Blogs

Vores community blogge

  1. Så har jeg været i haven. Igen...

    Jeg køre på arbejde, kommer hjem igen, spiser aftensmad og så går jeg i haven. Når jeg har fri er jeg der hele dagen.

    Mine negle bliver sorte, mine hænder fyldt med jord, min hus bliver brun og garvet og mine skinneben er forrevne. Jeg færdes imellem vilde brombær, krat, afsavede grene og stubbe efter fældede træer. Jeg graver, river, klipper, planter og sår.

    Her i aften er diverse bede blevet gravet igen, der er blevet sået ærter, radiser, salat og så er squahsplanterne kommet på friland. Pyntegræskarplanterne, som er et forsøg, er kommet i det overdækkede højbed (et stort brøndrør) med glas over. Vores opsamlingssystem af regnvand fungere rigtig godst og alene igår er tønden fyldt 1/3 del. Jeg har også sået skærmdild i en potte. Den skal senere på friland, men de bliver ret store så de skal placeres samlet i et hjørne, sådan lidt som en staude. 

    Snart er tiden kommet til at så rødbeder og bønner....de lover regn imorgen så det bliver nok først torsdag.

    Aften sluttede med kaffe nede i haven mens solens sidste stråler forsvandt. Vi kan høre myggene......og vi kan mærke dem :) Jeg har allerede de første 15 stik.

    Alt ovenstående beskriver præcis det jeg kommer fra, det jeg er vokset op med og det mennesker jeg grundlæggende er. Naturbarn af hjertet.

    Engang imellem tænker jeg tilbage på mit liv (det lyder skide gammelt) og også på mit ægteskab. Det vi var,... sammen, det vi lavede,.... sammen og det er faktisk der jeg er nu bare med den mand jeg har elsket siden 2010. Min eks (mine børns far) er så milevidt fra det han var dengang, Vi samlede på gamle ting, vi rodede i jord til op over begge ører og vi havde dyr. Idag er det fint hus ,med kunst på væggene...et udstillingslokale kalder vores børn det og jeg tænker: er han egentlig rigtig glad...sådan helt ind i hjertet? Trods vores kontroverser og hvad der har været, så snakker vi som vi altid har gjort. Han er stadig en del af mig. Jeg ønsker lykken for ham også.

    Jeg tror det er vigtigt at holde fast i hvem man er og ikke komme for langt væk fra det man er i sit inderste. 

    Idag er jeg tilbage på min sti.

    Centrum

  2. Hvorvidt dommene vil kunne påvirke de unges fremtid, henholdsvis skade og gavne dem, skade i kraft af en plettet straffeattest og (antaget) præventivt gavne i form af "at have en betinget afsoning hængende over hovedet" i tilfælde af begået ny kriminalitet, er i denne forbindelse helt underordnet et klart signal fra domstolen om, at deres udførte handling er udtryk for en helt og aldeles uacceptabel adfærd.

     

    Sanktionen falder alt for sent i deres livsforløb.

     

    Ser vi ud over den konkrete sag og betragter samfundets generelle mulighed for sanktionering i opdragelse og retledning af den opvoksende ungdom, forekommer "værktøjskassen" at være gabende tom.

    Først, som i dette tilfælde, ved mødet med retsvæsenet oplever de unge konsekvenser af deres adfærd - og det på det tidspunkt, hvor "løbet ER kørt"! Hammeren falder prompte, sandsynligvis til stor overraskelse for de fleste, som kommer i den situation.

     

    Forud er gået forældremyndighedsindehaveres, daginstitutioners, skolers og socialforvaltningers massive omsorgssvigt i forhold til den unge. Ikke nødvendigvis af manglende vilje til eller fraværende evne for at udøve omsorgen, men simpelthen på grund af manglende værktøjer dertil.

     

    Afskaffelse af revselsesretten er ikke i sig selv årsagen. Den havde næppe, og kun i sjældne tilfælde, en positiv effekt på adfærden; kun gældende for i forvejen "velafrettede" og velopdragne børn og unge.

     

    Til gengæld blev der med afskaffelsen aldrig indført effektive alternativer.

     

    Mit forslag ville være, at retten til og forpligtelsen på at udøver forældremyndighed, i tilfælde af forældreansvarssvigt, med større lethed ville kunne overføres til myndighederne. Selvfølgelig ikke som en lemfældig myndighedsafgørelse, men efter en i lovgivningen nærmere regelsat forudgående undersøgelse af sagsforholdet.

     

    I dag findes vel reelt kun permanent tvangsfjernelse som middel til at opnå dette.

