Blogs

Vores community blogge

  1. Chewie

     Det tomme rum

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    Seneste indlæg

    København 2017.

    Tiden forsvandt
    Tiden forsvandt som når sommer bliver til efterår og lyset langsomt forsvinder
    Som når kærester bliver til ex kærester og efterlader dig i et vakuum af tidsløshed og underfundig længsel efter det som engang var

    Tiden forsvandt
    Tiden rådnede væk i et skær af midsommer sol og dårlige investeringer 
    Til lyden af fuglekvidder og solopgang over Nyhavn, der forsvandt tiden bag os, imens vi langsomt slingret op af Bredegade imod ny tider

    Tiden forsvandt !!

     

     

  2. Har sovet i Aalborg i nat - på et lidt kønsløst Scandic hotel. Heidi er ikke med. Hun orkede ikke bruge en hel weekend i det Nordjydske. Hvad hun skal lave, ved jeg faktisk ikke rigtigt. Det finder hun nok ud af. Hvad jeg skal lave til gengæld er at hylde den liberale idé. Jeg vil aldrig stoppe med at være liberal. Jeg er det helt ind til hjertet. Det er knoglerne og i mit DNA. Heldigvis er mine døtre også med på det. I dag har Liberal Alliance landsmøde - og igen i Aalborg. 

    Indtil nu har vi ikke fået det ud af at sidde i regering som jeg havde håbet, men jeg går ud fra Anders og Simon Emil, ikke mindst. Eller jo... det er han nok :-). 

    Jeg glæder mig til en dag med at netværke med alle de andre af samme sind, høre taler og møde gamle og nye venner. Det bliver som altid en god dag. 

  3. Orderne frøs hele min krop til is. Stemmen inde i mit hoved, som læste det hele op for mig, knækkede. Min krop begyndte at ryste og jeg mistede alt det, som jeg de sidste fem år har forsøgt at bygge op. Jeg har bygget det op på godt og ondt. Jeg har knoklet røven ud i bukserne for at vise folk, at man ikke blot giver op, fordi man er lidt forskellige. Jeg har himlet med øjnene, når jeg ikke kunne følge med, jeg har forstående nikket, når jeg syntes det hele blev for meget. Jeg har accepteret holdninger og typer, som jeg på ingen måde selv ville have været blandet ind i. Jeg har rykket rødderne, fordi han havde nogle uundværlige venner. Jeg har dækket over ham, forsvaret ham og givet ham chancer, som han aldrig skulle have haft. Jeg troede på ham. Stolede blindt på, at det hele nok skulle gå. Han fik mig til at drømme og håbe om en bedre fremtid. Han malede det hele for mig, imens jeg kom med input. Dummede han sig, samlede jeg ham op. 

    Den gamle Tempf er tilbage. Hende den arrige og indebrændte pige, som har større temperament end hun selv regner med. Hende der kigger skævt til folk, fordi hun er overbevist om at alle er ens. Fordi, det er det eneste hun kender til. Mennesker der sårer og ødelægger, mere end de skaber gavn. Hende der ikke stoler på andre, stiller sig bagerst i lokalet for at gennemskue, inden hun deltager. Hende der holder mund, fordi hun ikke orker at bruge tid på andre mennesker. Sværest af alt, hende der ikke stoler et hak på de ord der kommer ud af din mund. Forestil dig, at have en tvivlsom stemme, som stiller spørgsmålstegn ved alt det du får at vide. En der vrider og vender hvert et ord, for hvordan var det nu det blev sagt? Hende der havde en indfødt holdning om, at livet gør ondt at leve. Den holdning blev sat på standby, fordi der var én der turde at tage kampen op - blot for at blive forstærket i tidligere holdning. Kom ikke og sig til mig, at andre vil gå igennem ild og vand for andre. For jeg tror ikke på dig. Når alt kommer til alt, har mennesker kun deres egne interesser og bedst befindende i sigte.

