Blogs

Vores community blogge

  1. EU eller vort eget Folketing - beslutningen om privatisering, og konsekvenserne deraf, kommer ud på ét: Storkapitalen scorer profitten, samfundet mister forsyningssikkerhed og politikerne skændes om, dels resultatet, konsekvenserne af privatiseringen, og om hvem, der så har været skyld i, at det igen, igen gik, som det plejer at gå.

     

    Offentligt monopol, vil de fleste af os kunne blive enige om, har sine omkostninger i form af "fravær af konkurrence".

     

    Privatejede monopoler gør politikerne sig ihærdige anstrengelser for at dæmme op for konsekvenserne af på det globale marked. Med større og, (men) oftere, mindre held.

     

    Snart sagt kun "beskæftigelsesindsatsen" og socialpolitikken har Staten valgt at beholde monopol på. Beskæftigelsesindsatsen for fortsat at kunne svinge pisken over de dovne arbejdsløse og socialpolitikken for at kunne gennemtrumfe massive besparelser.

     

    Kønt er det ikke. Og hensigtsmæssigt effektivt slet ikke!

     

    Telekommunikation, jernbanedrift, ældrepleje, sundhedssystemet, energiforsyningen, vejvæsen, postvæsen: Listen over "væsener", Venstre, med Rasmussen (Fogh) og Rasmussen ("Løkken") som spydspidser har smadret, er lang. Lang, som perioden, det parti har hærget med sin "liberale politik".

     

    Hvor befriende, om vi kunne få privatiseret mandattildelingen til at sidde i Folketinget!

    Om ikke et direkte forbud mod partidannelse og selvsamme partiers "ret" (tilnærmelsesvist monopol på) til at opstille kandidater, så langt lettere adgang for "privatpraktiserende politikere" til at opstille og blive valgt til Folketinget.

    Måske ligefrem en vindersag for en ligestillingsminister?

     

    http://stiften.dk/artikel/441823

     

  2. Angst er sådan noget underligt og uforklarligt noget.

    For mange år siden fik jeg "noget"...det gjorde ondt i brystet og i halsen, det var svært at synke og føltes som at sluge en bordtennisbold. Efter et par undersøgelser mente lægen at det var nervøst og jeg fik nogle piller.

    Så gik årene og når "det" kom så sad det mest som en smule ondt i brystet. Nervøs hjertekrampe, blev det så kaldt og jeg skulle fortsætte med mine piller.

    I 1998 ventede jeg mit tredie barn. Vi var i sommerhuset, min mand var kørt med de små og min lillebror og så ramte det. Min tidsfornemmelse forsvandt, jeg vidste ikke hvor længe de havde været væk, kunne ikke huske noget og jeg fik tanken at de var kørt galt. Det var så voldsomt at jeg gik helt i panik. I mit hoved kunne der stå en betjent udenfor døren, hvert øjeblik, som fortalte mig at jeg havde mistet hele min familie.

    Idag ved jeg at det var et angstanfald eller et panikanfald..."kært" barn har mange navne.

    Igennem årene har jeg lært at håndtere det bedre og jeg tager ikke piller mere, men det betyder ikke at det ikke ligger derinde.

    Denne angst for at miste ligger dybt. Jeg kan ikke forvente at nogen forstår hvordan det er at leve med det, hver dag og hele tiden. Vi har vores kampe, angsten og jeg. For det meste vinder jeg og den bliver fortrængt ned i det mørkeste hjørne, men engang imellem, når jeg mindst venter det, så stikker den sit grimme hoved frem.

    Det skete igen igår.

    I min hverdag er jeg glad og lykkelig og jeg forsøger at lade mig selv være det, men jeg bærer på dette væsen, der giver mig fornemmelsen af at hvis jeg bliver FOR glad, FOR lykkelig...så vil den gøre alt for at ramme mig. Den kender min ultimative angst....at miste et barn....og det er når den frygt kommer, at den finder grobund.

    Når det er overstået så bliver jeg flov. Flov over at den igen "fik lov"...at jeg ikke var stærkere lige i det øjeblik og flov over at jeg ikke "bare" kunne bruge min sunde fornuft.

    Igår var ikke det værste jeg har oplevet, det er stadig det jeg oplevede i 98 og det varede også kun en ½ time. Så ringede telefonen, jeg fik talt med den, der var årsagen til mit "anfald" (det er vel det, det kaldes) og så gik det væk.