    Lettere adgang dertil ville i langt de fleste tilfælde være en alt for drastisk løsning. I praksis umulig for myndighederne at administrere og gennemføre, og næppe have den ønskede gavnlige effekt som adfærdsregulering.

     

    I den verden, jeg har kendskab til, skolen, kunne jeg forestille mig, at "vanskelige elever" også uden forældrenes billigelse, ville kunne tilbydes et "lær at blive elev" - forløb, hvor dagsordenen primært byder på det, at lære at møde til tiden, veludhvilet og medbringende undervisningsmaterialer, deltage (positivt) aktivt i undervisningen, lære de sociale spilleregler for at begå sig i en skoleklasse og alt det andet, som er forudsætningen for egen læring, tillid til egne muligheder, tryghed ved at opsøge hjælp til det vanskelige, indføring i demokratiets funktion og trivsel, psykisk såvel som fysisk (sund kost og bevægelse).

     

    Det er noget, der ikke bare over en nat vil kunne etableres ved hverken en skole- eller socialreform.

    Det vil tage årtier at genetablere det, som med reformpædagogikken på ganske få år er blevet nedbrudt.

     

    Men: Hvad er alternativet?

    http://www.dr.dk/nyheder/indland/boerns-vilkaar-straf-til-unge-drenge-i-ry-sag-er-haard

     

  3. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har følt mig så glad. Jeg kan mærke, at jeg langt om længe føler mig sikker. Jeg er klar. 

    Klar til at tage de udfordringer der kommer, klar til at knokle alt hvad jeg overhovedet har lært, for at komme igennem livet, når de svære tider, og de lange nætter banker på. Jeg er klar til at se mig selv i øjnene i spejlet, når jeg står op om morgenen - også selvom det gør ondt. Jeg er klar til at tage det kæmpe store skridt i mit liv, der betyder at jeg skal tage ansvar for mig selv. Jeg skal til at blive voksen - lære at jeg ikke kan holde fast i den uskyldige leg og troen på, at hvis jeg holder mig for øjnene, forsvinder det der gør ondt, nok. Tanken skræmmer mig - ja. Men jeg er klar. Og jeg tror aldrig jeg har følt mig mere klar, end jeg gør nu.

    Jeg har truffet en beslutning. Der er ikke noget mere der hedder: "det kan jeg ikke". Det kan godt være jeg ikke kan lige nu, men så kan jeg i hvert fald finde en måde at finde ud af det - så jeg kan! Og det er uanset hvad det er. Jeg har truffet en beslutning om at jeg kan. Og jeg har valgt at jeg vil være åben, stærk og vende min tankegang nu. 

    Der er én mand der har den fortjeneste, at jeg har fået en fornyet tro på mig selv: Min skønne M!. M har hver dag været der, hjulpet mig, støttet, lyttet, holdt om mig, været åbnet, ladet mig fortælle om alt jeg havde behov for (også selvom det er ting der gør ondt på ham at høre). Jeg har fundet en mand der kan give mig en tryghed jeg har behov for, så jeg kan sove om natten. Jeg skal ikke høre efter lyde der ikke skal være der - det gør han for mig. Han passer på mig. Han er der. Ubetinget - og hele tiden. 

    Jeg har taget en beslutning om at nu skal voksenlivet begynde. Og det betyder også at jeg ikke skal negligere mig selv, med alt det jeg ikke kan, ikke er god til. Langt det meste af tiden passer det ikke, det jeg siger. Hvad værre er, at jeg godt ved det ikke passer, men jeg har i hele mit liv været vant til at få det modsatte at vide. 

    Og jeg ved, at det ikke bliver nemt. Jeg ved at det kommer til at frustrere mig langt ind i helvede, at jeg ikke bare kan lægge de tanker væk, og vende min tankegang. Det kommer til at kaste mig ud på totalt usikker grund, og jeg vil komme til at blive utrolig bange for hvad der kommer til at ske - for jeg kender ikke fremtiden. 

    Men jeg er klar. Jeg er klar til at lægge kontrollen væk, nu. Jeg er klar til at lade ham overtage, når jeg ikke kan. Jeg er klar til at hjælpe mig selv nu. 

    Men for første gang i mit liv, er jeg også klar til at lade et andet menneske hjælpe mig. 

    Og egentlig kunne jeg ikke forestille mig at vælge en mere perfekt kandidat, end M <3 

  4. I dag har jeg haft sidste arbejdsdag på min nuværende arbejdsplads. 

    I morgen begynder jeg på min nye arbejdsplads. 

    Jeg har arbejdet alle dage fra tirsdag til søndag i denne uge. Nu venter en ny arbejdsuge fra mandag til fredag. Det giver i alt 11 arbejdsdage i rap. 

