Blogs

Vores community blogge

  1. Kl er 03.15 og jeg har endnu ikke lukket et øje. Min kæreste er i byen, hvilket er med til at holde mig vågen og så har jeg den der åndssvage arm, som går så ubeskriveligt ondt pga. den byld, som gerne skulle sidde og hygge sig et sted inde i min forbandede armhule. Skal spise tre penicillin piller om dagen og tage panodiler for at dulme smerterne, men er sgu ikke så meget for det med at blande piller - generelt er jeg ikke glad for piller. Har dog alligevel lige taget to panodiler, for nu blev smerterne altså for store.

    Anyways - min kæreste er i byen sammen med hans klasse, eller hvad man kan kalde det. Han er på skole i forbindelse med hans uddannelse. De har været i gang siden kl 14.00, eller han har i hvertfald, og da jeg snakkede i telefon med ham kl kl 22 lød han allerede totalt vissen, og jeg spurgte ham om han ikke snart skulle hjem, men de var jo lige på værtshus jo og jeg svarede bare "jaja" eller "Hm" husker ikke. Jeg tænker der nok ikke går længe før han tager hjem, men nu er klokken så bare snart halv fire og han bliver ved sammen med de andre. Fair nok han hygger sig, men urgh hvor kan jeg mærke der er noget indeni mig, som absolut ikke er fan af det. Vi har skrevet frem og tilbage siden kl 01 med pauser på 10 minutter til næsten 1 times mellemrum, og hver besked har jeg svaret at jeg synes han skulle tage hjem. Dels fordi ham og jeg skal være sammen i morgen, dels fordi vi skal passe hans niece og dels fordi jeg har fødselsdag lørdag OG dels fordi han snart er færdig med uddannelsen også skal de afsted igen + svendegilderne. Forhelvede hvor kan jeg mærke jeg faktisk er sur?? puha.

    Først siger han amen senest kl 5 og nu amen senest kl 07 inegaøogjpe greaø det kan mit hoved ikk lige kaperer. Så ja, nu har jeg skrevet "jaja, vi ses i morgen" uden noget bare koldt, eller hvordan man kan beskrive det. Han sender stadig smileyer og skriver skat osv, jeg har droppet det, for det gider jeg ærligtalt ikke. Er ret indebrændt. Jaloux måske, eller det ved jeg ikke engang om man kan kalde det - bare irriteret på ham tror jeg nærmere.

  2. Kære alle på deldig.

    Det er længe siden, at jeg har skrevet her på siden. Tiden er bare gået, og med en familie på nu 3 børn, 8 børnebørn,+ 7 ægtefæller + 1 kæreste + 12 oldebørn – er der mange sammenkomster og besøg her hos mig og ude hos familierne.

    Helt smertefrit har min tid dog ikke været, idet jeg under en indlæggelse i 2013,  hvor jeg var indlagt med en svær nyrebækkenbetændelse, blev smittet med en modbydelig tarmbakterie, clostridium  difficile, som jeg har døjet med siden, indtil en dygtig overlæge på Hvidovre Hospital i september 2016 fandt en kur, der kurerede mig. Jeg har haft det rimeligt godt indtil d. 26., hvor jeg ville blive afhentet af min datter og svigersøn til den årlige tøndeslagning i Farum.

    Jeg havde godt nok lagt mærke til, at min vejrtrækning ikke var helt fin, men jeg må have anstrengt mig mere end godt var, for pludselig sad jeg i min lænestol og hev efter vejret. Der var ikke andet at gøre end at tilkalde Falck, som gav mig nitroglycerin – uden at springe mig  i luften -. Mit blodtryk var pludselig meget højt – over 200.

    Min datter og svigersøn nåede lige at komme, inden jeg med udrykning kørte – blev kørt - til Hillerød Hospital, hvor jeg blev indlagt i en seng i modtagelsen.

    Af uforklarlige grunde havde jeg fået vand i lungerne.

    Inden jeg kunne nå at protestere, fik de et kateter stukket op i mig, og fik anbragt en tissepose på siden af sengen, hvorefter de har givet mig nogle furix vanddrivende tabletter.

    Jeg var også blevet udstyret med en fjernstyret sender, der videregav informationer om mit hjerte til hjertecentret.

    Efter 4-6 timer blev jeg overført til en 2-sengs stue, men senere på natten til en 4-sengsstue, da patienten ved siden af mig var døende.

