Blogs

Vores community blogge

  1. Nu vare det ikke længe før festivalerne rundt omkring for alvor begynder, og det bringer minder såvel, som mareridts.

    Jeg tænker hele tiden på den brasilianske udvekslingsstudent, med de hvide short og brune læder/stof klipklapper. Han var helt kortklippet og havde brune, smalle øjne og smalle læber og så var hans lettrænede arme behårede. Jeg ved stadig ikke, om jeg har sagt ja til det der skal til at ske, men jeg vågner ligesom op inde i teltet med ham liggende ovenpå mig og med mine bukser nede om knæene, i færd med at trække mine underbukser ned også, mens hans ene hånd holdte mine hænder over hovedet. Jeg var så fuld jeg ikke kunne sige fra eller til og husker heller ikke, om jeg har sagt ja til det der skal ske. Dog er det sidste jeg husker at vi sidder ude foran teltet og snakker. Tilsidst får jeg mig kæmpet ud af teltet fordi jeg begynder at græde, hvorefter jeg bare løber løber og løber og falder grædende sammen ved nogle toiletter, hvor jeg husker jeg er omringet af en flok fyre, som forsøger at få mig rolig, men der løber jeg også væk indtil jeg når min camp, hvor jeg smider mig ind i teltet og græder. Jeg husker stadig min daværende venindes ansigt, da hun kom ind for at se til mig og jeg grådkvalt fik hende fortalt, at jeg tror jeg var blevet voldtaget. Jeg fortryder stadig jeg sagde lige præcis de ord, for jeg ved det jo ikke. Jeg tror ikke han nåede at gøre noget andet end at tage tøjet af mig. Jeg ved ikke engang hvad der er sket forinden, for jeg husker det ikke. Jeg ved bare at de veninder jeg havde dér, dem jeg har ikke i dag og den ene hader mig, fordi hun mente jeg skabte mig og løj omkring hvad der var sket. Jeg har aldrig snakket med nogle om det, hverken dem eller nogen anden - hverken psykolog, kæreste eller familie.

    Det værste var dog, at jeg dagen efter møder på ham og hans kammerat og jeg kan ikke komme væk, ford jeg har glemt min pung nede ved ham. Han spørger mig hvorfor jeg aldrig kom tilbage og hvorfor jeg ikke ville snakke med ham, men jeg kunne ikke sige noget og ville aller helst bare at min pung var blevet liggende dernede i så jeg var fri for at støde på ham igen.

    Jeg tænker stadig på det, faktisk flere gange på en måned, men jeg har ikke længere så mareridts omkring det. Dog får jeg altid kuldegysninger, når jeg tænker på det, fordi han stadig står klar for mig hvordan han så ud og hvordan hans stemme lød. I starten var det rigtig, rigtig slemt for mig. Jeg havde det VIRKELIGT dårligt, men efterhånden er det bare trængt længere og længere ind. Engang tænkte jeg på det dagligt.

  2. Tirsdag d. 16/5 blev jeg indlagt på hospitalet for at få sat min fødsel igang. 
    Onsdag aften var min krop klar til at få prikket hul på vandet, men vi besluttede at det var bedre at vente til torsdag morgen, så jeg kunne få sovet og være udhvilet til fødslen. 
    Torsdag morgen var der dog travlt på fødegangen, og hele dagen lå jeg på stuen og slappede af, og ventede på at der blev tid til mig. Hold nu op hvor var det ulideligt at ligge der og vente, uden at vide hvor længe der ville gå. Jeg kunne ikke gå nogen steder i tilfælde af at der blev tid, for jeg ville jo ikke misse min chance. 
    Klokken 20.45 blev der prikket hul på vandet, og 5 minutter efter begyndte de første veer at bide. De var dog slet ikke hverken kraftige eller regelmæssige, så jeg blev sendt på gåtur for at sætte skub i det hele.
    Klokken 22.30 kom jeg ind på en fødestue og fik vedrop, for at sætte lidt mere gang i det hele, og så gik det ellers stærkt. Fra at have noget der mindede om kraftige menstruationssmerter, fik jeg pludselig veer der gjorde vanvittig ondt. 
    Min plan om en fødsel uden smertestillende røg hurtigt i vasken, for veerne gjorde en del mere ondt end jeg kunne huske fra sidst. 
    Resten af fødslen husker jeg nærmest ikke (lattergas er en fantastisk ting! :storsmil:) før presseveerne pludselig satte ind, og klokken 02.50 havde jeg min datter i armene efter 3 presseveer. *love*

    Men så startede bekymringerne også. 