    Det er godt, at jeg er ung og stærk, så jeg sagtens kan klare en dobbelt-arbejdsuge. 

  5. ...siden, jeg har været herinde sidst. Eller det er i hvert fald længe siden, jeg sidst har SKREVET... Nogle få gange har jeg lige været inde og lave et hurtigt kig, men ellers er det ikke blevet til ret meget deldig.dk de sidste par måneder.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Men hvad er der sket mig i den mellemliggende tid? Tjah, jeg har fx været på "Lær at tackle kroniske smerter"-kursus på Center for Sundhedsfremme i Varde, som har ligget over 6 tirsdage hér i foråret. Derfra fik jeg bl.a. nogle rigtig gode fif til at falde i søvn, og nogle fif til strategier, der kan abstrahere mig, når smerterne fylder for meget.

    Som en ekstra gevinst ved kurset, har jeg fået kontakt til nogle herlige "tøser"/"koner", som jeg holder kontakten ved lige med. Vi har bl.a. lavet en facebook-gruppe, hvor vi kan støtte hinanden og måske komme af med noget af det, der irriterer eller er svært.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Jeg er fortsat i praktik i vores lokale Dagli'Brugs. Det er blevet øget fra 1 til 1½ time pr. gang. Det lyder ikke af ret meget, og det ér det selvfølgelig heller ikke set udefra, men jeg er KVÆSTET efter hver gang. Jeg er der 1 gang om ugen, som udgangspunkt om torsdagen, men det kan godt variere en del, afhængig af, hvilke aftaler jeg ellers har i den enkelte uge, eller om jeg har for ondt, og vi derfor rykker det til om fredagen.

    Min jobkonsulent er blevet sygemeldt - men jeg kan desværre ikke sige, det kommer bag på mig. Jeg har haft på fornemmelsen til de seneste to møder, vi har haft, at det gik støt ned ad bakke med hende. Jeg har så fået en ny jobkonsulent, og jeg har været til et kort møde hos hende, hvor vi fik snakket om, hvor jeg er, og hvad vi skal gribe fat i som det næste. Torsdag i næste uge skal vi have praktikmøde, hvor jeg regner med, at jeg selv bliver en del klogere, end jeg er lige nu.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Det har i længere tid været ret hårdt herhjemme, fordi Manden og Knægten er på næsten konstant kollisionskurs. Jeg kan mærke, jeg ryger DIREKTE tilbage i et grimt mønster fra tiden med min eksmand, så jeg "skynder mig at blive skrap" overfor Knægten, inden Manden gør det, for at forhindre noget af dét, der ellers kunne ske. Men jeg kan IKKE holde til at have den rolle, og jeg kan ikke tåle at være i den position!

    Da jeg i mandags var til samtale med min terapeut v. Center for Selvmordsforebyggelse, vendte jeg også alt dét med ham, og sagde desuden, at jeg går og overvejer, om Knægten og jeg overhovedet skal bo herude, eller om vi skal flytte, Manden og jeg bliver separeret, og så kan vi være kærester "på afstand". Jeg synes jo, at Knægten kommer til at skulle lægge ryg til for meget på denne måde - MEN jeg synes OGSÅ at Knægten er for strid overfor Manden - fx taler grimt til ham og om ham -, hvilket jeg hele tiden har reageret på.

    Terapeuten er en klog mand! Han fik mig overbevist om, at jeg skal trække mig 100% fra Manden og Knægtens indbyrdes konflikter. Dels så VED Knægten jo allerede, hvad jeg synes er acceptabel opførsel, og hvad der ikke er, og dels skal Manden SELV markere sine grænser! Manden er nødt til at lære at sige tingene på en ordentlig måde, og være MEGET klar og tydelig i sine udmeldinger.

    Jeg fortalte mine "mænner", hvad jeg havde aftalt med terapeuten, og jeg har virkelig kæmpet for at holde mig ude af deres fejder. Der er LAAAAANG vej endnu, men jeg kan høre, at Manden bliver bedre til at sige "jeg vil have", eller "jeg vil ikke have" fremfor "du skal" eller "du må ikke"... Al begyndelse er svær, og selvfølgelig skal der være plads til bump på vejen - men jeg glæder mig til at vi (forhåbentligt!) når der til, hvor ingen af dem appellerer til mig, når de har én af deres ture. Lige her og nu er separation og flytning i hvert fald aflyst. :)

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    I tirsdags var jeg på OUH, til samtale og undersøgelse hos endo-teamet. Der har desværre ikke været nævneværdige forbedringer, selvom jeg er begyndt at tage HUSK og jeg laver de der afspændingsøvelser, jeg fik derovre sidst. Jeg skal nu prøve at have mini-piller som supplement til den igangværende behandling, og så må vi se, om de kan hjælpe. Jeg har en tid derovre igen sidst i august.