    En dygtig mandlig sygeplejerske ville have mit kateter fjernet, idet han af erfaring vidste, at det kunne skabe problemer med blærebetændelse. Det blev fjernet, men skaden var allerede sket: Jeg havde fået blærebetændelse af det skide kateter.

    Det sved ulideligt, hver gang jeg skulle tisse, og det har det gjort og gør endnu her 18 dage efter opsættelse af kateteret. Ingen tænkte på at få taget en urinprøve, der kunne have afsløret blærebetændelse.

    Dagen efter min indlæggelse på 4-sengs stuen fik jeg voldsomme opkastninger efter et dejligt kyllingelår, og efter endnu en senere opkastning blev jeg lagt på en  isolationsstue, hvor jeg lå i 3 dage, indtil jeg igen blev flyttet til en 2-sengs stue.

    Hver dag blev der foretaget blodprøver, og mine forhøjede nyretal blev analyseret.

    Men man har skaltet og valtet med vanddrivende piller:

    Nogle dage fik jeg serveret 3 halve furix, andre dage ingen.

    Uartig, som jeg altid har været, gemte jeg ½ pille de dage, jeg fik 3 halve til de dage, hvor jeg ingen fik. Jeg blev skældt hæder og ære fra, da jeg fortalte en ung læge, hvad jeg havde gjort. ”Hvis jeg ikke tog den ordinerede medicin, kunne de lige så godt sende mig hjem”.

    NB.Den ældre læge, der hjemsendte mig, har ordineret 2 halve furix hver dag.

    Men endu en fejl – foruden det katastrofale kateter og dårlig styring af mine vanddrivende piller.

    Da jeg blev udskrevet stod der: 1 kalium pille hver 4 dag. (det var en gammel dosis).

    Det skulle være 2 kalium om dagen. Min dygtige hjemsendelseskontakt undersøgte det straks. Det viste sig at være endnu en fejl.

    Endvidere tog de en daglig betablok pille på 12½ mg fra mig – uden nogen forklaring. Den holder min puls i ro. Jeg måtte bede min læge, om at få den igen.

    Konklusion: det var godt, at hospitalet var der til at hjælpe mig og udrede årsagen til mit kollaps. Men hvor er der begået mange fejl.

    Kateteret kunne godt være undgået og klaret med en tissekolbe.

    Mest graverende synes jeg det er, at der ikke er blevet taget urinprøver, der kunne have afsløret min blærebetændelse.

    Det blev en kontorpige på Herlev Hospital, som jeg ringede til, der hjalp mig videre. Da hun hørte om mine kvaler,  svarede hun: ”Se at komme op til din læge med en urinprøve.”

    Som sagt, så gjort. Men en podning afslørede, at der ikke var nogen blærebetændelse. Heldigvis var der nogen i mit lægehus, der fulgte sagen op og ordinerede mig en kur med: Trimopan. Jeg har taget min første dosis kl. 15 i dag, og jeg skal have en dosis nu kl. 23, men de nye piller er desværre lidt hårde ved mine nyrer.

    En redegørelse fra radiodoktoren om forstørret prostata har fået mig til at spise ekstra c-vitaminer, ekstra zink, granuleret bipollen samt betasitosterol. Jeg drikker rigtig meget kogt vand, te og saft.

    Det blev en lang redegørelse. Læs den, hvis I har lyst. Jeg håber på snart at vende frisk tilbage. Mit barnebarn sagde til min 90 års fødselsdag for snart 3 år siden: ”Det, som ikke slår os ihjel, gør os stærkere".

    Tak til jer, der har sendt personlige hilsener til mig. Det har glædet mig rigtig meget.

    Godt forår til alle fra    slaaenbakken.                                                                                            

     

     

     

     

     

     

     

     

  3. Kære jer herinde

    Skulle vi ikke alle sammen løfte Deldig?
    Jeg ved godt, at der skal være plads til både det sure og det søde, men det lader til, at sidste halvdel mangler. Mange bruger deldig som en ventil til at rase ud med alt det dårlige og al modgang. En ventil til munddiarré, så læserne herinde vader rundt i den helt store gylletank og der er langt mellem blomsterne. Jeg tror på, at en negativ spiral smitter. Men jeg tror også, at vi kan vælge at vi i fællesskab kan gøre vores for at danne en god spiral herinde.

