Blogs

Vores community blogge

  1. Hej medbloggere

    Jeg lukker min blog om en uge. Send mig en privatbesked, hvis du vil fortsætte kontakten over facebook.

  2. Jeg var til lægen i dag angående angst. Jeg har aldrig nogensinde snakket med en læge omkring det, kun psykologer, men hver gang er jeg blevet spurgt hvorfor jeg ikke har kontaktet en læge angående mine symptomer. For mig har det bare ikke været særlig nemt. Denne lægeaftale er f.eks. bestilt for en måned siden, fordi jeg vidste jeg ville have brug for forberedelsestid - så lang tid kan det faktisk tage mig bare at kunne overskue at tage afsted, fordi jeg er SÅ bange for det. Da jeg så endeligt kom derop, så kunne jeg alligevel ikke holde hverken mine tårer eller mine mange rystelser og knæk på stemmen tilbage. Jeg troede jeg havde forberedt mig nogenlunde mentalt, men det kunne jeg ganske enkelt ikke.

    Han stiller mig nogle forskellige spørgsmål, men først og fremmest, så spørger han mig hvordan jeg oplever angsten og jeg begynder at forklare ham, men allerede der kan jeg mærke opgaven er helt uoverskuelig for mig, fordi han sidder og skriver ned samtidig og straks begynder tankerne i mit hoved, som f.eks. hvad skriver han, hvad tænker han om mig, forklarer jeg mig godt nok osv. hvilket forstyrrer mig helt vildt, så jeg får faktisk kun fortalt meget lidt (synes jeg selv) dog var det alligevel nok til, at han fortalte mig at det jeg oplevede blev betegnet som moderat angst. Det irriterede mig lidt, at jeg ikke rigtig følte jeg blev taget seriøst eller fik lov til at forklare mig ordenligt. Det meste af tiden sad han blot og gloede på mig, mens han skrev på sit klikkende tastatur. Jeg ved ikke.. Det var ikke særligt rart og følte ikke jeg blev taget seriøst. Men ja okay - nu har jeg da fået det dumme lægebesøg overstået og fået sat ord på hvad for noget angst jeg oplever.

    Nu skal jeg bare have undersøgt de psykologer muligheder, som han rådede mig til.

  3. I mine tidligere post, har jeg fortalt om mit overgreb, idag kan jeg glædeligt fortælle at jeg har det meget bedre. Jeg har ikke flere panik anfald, og kan igen klare min hverdag næsten som normalt. Eksamenperioderne er svære, da de øger ens angstniveau og dermed den resterende "rest" af mit traume. 

     

    Dog har denne eksamensperiode gjordt, at jeg igen har måtte dele min episode med en masse fagfolk. Normalt har jeg intet problem med at dele min historie, men tingene skal gå i mit tempo. Man kan ikke bare bringe det op, synes at det er "for hårdt" at være lytter til, også skifte emne.  Nej, når det bringes op, føler jeg "smerte" og har behov for langsomt at trappe ud af det, fortælle mig selv at det er fortid, og at jeg ikke skal flygte fra noget lige nu. 

    I sommers havde jeg en hård dag, og besluttede mig for at fortælle en nær ven min oplevelse. Det påvirkede ham åbenbart ikke, så fortalte jeg yderligere hvem der havde gjordt det, for jeg kunne ikke forstå at han ikke syntes at det var forfærdeligt. Han distancerede sig selv alt for meget, og blev ved med at snakke om det og diskutere om tøj, mm kunne havde indflydelse på om det kunne undgås.  Jeg fortalte igen og igen, at jeg ikke kunne forholde mig til det, fordi jeg er for involveret, men han stoppede ikke. Siden den dag har vi intet kontakt haft før den anden dag, hvor han skriver undskyld. 
    Jeg havde brug for trøst, istedet fik jeg læsset i hovedet, om mit tøj kunne have fristet min bror og at jeg måske har sendt forkerte signaler, hvis ikke , så var der andre piger, som helt sikkert havde sendt forkerte signaler da deres overgreb fandt sted. 
    Jeg har skrevet til ham som det var. Jeg følte et kæmpe tillidsbrud, og jeg har ikke kræfter til at "ordne" det. Jeg bliver nød til at tænkte på mig selv, og det betyder desværre at vi ikke kommer til at blive som før.  Måske er det bare fordi, at han egentlig var mere en klassekamerat, end dissideret "ven", men det såre mig at vores forhold sluttes. Jeg fortryder at han ved det, jeg ville ønske at jeg kunne tage det tilbage. Og jeg er konstant bange for at han deler det med andre. 