    Fredag formiddag kom en sygeplejerske ind og kommenterede på de lyde E lavede. Det kunne være tegn på infektion, men vi skulle lige se tiden an.
    Lørdag formiddag var lydene blevet højere, så der skulle tages en blodprøve. Der var dog heldigvis ingenting, men hvis ikke lydene blev mindre i løbet af dagen skulle der tages endnu en blodprøve. Heldigvis aftog lydene i løbet af dagen. 

    Søndag formiddag da jeg var ved at pakke for at tage hjem, kom sygeplejersken i tanke om at vi da lige skulle veje E. Det er normalt at nyfødte taber sig de første par døgn efter fødslen indtil amningen kommer ordentlig igang, så det var egentlig mest for hyggens skyld at hun skulle vejes. 
    Hun havde dog tabt sig for meget, og grundet travlhed på barselsgangen fik jeg kun meget få informationer inden sygeplejersken var væk igen. Jeg skulle begynde at supplere med modermælkserstatning med det samme, og hun rådede mig til ikke at tage hjem før E var begyndt at tage på igen. 
    Jeg fik ikke at vide hvor meget hun havde tabt sig eller om jeg skulle være bekymret - så selvfølgelig blev jeg ude af mig selv af bekymring! 
    Resten af dagen og natten skulle jeg vække hende senest hver 3 time, tilbyde hende brystet og derefter give en flaske, og først om aftenen fik jeg at vide at der ikke var grund til bekymring over vægttabet da hun havde kun tabt sig ca 20 gr (1%) mere end det tilladte.

    Mandag morgen blev hun vejet igen, og hun havde taget 110 gr - yes, så kunne vi komme hjem! ... Eller ikke. 

    Jeg gik igen igang med at pakke mine ting, og en times tid før jeg havde planlagt at tage hjem kom sygeplejersken ind for lige at hilse på. Hun kiggede til E, og kommenterede på at hun da så lidt gul ud, så inden vi kunne tage hjem skulle der lige tages en blodprøve for gulsot. 

    Endnu engang fik jeg kun få informationer. Blodprøvetallene lå lidt til den høje ende, og de ville råde mig til at blive til dagen efter så vi kunne holde øje med at tallene ikke blev højere. Igen blev jeg pisse bekymret og enormt frustreret over de manglende informationer. Jeg måtte google hvad gulsot er, og begynde at gætte mig frem til hvad det så betyder når tallene er lidt for høje. Først sent på eftermiddagen fik en sygeplejerske tid til at kigge ind og svare på mine spørgsmål. 
    Tirsdag morgen var blodprøvetallene faldende, og jeg fik lov til at tage hjem.

    På grund af de manglende informationer i tide, har jeg dog ikke helt kunne slippe bekymringen. Jeg har været nødt til at droppe amningen, for jeg orker ikke at bekymre mig om, om hun får nok at spise. Jeg har brugt de sidste 8 måneder på at bekymre mig om, om jeg overhovedet ville få mit barn med hjem, så jeg har brug for at der er ro på nu. Selvfølgelig følger der bekymringer med at være nybagt mor, men jeg har bestemt ikke brug for bekymringer ud over det sædvanlige. 

    I dag er E en uge gammel, og på trods af bekymringer synes jeg at dagene er fløjet afsted. Bekymringerne er heldigvis blevet meget mindre efter jeg er kommet hjem, gået over til flaske og der er kommet ro på, og jeg kan nu nyde at jeg er blevet mor til den dejligste unge. *love* Tænk engang at man kan komme til at elske så lille en skabning så højt på så kort tid. *love*

  3. Jeg var i dag i kærebørn med en for at udsøge som min sele i min bil var lang nok til en Cybex pallas 2 fix den er godkendt til min biltype dog har både min ven og jeg læste at selen i nogle biler er for kort så vi vil genre værre helt stikker på det ikke var tilfælde i min da min ven genre vil køb eks stol  som jeg kan køre med i min bil bla hvis der skulle sket noget udenfor i set så jeg kan hjælp men samtid Kan hold mig ind for loven. Vi havde som sigt hjemmefra kigge på en Cybex pallas 2 fik men havde også kigge på den nye udgave cybex pallas m fix. Vi havde i den forbindelse kigge på test resulteret på FDM hjemmeside og hvad vi kunne find ud af var der inden forskel på hvor mange stjerner de to stole hvade fået når det kommer til stikkerhed så vi blev hurtig enig om af den gl var fin nok den nye er der godt lidt mere design over man det er der nu inden af os der gå op i til gengæld kan vi begge godt li man ikke skal husk af stå dem på siden ud efter hvad vi kan find ud af skal på den nye. Vi blev gjort medarbejdere opmærksom på fra start af der ikke skulle købes noget i dag men kun afprøves de havde så ikke Cybex pallas 2 fix hjemme men de kunne bestille den hjem vi men hvis vi skal ja til det var vi forpligtig til af køb virke vi jo kun var interessere i hvis sele i min bil er lang og takke derfor nej og kørte hjem med uforandrede sag da de hele ikke havde den nye på lader. Kan det virke passe at de ikke kan bestille en stol hjem til afprøve eller handle det kun om at der var en medarbejdere der vil sælge  vi sidder ivalgfald begge tilbage med en mærke føles :-/

