Blogs

Vores community blogge

  1. Ja. Jeg har endnu engang begået en forbrydelse. Jeg ved godt jeg ikke må. Jeg kunne aldrig drømme om, at sige det højt til nogen.

    Men, men, men...

    Dem der har læst min blog gennem tiden kender mig jo nok en smule og ved jeg faktisk  har læst i min søsters dagbog en enkelt gang. Guderne forbyde det. Jeg sov i hendes værelse fordi hun ikke var hjemme. Kigger  i nat skuffen hvor jeg finder en kæmpe pakke med kondomer og en lille bog...  Jeg er så død nysgerrig, at jeg har lyst til at slå panden i væggen. Jeg har dog sagt til mig selv, at jeg skal holde snitterne for mig selv. Ikke noget med at kigge i andre folks papirer og ting. Mobiler og den slags. Jeg har faktisk dog fortalt min kæreste om dette lille problem og selvfølgelig lovet ham, at jeg passer min egen butik. Selvom jeg jo selvfølgelig aldrig kunne drømme om, at fortælle det hvis jeg havde gjort det.  Han har dog forsikring mig om han selvfølgelig godt ved jeg ikke er en ondskabsfuld idiot der leder efter problemstillinger og stoler på mig. Så jeg passer min butik og spørger ham hvis jeg brænder inde med et nysgerrigt spørgsmål. Han svarer og så er det fint.

    Nå lidt forhistorie. I onsdags fik jeg jeg en meget fin blomst og et kort af min kæreste. Han lagde den på min seng med et kort, hvor der stod "Fordi jeg elsker når du smiler". Dette gjorde han mens jeg ikke var hjemme og fik derfor min veninde som jeg bor med til at lukke ham ind. Det var så sødt, dejligt og romantisk. OG første gang jeg har fået blomster af en mand. Desuden har jeg været syg med vanvittig hovedpine. Jeg fatter simpelthen heller ikke, hvordan jeg er kommet gennem mine arbejdsdage. Alt godt der. Fantastisk. Og så videre.

    Der sker det at min veninde faktisk giver udtryk, for at hun er misundelig. Jeg bliver ikke irriteret eller tænker over det på nogen dårlig måde. Grundet at hun mest af alt inde bag sin "ej hvor er det snyd. og jeg vil også sådan noget" facade virkede meget ked af det og fortvivlet.

    Slut bum. I min kærligheds rus har jeg overhovedet ikke skænket denne situation en tanke siden.

    Altså indtil...

    I dag hvor jeg har gjort rent og gået amok i lejligheden. Kan faktisk godt lide at gøre rent. Er det sært. Jeg gør ikke rent på min veninde værelse.Egentlig mest af princip, for jeg får lyst til det så alt kan være skinnede og flot. Jeg lufter dog ud derinde engang i mellem samtidig med resten af lejlighed. Hun lider af støvallergi så hun har specifikt bedt mig om at lufte uf når jeg orker det. 

    Ja nu kommer forbrydelsen så. Jamen nogen gange. Jeg kan lige så godt sige, at jeg skammer mig og hader den egenskab. Så ingen af jer behøver at sige det. Da jeg var yngre havde jeg lidt lange fingre og kunne godt finde på at stjæle.Jeg har dog for længst vænnet mig af mig den vane. Gudskelov. For det gør man ikke.

    Ligesom man ikke gør følgende.

    Man ser en flot notesbog på sin venindes værelse og åbner den. Nej hvor spændende! Kommer til at læse i den, men skynder sig at lukke den igen. Fordi jeg selvfølgelig ikke må den slags. Det var skriblerier. Ikke noget jeg forstod mig meget på det. Åbner den næste notesbog, som er sådan en slags notesbog vi kokke plejer at bruge til opskrifter. Men.. der var ingen opskrifter. Derimod starten på en dagbog. Mine øjne løber hurtigt over linjerne  inden jeg smækker bogen i og hader mig selv. Skynder mig ud af værelset uden at lufte ud.

    For dælen da. Regga, din klovn. Hvornår lærer du det!

    Sandheden er dog, at det mine øjne nåede, at fange blev jeg dybt berørt af. Den fortvivlelse og den måde hun virkede ked af det i onsdag skinnende i gennem papiret. Det er ganske enkelt hjerteskærende. Jeg havde mest lyst til at straks gå til bekendelse og give hende et kæmpe kram. Men det går ikke.

