Blogs

Vores community blogge

  1. EU eller vort eget Folketing - beslutningen om privatisering, og konsekvenserne deraf, kommer ud på ét: Storkapitalen scorer profitten, samfundet mister forsyningssikkerhed og politikerne skændes om, dels resultatet, konsekvenserne af privatiseringen, og om hvem, der så har været skyld i, at det igen, igen gik, som det plejer at gå.

     

    Offentligt monopol, vil de fleste af os kunne blive enige om, har sine omkostninger i form af "fravær af konkurrence".

     

    Privatejede monopoler gør politikerne sig ihærdige anstrengelser for at dæmme op for konsekvenserne af på det globale marked. Med større og, (men) oftere, mindre held.

     

    Snart sagt kun "beskæftigelsesindsatsen" og socialpolitikken har Staten valgt at beholde monopol på. Beskæftigelsesindsatsen for fortsat at kunne svinge pisken over de dovne arbejdsløse og socialpolitikken for at kunne gennemtrumfe massive besparelser.

     

    Kønt er det ikke. Og hensigtsmæssigt effektivt slet ikke!

     

    Telekommunikation, jernbanedrift, ældrepleje, sundhedssystemet, energiforsyningen, vejvæsen, postvæsen: Listen over "væsener", Venstre, med Rasmussen (Fogh) og Rasmussen ("Løkken") som spydspidser har smadret, er lang. Lang, som perioden, det parti har hærget med sin "liberale politik".

     

    Hvor befriende, om vi kunne få privatiseret mandattildelingen til at sidde i Folketinget!

    Om ikke et direkte forbud mod partidannelse og selvsamme partiers "ret" (tilnærmelsesvist monopol på) til at opstille kandidater, så langt lettere adgang for "privatpraktiserende politikere" til at opstille og blive valgt til Folketinget.

    Måske ligefrem en vindersag for en ligestillingsminister?

     

    http://stiften.dk/artikel/441823

     

  2. Jeg tog en rutchetur ned af "stigen" i sidste uge. Det er sådan jeg har det efter den opringning fra min a-kasse for en uge siden. Hver dag er blevet en kamp for at komme videre. Lysten til at lave noget som helst er pist væk og tristheden har overtaget. Jeg har sovet dårligt hver eneste nat i en uge og selvom jeg forsøger at vende mig om på den anden side, så kommer tankerne snigende. Alting bliver til et sort samsurium af rod i mit hoved. Natten er ikke tiden for tanker...har jeg selv skrevet så mange gange til andre når de har ligget og haft rod i hovedet...alting vokser i mørket.

    Når det er sagt så har jeg fri idag og denne morgen har, indtil nu, ikke været anderledes. Jeg har været vågen den halve nat og sidder nu her med min kaffe/kakao/cappucino-blanding og forsøger at finde krudt til at lave noget. 

    For mange år siden var jeg familieplejer og dermed medlem af Socialpædagogernes Arbejdsløshedskasse. Så stoppede familieplejeansættelsen og jeg blev ledig. De kan ikke lide ledige og slet ikke deltidsledige, det blev jeg hurtigt klar over. Trods det at jeg kørte i 4 job og havde 4 mindre børn, så blev jeg kun mødt med arrogance, nedladenhed og zero respekt. Dengang valgte jeg at skifte fagforening/a-kasse og det var en super fornuftig beslutning. Jeg blev mødt med respekt, samarbejdsvilje og forståelse i min nye fagforening/a-kasse. De gav mig troen på mig selv og det betyder rigtig meget i jobsøgningsregi.

    "Det bedste forsvar er et angreb". Sådan lyder en talemåde og der er rigtig meget sandhed i den. En anden måde at sige det på kan være at jeg agere på det der bremser mig og jeg har derfor valgt at skifte tilbage til den fagforening/a-kasse, som gav mig så meget for mange år siden.

    Mailen blev sendt og nu har de så ringet. Vi har talt om overflytningen, hvilken pakke jeg gerne ville have, muligheden for kurser (jeg elsker kurser) bl.a. omkring Linkedin som er en protal jeg ikke ved så meget om og jeg har talt med en stress-konsulent omkring min jobsamtale senere idag.