    Dog er der et problem med de mini-piller, jeg har fået fra apoteket: Der står på indlægssedlen, at jeg kun må bruge dem efter aftale med egen læge, hvis jeg har sukkersyge - og det har jeg jo. Så jeg bliver nødt til at ringe til lægen i morgen (fredag), og sikre mig, at det er ok, jeg tager dem, inden jeg tager hul på æsken. Hvis jeg ikke må få disse (som i øvrigt er et andet produkt end dem, lægen på OUH udskrev, men som apoteket har tilsendt mig, fordi de som udgangspunkt skal sende det billigste præparat), må jeg snakke med lægen om, hvilket produkt jeg så må få i stedet.

     

    • Jeg har en mellemlang videregående uddannelse i fremmedsprog.
    • Jeg har arbejdet på ambassader og i EU, men går ikke op i prestige... Overhovedet. 
    • Jeg går heller ikke op i penge.
      Fx er den virksomhed/organisation (arbejdsgiver), som jeg helst vil tilbage til, den med den laveste løn. Måske var lønnen ringe, men til gengæld sang de for mig, da jeg havde fødselsdag :)
    • Min Chanel-taske er en kopi.
      Så går jeg nok alligevel lidt op i penge. Men den har holdt i 8 år, indtil videre.
    • Jeg er faktisk ret sportslig. Elsker at være udenfor og bevæge mig. Er også meget kreativ og håber at kunne have det som bibeskæftigelse engang.
    • Til daglig går jeg i et behandlingsforløb hos psykiatrien for ængstlige.
    • Jeg har det svært med ulighed. 
      Fx har jeg arbejdet på en af de danske ambassader i udlandet. Her lærte jeg, at hierarkier ser bedst ud fra oven, fordi jeg så, hvordan cheferne fik tårnhøj lån, ægtefællebidrag (så man ikke var afhængig af to indkomster), børnebidrag og betaling af skole, stillet bolig til rådighed, mens de udlejede deres huse i Danmark (dvs. zero boligudgifter), havde mulighed for at blive udstationeret med ægtefællen, fordi denne var selvstændig (dvs. dobbeltløn)... Mens de lokalansatte (både udlændinge og danskere) var ansatte til under dansk minimumsløn, uden pension, uden sygeforsikring, uden noget som helst eller nogen børnebidrag eller tilskud til skole. Den ulighed skar mig i hjertet og jeg tænkte, at jeg aldrig ville kunne arbejde i UM; Som lokalansat ville jeg føle mig snydt; som udstationeret ville jeg... skamme mig, tror jeg. Ville i al fald ikke kunne det.
    • Jeg har det svært med folk, der ikke kan tage tyren ved hornene. 
      De minder mig om min bror.
    • Jeg har en svaghed for punkerstilen.
    • Når jeg bliver spurgt til min yndlingsfilm, svarer jeg altid De Urørlige. I virkeligheden er det Den lille Havfrue.
    • Min musiksmag dækker rock, latinmusik (det gør mig glad i låget), pop, dance. Men en sprød stemme kan jeg næsten ikke stå for :) 
    • Jeg er æstetiker og interesserer mig for mode og boligindretning.
    • Jeg omtaler mit klædeskab som Fifty Shades of Pink.
  6. Tirsdag d. 16/5 blev jeg indlagt på hospitalet for at få sat min fødsel igang. 
    Onsdag aften var min krop klar til at få prikket hul på vandet, men vi besluttede at det var bedre at vente til torsdag morgen, så jeg kunne få sovet og være udhvilet til fødslen. 
    Torsdag morgen var der dog travlt på fødegangen, og hele dagen lå jeg på stuen og slappede af, og ventede på at der blev tid til mig. Hold nu op hvor var det ulideligt at ligge der og vente, uden at vide hvor længe der ville gå. Jeg kunne ikke gå nogen steder i tilfælde af at der blev tid, for jeg ville jo ikke misse min chance. 
    Klokken 20.45 blev der prikket hul på vandet, og 5 minutter efter begyndte de første veer at bide. De var dog slet ikke hverken kraftige eller regelmæssige, så jeg blev sendt på gåtur for at sætte skub i det hele.
    Klokken 22.30 kom jeg ind på en fødestue og fik vedrop, for at sætte lidt mere gang i det hele, og så gik det ellers stærkt. Fra at have noget der mindede om kraftige menstruationssmerter, fik jeg pludselig veer der gjorde vanvittig ondt. 
    Min plan om en fødsel uden smertestillende røg hurtigt i vasken, for veerne gjorde en del mere ondt end jeg kunne huske fra sidst. 
    Resten af fødslen husker jeg nærmest ikke (lattergas er en fantastisk ting! :storsmil:) før presseveerne pludselig satte ind, og klokken 02.50 havde jeg min datter i armene efter 3 presseveer. *love*

    Men så startede bekymringerne også. 