    Der stod intet dårligt om mig og min kæreste, tværtimod. Det her handler om min veninde er ensom, ked af det, føler sig udenfor i sin egen veninde klike (som jeg ikke er en del af. det Barndomsveninder). Føler sig til overs. Det gjorde mig  dybt fortvivlet. Hvis der er noget jeg kender til, så er det følelsen af ensomhed, tilovers, forladt og alle de der dumme ting der giver en knugen i brystet. Jeg må til stå jeg nok gerne ville flytte sammen med hende for at skubbe nogen af de følelser væk. At jeg har min kæreste har taget en del af min tid og er et stort taleemne fordi jeg er pisse forelsket. Ikke alle de dumme følelser, men jeg har været beskæftiget og ikke været så meget sammen med min veninde. Jeg vidste heller ikke hun nok har den knugen i brystet. Jeg ser hende selvfølgelig som min veninde. Jeg har dog af erfaring lært at det ikke altid er tilfældet med det modsatte. Ens bedste veninder kan sagtens have sine egne meget bedre veninder man aldrig bliver en del af. Så jeg har faktisk ikke tænkt, at hun så mig som en nær person.

    Jeg ved godt jeg er en skovl og man ikke må sådan noget med at kigge i andres ting. Jeg stoppede også mig selv. Jeg er dog blevet. Det her er så hjerteskærende. Jeg synes hun er et fantastisk mennesker og ønsker da bestemt ikke de følelser for nogen. Det driver en til vanvid og gå med den slags.

    Jeg kan selvfølgelig ikke fortælle hende om det her. Nogensinde. Måske om 50 år, hvis jeg tør. Indtil da må jeg bide det i mig. Heldigvis tog jeg på eget initiativ med hende i biografen i onsdags.

    Jeg har selvfølgelig ikke kunne ignorere det helt . Slet ikke at hun blev ked af det med blomsten og nu hvor jeg af dumme omveje ved en smule om, hvad der forgår. Så Jeg styrtede på min gamle damecyklen ned til en blomster forretning. Jeg vil jo ikke afsløre mit stupide fortagende. Så på baggrund af hendes lidt triste reaktion på at jeg fik en blomst af min kæreste så købte en buket til hende for 150 kr og tilkøbte et kort.

    Jeg håber ikke hun fatter mistanke og selvfølgelig bliver glad for buketten. Jeg ved godt jeg er en idiot. Det virkelig dumt det jeg har gjort og jeg tør ikke bekende det her over for andre end jer på deldig.

    Buketten er kommet i min krystal vase. Da den ikke kunne stå på sengen af gode årsager ligesom den fine blomst har jeg sat den på hendes nat. I kortet har jeg skrevet "Kærlighed er venskab :)" best regards "mit øge navn". Så synes jeg ikke det for meget og er i forlængelse af oplevelsen i torsdagen og ikke den her forbrydelse. 

    Jeg kan huske da jeg var mindre, at når der var noget min far synes var træls jeg gjorde, så skulle jeg skrive det ned 100 gange, F.eks. Jeg må ikke bande. 1. Jeg må ikke bande. 2. osv. Det vil ejg gøre resten af aftenen bare i mit overhovedet. "du må aldrig mere kigge i folks notesbøger. 1."

    Tak du læste med. :)

     

     

     

  2. Idag fjernede jeg et klistermærke nede på busholdepladsen fordi jeg ikke gider se sådan noget! Det var symbol og "information" fra Nordfront/ SMR. Om i ikke ved hvem de er så er det den Svenska Modstans bevæveglse der vil holde Sverige rent... 

    De er krafthedme værre end Sverige demokraterne (SD)! 

    Jeg hader sådan nogen mennesker! 

    Der var en der gloede lidt på mig da jeg fjernede det så om jeg ikke passer på så er nu et "beskidt" menneske.... Men altså, jeg er ikke svensker selvom jeg nu har et fucking medborgerskab der gør at jeg nu har fuld stemmeret og nå der er valg igen så er de racistiske narhatte de sidste jeg kommer til at stemme på! Jeg stemmer hellre blankt end på de idioter!

    Jeg har nu bestilt lidt klistermærker fra Amnesty International hvor der bland andet står "Fight for human rights".
    Bare fordi man ikke er en bleg svensker så betyder det jo ikke at man er dum, kriminel og alle de der andre dumme idéer nogen mennesker har om andre mennesker. 