    Pga. mange ting inklusiv overgrebet, har jeg måtte udsætte nogle fag, og jeg tog derfor en snak med min studievejleder.  Hun sagde at hun bedre kunne rådgive, hvis hun vidste mere om situationen. Jeg ved at hun ikke har meget tid, men når hun vedbliver med at sige, at det måske ikke er nok. Og ingen tegn på noget omsorg viser, bryder jeg sammen. Jeg prøver at fortælle hende, at det påvirker min familie hver dag, jeg var ikke på universitetet i 4 mdr.! Alligevel siger hun at det måske ikke er nok, og at jeg måske ikke kan få lov til at gennemføre min uddannelse fordi mine dag er skubbet. Jeg føler mig krænket, som om at hun synes at jeg er svag. Og jeg har på ingen måde lyst til at dele mere med hende. 

    Det skal siges, at den studievejleder jeg normal snakker med reagerede eget anderledes. Til at starte med sagde han, tak fordi at du stoler på mig og fordi du har delt din oplevelse. Allerede dér, får han mig til at føle mig velkommen. Jeg føler at jeg kan snakke med ham om alt der fylder, og få hans mening om hvordan jeg bedst kan få styr på tingene. 

    Én af mine barndoms veninder fortalte jeg kun at jeg havde været udsat for en overgreb, hun græd og sagde at jeg skulle pakke til en lille uge og komme væk fra hverdagen og hen til hende. Hun ved ikke engang at det er min bror, hun ved ikke at jeg skal ligge øre til min fars tvivl om hvad han skal gøre. Min fars smerte om at skulle vælge imellem to børn som han elsker. Alligevel er hun én af dem der har vist mest støtte. 

    Én læge vedblev med at spørge om detaljer, på en måde som min psykolog gjorde, når hun ville fremprovokere angsten. For nogle der ved hvordan det kan gå, lyder det ikke at mærkeligt at jeg endte med at bruge 45min hos lægen, hvor jeg var totalt ude af mig selv. Jeg ville ønske at du kunne have spurgt om de detaljer som betød noget. Var der penetration mm. 

    Én anden læge lyttede opmærksomt, og spurgte ikke ind til særlig meget.  Måske har det også noget at gøre med, at jeg har fortalt den utallige gange før, og ved nogenlunde hvilke detaljer hun skal bruge. 

    En anden sagde, sagde, at forstår at du har det svært, det er noget voldsomt du har været ude for . Måske er det noget han bare siger, men det var utrolig dejligt at høre, at han ikke syntes at det er tosset, at jeg har svært ved at få min hverdag op at køre. 


    Det er så svært at vide hvem man skal dele det med. Hvornår har man "fortjent" at høre min historie? Hver gang den bliver taget "dårligt" imod, er det virkelig hårdt. Fyre, som evt kan blive til noget, bliver jeg nød til at fortælle det til. Åbenbart gør jeg flere "angst" ting, end jeg lige troede. Der er de fleste meget omsorgfulde. Dog havde jeg en episode med en fyr, som, imens jeg var i et skrid, tvang mine ben fra hinanden, fordi han ville tilfredstille mig. Det var tvang. Jeg slog ham i hoved og fortalte kort at jeg havde været ude for noget og at jeg nu var rimelig bange for ham, og at han bestemt ikke skulle gøre det igen. 
    Det er lang tid siden nu, men stadig har jeg behov for at fortælle om det, at græde og blive trøstet. For jeg synes det er hård, selv SÅ lang tid efter. Det jo ikke en chok for mine veninder, men jeg har brug for at de stadig tager det seriøst. For mig er det stadig seriøst.