    Hvorfor skriver jeg det her....? Jeg kan ikke forvente at nogen forstår det her og jeg har mødt flere der siger: hvorfor kan du ikke bare....efterfulgt af et suk eller et opgivende blik.

    Måske mit skriv kan ændre bare en lille smule i verden, måske andre kan genkende bare en brøkdel og måske det kan skabe en lille forståelse når/hvis jeg en sjælden gang ikke reagere som de fleste.

    Det hjælper at sætte ord på....at få det ud.

  3. Jeg havde en meget mærkelig oplevelse her til formiddag. M og jeg er nu helt officielt kærester - og han er bare den absolut bedste.

    Min oplevelse gik på, at vi, M og jeg, skrev omkring nogle ting, nok egentlig noget man normalvist ikke skal tage på en SMS, men det blev det til i morges.Og jeg fortalte ham stolpe op, og lygtepæl ned omkring alle mine tanker. Det blev en rodet omgang, en meget lang SMS og jeg vidste det ville komme til at tage tid at forstå hvad han skrev.

    I mit tidligere forhold har jeg altid skulle forsvare hvorfor jeg har haft det som jeg har haft det. Hvorfor jeg har været ked af det, sur eller andet. Og hver eneste gang blev det brugt imod mig. Så jeg følte jo konstant jeg gjorde noget forkert.

    I dag, da jeg havde sendt denne SMS og der gik lang tid inden han svarede, nåede jeg faktisk at blive i rigtig trist humør. Jeg vidste han var på arbejde, jeg vidste at han jo ikke havde al tid i verden til at skrive med mig. Oven i hatten får han kastet en besked i nakken, der er totalt umulig at forstå - synes jeg. Så det giver sig selv, at det ville komme til at tage meget lang tid at svare mig. Alligevel blev jeg trist.

    Jeg kunne mærke, at alle mine forsvarsparader nåede op og jeg igen følte jeg skulle til at forklare og stå til ansvar for det jeg siger. Jeg blev irriteret over, jeg ikke bare kunne lukke mine tanker ud, uden at føle mig helt forkert og galt på den. Og jeg orkede helt ærligt ikke at skulle igennem det her en gang mere. Det tænkte jeg.

    Jeg nåede at stå med det i maksimalt to minutter, da der tikker en besked ind på min telefon: "Hvis du bare vidste hvor meget det siger om dig, at du tænker og reflekterer sådan over tingene. Jeg har oplevet kvinder 10 år ældre der ikke var nået dertil. Jeg bliver gang på gang betaget af hvor meget godt du indeholder".

    Bum! Al frustration fra før forsvandt, som dug for solen. Jeg smeltede som smør på en varm stegepande. Jeg er totalt forelsket i ham. I at han rent faktisk formår at få mig til at føle mig okay - at det er okay at jeg panikker lidt over mine tanker, at det er okay det ikke giver mening. Kort sagt: at det er okay at være mig!

    Jeg fik et stik af dårlig samvittighed over, at jeg overhovedet havde nået at tænke sådan. Jeg nåede dog frem til, at det bunder i mit tidligere forhold, og at jeg nu skal til at lære, at det er okay at sige ting - også uden jeg bliver skydeskive for bebrejdelser, ansvar og generel beskyldes for at være grunden til dårlig stemning.

    Dén sms reddede min dag, fuldstændig. Jeg tror aldrig nogensinde han får nogen idé om hvor meget han har givet mig på den her halvanden måned jeg har kendt ham. Han er virkelig en keeper. Han er min! Jeg får alle de sommerfugle i maven, jeg svæver og bliver en lille glad julegris, hver eneste gang jeg ser hans skønne ansigt.

    Og hver eneste gang jeg har en dårlig dag, formår han alligevel på de mest fantastiske måder at klistre de mest kejtede smil på mine læber.. Også er det endda de mest ægte jeg nogensinde har haft.

    <3

  4. ...gang, men I må bære over med mig! I fredags lavede jeg flg. opslag på Facebook, egentligt afledt af en privat (Messenger-)samtale med en "ven" derinde, som jeg simpelthen bare blev så frustreret over, og nu SKULLE jeg bare have luft!!!