    Er du enig, så kan du jo fremover tænke over, om du vil plante en blomst eller fylde mere gødning på.

    Det hele handler om, hvordan vi ser tingene og hvad, vi fokuserer på. Kigger vi på blomsten eller skyggen af den?

    :blomst:

  4. EU eller vort eget Folketing - beslutningen om privatisering, og konsekvenserne deraf, kommer ud på ét: Storkapitalen scorer profitten, samfundet mister forsyningssikkerhed og politikerne skændes om, dels resultatet, konsekvenserne af privatiseringen, og om hvem, der så har været skyld i, at det igen, igen gik, som det plejer at gå.

     

    Offentligt monopol, vil de fleste af os kunne blive enige om, har sine omkostninger i form af "fravær af konkurrence".

     

    Privatejede monopoler gør politikerne sig ihærdige anstrengelser for at dæmme op for konsekvenserne af på det globale marked. Med større og, (men) oftere, mindre held.

     

    Snart sagt kun "beskæftigelsesindsatsen" og socialpolitikken har Staten valgt at beholde monopol på. Beskæftigelsesindsatsen for fortsat at kunne svinge pisken over de dovne arbejdsløse og socialpolitikken for at kunne gennemtrumfe massive besparelser.

     

    Kønt er det ikke. Og hensigtsmæssigt effektivt slet ikke!

     

    Telekommunikation, jernbanedrift, ældrepleje, sundhedssystemet, energiforsyningen, vejvæsen, postvæsen: Listen over "væsener", Venstre, med Rasmussen (Fogh) og Rasmussen ("Løkken") som spydspidser har smadret, er lang. Lang, som perioden, det parti har hærget med sin "liberale politik".

     

    Hvor befriende, om vi kunne få privatiseret mandattildelingen til at sidde i Folketinget!

    Om ikke et direkte forbud mod partidannelse og selvsamme partiers "ret" (tilnærmelsesvist monopol på) til at opstille kandidater, så langt lettere adgang for "privatpraktiserende politikere" til at opstille og blive valgt til Folketinget.

    Måske ligefrem en vindersag for en ligestillingsminister?

     

    http://stiften.dk/artikel/441823

     

  5. Jeg har ikke besøgt Kaare siden jeg fandt ud af at jeg var gravid. 
    Jeg har enormt dårlig samvittighed over det og føler mig som en elendig mor - samtidig med at jeg ved at jeg er en fantastisk mor, fordi jeg holder mig væk for at jeg kan nyde graviditeten med E med mindst mulig bekymring. 
    Jeg har lovet mig selv at tage revanche og tage E med op og besøge Kaare så snart det bliver muligt - og indtil da må jeg leve med den dårlige samvittighed. 

    Bekymringen kan jeg dog ikke helt undgå. Jo længere hen i graviditeten jeg kommer, jo mere nervøs bliver jeg. Ikke for at der er noget galt med hende nu, for hun er god til at gøre opmærksom på sig selv både dag og nat, men jeg er rædselsslagen for at der pludselig skal ske hende noget. Jeg er sikker på at frygten forsvinder så snart hun er født, så jeg går og tæller dage til igangsættelsen! 

    Heldigvis kan jeg distrahere mig selv lidt fra bekymringerne og den dårlige samvittighed. 
    Jeg skal jo flytte til Maj, og da jeg allerede nu er ret slemt plaget af graviditeten er jeg så småt gået i gang med at pakke de ting ned som jeg kan undvære de næste 2 måneder. 
    Det er alligevel blevet til en del ting efterhånden, og lejligheden begynder allerede at se lidt tom ud - på trods af alle de sække med ting der står rundt omkring. 

    Nu kan Maj kun komme for langsomt. 

  6. ...gang, men I må bære over med mig! I fredags lavede jeg flg. opslag på Facebook, egentligt afledt af en privat (Messenger-)samtale med en "ven" derinde, som jeg simpelthen bare blev så frustreret over, og nu SKULLE jeg bare have luft!!!

     
    Idag har Manden fødselsdag, og jeg glæder mig selvfølgelig til at fejre ham. Men jeg ved også, jeg går en weekend i møde, der bliver svær at komme igennem, fordi jeg har det som jeg nu engang har... Huset fuldt af gæster imorgen, og søndag fødselsdag for et andet familiemedlem. Vi må se, om jeg kan rumme det hele...
     
