Blogs

Vores community blogge

  1. https://www.bt.dk/politik/politisk-flertal-vil-regulere-ulve-i-danmark

    Ovenstående link er til en artikel som jeg, forleden, valgte at skrive et indlæg på.

    Mange af kommentarerne var, efter min mening, dybt bekymrende. F.eks var der en der blev spurgt om hun da gerne ville have ulve i sin baghave og hendes svar var at hun da også havde myrer.

    Sådan var der flere der skrev og det kan man altså kun skrive hvis man intet ved om ulve.

    Mit indlæg var alene en opfordring til at læse om dyret, deres adfærd, deres behov for plads osv... Til det indlæg fik jeg svaret at så måtte jeg til at læse nogen bøger.

    Nu er virkeligheden den at når der fødes 8 unger og det så går fra at være et ulvepar til at være et kobbel, så kræves der tilsvarende større område, mere føde osv. Det bør enhver jo kunne regne ud. Danmark har hverken størrelse eller mulighed for at dække deres behov for føde optimalt og det vil især knibe om vinteren. 

    Det var der en anden der forsøgte at argumenter og svaret var: hvor mange kg. kronhjort tror du lige der er brug for??? Mit svar var mange....og at en ulv jo ikke spiser op, men jager nyt hvergang den behovet for føde opstår. Den rydder heller ikke op efter sig og er der ikke vildt nok at finde, ja så kan en kat og en hund også bruges ligesom høns, ænder, gæs, får, geder, kalve m.m.

    Svaret jeg fik: nu skal du jo huske at din hund skal gå i snor.

    Så nåede det altså min grænse og jeg valgte ikke at skrive mere. Større idioti skal man lede længe efter, men mine tanker har stadig arbejdet ret meget. Mine tanker kredser om hvorfor det er så vigtigt for nogen (mange) at ødelægge en saglig debat. Hvorfor kan så få være seriøse? 

    Jeg sidder og tænker: hallo...det er altså ulve vi taler om og ikke kæledyr. Det er ikke et lille nuttet dyr der trisser rundt i baghaven for at blive beundret. Er den der så er det fordi den mangler mad og den er altså ligeglad med om det er en hund, kat eller lille Ida på 3 år.

    Det er et flot dyr, ingen tvivl om det, men det er og bliver et vildt dyr. Det virker nærmest som om at byboere (ja jeg generalisere lige) tror at de er lige så dovne og uskadelige som dem de har set under deres sidste besøg i Givskud Dyrepark. Der er der jo så nogen der kommer og giver dem en zebra eller hest engang imellem.

    Ulve i Danmark skal reguleres. Dem der argumentere at der også er ulve andre steder....glemmer at i udlandet må de skydes. Der er regulering på og mange steder må man skyde dem når de tager husdyr eller på anden vis bliver en trussel.

    Jeg bor på landet. Vi har "kun" 4 tønder land som primært er skov og vi har mange dyr her. Jeg vil gerne, i fremtiden, have høns og ænder, et par grise og et par får/geder, men jeg vil ikke være leverandør af mad til ulve. Her bliver de skudt når/hvis jeg ser en. Så ja der bliver jeg endnu engang lovbryder...ligesom når jeg servere øl for dræbersneglen vel vidende at den vil drukne fordi den har et alkoholproblem og derfor kravler ned i det. Det er nemlig forbudt ved lov at drukne dyr i DK.

    Engang imellem er der en bil der rammer et rådyr. I fremtiden så vil der måske være en der rammer en ulv og ja der står man selvfølgelig ud, ligesom ved rådyr, og sørger for at det bliver aflivet så det ikke lider.

    Vores Ræv blev nedlagt af en bil for få dage siden...den var stor og vi har nu det problem mindre.

    Beklager hvis nogen føler sig ramt...og hvis den "ramte" bor i byen så må vedkommende gerne komme og gå ind i vores skov...hvis de tør for vores myrer bygger tuer der er over 1 meter høje, myrerne selv er 1 cm store, spætten hakker, myggene bider, vi har rovfugle og ...... måske trolde :)

    Centrum

     

  2. Er man syg og kan af den grund hverken arbejde eller magte at tage en uddannelse er SU heller ikke en mulig indtægtskilde.

     

    For alle andre er SU en ofte overset indtægtskilde, som mange lader gå upåagtet til spilde.

