Blogs

Vores community blogge

  1. Fik jeg tage mig sammen til af bestille tid til synprøve jeg er af den holdning at mit syn skal til eftersyn hver andre år den optiker jeg plejer af gå hos måtte desværre luk tidlig på året værre ellers rigtig glad for hende hun var så imodkommen og tog sig tid til af undersøge øjerne og når der skulle prøve briller kom hun altid med dem der lå i den billge ende først virker jeg rigtig godt kan li da jeg aldrig selv vil valg en dyr briller først og frem grund økonomi men også fordi jeg bare skal havde er par jeg kan se med om det er det ene eller andre mærke er for mig ligegyldigt. Har siden hun lukke kigge efter en ny  og har fået Anbefal  louis nielsen  som jeg har hørte skulle værre rigtig søde og dem der har værre der sige af de helle ikke bare vil sælg et dyr mærke men også gå efter de billge hvis det er det kunden vil havde så den 5/5 skal øjerne kigge efter jeg er ret spændt på møde det nye sted men også af se hvordan syne har det da jeg ikke føler jeg ser optimalt med mine nuværende briller 

  2. Chewie

     Det tomme rum

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    Seneste indlæg

    København 2017.

    Tiden forsvandt
    Tiden forsvandt som når sommer bliver til efterår og lyset langsomt forsvinder
    Som når kærester bliver til ex kærester og efterlader dig i et vakuum af tidsløshed og underfundig længsel efter det som engang var

    Tiden forsvandt
    Tiden rådnede væk i et skær af midsommer sol og dårlige investeringer 
    Til lyden af fuglekvidder og solopgang over Nyhavn, der forsvandt tiden bag os, imens vi langsomt slingret op af Bredegade imod ny tider

    Tiden forsvandt !!

     

     

  3. Jeg er dødtræt af mig selv. Jeg har skændtes med Rico nærmest hele weekenden. Grunden til dette er, at jeg er ved at brænde sammen i mit hoved. Det har stået på i flere måneder, men nu er det ved at tage overhånd. Skænderierne har været tavse og nærmest ulidelige.  Jeg skabte selv situationer med dramatiske  bomber. Det eneste der sker er, at jeg jeg skubber Rico væk og han synes ikke om at bruge tid med mig. Han siger at han har skyldfølelse, føler ikke han kan tilfredsstille mig og at han ikke har uendelig plads i hovedet. Det fylder for meget i hans hoved at han hele tiden skal tænke negative ting og tænke på hvad han siger og gør. Vi lå og kiggede på hinanden i flere timer, hvor han gjorde det klart for mig, at det ikke var sådan han ønskede sig et forhold. Jeg forstod han har taget afstand til mig, som jeg har kunnet fornemme. Jeg var bange i går for at han ville gå fra mig selvom vi nærmest lige er kommet sammen. Han fortalte om hvordan han havde det. Mit hjerte hamrende så hurtigt og jeg holdte vejret så længe at jeg var på nippet til at besvime. Det gjorde han dog ikke.

    Hvorfor kan jeg ikke komme videre. Hvor mange år har jeg ikke forsøgt at kæmpe mod det her.

    Hvorfor hader jeg mig selv så meget.

    Hvorfor tror jeg, at selv Rico i virkeligheden ikke ønsker mig i hans liv.

    Jeg har intet godt , at sige om mig selv og føler jeg destruktiv om alt omkring mig.

    Jeg orker ikke livet og føler ikke mit liv er noget værd.

    Min uddannelse er intet værd. Jeg er dum.

    alt det jeg drømmer om føles ligegyldigt. Jeg føler jeg bare løbet rundt i et hamsterhjul. Jeg tror ikke engang jeg har flere drømme tilbage.

    Jeg føler mig hele tiden i vejen og besværlig.

    Jeg er alene. Ingen at henvende mig til.

    I perioder går det bedre end andre men det det eksplodere i hovedet på mig andre dage.