    Jeg går i klasse med end ung kvinde der har tørklæde og ikke snakker helt rent svenskt, hendes søster er fast nede i Grækenland og hun skal ned og bevise at de er i familie her i april. Ved i hvad hun fik på vores første prøve i psykologi?
    Hun fik VG som er det højeste man kan få en pr
    øve på universiterne. Og alligevel er der folk der går rundt og siger at hun er dum?! 
    hun har selv sagt at der var en idiot fra nordfront der kom og kaldte hende dum! 

    Altså, jeg begynder krafthedme blive træt af dagens mennesker!

     

  3. Nicolaj: Mit mål blev nået jeg blev en mere fornuftig og frisk ung mand, jeg valgte at sætte stor indsats på min træningsplan, jeg gjorde alt jeg kunne for at nå det jeg ville, og det jeg gerne ville var at tage mig sammen i alle idrætstimerne, for at være sikker på at få noget ud af træningen, jeg brugte mange af mine idrætstimer på at træne både muskeltræning, samt intervaltræning.

    Jeg ændrede dog ikke så meget i min kost under forløbet, fik ændret min morgenmad, til at spise havregryn med mælk i stedet for havregryn med protein pulver og vand. Jeg spiste også flere gange i løbet af dagen, dog ret sunde ting såsom rugbrød, skyer osv.

    Jeg tager motivationen med fra dette forløb, det har givet mig et godt indblik i hvordan jeg forbedrer min cardio meget nemmere, så jeg får en bedre form og performer mindre, jeg fik også lært hvilke træningsmetoder der gav mig de bedst mulige resultater. Så fik jeg også lært hvordan man i sin daglig dag kan forbedre min form, ved at bevæge sig mere i stedet for bare at sidde ned hele dagen.

    Dog ville jeg sige at det vi kunne ha gjort anderledes var at vi kunne ha taget vores cardio en smule mere seriøst altså det jeg mener med det er at vi brugte ca 50/50 af idrætstimerne på at træne og løbe ville måske gerne have haft en mere 75/25 fordeling på det, men morgnerne var kolde, så man mistede lidt lysten til at gå udenfor. Dog fik vi uanset hvad gjort noget, så vi sad ikke bare og brugte timerne på ingenting.

     

    Frederik: I dette emne, fik jeg udfordret mig selv. Jeg har længe ikke rørt mig, derfor var det en forandring for mig.
    Jeg brugte min tid på at fordele min træning ud på både den muskulære træning og min løbetræning. Da vejret ikke var så godt hver evig eneste dag, valgte vi derfor at træne indendørs i stedet. Dette foregik fx inde i vores træningslokale. Hvor jeg fik trænet diverse kropsdele, jeg gik meget op i at få trænet det hele ligeligt, Så symmetrier ikke faldt fra hinanden, når jeg så endelig var udenfor, løb vi enten en lang tur, på 25-30min ellers valgte vi at løbe interval, hvor vi fx kørte 10/10 altså 10 interval og 10 pauser. Som første gang foregik på 30sek pr løb og 60sek pause. I den sidste ende af forløbet kunne vi løbe 45sek og kun have 60seks pause.
    Føler mit mål blev nået, da jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke ville tage dette emne seriøst. Dog fik jeg andre tanker, da jeg fandt en spændende måde at få løst vores udfordring på. Dette gav mig motivationen for at komme i gang, samt det er meget nemmere at træne med andre.
    Min kost underforløbet er ikke ændret, så meget. Jeg har ikke skåret så meget ned på mine usunde ting fordi dem er jeg sku glad for. Derfor føler jeg at hvis jeg skulle ha gjort noget anderledes, skulle det være at ændre min kost. Selvom jeg har meget svært ved at holde mig fra alle de søde sager. Fremadrettet, vil jeg bruge forløbet til at kunne sige til mig selv. Der er en nem måde at få gjort det på, hvis man hjælpes ad, så bliver alting meget nemmere.

  4. Hej Blog

     

    Hvad jeg vil skrive i dag. ærligt det ved jeg ikke jeg har bare lyst til at skrive lidt. En form for en samtale med en jeg stoler på kan man måske kalde den lyst der fik mig her ind i dag.

    Livet ja hvad er livet. Det er jo så mange ting af både det gode det dårlige det triste det glædelige. Men hvis jeg måtte rette livet til. Så ville jeg sørge for at der var lige meget af det hele til alle. Det synes jeg ville være retfærdig.

    når man skal jo ikke klage. Man tager jo igennem hele sit liv valg hver eneste dag. Det er bare mærkeligt at nogen vælger mest forkert uanset hvad man forsøger. For fuldt af uheld nej det tro jeg ikke. Jeg ved ikke hvorfor nogen bliver smidt tilbage i noget dårligt hele tiden. Måske er det bare sådan at nogen kommer til verden til et alm liv nogen kommer til verden til et skiftene liv nogen kommer til verden til et liv uden problemer og andre kommer til verden for at leve i skyggesiden.

