Blogs

Vores community blogge

  1. Kun Første Trin, hvor vi indrømmede 100%, at vi var magtesløse over for alkohol, kan praktiseres til fuldkommenhed. Tolv Trin og Tolv Traditioner, Sjette Trin.

    Det der er nedfældet på skrift i AA er ikke en lov, men retningslinjer. Der er kun Et Trin du kan tage 100%, og det er Første Trin. Jeg vil rent faktisk påstå, at jeg har taget det et godt stykke på den anden side af hundrede gange, længe inden jeg overhovedet kom til AA. Jeg var længe inden klar over, at alkohol var ved at slå mig ihjel, så det var let at indrømme, at jeg var magtesløs overfor det, men kunne jeg virkeligt ikke styre mit eget liv? Selvfølgelig kunne jeg det, så jeg drak igen og igen og igen. - Den eneste måde at tage 100% Trinnet, er ved at tage 100% af det. Det er 24-timer ad gangen, og det er mange gange 24-timer siden, det var nødvendigt for mig at tage Første Trin om.

    Har jeg taget Første Trin, til fuldkommenhed?

  2. Hvordan det hele startede - med mit livs kærlighed. 

    Det hele startede da jeg var 18 år gammel. Boede jeg på et opholdssted, på Møn. Jeg har en bedsteven, der også går der. Jeg mødte ham her "Mikkel", og en som hedder "Patrick", sammen med min bedsteven. Det hele var mega mærkeligt - for jeg havde snakket med "Mikkel" mange gange før i tiden, sådan noget - hvor vi bare ikke kunne lide hinanden, så mødte jeg ham i virkeligheden, og mødte også Patrick. Jeg synes virkelig godt om dem, især Mikkel. ♥ Jeg mødte dem flere gange, vi begyndte være sammen sådan 2 gange om ugen, i sommerferien. Jeg blev mere og mere glad for Mikkel. Jeg ringede til ham hver aften, og sagde godnat - og hver morgen. Vi aftalte at tage på bakken sammen, alle sammen. Jeg prøvede rigtig mange forlystelser med Mikkel. Vi begyndte at skrive, sammen hver dag - hele tiden, men i alt det her havde jeg jo en kæreste. Jeg så slog op med, jeg havde ikke flere føleser for ham. Mikkel er mit livs kærlighed, jeg havde aldrig mødt en dreng, som ham før. Han var bare så sød, var der altid for mig, passede på mig, skrev med mig, ringede til mig når jeg havde brug for en at snakke med, han var den dreng - som forstod mig aller bedst, jeg aftalte med Patrick, at komme hjem at sove i en weekend, efterfølgene - Havde jeg en overnatning hos Mikkel - Så var vi kærester, ja .. det gik rimelig hurtigt. Det blev vi også enige om, men vi var også enige om - det var det vi ville. Og at det virkelig skulle være os, han fortalte han har kunne lide mig igennem hele det her spil. Og jeg vil jo også blevet rigtig glad for ham jo, så vi synes det var det rigtige. Jeg boede jo på det her opholdssted på Møn, og han bor jo i københavn - så ja. vi var rigtig langt væk fra hinanden, det kunne jeg ikke holde ud, jeg var alligevel ved at lede efter, lejlighed - jeg kunne ikke klare at bo der på opholdssted - jeg kom jo ikke videre, så ringede til "Min kæreste - Mikkel", og græd, jeg kunne ikke noget dernede, jeg var så ked af det hele tiden, jeg ønskede bare at se ham "mikkel", hele tiden kunne ikke undvære drengen! Han sagde jeg bare kunne komme hjem og være hos ham nogle dage. Og jeg fortalte ham hele historien, han forstod mig 100%, og han sagde jeg bare kunne blive hos ham. Så stoppede jeg på mit opholdssted - og nu har jeg verdens dejligste kæreste, nogle pisse dejlige venner herinde i københavn -og snart igang med skole, når kommunen finder ud af det sidste, hvor - hvornår osv. Det har været en hård kamp, men jeg gjorde hvad min mavefornemmelse sagde. Jeg synes det var det rigtige valg, for mig. :-) 

    - tak fordi du læste med. ♥

  3. Sandmandens tegn

     

    Efter en god nats søvn ved bålet gik vi videre. Milevis omkring os var der bare sand sand og atter sand. Så kom vi til et sted hvor der var klipper og sten rundt omkring. Vi var nået til en stor passage hvor der var klipper på begge sider. “Kom.” Sagde Caleb og gik ind i passagen. Når man kom ind i passagen var der lidt mørkere og lidt køligere. Det var dejligt med noget køligere mod huden end den nådesløse sol. Vi gik lige ved siden af hinanden, Caleb og mig. Vi gik lige så langsomt fremad og spejdede op af siderne af klipperne på begge sider af os. Vi måtte nødt til at være på vagt for ellers kunne vi blive overfaldet af røvere. Det blev smallere og smallere hen ad vejen og til sidst måtte vi stoppe. De to klipper samlede sig højt oppe over os og bredte sig ud igen.