     

    Er man derude, hvor end ikke kontanthjælp er en mulighed på grund af at man er i et ægteskab, hvori man rammes af reglen om gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefæller, er SU stadig en mulighed for at skaffe sig selvstændig indtægt. Man har oven i købet mulighed for, ud over SU' en, at have en forholdsvis stor sideløbende indtægt ved lønindkomst, samt, hvis man har et økonomisk fornuftigt begrundet behov for det, muligheden for at optage SU-lån til en rente, der ligger under bankernes renteniveau for forbrugslån.

     

    Niveauet for SU kan forekomme nogle at være for lavt. Det kan der være mange argumenter både for og imod. Men hvis alternativet er 0 kr. i indtægt må selv SU-beløbet forekomme de fleste attraktivt?

     

    Kombineret med udsigten til et fremtidigt indtægtsgivende job efter afsluttet uddannelse, såfremt man har valgt en uddannelse med gode beskæftigelsesudsigter, vil kunne vise sig at have været en rigtig god investering i sig selv.

     

    Har man i forvejen en uddannelse og i den forbindelse forbrugt af sine SU-klip vil resten ikke kunne dække et helt uddannelsesforløb. Men: Når man på SU en god bid hen ad vejen, ideelt set til en bachelorgrad, er vejen til en afsluttede kandidatgrad nok også økonomisk realistisk?

  3. Jeg står foran en flytning, der på mange måder kommer til at lette min tilværelse. Jeg lukker øjnene og springer ud i frit fald - og jeg er ikke bange for at slå mig, for jeg ved at jeg bliver grebet, inden jeg rammer bunden. 

    Min far og jeg sås en aften, jeg tog hjem for at besøge ham. Han havde været en uge på Bornholm, og jeg hentede ham fra det aftalte sted, og vi blev og snakkede med ham han havde været på ferie med. Det var min fars gamle mester, fra hans læretid (for en menneskealder siden) som maler. Gamle mester er det skønneste menneske man kan forestille sig. 

    Nå.. Tilbage til historien: min far satte sig ind i bilen,og vi havde kørt i..... 2 minutter - med mig som fører, da han siger: "jeg har tænkt på noget. Du er rigtig meget hos M, og jeg er rigtig meget hos min nye kæreste (lad os kalde hende J). Hvad siger du til, at vi flytter dig hjem til M i sommerferien og hvis det så mod forventning ikke skulle gå mellem jer to - så kan du rykke hjem og være i min lejlighed, det sidste års tid her, inden du er færdig?" (Forestil jer en 22-årig der får sådan en fantastisk nyhed serveret af sin far.. Ja jeg VAR ved at køre galt!). 

    Vi snakkede om det, sådan cirka hele aftenen, mens vi var ude og spise, hvor vi prøvede at vende tingene frem og tilbage og prøvede at finde ud af, hvordan og hvorledes tingene bedst muligt kunne komme til at hænge sammen, så det passer med studie, flytning og hele molevitten. Vi fandt en løsning: 

    Jeg FLYTTER hjem til Sjælland. Hjem til familie, de venner jeg har, dem jeg kender, hjem til min elskede far. Bedst af alt - hjem til M. Hjem til ham der formåede at vende min tankegang, ham der har hjulpet mig igennem de svære nætter, han der har givet mig så meget livskvalitet, fået mig med uden for i verden (til at begynde med, godt nok kun lange ture i København, men det er en start, og det er en af de bedste). Hjem til den mand, der for første gang i rigtig rigtig rigtig mange år, får mig til at føle mig hjemme. 

    Sommeren kommer derfor til at gå med masser arbejde, masser flytning, masser rykken rundt (igen), men mest af alt: lykkefølelsen af at det kommer til at tage mig 30-35 minutter til at komme rundt til min familie. Sammenlagt, når jeg skal arbejde skærer jeg 4 timer af transporttiden (per gang!), komme på plads, og få genetableret en masse kontakt med venner og familie. 

    Fredericia er sikkert en rigtig skøn by. Når jeg rejser så meget, bruger så meget tid væk, og deraf ikke har tiden, desværre, til at få en omgangskreds herovre, bliver ensomhedsfølelsen bare markant. Det er rigtig svært, og jeg får det simpelthen så skidt, når de perioder kommer. Jeg glæder mig til rigtigt rigtigt at komme hjem. Jeg kan slet ikke vente.