    Mit liv har været underligt i forhold til mange andres liv. Jeg har levet den mørke siden altid. Og hver eneste gang jeg er ved at få det vippet lidt over til et lyst liv sker der altid et eller andet og pist så står man i mørket igen. Og det er hvad jeg ønsker nej selvfølgelig er det da ikke det hvem ville ønske det. I alt fald ikke nogen der kender til det liv der lives i skyggen. Men jeg kan godt se at i dag har jeg læst biblen jeg ved ikke hvor mange gange og ja jeg tror på den men jeg har også lært at det liv der er planlagt for en kan man ikke skifte ud eller flygte fra ej heller bilde sig ind at man ikke høre til der. Man er sat der hvor gud ønsker at man skal. Leve. og hvad hans formål er med at vi skal opleve forskellige ting her i livet er langt ud over hvad vi mennesker kan gætte os til.

    Jeg har oplevet mange gode ting og mange gode sider af livet igennem mine 50 år. Desværre har de alle kun være til korte tid. Og kun til at man får lov at se og mærke at der findes noget andet end det liv jeg høre til i. jeg har oplevet kærlige familier der var klar til at tage mig til sig. Okay 2 gange har jeg oplevet det. Men jeg må indrømme at det er stadigvæk kun til et kik ind i det liv der er fyldt med kærlighed og næstekærlighed og om sogn for hinanden. Et liv alle de familier sku lære at sætte meget mere pris på i de gør. For deres liv er uvurderlig. De har langt mere i deres liv end de kan forstille sig.

     

    Hvor man høre til her i livet ja det er jo forskelligt for os alle. Hvor jeg hører til Ærligt jeg ved det ikk, nogen dage har jeg mod og energi til at kæmpe en kamp for at vende mit liv og ikke være den jeg har været. Men kampen slutter altid igen ved at jeg står magtesløst over for det. Og hele tiden bliver jeg ramt på min fortid, der er altid nogen der for vendt min fortid imod mig.

    Så Ærligt hvad skal man her i livet andet end leve det liv man kender.

    Og som en af verdens Klogeste mænd har udtalt. der skal en krig til at få fred.
     

     

    Så er man modig nok finder man freden.

    Hilsen
    Roald der hverken ved ind eller ud.

  5. Som jeg beskrev i mit tidligere oplæg, havde kæresten og jeg nogle store problemer, og en masse onde ting er blev sagt. Faktummet er nu at vi har fået snakket sammen, vi begge drænet, begge fustredet over at vi skal skændes non stop, begge såret og ked af at det skal være som det er. Om ikke andet så elsker vi hinanden, men vi trætte, og har brug for ny energi, hvor vi skal finde den ved jeg ikke. Jeg har google nærhedsøvelser som jeg vil prøve om vi kan følge, vi har idag fået snakket lidt mere tingene, gjord nogle ting for hinanden som var vigtigt for den anden. Fx er har det været vigtigt for mig idag at vi har kunne snakke sammen, sådan virkelig intens med øjenkontakt, mobilerne væk, tv,et slukket og overfor hinanden. Det gjorde vi idag da vi spiste, og jeg nød det virkelig, så lang tid siden at vi bare har kunne sidde og snakke sammen. Jeg har læst nogle artikler op for ham omkring parterapi, om råde til hvordan man kommer hindanden tætter, bedre kommnuikation osv. Han lyttet aktiv og sagde som altid gør den lort ( kærligt ment) " men skat er der nået i det du lige har læst op, som jeg ikke allerede har haft sagt til dig". Sandheden er nej, han har førhen sagt de ting som stod i artiklerne, dog ikke det med nærkontakt øvelsen, med aktiv at lytte. 