    Jeg overvejer om jeg skal til psykolog. Jeg har prøvet det før. Jeg fik en henvisning engang fordi min læge kunne sige jeg have depression. Ærligt  talt tror jeg ikke det handler om en diagnose. Jeg tror bare jeg har haft det svært i mange år. Min mor er langt hen af vejen det jeg ofte tænker på . Alle de dårlige ting jeg føler er ting hun har sagt direkte til mig igen og igen. Jeg troede faktisk det ville fjerne de tanker at stoppe kontakten til hende. Det gjorde det. Om to dage er det år siden jeg besluttede mig for at bryde kontakten. Det er dertil mere end et år siden jeg sidst har set hende.

    Så det gjorde det, men ... Det har det så ikke alligevel. Det har ramt mig med 280 km i timen, da jeg blev forelsket i Rico.  Jeg føler mig jo ikke mere værd eller som om jeg fortjener noget.

    Det er dog forholdsvis dyrt. ca. 1000 kr uden henvisning, men det må det jo bare koste så.

     

  4. You´r on your own now! that,s rigth i´m done!. 

    Jeg færdig med det her forhold, der er virkelig ikke mere at komme efter. Min eks og jeg røg lige i flæsket på hinanden her til morges, er så træt af hans evige beskydninger om at jeg er ham utro, at jeg lyver, at jeg aldrig kan fortælle hele sandheden, at jeg altid skjuler et eller andet!. Sandheden er at jeg ingenting skjuler, jeg prøver ihærdigt og huske alle ting så han netop ikke tro alle de ting om mig. Hertil skal det lige siges at jeg aldrig har været ham utro, vi var gået fra hinanden da jeg begyndte og skrive med en anden. Men i hans verden var vi ved at finde ud af det og det betyder så åbenbart at så vi sammen og du må ikke skrive med andre.. så vi i har samme mening som ham, så jah så har jeg været ham utro. Til info jeg så aldrig ham her fyren, vi skrev bare sammen og havde en gang snappe fræk ( bh billede), min eks derimod har fysisk været sammen med en anden pige... meen det betyder åbenbart ikke helt det samme. Jeg holder meget af min eks, og har gjord meget for at det skulle fungere mellem os, slettet en masse fyre fra min facebook, renset min telefon fra gamle eks kærester og fliters nummer osv, jeg har endda tilbud ham flere gange at se min telefon. Jeg godt klar over at der nu sidder en masse mennesker og tænker " hvad fanden laver du sammen med sådan en nar" men han er min nar, og han har rigtige mange gode sider, og har virkelig været en kæmpe støtte for mig under alt det her med depression og med min moster kræft/død. Jeg vil for altid været evig taknemlig for det han gav mig af de gode ting, og hans tilværelse og sparing under hele forholdet, men det slutter her. Jeg vil ikke at jeg på ugelig base bliver svinet til, han kan sige nogle virkelig grimme ting når han er sur og fustredet, træt af de evige beskydninger og hans mistro til mig.På en dårlig mrd kan jeg været blevet smidt ud af boligen 2-3 gange, mine ting står fx lige nu i flyttekasser og jeg selv sover inden i stuen på en luftmadras. 

    Det strider så meget! i mod alt det jeg står indenfor, det ikke sådan her et brud skal være, det ikke det vi snakker om.  Jeg har den sidste uges tid sove inden på værelset, vækket min eks hvergang han skulle på arbejde, han har skiftende vagter så det kan være svært for ham komme op. Jeg går hjemme og vil heller end gerne hjælpe ham, dertil har jeg slf også ordnet hjemmet og søget for der var handlet ind, samt forberedt mig. Men det stopper nu!, jeg gider det ikke mere ikke efter hans sidste bemærkning idag om at jeg nu også er biseksuel. Det hele kom sig af at han sået tvivl om hvorvidt jeg forleden var sammen min veninde eller ej!. Min venindes kæreste er lige rejst til udlandet og hun savner ham meget, hun skriver derfor ofte at hun savner mig, også selv om vi lige havde set hinanden dagen inden. Men i min eks kærestes verden betyder det at vi ikke sås forleden dag, for hvem kan savne den anden når man lige havde ses dagen inden?... DYBT FUCKING LATTERLIGT! men det er hvad han mener, og sår tvivl om det jeg siger. Er der nået som jeg ikke kan tag så er det at folk siger jeg lyver, eller ikke stoler på det jeg siger.. så slf bliver jeg pænt pist da han fyre sin bemærkning af og siger " det må virkelig være slemt at der en anden, ovenikøbet af mit samme køn som vil mig så meget".. ordret det jeg sagde, han tolket det som " omg jeg fucking vidste det, du er utro! men det med en kvinde..du biseksuel" HVORDAN FANDEN FÅR MANDEN DET LIGE TIL DET?? jeg fatter det ikke, og gør mig stadigvæk godt pist, bare at skrive det for mig til at ryste af vrede. Nu det ikke længere okay at mine fucking veninder vil mig, for nu jeg jo biseksuel... arg men jeg så rystede og fustredet.  