    Og M har givet mig lov til at male både altanen (i en pæn hvid farve), og male børneværelset, så hans drenge kan få et herre sejt værelse, når de er ved os. Samtidig får de en køjeseng, der skal males hvid, også med et eller andet op ad benene - præcist hvad, det ved jeg ikke endnu. Det kommer til at give den der fantastiske følelse af at det kan blive mit - det er rent faktisk noget, hvor jeg kan sætte mit præg på det. 

    Også har jeg, langt om længe, fået lov til at gå ud og spendere de forbandede ører på at få pyntepuder til sofaen! M har sagt, at vi kan have mit spisebord (og stole), og mine sofaer, når vi rykker ind hos ham. Han har lovet at hjælpe med flytningen, på alle måder som han kan. Det være sig, at vi tager herover en lørdag til en søndag, og får det hele pakket ned, og tager herover dagen før vi har aftalt at flytte, og får tingene stillet, og står tidligt op og får hele dynen væk derfra hvor vi skal, så der er klar til at blive malet, fra det sekund far og hans venner dukker op. Så pakker vi bilen, og M og to af vennerne kører afsted til Sjælland, og far og venneparrets kone og jeg bliver og gør det sidste færdigt. Det vil sige, der bliver malet - det vil sige, der bliver gjort rent, og klar til at blive synet, så jeg kan få afleveret nøglerne og gjort tingene pænt. 

    Samtidig synes jeg at jeg kan begynde at se en ende på ensomheden. Jeg kan langt om længe se, at det bliver bedre. Og jeg kan mærke, at det giver mig så megen ro. Jeg NYDER at jeg ikke skal tonse afsted med 800 km i timen, hver dag for at nå det hele, men at der rent faktisk er en der overtager, når jeg ikke længere kan. 

    Selvom jeg godt kan mærke, at en flytning igen er hård, og udmattende, og jeg tror jeg kommer til at have nogle dage, hvor jeg slet ikke kan overskue hverken verden, mig selv, eller nogle andre. Så ved jeg at det kun er for den tid, indtil det er overstået - og jeg kommer helt hjem. Mit hjem. 

    Jeg glæder mig, og dagene går så hurtigt indtil, og alligevel så dælens langsomt. 

    Men nu skal jeg hjem. Hjem til Sjælland, hjem til min familie,  hjem til min far, hjem til M *love*

    Jeg får et sted nu, jeg kan kalde "hjem".

    Mit sted - vores sted - hjem <3 

  4. Efter at jeg har fundet fuldtidsarbejde, får jeg ikke gjort så meget ved min hobby: at samle pantdåser. 

    Her i weekenden fik jeg taget mig sammen til at gå en tur. Bevæbnet med pose og stok gik jeg ned mod en park i nærheden. 

    På vejen mødte jeg en kvinde. Hun havde en pose i den ene hånd og en pølsetang i den anden. Der gik lige et sekund eller to inden det gik op for mig, at hun var ude i samme ærinde som jeg. 

    Snedigt fundet på, med den pølsetang. Så slipper hun for at røre ved de mest snaskede dåser. Men jeg foretrækker nu min stok. Den har pirket mangt en dåse og flaske ud af buske. 

  5. ...siden, jeg har været herinde sidst. Eller det er i hvert fald længe siden, jeg sidst har SKREVET... Nogle få gange har jeg lige været inde og lave et hurtigt kig, men ellers er det ikke blevet til ret meget deldig.dk de sidste par måneder.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Men hvad er der sket mig i den mellemliggende tid? Tjah, jeg har fx været på "Lær at tackle kroniske smerter"-kursus på Center for Sundhedsfremme i Varde, som har ligget over 6 tirsdage hér i foråret. Derfra fik jeg bl.a. nogle rigtig gode fif til at falde i søvn, og nogle fif til strategier, der kan abstrahere mig, når smerterne fylder for meget.

    Som en ekstra gevinst ved kurset, har jeg fået kontakt til nogle herlige "tøser"/"koner", som jeg holder kontakten ved lige med. Vi har bl.a. lavet en facebook-gruppe, hvor vi kan støtte hinanden og måske komme af med noget af det, der irriterer eller er svært.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Jeg er fortsat i praktik i vores lokale Dagli'Brugs. Det er blevet øget fra 1 til 1½ time pr. gang. Det lyder ikke af ret meget, og det ér det selvfølgelig heller ikke set udefra, men jeg er KVÆSTET efter hver gang. Jeg er der 1 gang om ugen, som udgangspunkt om torsdagen, men det kan godt variere en del, afhængig af, hvilke aftaler jeg ellers har i den enkelte uge, eller om jeg har for ondt, og vi derfor rykker det til om fredagen.