    I denne uge driller specielt gigten, og mine hænder gør helvedes ondt. Det er frustrerende, når jeg fx ikke engang har kræfter i hænderne til at tage en bageplade ...ud af ovnen... Jeg har brug for hjælp til noget af min påklædning, og det føles faktisk ret ydmygende, at skulle bede om hjælp til...!
     
    Jeg render rundt med stramme håndledsstøtter på det meste af tiden, og føler mig mere eller mindre som én af dukkerne fra Jullerup Færgeby!
     
    I denne uge har jeg ikke været i praktik. Hænderne kan ikke holde til cykelturen frem og tilbage, og selv hvis jeg GIK derop og hjem igen, ville mine hænder ikke lystre, når varerne på hylderne skulle sættes pænt *suk* (Plus jeg skulle bede om hjælp til at få lynet min jakke mv. når jeg skulle hjem, hvilket jeg også ville finde ret ydmygende...)
     
    Og alt det ovenstående omhandler kun gigten, - så kan jeg lige tilføje endo'en og de psykiske ting, jeg slås med, men det gider jeg slet ikke komme ind på her.
     
    Jeg hører af og til sætninger som fx. "Tag dig nu sammen!", "Du ser da ikke syg ud!", "Jeg ved godt, hvordan du har det, for jeg var selv syg her forleden" osv.
     
    NEJ, du ved ikke hvordan det er at leve dag ind og dag ud med kroniske smerter - medmindre du selv har prøvet det.
     
    Når du ser mig, er det sikkert på én af mine gode dage, og nej, der ser jeg sikkert ikke syg ud - men det ér jeg altså alligevel!
     
    At leve med usynlig sygdom er ikke sjovt. Det kan være et stort tabu for mange.
     
    Jeg har flere gange overvejet at poste et billede af mig, hvor jeg har det aller værst, så folk kan få et indblik i hvordan det er, når smerterne har overtaget. Men indtil videre har jeg ikke haft modet til det...
     
    Kender du nogen, som lever med en usynlig sygdom, - det kan være kroniske smerter, depression eller andet - , så vær der for personen! Det værste du kan sige til den person, er at vedkommende skal tage sig sammen. Det kan godt være vedkommende ikke SER syg ud, men det ER han/hun! 2764.png
     
     
    Selvfølgelig har jeg fået mange reaktioner, både direkte på opslaget og i private beskeder. Det varmer naturligvis, - men jeg ved også, at der stadig sidder nogle stykker på min venneliste, der tænker, jeg bare skal tage mig sammen og klappe i. Det må de godt tænke, men der bliver stille og roligt luget ud i de værste af dem. Det er ikke fordi jeg forventer eller ønsker MEDFØLELSE - jeg vil bare gerne have folks FORSTÅELSE og RESPEKT for, at min situation er anderledes end deres, og at det er svært for mig selv at acceptere.
     
    Jeg er jo ikke længere dén Pips, jeg troede, jeg var - og hvem pokker er jeg så, når jeg ikke længere kan det, jeg både er (VAR!) god til og holder af?!
     
    I øvrigt var jeg fuldt opsat på at jeg skulle med til dén fødselsdag i familien i dag, trods gigtsmerterne, men Knægten har stadig feber (efter han fik konstateret halsbetændelse sidste søndag hos Lægevagten), så han og jeg er blevet hjemme, mens Manden er taget til fødselsdag. Hvis Knægten stadig har feber i morgen, bestiller jeg en lægetid til ham, for han har afsluttet penicillinkuren i dag, og der burde ikke være feber i så lang tid, no matter what...
     
    *^*^*^*^*^*^*
     
    Manden havde jo 25-års jubilæum på sin arbejdsplads i august, og i januar blev han fejret, da hans arbejdsplads inviterede ud at spise. Han fik nogle penge i gave, som han besluttede at bruge på et nyt gulvtæppe til vores stue. I første omgang var det kun meningen, vi skulle have en lille tæppe til at lægge under sofabordet, fordi der var slidt hul i det gamle tæppe. Men da han fandt ud af, vi kunne få nyt tæppe i hele stuen for ca. 2200,- v. Kjeldsen Tæpper i Holsted, så blev der hurtigt truffet en beslutning om at gøre dét. Tæppet er mørkegråt, og derfor en ret stor forandring i forhold til det lysegrå (grimme, slidte) tæppe, vi i forvejen havde liggende.
     