     
    Idag har Manden fødselsdag, og jeg glæder mig selvfølgelig til at fejre ham. Men jeg ved også, jeg går en weekend i møde, der bliver svær at komme igennem, fordi jeg har det som jeg nu engang har... Huset fuldt af gæster imorgen, og søndag fødselsdag for et andet familiemedlem. Vi må se, om jeg kan rumme det hele...
     
    I denne uge driller specielt gigten, og mine hænder gør helvedes ondt. Det er frustrerende, når jeg fx ikke engang har kræfter i hænderne til at tage en bageplade ...ud af ovnen... Jeg har brug for hjælp til noget af min påklædning, og det føles faktisk ret ydmygende, at skulle bede om hjælp til...!
     
    Jeg render rundt med stramme håndledsstøtter på det meste af tiden, og føler mig mere eller mindre som én af dukkerne fra Jullerup Færgeby!
     
    I denne uge har jeg ikke været i praktik. Hænderne kan ikke holde til cykelturen frem og tilbage, og selv hvis jeg GIK derop og hjem igen, ville mine hænder ikke lystre, når varerne på hylderne skulle sættes pænt *suk* (Plus jeg skulle bede om hjælp til at få lynet min jakke mv. når jeg skulle hjem, hvilket jeg også ville finde ret ydmygende...)
     
    Og alt det ovenstående omhandler kun gigten, - så kan jeg lige tilføje endo'en og de psykiske ting, jeg slås med, men det gider jeg slet ikke komme ind på her.
     
    Jeg hører af og til sætninger som fx. "Tag dig nu sammen!", "Du ser da ikke syg ud!", "Jeg ved godt, hvordan du har det, for jeg var selv syg her forleden" osv.
     
    NEJ, du ved ikke hvordan det er at leve dag ind og dag ud med kroniske smerter - medmindre du selv har prøvet det.
     
    Når du ser mig, er det sikkert på én af mine gode dage, og nej, der ser jeg sikkert ikke syg ud - men det ér jeg altså alligevel!
     
    At leve med usynlig sygdom er ikke sjovt. Det kan være et stort tabu for mange.
     
    Jeg har flere gange overvejet at poste et billede af mig, hvor jeg har det aller værst, så folk kan få et indblik i hvordan det er, når smerterne har overtaget. Men indtil videre har jeg ikke haft modet til det...
     
    Kender du nogen, som lever med en usynlig sygdom, - det kan være kroniske smerter, depression eller andet - , så vær der for personen! Det værste du kan sige til den person, er at vedkommende skal tage sig sammen. Det kan godt være vedkommende ikke SER syg ud, men det ER han/hun! 2764.png
     
     
    Selvfølgelig har jeg fået mange reaktioner, både direkte på opslaget og i private beskeder. Det varmer naturligvis, - men jeg ved også, at der stadig sidder nogle stykker på min venneliste, der tænker, jeg bare skal tage mig sammen og klappe i. Det må de godt tænke, men der bliver stille og roligt luget ud i de værste af dem. Det er ikke fordi jeg forventer eller ønsker MEDFØLELSE - jeg vil bare gerne have folks FORSTÅELSE og RESPEKT for, at min situation er anderledes end deres, og at det er svært for mig selv at acceptere.
     
    Jeg er jo ikke længere dén Pips, jeg troede, jeg var - og hvem pokker er jeg så, når jeg ikke længere kan det, jeg både er (VAR!) god til og holder af?!
     
    I øvrigt var jeg fuldt opsat på at jeg skulle med til dén fødselsdag i familien i dag, trods gigtsmerterne, men Knægten har stadig feber (efter han fik konstateret halsbetændelse sidste søndag hos Lægevagten), så han og jeg er blevet hjemme, mens Manden er taget til fødselsdag. Hvis Knægten stadig har feber i morgen, bestiller jeg en lægetid til ham, for han har afsluttet penicillinkuren i dag, og der burde ikke være feber i så lang tid, no matter what...
     
