dårligt? Jeg forstår simpelthen ikke at de kan vælge, på vegne af unge, uden at snakke med dem og uden reelt at høre hvad de siger. Det er pinligt at have sådan en børn og ungeafdeling. Det bliver ikke mindre pinligt idet Esbjerg Kommune lige har lagt et opslag op på Facebook og også i andre medier, hvor de opfordre til at man kommer og høre om det at blive plejefamilie. "Har du lyst, af hjertet, til at gøre en forskel for et barn"...sådan starter deres opslag. 

    Lige nu køre der en shitstorm på Esbjerg Kommunes hjemmeside, velfortjent mener jeg og jeg har da også selv skrevet et indlæg. De smider rundt med et menneske efter humør, overhøre psykologerne, ignorere den unge det handler om og så lyver de....groft. Det ved jeg godt er en grim beskyldning, men kan man ikke forevise tilladelsen til at overvåge, så er det ulovligt. De overvågede Michaels færden på de sociale medier for efterfølgende at lukke hans kontakter til de mennesker der har været hans familie hele hans liv....uden at have fået lov.

    Nu er der snart kommunevalg og jeg skal finde et sted at sætte mit kryds. Det er svært for meget tyder på at vores kommune ikke er en man kan have tillid til. Det er blevet en kommune fyldt med løgnere, lovbrydere og børnemishandlere. Det er blevet en kommune hvor fagfolk (kaldes de) sidder og bøjer loven efter forgodtbefindende. 

    Jeg sætter mit kryds ved den politiker der får Michael hjem....ikke kun forsøger, men reelt får ham hjem. Jeg har også efterlyst om der er nogen der har evt. tiltag, såsom demonstrationer eller lignende på tegnebrættet....for så er jeg bare med. 

    I 2001-02 oplevede jeg at min tidligere ansættelseskommune røg i medierne for en sag. "Isabella"-sagen, hvor sagsbehandlere havde brudt loven og omgået regler i en grad der næsten ikke kunne beskrives. Det tog lang tid at få den lille pige hjem...det kostede forældrene deres ægteskab...og senere så kostede det, heldigvis, rigtig mange medarbejdere deres arbejde. Der var dog enkelte navne jeg kunne genkende i forbindelse med misbrugssagen, hvor tre piger sagsøgte kommunen for ikke at have passet på dem. Det var sidste år.

    Jeg ønsker virkelig at sagen om Michael, kan resultere i at vi får ryddet ud i dem der sidder og skalter og valter med folks liv....de er ikke værd at samle på.

    Centrum

  5. Jeg har altid været dårlig til at holde kontakt med folk. Stemmerne indeni mit hoved fortæller mig at jeg ikke er god nok, og at de alligevel ikke er interesserede i at høre fra mig. Jeg har jo intet nyt eller spændende at sige. Der sker jo ikke noget i mit liv. Jeg er stadig sygemeldt, og det gør mig sindssyg. Jeg keder mig. Drikker en kop te, keder mig lidt mere. Det var som om der var meget mindre tid dengang jeg røg hash. Det var også som om, kontakten med andre mennesker var nemmere. Jeg tænkte ikke så meget over hvad jeg sagde eller gjorde, eller hvad andre sagde og gjorde for den sags skyld. Jeg var der bare. Altid med et lidt lumsk smil. Urimelig langsom, men fuld ad kreativitet og kærlighed. Dengang drak jeg også meget te. Jeg elskede følelsen af den varme væske der gled ned i min hals. Og altid virkede meget hyggeligere, når man sad to skæve mennesker og drak te. Hjemme i min lille lejlighed, med alt for mange farver, alt for meget røg, og alt for lidt lys. Det eneste der lyste rummet op, var fjernsynet, som altid var blevet brugt som en lampe. En tryghed i natten når man ikke havde mere hash og man var bange for alt. Der var der sjovt nok ingen venner at hente. Jeg husker mit hår altid var uglet. Det var bare en stor klump, som jeg satte op i en høj knold. Knaldrødt for det meste. Min make-up blev ofte genbrugt dagen efter, for hvem orkede at fjerne det. Jeg var et rod på alle praktiske punkter, men i forhold til andre mennesker fungerede jeg bedre, fordi jeg ikke tænkte så meget. Nu kræver det alt for meget, finde ting at tale om, altid være ordentlig, ikke sige noget dumt. Måske er det nemmere bare at være alene for mig.