    Vi valgte at lade det nye tæppe være en overraskelse for Knægten, som skulle til sin far i sidste weekend. Så fredag morgen, da Manden og Knægten var taget afsted, gik jeg i gang med at tømme stuen for "nips" og potteplanter mv. Møblerne kan jeg selvfølgelig ikke slæbe rundt på selv, så dem hjalp Manden og jeg hinanden med, da han kom hjem med det nye tæppe efter arbejdstid. Eller - de af møblerne, jeg KAN være med til at bære... Resten kom Svigerfar og hjalp med om lørdagen, hvor de også lagde tæppet på, og møblerne kom ind igen stille og roligt. Jeg kunne så nusse rundt og sætte "nips" på plads - i hvert fald dét "nips", der fik lov at blive, for dét blev der også lige ryddet lidt ud i. Resultatet er en markant pænere og mere stilfuld stue - selvom alt er "genbrug".
     
    De BLÅ låger på vores Montana-reol er blevet malet lysegrå, og jeg går med overvejelser omkring også at male vores to gamle, MØRKE egetræsskabe lysegrå, men det må under alle omstændigheder vente, indtil mine hænder har det bedre igen... Vi har også en gammel, mørk egetræsreol stående i gangen, og dén kunne jeg jo "øve" mig på, inden jeg kaster mig over skabene i stuen. Specielt det ene (et "tårnskab", jeg har arvet fra min farmor og farfar) er jeg ret øm overfor, så det ér jo lidt risikabelt, hvis vi nu ikke bryder os om det. Det er ikke rigtigt muligt at gøre det om, når det først ér malet...
  7. En af mine største bekymringer i livet. Jeg husker, jeg i folkeskolen tog med min far ned på Frederiksberg bibliotek en lørdag morgen. En anden far havde måske ladet sig barn løbe hen i børneafdelingen eller fundet sit barn nogle ungdoms- eller børnebøger. Det gjorde min far ikke. Han sigtede direkte mod enden af biblioteket. Han hev en tyk bog ud fra hylden og lagde den på det lille bord med en stol ved siden af reolen. Vi var de eneste i nærheden. Bogen var Hvad kan jeg blive, han hev stolen ud mens han med sin hånd signalerede sæt dig. Så satte han sig ved siden af. Han åbnede bogen og forklarede mig, hvordan man skulle læse indholdsfortegnelsen, hvordan man kunne slå op på de forskellige professioner, og hvad man kunne finde af informationer. Han virkede passioneret. "Hvad kunne du tænke dig at kigge på, så?" spurgte han, mens jeg kiggede på bogen, som han forsigtigt bladrede i. "Det ved jeg ikke... design, måske?" og jeg vidste ærligtalt ikke, hvad jeg ville. Jeg har altid været passioneret for, hvad jeg ville være. Men mine drømme indtil den dag, havde endnu ikke udviklet sig til mere end 'hval- og delfintræner', som jeg husker, at jeg engang i 2. klasse skulle tegne en tegning af. Mine veninder synes, det var sejt. Lærerne kiggede lidt underligt. Men der var ingen, der sagde noget. De sagde bare, det lød spændende. Og så så spurgte de mig, hvor jeg ville være det henne.. "Hm, I Københavns havn måske?"  og så blev alle vores tegninger hængt op på væggen, og min mor var stolt. 

    Min far slog designuddannelser op i bogen. "Grafisk designer måske?", og ja, det kunne da måske godt være. "hvad med jura? Vil du ikke være advokat?" spurgte min far lidt efter. Og det vidste jeg ikke. Men dagen efter gik jeg hjem til min mor og sagde, at jeg måske gerne "ville være jura".

    Én af de ting, som min far har gjort bedst ved mig, har været at coache mig indenfor uddannelse og karriere. Min far sagde altid: "uddannelse er nøglen til livet", og det er der måske nogle, der vil være uenig i. Men det er min fars livsfilosofi. Jeg har altid sigtet højt, og jeg har altid stresset over, hvad ville være, og hvor jeg kunne komme hen. Trods min personlige usikkerhed, har jeg aldrig følt mig usikker i det professionelle. Jeg har altid gerne ville alt muligt, og jeg har altid haft en følelse af, at hvis jeg ville det, så kunne jeg det også. Jeg husker, da jeg blandt 500 ansøgere blev valgt til en praktikplads i 9. klasse et sted, vi alle kender. Mine forældre var stolte. 