     

  4. Jeg står foran en flytning, der på mange måder kommer til at lette min tilværelse. Jeg lukker øjnene og springer ud i frit fald - og jeg er ikke bange for at slå mig, for jeg ved at jeg bliver grebet, inden jeg rammer bunden. 

    Min far og jeg sås en aften, jeg tog hjem for at besøge ham. Han havde været en uge på Bornholm, og jeg hentede ham fra det aftalte sted, og vi blev og snakkede med ham han havde været på ferie med. Det var min fars gamle mester, fra hans læretid (for en menneskealder siden) som maler. Gamle mester er det skønneste menneske man kan forestille sig. 

    Nå.. Tilbage til historien: min far satte sig ind i bilen,og vi havde kørt i..... 2 minutter - med mig som fører, da han siger: "jeg har tænkt på noget. Du er rigtig meget hos M, og jeg er rigtig meget hos min nye kæreste (lad os kalde hende J). Hvad siger du til, at vi flytter dig hjem til M i sommerferien og hvis det så mod forventning ikke skulle gå mellem jer to - så kan du rykke hjem og være i min lejlighed, det sidste års tid her, inden du er færdig?" (Forestil jer en 22-årig der får sådan en fantastisk nyhed serveret af sin far.. Ja jeg VAR ved at køre galt!). 

    Vi snakkede om det, sådan cirka hele aftenen, mens vi var ude og spise, hvor vi prøvede at vende tingene frem og tilbage og prøvede at finde ud af, hvordan og hvorledes tingene bedst muligt kunne komme til at hænge sammen, så det passer med studie, flytning og hele molevitten. Vi fandt en løsning: 

    Jeg FLYTTER hjem til Sjælland. Hjem til familie, de venner jeg har, dem jeg kender, hjem til min elskede far. Bedst af alt - hjem til M. Hjem til ham der formåede at vende min tankegang, ham der har hjulpet mig igennem de svære nætter, han der har givet mig så meget livskvalitet, fået mig med uden for i verden (til at begynde med, godt nok kun lange ture i København, men det er en start, og det er en af de bedste). Hjem til den mand, der for første gang i rigtig rigtig rigtig mange år, får mig til at føle mig hjemme. 

    Sommeren kommer derfor til at gå med masser arbejde, masser flytning, masser rykken rundt (igen), men mest af alt: lykkefølelsen af at det kommer til at tage mig 30-35 minutter til at komme rundt til min familie. Sammenlagt, når jeg skal arbejde skærer jeg 4 timer af transporttiden (per gang!), komme på plads, og få genetableret en masse kontakt med venner og familie. 

    Fredericia er sikkert en rigtig skøn by. Når jeg rejser så meget, bruger så meget tid væk, og deraf ikke har tiden, desværre, til at få en omgangskreds herovre, bliver ensomhedsfølelsen bare markant. Det er rigtig svært, og jeg får det simpelthen så skidt, når de perioder kommer. Jeg glæder mig til rigtigt rigtigt at komme hjem. Jeg kan slet ikke vente.

    Og M har givet mig lov til at male både altanen (i en pæn hvid farve), og male børneværelset, så hans drenge kan få et herre sejt værelse, når de er ved os. Samtidig får de en køjeseng, der skal males hvid, også med et eller andet op ad benene - præcist hvad, det ved jeg ikke endnu. Det kommer til at give den der fantastiske følelse af at det kan blive mit - det er rent faktisk noget, hvor jeg kan sætte mit præg på det. 