  6. Nu er det endelig på plads, at min roomie senest flytter ud inden 1 november. Finally! Når man snakker om solen er hun lige kommet hjem. Irriterende, men sådan er det jo. Vi snakker slet ikke sammen. Jeg hilser dog. Hun hilser tilbage, men kun hvis jeg hilser først. Udover det foregår alt kommunikation på skrift.

    Vi har skrevet frem og tilbage og må godt nok sige, at det ikke ligefrem er nemt. Hun vil blandt andet gerne  have sit depositum tilbage nu & med det samme og gad ikke vente på en opgørelse. Ja det jo klart. Jeg er virkelig tilbøjelig til at bare overføre beløbet og så er det ude af verden. Men jeg bliver simpelthen nødt til, at være fornuftigt. Jeg har ikke råd til at blive flået fuldstændig for at vær large. Kan ikke bare trække det ud af budgettet. Bliver nødt til at tænke på, at der altså køre dobbelt min husleje fra nov.   Kan ligesom godt fornemme hun på ingen måde vil være med til at dele den der regning fra skadedyrs bekæmperen,  betale elregningen, eller nettet fra nu af osv. Derudover er der også det køleskab til 3200 kr, jeg kommer til, at betale for nu for hun vil ikke have det. Kun hvis hendes forældre må købe det til 2000 (så 1000 til hver af os), men  jeg skal give de 1600 kr. altså fuld pris for hendes del. Føler mig lidt afpresset på en eller anden måde.

    Derfor jeg aftalte jeg med med hende at jeg skulle tage kontakt til boligkontoret i forhold til et overslag hvad det ville koste at male lige nu og så er det ligesom det hun hæfter for også må jeg overføre resten og hæfte for andre skader. . Jeg har fået nummeret på maleren de bruger - talt med ham. Og han har bare været kanon og fundet regning fra tidligere lejer og sendt det hele på en mail, så jeg havde det på skrift og kunne sende det videre til hende. Så var det da på skrift. Hun skrev om det så bare kostede 7000 kr, at male. Skrev bare ja, ja  for var på arbejde og magtede ikke, at skrive med hende. Jeg har så lige kigget på det, for at se hvor meget jeg egentlig skylder hende. Hun har så regnet prisen sammen eksklusiv moms, tydeligvis. Så den realle pris er ikke 7000 kr, men 8962,67 kr. Det tænker jeg ikke jeg skal fortælle, at jeg har luret før efter d. 1 oktober- Er er vildt bange for hun så ikke betaler huslejen. Jeg ved ikke om det er med vilje. Alle ved vel at prisen alting skal være inklusiv moms. prisen står også lige ved siden af pr ting inklusiv moms. Godt jeg regnede det efter. Dvs. at  hun kan få 860,70 kr tilbage, hvis rengøring skal trækkes (maleren skrev der er et gebyr på rengøring efter maling) så kan hun få 110,7 kr tilbage. Det bliver hun nok ikke så glad for. Hvis jeg skulle medregne, skadedyrsbekæmperen så skylder hun mig penge. Jeg bliver helt dårlig ved tanken. Jeg hader sådan noget. Kan nok ikke få mig til at spørge om penge. Jeg burde virkelog tage ved lære af hende.

    Jeg glæder mig helt vanvittigt til d. 1november, selvom det så bliver  dyrt for mig, så skal jeg da i det mindste ikke bekymre mig om hende mere. Jeg har spurgt hende om hun ville sige en dato på, hvornår hun flytter. Altså bare dagen inden, fordi så behøver jeg ikke være hjemme når hele familien og hende kommer brasende. Hendes familie er meget højlydte og føler sig hjemme uanset, hvor de er. Det  er en anelse intimiderende. Hun ved det og hun har  selv sagt at hun træt af det. Det kunne så bare slet ikke lade sig gøre på noget måde

    "Jeg er ude d.1 november så skal du ikke tænke mere over det. Det er ingen præcis dato :)"

    Det var den besked jeg fik tilbage. Javel ja.