    Allerede nu kan jeg mærke energien kommer tilbage, smilet ligger ikke så langt væk som det gjorde for bare en time siden og nu skal jeg så bare gøres mentalt klar til jobsamtalen. At blive mentalt klar betyder, for mig, at jeg skal overbevise den %-del af mig der er bange for dagligvarebranchen til at "ville". Frygten for den branche ligger dybt og jeg har derfor allerede fået lovning på sparringssamtaler i min nye A-kasse, hvis jeg får tilbudt jobbet. 

    Nå men nu har jeg jo ikke fået det endnu og der er lige et stykke vej der skal tilbagelægges. Den varme bruser kalder og så vil jeg ud i verden og se mig lidt omkring inden. 

    Trin for trin kravler jeg langsomt op af stigen....

    Centrum

     

     

     

  3. I mine drømme kan jeg alt. Jeg er ikke uovervindelig eller udødelig, men de ting jeg sætter mig for, opnår jeg. I hvert fald i mine drømme. Der gør jeg tingene rigtigt - og det meste af tiden bliver de gjort rigtigt første gang. Der lader jeg ikke frygten og nervøsiteten for det ukendte styre mig. Jeg accepterer det - accepterer, at det er der, men lader det ikke overtage og påvirke min dømme- og handlekraft. I mine drømme er det ikke kun lyserødt - men der har jeg modet til at handle på det der gør mig bange.

    Når jeg åbner mine øjne er virkeligheden en helt anden. Jeg føler mig ofte som en lille bange pige, der ikke tør gøre noget som helst - men reelt bare lader tingene stå til, som de er. Typisk Laissez faire-adfærd. Jeg mangler styrke, jeg mangler mod. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men det er som om den lille pige ikke vil slippe sit tag i mig. Ikke vil lade mig rykke videre og prøve at blive voksen. For helt ærligt.. Der er jeg lysår bagefter.

    Normalt. Efter ham der, den høje, mystiske, spændende mand kom ind i mit liv, har jeg ændret mig - så meget. Jeg har kendt ham i 3 uger, og han har allerede haft en stor indflydelse på mit liv. Han har givet mig lysten til at få gjort noget ved mit hjem. Få gjort noget, så jeg rent faktisk føler at jeg er hjemme, når jeg er hjemme. Det har betydet, at jeg nu har fået min lejlighed op at køre - der er ryddet op, gjort hovedrent. Og jeg sad hele aftenen i går med levende lys, forskellige steder i lejligheden. Der var ikke flere flyttekasser, ikke mere rod. Det giver en helt anden ro, at jeg nu kan sætte mig ved mit spisebord, tænde min bærbare og nu sidde og skrive - uden rod. Det har allerede givet en kæmpe ro i mit sind.

    Han har været der for mig. Han har ikke fysisk hjulpet til, men hans opmuntring, hans "nøj hvor er du sej"-beskeder, hans altid fantastiske små søde beskeder, når jeg mindst venter det - og mest har brug for det. Når han siger til mig, han rent faktisk forstår hvordan jeg har det. Særligt efter jeg den sidste uges tid har været voldsomt uvenner med min far. Når jeg er kommet fra arbejde og hjem til ham, er crashet fuldstændig på hans sofa og har ligget og stortudet i frustration over at min far tilsidesætter mig. Erkendelsen af, at vi ikke er enige - at vi reelt har hver vores liv. Erkendelsen af, at jeg ikke er hans førsteprioritet.

    Det kan meget hurtigt lyde som en møgforkælet snotunge der taler! Det det handler om er, at han har fundet en ny kæreste, hvilket er fantastisk. Han ved at jeg har et behov for at møde hende, hvor der ikke er nogen mennesker udover, jeg skal forholde mig til. Vi skulle have været til noget frokost-noget om en uge. Da far og jeg sidder og snakker - siger jeg, som med hans første kæreste, at jeg synes det kunne være rart at vi gjorde det på den måde. Hvortil han svarer: Ja nu må vi se, jeg tror ikke det kan lade sig gøre, for jeg har tænkt mig at invitere hende med når vi skal ud og spise om søndagen. Bum.