    Også har jeg, langt om længe, fået lov til at gå ud og spendere de forbandede ører på at få pyntepuder til sofaen! M har sagt, at vi kan have mit spisebord (og stole), og mine sofaer, når vi rykker ind hos ham. Han har lovet at hjælpe med flytningen, på alle måder som han kan. Det være sig, at vi tager herover en lørdag til en søndag, og får det hele pakket ned, og tager herover dagen før vi har aftalt at flytte, og får tingene stillet, og står tidligt op og får hele dynen væk derfra hvor vi skal, så der er klar til at blive malet, fra det sekund far og hans venner dukker op. Så pakker vi bilen, og M og to af vennerne kører afsted til Sjælland, og far og venneparrets kone og jeg bliver og gør det sidste færdigt. Det vil sige, der bliver malet - det vil sige, der bliver gjort rent, og klar til at blive synet, så jeg kan få afleveret nøglerne og gjort tingene pænt. 

    Samtidig synes jeg at jeg kan begynde at se en ende på ensomheden. Jeg kan langt om længe se, at det bliver bedre. Og jeg kan mærke, at det giver mig så megen ro. Jeg NYDER at jeg ikke skal tonse afsted med 800 km i timen, hver dag for at nå det hele, men at der rent faktisk er en der overtager, når jeg ikke længere kan. 

    Selvom jeg godt kan mærke, at en flytning igen er hård, og udmattende, og jeg tror jeg kommer til at have nogle dage, hvor jeg slet ikke kan overskue hverken verden, mig selv, eller nogle andre. Så ved jeg at det kun er for den tid, indtil det er overstået - og jeg kommer helt hjem. Mit hjem. 

    Jeg glæder mig, og dagene går så hurtigt indtil, og alligevel så dælens langsomt. 

    Men nu skal jeg hjem. Hjem til Sjælland, hjem til min familie,  hjem til min far, hjem til M *love*

    Jeg får et sted nu, jeg kan kalde "hjem".

    Mit sted - vores sted - hjem <3 

  5. Glem alt om truslen fra Trump, indvandring, Syrienkrigen, klimaforandringer og risikoen for Nordkoreas anvendelse af atombomber.

     

    Truslen er ikke kun lige i din egen baghave, men i din egen lomme (forbliver den dér udgør den ingen fare!).

     

    Er du selv i lommen på truslen, har den allerede sneget sig ind i dit sind, er du for alvor fanget i fælden, blevet afhængig.

     

    Se, og hav tålmodighed til at se HELE, sidste indslag i gårsdagens Deadline.

    https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-tv/deadline-2017-05-26#!/31:56

  6. Tirsdag d. 16/5 blev jeg indlagt på hospitalet for at få sat min fødsel igang. 
    Onsdag aften var min krop klar til at få prikket hul på vandet, men vi besluttede at det var bedre at vente til torsdag morgen, så jeg kunne få sovet og være udhvilet til fødslen. 
    Torsdag morgen var der dog travlt på fødegangen, og hele dagen lå jeg på stuen og slappede af, og ventede på at der blev tid til mig. Hold nu op hvor var det ulideligt at ligge der og vente, uden at vide hvor længe der ville gå. Jeg kunne ikke gå nogen steder i tilfælde af at der blev tid, for jeg ville jo ikke misse min chance. 
    Klokken 20.45 blev der prikket hul på vandet, og 5 minutter efter begyndte de første veer at bide. De var dog slet ikke hverken kraftige eller regelmæssige, så jeg blev sendt på gåtur for at sætte skub i det hele.
    Klokken 22.30 kom jeg ind på en fødestue og fik vedrop, for at sætte lidt mere gang i det hele, og så gik det ellers stærkt. Fra at have noget der mindede om kraftige menstruationssmerter, fik jeg pludselig veer der gjorde vanvittig ondt. 
    Min plan om en fødsel uden smertestillende røg hurtigt i vasken, for veerne gjorde en del mere ondt end jeg kunne huske fra sidst. 
    Resten af fødslen husker jeg nærmest ikke (lattergas er en fantastisk ting! :storsmil:) før presseveerne pludselig satte ind, og klokken 02.50 havde jeg min datter i armene efter 3 presseveer. *love*

    Men så startede bekymringerne også. 