    Jeg bliver så ualmindelig sur, når andre bliver ved med at tro, at de har noget at skulle have sagt om mit liv. Hvornår fanden må jeg selv styre hvad der foregår? Ja, hårde tider gør dig stærkere, tung bagage gør dig svær at vælte, mere erfaren, ældre end du er og åbenbart får du en stærk personlighed. Hvem er den idiot der sidder og vælger dette? For jeg skal være den første til at række hånden op og bytte. Jeg gider ikke mere. Jeg er træt. Brugt. Jeg føler mig gammel. Dén konstatering kommer fra en 23 årig krop. Treogtyveår. Smid de 23 år ud på gulvet, og du ville kunne presse det ind i en der var mindst dobbelt så gammel. Hvad fanden er det for noget? Hvad blev der af at kravle før man kunne gå? Hvad blev der af, at få tid til at suge tingene til sig, forstå dem også få lov til at reagere? Hvad blev der af ligestilling og lige fordeling, i stedet for at hælde det hele ned over en og samme person? Nej. Det er ikke synd for mig. Stop. Jeg er super ligeglad med din medlidenhed, for jeg kan ikke bruge den til en skid. Den gør absolut ingen forskel, for du står ikke her i mine sko. Du tager ikke kampen for mig, du tager ikke smerten og håndterer de følelser for mig, som jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med. 

    Ironisk nok, har jeg de sidste par måneder gået med meget stærke følelser omkring det faktum, om jeg skulle sætte et barn i verden eller ej. Hvorfor har det lagt mig så meget på sinde? Fordi, jeg på ingen måde har lyst til at tilbyde et barn, et andet menneske, denne verden. Jeg ville ikke kunne bære i mit hjerte, at skabningen bare har 5% chance for, at hilse på nogle af de udfordringer jeg har. Jeg synes det er tarveligt, forfærdeligt og mit hjerte ville bløde. Måske lidt mere, end det gør i forvejen. Hvis behov er det så, man i sidste ende tænker på? Sit eget. Det er et egoistisk valg, at sætte et barn i verden. For ih guder, hvor har den påført mig meget smerte. Og den bliver ved. Igen og igen. Tja. Hvorfor ikke bliver ved? Hvorfor ikke?

    Det er mange år siden, at jeg har haft disse følelser at tumle med. Det er mange år siden, at jeg har været så arrig. Èn positiv ting siden sidst er, at jeg tilsyneladende kan styre min ageren udadtil. Skruer vi 5-6 år tilbage og sætter disse følelser i min krop, havde jeg smadret alt omkring mig, hamret hånden ind i væggen og smertefuldt grædt højlydt. Nu kommer det til udtryk i form af mareridt, søvnløse nætter, som denne, og en kold skal, som jeg ikke nænner at pakke væk.

    Jeg har gjort det før. Det der med, at starte fra bunden, forlade nuværende bopæl og omgangskreds. Hvorfor i alverden er der behov for, at jeg skal prøve det en gang til? Gjorde jeg det ikke godt nok sidste gang? Gjorde jeg noget forkert? Eller er det bare for fornøjelsens skyld? Hvorfor har andre mennesker sådan et sygt behov for, at træffe valg, som får store konsekvenser for mig? Kunne de forhelvede ikke bare nøjes med, at rode lidt rundt i deres eget liv. 

    Jeg hader mennesker der lyver. Jeg hader, hader, hader, hader mennesker der ikke kan være ærlige. Hvad skal man bruge dem til? Hvordan har jeg mulighed for at reagere på noget, som du ikke fortæller mig? Hvordan skal jeg så kunne gøre det anderledes? Gøre det bedre? Hvis du alligevel lyver mig lige op i fjæset, kan du ligeså godt vende rundt på hælen og aldrig komme tilbage. Jeg er fløjtende ligeglad med, hvad den sandhed er. Jeg har ikke mulighed for at reagere på den, gøre den bedre eller værre, hvis du stikker mig en løgn. 

    Det er ikke det faktum, at du har været sammen med en anden der er det værste. Ja, det er slemt, ja, det er ulækkert og ja, jeg kan ikke håndtere tanken om at du har været sammen med en anden. Men, det er løgnen der brænder din bro, det er dit coverup der ødelægger det for dig. Så også det faktum, at jeg flere gange har spurgt dig, hentydet til det og syntes at fange noget - som du har benægtet. Hvad har jeg så i virkeligheden betydet for dig? Ingenting. 

    Du gør mig til ingenting. Behandler mig som ingenting.

    Hold nu kæft.

    Nej, jeg har ikke sovet endnu.

    Godnat. 