    Egentlig er det jo fint - han vil gerne vise hende frem. Han er glad, han er lykkelig. Han er forelsket. Det der tricker min hjerne fuldstændig er, at han har vidst det - altid. Vi har brugt timer efter mine forældres skilsmisse, på at tale om hvad der var vigtigt for mig, når det kommer dertil. Også skider han højt og flot på det. Jeg var rystet. Jeg var chokeret. Og jeg blev simpelthen så ked af det.

    For en god ordens skyld, skal vi så ikke kalde min søde date, for M!. Jeg kom hjem til ham, lagde mig på hans sofa og jeg var så træt efter arbejde og den samtale. Og tårerne løb, uden jeg egentlig vidste det. M! snakkede om dagen, hvad han havde lavet, hans far havde ringet - de der dagligdagsting. Og jeg forstod intet af hvad han sagde. Han så på mig og spurgte om jeg var okay. Jeg sagde, at jeg bare var træt og havde behov for at slappe lidt af. Så satte han sig ned på gulvet - tog min hånd, og aede mig henover håret. Jeg brød fuldstændig sammen og fortalte hvordan min verden hang sammen. Hvor ked af det jeg var, og hvordan min far havde opført sig under den telefonsamtale vi havde haft den dag.

    M! tog et hårdere greb i min hånd, og holdte mig helt tæt og sagde: "jeg forstår dig". 3 små ord, der betyder så meget. Det kan gøre så meget skade, hvis modtageren ikke føler det, selvom det er blevet sagt. Det gjorde jeg. Og jeg følte mig helt tryg. Også gik det op for mig, at han lige havde lagt øre til en hel dags frustrationer. Jeg brød helt sammen igen og sagde: Men det var jo ikke meningen det skulle gå ud over dig.

    M! trådte i karakter - han sagde; "hey.. Det er ikke mig du er sur på - frustreret over. Du fortæller mig hvordan du har det, så det her går ikke ud over mig. Tværtom er jeg glad for du fortæller det og deler det med mig. Lader mig være med i det du oplever".

    Der skete noget i mig der. Endnu mere, end ellers. Han rørte noget i mig, ingen andre har gjort før. Jeg følte mig rent faktisk forstået. Jeg følte, at det var okay at bryde sammen - det er okay at være ked af det og frustreret. Det er okay ind imellem bare at synes at verden er helt vild dum.

    Da vi havde lagt sådan lidt, kiggede han på mig og sagde; "jeg tror vi tager en hyggeaften på sofaen. Du ligner en der trænger". Jeg puttede mig ind til ham hele aftenen, under dynen. Og nød, at jeg har fundet en der rent faktisk lader mig.. være mig.

    Med alt det med min far, er jeg helt sikker på, at det ikke var det han mente. Og at han med meget stor sandsynlighed ikke havde tænkt over det. Jeg skal dog gladeligt være den første til at indrømme, at uanset hvad meningen var, blev jeg ked af den måde han fik formuleret det på. Men jeg havde en mand ved min side, jeg slet ikke var i tvivl om ville være min støtte. Det har i den grad fået mig til at tænke - har jeg mon mødt ham jeg skal blive gammel med?

    <3

  4. ...gang, men I må bære over med mig! I fredags lavede jeg flg. opslag på Facebook, egentligt afledt af en privat (Messenger-)samtale med en "ven" derinde, som jeg simpelthen bare blev så frustreret over, og nu SKULLE jeg bare have luft!!!

     
    Idag har Manden fødselsdag, og jeg glæder mig selvfølgelig til at fejre ham. Men jeg ved også, jeg går en weekend i møde, der bliver svær at komme igennem, fordi jeg har det som jeg nu engang har... Huset fuldt af gæster imorgen, og søndag fødselsdag for et andet familiemedlem. Vi må se, om jeg kan rumme det hele...
     
    I denne uge driller specielt gigten, og mine hænder gør helvedes ondt. Det er frustrerende, når jeg fx ikke engang har kræfter i hænderne til at tage en bageplade ...ud af ovnen... Jeg har brug for hjælp til noget af min påklædning, og det føles faktisk ret ydmygende, at skulle bede om hjælp til...!
     
    Jeg render rundt med stramme håndledsstøtter på det meste af tiden, og føler mig mere eller mindre som én af dukkerne fra Jullerup Færgeby!
     