     

  7. Jeg har virkelig brug for en pause. Jeg har brug for at trække vejret. Jeg har brug for at komme væk fra dig, få dig ud af mine tanker og få det underlige, spontane behov for dig ud af min krop igen. Jeg har brug for at se rationelt, at følge mig selv, at mærke mig selv og have mig selv i centrum. Jeg har brug for at fokusere på mig, mine drømme, mine tanker og min fremtid. Jeg har brug for at få dem tættere, som jeg ved er dem, der er der for mig. Nu er det slut. Aborten er overstået. Sommeren er endt. Vores tætte forhold, som vi aldrig vidste hvad var, er endt. Virkeligheden er tilbage. Universitetet er startet. Træningen er igang. 

    Denne gang er jeg alene. Denne gang vil jeg være alene. Jeg vil være mig nu.  

  8. Som ansat i supermarked møder jeg mange typer mennesker. 

    En af disse typer er en landmand i arbejdstøj. Umiddelbart virker han som en fåmælt mand, men det er han ikke, hvis snakken falder på emnet vejret. 

    Jeg er blevet advaret mod at kommentere vejret, når jeg ekspederer ham. Det var en af mine kolleger, der sagde, at hvis du nævner et årstal og en måned, er hun sikker på, at han kan fortælle, hvordan vejret var på det tidspunkt. 

    En morgen stod jeg ved kassen, og der skete nærmest ingenting. Jeg kedede mig bravt, da der var gået en time. Så kom landmanden, og jeg tænkte: "Nu skal jeg have det sjovt." Jeg sagde: "Nå, så er det sidste sommerdag i år." 

    Han svarede: "Nej, der skulle da gerne komme flere dage med solskin." Jeg sagde, at det på kalenderen var den sidste sommerdag. Så kørte den ellers med stolpe op og stolpe ned om, hvordan vejret var sidste år, og hvornår de havde høstet og om det år, hvor de høstede helt vildt sent, fordi det konstant regnede. Da han endelig tog en pause (muligvis for at trække vejret) indskød jeg: "Men det er da godt, at vi ikke får så meget vand som i Texas." Jeg tænkte, at nu hvor jeg havde sat ham i gang, kunne jeg ligeså godt køre den endnu længere ud. 

    Selv om jeg er vokset op på landet med en far, der var landmand, og har hørt MEGET landmandssnak og MEGET vejrsnak, så fatter jeg ikke alt hvad denne landmand siger. Han taler, som om han har en kartoffel i munden, og nogle gange lyder det mest som "a høv høv a høv." 

    "Uha, nej da. Det er da skrækkeligt med alt det vand. A høv høv høv. Så meget vand får vi alligevel ikke. Høv høv a høv."

    Jeg måtte bide mig selv i læben, for ikke at grine. 

    Et par dage efter var han så inde i butikken igen. Uden at jeg havde sagt andet end hej, fik jeg en ordentlig smøre om vejret. En masse: "Høv høv høv." 

    Nu tror han nok, at jeg interesserer mig for vejret. Det lader til, at jeg er tvangsindlagt til hans landmandssnak hver gang, jeg møder ham. 

    Men jeg har jo selv lagt op til det. 

  9. Nogle gange bliver det for meget - det hele. Tanken om, at jeg bliver vurderet hele tiden - uanset hvad jeg laver og hvem jeg er sammen med - om det er på job, på studiet, til håndbold, sammen med A eller sammen med veninder - det er hele tiden. Naturligvis er det nogle forskellige måder at blive vurderet på, men jeg føler, jeg skal præstere HELE TIDEN.

    Var til MUS-samtale i mandags, hvor jeg fik at vide, at dér, hvor der for mig er plads til forbedringer, er mit humør og hvor meget det påvirker mig overfor kunderne, når jeg er på arbejde. Det var umiddelbart dét, der slog mig ud, mindes jeg. Pludselig gik det op for mig, at jeg bliver målt og vejet konstant. At det bliver registreret, når jeg har en god eller en dårlig dag. At det bliver noteret, når jeg er ovenpå eller befinder mig med røven i vandskorpen - og min måde at håndtere det på bliver også lige vurderet. Og så gik det op for mig, at det ikke bare er på job - men det er over det hele.