    Min jobkonsulent er blevet sygemeldt - men jeg kan desværre ikke sige, det kommer bag på mig. Jeg har haft på fornemmelsen til de seneste to møder, vi har haft, at det gik støt ned ad bakke med hende. Jeg har så fået en ny jobkonsulent, og jeg har været til et kort møde hos hende, hvor vi fik snakket om, hvor jeg er, og hvad vi skal gribe fat i som det næste. Torsdag i næste uge skal vi have praktikmøde, hvor jeg regner med, at jeg selv bliver en del klogere, end jeg er lige nu.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Det har i længere tid været ret hårdt herhjemme, fordi Manden og Knægten er på næsten konstant kollisionskurs. Jeg kan mærke, jeg ryger DIREKTE tilbage i et grimt mønster fra tiden med min eksmand, så jeg "skynder mig at blive skrap" overfor Knægten, inden Manden gør det, for at forhindre noget af dét, der ellers kunne ske. Men jeg kan IKKE holde til at have den rolle, og jeg kan ikke tåle at være i den position!

    Da jeg i mandags var til samtale med min terapeut v. Center for Selvmordsforebyggelse, vendte jeg også alt dét med ham, og sagde desuden, at jeg går og overvejer, om Knægten og jeg overhovedet skal bo herude, eller om vi skal flytte, Manden og jeg bliver separeret, og så kan vi være kærester "på afstand". Jeg synes jo, at Knægten kommer til at skulle lægge ryg til for meget på denne måde - MEN jeg synes OGSÅ at Knægten er for strid overfor Manden - fx taler grimt til ham og om ham -, hvilket jeg hele tiden har reageret på.

    Terapeuten er en klog mand! Han fik mig overbevist om, at jeg skal trække mig 100% fra Manden og Knægtens indbyrdes konflikter. Dels så VED Knægten jo allerede, hvad jeg synes er acceptabel opførsel, og hvad der ikke er, og dels skal Manden SELV markere sine grænser! Manden er nødt til at lære at sige tingene på en ordentlig måde, og være MEGET klar og tydelig i sine udmeldinger.

    Jeg fortalte mine "mænner", hvad jeg havde aftalt med terapeuten, og jeg har virkelig kæmpet for at holde mig ude af deres fejder. Der er LAAAAANG vej endnu, men jeg kan høre, at Manden bliver bedre til at sige "jeg vil have", eller "jeg vil ikke have" fremfor "du skal" eller "du må ikke"... Al begyndelse er svær, og selvfølgelig skal der være plads til bump på vejen - men jeg glæder mig til at vi (forhåbentligt!) når der til, hvor ingen af dem appellerer til mig, når de har én af deres ture. Lige her og nu er separation og flytning i hvert fald aflyst. :)

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    I tirsdags var jeg på OUH, til samtale og undersøgelse hos endo-teamet. Der har desværre ikke været nævneværdige forbedringer, selvom jeg er begyndt at tage HUSK og jeg laver de der afspændingsøvelser, jeg fik derovre sidst. Jeg skal nu prøve at have mini-piller som supplement til den igangværende behandling, og så må vi se, om de kan hjælpe. Jeg har en tid derovre igen sidst i august.

    Dog er der et problem med de mini-piller, jeg har fået fra apoteket: Der står på indlægssedlen, at jeg kun må bruge dem efter aftale med egen læge, hvis jeg har sukkersyge - og det har jeg jo. Så jeg bliver nødt til at ringe til lægen i morgen (fredag), og sikre mig, at det er ok, jeg tager dem, inden jeg tager hul på æsken. Hvis jeg ikke må få disse (som i øvrigt er et andet produkt end dem, lægen på OUH udskrev, men som apoteket har tilsendt mig, fordi de som udgangspunkt skal sende det billigste præparat), må jeg snakke med lægen om, hvilket produkt jeg så må få i stedet.