    I denne uge har jeg ikke været i praktik. Hænderne kan ikke holde til cykelturen frem og tilbage, og selv hvis jeg GIK derop og hjem igen, ville mine hænder ikke lystre, når varerne på hylderne skulle sættes pænt *suk* (Plus jeg skulle bede om hjælp til at få lynet min jakke mv. når jeg skulle hjem, hvilket jeg også ville finde ret ydmygende...)
     
    Og alt det ovenstående omhandler kun gigten, - så kan jeg lige tilføje endo'en og de psykiske ting, jeg slås med, men det gider jeg slet ikke komme ind på her.
     
    Jeg hører af og til sætninger som fx. "Tag dig nu sammen!", "Du ser da ikke syg ud!", "Jeg ved godt, hvordan du har det, for jeg var selv syg her forleden" osv.
     
    NEJ, du ved ikke hvordan det er at leve dag ind og dag ud med kroniske smerter - medmindre du selv har prøvet det.
     
    Når du ser mig, er det sikkert på én af mine gode dage, og nej, der ser jeg sikkert ikke syg ud - men det ér jeg altså alligevel!
     
    At leve med usynlig sygdom er ikke sjovt. Det kan være et stort tabu for mange.
     
    Jeg har flere gange overvejet at poste et billede af mig, hvor jeg har det aller værst, så folk kan få et indblik i hvordan det er, når smerterne har overtaget. Men indtil videre har jeg ikke haft modet til det...
     
    Kender du nogen, som lever med en usynlig sygdom, - det kan være kroniske smerter, depression eller andet - , så vær der for personen! Det værste du kan sige til den person, er at vedkommende skal tage sig sammen. Det kan godt være vedkommende ikke SER syg ud, men det ER han/hun! 2764.png
     
     
    Selvfølgelig har jeg fået mange reaktioner, både direkte på opslaget og i private beskeder. Det varmer naturligvis, - men jeg ved også, at der stadig sidder nogle stykker på min venneliste, der tænker, jeg bare skal tage mig sammen og klappe i. Det må de godt tænke, men der bliver stille og roligt luget ud i de værste af dem. Det er ikke fordi jeg forventer eller ønsker MEDFØLELSE - jeg vil bare gerne have folks FORSTÅELSE og RESPEKT for, at min situation er anderledes end deres, og at det er svært for mig selv at acceptere.
     
    Jeg er jo ikke længere dén Pips, jeg troede, jeg var - og hvem pokker er jeg så, når jeg ikke længere kan det, jeg både er (VAR!) god til og holder af?!
     
    I øvrigt var jeg fuldt opsat på at jeg skulle med til dén fødselsdag i familien i dag, trods gigtsmerterne, men Knægten har stadig feber (efter han fik konstateret halsbetændelse sidste søndag hos Lægevagten), så han og jeg er blevet hjemme, mens Manden er taget til fødselsdag. Hvis Knægten stadig har feber i morgen, bestiller jeg en lægetid til ham, for han har afsluttet penicillinkuren i dag, og der burde ikke være feber i så lang tid, no matter what...
     
    *^*^*^*^*^*^*
     
    Manden havde jo 25-års jubilæum på sin arbejdsplads i august, og i januar blev han fejret, da hans arbejdsplads inviterede ud at spise. Han fik nogle penge i gave, som han besluttede at bruge på et nyt gulvtæppe til vores stue. I første omgang var det kun meningen, vi skulle have en lille tæppe til at lægge under sofabordet, fordi der var slidt hul i det gamle tæppe. Men da han fandt ud af, vi kunne få nyt tæppe i hele stuen for ca. 2200,- v. Kjeldsen Tæpper i Holsted, så blev der hurtigt truffet en beslutning om at gøre dét. Tæppet er mørkegråt, og derfor en ret stor forandring i forhold til det lysegrå (grimme, slidte) tæppe, vi i forvejen havde liggende.
     