    Han er en dejlig mand, det er han. Men jeg ikke den rette for ham længere, ikke efter alt det her, og hans evige mistro. 

    Det ikke sådan her, jeg havde forstillet mig mit liv skulle være som 26 årige, men jeg nød til at tro og håbe på at der er nået bedre i vente for mig. Nød til at havde lidt overtro og tro på at der en større plan med det hele, jeg gir ikke op, jeg har været dernede og vende... Jeg skal ikke tilbage dertil 

  5. Har sovet i Aalborg i nat - på et lidt kønsløst Scandic hotel. Heidi er ikke med. Hun orkede ikke bruge en hel weekend i det Nordjydske. Hvad hun skal lave, ved jeg faktisk ikke rigtigt. Det finder hun nok ud af. Hvad jeg skal lave til gengæld er at hylde den liberale idé. Jeg vil aldrig stoppe med at være liberal. Jeg er det helt ind til hjertet. Det er knoglerne og i mit DNA. Heldigvis er mine døtre også med på det. I dag har Liberal Alliance landsmøde - og igen i Aalborg. 

    Indtil nu har vi ikke fået det ud af at sidde i regering som jeg havde håbet, men jeg går ud fra Anders og Simon Emil, ikke mindst. Eller jo... det er han nok :-). 

    Jeg glæder mig til en dag med at netværke med alle de andre af samme sind, høre taler og møde gamle og nye venner. Det bliver som altid en god dag. 

  6. Angst er sådan noget underligt og uforklarligt noget.

    For mange år siden fik jeg "noget"...det gjorde ondt i brystet og i halsen, det var svært at synke og føltes som at sluge en bordtennisbold. Efter et par undersøgelser mente lægen at det var nervøst og jeg fik nogle piller.

    Så gik årene og når "det" kom så sad det mest som en smule ondt i brystet. Nervøs hjertekrampe, blev det så kaldt og jeg skulle fortsætte med mine piller.

    I 1998 ventede jeg mit tredie barn. Vi var i sommerhuset, min mand var kørt med de små og min lillebror og så ramte det. Min tidsfornemmelse forsvandt, jeg vidste ikke hvor længe de havde været væk, kunne ikke huske noget og jeg fik tanken at de var kørt galt. Det var så voldsomt at jeg gik helt i panik. I mit hoved kunne der stå en betjent udenfor døren, hvert øjeblik, som fortalte mig at jeg havde mistet hele min familie.

    Idag ved jeg at det var et angstanfald eller et panikanfald..."kært" barn har mange navne.

    Igennem årene har jeg lært at håndtere det bedre og jeg tager ikke piller mere, men det betyder ikke at det ikke ligger derinde.

    Denne angst for at miste ligger dybt. Jeg kan ikke forvente at nogen forstår hvordan det er at leve med det, hver dag og hele tiden. Vi har vores kampe, angsten og jeg. For det meste vinder jeg og den bliver fortrængt ned i det mørkeste hjørne, men engang imellem, når jeg mindst venter det, så stikker den sit grimme hoved frem.

    Det skete igen igår.

    I min hverdag er jeg glad og lykkelig og jeg forsøger at lade mig selv være det, men jeg bærer på dette væsen, der giver mig fornemmelsen af at hvis jeg bliver FOR glad, FOR lykkelig...så vil den gøre alt for at ramme mig. Den kender min ultimative angst....at miste et barn....og det er når den frygt kommer, at den finder grobund.

    Når det er overstået så bliver jeg flov. Flov over at den igen "fik lov"...at jeg ikke var stærkere lige i det øjeblik og flov over at jeg ikke "bare" kunne bruge min sunde fornuft.