     

  6. Nu har jeg været mor i 6 uger, og jeg elsker det! 

    Det er forbandet hårdt, jeg har tudet af frustration flere gange og jeg har mere end én gang ringet efter hjælp, så jeg kunne få 2 minutter for mig selv inden jeg mistede forstanden. 
    Men hver gang jeg af den ene eller den anden grund har været ved at skrige af frustration, har E stukket mig det største smil - og der er ingen negative følelser der kan overleve synet af det smil! *love*

    E er heldigvis et nemt barn (og jeg har fået en enorm respekt for enlige mødre, der ikke er lige så heldige! Hvordan klarer de det?!)
    Hun skriger når hun er sulten og sover når hun er mæt - og på trods af en del mavekneb er hun glad det meste af tiden og har et fantastisk sovehjerte! Den sidste uges tid har hun sovet igennem hver dag (mellem 5 og 8,5 timer.) 

     

    Det kommer meget bag på mig at det ikke er alt det jeg troede ville være hårdt, der er det hårdeste. Det er helt fint at jeg skal udskyde mine egne behov til fordel for hendes, det generer mig ikke at stå op midt om natten eller at jeg skal planlægge min dag rundt om E - det går mig til gengæld ret meget på at jeg ikke kan høre musik når jeg er med bussen fordi jeg skal lytte efter E. Jeg synes det virker så latterligt at det er dét, der går mig på, og det kommer helt bag på mig. Men det irriterer mig hver gang jeg stiger ind i bussen.

    Der er dog også sket en del negative ting de sidste 6 uger. 
    Jeg er igang med at planlægge barnedåb, og det giver så meget ballade at jeg flere gange har overvejet at opgive det, få hende døbt i hemmelighed og aldrig fejre det. 
    Først vil min far ikke komme, fordi han ikke kan lide xKæresten - som han iøvrigt aldrig har mødt. Af samme grund har han heller ikke set E, og vil ikke komme til nogen ting fremover hvor xKæresten er inviteret.
    Så vil min bror, som i øvrigt skulle have været gudfar, ikke komme, fordi hans kæreste har et problem med en af de andre inviterede. De ændrede heldigvis mening og kommer i kirken, men holder sig væk fra festen - men først efter vi havde fundet en ny gudfar til E og det er lykkedes min bror at smadre vores pisse gode søskende-forhold over sms. 
    Fordi min bror var en idiot ændrede min far mening, og ville nok godt komme alligevel - men da de modtog invitationen, meldte han alligevel fra. 
    Mine bedsteforældre vil pludselig kun komme til kirken, hvilket jeg ikke forstår eller får nogen grund til - og 2 dage efter vil de så alligevel godt komme til festen også. 

    Jamen jøsses altså!
    I det mindste har jeg nogenlunde frie hænder med hensyn til festen, så den bliver præcis som jeg ønsker - xKæresten har været med til at bestemme menuen og valgte kirken, men borddækning, pynt, tøj til mig og E, invitationer osv er mit område - og jeg elsker det! 
    Og det at det er så sjovt og hyggeligt at gå og planlægge er nok den største grund til at jeg ikke bare har aflyst barnedåben. :P

    Pt forsøger jeg at fortælle mig selv at intet kan ødelægge barnedåben, at det bliver en fantastisk fest uanset hvem der kommer og hvad der sker. Alligevel er der en lille del af mig der egentlig bare gerne vil have det overstået nu - og så er der altså længe til August.

  7. Det bliver på mange måder en dejlig og spændende uge, jeg går ind til i morgen efter en hård omgang på arbejde i går og i dag - jeg ELSKER sommerferie!!!

    I morgen, mandag, skal jeg mødes på KUA med en pige, der læser dansk på 2. semester og skal til mundtlig grammatikeksamen den 30. juni, og så skal jeg hjælpe hende med at blive klar til sin eksamen. Det er første gang, jeg skal "undervise" nogen på et højere niveau end folkeskoleniveau, så det glæder jeg mig meget til! Hun havde lavet et opslag i en kæmpe Facebookfællesgruppe for alle danskstuderende på KU, hvor hun efterlyste en, der ville hjælpe hende - og jeg elsker grammatik og enhver lejlighed til at nørde med det - så jeg meldte mig!

    Min "elev" har åbenbart spredt rygtet på sin årgang, så i dag skrev en anden pige til mig og spurgte, om jeg mon havde tid til at hjælpe hende også. Så tirsdag mødes jeg med hende på KUA også, før jeg skal videre på job, hvor jeg har taget en vagt for en kollega klokken 16.

    Onsdag står den på hygge med mine søde veninder fra gymnasiet, som også er flyttet til København; så skal der hækles og nørkles og sludres! Vi mødtes også i torsdags, men det kan man kun svært få for meget af. Der er planlagt fælles aftensmad.