     

     

     

  4. No blog entries yet

  5. ...siden, jeg har været herinde sidst. Eller det er i hvert fald længe siden, jeg sidst har SKREVET... Nogle få gange har jeg lige været inde og lave et hurtigt kig, men ellers er det ikke blevet til ret meget deldig.dk de sidste par måneder.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Men hvad er der sket mig i den mellemliggende tid? Tjah, jeg har fx været på "Lær at tackle kroniske smerter"-kursus på Center for Sundhedsfremme i Varde, som har ligget over 6 tirsdage hér i foråret. Derfra fik jeg bl.a. nogle rigtig gode fif til at falde i søvn, og nogle fif til strategier, der kan abstrahere mig, når smerterne fylder for meget.

    Som en ekstra gevinst ved kurset, har jeg fået kontakt til nogle herlige "tøser"/"koner", som jeg holder kontakten ved lige med. Vi har bl.a. lavet en facebook-gruppe, hvor vi kan støtte hinanden og måske komme af med noget af det, der irriterer eller er svært.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Jeg er fortsat i praktik i vores lokale Dagli'Brugs. Det er blevet øget fra 1 til 1½ time pr. gang. Det lyder ikke af ret meget, og det ér det selvfølgelig heller ikke set udefra, men jeg er KVÆSTET efter hver gang. Jeg er der 1 gang om ugen, som udgangspunkt om torsdagen, men det kan godt variere en del, afhængig af, hvilke aftaler jeg ellers har i den enkelte uge, eller om jeg har for ondt, og vi derfor rykker det til om fredagen.

    Min jobkonsulent er blevet sygemeldt - men jeg kan desværre ikke sige, det kommer bag på mig. Jeg har haft på fornemmelsen til de seneste to møder, vi har haft, at det gik støt ned ad bakke med hende. Jeg har så fået en ny jobkonsulent, og jeg har været til et kort møde hos hende, hvor vi fik snakket om, hvor jeg er, og hvad vi skal gribe fat i som det næste. Torsdag i næste uge skal vi have praktikmøde, hvor jeg regner med, at jeg selv bliver en del klogere, end jeg er lige nu.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Det har i længere tid været ret hårdt herhjemme, fordi Manden og Knægten er på næsten konstant kollisionskurs. Jeg kan mærke, jeg ryger DIREKTE tilbage i et grimt mønster fra tiden med min eksmand, så jeg "skynder mig at blive skrap" overfor Knægten, inden Manden gør det, for at forhindre noget af dét, der ellers kunne ske. Men jeg kan IKKE holde til at have den rolle, og jeg kan ikke tåle at være i den position!

    Da jeg i mandags var til samtale med min terapeut v. Center for Selvmordsforebyggelse, vendte jeg også alt dét med ham, og sagde desuden, at jeg går og overvejer, om Knægten og jeg overhovedet skal bo herude, eller om vi skal flytte, Manden og jeg bliver separeret, og så kan vi være kærester "på afstand". Jeg synes jo, at Knægten kommer til at skulle lægge ryg til for meget på denne måde - MEN jeg synes OGSÅ at Knægten er for strid overfor Manden - fx taler grimt til ham og om ham -, hvilket jeg hele tiden har reageret på.

    Terapeuten er en klog mand! Han fik mig overbevist om, at jeg skal trække mig 100% fra Manden og Knægtens indbyrdes konflikter. Dels så VED Knægten jo allerede, hvad jeg synes er acceptabel opførsel, og hvad der ikke er, og dels skal Manden SELV markere sine grænser! Manden er nødt til at lære at sige tingene på en ordentlig måde, og være MEGET klar og tydelig i sine udmeldinger.