    Fredag formiddag kom en sygeplejerske ind og kommenterede på de lyde E lavede. Det kunne være tegn på infektion, men vi skulle lige se tiden an.
    Lørdag formiddag var lydene blevet højere, så der skulle tages en blodprøve. Der var dog heldigvis ingenting, men hvis ikke lydene blev mindre i løbet af dagen skulle der tages endnu en blodprøve. Heldigvis aftog lydene i løbet af dagen. 

    Søndag formiddag da jeg var ved at pakke for at tage hjem, kom sygeplejersken i tanke om at vi da lige skulle veje E. Det er normalt at nyfødte taber sig de første par døgn efter fødslen indtil amningen kommer ordentlig igang, så det var egentlig mest for hyggens skyld at hun skulle vejes. 
    Hun havde dog tabt sig for meget, og grundet travlhed på barselsgangen fik jeg kun meget få informationer inden sygeplejersken var væk igen. Jeg skulle begynde at supplere med modermælkserstatning med det samme, og hun rådede mig til ikke at tage hjem før E var begyndt at tage på igen. 
    Jeg fik ikke at vide hvor meget hun havde tabt sig eller om jeg skulle være bekymret - så selvfølgelig blev jeg ude af mig selv af bekymring! 
    Resten af dagen og natten skulle jeg vække hende senest hver 3 time, tilbyde hende brystet og derefter give en flaske, og først om aftenen fik jeg at vide at der ikke var grund til bekymring over vægttabet da hun havde kun tabt sig ca 20 gr (1%) mere end det tilladte.

    Mandag morgen blev hun vejet igen, og hun havde taget 110 gr - yes, så kunne vi komme hjem! ... Eller ikke. 

    Jeg gik igen igang med at pakke mine ting, og en times tid før jeg havde planlagt at tage hjem kom sygeplejersken ind for lige at hilse på. Hun kiggede til E, og kommenterede på at hun da så lidt gul ud, så inden vi kunne tage hjem skulle der lige tages en blodprøve for gulsot. 

    Endnu engang fik jeg kun få informationer. Blodprøvetallene lå lidt til den høje ende, og de ville råde mig til at blive til dagen efter så vi kunne holde øje med at tallene ikke blev højere. Igen blev jeg pisse bekymret og enormt frustreret over de manglende informationer. Jeg måtte google hvad gulsot er, og begynde at gætte mig frem til hvad det så betyder når tallene er lidt for høje. Først sent på eftermiddagen fik en sygeplejerske tid til at kigge ind og svare på mine spørgsmål. 
    Tirsdag morgen var blodprøvetallene faldende, og jeg fik lov til at tage hjem.

    På grund af de manglende informationer i tide, har jeg dog ikke helt kunne slippe bekymringen. Jeg har været nødt til at droppe amningen, for jeg orker ikke at bekymre mig om, om hun får nok at spise. Jeg har brugt de sidste 8 måneder på at bekymre mig om, om jeg overhovedet ville få mit barn med hjem, så jeg har brug for at der er ro på nu. Selvfølgelig følger der bekymringer med at være nybagt mor, men jeg har bestemt ikke brug for bekymringer ud over det sædvanlige. 