    Så nu prøver vi igen igen, og håber at vi kan finde vejen tilbage til det vi engang var, inden hele min verden ramlet. Inden vi fik det dårligt, inden alt den daglige balladen og trommerum. Han er den jeg vil, den jeg ønsker en fremtid sammen med. Vores fælles ønske om barn, er dog midligertidet sagt på pause. Vi begge enige om at ingen børn er tjent med forældre som skændes dagliget, der skal være overskud og luft til børn. Men når dagen kommer ved jeg at han bliver den bedste far, det ved jeg ud fra de gange vi har passet min fætter. Hvordan han så kærligt men med faderlig rolle tager sig af ham, hvordan han læser med ham, og hjælper ham med at lære nye ting. Han bliver en go far en dag, men ikke lige nu, vores tid er der ikke. Oh det er seriøst! nået jeg skal arbejde med, for kæft hvor vil jeg gerne et barn, verdens største gave at blive beriget med. Glæder mig til den dag kommer

  6. I notes.app fanger en enkelt note min opmærksomhed; "Plan".

    Min fantasi er stærkere end min nysgerrighed, og jeg forsvinder i en dagdrøm.

    Ikke en af de sædvanlige om at kunne flyve eller bo i vildmarken.

    Den her handler om dage, og hvilke, der er virkelige.

    Mandage..... Flygtige onsdage. Søde fredage.

    Indtil mine dage flyder sammen. Dagenes navn er netop kun et navn.

    Men søndage er virkelige. Søndage er som en brat opvågning. Vågn nu op.

    Omgivet af luftigt, rent sengetøj klokken 11,
    solstråler gennem sprækkerne i persiennerne,
    der rammer dit ansigt som snefnug i et vinterlandskab,
    må alle erkende, at søndage ikke kan vare evigt.

    Intet kan vare evigt.

    Kys, venskaber, ferier, snevejr... Livet.

  7. FreakingFabulous

     Freaking fabulous

      Indlæg: 1    Kommentarer: 2

    Seneste indlæg

    Sorg er en sær størrelse, når man sådan tænker over det. For sorg kan være så evindeligt mange ting. Den kan være så inviterende, men samtidig så ekskluderende.


    For de der er hårdest ramt, er den altoverskyggende. Et mørkt tæppe du ligger dig under, som en undulat der skal sove til natten. Den kan være en skygge i alt du gør, en konstant påmindelse om virkeligheden.


    For de, der står udenfor, kan sorgen virke som en orkan i et andet land. En ubehagelig, mørk hændelse, der snart skal passere igen. Bagefter vil verden være den samme, men alligevel aldrig som før.

    Men hvad med os andre? Os der står lige midt i mellem. Os som ikke er hårdest ramt, men som ikke står udenfor. Hvad skal vi? Og hvad må vi?

    Jeg er ked af det, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg kan mærke at det tynger mit hjerte, og jeg konstant har en følelse af at være forpustet. Jeg føler mig klemt indefra af en reaktion der vil ud. Men må jeg gerne græde?

    Tager det sorgen fra de, der er hårdest ramt, at jeg føler mig trist? Negligere det hændelsen, hvis sorgen pludselig ikke kun er for de tætteste, men også alle os som føler eftervirkningerne?

    For uanset hvor man står i sorgen, så kendte jeg dig. Jeg lærte dit væsen at kende, og jeg blev et bedre menneske af det. Og nu er du her ikke mere.

    Og det gør mig fandens ked af det. Jeg føler mig frarøvet et venskab, der aldrig fik lov til at spirre. Jeg har fået taget muligheden for at grine med dig igen, og for at mærke din varme og dit livsmod.

    Jeg har den dybeste sympati med din familie, med din kæreste, og med de, der har kendt dig hele livet.

    Men jeg er pisse, hamrende skuffet over aldrig at få lov til at dele flere oplevelser, tanker og minder med dig. Og det vil jeg give mig selv lov til at græde over.

  8. Jeg tog en rutchetur ned af "stigen" i sidste uge. Det er sådan jeg har det efter den opringning fra min a-kasse for en uge siden. Hver dag er blevet en kamp for at komme videre. Lysten til at lave noget som helst er pist væk og tristheden har overtaget. Jeg har sovet dårligt hver eneste nat i en uge og selvom jeg forsøger at vende mig om på den anden side, så kommer tankerne snigende. Alting bliver til et sort samsurium af rod i mit hoved. Natten er ikke tiden for tanker...har jeg selv skrevet så mange gange til andre når de har ligget og haft rod i hovedet...alting vokser i mørket.

    Når det er sagt så har jeg fri idag og denne morgen har, indtil nu, ikke været anderledes. Jeg har været vågen den halve nat og sidder nu her med min kaffe/kakao/cappucino-blanding og forsøger at finde krudt til at lave noget. 