    // Tempf

  4. Om hvad der vil værre det rigtig valg af gøre jeg ansøgt en person på fb om valgt af blokker mig det er en person som jeg ikke rigtig har værre på talefod med efter jeg lave en fejl som efterføre gjort person voldsom sur på men nu har person ophøre blokkerne jeg er dog i tvivl om det vil værre klogt af sende en venneanmodning af sted da jeg mistænker person stadivæk er sur 

  5. Som overskriften siger... Så tror jeg at jeg endnu engang er havnet i et dårligt forhold. Mødte denne ellers søde og charmerende fyr for 3 måneder siden. Han spurgte mig indenfor få dage om jeg ikke ville i forhold med ham og han sagde efter 14 dage at han elskede mig. Jeg fandt desværre hurtigt ud af at han røg en del hash hvilket gjorde ham meget fraværende. Jeg bakkede ud men vi endte sammen igen efter nogle skriverier. Der har dog været en pause på en måned hvor han nåede at være sammen med en anden. (Hun kontaktede mig for at fortælle mig det) han skrev til mig vedr et armbånd fra hans far han gerne ville have og så røg jeg ellers i "fælden" igen. Han løj omkring det med hende han havde set, og sagde at det altså var ham der havde slået op, og ikke hende som hun påstod. Igen var jeg så svag at tro på det.. Og er stadig i tvivl. Forrige weekend holdt vi min fødselsdag og han var bare skide sød og kærlig. Da han smuttede hjem efter 4 dage, var jeg nærmest som luft for ham.. Men det var fordi han røg i et hul med en kammerat pga stoffer. Han kom til mig i fredags og han var påvirket. Jeg smed ham ud, da jeg blev dybt skuffet og såret, og jeg lider tilmed af angst så det gjorde det bare meget værre. Nu sidder jeg bare med en følelse af at han har udnyttet min kærlighed.. Hans handlinger viste at jeg bestemt ikke kom i første række.. Og det gør så ondt. Mit selvværd er i forvejen meget ringe og nu er det intet eksisterende. Tænker også at det er derfor at jeg igen er havnet i noget der er så dårligt for mig.. Jeg ved dårligt hvem jeg selv er, og om jeg overhovedet er værd at elske.. Jeg har næsten ikke oplevet andet i de forhold jeg har været i..

    Så nu håber jeg bare lidt på at der er nogle der gider læse mig indlæg og evt give nogle gode råd til hvordan man kommer videre og ud af et forhold der er så skidt for en <3

  6. Hej mor,

    På den sidste bog jeg købte -  Brevet til mor – står der skrevet i et hjerte, at det er årets vigtigste bog.

     

    Om det er vigtigt at jeg gennemfører mine vedvarende tanker om at skrive en bog om mig og jeg, der fortæller om os selv / eller om jeg synes det er vigtigere at du bare for en gang skyld ikke ville ha et andet valg end at høre på MIG og hvad jeg har at sige !”

    er fuldstændigt ligegyldigt.

    Jeg er gået i stå.

    Fik jeg overhovedet begyndt? Jeg ku spørge over-hovedet.

    Nåh nej, hun har fuldstændigt tabt sutten.

    Ja ristet på øverste har du mere eller mindre, mens jeg har levet, altid været!

     ..men i takt med alderdom og omgivelser er det ligesom om at alt hvad der drejer sig om hensyn, grænser, morale, plig, stolthed, hæmmelse og selvindsigt, lige på en gang kun ku opfattet som SLET IKKE EKSISTERENDE

     

    Hva sker der?

     

    Det sværeste at være barn til dig er at du har givet kærlighed, omsorg, hjælp og støtte.

    Det nemmeste ved at give dig fingeren, var blot at erkænde den person du er, og blive ved med at sige til sig selv dine slags ikke lige just blir hyldet og savnet mest.

     

    Jeg er fucking lettet nu når jeg ikke står over for dig mutters alene længere, og om med alt hvad jeg tænker.

    At din kommende ex-man valgte at ta til foredrag om psykopaten i hverdagen, siger lidt om hvordan alt er vendt på hovedet.

    Jeg aner ikke hvad du foretager dig eller med hvem. Efter 26 år, er det ikke en af os som har dig kravlende helt ind under huden!

    Vi er fri for at alt ... ALT .. bare blir suget langsomt ud af én, samt at din blabben der forlængst var noget man orkede at stå model til, aldrig endte

     .. non-stop uden slut uden heller være i stand til at at blive mere meningsløst, ligegyldigt og røv sygt.