    Fredag formiddag kom en sygeplejerske ind og kommenterede på de lyde E lavede. Det kunne være tegn på infektion, men vi skulle lige se tiden an.
    Lørdag formiddag var lydene blevet højere, så der skulle tages en blodprøve. Der var dog heldigvis ingenting, men hvis ikke lydene blev mindre i løbet af dagen skulle der tages endnu en blodprøve. Heldigvis aftog lydene i løbet af dagen. 

    Søndag formiddag da jeg var ved at pakke for at tage hjem, kom sygeplejersken i tanke om at vi da lige skulle veje E. Det er normalt at nyfødte taber sig de første par døgn efter fødslen indtil amningen kommer ordentlig igang, så det var egentlig mest for hyggens skyld at hun skulle vejes. 
    Hun havde dog tabt sig for meget, og grundet travlhed på barselsgangen fik jeg kun meget få informationer inden sygeplejersken var væk igen. Jeg skulle begynde at supplere med modermælkserstatning med det samme, og hun rådede mig til ikke at tage hjem før E var begyndt at tage på igen. 
    Jeg fik ikke at vide hvor meget hun havde tabt sig eller om jeg skulle være bekymret - så selvfølgelig blev jeg ude af mig selv af bekymring! 
    Resten af dagen og natten skulle jeg vække hende senest hver 3 time, tilbyde hende brystet og derefter give en flaske, og først om aftenen fik jeg at vide at der ikke var grund til bekymring over vægttabet da hun havde kun tabt sig ca 20 gr (1%) mere end det tilladte.

    Mandag morgen blev hun vejet igen, og hun havde taget 110 gr - yes, så kunne vi komme hjem! ... Eller ikke. 

    Jeg gik igen igang med at pakke mine ting, og en times tid før jeg havde planlagt at tage hjem kom sygeplejersken ind for lige at hilse på. Hun kiggede til E, og kommenterede på at hun da så lidt gul ud, så inden vi kunne tage hjem skulle der lige tages en blodprøve for gulsot. 

    Endnu engang fik jeg kun få informationer. Blodprøvetallene lå lidt til den høje ende, og de ville råde mig til at blive til dagen efter så vi kunne holde øje med at tallene ikke blev højere. Igen blev jeg pisse bekymret og enormt frustreret over de manglende informationer. Jeg måtte google hvad gulsot er, og begynde at gætte mig frem til hvad det så betyder når tallene er lidt for høje. Først sent på eftermiddagen fik en sygeplejerske tid til at kigge ind og svare på mine spørgsmål. 
    Tirsdag morgen var blodprøvetallene faldende, og jeg fik lov til at tage hjem.

    På grund af de manglende informationer i tide, har jeg dog ikke helt kunne slippe bekymringen. Jeg har været nødt til at droppe amningen, for jeg orker ikke at bekymre mig om, om hun får nok at spise. Jeg har brugt de sidste 8 måneder på at bekymre mig om, om jeg overhovedet ville få mit barn med hjem, så jeg har brug for at der er ro på nu. Selvfølgelig følger der bekymringer med at være nybagt mor, men jeg har bestemt ikke brug for bekymringer ud over det sædvanlige. 

    I dag er E en uge gammel, og på trods af bekymringer synes jeg at dagene er fløjet afsted. Bekymringerne er heldigvis blevet meget mindre efter jeg er kommet hjem, gået over til flaske og der er kommet ro på, og jeg kan nu nyde at jeg er blevet mor til den dejligste unge. *love* Tænk engang at man kan komme til at elske så lille en skabning så højt på så kort tid. *love*

  7. Jeg har overhovedet ingen ord. Jeg skriver kun, fordi det hele vælter om ørerne endnu engang. Jeg ... er måske bare træt - af at være stærk - af at være svag - af at være mig - af at ... være til. Tror jeg.

    Hele april gik med hudsygdom i ansigtet og på brystkassen; blev sendt videre til en hudlæge midt i april, men der er dårligt kommet noget rigtigt svar på, hvad der var/er galt. Han sagde, det er parfumeallergi, så det har jeg selvfølgelig reageret på og smidt alt ud, der er parfume i. Jeg havde i lappetesten ikke reageret på mine almindelige makeupprodukter, så dem kunne jeg godt bruge fortsat, men ... noget er stadig galt. Hævelserne og udslettet er heldigvis overstået, men huden er stadig frygtelig tør og generet. OG KLØR! Skal derind 11/5 til opfølgning.