    Vi valgte at lade det nye tæppe være en overraskelse for Knægten, som skulle til sin far i sidste weekend. Så fredag morgen, da Manden og Knægten var taget afsted, gik jeg i gang med at tømme stuen for "nips" og potteplanter mv. Møblerne kan jeg selvfølgelig ikke slæbe rundt på selv, så dem hjalp Manden og jeg hinanden med, da han kom hjem med det nye tæppe efter arbejdstid. Eller - de af møblerne, jeg KAN være med til at bære... Resten kom Svigerfar og hjalp med om lørdagen, hvor de også lagde tæppet på, og møblerne kom ind igen stille og roligt. Jeg kunne så nusse rundt og sætte "nips" på plads - i hvert fald dét "nips", der fik lov at blive, for dét blev der også lige ryddet lidt ud i. Resultatet er en markant pænere og mere stilfuld stue - selvom alt er "genbrug".
     
    De BLÅ låger på vores Montana-reol er blevet malet lysegrå, og jeg går med overvejelser omkring også at male vores to gamle, MØRKE egetræsskabe lysegrå, men det må under alle omstændigheder vente, indtil mine hænder har det bedre igen... Vi har også en gammel, mørk egetræsreol stående i gangen, og dén kunne jeg jo "øve" mig på, inden jeg kaster mig over skabene i stuen. Specielt det ene (et "tårnskab", jeg har arvet fra min farmor og farfar) er jeg ret øm overfor, så det ér jo lidt risikabelt, hvis vi nu ikke bryder os om det. Det er ikke rigtigt muligt at gøre det om, når det først ér malet...
  5. Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

    Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere. 

    Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: "Er det til dig eller din datter?" 

    Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud? 

    Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu. 

    Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke. 

  6. Kære jer herinde

    Skulle vi ikke alle sammen løfte Deldig?
    Jeg ved godt, at der skal være plads til både det sure og det søde, men det lader til, at sidste halvdel mangler. Mange bruger deldig som en ventil til at rase ud med alt det dårlige og al modgang. En ventil til munddiarré, så læserne herinde vader rundt i den helt store gylletank og der er langt mellem blomsterne. Jeg tror på, at en negativ spiral smitter. Men jeg tror også, at vi kan vælge at vi i fællesskab kan gøre vores for at danne en god spiral herinde.

    Er du enig, så kan du jo fremover tænke over, om du vil plante en blomst eller fylde mere gødning på.

    Det hele handler om, hvordan vi ser tingene og hvad, vi fokuserer på. Kigger vi på blomsten eller skyggen af den?

    :blomst:

  7. Jeg har ikke besøgt Kaare siden jeg fandt ud af at jeg var gravid. 
    Jeg har enormt dårlig samvittighed over det og føler mig som en elendig mor - samtidig med at jeg ved at jeg er en fantastisk mor, fordi jeg holder mig væk for at jeg kan nyde graviditeten med E med mindst mulig bekymring. 
    Jeg har lovet mig selv at tage revanche og tage E med op og besøge Kaare så snart det bliver muligt - og indtil da må jeg leve med den dårlige samvittighed. 

    Bekymringen kan jeg dog ikke helt undgå. Jo længere hen i graviditeten jeg kommer, jo mere nervøs bliver jeg. Ikke for at der er noget galt med hende nu, for hun er god til at gøre opmærksom på sig selv både dag og nat, men jeg er rædselsslagen for at der pludselig skal ske hende noget. Jeg er sikker på at frygten forsvinder så snart hun er født, så jeg går og tæller dage til igangsættelsen! 

    Heldigvis kan jeg distrahere mig selv lidt fra bekymringerne og den dårlige samvittighed. 
    Jeg skal jo flytte til Maj, og da jeg allerede nu er ret slemt plaget af graviditeten er jeg så småt gået i gang med at pakke de ting ned som jeg kan undvære de næste 2 måneder. 
    Det er alligevel blevet til en del ting efterhånden, og lejligheden begynder allerede at se lidt tom ud - på trods af alle de sække med ting der står rundt omkring. 

    Nu kan Maj kun komme for langsomt. 

  8. I morgen, mandag, starter jeg officielt på 6. semester af min bacheloruddannelse. Det er fandme vildt at tænke på. Lovede mig selv i tidernes morgen aldrig at gå på universitetet, fordi jeg slet ikke var klog nok til det. Men her er jeg så alligevel - og nu med 5. semester afsluttet og dermed altså halvvejs igennem til kandidaten.