     

     

    Jeg har aldrig forstået din trang til at blive hørt og set!

    Jeg har aldrig følt nogen snert af vigtighed i alt det notsens der altid  kom ud af din mund.  

    HVORDAAAAAAN KA MAN VÆÆÆÆRE SÅH UFATTELIGT UINTELLIGENT OG TABT PÅ GULVET og være SOM DET DU MEST HAR?

     

    Håber næsten for dig i det næste liv, du vil arbejde lidt med læring af egne fejl. Det virker nemlig præcis som det eneste du i livet bliver udviklet  til er en værre udgave af dig selv.

    Jeg står af. Men det har jeg været 15 år om.

    Og langt hen ad vejen giver jeg min barndom skylden for ikke at ha startet.

    Om du er skyld i jeg er en junkie i en lille lejlighed og som ikke er i stand til at ta en opvask eller et ansvar udover på arbejdet,

    Nej.

    Er det min skyld at du blev misrøgt, mobbet, udnyttet, slået og bare kørt ned som barn?

    Nej.

     

    Føler du dig overset, når folk du ikke kender, der blot har hørt noget om dig eller dine evner som mor eller mangel på samme, kun ka give udtryk for der ikke findes ord men bare konkluderer at du ikke er rask?

    Har ik mere at sige til dig,

    Men en helvedes masse om. Eksperterne siger man skal komme væk hurtigst muligt.

    De her mennesker er ikke i stand til at hjælpes, da det er en hjernefejl/mangel i pandelappen

    Vidst nok

     

    Løbeet er kørt.

    FARVEL

     

     

     

    Af skyld kommer skam, 

    skam kommer af selv-fornægtelse 

    selv-fornægtelse kommer af manglende accept

    kommer manglende accept af behovet for at holde bestemte mennesker nede, for selv at kunne være oppe - 

    Pga SKAM?

     

    Er det spildt liv - når du vidste at alt imellem os to, altid har været ude af kontrol 

  7. Jeg er virkelig ramt af uheld. 2017 er lige startet, og jeg kan nu tælle ikke blot én men flere ganges tyveri og uheld i den dur. Jeg har altid været den der, som aldrig havde oplevet noget af den slags, og jeg husker, at jeg tit reflekterede over, hvorfor mon jeg aldrig havde fået stjålet eller mistet noget, nu hvor jeg bor og har boet i flere af Europas største byer og rejst i nogle af verdens. Men sådan noget skal man passe på med at sige for hurtigt. Det var knap blevet midten af januar før det skete for første gang og februar for anden gang. I går skulle min april starte med tredje gang. 

    Jeg stod fint og roligt og ventede på at komme ind i en opgang i et roligt kvarter. Klokken var knap midnat, og jeg havde almindelig hverdagstøj på, var ikke påvirket af det mindste, og min taske var lille og skjult under min arm, mens jeg stod tæt ved døren. Det kom derfor som et chok, da den mand, som jeg havde set i øjenkrogen komme gående stille og roligt, valgte at gå helt tæt på og rive fat i min taske. Jeg ved ikke, om det er noget, der skete eller, om det er manipulation af min hjerne efterfølgende. Men jeg mindes at have haft et splitsekunds øjenkontakt. Jeg mindes også at have iagttaget hans tøj samt ansigt, og jeg kunne hurtigt konstatere hans etnicitet. Dette i et splitsekund. I et meget hurtigt splitsekund. For min reaktion var så hurtigt, at han knap når at sætte i løb før jeg, lille, sød, rolig, "hun kan ikke gøre noget", lyshåret pige allerede har benene på nakken. 

    For ja, det var det, jeg valgte at gøre denne her gang. Flere måneders kaos for uretfærdighed, tyveri, psykisk ubehag over samme og et økonomisk tab for dækning af det tabte. Nej, det skulle fandeme ikke ske igen. Det kunne jeg ikke kapere. Jeg kunne ikke magte tanken om, at jeg mandag morgen igen skulle stå nede i banken og ikke blot bede om nyt kort grundet tyveri, derimod også betale, igen, beløbet for det nye kort. Købe en ny pung. Købe et nyt, dyrt togkort. Alt dette for de små 10 euros, som han kunne have vundet, ved at have fået tasken. 