    I dag er E en uge gammel, og på trods af bekymringer synes jeg at dagene er fløjet afsted. Bekymringerne er heldigvis blevet meget mindre efter jeg er kommet hjem, gået over til flaske og der er kommet ro på, og jeg kan nu nyde at jeg er blevet mor til den dejligste unge. *love* Tænk engang at man kan komme til at elske så lille en skabning så højt på så kort tid. *love*

  7. No blog entries yet

  8. ...siden, jeg har været herinde sidst. Eller det er i hvert fald længe siden, jeg sidst har SKREVET... Nogle få gange har jeg lige været inde og lave et hurtigt kig, men ellers er det ikke blevet til ret meget deldig.dk de sidste par måneder.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Men hvad er der sket mig i den mellemliggende tid? Tjah, jeg har fx været på "Lær at tackle kroniske smerter"-kursus på Center for Sundhedsfremme i Varde, som har ligget over 6 tirsdage hér i foråret. Derfra fik jeg bl.a. nogle rigtig gode fif til at falde i søvn, og nogle fif til strategier, der kan abstrahere mig, når smerterne fylder for meget.

    Som en ekstra gevinst ved kurset, har jeg fået kontakt til nogle herlige "tøser"/"koner", som jeg holder kontakten ved lige med. Vi har bl.a. lavet en facebook-gruppe, hvor vi kan støtte hinanden og måske komme af med noget af det, der irriterer eller er svært.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Jeg er fortsat i praktik i vores lokale Dagli'Brugs. Det er blevet øget fra 1 til 1½ time pr. gang. Det lyder ikke af ret meget, og det ér det selvfølgelig heller ikke set udefra, men jeg er KVÆSTET efter hver gang. Jeg er der 1 gang om ugen, som udgangspunkt om torsdagen, men det kan godt variere en del, afhængig af, hvilke aftaler jeg ellers har i den enkelte uge, eller om jeg har for ondt, og vi derfor rykker det til om fredagen.

    Min jobkonsulent er blevet sygemeldt - men jeg kan desværre ikke sige, det kommer bag på mig. Jeg har haft på fornemmelsen til de seneste to møder, vi har haft, at det gik støt ned ad bakke med hende. Jeg har så fået en ny jobkonsulent, og jeg har været til et kort møde hos hende, hvor vi fik snakket om, hvor jeg er, og hvad vi skal gribe fat i som det næste. Torsdag i næste uge skal vi have praktikmøde, hvor jeg regner med, at jeg selv bliver en del klogere, end jeg er lige nu.

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    Det har i længere tid været ret hårdt herhjemme, fordi Manden og Knægten er på næsten konstant kollisionskurs. Jeg kan mærke, jeg ryger DIREKTE tilbage i et grimt mønster fra tiden med min eksmand, så jeg "skynder mig at blive skrap" overfor Knægten, inden Manden gør det, for at forhindre noget af dét, der ellers kunne ske. Men jeg kan IKKE holde til at have den rolle, og jeg kan ikke tåle at være i den position!

    Da jeg i mandags var til samtale med min terapeut v. Center for Selvmordsforebyggelse, vendte jeg også alt dét med ham, og sagde desuden, at jeg går og overvejer, om Knægten og jeg overhovedet skal bo herude, eller om vi skal flytte, Manden og jeg bliver separeret, og så kan vi være kærester "på afstand". Jeg synes jo, at Knægten kommer til at skulle lægge ryg til for meget på denne måde - MEN jeg synes OGSÅ at Knægten er for strid overfor Manden - fx taler grimt til ham og om ham -, hvilket jeg hele tiden har reageret på.

    Terapeuten er en klog mand! Han fik mig overbevist om, at jeg skal trække mig 100% fra Manden og Knægtens indbyrdes konflikter. Dels så VED Knægten jo allerede, hvad jeg synes er acceptabel opførsel, og hvad der ikke er, og dels skal Manden SELV markere sine grænser! Manden er nødt til at lære at sige tingene på en ordentlig måde, og være MEGET klar og tydelig i sine udmeldinger.