    Jeg fortalte mine "mænner", hvad jeg havde aftalt med terapeuten, og jeg har virkelig kæmpet for at holde mig ude af deres fejder. Der er LAAAAANG vej endnu, men jeg kan høre, at Manden bliver bedre til at sige "jeg vil have", eller "jeg vil ikke have" fremfor "du skal" eller "du må ikke"... Al begyndelse er svær, og selvfølgelig skal der være plads til bump på vejen - men jeg glæder mig til at vi (forhåbentligt!) når der til, hvor ingen af dem appellerer til mig, når de har én af deres ture. Lige her og nu er separation og flytning i hvert fald aflyst. :)

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    I tirsdags var jeg på OUH, til samtale og undersøgelse hos endo-teamet. Der har desværre ikke været nævneværdige forbedringer, selvom jeg er begyndt at tage HUSK og jeg laver de der afspændingsøvelser, jeg fik derovre sidst. Jeg skal nu prøve at have mini-piller som supplement til den igangværende behandling, og så må vi se, om de kan hjælpe. Jeg har en tid derovre igen sidst i august.

    Dog er der et problem med de mini-piller, jeg har fået fra apoteket: Der står på indlægssedlen, at jeg kun må bruge dem efter aftale med egen læge, hvis jeg har sukkersyge - og det har jeg jo. Så jeg bliver nødt til at ringe til lægen i morgen (fredag), og sikre mig, at det er ok, jeg tager dem, inden jeg tager hul på æsken. Hvis jeg ikke må få disse (som i øvrigt er et andet produkt end dem, lægen på OUH udskrev, men som apoteket har tilsendt mig, fordi de som udgangspunkt skal sende det billigste præparat), må jeg snakke med lægen om, hvilket produkt jeg så må få i stedet.

     

  6. Rico kom forbi i går, fordi han ville snakke. Det var den længste time i mit liv. 

    Det endte der.

    Jeg blev nødt til at spørge ham om det betød vi slog op. Han vidste det ikke.jeg spurgte igen og så sagde han ja vi slår op.

    Jeg er Knust og ulykkelig. Jeg håber han skifter mening, men nej det sker ikke i realiteten.

    Jeg vil gerne. Jeg vil så gerne, men han vil ikke. Der er intet at gøre. 

    Jeg forstår ikke noget af det endnu.  Er stadig i chok. ;(

  7. Vi har en opgave i socialpsykologi hvor vi skal tage noget der er sket i hverdagen eller i en serie, film.... Og så forklare de fænomen og de andre skal så gætte hvilket det så er, et eksempel er Hindsight Bias.
    Det går af helvedets for mig i psykologi!

    Nogen der kan hjælpe mig???

    • Jeg har en mellemlang videregående uddannelse i fremmedsprog.
    • Jeg har arbejdet på ambassader og i EU, men går ikke op i prestige... Overhovedet. 
    • Jeg går heller ikke op i penge.
      Fx er den virksomhed/organisation (arbejdsgiver), som jeg helst vil tilbage til, den med den laveste løn. Måske var lønnen ringe, men til gengæld sang de for mig, da jeg havde fødselsdag :)
    • Min Chanel-taske er en kopi.
      Så går jeg nok alligevel lidt op i penge. Men den har holdt i 8 år, indtil videre.
    • Jeg er faktisk ret sportslig. Elsker at være udenfor og bevæge mig. Er også meget kreativ og håber at kunne have det som bibeskæftigelse engang.
    • Til daglig går jeg i et behandlingsforløb hos psykiatrien for ængstlige.
    • Jeg har det svært med ulighed. 
      Fx har jeg arbejdet på en af de danske ambassader i udlandet. Her lærte jeg, at hierarkier ser bedst ud fra oven, fordi jeg så, hvordan cheferne fik tårnhøj lån, ægtefællebidrag (så man ikke var afhængig af to indkomster), børnebidrag og betaling af skole, stillet bolig til rådighed, mens de udlejede deres huse i Danmark (dvs. zero boligudgifter), havde mulighed for at blive udstationeret med ægtefællen, fordi denne var selvstændig (dvs. dobbeltløn)... Mens de lokalansatte (både udlændinge og danskere) var ansatte til under dansk minimumsløn, uden pension, uden sygeforsikring, uden noget som helst eller nogen børnebidrag eller tilskud til skole. Den ulighed skar mig i hjertet og jeg tænkte, at jeg aldrig ville kunne arbejde i UM; Som lokalansat ville jeg føle mig snydt; som udstationeret ville jeg... skamme mig, tror jeg. Ville i al fald ikke kunne det.
    • Jeg har det svært med folk, der ikke kan tage tyren ved hornene. 
      De minder mig om min bror.
    • Jeg har en svaghed for punkerstilen.
    • Når jeg bliver spurgt til min yndlingsfilm, svarer jeg altid De Urørlige. I virkeligheden er det Den lille Havfrue.
    • Min musiksmag dækker rock, latinmusik (det gør mig glad i låget), pop, dance. Men en sprød stemme kan jeg næsten ikke stå for :) 
    • Jeg er æstetiker og interesserer mig for mode og boligindretning.
    • Jeg omtaler mit klædeskab som Fifty Shades of Pink.
  8. Kan stadige ikke lægge billeder herinde, så det fucking fantastisk. 