    .. og det kunne jeg pludselig bare overhovedet ikke overskue. Så jeg har egentlig holdt mig meget for mig selv i denne her uge. Pludselig fik jeg en gammelkendt selvdestruktiv lyst til bare at tage en permanent maske på overfor alle og bare insistere på, at alting går helt vildt godt, og at jeg er helt vildt glad og ovenpå. Desværre er jeg nem at læse - hører tit, at jeg er som en åben bog - når jeg ikke selv tror på det. Så det er nødt til at være gennemført, hvis jeg skal spille rollen helt ud.

    .. og så var det, at jeg pludselig kom til at føle mig helt vildt ENSOM. Har været i den rolle før, og jeg ved, hvor sindssygt ensom en leg det er. Men angsten for ikke at være god nok er lige nu stærkere end angsten for ensomheden.

    Har endnu ikke talt med min mor, siden jeg forlod huset for næsten fjorten dage siden. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige til hende. Jeg er heller ikke sikker på, om jeg kan bære at høre hendes stemme. Jeg ved endnu ikke, hvilket ben jeg skal stå på i forhold til det, der skete, da jeg var hjemme sidst. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig. Det meste af tiden forholder jeg mig slet ikke - det er det nemmeste.

    Om fjorten dage skal jeg flytte fra min kælder, hvor jeg har boet i 3½ år. JEG GLÆDER MIG SÅ MEGET! Det har været en hård omgang at bo hér, synes jeg - af forskellige årsager. Mine forældre kommer hele vejen fra Jylland for at hjælpe mig med flytningen, og det sætter jeg selvfølgelig stor pris på. Men jeg kan samtidigt slet heller ikke overskue det. Jeg har allermest lyst til at få nogle andre til at hjælpe; kan stadig ikke overskue at skulle se på min far. Høre på min far. Rumme min far. Både de ting, jeg ved, han har gjort - og så hele hans idiotiske sindelag og latterlige barnlighed i det hele taget, som han også spiller for mig. JEG KAN DET IKKE! Når de er kørt igen, kommer jeg ikke hjem igen før jul, har jeg bestemt. Tidligst.

    Semesterstart på kandidaten har været hård, synes jeg. Og på samme tid ret nem. På dette semester har jeg både fag på dansk og på spansk, så derfor har jeg "Nordiske sprog i middelalderen", "Spaniens historie, kultur og litteratur 1800-2000" og "Kontrastivt sprog". Der er SINDSSYGT meget læsestof på alle tre fag, men jeg favoriserer totalt mit danskfag - og så kommer historiefaget over det kontrastive, som er så ligegyldigt et fag. Er kommet godt i gang med noter og engagement på de to første fag kontra sidste semester, hvor jeg tog NUL (!!!) noter til "Latinamerikas historie, kultur og litteratur siden 1800" på HELE semestret. Det er da altid noget. Må bare prøve at holde mig vågen og "på", så skal det nok gå fint. Det KAN næsten også kun gå bedre, end det gjorde på det sidste semester.

    Der sker mange ting med A for tiden - og samtidig er det stadig bare det samme. Det er svært at forklare. Nogle dage er jeg helt væk på en lyserød sky og 100 % hengiven .. andre dage er jeg mere tvivlsom og usikker - på ham og os. Jeg var i byen med min veninde i lørdags, hvor vi mødte ham og hans ven, som jeg også godt kender. Det gik HELT galt, som det vanligvis gør, når jeg er ude med hende veninden, og A var SÅ god til at håndtere det - var SÅ glad for at have ham dér! Fik også en god, lang snak med hans kammerat, som vist er hans bedste ven; vennen spurgte, hvad jeg mente om A, og jeg fortalte ham ærligt, hvordan det stod til. Så sagde han, at A også er helt vild med mig - at han er pisse forelsket i mig - nærmest ordret citeret - men at han bare lige skal tage sig sammen. Sagde til ham, at han godt måtte bede ham om dét, så, og det lovede han. Tror desværre bare, at han var så stiv, at han ikke kunne huske det dagen efter. Ved det ikke. Nu får han lov at aflevere og forsvare sit speciale her inden længe, og så håber jeg, han kan finde ud af, hvad han vil.

    Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor mange flyttekasser, jeg skal bruge. Og hvordan jeg får fat i dem. Har hverken bil eller kørekort. Har en cykel, men jeg kan jo ikke cykle med X antal flyttekasser under armen gennem Vanløse. Kan ikke helt regne ud, hvad jeg gør ved dét - og hvornår jeg skal begynde at pakke ned. Når jeg flytter til Frederiksberg om fjorten dage, er det det femte sted, jeg bor, siden jeg flyttede hjemmefra for fem år siden.

  10. Det sociale er hårdt. Det er hårdt for mig at være social, når de eneste personer jeg har set det sidste år ca er bestående af mine forældre, søster, min kæreste og så min veninde. Selvfølgeligt har jeg også set andre mennesker, men det har været i begrænsede mængder. Nu skal jeg pludseligt lære at være social igen og samtidig med det, så har jeg en veninde, som konstant hiver mig i ærmet og råber "HVORNÅR HAR DU TID TIL MIG?" og det er ikke fordi jeg ikke har tid til hende, men jeg er bare så fucking træt, når jeg kommer hjem. Alle de mennesker og de forskellige indtryk, som jeg har suget til mig igennem dagen er ganske enkelt trættende og jeg er mere død end jeg er levende, når jeg kommer hjem, men hun forstår det ikke og det frustrerer mig helt vildt!

    Hun er en af de aller vigtigste personer i mit liv. Desværre tror jeg bare ikke selv hun hverken ved det, eller føler det sådan, fordi jeg kan mærke på hende hun føler sig overset. Nærmest dagligt spørger hun efter min tid og sommetider gruer jeg for at kigge på min telefon, hvis der tikker en besked ind, fordi jeg ligefrem går og frygter det er hende, fordi jeg ikke ønsker at afvise hende. Fordi det er jo netop ikke fordi jeg ikke vil se hende, for det vil jeg helt ærligt rigtig gerne, men jeg er bare fuldstændig smadret, når jeg kommer hjem og tanken om at skulle ud og socialiserer sig endnu mere end allerede gjort har også bare en rigtig trættende effekt på mig. Jeg er så ked af at have det sådan her. Ked af jeg ikke føler jeg kan magte min egen veninde. Ked af hun føler sig så overset, som hun gør. Jeg føler mig dog mest ked af at hun ikke forstår min situation og ikke accepterer, hvis jeg siger det kan jeg helt ærligt ikke lige overskue i dag "jo du kan så" "jamen det er bare  to smøger" "har bare lige brug for at snakke" JAMEN JEG KAN IKKE OVERSKUE DET, MIT HOVED ER FÆRDIGT, MIN KROP ER SMADRET OG JEG SKAL LADE OP TIL ENDNU EN DAG, SÅ MIN KROP IKKE ER VED AT SPRINGE AF ANGST....  hun forstår det ikke og det gør mig ked af det. Jeg ved godt og jeg forstår godt at angst er svært at sætte sig ind i det og i virkeligheden tror jeg heller ikke jeg ønsker hun skal forstå, men jeg har et ønske om at hun skal accepterer, at lige pt. så er det sådan her situationen er og jeg nok skal kontakte hende, når jeg føler jeg har overskud igen.

    I stedet sætter hun sig til at surmule og skælde mig ud, og jeg ved godt det er fordi hun også er frustreret, fordi hun ikke forstår eller helt kan sætte sig ind i min situation.

    SÅ KOM JEG UD MED DÉT - DET VAR DEJLIGT. Så til noget helt andet - næsten.

    Jeg skrev for at stykke tid siden om at jeg havde været til lægen for at snakke omkring angsten og alt det der, så jeg bla. kunne få tilskud til muligt psykologhjælp og at jeg bla. ikke følte han lyttede osv osv. Det betød altså at jeg ikke følte den angst diagnose (hvis man kan sige det sådan) som han påduttede mig egentligt passede, fordi jeg var inde og læse om det efterfølgende og det var absolut ikke sådan min angst føltes, nej den var værre. Nu har jeg så været afsted igen med et stykke papir med mine symptomer og udprintede tests, og så fik jeg faktisk stillet den "diagnose" som jeg selv troede, men også hvad min psykolog havde sagt det var, så følte ENDELIGT det passede og det gav et eller andet sted mere ro. jeg følte mig hørt og ikke misforstået - det var rart. selvfølgeligt er det ikke fordi jeg tænker "YES, angsten er værre end først antaget" det er ikke sådan det skal forstås, men det har naget med helt afsindigt at jeg følte mig så overhørt, misforstået og et eller andet sted havde fået den forkerte diagnose (jeg ved stadig ikke om man kan kalde det en diagnose eller hvad fanden det hedder) så det har været helt vildt vigtigt for mig, at komme afsted igen selvom det var ligeså skræmmende og angst provokerende, som første gang. Så nu hedder det altså ikke længere moderat angst, men derimod generaliseret angst.