    I denne omgang bestod eksamen af både en 48 timers skriftlig tekstanalyseeksamen i spansk, en 3 timers bundet skriftlig fonetikeksamen i spansk OG altså mit bachelorprojekt. Afsluttet med hhv. 10, 10 og 7. Det er alt sammen rigtig fint og meget godkendt, selvom det jo selvfølgelig havde været sjovere at have fået 10 i bachelorprojektet. Men fuck det, jeg er igennem, og 7 er også rigtig, rigtig fint - ISÆR fordi jeg gik ind til det med "Jeg skal bare bestå" i hovedet! Skrev bachelor om Rævebogen (en samling af fabler om Mikkel Ræv-figuren) og dens receptionelle og funktionelle udvikling i den danske litteraturhistorie fra 1555 og frem til i dag.

    Weekenden har jeg brugt med mine Lilholt-buddies og "julefrokost". Er næsten lige landet. Er rigtig træt, men det har været så hyggeligt!

    Om lidt vil jeg gå i seng og starte på sidste semester af bachelordelen i morgen klokken 12.

  9. Kl er 03.15 og jeg har endnu ikke lukket et øje. Min kæreste er i byen, hvilket er med til at holde mig vågen og så har jeg den der åndssvage arm, som går så ubeskriveligt ondt pga. den byld, som gerne skulle sidde og hygge sig et sted inde i min forbandede armhule. Skal spise tre penicillin piller om dagen og tage panodiler for at dulme smerterne, men er sgu ikke så meget for det med at blande piller - generelt er jeg ikke glad for piller. Har dog alligevel lige taget to panodiler, for nu blev smerterne altså for store.

    Anyways - min kæreste er i byen sammen med hans klasse, eller hvad man kan kalde det. Han er på skole i forbindelse med hans uddannelse. De har været i gang siden kl 14.00, eller han har i hvertfald, og da jeg snakkede i telefon med ham kl kl 22 lød han allerede totalt vissen, og jeg spurgte ham om han ikke snart skulle hjem, men de var jo lige på værtshus jo og jeg svarede bare "jaja" eller "Hm" husker ikke. Jeg tænker der nok ikke går længe før han tager hjem, men nu er klokken så bare snart halv fire og han bliver ved sammen med de andre. Fair nok han hygger sig, men urgh hvor kan jeg mærke der er noget indeni mig, som absolut ikke er fan af det. Vi har skrevet frem og tilbage siden kl 01 med pauser på 10 minutter til næsten 1 times mellemrum, og hver besked har jeg svaret at jeg synes han skulle tage hjem. Dels fordi ham og jeg skal være sammen i morgen, dels fordi vi skal passe hans niece og dels fordi jeg har fødselsdag lørdag OG dels fordi han snart er færdig med uddannelsen også skal de afsted igen + svendegilderne. Forhelvede hvor kan jeg mærke jeg faktisk er sur?? puha.

    Først siger han amen senest kl 5 og nu amen senest kl 07 inegaøogjpe greaø det kan mit hoved ikk lige kaperer. Så ja, nu har jeg skrevet "jaja, vi ses i morgen" uden noget bare koldt, eller hvordan man kan beskrive det. Han sender stadig smileyer og skriver skat osv, jeg har droppet det, for det gider jeg ærligtalt ikke. Er ret indebrændt. Jaloux måske, eller det ved jeg ikke engang om man kan kalde det - bare irriteret på ham tror jeg nærmere.

  10. Hej alle på DELDIG, benbaj vil afgå ved sletning, da jeg gerne vil være rimelig anonym, med de ting jeg skriver om, og jeg ved at en meget snaksalig dame jeg kender har fundet herind og snakker om at oprette en profil, og på nogle af mine gamle indslag er jeg ret genkendelig, så derfor vælger jeg at forsvinde som benbaj og genopstå som noget andet.

    Jeg vil ikke ændre min profil, kun ændre navnet og så slette nogle af de mest personlige genkendelige indslag

  11. Kære alle på deldig.

    Det er længe siden, at jeg har skrevet her på siden. Tiden er bare gået, og med en familie på nu 3 børn, 8 børnebørn,+ 7 ægtefæller + 1 kæreste + 12 oldebørn – er der mange sammenkomster og besøg her hos mig og ude hos familierne.