    Jeg havde aldrig troet - i min vildeste fantasi, at jeg kunne reagere så aggressivt, impulsivt og så styret af adrenalin, at jeg satte i mit absolut hurtigste løb lige i nakken på manden. Mens jeg samtidig, som min far altid havde sagt, skreg så højt jeg kunne. Jeg skreg på hjælp, almindelige, aggressive skrig og så skreg jeg stop. Da jeg nåede tættest på ham, kan jeg huske, at jeg indeni er så pumpet af adrenalin og aggressivitet, at jeg skriger ham direkte i baghovedet. I dét øjeblik smider manden tasken fra sig. Jeg griber fat i den, da den lander på jorden, og jeg ser ikke meget mere. 

    Jeg rystede over hele kroppen, da jeg går tilbage til opgaven, hvor mine to venner i samme øjeblik kommer smilende mod døren for at åbne. Kort efter kommer en fyr hen imod mig, og spørger, om jeg snakker engelsk. Han spørger, om jeg er ok, og han siger, at han hører skrigende og akkurat ser, at manden smider noget fra sig. I dette øjeblik begynder han at løbe efter ham, mens slap ham et par blokke efter. Han spørger, om jeg er ok. 

    Jeg er chokeret. Og jeg er stolt på samme tid. Den mand, der valgte at hive fat i min taske med en forventning om, at en lille, udenlandsk pige ikke ville kunne gøre noget eller ville turde gøre noget, fik at mærke alle mine indre og opsparede aggressioner fra de tidligere hændelser. Jeg er taknemlig for, at jeg kunne komme fysisk ud med alt, det som jeg havde haft indeni. Jeg er glad for, at jeg "fik lov" til at reagere, som jeg ville ønske, jeg havde reageret, da det skete første gang. Jeg reagerede, som jeg altid gerne har ville reagere men også vidst, at jeg nok ikke ville kunne af frygt for, hvorvidt manden ville kunne være bevæbnet. Men jeg gjorde det. Og manden ejede ikke nosser til at gøre noget som helst. Manden var tydeligvis svag og vi har ikke løbet mere end 20 meter, før han allerede lader tasken glide ud af sine hænder. 

    Jeg er glad for, at jeg denne her gang "vandt mine egendele". Jeg vandt retfærdigheden, og jeg kæmpede for den. Jeg kæmpede mod uretfærdigheden. Jeg er ikke en løber, og min kondition her på det seneste kan diskuteres. Men jeg var ikke et sekund forpustet og mest af alt, så er jeg overrasket over, hvordan vores hjerne kan fungere i sådanne situationer, hvordan vi kan reagere på et splitsekund, og hvordan al bevidsthed lukker ned, mens den forreste del af hjernen laver en lynhurtig planlægning af reaktion, konsekvenser ved A eller B samt sender signal til den motoriske planlægning og sætter i fart. Jeg er virkelig overrasket, og det vil jeg tage med mig, når jeg på tirsdag har en eksamen i lige netop dette. Wow. 

  8. daydreamers beware

    imagination trumping curiosity

    mondays signals the coming of fridays

    lines between days blur

    clean bed sheets at 11 am

    sun rays attacking through inadequate blinds

    sundays must end

  9. Nicolaj: Mit mål blev nået jeg blev en mere fornuftig og frisk ung mand, jeg valgte at sætte stor indsats på min træningsplan, jeg gjorde alt jeg kunne for at nå det jeg ville, og det jeg gerne ville var at tage mig sammen i alle idrætstimerne, for at være sikker på at få noget ud af træningen, jeg brugte mange af mine idrætstimer på at træne både muskeltræning, samt intervaltræning.

    Jeg ændrede dog ikke så meget i min kost under forløbet, fik ændret min morgenmad, til at spise havregryn med mælk i stedet for havregryn med protein pulver og vand. Jeg spiste også flere gange i løbet af dagen, dog ret sunde ting såsom rugbrød, skyer osv.

    Jeg tager motivationen med fra dette forløb, det har givet mig et godt indblik i hvordan jeg forbedrer min cardio meget nemmere, så jeg får en bedre form og performer mindre, jeg fik også lært hvilke træningsmetoder der gav mig de bedst mulige resultater. Så fik jeg også lært hvordan man i sin daglig dag kan forbedre min form, ved at bevæge sig mere i stedet for bare at sidde ned hele dagen.