  11. Sagen er den at jeg er i et forhold med en rigtig sød fyr.. Altså for det meste :P vi har haft en ret turbulent start hvor han kæmpede med et misbrug som var ret heftigt. Han lavede nogle dumme ting i den tid så han sidder nu inde fordi han har fået en straf for det han lavede i hans rus. Jeg har været der under hele forløbet og prøvet at hjælpe ham alt det jeg kunne. Det var dog sindsygt hårdt så jeg bakkede ud nogle gange i forholdet. En anden gang var vi fra hinanden en måned hvor han nåede at være sammen med en anden hele den måned. Altså i forhold. Nå men det som det i bund og grund handler om er at han nu sidder i åbent fængsel og han er dermed blevet afrust og er sig selv igen. Han klarer det virkelig flot og har intet rørt i over 3 mdr. Jeg roser ham ofte for dette. Men jeg mærker stadig ligegyldigheden som også var der da han var påvirket. Jeg havde nok forventet at han ville give noget tilbage nu hvor han er blevet afrust men det virker ikke altid sådan. Jeg mærker dog ikke hans ligegyldighed når vi ses, altså når jeg besøger ham. Men så snart vi er væk fra  hinanden så kommer ligegyldigheden. Men jeg ved ikke om jeg kræver for meget af en mand der sidder inde og som ikke har det ret godt, der hvor han er. Min veninde mener at jeg er for krævende og dette har jeg prøvet at overbevise mig selv om men jeg mærker tristheden alligevel. 

    Jeg kan lige nævne et eksempel på hans ligegyldighed så det giver lidt mere mening. Hans ex som han var sammen med i en måned, kontaktede mig for en uge siden og ville hære hvordan jeg havde det og om jeg stadig talte med ham. Det rippede op i alting og jeg havde mareridt omkring dem hvor jeg så dem sammen (seksuelt). Jeg nævnte det for ham og han blev irriteret og sagde "årh, nu igen"! Og så snakkede vi ikke mere om det. Ofte blir han irriteret over mine følelsesudbrud og er begyndt at tænke om jeg måske er for meget. Jeg er meget sensitiv og har mange tanker og følelser indeni mig og det virker ikke til at han kan håndtere dette. Har dog før været i forhold hvor det ikke var et problem så jeg har svært ved at tyde om det er mig der er helt gal på den. 

    Der har været mange andre situationer hvor jeg har følt mig glemt men det blir et alt for langt indlæg hvis jeg skal skrive det hele :) 

    Nå men håber ikke at det blev for rodet, og håber at nogle vil give deres besyv med på ovenstående 

    (PS jeg er 31 år og han er 36)

    Hilsen hende (den krævende) 

  12. ...tre timer har vi fået 40 mm. vand!!! Hold da maule, en omgang vandplask! Knægten ringede grædende fra skolen, at han simpelthen ikke kunne cykle hjem i det vejr - han ville mindst fryse ihjel! Jeg fik ham dog overbevist om, at han SKULLE afsted på jernhesten, og så lovede jeg at hjælpe med varmt, tørt tøj, når han ankommer. Desuden laver jeg en gang varm kakao - det er vist ikke for meget, efter sådan en tur på "vandcykel"! ;)

    I formiddag har jeg haft besøg af en gl. gymnasieveninde, som pt. går sygemeldt pga. stress. Det var dejligt at se hende og snakke med hende igen - og også rart at være sammen med én, der kan kende mange af de ting, man (jeg) slås med. Depression og angst ligner på mange måder stress, om end det er i en lidt mere permanent tilstand - så vi fik vendt og drejet rigtig mange situationer. Heldigvis var der også plads til en masse grin og sjov, ikke mindst på baggrund af min fødselsdag, som bl.a. blev fejret i mandags med deltagelse af hende og 4 andre gæster.