    Igår var ikke det værste jeg har oplevet, det er stadig det jeg oplevede i 98 og det varede også kun en ½ time. Så ringede telefonen, jeg fik talt med den, der var årsagen til mit "anfald" (det er vel det, det kaldes) og så gik det væk.

    Hvorfor skriver jeg det her....? Jeg kan ikke forvente at nogen forstår det her og jeg har mødt flere der siger: hvorfor kan du ikke bare....efterfulgt af et suk eller et opgivende blik.

    Måske mit skriv kan ændre bare en lille smule i verden, måske andre kan genkende bare en brøkdel og måske det kan skabe en lille forståelse når/hvis jeg en sjælden gang ikke reagere som de fleste.

    Det hjælper at sætte ord på....at få det ud.

  7. Orderne frøs hele min krop til is. Stemmen inde i mit hoved, som læste det hele op for mig, knækkede. Min krop begyndte at ryste og jeg mistede alt det, som jeg de sidste fem år har forsøgt at bygge op. Jeg har bygget det op på godt og ondt. Jeg har knoklet røven ud i bukserne for at vise folk, at man ikke blot giver op, fordi man er lidt forskellige. Jeg har himlet med øjnene, når jeg ikke kunne følge med, jeg har forstående nikket, når jeg syntes det hele blev for meget. Jeg har accepteret holdninger og typer, som jeg på ingen måde selv ville have været blandet ind i. Jeg har rykket rødderne, fordi han havde nogle uundværlige venner. Jeg har dækket over ham, forsvaret ham og givet ham chancer, som han aldrig skulle have haft. Jeg troede på ham. Stolede blindt på, at det hele nok skulle gå. Han fik mig til at drømme og håbe om en bedre fremtid. Han malede det hele for mig, imens jeg kom med input. Dummede han sig, samlede jeg ham op. 

    Den gamle Tempf er tilbage. Hende den arrige og indebrændte pige, som har større temperament end hun selv regner med. Hende der kigger skævt til folk, fordi hun er overbevist om at alle er ens. Fordi, det er det eneste hun kender til. Mennesker der sårer og ødelægger, mere end de skaber gavn. Hende der ikke stoler på andre, stiller sig bagerst i lokalet for at gennemskue, inden hun deltager. Hende der holder mund, fordi hun ikke orker at bruge tid på andre mennesker. Sværest af alt, hende der ikke stoler et hak på de ord der kommer ud af din mund. Forestil dig, at have en tvivlsom stemme, som stiller spørgsmålstegn ved alt det du får at vide. En der vrider og vender hvert et ord, for hvordan var det nu det blev sagt? Hende der havde en indfødt holdning om, at livet gør ondt at leve. Den holdning blev sat på standby, fordi der var én der turde at tage kampen op - blot for at blive forstærket i tidligere holdning. Kom ikke og sig til mig, at andre vil gå igennem ild og vand for andre. For jeg tror ikke på dig. Når alt kommer til alt, har mennesker kun deres egne interesser og bedst befindende i sigte.

    Jeg bliver så ualmindelig sur, når andre bliver ved med at tro, at de har noget at skulle have sagt om mit liv. Hvornår fanden må jeg selv styre hvad der foregår? Ja, hårde tider gør dig stærkere, tung bagage gør dig svær at vælte, mere erfaren, ældre end du er og åbenbart får du en stærk personlighed. Hvem er den idiot der sidder og vælger dette? For jeg skal være den første til at række hånden op og bytte. Jeg gider ikke mere. Jeg er træt. Brugt. Jeg føler mig gammel. Dén konstatering kommer fra en 23 årig krop. Treogtyveår. Smid de 23 år ud på gulvet, og du ville kunne presse det ind i en der var mindst dobbelt så gammel. Hvad fanden er det for noget? Hvad blev der af at kravle før man kunne gå? Hvad blev der af, at få tid til at suge tingene til sig, forstå dem også få lov til at reagere? Hvad blev der af ligestilling og lige fordeling, i stedet for at hælde det hele ned over en og samme person? Nej. Det er ikke synd for mig. Stop. Jeg er super ligeglad med din medlidenhed, for jeg kan ikke bruge den til en skid. Den gør absolut ingen forskel, for du står ikke her i mine sko. Du tager ikke kampen for mig, du tager ikke smerten og håndterer de følelser for mig, som jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med. 