    Dog ville jeg sige at det vi kunne ha gjort anderledes var at vi kunne ha taget vores cardio en smule mere seriøst altså det jeg mener med det er at vi brugte ca 50/50 af idrætstimerne på at træne og løbe ville måske gerne have haft en mere 75/25 fordeling på det, men morgnerne var kolde, så man mistede lidt lysten til at gå udenfor. Dog fik vi uanset hvad gjort noget, så vi sad ikke bare og brugte timerne på ingenting.

     

    Frederik: I dette emne, fik jeg udfordret mig selv. Jeg har længe ikke rørt mig, derfor var det en forandring for mig.
    Jeg brugte min tid på at fordele min træning ud på både den muskulære træning og min løbetræning. Da vejret ikke var så godt hver evig eneste dag, valgte vi derfor at træne indendørs i stedet. Dette foregik fx inde i vores træningslokale. Hvor jeg fik trænet diverse kropsdele, jeg gik meget op i at få trænet det hele ligeligt, Så symmetrier ikke faldt fra hinanden, når jeg så endelig var udenfor, løb vi enten en lang tur, på 25-30min ellers valgte vi at løbe interval, hvor vi fx kørte 10/10 altså 10 interval og 10 pauser. Som første gang foregik på 30sek pr løb og 60sek pause. I den sidste ende af forløbet kunne vi løbe 45sek og kun have 60seks pause.
    Føler mit mål blev nået, da jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke ville tage dette emne seriøst. Dog fik jeg andre tanker, da jeg fandt en spændende måde at få løst vores udfordring på. Dette gav mig motivationen for at komme i gang, samt det er meget nemmere at træne med andre.
    Min kost underforløbet er ikke ændret, så meget. Jeg har ikke skåret så meget ned på mine usunde ting fordi dem er jeg sku glad for. Derfor føler jeg at hvis jeg skulle ha gjort noget anderledes, skulle det være at ændre min kost. Selvom jeg har meget svært ved at holde mig fra alle de søde sager. Fremadrettet, vil jeg bruge forløbet til at kunne sige til mig selv. Der er en nem måde at få gjort det på, hvis man hjælpes ad, så bliver alting meget nemmere.

  10. Hej Blog

     

    Hvad jeg vil skrive i dag. ærligt det ved jeg ikke jeg har bare lyst til at skrive lidt. En form for en samtale med en jeg stoler på kan man måske kalde den lyst der fik mig her ind i dag.

    Livet ja hvad er livet. Det er jo så mange ting af både det gode det dårlige det triste det glædelige. Men hvis jeg måtte rette livet til. Så ville jeg sørge for at der var lige meget af det hele til alle. Det synes jeg ville være retfærdig.

    når man skal jo ikke klage. Man tager jo igennem hele sit liv valg hver eneste dag. Det er bare mærkeligt at nogen vælger mest forkert uanset hvad man forsøger. For fuldt af uheld nej det tro jeg ikke. Jeg ved ikke hvorfor nogen bliver smidt tilbage i noget dårligt hele tiden. Måske er det bare sådan at nogen kommer til verden til et alm liv nogen kommer til verden til et skiftene liv nogen kommer til verden til et liv uden problemer og andre kommer til verden for at leve i skyggesiden.

    Mit liv har været underligt i forhold til mange andres liv. Jeg har levet den mørke siden altid. Og hver eneste gang jeg er ved at få det vippet lidt over til et lyst liv sker der altid et eller andet og pist så står man i mørket igen. Og det er hvad jeg ønsker nej selvfølgelig er det da ikke det hvem ville ønske det. I alt fald ikke nogen der kender til det liv der lives i skyggen. Men jeg kan godt se at i dag har jeg læst biblen jeg ved ikke hvor mange gange og ja jeg tror på den men jeg har også lært at det liv der er planlagt for en kan man ikke skifte ud eller flygte fra ej heller bilde sig ind at man ikke høre til der. Man er sat der hvor gud ønsker at man skal. Leve. og hvad hans formål er med at vi skal opleve forskellige ting her i livet er langt ud over hvad vi mennesker kan gætte os til.

    Jeg har oplevet mange gode ting og mange gode sider af livet igennem mine 50 år. Desværre har de alle kun være til korte tid. Og kun til at man får lov at se og mærke at der findes noget andet end det liv jeg høre til i. jeg har oplevet kærlige familier der var klar til at tage mig til sig. Okay 2 gange har jeg oplevet det. Men jeg må indrømme at det er stadigvæk kun til et kik ind i det liv der er fyldt med kærlighed og næstekærlighed og om sogn for hinanden. Et liv alle de familier sku lære at sætte meget mere pris på i de gør. For deres liv er uvurderlig. De har langt mere i deres liv end de kan forstille sig.