    Jeg begyndte på gymnasiet at rejse meget. Først kom jeg på sommerrejser for at forbedre mit engelsk og for at møde udenlandske mennesker på min alder. Det var nok rigtig dér, at verden åbnede sig for mig. For derefter gik der ikke længe, inden jeg igen sad på et fly helt alene for at opleve verden og tilegne mig nye ting. 1,5 år efter var jeg pludselig et menneske, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at jeg ville blive til. Jeg havde pludselig opnået ting, som fik alle til at kigge på mig, som ellers havde været stille og usikker. Jeg havde pludselig udover engelsk tilegnet mig 2 sprog yderligere, som jeg nu taler flydende. Jeg havde fået kontakter over hele verden. Og kort efter blev jeg optaget på ét af de bedste universiteter i Europa, hvor jeg skulle læse hele min uddannelse. 

    Og hvor står jeg så nu? Jeg er presset. Jeg er bange. Jeg ved, at alle forventer, at jeg klarer mig godt. Jeg har snart min bachelor, som jeg efter al forventning for lov til at færdiggøre i USA, hvis alt går efter planen. Jeg er ved siden af universitetet og de 30 ugentlige timer til undervisning ved at tage et eksternt relevant kursus. Jeg arbejder. Jeg søger jobs, som jeg håber kan pege mig i gode retninger. Men jeg er stresset, og jeg er bange. Jeg er bange for, at jeg ikke kan få lov til at finde mig en plads, som vil gøre mig lykkelig. Jeg er bange for, at der ikke vil være jobs til mig. Og jeg er bange for, at jeg ikke vil kunne betale en husleje, når jeg er færdig på universitetet. Jeg er bange for, at jeg ikke er kvalificeret nok. Jeg vil så gerne. Men hvad hvis jeg ikke er god nok? 

    *Min far er ikke skyld i disse tanker. Min far har hjulpet mig, og min far har påvirket mig med sine egne drømme om karriere, rejser og persondannelse. Men det var nu alligevel rart at få disse tanker ud. 

  8. Jeg er ramt af en ubehagelig forkølelse, og på bordet foran mig ligger mine våben mod forkølelse : Panodil, Xymelin og bolcher fra Ricola med hyldeblomstsmag. Jeg hader den sygdom, og jeg spekulere på hvorfor at læger og forskere ikke snart får fundet en effektiv vaccine mod den sygdom. Alle mennesker bliver ramt af forkølelse en eller flere gange om året, og det koster sygedage for den enkelte borger, og dyrt for samfundet er det også. Dem der måske tjener skillinger på det er medicinalindustrien, og fabrikanter af lommetørklæder og køkkenruller. 

    Men det kunne da være rart om det var muligt at give sygdommen forkølelse dødsstødet ;)

  9. Det er efterhånden længe siden jeg har "delt mig". Tiden flyver jo, når man har det sjovt. Arbejdet tager en del af min tid. Det har jeg det fint med. Jeg når mine deadlines, får anerkendelse for det jeg laver og ... længes efter at blive selvstændig. Skal jeg nå det er det ved at være tid. Jeg kan sikkert nemt finde et par kunder at starte op med, jeg har kapitalen til at lave et ApS og jeg har stadig energien til at kaste mig ud i det. 
    Jeg er på vent i SKAT. Der er 109223 foran mig i køen. 

    Indtil videre er jeg dog lønslave som jer andre. Skatten flår mig og det har jeg det ikke godt med. Jeg afskyr virkelig at betale skat. Jeg medgiver der skal tages fra mig for at give til dem som ikke er lige så velsignet som mig med et godt helbred og deres sansers fulde fem. Men det er ganske urimeligt at jo mere jeg arbejder, jo mere skal jeg betale i skat. Enhver kan jo se det er idiotisk. Jeg er i kø for at se min selvangivelse, mens jeg skriver her. Der er mere end en times kø. Der er præcis 109.000 foran mig i køen. Jeg ved dog allerede nu jeg skal betale til SKAT. Jeg afskyr tanken om, at jeg har betalt for meget til SKAT og derfor skal have nogle af mine egne penge tilbage. Tænk måned efter måned at betale for meget til SKAT. Så hellere gør boet op en gang om året. Jeg regner med en restskat på ca. 12.000 kr. Jeg betaler ved sidste betalingsfrist før renterne for alvor sættes ind, men jeg afskyr det. Afksyr det som pest og kolera. 
    Jeg forsøgte på en hjemmeside at finde ud af hvor meget jeg vil få i Folkepension, om 16 år (hvis de nuværende regler holder). Resultatet: 0 kr. Ingenting. Jeg har til den tid en enorm opsparing til pension og ganske mange aktier og formue at der ikke bliver penge til mig fra samfundet. Samfundet har aldrig givet mig noget som helst, men jeg har til gengæld betalt uhyrlige summer i skat. 
    Der er nu 97226 foran mig i køen. 