    Ironisk nok, har jeg de sidste par måneder gået med meget stærke følelser omkring det faktum, om jeg skulle sætte et barn i verden eller ej. Hvorfor har det lagt mig så meget på sinde? Fordi, jeg på ingen måde har lyst til at tilbyde et barn, et andet menneske, denne verden. Jeg ville ikke kunne bære i mit hjerte, at skabningen bare har 5% chance for, at hilse på nogle af de udfordringer jeg har. Jeg synes det er tarveligt, forfærdeligt og mit hjerte ville bløde. Måske lidt mere, end det gør i forvejen. Hvis behov er det så, man i sidste ende tænker på? Sit eget. Det er et egoistisk valg, at sætte et barn i verden. For ih guder, hvor har den påført mig meget smerte. Og den bliver ved. Igen og igen. Tja. Hvorfor ikke bliver ved? Hvorfor ikke?

    Det er mange år siden, at jeg har haft disse følelser at tumle med. Det er mange år siden, at jeg har været så arrig. Èn positiv ting siden sidst er, at jeg tilsyneladende kan styre min ageren udadtil. Skruer vi 5-6 år tilbage og sætter disse følelser i min krop, havde jeg smadret alt omkring mig, hamret hånden ind i væggen og smertefuldt grædt højlydt. Nu kommer det til udtryk i form af mareridt, søvnløse nætter, som denne, og en kold skal, som jeg ikke nænner at pakke væk.

    Jeg har gjort det før. Det der med, at starte fra bunden, forlade nuværende bopæl og omgangskreds. Hvorfor i alverden er der behov for, at jeg skal prøve det en gang til? Gjorde jeg det ikke godt nok sidste gang? Gjorde jeg noget forkert? Eller er det bare for fornøjelsens skyld? Hvorfor har andre mennesker sådan et sygt behov for, at træffe valg, som får store konsekvenser for mig? Kunne de forhelvede ikke bare nøjes med, at rode lidt rundt i deres eget liv. 

    Jeg hader mennesker der lyver. Jeg hader, hader, hader, hader mennesker der ikke kan være ærlige. Hvad skal man bruge dem til? Hvordan har jeg mulighed for at reagere på noget, som du ikke fortæller mig? Hvordan skal jeg så kunne gøre det anderledes? Gøre det bedre? Hvis du alligevel lyver mig lige op i fjæset, kan du ligeså godt vende rundt på hælen og aldrig komme tilbage. Jeg er fløjtende ligeglad med, hvad den sandhed er. Jeg har ikke mulighed for at reagere på den, gøre den bedre eller værre, hvis du stikker mig en løgn. 

    Det er ikke det faktum, at du har været sammen med en anden der er det værste. Ja, det er slemt, ja, det er ulækkert og ja, jeg kan ikke håndtere tanken om at du har været sammen med en anden. Men, det er løgnen der brænder din bro, det er dit coverup der ødelægger det for dig. Så også det faktum, at jeg flere gange har spurgt dig, hentydet til det og syntes at fange noget - som du har benægtet. Hvad har jeg så i virkeligheden betydet for dig? Ingenting. 

    Du gør mig til ingenting. Behandler mig som ingenting.

    Hold nu kæft.

    Nej, jeg har ikke sovet endnu.

    Godnat. 

    // Tempf

  8. Om hvad der vil værre det rigtig valg af gøre jeg ansøgt en person på fb om valgt af blokker mig det er en person som jeg ikke rigtig har værre på talefod med efter jeg lave en fejl som efterføre gjort person voldsom sur på men nu har person ophøre blokkerne jeg er dog i tvivl om det vil værre klogt af sende en venneanmodning af sted da jeg mistænker person stadivæk er sur 

  9. Ja - hvor skal jeg starte ...?

    A fik i dag allernådigst lov at komme hjem til mig. Det var en mærkelig aftale, vi havde sat op. Jeg skrev for nogle dage siden til ham i dyb frustration om, hvad vores "forhold" er - eller dvs. IKKE er. Jeg havde brug for, at vi talte om det, og han var sød og forstående. Han ville gerne mødes og tale, så vi aftalte, at vi skulle ses, når jeg kom retur til København fra påskebesøg i familiens skød i Jylland - så - som sagt så gjort.