     

    Hvor man høre til her i livet ja det er jo forskelligt for os alle. Hvor jeg hører til Ærligt jeg ved det ikk, nogen dage har jeg mod og energi til at kæmpe en kamp for at vende mit liv og ikke være den jeg har været. Men kampen slutter altid igen ved at jeg står magtesløst over for det. Og hele tiden bliver jeg ramt på min fortid, der er altid nogen der for vendt min fortid imod mig.

    Så Ærligt hvad skal man her i livet andet end leve det liv man kender.

    Og som en af verdens Klogeste mænd har udtalt. der skal en krig til at få fred.
     

     

    Så er man modig nok finder man freden.

    Hilsen
    Roald der hverken ved ind eller ud.

  11. FreakingFabulous

     Freaking fabulous

      Indlæg: 1    Kommentarer: 2

    Seneste indlæg

    Sorg er en sær størrelse, når man sådan tænker over det. For sorg kan være så evindeligt mange ting. Den kan være så inviterende, men samtidig så ekskluderende.


    For de der er hårdest ramt, er den altoverskyggende. Et mørkt tæppe du ligger dig under, som en undulat der skal sove til natten. Den kan være en skygge i alt du gør, en konstant påmindelse om virkeligheden.


    For de, der står udenfor, kan sorgen virke som en orkan i et andet land. En ubehagelig, mørk hændelse, der snart skal passere igen. Bagefter vil verden være den samme, men alligevel aldrig som før.

    Men hvad med os andre? Os der står lige midt i mellem. Os som ikke er hårdest ramt, men som ikke står udenfor. Hvad skal vi? Og hvad må vi?

    Jeg er ked af det, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg kan mærke at det tynger mit hjerte, og jeg konstant har en følelse af at være forpustet. Jeg føler mig klemt indefra af en reaktion der vil ud. Men må jeg gerne græde?

    Tager det sorgen fra de, der er hårdest ramt, at jeg føler mig trist? Negligere det hændelsen, hvis sorgen pludselig ikke kun er for de tætteste, men også alle os som føler eftervirkningerne?

    For uanset hvor man står i sorgen, så kendte jeg dig. Jeg lærte dit væsen at kende, og jeg blev et bedre menneske af det. Og nu er du her ikke mere.

    Og det gør mig fandens ked af det. Jeg føler mig frarøvet et venskab, der aldrig fik lov til at spirre. Jeg har fået taget muligheden for at grine med dig igen, og for at mærke din varme og dit livsmod.

    Jeg har den dybeste sympati med din familie, med din kæreste, og med de, der har kendt dig hele livet.

    Men jeg er pisse, hamrende skuffet over aldrig at få lov til at dele flere oplevelser, tanker og minder med dig. Og det vil jeg give mig selv lov til at græde over.

  12. Kære alle på deldig.

    Det er længe siden, at jeg har skrevet her på siden. Tiden er bare gået, og med en familie på nu 3 børn, 8 børnebørn,+ 7 ægtefæller + 1 kæreste + 12 oldebørn – er der mange sammenkomster og besøg her hos mig og ude hos familierne.

    Helt smertefrit har min tid dog ikke været, idet jeg under en indlæggelse i 2013,  hvor jeg var indlagt med en svær nyrebækkenbetændelse, blev smittet med en modbydelig tarmbakterie, clostridium  difficile, som jeg har døjet med siden, indtil en dygtig overlæge på Hvidovre Hospital i september 2016 fandt en kur, der kurerede mig. Jeg har haft det rimeligt godt indtil d. 26., hvor jeg ville blive afhentet af min datter og svigersøn til den årlige tøndeslagning i Farum.

    Jeg havde godt nok lagt mærke til, at min vejrtrækning ikke var helt fin, men jeg må have anstrengt mig mere end godt var, for pludselig sad jeg i min lænestol og hev efter vejret. Der var ikke andet at gøre end at tilkalde Falck, som gav mig nitroglycerin – uden at springe mig  i luften -. Mit blodtryk var pludselig meget højt – over 200.