    Nå. Nu skal vi have den gode stemning igen. Heidi er ved at lande på benene igen efter hendes mors død. Huset er tæt på at blive sat til salg, og de øvrige ejendele er blevet fordelt. Håndgribeligt betyder det der er kommet et par ekstra billeder op i stuen (de er nu ganske pæne) og noget mere porcelæn, som jeg ved vi aldrig får brugt. Never mind. Det er ikke nu man skal tage den kamp. Vi har også sat Heidis lejlighed til salg. Pris: 3,2 millioner. Det ryger ganske enkelt bare ind på hendes konto, da hun flytter sammen  med mig permanent. Hun har lovet at vaske mit tøj til gengæld. Jeg må dog selv stryge mine skjorter. 
    Det betyder også vi køber et sommerhus. Et i den dyre ende. Det skal dog mest være til fornøjelse, og ikke ret meget til udlejning. Dog er det vigtigt vi køber et som er nemt at komme af med igen. Så kan vi jo blot håbe at den idiotiske regel om at udlændinge ikke må købe sommerhuse i Danmark snart udgår så prisen stiger. Så køber vi et sommerhus i Sydfrankrig. Bliver udlandsdanskere og beskytter de penge vi har fra at blive flået i skat. 

    Jeg er i monsterform for tiden. Jeg løber stærkere og længere end siden jeg startede med at føre løberdagbog. Jeg er slank som en ål og adræt som en ... en ... 17 årig gymnast. Arh ... nok ikke helt, men tæt på. Mine lårmuskler trænder nu tydeligt frem hver gang jeg bare går. Jeg mangler nogle biceps, men det må være næste vinters projekt. Foråret står på spurttræning. Starter den 1. april i atletik klubben. 

    Heidi og jeg er stadig forelskede. Vi kysser og elsker konstant. Set i bakspejlet skulle jeg have mødt hende for 30 år siden. Fået mine børn med hende og levet mit liv med hende. Vi er perfekte for hinanden. Især er hendes fellatio helt perfekt og hun kan finde på at give mig det alle mulige steder. Hun bliver ved med at sige at hun elsker mig. Hun har i øvrigt også tabt sig og er begyndt at løbe længer og længere også. 

    Jeg skal ud i den spæde forårsskov at løbe nu. Jeg regner med at tage en 5 kilometer, og kan så være hjemme om ca. 45 minutter efter bad og andet, for at login på SKAT. Jeg er nu nummer; 87695 i køen. 

     

    Stay tuned
    86326
    Nyd foråret og hinanden. 

     

  10. No blog entries yet

  11. Jeg ville sådan ønske, at jeg var i stand til at hive alle tanker ud på et papir og blot lade dem forme sig selv. Jeg har sjældent været i så stor konflikt med, hvad jeg rummer af følelser, hvad jeg står i, hvad jeg har at se frem til og hvad jeg tænker eller ønsker. Røv, jeg synes det kan være frustrerende, at skelne imellem tingene og tage beslutninger der måske har impact på the rest of my life. Pust ud. Mærk dig selv. Skab ro og tag en beslutning. Nu. Jeg har en vild følelse af, at stikke en stor fuckfinger til det hele og rejse. Det er ikke en ukendt følelse. Den vender tilbage til mig. Er der noget mønster i den følelse? Måske. Sidder jeg fast? Bliver jeg i tvivl? Ønsker jeg mere? Eller mindre? Nyt? Eller det bare simpel kedsomhed? 