    For mange år siden var jeg familieplejer og dermed medlem af Socialpædagogernes Arbejdsløshedskasse. Så stoppede familieplejeansættelsen og jeg blev ledig. De kan ikke lide ledige og slet ikke deltidsledige, det blev jeg hurtigt klar over. Trods det at jeg kørte i 4 job og havde 4 mindre børn, så blev jeg kun mødt med arrogance, nedladenhed og zero respekt. Dengang valgte jeg at skifte fagforening/a-kasse og det var en super fornuftig beslutning. Jeg blev mødt med respekt, samarbejdsvilje og forståelse i min nye fagforening/a-kasse. De gav mig troen på mig selv og det betyder rigtig meget i jobsøgningsregi.

    "Det bedste forsvar er et angreb". Sådan lyder en talemåde og der er rigtig meget sandhed i den. En anden måde at sige det på kan være at jeg agere på det der bremser mig og jeg har derfor valgt at skifte tilbage til den fagforening/a-kasse, som gav mig så meget for mange år siden.

    Mailen blev sendt og nu har de så ringet. Vi har talt om overflytningen, hvilken pakke jeg gerne ville have, muligheden for kurser (jeg elsker kurser) bl.a. omkring Linkedin som er en protal jeg ikke ved så meget om og jeg har talt med en stress-konsulent omkring min jobsamtale senere idag.

    Allerede nu kan jeg mærke energien kommer tilbage, smilet ligger ikke så langt væk som det gjorde for bare en time siden og nu skal jeg så bare gøres mentalt klar til jobsamtalen. At blive mentalt klar betyder, for mig, at jeg skal overbevise den %-del af mig der er bange for dagligvarebranchen til at "ville". Frygten for den branche ligger dybt og jeg har derfor allerede fået lovning på sparringssamtaler i min nye A-kasse, hvis jeg får tilbudt jobbet. 

    Nå men nu har jeg jo ikke fået det endnu og der er lige et stykke vej der skal tilbagelægges. Den varme bruser kalder og så vil jeg ud i verden og se mig lidt omkring inden. 

    Trin for trin kravler jeg langsomt op af stigen....

    Centrum

     

     

     

  9. Min weekendt har værre en rutsjetur når vi snakker  om af værre ked af det og stufte det hele start fredag hvor min ene storesøster melder sin ankom virke skulle værre glædelig det viser sig dog hurtig at hun som alle de andre end for de sidste godt og vil 2 år kun kommer for at besøg min tvilling og kun brug tid med hende der kunne måske kom på tale at vi kunne spise morgenmad eller aftensmad sammen. De andre gang  har jeg prøve af virke ligeglad men denne her gang sætte det bare noget i gang i mig selvom hun sige hun ikke valg mig fra føler jeg det sådan jeg spøg mig selv hvad jeg kan gøre anderledes mit hjem står altid åben der er godt nok ikke så mange plads men vi kan hvis vi vil værre her jeg har en da sæt min egen hund i passening for at hun kunne havde sin med som ikke kan med andre hunde hun valgt dog i sidste øjeblik ikke af tage den med. Afligevalg vil hun hele bruge tid sammen med mig min andre søster og kommer kun hvis hun er hjemme jeg har brugt weekend på at brug at kom i gammen til min     storesøster og få hende til af lytte jeg har dog kun fåret en ting ud af det og det er blev kaldt pattebarn og en der laver et problem ud af alt og når ja fik også afvise jeg ikke så ligge mine følser over på hende jeg føler mig valgt fra og ikke noget værd selvom jeg er ud af en søskendeflok på 5 men jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for de også kommer til af synes jeg er værd af brug tid sammen med

  10. Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

    Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere. 

    Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: "Er det til dig eller din datter?" 

    Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud? 

    Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu. 

    Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke. 

  11. I mine drømme kan jeg alt. Jeg er ikke uovervindelig eller udødelig, men de ting jeg sætter mig for, opnår jeg. I hvert fald i mine drømme. Der gør jeg tingene rigtigt - og det meste af tiden bliver de gjort rigtigt første gang. Der lader jeg ikke frygten og nervøsiteten for det ukendte styre mig. Jeg accepterer det - accepterer, at det er der, men lader det ikke overtage og påvirke min dømme- og handlekraft. I mine drømme er det ikke kun lyserødt - men der har jeg modet til at handle på det der gør mig bange.