    Torsdag skal jeg mødes med A (!!!). Det bliver godt nok interessant. Jeg vil og tør ikke håbe eller tro eller forvente noget som helst. Glæder mig til at se ham, selvfølgelig gør jeg det, fordi han har betydet meget - og gør det stadig - fordi vi snakker pisse godt sammen - sammen med ham tør jeg godt bare være mig. Men vi må nok hellere lige tage en slags forventningsafstemning!

    Fredag skal jeg så småt have gang i noget pakning, før jeg skal i byen og ryste skinkerne med min veninde hele natten.

    Lørdag regner jeg med at sove tømmermændene ud og få pakket mere eller mindre færdigt ...

    ... og søndag ankommer jeg mellem 16 og 17 på Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor jeg skal på en uges sangskrivningskursus ved Tue West!

    Dét er da en god uge!

  8. I dag har jeg ingen ord, men alligevel så meget at sige, og den eneste måde det kan siges igennem er en sang:

     

  9. Hej alle på DELDIG, benbaj vil afgå ved sletning, da jeg gerne vil være rimelig anonym, med de ting jeg skriver om, og jeg ved at en meget snaksalig dame jeg kender har fundet herind og snakker om at oprette en profil, og på nogle af mine gamle indslag er jeg ret genkendelig, så derfor vælger jeg at forsvinde som benbaj og genopstå som noget andet.

    Jeg vil ikke ændre min profil, kun ændre navnet og så slette nogle af de mest personlige genkendelige indslag

  10. Regga

     Regga

      Indlæg: 72    Kommentarer: 191

    På grund af ferie perioder og diverse har jeg kun været til psykolog 2 gange indtil videre. Det er slet ikke nok. Har jeg nogensinde nævnt jeg hader sommer.? Det gør jeg. Alting går galt, i stå og alt det der.

    Jeg starter i et intensivt forløb midt i august. Jeg er ved at blive sindssyg. Kan slet ikke holde det ud. Det hele kører bare rundt i hovedet på mig.

    Jeg starter på arbejde igen i morgen. Jeg orker det det ikke.

    Jeg er begyndt i fitness igen. Jeg har det bedst i bevægelse for tiden. Det hårdt fordi der er så længe siden jeg har trænet. Jeg vil gerne træne hele tiden, men kan jeg selvfølgelig ikke, fordi jeg ingen muskelmasse har for tiden.

    Jeg må indrømme, at jeg bliver nervøs, for at blive for tynd. Det lyder dumt, men så alligevel hvis jeg træner så meget. Jeg har virkelig kigget mange før og efter billeder af piger der træner og er på kost og kigget på mange piger nede i fitness. Andre piger der kommentere på deres flotte resultater. altså. Jeg er ikke fan af minus kurver og kæmpe tigh gab.  Og hvad der ellers kan være som så mange higer efter. Jeg synes det ser lidt sygeligt ud. tænk der er nogen der brænder for at se sådan ud? Brittany sagde et til mig at have et stort thigh gab var en af hendes største ønsker. .. hm.. ja. Jeg tror ikke jeg skal på nogen kostplan.

     

     

     

     

  11. Tro i lænker.

    Hvad får os til at tro. Jeg tænker her på at tro på noget, som er uden for vores dagligdag. Tro på et liv efter døden. Tro på en himmel eller et helvede, en skærsild eller et evigt liv i himmels lykke. Tro på , at der er en, der styrer og leder os: vore tanker og vor færden.

    For det første er det vel den påvirkning vi får fra vore forældre, der kan gå fra en stærk religiøs påvirkning  til en ligegyldig do, alt efter vores forældres egen religiøse opfattelse.

    Hvis barnet bliver påtvunget at deltage i åndelige møder som f.eks. Jehovas Vidner,kan grundstenen blive lagt til et langt liv i troen lænker. Lænker, som er næsten umulige at bryde ud af, og hvor konsekvenserne er uoverskuelige.

    Jeg har lige hørt en lydbog: Jehovas lille vidne, hvor en ung kvinde fortæller om sin barndom og ungdom i Jehovas Vidners lænker. Hvordan hun brugte al sin tid og flid i Jehovas tjeneste, og om, hvordan hun som 38-årig brød med Jehovas Vidner. Men også om den høje pris, hun måtte betale for sit brud.