    “Vi kan jo ikke komme igennem.” Sagde jeg.

    “Jo, hvis jeg nu smider bylten over passagen her og kravler over så kan du komme lige bagefter. Jeg skal nok hjælpe dig på den anden side.” Sagde han. Jeg nikkede og han kastede bylten over på den anden side og begyndte at kravle. Han svang sig over de sidste stykke der hvor de to klipper mødtes og hoppede ned på den anden side. Jeg sank en klump og begyndte at kravle. Jord, sten og sand borede sig ind i min hånd og jeg skyndte mig så hurtigt jeg kunne med at komme op øverst. Jeg svang det ene ben over og sad overskrævs hvor de to klipper mødtes. Jeg kiggede ned på Caleb og så noget meget overraskende.

    Der stod en gammel mand med en kniv i hånden bag Caleb. Han havde kniven mod Calebs strube og holdte Caleb for munden. Den gamle mand så meget laset ud. Med meget langt skæg som var helt hvidt og var skaldet. Bag ham stod to-tre andre med knive og buer. De så allesammen lige så lasede ud som den gamle mand.

    “Kom her ned tøs. Så sker der ikke noget med din ven.” Sagde den gamle mand. Jeg overvejede det et øjeblik om det var klogt hvis jeg gjorde det men jeg havde jo intet valg. De havde jo Caleb. Jeg kunne jo ikke bare efterlade ham. Jeg svang benet hen over passagen, langsomt så de kunne så hvad jeg gjorde og hoppede ned på jorden. To mænd var lynhurtigt henne ved mig og greb fat i hver sin arm.

    “God pige. Nu skal du høre her. Hvis i følger med lige så stille og roligt sker der jer ikke noget. Jeg vil sælge jer som slaver til en god pris. Det er ikke så dårligt enda at være slave. Det er ikke så slemt som i tror. Hvis i nu bare følger med her…” Han afbrudte sig selv med et højt AV! Der var en der havde kastet en sten i hovedet på ham! Han tabte kniven og Caleb gjorde sig hurtigt fri. Han løb hurtigt hen til mig og spurgte om jeg var ok. Jeg nikkede og kiggede hen på den gamle mand som havde vendt sig imod de andre og pegede truende på dem.

    “Hvem var det! hvem var det! Sig det nu! Så skal han få med mig at bestille.”

    Alle mændene trådte tilbage og kiggede ned i jorden. Også dem der holdte mig og de gav slip på mig. Så kom der igen en sten flyvende gennem luften og i hovedet på en af de andre mænd “Av!” råbte han. “Hvem var det?!” Råbte han af de andre mænd, men jeg kunne se det ikke var nogle af dem. Jeg holdt øje med klipperne på begge side af os. På højre side lidt foran mig dryssede der lidt sten og støv ned. Aha! Der var nogle deroppe!

    Lige pludselig kom der flere og flere sten regnende ned over mændene der ømøde sig og råbte op “Hve-hvem gjorde det! Stop så!” jeg prikkede til Caleb og pegede derop. Han gjorde store øjne og kunne ikke lade være med at fnise. Jeg kunne heller ikke lade være. Mændene og den gamle mand sprang nu rundt og var sure på alle og enhver.

    “STOOOOP.” Brøllede den gamle mand og alle stod stille. Regnen af sten stoppede og alle kiggede hen på ham.

    “Måske er det dem” Sagde han vredt og indædt han og pegede på Caleb og mig. Åh-Åh. Nu er vi på den.

    “Det var ikke os!” Peb vi begge på samme tid og krøb sammen. Jeg krøb mere sammen end Caleb og Caleb gik ind foran mig da de gik hen imod os. Vi bakkede fra de rasende mænd indtil vi var helt klemt op af passagen. Mændene kom stadig nærmere. Jeg var rigtig bange. Hvad ville de gøre ved os? Fordi jeg stod bag Caleb så kunne jeg ikke se så meget, kun ud til siderne. Derfor var jeg den første der opdagede Sandmanden.

    Sandmanden var høj og tynd. Den var formet som en tornado med vinden der holdt sandet samlet så den svævede. Den havde ingen øjne men ben og arme. Dens hoved havde form som en trekant med spidsen nedad som en hage. Den stod der bare og kiggede ned på os. Den havde en stak sten for fødderne af sig. Nårh så det var den der havde kastet stenene!