    Når jeg åbner mine øjne er virkeligheden en helt anden. Jeg føler mig ofte som en lille bange pige, der ikke tør gøre noget som helst - men reelt bare lader tingene stå til, som de er. Typisk Laissez faire-adfærd. Jeg mangler styrke, jeg mangler mod. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men det er som om den lille pige ikke vil slippe sit tag i mig. Ikke vil lade mig rykke videre og prøve at blive voksen. For helt ærligt.. Der er jeg lysår bagefter.

    Normalt. Efter ham der, den høje, mystiske, spændende mand kom ind i mit liv, har jeg ændret mig - så meget. Jeg har kendt ham i 3 uger, og han har allerede haft en stor indflydelse på mit liv. Han har givet mig lysten til at få gjort noget ved mit hjem. Få gjort noget, så jeg rent faktisk føler at jeg er hjemme, når jeg er hjemme. Det har betydet, at jeg nu har fået min lejlighed op at køre - der er ryddet op, gjort hovedrent. Og jeg sad hele aftenen i går med levende lys, forskellige steder i lejligheden. Der var ikke flere flyttekasser, ikke mere rod. Det giver en helt anden ro, at jeg nu kan sætte mig ved mit spisebord, tænde min bærbare og nu sidde og skrive - uden rod. Det har allerede givet en kæmpe ro i mit sind.

    Han har været der for mig. Han har ikke fysisk hjulpet til, men hans opmuntring, hans "nøj hvor er du sej"-beskeder, hans altid fantastiske små søde beskeder, når jeg mindst venter det - og mest har brug for det. Når han siger til mig, han rent faktisk forstår hvordan jeg har det. Særligt efter jeg den sidste uges tid har været voldsomt uvenner med min far. Når jeg er kommet fra arbejde og hjem til ham, er crashet fuldstændig på hans sofa og har ligget og stortudet i frustration over at min far tilsidesætter mig. Erkendelsen af, at vi ikke er enige - at vi reelt har hver vores liv. Erkendelsen af, at jeg ikke er hans førsteprioritet.

    Det kan meget hurtigt lyde som en møgforkælet snotunge der taler! Det det handler om er, at han har fundet en ny kæreste, hvilket er fantastisk. Han ved at jeg har et behov for at møde hende, hvor der ikke er nogen mennesker udover, jeg skal forholde mig til. Vi skulle have været til noget frokost-noget om en uge. Da far og jeg sidder og snakker - siger jeg, som med hans første kæreste, at jeg synes det kunne være rart at vi gjorde det på den måde. Hvortil han svarer: Ja nu må vi se, jeg tror ikke det kan lade sig gøre, for jeg har tænkt mig at invitere hende med når vi skal ud og spise om søndagen. Bum.

    Egentlig er det jo fint - han vil gerne vise hende frem. Han er glad, han er lykkelig. Han er forelsket. Det der tricker min hjerne fuldstændig er, at han har vidst det - altid. Vi har brugt timer efter mine forældres skilsmisse, på at tale om hvad der var vigtigt for mig, når det kommer dertil. Også skider han højt og flot på det. Jeg var rystet. Jeg var chokeret. Og jeg blev simpelthen så ked af det.

    For en god ordens skyld, skal vi så ikke kalde min søde date, for M!. Jeg kom hjem til ham, lagde mig på hans sofa og jeg var så træt efter arbejde og den samtale. Og tårerne løb, uden jeg egentlig vidste det. M! snakkede om dagen, hvad han havde lavet, hans far havde ringet - de der dagligdagsting. Og jeg forstod intet af hvad han sagde. Han så på mig og spurgte om jeg var okay. Jeg sagde, at jeg bare var træt og havde behov for at slappe lidt af. Så satte han sig ned på gulvet - tog min hånd, og aede mig henover håret. Jeg brød fuldstændig sammen og fortalte hvordan min verden hang sammen. Hvor ked af det jeg var, og hvordan min far havde opført sig under den telefonsamtale vi havde haft den dag.

    M! tog et hårdere greb i min hånd, og holdte mig helt tæt og sagde: "jeg forstår dig". 3 små ord, der betyder så meget. Det kan gøre så meget skade, hvis modtageren ikke føler det, selvom det er blevet sagt. Det gjorde jeg. Og jeg følte mig helt tryg. Også gik det op for mig, at han lige havde lagt øre til en hel dags frustrationer. Jeg brød helt sammen igen og sagde: Men det var jo ikke meningen det skulle gå ud over dig.

    M! trådte i karakter - han sagde; "hey.. Det er ikke mig du er sur på - frustreret over. Du fortæller mig hvordan du har det, så det her går ikke ud over mig. Tværtom er jeg glad for du fortæller det og deler det med mig. Lader mig være med i det du oplever".