    I  forbindelse med Jehovas Vidners forkyndelse var der et væsentligt element, jeg fæstede mig ved. Jehovas Vidner tror ikke på et helvede eller en skærsild, hvor sjælen skal lutres for en kortere eller længere tid.

    Når verden går under, vil alle troende Vidner, som er et begrænset antal, gå ind til et evigt lyksaligt paradis. Men de, der ikke kommer i himlen, kommer ikke i helvede, men bliver kort og godt udslettet. Jeg kan næsten for egen regning tilføje, at de på linie med andre religioner opnår Nirvana.

    Der er ingen trusler om et helvede i Jehovas Vidners forkyndelse. Men for de, der bryder ud af Jehovas vidners lænker, kan livet her på jorden næsten sammenlignes med et helvede.

    Det, der får almindelige dødelige som mange af os, til at tro på noget: religion, eller egne forestillinger om en eller andet, der griber ind i vores daglige liv og færden, er vel i grunden vor egen utilstrækkelighed. Vores angst for at stå alene – som ikke mindst i farens eller dødens stund, får os til – enten med foldede hænder- eller blot i tanken at sende en stille bøn om hjælp og styrke til at overvinde faren til et forsyn, en skaber, en Gud – eller måske til den livskraft, der får vores hjerte til stadig at slå.

    Hilsen fra slaaenbakken

  12. Hvordan det hele startede - med mit livs kærlighed. 

    Det hele startede da jeg var 18 år gammel. Boede jeg på et opholdssted, på Møn. Jeg har en bedsteven, der også går der. Jeg mødte ham her "Mikkel", og en som hedder "Patrick", sammen med min bedsteven. Det hele var mega mærkeligt - for jeg havde snakket med "Mikkel" mange gange før i tiden, sådan noget - hvor vi bare ikke kunne lide hinanden, så mødte jeg ham i virkeligheden, og mødte også Patrick. Jeg synes virkelig godt om dem, især Mikkel. ♥ Jeg mødte dem flere gange, vi begyndte være sammen sådan 2 gange om ugen, i sommerferien. Jeg blev mere og mere glad for Mikkel. Jeg ringede til ham hver aften, og sagde godnat - og hver morgen. Vi aftalte at tage på bakken sammen, alle sammen. Jeg prøvede rigtig mange forlystelser med Mikkel. Vi begyndte at skrive, sammen hver dag - hele tiden, men i alt det her havde jeg jo en kæreste. Jeg så slog op med, jeg havde ikke flere føleser for ham. Mikkel er mit livs kærlighed, jeg havde aldrig mødt en dreng, som ham før. Han var bare så sød, var der altid for mig, passede på mig, skrev med mig, ringede til mig når jeg havde brug for en at snakke med, han var den dreng - som forstod mig aller bedst, jeg aftalte med Patrick, at komme hjem at sove i en weekend, efterfølgene - Havde jeg en overnatning hos Mikkel - Så var vi kærester, ja .. det gik rimelig hurtigt. Det blev vi også enige om, men vi var også enige om - det var det vi ville. Og at det virkelig skulle være os, han fortalte han har kunne lide mig igennem hele det her spil. Og jeg vil jo også blevet rigtig glad for ham jo, så vi synes det var det rigtige. Jeg boede jo på det her opholdssted på Møn, og han bor jo i københavn - så ja. vi var rigtig langt væk fra hinanden, det kunne jeg ikke holde ud, jeg var alligevel ved at lede efter, lejlighed - jeg kunne ikke klare at bo der på opholdssted - jeg kom jo ikke videre, så ringede til "Min kæreste - Mikkel", og græd, jeg kunne ikke noget dernede, jeg var så ked af det hele tiden, jeg ønskede bare at se ham "mikkel", hele tiden kunne ikke undvære drengen! Han sagde jeg bare kunne komme hjem og være hos ham nogle dage. Og jeg fortalte ham hele historien, han forstod mig 100%, og han sagde jeg bare kunne blive hos ham. Så stoppede jeg på mit opholdssted - og nu har jeg verdens dejligste kæreste, nogle pisse dejlige venner herinde i københavn -og snart igang med skole, når kommunen finder ud af det sidste, hvor - hvornår osv. Det har været en hård kamp, men jeg gjorde hvad min mavefornemmelse sagde. Jeg synes det var det rigtige valg, for mig. :-) 

    - tak fordi du læste med. ♥