    Helt smertefrit har min tid dog ikke været, idet jeg under en indlæggelse i 2013,  hvor jeg var indlagt med en svær nyrebækkenbetændelse, blev smittet med en modbydelig tarmbakterie, clostridium  difficile, som jeg har døjet med siden, indtil en dygtig overlæge på Hvidovre Hospital i september 2016 fandt en kur, der kurerede mig. Jeg har haft det rimeligt godt indtil d. 26., hvor jeg ville blive afhentet af min datter og svigersøn til den årlige tøndeslagning i Farum.

    Jeg havde godt nok lagt mærke til, at min vejrtrækning ikke var helt fin, men jeg må have anstrengt mig mere end godt var, for pludselig sad jeg i min lænestol og hev efter vejret. Der var ikke andet at gøre end at tilkalde Falck, som gav mig nitroglycerin – uden at springe mig  i luften -. Mit blodtryk var pludselig meget højt – over 200.

    Min datter og svigersøn nåede lige at komme, inden jeg med udrykning kørte – blev kørt - til Hillerød Hospital, hvor jeg blev indlagt i en seng i modtagelsen.

    Af uforklarlige grunde havde jeg fået vand i lungerne.

    Inden jeg kunne nå at protestere, fik de et kateter stukket op i mig, og fik anbragt en tissepose på siden af sengen, hvorefter de har givet mig nogle furix vanddrivende tabletter.

    Jeg var også blevet udstyret med en fjernstyret sender, der videregav informationer om mit hjerte til hjertecentret.

    Efter 4-6 timer blev jeg overført til en 2-sengs stue, men senere på natten til en 4-sengsstue, da patienten ved siden af mig var døende.

    En dygtig mandlig sygeplejerske ville have mit kateter fjernet, idet han af erfaring vidste, at det kunne skabe problemer med blærebetændelse. Det blev fjernet, men skaden var allerede sket: Jeg havde fået blærebetændelse af det skide kateter.

    Det sved ulideligt, hver gang jeg skulle tisse, og det har det gjort og gør endnu her 18 dage efter opsættelse af kateteret. Ingen tænkte på at få taget en urinprøve, der kunne have afsløret blærebetændelse.

    Dagen efter min indlæggelse på 4-sengs stuen fik jeg voldsomme opkastninger efter et dejligt kyllingelår, og efter endnu en senere opkastning blev jeg lagt på en  isolationsstue, hvor jeg lå i 3 dage, indtil jeg igen blev flyttet til en 2-sengs stue.

    Hver dag blev der foretaget blodprøver, og mine forhøjede nyretal blev analyseret.

    Men man har skaltet og valtet med vanddrivende piller:

    Nogle dage fik jeg serveret 3 halve furix, andre dage ingen.

    Uartig, som jeg altid har været, gemte jeg ½ pille de dage, jeg fik 3 halve til de dage, hvor jeg ingen fik. Jeg blev skældt hæder og ære fra, da jeg fortalte en ung læge, hvad jeg havde gjort. ”Hvis jeg ikke tog den ordinerede medicin, kunne de lige så godt sende mig hjem”.

    NB.Den ældre læge, der hjemsendte mig, har ordineret 2 halve furix hver dag.

    Men endu en fejl – foruden det katastrofale kateter og dårlig styring af mine vanddrivende piller.

    Da jeg blev udskrevet stod der: 1 kalium pille hver 4 dag. (det var en gammel dosis).

    Det skulle være 2 kalium om dagen. Min dygtige hjemsendelseskontakt undersøgte det straks. Det viste sig at være endnu en fejl.

    Endvidere tog de en daglig betablok pille på 12½ mg fra mig – uden nogen forklaring. Den holder min puls i ro. Jeg måtte bede min læge, om at få den igen.

    Konklusion: det var godt, at hospitalet var der til at hjælpe mig og udrede årsagen til mit kollaps. Men hvor er der begået mange fejl.

    Kateteret kunne godt være undgået og klaret med en tissekolbe.

    Mest graverende synes jeg det er, at der ikke er blevet taget urinprøver, der kunne have afsløret min blærebetændelse.

    Det blev en kontorpige på Herlev Hospital, som jeg ringede til, der hjalp mig videre. Da hun hørte om mine kvaler,  svarede hun: ”Se at komme op til din læge med en urinprøve.”