    I løbet af alt det her med mit ansigt, som VIRKELIG har tæret på mit mentale overskud, så har jeg fået nogle sår på den venstre underarm i nogle mærkelige plamager. Viser dem til hudlægen på torsdag, men jeg er næsten sikker på, det er mit livs første psoriasisudbrud - har flere grunde til at tro det, som jeg ikke orker at forklare her. Så .. som om det ikke var nok, at min hud i ansigtet går i stykker, og at jeg fremover aldrig kan tage parfumeprodukter på, så skal jeg også have klamme, afskallende sår, som man godt nok kan blive fri for - men aldrig fri for sygdommen ... SUPER!

    Jeg har taget voldsomt meget på på det sidste - så meget, at jeg ikke tør stille mig op på vægten. Har aldrig været så stor, som jeg er lige nu. Og jeg skammer mig. Ikke bare over dét .. der er så meget. Jeg har aldrig før været så ligeglad i mit liv med eksamen, som jeg er på det her semester. Det er sjette semester - dvs. jeg er FÆRDIG med min bachelor efter de her fire eksaminer. Men det har været så fucking elendigt et semester, at det bliver ren tortur at gå til de eksaminer; jeg er SÅ dårligt klædt på til dem, at det bliver så vanvittigt ydmygende. Jeg pjækker det meste af tiden i de her dage - fordi jeg helt enkelt ikke kan magte at sætte det ene ben foran det andet og komme fremad - at stå op om morgenen er helt utænkeligt - bare det at gå i bad, som jo ellers er dejligt, orker jeg ikke. Orker ikke, at jeg ikke bliver hverken mere frisk eller bedre tilpas - ELLER PÆNERE - af at gå derind. Undgår spejle, fordi jeg ikke kan klare at se på mig selv ... jeg er så skamfuld ... og så træt.

    Fyldte 25 den 30. april. Det var fint. Det er ikke meget anderledes end at være 24. Bortset fra, jeg nu er endnu mere "in the zone" i andres øjne, hvor jeg bør finde den rigtige, sidste kæreste/mand og få mig et liv, der fungerer. Jeg er så langt fra. Jeg gider ikke date, jeg gider ikke lære nye mennesker at kende. A er ikke i mit liv mere, rigtigt. Og vi skal ikke ses igen - for min skyld. De fleste dage tænker jeg ikke så meget på ham, men hold dog kæft, hvor jeg savner ham alligevel.

    Hjemme hos mine forældre i Jylland (jeg opholder mig til dagligt i KBH) er der kaos. Min bror og svigerinde er flyttet ind hos dem med min 8 måneder gamle nevø, fordi de solgte deres lejlighed i byen uden at have noget nyt at flytte ind i. Det er frygteligt kaotisk, og der er ting, dyr og mennesker alle vegne. Mit gamle værelse, som jeg bor i, når jeg er hjemme på besøg, er fyldt med flyttekasser og møbler, der ikke kan være andre steder. Har ikke været hjemme siden påsken, og det er fint. Men de flytter først videre om fire måneder ... i den tid har jeg ikke lyst til at komme hjem. Overhovedet. Har ikke noget forhold til min bror og Co. ... slet ikke på den der sammenstuvede måde. Har ikke holdt min fødselsdag med min familie endnu, og jeg kan godt mærke, det kommer til at vare nogen tid, før det kommer til at ske ........

    I dag pjækker jeg - igen - fra studiet. Og jeg har meldt fra til håndboldtræning i aften. Så jeg har masser af tid til at ligge i min seng herhjemme, ligesom jeg gjorde hele dagen i går. Og lørdag ... måske tager jeg afsted i morgen, det er svært at sige noget om. Æder Panodiler på stribe, fordi jeg er forkølet og derfor nyser og hoster voldsomt hele tiden og tuder uafbrudt, så hovedpinen er en fast følgesvend sammen med min varmepude om panden. "Bones" kører på repeat på Netflix, men jeg ser det ikke. Alternativet er stilheden som akkompagnement til ... ja .. ingenting ...