    *^*^*^*^*^*^*
     
    Manden havde jo 25-års jubilæum på sin arbejdsplads i august, og i januar blev han fejret, da hans arbejdsplads inviterede ud at spise. Han fik nogle penge i gave, som han besluttede at bruge på et nyt gulvtæppe til vores stue. I første omgang var det kun meningen, vi skulle have en lille tæppe til at lægge under sofabordet, fordi der var slidt hul i det gamle tæppe. Men da han fandt ud af, vi kunne få nyt tæppe i hele stuen for ca. 2200,- v. Kjeldsen Tæpper i Holsted, så blev der hurtigt truffet en beslutning om at gøre dét. Tæppet er mørkegråt, og derfor en ret stor forandring i forhold til det lysegrå (grimme, slidte) tæppe, vi i forvejen havde liggende.
     
    Vi valgte at lade det nye tæppe være en overraskelse for Knægten, som skulle til sin far i sidste weekend. Så fredag morgen, da Manden og Knægten var taget afsted, gik jeg i gang med at tømme stuen for "nips" og potteplanter mv. Møblerne kan jeg selvfølgelig ikke slæbe rundt på selv, så dem hjalp Manden og jeg hinanden med, da han kom hjem med det nye tæppe efter arbejdstid. Eller - de af møblerne, jeg KAN være med til at bære... Resten kom Svigerfar og hjalp med om lørdagen, hvor de også lagde tæppet på, og møblerne kom ind igen stille og roligt. Jeg kunne så nusse rundt og sætte "nips" på plads - i hvert fald dét "nips", der fik lov at blive, for dét blev der også lige ryddet lidt ud i. Resultatet er en markant pænere og mere stilfuld stue - selvom alt er "genbrug".
     
    De BLÅ låger på vores Montana-reol er blevet malet lysegrå, og jeg går med overvejelser omkring også at male vores to gamle, MØRKE egetræsskabe lysegrå, men det må under alle omstændigheder vente, indtil mine hænder har det bedre igen... Vi har også en gammel, mørk egetræsreol stående i gangen, og dén kunne jeg jo "øve" mig på, inden jeg kaster mig over skabene i stuen. Specielt det ene (et "tårnskab", jeg har arvet fra min farmor og farfar) er jeg ret øm overfor, så det ér jo lidt risikabelt, hvis vi nu ikke bryder os om det. Det er ikke rigtigt muligt at gøre det om, når det først ér malet...
  5. Selv om jeg kun har gået arbejdsløs i få måneder, er det hårdt at komme i gang igen. 

    Når jeg har fridag, weekend eller kommer tidligt hjem fra arbejde sover jeg. Efter en 9-timers vagt var mine fødder mega ømme. Hvad sker der? Jeg har ofte haft længere vagter end det. 

    Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er alle de nye indtryk, der tapper mig for energi. Eller måske er det fordi det lige nu er mere vinter end forår. 

    Trods træthed går det godt på arbejdet. Jeg er glad for at have noget at stå op til. Mine kolleger er flinke og det samme er chefen. Ingen grund til klage på dét punkt. 

  6. Kære jer herinde

    Skulle vi ikke alle sammen løfte Deldig?
    Jeg ved godt, at der skal være plads til både det sure og det søde, men det lader til, at sidste halvdel mangler. Mange bruger deldig som en ventil til at rase ud med alt det dårlige og al modgang. En ventil til munddiarré, så læserne herinde vader rundt i den helt store gylletank og der er langt mellem blomsterne. Jeg tror på, at en negativ spiral smitter. Men jeg tror også, at vi kan vælge at vi i fællesskab kan gøre vores for at danne en god spiral herinde.

    Er du enig, så kan du jo fremover tænke over, om du vil plante en blomst eller fylde mere gødning på.

    Det hele handler om, hvordan vi ser tingene og hvad, vi fokuserer på. Kigger vi på blomsten eller skyggen af den?

    :blomst:

  7. Jeg har haft en forfærdelig hård påske, men i morgen er det heldigvis slut. I morgen flytter jeg ind i min nye lejlighed!

    Fik i sidste uge en mail om at jeg kunne overtage lejligheden allerede i går, og det var jeg hurtig til at takke ja til - men hold nu op det er hårdt at pakke og planlægge en flytning når maven er i vejen, kvalmen er kommet retur og man generelt ikke er særlig mobil - og endnu hårdere når man kun har en uge til at nå det hele, alene. 

    Men det lykkedes! I dag skal jeg havde pakket de sidste småting, vasket det sidste tøj og så ellers bare lade op til i morgen, hvor jeg heldigvis har 2 stærke mænd til at lave alt det hårde arbejde. 