    Som sagt, så gjort. Men en podning afslørede, at der ikke var nogen blærebetændelse. Heldigvis var der nogen i mit lægehus, der fulgte sagen op og ordinerede mig en kur med: Trimopan. Jeg har taget min første dosis kl. 15 i dag, og jeg skal have en dosis nu kl. 23, men de nye piller er desværre lidt hårde ved mine nyrer.

    En redegørelse fra radiodoktoren om forstørret prostata har fået mig til at spise ekstra c-vitaminer, ekstra zink, granuleret bipollen samt betasitosterol. Jeg drikker rigtig meget kogt vand, te og saft.

    Det blev en lang redegørelse. Læs den, hvis I har lyst. Jeg håber på snart at vende frisk tilbage. Mit barnebarn sagde til min 90 års fødselsdag for snart 3 år siden: ”Det, som ikke slår os ihjel, gør os stærkere".

    Tak til jer, der har sendt personlige hilsener til mig. Det har glædet mig rigtig meget.

    Godt forår til alle fra    slaaenbakken.                                                                                            

     

     

     

     

     

     

     

     

  12. Hvordan det hele startede - med mit livs kærlighed. 

    Det hele startede da jeg var 18 år gammel. Boede jeg på et opholdssted, på Møn. Jeg har en bedsteven, der også går der. Jeg mødte ham her "Mikkel", og en som hedder "Patrick", sammen med min bedsteven. Det hele var mega mærkeligt - for jeg havde snakket med "Mikkel" mange gange før i tiden, sådan noget - hvor vi bare ikke kunne lide hinanden, så mødte jeg ham i virkeligheden, og mødte også Patrick. Jeg synes virkelig godt om dem, især Mikkel. ♥ Jeg mødte dem flere gange, vi begyndte være sammen sådan 2 gange om ugen, i sommerferien. Jeg blev mere og mere glad for Mikkel. Jeg ringede til ham hver aften, og sagde godnat - og hver morgen. Vi aftalte at tage på bakken sammen, alle sammen. Jeg prøvede rigtig mange forlystelser med Mikkel. Vi begyndte at skrive, sammen hver dag - hele tiden, men i alt det her havde jeg jo en kæreste. Jeg så slog op med, jeg havde ikke flere føleser for ham. Mikkel er mit livs kærlighed, jeg havde aldrig mødt en dreng, som ham før. Han var bare så sød, var der altid for mig, passede på mig, skrev med mig, ringede til mig når jeg havde brug for en at snakke med, han var den dreng - som forstod mig aller bedst, jeg aftalte med Patrick, at komme hjem at sove i en weekend, efterfølgene - Havde jeg en overnatning hos Mikkel - Så var vi kærester, ja .. det gik rimelig hurtigt. Det blev vi også enige om, men vi var også enige om - det var det vi ville. Og at det virkelig skulle være os, han fortalte han har kunne lide mig igennem hele det her spil. Og jeg vil jo også blevet rigtig glad for ham jo, så vi synes det var det rigtige. Jeg boede jo på det her opholdssted på Møn, og han bor jo i københavn - så ja. vi var rigtig langt væk fra hinanden, det kunne jeg ikke holde ud, jeg var alligevel ved at lede efter, lejlighed - jeg kunne ikke klare at bo der på opholdssted - jeg kom jo ikke videre, så ringede til "Min kæreste - Mikkel", og græd, jeg kunne ikke noget dernede, jeg var så ked af det hele tiden, jeg ønskede bare at se ham "mikkel", hele tiden kunne ikke undvære drengen! Han sagde jeg bare kunne komme hjem og være hos ham nogle dage. Og jeg fortalte ham hele historien, han forstod mig 100%, og han sagde jeg bare kunne blive hos ham. Så stoppede jeg på mit opholdssted - og nu har jeg verdens dejligste kæreste, nogle pisse dejlige venner herinde i københavn -og snart igang med skole, når kommunen finder ud af det sidste, hvor - hvornår osv. Det har været en hård kamp, men jeg gjorde hvad min mavefornemmelse sagde. Jeg synes det var det rigtige valg, for mig. :-) 

    - tak fordi du læste med. ♥