  8. Nu vare det ikke længe før festivalerne rundt omkring for alvor begynder, og det bringer minder såvel, som mareridts.

    Jeg tænker hele tiden på den brasilianske udvekslingsstudent, med de hvide short og brune læder/stof klipklapper. Han var helt kortklippet og havde brune, smalle øjne og smalle læber og så var hans lettrænede arme behårede. Jeg ved stadig ikke, om jeg har sagt ja til det der skal til at ske, men jeg vågner ligesom op inde i teltet med ham liggende ovenpå mig og med mine bukser nede om knæene, i færd med at trække mine underbukser ned også, mens hans ene hånd holdte mine hænder over hovedet. Jeg var så fuld jeg ikke kunne sige fra eller til og husker heller ikke, om jeg har sagt ja til det der skal ske. Dog er det sidste jeg husker at vi sidder ude foran teltet og snakker. Tilsidst får jeg mig kæmpet ud af teltet fordi jeg begynder at græde, hvorefter jeg bare løber løber og løber og falder grædende sammen ved nogle toiletter, hvor jeg husker jeg er omringet af en flok fyre, som forsøger at få mig rolig, men der løber jeg også væk indtil jeg når min camp, hvor jeg smider mig ind i teltet og græder. Jeg husker stadig min daværende venindes ansigt, da hun kom ind for at se til mig og jeg grådkvalt fik hende fortalt, at jeg tror jeg var blevet voldtaget. Jeg fortryder stadig jeg sagde lige præcis de ord, for jeg ved det jo ikke. Jeg tror ikke han nåede at gøre noget andet end at tage tøjet af mig. Jeg ved ikke engang hvad der er sket forinden, for jeg husker det ikke. Jeg ved bare at de veninder jeg havde dér, dem jeg har ikke i dag og den ene hader mig, fordi hun mente jeg skabte mig og løj omkring hvad der var sket. Jeg har aldrig snakket med nogle om det, hverken dem eller nogen anden - hverken psykolog, kæreste eller familie.

    Det værste var dog, at jeg dagen efter møder på ham og hans kammerat og jeg kan ikke komme væk, ford jeg har glemt min pung nede ved ham. Han spørger mig hvorfor jeg aldrig kom tilbage og hvorfor jeg ikke ville snakke med ham, men jeg kunne ikke sige noget og ville aller helst bare at min pung var blevet liggende dernede i så jeg var fri for at støde på ham igen.

    Jeg tænker stadig på det, faktisk flere gange på en måned, men jeg har ikke længere så mareridts omkring det. Dog får jeg altid kuldegysninger, når jeg tænker på det, fordi han stadig står klar for mig hvordan han så ud og hvordan hans stemme lød. I starten var det rigtig, rigtig slemt for mig. Jeg havde det VIRKELIGT dårligt, men efterhånden er det bare trængt længere og længere ind. Engang tænkte jeg på det dagligt.

  9. Hej alle på DELDIG, benbaj vil afgå ved sletning, da jeg gerne vil være rimelig anonym, med de ting jeg skriver om, og jeg ved at en meget snaksalig dame jeg kender har fundet herind og snakker om at oprette en profil, og på nogle af mine gamle indslag er jeg ret genkendelig, så derfor vælger jeg at forsvinde som benbaj og genopstå som noget andet.

    Jeg vil ikke ændre min profil, kun ændre navnet og så slette nogle af de mest personlige genkendelige indslag

  10. Rico kom forbi i går, fordi han ville snakke. Det var den længste time i mit liv. 

    Det endte der.

    Jeg blev nødt til at spørge ham om det betød vi slog op. Han vidste det ikke.jeg spurgte igen og så sagde han ja vi slår op.

    Jeg er Knust og ulykkelig. Jeg håber han skifter mening, men nej det sker ikke i realiteten.

    Jeg vil gerne. Jeg vil så gerne, men han vil ikke. Der er intet at gøre. 

    Jeg forstår ikke noget af det endnu.  Er stadig i chok. ;(

  11. Kære alle på deldig.

    Det er længe siden, at jeg har skrevet her på siden. Tiden er bare gået, og med en familie på nu 3 børn, 8 børnebørn,+ 7 ægtefæller + 1 kæreste + 12 oldebørn – er der mange sammenkomster og besøg her hos mig og ude hos familierne.

    Helt smertefrit har min tid dog ikke været, idet jeg under en indlæggelse i 2013,  hvor jeg var indlagt med en svær nyrebækkenbetændelse, blev smittet med en modbydelig tarmbakterie, clostridium  difficile, som jeg har døjet med siden, indtil en dygtig overlæge på Hvidovre Hospital i september 2016 fandt en kur, der kurerede mig. Jeg har haft det rimeligt godt indtil d. 26., hvor jeg ville blive afhentet af min datter og svigersøn til den årlige tøndeslagning i Farum.