    Jeg glæder mig usigeligt meget. Nu har jeg endelig mit eget sted, hvor jeg kan blive boende lige så længe jeg har lyst. 
    Jeg ved på forhånd at jeg flytter igen om et par år, for jeg synes E på et tidspunkt skal have sit eget værelse ( og at jeg skal have lidt privatliv ) - men når jeg flytter bliver det MIT valg, og det giver en fantastisk ro at vide. 

    ---
    Der er nu kun 4-5 uger til fødslen, og jeg glæder mig utrolig meget til at møde min lille pige. Men samtidig bliver jeg grebet af en følelse af panik hver gang jeg tænker på hvor kort tid der er tilbage. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcis hvad jeg panikker over hvilket egentlig bare gør det hele værre. Det udløser at jeg nu også panikker over småting - senest har jeg fået bildt mig selv ind at taxachauffører kører ad helvedes til, så jeg kan umuligt tage hende med hjem fra hospitalet i en taxa. 
    Jeg ved godt at det er dumt, men følelser giver ikke altid mening. Og jeg ved også godt at alt nok skal falde på plads. Hun kommer om 4-5 uger, om jeg er klar eller ej, og på trods af panikken glæder jeg mig.

    --

    For 2 uger siden besøgte jeg Kaare. Jeg havde egentlig indstillet mig på ikke at besøge ham før efter fødslen, men xKæresten foreslog at vi gik derover. Det er første gang han har villet med, så jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej. Og det var faktisk rigtig dejligt. Kaares have er blevet et ''safe space'' for mig, hvor alle tanker forsvinder og jeg bare er i nuet - og det har jeg virkelig manglet de sidste par måneder. 
    Jeg havde en frygt for at det ville gøre mig rædselsslagen for at miste E, men det skete ikke. I stedet fandt jeg samme ro som sidst jeg besøgte ham, og alt den dårlige samvittighed over ikke at besøge ham og at prioritere E over ham forsvandt. 
    Jeg har nu igen fået ro i sjælen, og det var virkelig tiltrængt. 

  8. Ja - hvor skal jeg starte ...?

    A fik i dag allernådigst lov at komme hjem til mig. Det var en mærkelig aftale, vi havde sat op. Jeg skrev for nogle dage siden til ham i dyb frustration om, hvad vores "forhold" er - eller dvs. IKKE er. Jeg havde brug for, at vi talte om det, og han var sød og forstående. Han ville gerne mødes og tale, så vi aftalte, at vi skulle ses, når jeg kom retur til København fra påskebesøg i familiens skød i Jylland - så - som sagt så gjort.

    Han kom forbi i et par timer, og det var mildest talt en rigtig underlig omgang. Jeg følte mig voldsomt sårbar - af flere grunde, jeg kommer til senere - og jeg syntes, det var svært at holde fokus på det, han sagde, uden at tabe ansigt. Jeg havde fortalt ham, hvordan jeg har det. Og så fortalte han, hvordan HAN har det. Og vi er bare slet ikke det samme sted i livet, desværre. Han er den sødeste, jeg kender - han er alt det, jeg leder efter i en mand - men - det går jo ikke, når han er "sammen" med andre piger, når han er i byen, og når han ikke er klar til at binde sig mere fast på nuværende tidspunkt. Det er noget rigtig lort, men faktisk har jeg det egentlig overraskende ok med det. Lige nu i hvert fald ...

    Han fik "allernådigst" lov at komme, fordi der er en rigtig uheldig tilstand i mit ansigt for tiden. Jeg er ophævet, rødmosset som ind i H...., og så har jeg en kæmpe plamage på brystkassen, som udover at være rød også klør helt afsindigt. Her til aften har jeg tilmed opdaget nogle "knopper", der har bredt sig ud over hele venstre arm. Jeg har været hos lægen adskillige gange, som ikke rigtigt kan sige noget om, hvad det er, og der er taget blodprøver og en enkelt podning, mens der var noget, der mindede om sår ved øjet. Intet svar. Vågnede i går morges med et øje, jeg næsten ikke kunne åbne pga. hævelse i huden rundt om, så jeg brød grædende sammen foran min mor. Har haft problemer i godt og vel fjorten dage og har egentlig ikke rigtig tudet over det før nu, fordi det jo ikke hjælper en skid. Men både frustration over hele forløbet, der nu tydeligvis forværredes, og forskrækkelse over mit eget spejlbillede 2. påskemorgen tog vejret fra mig, og jeg var en tur forbi vagtlægen; heller ikke her var der svar at hente.