    Jeg fortalte mine "mænner", hvad jeg havde aftalt med terapeuten, og jeg har virkelig kæmpet for at holde mig ude af deres fejder. Der er LAAAAANG vej endnu, men jeg kan høre, at Manden bliver bedre til at sige "jeg vil have", eller "jeg vil ikke have" fremfor "du skal" eller "du må ikke"... Al begyndelse er svær, og selvfølgelig skal der være plads til bump på vejen - men jeg glæder mig til at vi (forhåbentligt!) når der til, hvor ingen af dem appellerer til mig, når de har én af deres ture. Lige her og nu er separation og flytning i hvert fald aflyst. :)

    ¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨^¨

    I tirsdags var jeg på OUH, til samtale og undersøgelse hos endo-teamet. Der har desværre ikke været nævneværdige forbedringer, selvom jeg er begyndt at tage HUSK og jeg laver de der afspændingsøvelser, jeg fik derovre sidst. Jeg skal nu prøve at have mini-piller som supplement til den igangværende behandling, og så må vi se, om de kan hjælpe. Jeg har en tid derovre igen sidst i august.

    Dog er der et problem med de mini-piller, jeg har fået fra apoteket: Der står på indlægssedlen, at jeg kun må bruge dem efter aftale med egen læge, hvis jeg har sukkersyge - og det har jeg jo. Så jeg bliver nødt til at ringe til lægen i morgen (fredag), og sikre mig, at det er ok, jeg tager dem, inden jeg tager hul på æsken. Hvis jeg ikke må få disse (som i øvrigt er et andet produkt end dem, lægen på OUH udskrev, men som apoteket har tilsendt mig, fordi de som udgangspunkt skal sende det billigste præparat), må jeg snakke med lægen om, hvilket produkt jeg så må få i stedet.

     

  9.  Hej dd

    Jeg vil høre om der er nogle herind som kan hjælp med hvad jeg kan giv min tvilling som pt er         sygemelding med stees vi skal hold vores runde fødsedag sammen her lige om lidt jeg kunne godt tænke mig af giv hende nogle der kunne hjælp med af afhjælpe hendes stees hvis der overhoved finde sådan noget eks en figur det skal ikke værre noget der kroster en bondegård max 300 kr da det er gavebuget :)

  10. AJM

     Blog AJM

      Indlæg: 3    Kommentarer: 1

    Jeg er temmelig sikker på, at i nu får frække tanker, men sådan er det ingenlunde med mit indlæg. Sagen er den, at jeg igennem 40 år har lavet mad og serveret det for fruen - og hun nyder sit morgenæg (XL æg) på denne måde.

     

    DSC_0005.JPG

  11. Jeg er 21 år, og ved ikke hvem jeg er.

    Engang var jeg den gode, lyttende veninde. Tålmodig og støttende. Jeg elskede mennesker, og jeg elskede, at være ”den gode veninde” for andre. Ligesom jeg også var den gode datter, søster og skoleelev. Jeg gjorde alt, for at opfylde andres forventninger. Jeg kunne ikke drømme om, at gøre noget ”forkert”. Jeg ved ikke helt, hvornår det ændrede sig, men jeg ved, at jeg ikke er den samme. Og jeg ved ikke, om jeg var mig dengang, eller om jeg er mig nu.

    I dag er jeg sur og deprimeret. Jeg er hende der skal kontrollere alt. Jeg er usikker og ugidelig. Umotiveret. Ensom. Jeg er ikke længere en god veninde. Jeg var ikke en god kæreste. Jeg ville have svoret, at jeg aldrig nogensinde ville være utro! Men det var jeg. Og det gør ondt at vide, at jeg gik imod mine egne værdier. Jeg VED at det er forkert, men det allerværste er, at jeg snart er ligeglad. Jeg gider ikke være hende jeg er nu, men jeg ved ikke, hvem jeg så skal være.


    Jeg keder mig i mit liv. Jeg ville sådan ønske, at der skete noget, der kunne definere mig – at nogle kom og sagde ”Du er hende, der er god til…”. Ville ønske, at jeg havde mod til at rejse og opleve. Eller havde mod på at åbne mit hjerte for andre, og være den gode kæreste, jeg gerne vil være.