    Jeg havde godt nok lagt mærke til, at min vejrtrækning ikke var helt fin, men jeg må have anstrengt mig mere end godt var, for pludselig sad jeg i min lænestol og hev efter vejret. Der var ikke andet at gøre end at tilkalde Falck, som gav mig nitroglycerin – uden at springe mig  i luften -. Mit blodtryk var pludselig meget højt – over 200.

    Min datter og svigersøn nåede lige at komme, inden jeg med udrykning kørte – blev kørt - til Hillerød Hospital, hvor jeg blev indlagt i en seng i modtagelsen.

    Af uforklarlige grunde havde jeg fået vand i lungerne.

    Inden jeg kunne nå at protestere, fik de et kateter stukket op i mig, og fik anbragt en tissepose på siden af sengen, hvorefter de har givet mig nogle furix vanddrivende tabletter.

    Jeg var også blevet udstyret med en fjernstyret sender, der videregav informationer om mit hjerte til hjertecentret.

    Efter 4-6 timer blev jeg overført til en 2-sengs stue, men senere på natten til en 4-sengsstue, da patienten ved siden af mig var døende.

    En dygtig mandlig sygeplejerske ville have mit kateter fjernet, idet han af erfaring vidste, at det kunne skabe problemer med blærebetændelse. Det blev fjernet, men skaden var allerede sket: Jeg havde fået blærebetændelse af det skide kateter.

    Det sved ulideligt, hver gang jeg skulle tisse, og det har det gjort og gør endnu her 18 dage efter opsættelse af kateteret. Ingen tænkte på at få taget en urinprøve, der kunne have afsløret blærebetændelse.

    Dagen efter min indlæggelse på 4-sengs stuen fik jeg voldsomme opkastninger efter et dejligt kyllingelår, og efter endnu en senere opkastning blev jeg lagt på en  isolationsstue, hvor jeg lå i 3 dage, indtil jeg igen blev flyttet til en 2-sengs stue.

    Hver dag blev der foretaget blodprøver, og mine forhøjede nyretal blev analyseret.

    Men man har skaltet og valtet med vanddrivende piller:

    Nogle dage fik jeg serveret 3 halve furix, andre dage ingen.

    Uartig, som jeg altid har været, gemte jeg ½ pille de dage, jeg fik 3 halve til de dage, hvor jeg ingen fik. Jeg blev skældt hæder og ære fra, da jeg fortalte en ung læge, hvad jeg havde gjort. ”Hvis jeg ikke tog den ordinerede medicin, kunne de lige så godt sende mig hjem”.

    NB.Den ældre læge, der hjemsendte mig, har ordineret 2 halve furix hver dag.

    Men endu en fejl – foruden det katastrofale kateter og dårlig styring af mine vanddrivende piller.

    Da jeg blev udskrevet stod der: 1 kalium pille hver 4 dag. (det var en gammel dosis).

    Det skulle være 2 kalium om dagen. Min dygtige hjemsendelseskontakt undersøgte det straks. Det viste sig at være endnu en fejl.

    Endvidere tog de en daglig betablok pille på 12½ mg fra mig – uden nogen forklaring. Den holder min puls i ro. Jeg måtte bede min læge, om at få den igen.

    Konklusion: det var godt, at hospitalet var der til at hjælpe mig og udrede årsagen til mit kollaps. Men hvor er der begået mange fejl.

    Kateteret kunne godt være undgået og klaret med en tissekolbe.

    Mest graverende synes jeg det er, at der ikke er blevet taget urinprøver, der kunne have afsløret min blærebetændelse.

    Det blev en kontorpige på Herlev Hospital, som jeg ringede til, der hjalp mig videre. Da hun hørte om mine kvaler,  svarede hun: ”Se at komme op til din læge med en urinprøve.”

    Som sagt, så gjort. Men en podning afslørede, at der ikke var nogen blærebetændelse. Heldigvis var der nogen i mit lægehus, der fulgte sagen op og ordinerede mig en kur med: Trimopan. Jeg har taget min første dosis kl. 15 i dag, og jeg skal have en dosis nu kl. 23, men de nye piller er desværre lidt hårde ved mine nyrer.

    En redegørelse fra radiodoktoren om forstørret prostata har fået mig til at spise ekstra c-vitaminer, ekstra zink, granuleret bipollen samt betasitosterol. Jeg drikker rigtig meget kogt vand, te og saft.

    Det blev en lang redegørelse. Læs den, hvis I har lyst. Jeg håber på snart at vende frisk tilbage. Mit barnebarn sagde til min 90 års fødselsdag for snart 3 år siden: ”Det, som ikke slår os ihjel, gør os stærkere".

    Tak til jer, der har sendt personlige hilsener til mig. Det har glædet mig rigtig meget.

    Godt forår til alle fra    slaaenbakken.