    Der skete noget i mig der. Endnu mere, end ellers. Han rørte noget i mig, ingen andre har gjort før. Jeg følte mig rent faktisk forstået. Jeg følte, at det var okay at bryde sammen - det er okay at være ked af det og frustreret. Det er okay ind imellem bare at synes at verden er helt vild dum.

    Da vi havde lagt sådan lidt, kiggede han på mig og sagde; "jeg tror vi tager en hyggeaften på sofaen. Du ligner en der trænger". Jeg puttede mig ind til ham hele aftenen, under dynen. Og nød, at jeg har fundet en der rent faktisk lader mig.. være mig.

    Med alt det med min far, er jeg helt sikker på, at det ikke var det han mente. Og at han med meget stor sandsynlighed ikke havde tænkt over det. Jeg skal dog gladeligt være den første til at indrømme, at uanset hvad meningen var, blev jeg ked af den måde han fik formuleret det på. Men jeg havde en mand ved min side, jeg slet ikke var i tvivl om ville være min støtte. Det har i den grad fået mig til at tænke - har jeg mon mødt ham jeg skal blive gammel med?

    <3

  12. tumblr_nklif5STR91qgf1i8o1_250.gif

    Der er denne fyr, som jeg mødte fra et år siden, og jeg har det som om jeg altid støder ind i ham igen og igen, og jeg kunne ikke lad være med at tænke. Burde jeg tage chancen med denne fyr? jeg er normalt ikke bange for at tage det første skridt. En anden del af mig tænker, hvis det er mening at der skal ske noget, så sker det. Skal jeg vente på skæbene eller selv tage skæben i min egne hænder? Hvad nu hvis det ikke findes? Hvad nu hvis dette er min chance? 

    tumblr_oler6bwU1A1vlcikso1_400.gif

    Well, lad os starte med med starten. Det hele startede med en fest, gøre det ikke altid det? En halloween fest, jeg kan endda huske hvad han var klædt ud som, dam.. Well, det var en meget fræk aften, hvor jeg endt med at sidde på skøget af ham, og kysse ham. Det var en af de kys, hvor man kan mærke det helt nede i maven, og man får sommerfugle i maven ved at tænke på, det gøre jeg stadige den dag idag. Well, på det tidspunkte havde jeg stadige noget kørende med min b-ven, som by the way, OGSÅ var til festen. Så det var lidt akavet for mig, og jeg prøvede at holde min afstand, indtil jeg havde afsluttet det helt med min b-ven, og det endte med at blive afsluttet på en akavet måde, fordi jeg mødte min crush til en anden fest, og da jeg havde desværre stadige noget kørende med b-ven, og tingene endte med at være lidt akavet for mig, fordi jeg afviste ham. Jeg afviste ham, fordi jeg kunne virkelig godt lide ham, og jeg virkelig gerne starte noget med ham men frisk, fordi at jeg kunne se en fremtid med med ham, og jeg kun se mig selv virkelig falde for ham. Men efter det, snakket vi ikke så meget sammen, vi mistede bare forbindelse, og det var helt i orden. Fordi det var ikke noget negativ, vi mistede bare kontakten, og jeg startede noget nyt med en anden. 

    Well.. Grunden til han er i min tanke nu, er fordi vi har flirte en del når vi har set hinanden, og så her forleden  matchede vi på tinder, og det fik mig til at tænke. BURDE JEG? BURDE JEG SKRIVE TIL HAM?

    Jeg blev bare pludselig ramt af masser tanker, hvad nu hvis han er den personen der altid dukker op, indtil vi endelig får "prøvet" hinanden. Hvad nu hvis ingen af os nogensiden tager det næste skridt? Er jeg ikke det værd. Jeg kan forstille mig hvorfor han ikke tager et nyt skridt, efter som JEG afviste ham, men jeg kan bare ikke helt forstå hvorfor JEG ikke kan tage det første skridt. Jeg begyndte at tænke på om skæben er en undskyldning for ikke at tage chancer? Det er bare noget folk siger fordi de er bange for at tage det første skridt? Så er det lettere at sige "Jeg vil lad det være op til skæben" En anden del af mig tror på, at det er meningen noget skal ske så vil det FINDE en vej. Så vil det ske uanset hvad. 

    tumblr_ni629rcA2S1tj2fb2o1_500.gif

    Jeg vil bare så gerne have et nyt kys fra ham. Så måske skal jeg tage et skridt.