    Well, then, let's do this shit. 

    Mit angst har fået sig noget af et comeback.. Har jeg bare lyst til at råbe og skrige, "WHY THE FUCK!", det gik ellers lige så godt. Men så i mandag, igår, og idag, vågende jeg bare med følelse af "HELL FUCKING NO"Alt i min krop går bare i alaram, som om jeg skal i en kamp, når jeg bare skal mødes med en studiegruppe. Min frygt tager over, jeg kan virkelig ikke, og lige nu så vil jeg virkelig ikke. Normal ville jeg prøve at løse de med de mange teknikker jeg har fået, men idag giver jeg op. 

  9. Så har jeg været i haven. Igen...

    Jeg køre på arbejde, kommer hjem igen, spiser aftensmad og så går jeg i haven. Når jeg har fri er jeg der hele dagen.

    Mine negle bliver sorte, mine hænder fyldt med jord, min hus bliver brun og garvet og mine skinneben er forrevne. Jeg færdes imellem vilde brombær, krat, afsavede grene og stubbe efter fældede træer. Jeg graver, river, klipper, planter og sår.

    Her i aften er diverse bede blevet gravet igen, der er blevet sået ærter, radiser, salat og så er squahsplanterne kommet på friland. Pyntegræskarplanterne, som er et forsøg, er kommet i det overdækkede højbed (et stort brøndrør) med glas over. Vores opsamlingssystem af regnvand fungere rigtig godst og alene igår er tønden fyldt 1/3 del. Jeg har også sået skærmdild i en potte. Den skal senere på friland, men de bliver ret store så de skal placeres samlet i et hjørne, sådan lidt som en staude. 

    Snart er tiden kommet til at så rødbeder og bønner....de lover regn imorgen så det bliver nok først torsdag.

    Aften sluttede med kaffe nede i haven mens solens sidste stråler forsvandt. Vi kan høre myggene......og vi kan mærke dem :) Jeg har allerede de første 15 stik.

    Alt ovenstående beskriver præcis det jeg kommer fra, det jeg er vokset op med og det mennesker jeg grundlæggende er. Naturbarn af hjertet.

    Engang imellem tænker jeg tilbage på mit liv (det lyder skide gammelt) og også på mit ægteskab. Det vi var,... sammen, det vi lavede,.... sammen og det er faktisk der jeg er nu bare med den mand jeg har elsket siden 2010. Min eks (mine børns far) er så milevidt fra det han var dengang, Vi samlede på gamle ting, vi rodede i jord til op over begge ører og vi havde dyr. Idag er det fint hus ,med kunst på væggene...et udstillingslokale kalder vores børn det og jeg tænker: er han egentlig rigtig glad...sådan helt ind i hjertet? Trods vores kontroverser og hvad der har været, så snakker vi som vi altid har gjort. Han er stadig en del af mig. Jeg ønsker lykken for ham også.

    Jeg tror det er vigtigt at holde fast i hvem man er og ikke komme for langt væk fra det man er i sit inderste. 

    Idag er jeg tilbage på min sti.

    Centrum

  10. I dag har jeg haft sidste arbejdsdag på min nuværende arbejdsplads. 

    I morgen begynder jeg på min nye arbejdsplads. 

    Jeg har arbejdet alle dage fra tirsdag til søndag i denne uge. Nu venter en ny arbejdsuge fra mandag til fredag. Det giver i alt 11 arbejdsdage i rap. 

    Det er godt, at jeg er ung og stærk, så jeg sagtens kan klare en dobbelt-arbejdsuge. 

  11. AJM

     Blog AJM

      Indlæg: 3    Kommentarer: 1

    Jeg er temmelig sikker på, at i nu får frække tanker, men sådan er det ingenlunde med mit indlæg. Sagen er den, at jeg igennem 40 år har lavet mad og serveret det for fruen - og hun nyder sit morgenæg (XL æg) på denne måde.

     

    DSC_0005.JPG