    Jeg føler mig VOLDSOMT sårbar og slet ikke som mig selv, så det er svært for mig psykisk at håndtere det. Jeg har ikke lyst til at være sammen med andre mennesker - jeg vil allerhelst bare gemme mig for verden, indtil det går væk igen. Men det gør det jo tilsyneladende ikke sådan lige foreløbigt, så A fik lov at komme herind, fordi det jo enten kan være væk i morgen, om en måned eller aldrig. Han var heldigvis rigtig sød.

    I morgen har jeg (endnu) en aftale hos lægen, men inden da skal jeg før to timers grammatik på studiet til healing med fokus på mindset i forhold til kroppen som et alternativt bud på at komme videre fra denne her grimme tilstand, jeg befinder mig. Aftenen står på en træningshåndboldkamp i Herlev.

    Nu bruger jeg resten af aftenen på at putte i sofaen med med meditation mod angst, stress og depression OG så brun sæbe pakket i små fryseposer i fryseren, som kan lindre kløe og svie på de udsatte områder.

  9. Intetheden

     Blog Intetheden

      Indlæg: 96    Kommentarer: 59

    Hvis der er noget, som jeg er så forbandet bange for, så er det døden. Jeg frygter især det at døden på en eller anden måde kommer nær mig, og nu er det sket og jeg har det mærkeligt indeni. For blot en uge siden sad B og jeg og snakkede sammen, og for lidt over en måned siden sad B, min kæreste og jeg og drak øl sammen, min kæreste og B jokede endda med hinanden og snakkede om fortiden.

    Jeg kendte ikke B så godt, men B formåede alligevel at give et indblik af hvilken person B var. Varm, følsom, humoristisk, kærlig, elskværdig. Og elskværdig, det var B. Tilbage sidder jeg med følelsen af at det er helt forkert. B skulle ikke herfra nu, B var alt for ung. Hvor hårdt det så end også lyder, så er jeg glad for jeg ikke kendte B bedre end jeg gjorde, for det gør så forbandet ondt at miste. Det gør også ondt nu, men på en mere overkommelig måde, hvis man kan sige det sådan. Tanken om B ikke længere er i live, dét kan jeg ikke lide - dét lyder for mærkeligt, men jeg tror det er lige så meget fordi jeg også sørger på min kærestes vegne, at jeg har det så underligt med det hele. Han og B kendte hinanden godt. Ligeså var der en helt håndfuld andre personer, som optræder i mit liv, som også kendte B. Det er så forfærdeligt hårdt, når et andet menneske går bort, men det er nærmest endnu hårdere, når personen var alt for ung til at tage herfra.

    Jeg sidder egentligt lidt tilbage med de der "hvorfor-var-der-ikke-nogle-der-gjorde-noget-" - tankerne. Hmm. Døden er svær at forholde sig til. Selvom den er en realitet for os alle, så er den svær og forholde sig til og kan desværre også i nogle tilfælde ses som direkte uretfærdig, og det synes jeg bestemt det var i dette tilfælde. Det var slet ikke B's tur.

  10. Hej alle på DELDIG, benbaj vil afgå ved sletning, da jeg gerne vil være rimelig anonym, med de ting jeg skriver om, og jeg ved at en meget snaksalig dame jeg kender har fundet herind og snakker om at oprette en profil, og på nogle af mine gamle indslag er jeg ret genkendelig, så derfor vælger jeg at forsvinde som benbaj og genopstå som noget andet.

    Jeg vil ikke ændre min profil, kun ændre navnet og så slette nogle af de mest personlige genkendelige indslag

  11. Kære alle på deldig.

    Det er længe siden, at jeg har skrevet her på siden. Tiden er bare gået, og med en familie på nu 3 børn, 8 børnebørn,+ 7 ægtefæller + 1 kæreste + 12 oldebørn – er der mange sammenkomster og besøg her hos mig og ude hos familierne.