    Min datter og svigersøn nåede lige at komme, inden jeg med udrykning kørte – blev kørt - til Hillerød Hospital, hvor jeg blev indlagt i en seng i modtagelsen.

    Af uforklarlige grunde havde jeg fået vand i lungerne.

    Inden jeg kunne nå at protestere, fik de et kateter stukket op i mig, og fik anbragt en tissepose på siden af sengen, hvorefter de har givet mig nogle furix vanddrivende tabletter.

    Jeg var også blevet udstyret med en fjernstyret sender, der videregav informationer om mit hjerte til hjertecentret.

    Efter 4-6 timer blev jeg overført til en 2-sengs stue, men senere på natten til en 4-sengsstue, da patienten ved siden af mig var døende.

    En dygtig mandlig sygeplejerske ville have mit kateter fjernet, idet han af erfaring vidste, at det kunne skabe problemer med blærebetændelse. Det blev fjernet, men skaden var allerede sket: Jeg havde fået blærebetændelse af det skide kateter.

    Det sved ulideligt, hver gang jeg skulle tisse, og det har det gjort og gør endnu her 18 dage efter opsættelse af kateteret. Ingen tænkte på at få taget en urinprøve, der kunne have afsløret blærebetændelse.

    Dagen efter min indlæggelse på 4-sengs stuen fik jeg voldsomme opkastninger efter et dejligt kyllingelår, og efter endnu en senere opkastning blev jeg lagt på en  isolationsstue, hvor jeg lå i 3 dage, indtil jeg igen blev flyttet til en 2-sengs stue.

    Hver dag blev der foretaget blodprøver, og mine forhøjede nyretal blev analyseret.

    Men man har skaltet og valtet med vanddrivende piller:

    Nogle dage fik jeg serveret 3 halve furix, andre dage ingen.

    Uartig, som jeg altid har været, gemte jeg ½ pille de dage, jeg fik 3 halve til de dage, hvor jeg ingen fik. Jeg blev skældt hæder og ære fra, da jeg fortalte en ung læge, hvad jeg havde gjort. ”Hvis jeg ikke tog den ordinerede medicin, kunne de lige så godt sende mig hjem”.

    NB.Den ældre læge, der hjemsendte mig, har ordineret 2 halve furix hver dag.

    Men endu en fejl – foruden det katastrofale kateter og dårlig styring af mine vanddrivende piller.

    Da jeg blev udskrevet stod der: 1 kalium pille hver 4 dag. (det var en gammel dosis).

    Det skulle være 2 kalium om dagen. Min dygtige hjemsendelseskontakt undersøgte det straks. Det viste sig at være endnu en fejl.

    Endvidere tog de en daglig betablok pille på 12½ mg fra mig – uden nogen forklaring. Den holder min puls i ro. Jeg måtte bede min læge, om at få den igen.

    Konklusion: det var godt, at hospitalet var der til at hjælpe mig og udrede årsagen til mit kollaps. Men hvor er der begået mange fejl.

    Kateteret kunne godt være undgået og klaret med en tissekolbe.

    Mest graverende synes jeg det er, at der ikke er blevet taget urinprøver, der kunne have afsløret min blærebetændelse.

    Det blev en kontorpige på Herlev Hospital, som jeg ringede til, der hjalp mig videre. Da hun hørte om mine kvaler,  svarede hun: ”Se at komme op til din læge med en urinprøve.”

    Som sagt, så gjort. Men en podning afslørede, at der ikke var nogen blærebetændelse. Heldigvis var der nogen i mit lægehus, der fulgte sagen op og ordinerede mig en kur med: Trimopan. Jeg har taget min første dosis kl. 15 i dag, og jeg skal have en dosis nu kl. 23, men de nye piller er desværre lidt hårde ved mine nyrer.

    En redegørelse fra radiodoktoren om forstørret prostata har fået mig til at spise ekstra c-vitaminer, ekstra zink, granuleret bipollen samt betasitosterol. Jeg drikker rigtig meget kogt vand, te og saft.

    Det blev en lang redegørelse. Læs den, hvis I har lyst. Jeg håber på snart at vende frisk tilbage. Mit barnebarn sagde til min 90 års fødselsdag for snart 3 år siden: ”Det, som ikke slår os ihjel, gør os stærkere".

    Tak til jer, der har sendt personlige hilsener til mig. Det har glædet mig rigtig meget.

    Godt forår til alle fra    slaaenbakken.