    Jeg blev fyret forleden. Hele forløbet har været en anelse underligt. Dét er en helt andet snak, som jeg ikke kan overskue at fortælle igen. I hvert fald, står jeg uden arbejde. Hvilket har fået mig til at slå et gear ned, mærke ekstra godt efter, for hvad er det helt præcis jeg vil? Hvad er det jeg nøjagtig drømmer om? Drømmer jeg overhovedet, eller sørger jeg bare for at overleve? Kunne jeg i virkeligheden ikke sigte lidt højere? Hvis ja, hvorfor gør jeg det så ikke? I forbindelse med den fyring, kørte jeg naturligvis hjem. Telefonen ringede. P i den anden ende. Få timer efter sad jeg med rom og cola, kortspil, en smøg i mundvigen og skraldgrinede. I'm not kidding. Jeg havde meldt, at jeg godt måtte slingre indenfor to timer, for ellers fandt jeg ikke tilstedeværelsen let. Tasken var godt pakket med flere forskelig flasker alkohol. Jos havde naturligvis joinet, men var tynget af at skulle på arbejde dagen efter. Han måtte derfor give op efter et par timer. Jeg gør antræk til at følge efter, bliver derefter skubbet tilbage i stolen af P, med besked på at han sørget for et lift hjem. Aftenen udformede sig derfor helt anderledes. Jeg var blevet urimelig fuld. Derfor udviklede snakketøjet sig også en anelse. P kiggede på mig, som kun han kan gøre det. Vi vendte hele situationen, han ruskede lidt op i mig, sammenlignede lidt vores situationer også skålede vi på det. Skålede på røvhuller, kolde mennesker og at folk ikke altid kan tåle ærligheden.

    Det var det jeg røg på. Altså, arbejdet. For at give min ærlige mening, i stedet for at stå med bøjet nakke, som så mange andre, når der blev stillet et spørgsmål fra øverste. Hvordan i al verden, skal man kunne samarbejde, udvikle sig, vinde mere og forbedre sig, hvis ikke man får et ærligt svar? Bliver spørgsmålet ikke stillet, netop for at få svar? Jeg er fløjtende ligeglad med hvad andre gør. Jeg vil hellere kunne tage glad hjem fra arbejdet, tilfreds og uden at fortryde hvad jeg netop ikke gjorde eller sagde. Hvilket efterhånden er noget jeg ser og mærker ret ofte, når jeg møder mennesker på min vej. Tendensen til at lukke i som en østers, hvis emnet er for pinligt, ømt eller man har den mindste chance for at tabe noget. Så hellere forholde sig passiv og være sikker på sin plads, eller? Hvis det er ønsket at være hamret fast til denne plads for al evighed, ikke rykke sig og bare generelt få forpulet ondt i nakken - then keep going! For det er dét der sker. Jeg ikke flov, fordi jeg er blevet fyret og intet job har. Det er ikke mig der er ramt. Det er det personale, som i forvejen gemte sig under borderne, fordi man aldrig vidste hvad der foregik. Desforuden samme personale, som kæmpede røven ud af bukserne for at få luft, og som trængte og manglede en ekstra kollega for at kunne få luft under vingerne igen. Jeg kan stadig få mad på bordet, betale mine regninger og leve godt - men kan de stadig få luft? Jeg nyder tværtimod, at kunne bruge tid på mine venner, blæse tankerne ud med latterligt højt musik, drikke mig fuld på en hverdagsaften og gøre lige præcis hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det.  

    Det giver også rigtig mange muligheder, som jeg ikke helt kan håndtere. Jeg er som et lille barn i en slikbutik, når det går op for mig, hvor meget jeg egentlig kan have gang i. Så tænder jeg for alle blus, smider en masse bolde op i luften og krydser fingrer for at gribe dem alle. For det gør jeg helt sikkert ikke. Noget af det, er dæleme også idiotisk. Andet kunne blive en succes, hvis det fanger min interesse længe nok. Jeg er heldigvis omringet af nogle skønne nøglepersoner, som er i stand til at holde mig i kort snor. Nogle gange kan det ikke blive vildt nok, og andre gange kan de skubbe lidt på. At der så er sommetider, hvor vi står i lorten sammen fordi vi netop var for ivrige, det behøver vi nødvendigvis ikke tale om... Man kan heldigvis altid komme ned igen, når man først er kommet derop.

    Bare fordi det er en mulighed, behøver det ikke gøres.

    Eller hvad?

    Jeg har ikke været ædru det meste af weekenden. Heller ikke lige nu. Så jeg undskylder på forhånd, for mulige upsere og uforstående vendinger. Det hænder sgu.

    Hahah.. Paradoksalt alligevel.

    Godnat.