    Helt smertefrit har min tid dog ikke været, idet jeg under en indlæggelse i 2013,  hvor jeg var indlagt med en svær nyrebækkenbetændelse, blev smittet med en modbydelig tarmbakterie, clostridium  difficile, som jeg har døjet med siden, indtil en dygtig overlæge på Hvidovre Hospital i september 2016 fandt en kur, der kurerede mig. Jeg har haft det rimeligt godt indtil d. 26., hvor jeg ville blive afhentet af min datter og svigersøn til den årlige tøndeslagning i Farum.

    Jeg havde godt nok lagt mærke til, at min vejrtrækning ikke var helt fin, men jeg må have anstrengt mig mere end godt var, for pludselig sad jeg i min lænestol og hev efter vejret. Der var ikke andet at gøre end at tilkalde Falck, som gav mig nitroglycerin – uden at springe mig  i luften -. Mit blodtryk var pludselig meget højt – over 200.

    Min datter og svigersøn nåede lige at komme, inden jeg med udrykning kørte – blev kørt - til Hillerød Hospital, hvor jeg blev indlagt i en seng i modtagelsen.

    Af uforklarlige grunde havde jeg fået vand i lungerne.

    Inden jeg kunne nå at protestere, fik de et kateter stukket op i mig, og fik anbragt en tissepose på siden af sengen, hvorefter de har givet mig nogle furix vanddrivende tabletter.

    Jeg var også blevet udstyret med en fjernstyret sender, der videregav informationer om mit hjerte til hjertecentret.

    Efter 4-6 timer blev jeg overført til en 2-sengs stue, men senere på natten til en 4-sengsstue, da patienten ved siden af mig var døende.

    En dygtig mandlig sygeplejerske ville have mit kateter fjernet, idet han af erfaring vidste, at det kunne skabe problemer med blærebetændelse. Det blev fjernet, men skaden var allerede sket: Jeg havde fået blærebetændelse af det skide kateter.

    Det sved ulideligt, hver gang jeg skulle tisse, og det har det gjort og gør endnu her 18 dage efter opsættelse af kateteret. Ingen tænkte på at få taget en urinprøve, der kunne have afsløret blærebetændelse.

    Dagen efter min indlæggelse på 4-sengs stuen fik jeg voldsomme opkastninger efter et dejligt kyllingelår, og efter endnu en senere opkastning blev jeg lagt på en  isolationsstue, hvor jeg lå i 3 dage, indtil jeg igen blev flyttet til en 2-sengs stue.

    Hver dag blev der foretaget blodprøver, og mine forhøjede nyretal blev analyseret.

    Men man har skaltet og valtet med vanddrivende piller:

    Nogle dage fik jeg serveret 3 halve furix, andre dage ingen.

    Uartig, som jeg altid har været, gemte jeg ½ pille de dage, jeg fik 3 halve til de dage, hvor jeg ingen fik. Jeg blev skældt hæder og ære fra, da jeg fortalte en ung læge, hvad jeg havde gjort. ”Hvis jeg ikke tog den ordinerede medicin, kunne de lige så godt sende mig hjem”.

    NB.Den ældre læge, der hjemsendte mig, har ordineret 2 halve furix hver dag.

    Men endu en fejl – foruden det katastrofale kateter og dårlig styring af mine vanddrivende piller.

    Da jeg blev udskrevet stod der: 1 kalium pille hver 4 dag. (det var en gammel dosis).

    Det skulle være 2 kalium om dagen. Min dygtige hjemsendelseskontakt undersøgte det straks. Det viste sig at være endnu en fejl.

    Endvidere tog de en daglig betablok pille på 12½ mg fra mig – uden nogen forklaring. Den holder min puls i ro. Jeg måtte bede min læge, om at få den igen.

    Konklusion: det var godt, at hospitalet var der til at hjælpe mig og udrede årsagen til mit kollaps. Men hvor er der begået mange fejl.

    Kateteret kunne godt være undgået og klaret med en tissekolbe.

    Mest graverende synes jeg det er, at der ikke er blevet taget urinprøver, der kunne have afsløret min blærebetændelse.

    Det blev en kontorpige på Herlev Hospital, som jeg ringede til, der hjalp mig videre. Da hun hørte om mine kvaler,  svarede hun: ”Se at komme op til din læge med en urinprøve.”