    Han kom forbi i et par timer, og det var mildest talt en rigtig underlig omgang. Jeg følte mig voldsomt sårbar - af flere grunde, jeg kommer til senere - og jeg syntes, det var svært at holde fokus på det, han sagde, uden at tabe ansigt. Jeg havde fortalt ham, hvordan jeg har det. Og så fortalte han, hvordan HAN har det. Og vi er bare slet ikke det samme sted i livet, desværre. Han er den sødeste, jeg kender - han er alt det, jeg leder efter i en mand - men - det går jo ikke, når han er "sammen" med andre piger, når han er i byen, og når han ikke er klar til at binde sig mere fast på nuværende tidspunkt. Det er noget rigtig lort, men faktisk har jeg det egentlig overraskende ok med det. Lige nu i hvert fald ...

    Han fik "allernådigst" lov at komme, fordi der er en rigtig uheldig tilstand i mit ansigt for tiden. Jeg er ophævet, rødmosset som ind i H...., og så har jeg en kæmpe plamage på brystkassen, som udover at være rød også klør helt afsindigt. Her til aften har jeg tilmed opdaget nogle "knopper", der har bredt sig ud over hele venstre arm. Jeg har været hos lægen adskillige gange, som ikke rigtigt kan sige noget om, hvad det er, og der er taget blodprøver og en enkelt podning, mens der var noget, der mindede om sår ved øjet. Intet svar. Vågnede i går morges med et øje, jeg næsten ikke kunne åbne pga. hævelse i huden rundt om, så jeg brød grædende sammen foran min mor. Har haft problemer i godt og vel fjorten dage og har egentlig ikke rigtig tudet over det før nu, fordi det jo ikke hjælper en skid. Men både frustration over hele forløbet, der nu tydeligvis forværredes, og forskrækkelse over mit eget spejlbillede 2. påskemorgen tog vejret fra mig, og jeg var en tur forbi vagtlægen; heller ikke her var der svar at hente.

    Jeg føler mig VOLDSOMT sårbar og slet ikke som mig selv, så det er svært for mig psykisk at håndtere det. Jeg har ikke lyst til at være sammen med andre mennesker - jeg vil allerhelst bare gemme mig for verden, indtil det går væk igen. Men det gør det jo tilsyneladende ikke sådan lige foreløbigt, så A fik lov at komme herind, fordi det jo enten kan være væk i morgen, om en måned eller aldrig. Han var heldigvis rigtig sød.

    I morgen har jeg (endnu) en aftale hos lægen, men inden da skal jeg før to timers grammatik på studiet til healing med fokus på mindset i forhold til kroppen som et alternativt bud på at komme videre fra denne her grimme tilstand, jeg befinder mig. Aftenen står på en træningshåndboldkamp i Herlev.

    Nu bruger jeg resten af aftenen på at putte i sofaen med med meditation mod angst, stress og depression OG så brun sæbe pakket i små fryseposer i fryseren, som kan lindre kløe og svie på de udsatte områder.

  10. Som overskriften siger... Så tror jeg at jeg endnu engang er havnet i et dårligt forhold. Mødte denne ellers søde og charmerende fyr for 3 måneder siden. Han spurgte mig indenfor få dage om jeg ikke ville i forhold med ham og han sagde efter 14 dage at han elskede mig. Jeg fandt desværre hurtigt ud af at han røg en del hash hvilket gjorde ham meget fraværende. Jeg bakkede ud men vi endte sammen igen efter nogle skriverier. Der har dog været en pause på en måned hvor han nåede at være sammen med en anden. (Hun kontaktede mig for at fortælle mig det) han skrev til mig vedr et armbånd fra hans far han gerne ville have og så røg jeg ellers i "fælden" igen. Han løj omkring det med hende han havde set, og sagde at det altså var ham der havde slået op, og ikke hende som hun påstod. Igen var jeg så svag at tro på det.. Og er stadig i tvivl. Forrige weekend holdt vi min fødselsdag og han var bare skide sød og kærlig. Da han smuttede hjem efter 4 dage, var jeg nærmest som luft for ham.. Men det var fordi han røg i et hul med en kammerat pga stoffer. Han kom til mig i fredags og han var påvirket. Jeg smed ham ud, da jeg blev dybt skuffet og såret, og jeg lider tilmed af angst så det gjorde det bare meget værre. Nu sidder jeg bare med en følelse af at han har udnyttet min kærlighed.. Hans handlinger viste at jeg bestemt ikke kom i første række.. Og det gør så ondt. Mit selvværd er i forvejen meget ringe og nu er det intet eksisterende. Tænker også at det er derfor at jeg igen er havnet i noget der er så dårligt for mig.. Jeg ved dårligt hvem jeg selv er, og om jeg overhovedet er værd at elske.. Jeg har næsten ikke oplevet andet i de forhold jeg har været i..