    I stedet sidder jeg som den melankolske depri-digter og skriver, om alt det jeg burde ændre, som jeg inderst inde ikke tør springe ud i. For hvad nu hvis jeg opdager, at jeg ikke er den, jeg gerne vil være? Eller i værste tilfælde: Hvis jeg opdager, at jeg slet ikke er noget?

  12. I dag var jeg til coach for anden gang. Sidst var jeg nede i et stort, sort hul, og min mor foreslog så denne her fantastiske søde kvinde, som coacher unge mennesker, som går og dealer lidt med de samme ting som jeg har gjort det sidste lange stykke tid. Jeg stoler meget på min mor, og jeg ved, at når hun siger at denne her kvinde er fantastisk, så er hun det. Så, jeg gav det et skud, og det var FANTASTISK! Jeg havde lyst til at tage hende med hjem! Hun fik mig simpelthen til at føle at vi altid havde kendt hinanden, og vores kemi var fantastisk. Godt nok vrælede jeg fra jeg trådte ind af døren (nåede lige at præsentere mig selv), til jeg gik igen... Men det var så rart og forløsende at tale med en der ikke aner hvem du er, ikke har et personligt forhold til dig, ikke har et forhåndsindtryk af hvem du er. Alle burde prøve det her en gang i mellem - jeg tror det er ret sundt at blive opmærksom på nogle ting som man ikke lige normalt går og tænker over.

    Hun stiller de rigtige spørgsmål, på de rigtige tidspunkter - og det er det.. Du står selv for tænke, for at tale, for at vræle. Hun gør absolut intet andet end at stille de rigtige spørgsmål, på de rigtige tidspunkter.... Og det er ikke mange spørgsmål der skal til, før du pludselig får gang i den øverste.

    I dag var jeg så til coach igen.. For ligesom at.... Samle lidt op, om du vil. Jeg kunne mærke at der stadig var en lille ondt-i-maven følelse en gang i mellem, og jeg ville gerne have hendes hjælp til at finde ud af, hvad det var der nager mig. En af tingene var bl.a. at jeg skal være bedre til at sige fra overfor min mor, og derfor tage en snak med hende om, hvornår det hele bliver lidt for meget for mig, i forhold til hvordan min mor altid får presset ting ned over hovedet på mig. Min mor tog snakken ligeså flot som jeg havde forventet, og jeg er ovenud lykkelig for at jeg fik snakket med hende om det, allerede i dag.

    En anden ting vi talte om inden vi sluttede sessionen af, var at min coach (det er nok et mere moderne og pænere ord for psykolog egentlig... men jeg er ikke helt vild med ordet endnu ;)) sagde til mig, at jeg hver aften, inden jeg går i seng, skal skrive tre ting ned, som jeg er taknemmelig over. Ikke ting som 'jeg er taknemmelig for at jordkloden stadig drejer rundt' eller 'fedt at bygningen jeg bor i, stadig står'.... Men ting som 'fedt at få en kop kaffe med mig selv, i solen', 'de nye sko jeg har bestilt passer i størrelsen' eller 'jeg har besluttet mig for først at tømme opvaskeren i morgen, og gå tidligt i seng i dag'.. Ja... Underlige forslag, men det var det første der lige poppede op i mit hoved ;-).

    Så... I aften skal jeg begynde på at skrive tre ting ned, som jeg er taknemmelig for. Og jeg tænker faktisk at jeg vil skrive dem ned herinde i dagens anledning...

    1) spontan sushi middag med min søster og muttis

    2) har for første gang nogensinde, forsøgt mig med at bage kanelsnegle... Er meget spændt på resultatet, er ikke den store kok.... ;-)

    3) solen har skinnet hele dagen, og jeg har derfor kunne lade mit altanvindue stå åbent fra morgen-aften (lidt meget ret lækkert).