    Oprindeligt var det meningen, jeg skulle have haft besøg af min gamle "fælleshjælps-gruppe" i dag fra ca. 15.30 til ca. 18.30, men det er blevet aflyst, da to (ud af fem) har meldt afbud. Vi må se, om vi snart finder en anden dag at ses. Det virker som om specielt én af dem ikke er sååååå interesseret i at genoptage kontakten, som jo har været brudt i omtrent 1½ år - og så ville det, set med mine øjne, være bedre bare at melde dét ud, i stedet for at hænge lidt med på sidelinjen og så aflyse hver gang.

    ^*^*^*^*^*^*^*^*^*^*^*^

    Nå, så gik der lige knapt en time, og vi er nu oppe på 45,3 mm. regn. Knægten har fået sin varme kakao, og sidder nu og er i gang med at lave sine lektier.

    Tilbage til min fødselsdag i mandags, som blev fejret allerede søndag, hvor mine forældre, Mandens forældre og Mandens søster og svoger var inviteret. Vi havde en rigtig hyggelig dag. Storebror var kommet herhjem på weekend, og var god til at give en hånd med ved alle forberedelserne. Jeg havde egentligt besluttet, at jeg ville bestille pålægskagemand, for at slippe for en del af postyret med madlavning mv., men fordi det skulle holdes SØNDAG, kunne det ikke lade sig gøre, fordi de steder, der er i acceptabel køreafstand herfra, alle holdt lukket søndag. Ærgerligt!

    Nåmmen, jeg havde allerede fredag bagt kage, så dét var af vejen, og så endte det simpelthen med købe-rugbrød og -boller fra BILKA, tilsat pålæg, lun leverpostej, æg & rejer mv., og således blev der jo et anstændigt arrangement ud af det alligevel. Efter frokosten stod den på have-hygge, bl.a. med en turnering "nosse-golf", og nogle af mændene var rundt at besigtige grunden, plus de sparkede dæk i værkstedet - og så var alle jo glade! :P

    Mandag, hvor jeg "rigtigt" havde fødselsdag, havde jeg - som tidligere nævnt - inviteret nogle veninder. Det skulle ikke være det vilde, blot et par hyggelige timer i godt selskab - fordi det er for kedeligt at sidde alene og glo på sin fødselsdag. Heldigvis havde Storebror valgt at blive her til mandag, så han hjalp mig med forberedelserne til tøsefrokosten. Det blev nogenlunde samme menu som dagen i forvejen, men jeg brugte dem som prøvekaniner på en kageopskrift, jeg havde fundet på nettet. Og manner, den var god!!! *love*

    Mandag eftermiddag skulle Knægten have en prøve-ride-time i en rideklub i nærheden. Han har i flere år snakket om, at han gerne ville gå til ridning, men det har ligget udenfor vores økonomiske formåen, PLUS jeg ikke har kunnet køre ham til/fra. Det forholder sig alt sammen stadig således, men nu er der måske kommet en lille åbning: Den nye sagsbehandler, vi har fået hos BOF (Børn og familier) v. Varde Kommune, mente det ville give rigtig god mening, at de gik ind og betalte for ham, så det var en del af hans handleplan. Jeg mangler dog hendes endelige tilsagn, og jeg tør ikke helt tro på, det kommer til at falde i hak, inden jeg ser dén! 

    Nu har Knægten jo i flere år givet udtryk for, at han gerne ville gå til ridning, men da jeg så i sidste uge fortalte ham, at jeg havde fået lavet en aftale på hans vegne, flippede han fuldstændig ud! Han skulle i hvert fald IKKE gå til ridning, og jeg måtte da være splitter gal, når jeg troede, at han ville op på sådan en stor skabning. Osv osv osv! Jeg var derfor ret spændt på, hvordan han ville tage det, når vi så VAR derude - men heldigvis blev samtlige bekymringer gjort til skamme! Han ELSKEDE det!!! Og han glæder sig VILDT til næste mandag, hvor han skal afsted igen! :D (Så håber jeg jo bare, vi får "grønt lys" fra sagsbehandleren inden da...!)