    Så nu håber jeg bare lidt på at der er nogle der gider læse mig indlæg og evt give nogle gode råd til hvordan man kommer videre og ud af et forhold der er så skidt for en <3

  11. Jeg har haft en forfærdelig hård påske, men i morgen er det heldigvis slut. I morgen flytter jeg ind i min nye lejlighed!

    Fik i sidste uge en mail om at jeg kunne overtage lejligheden allerede i går, og det var jeg hurtig til at takke ja til - men hold nu op det er hårdt at pakke og planlægge en flytning når maven er i vejen, kvalmen er kommet retur og man generelt ikke er særlig mobil - og endnu hårdere når man kun har en uge til at nå det hele, alene. 

    Men det lykkedes! I dag skal jeg havde pakket de sidste småting, vasket det sidste tøj og så ellers bare lade op til i morgen, hvor jeg heldigvis har 2 stærke mænd til at lave alt det hårde arbejde. 

    Jeg glæder mig usigeligt meget. Nu har jeg endelig mit eget sted, hvor jeg kan blive boende lige så længe jeg har lyst. 
    Jeg ved på forhånd at jeg flytter igen om et par år, for jeg synes E på et tidspunkt skal have sit eget værelse ( og at jeg skal have lidt privatliv ) - men når jeg flytter bliver det MIT valg, og det giver en fantastisk ro at vide. 

    ---
    Der er nu kun 4-5 uger til fødslen, og jeg glæder mig utrolig meget til at møde min lille pige. Men samtidig bliver jeg grebet af en følelse af panik hver gang jeg tænker på hvor kort tid der er tilbage. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcis hvad jeg panikker over hvilket egentlig bare gør det hele værre. Det udløser at jeg nu også panikker over småting - senest har jeg fået bildt mig selv ind at taxachauffører kører ad helvedes til, så jeg kan umuligt tage hende med hjem fra hospitalet i en taxa. 
    Jeg ved godt at det er dumt, men følelser giver ikke altid mening. Og jeg ved også godt at alt nok skal falde på plads. Hun kommer om 4-5 uger, om jeg er klar eller ej, og på trods af panikken glæder jeg mig.

    --

    For 2 uger siden besøgte jeg Kaare. Jeg havde egentlig indstillet mig på ikke at besøge ham før efter fødslen, men xKæresten foreslog at vi gik derover. Det er første gang han har villet med, så jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej. Og det var faktisk rigtig dejligt. Kaares have er blevet et ''safe space'' for mig, hvor alle tanker forsvinder og jeg bare er i nuet - og det har jeg virkelig manglet de sidste par måneder. 
    Jeg havde en frygt for at det ville gøre mig rædselsslagen for at miste E, men det skete ikke. I stedet fandt jeg samme ro som sidst jeg besøgte ham, og alt den dårlige samvittighed over ikke at besøge ham og at prioritere E over ham forsvandt. 
    Jeg har nu igen fået ro i sjælen, og det var virkelig tiltrængt. 

  12. Selv om jeg kun har gået arbejdsløs i få måneder, er det hårdt at komme i gang igen. 

    Når jeg har fridag, weekend eller kommer tidligt hjem fra arbejde sover jeg. Efter en 9-timers vagt var mine fødder mega ømme. Hvad sker der? Jeg har ofte haft længere vagter end det. 

    Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er alle de nye indtryk, der tapper mig for energi. Eller måske er det fordi det lige nu er mere vinter end forår. 

    Trods træthed går det godt på arbejdet. Jeg er glad for at have noget at stå op til. Mine kolleger er flinke og det samme er chefen. Ingen grund til klage på dét punkt.