    Som sagt, så gjort. Men en podning afslørede, at der ikke var nogen blærebetændelse. Heldigvis var der nogen i mit lægehus, der fulgte sagen op og ordinerede mig en kur med: Trimopan. Jeg har taget min første dosis kl. 15 i dag, og jeg skal have en dosis nu kl. 23, men de nye piller er desværre lidt hårde ved mine nyrer.

    En redegørelse fra radiodoktoren om forstørret prostata har fået mig til at spise ekstra c-vitaminer, ekstra zink, granuleret bipollen samt betasitosterol. Jeg drikker rigtig meget kogt vand, te og saft.

    Det blev en lang redegørelse. Læs den, hvis I har lyst. Jeg håber på snart at vende frisk tilbage. Mit barnebarn sagde til min 90 års fødselsdag for snart 3 år siden: ”Det, som ikke slår os ihjel, gør os stærkere".

    Tak til jer, der har sendt personlige hilsener til mig. Det har glædet mig rigtig meget.

    Godt forår til alle fra    slaaenbakken.                                                                                            

     

     

     

     

     

     

     

     

  12. Jeg er dødtræt af mig selv. Jeg har skændtes med Rico nærmest hele weekenden. Grunden til dette er, at jeg er ved at brænde sammen i mit hoved. Det har stået på i flere måneder, men nu er det ved at tage overhånd. Skænderierne har været tavse og nærmest ulidelige.  Jeg skabte selv situationer med dramatiske  bomber. Det eneste der sker er, at jeg jeg skubber Rico væk og han synes ikke om at bruge tid med mig. Han siger at han har skyldfølelse, føler ikke han kan tilfredsstille mig og at han ikke har uendelig plads i hovedet. Det fylder for meget i hans hoved at han hele tiden skal tænke negative ting og tænke på hvad han siger og gør. Vi lå og kiggede på hinanden i flere timer, hvor han gjorde det klart for mig, at det ikke var sådan han ønskede sig et forhold. Jeg forstod han har taget afstand til mig, som jeg har kunnet fornemme. Jeg var bange i går for at han ville gå fra mig selvom vi nærmest lige er kommet sammen. Han fortalte om hvordan han havde det. Mit hjerte hamrende så hurtigt og jeg holdte vejret så længe at jeg var på nippet til at besvime. Det gjorde han dog ikke.

    Hvorfor kan jeg ikke komme videre. Hvor mange år har jeg ikke forsøgt at kæmpe mod det her.

    Hvorfor hader jeg mig selv så meget.

    Hvorfor tror jeg, at selv Rico i virkeligheden ikke ønsker mig i hans liv.

    Jeg har intet godt , at sige om mig selv og føler jeg destruktiv om alt omkring mig.

    Jeg orker ikke livet og føler ikke mit liv er noget værd.

    Min uddannelse er intet værd. Jeg er dum.

    alt det jeg drømmer om føles ligegyldigt. Jeg føler jeg bare løbet rundt i et hamsterhjul. Jeg tror ikke engang jeg har flere drømme tilbage.

    Jeg føler mig hele tiden i vejen og besværlig.

    Jeg er alene. Ingen at henvende mig til.

    I perioder går det bedre end andre men det det eksplodere i hovedet på mig andre dage.

    Jeg overvejer om jeg skal til psykolog. Jeg har prøvet det før. Jeg fik en henvisning engang fordi min læge kunne sige jeg have depression. Ærligt  talt tror jeg ikke det handler om en diagnose. Jeg tror bare jeg har haft det svært i mange år. Min mor er langt hen af vejen det jeg ofte tænker på . Alle de dårlige ting jeg føler er ting hun har sagt direkte til mig igen og igen. Jeg troede faktisk det ville fjerne de tanker at stoppe kontakten til hende. Det gjorde det. Om to dage er det år siden jeg besluttede mig for at bryde kontakten. Det er dertil mere end et år siden jeg sidst har set hende.

    Så det gjorde det, men ... Det har det så ikke alligevel. Det har ramt mig med 280 km i timen, da jeg blev forelsket i Rico.  Jeg føler mig jo ikke mere værd eller som om jeg fortjener noget.

    Det er dog forholdsvis dyrt. ca. 1000 kr uden henvisning, men det må det jo bare koste så.