    Mændene kom stadig nærmere og Sandmanden gled ned af klippen og om bag dem. Jeg var stadig den eneste der havde opdaget den. Caleb holdt jo øje med mændene og mændene havde kun tanke om at hævne sig efter stenene.

    “Se.” Hviskede jeg i Calebs øre og pegede om bag ved mændene. Han måbede ligesom jeg og bakkede endnu mere så jeg blev mast op af passagen. Det kan jeg godt forstå han gjorde. Sandmanden var blevet endnu større nu og tornede op over mændene. Vinden rejste sig til et brøl og mændene kiggede forskrækkede om bag sig. Vi stod alle bomstille og måbede over Sandmanden. Sådan en findes kun i eventyr, men her var den. Den bøjede sig ned og brøllede af mændene så de blev kastet tilbage af vinden og af sand. Caleb og mig ville også havde fløjet hvis ikke vi stod presset op af passagen. Mændene vendte om mod os og begyndte at skrige og kravle over passagen over os i vild panik. Sandmanden brøllede igen og alle mændene fik en hjælpende hånd væk med vinden. De fløj ud af syne mens de skreg og bad. Caleb og mig var de eneste tilbage af dem alle sammen. Sandmanden vendte blikket imod os og betragtede os. Den havde ikke nogen øjne men jeg kunne mærke at den betragtede os. Det var ikke en ubehagelig stirren, men bare som om den var nysgerrig. Den nikkede umærkeligt til os og forsvandt. Vinden stoppede med at hyle, sandet hvirvlede ikke mere og alt sandet Sandmanden bestod af faldt ned på jorden og ned mellem sprækkerne i den stenede jord. Mig og Caleb gik nogle skridt væk fra passagen og kiggede forbløffet ned på jorden der hvor den var forsvundet.

    “Så findes den virkelig.” Hviskede Caleb og kiggede på mig med store øjne. “Ja. Og den reddede os.” Sagde jeg.

    “Og jeg som troede de var onde ånder der hader mennesker.”Sagde Caleb. Vi kiggede begge to på hinanden og var helt enige. Den her Sandmand var absolut ikk ond. Den hjalp os fra røverne og fik dem væk fra os inden de kunne gøre os fortræd. Jeg gik, rystet, hen og samlede vores bylt op med vores mad og vand og kiggede ned i den.

    “De har taget vores mad!” Råbte jeg forarget. Det var vores eneste mad vi havde. noget tørret kød og lidt brød. Men nu havde vi kun vores vanddunk. “Lad mig se!” Råbte Caleb og gik hen til mig. Han tog bylten og rodede det hele gennem. Han tog hånden op og i hans hånd var der sand.

    “Sand?” Sagde jeg og tog lidt af sandet fra hans hånd. Det var fint og silkeblødt og helt hvidt. “Kunne det være…” Mumlede jeg halvt til mig selv og til Caleb. “Hvad?” Sagde Caleb. “Jeg har hørt en historie en gang om at hvis en Sandmand skulle hjælpe en ville det koste. Nogle plejer at ofre til sandmanden i deres område og bede om beskyttelse. Måske har den taget vores mad som betaling for at den hjalp os?” Sagde jeg.

    “Måske… men hvad er det her?” Han lod sanded sive ud mellem fingrene og havde noget i hånden. Det var en lille firkantet sten med nogle bølger på og små prikker. Tegnet for sand og ørken.

    “Det er hans tegn! Han vil være vores ven! Det har jeg hørt fra de gamle koner i byen. Hvis et overnaturligt væsen giver dig sit tegn er den din ven! Tænk at det kunne ske for os!” Råbte jeg helt ude af begejstring. Caleb kiggede forvirret på mig men så begyndte han at gøre store øjne og begynde at forstå.

    “Betyder det… at vi kan tilkalde ham igen? Kan han hjælpe os igen? Han kan få os gennem ørkenen og hen til Carrisia på ingen tid! Hvordan gør man det. Lad mig nu se… hey!” råbte han. Jeg hev stenen ud af hånden på ham og gemte stenen bag på ryggen.

    “Har du overhovedet ikke hørt historien? Du må kun bruge den i nødstilfælde. Man må ikke bare bruge den fordi det er belejligt. Ellers går stenen i opløsning og han er ikke din ven mere. Se dog at brug hovedet! Nu har han lige været så sød mod os, så skal vi ikke misbruge ham.” Sagde jeg vredt til ham. “Nå okay. Undskyld jeg vidste det ikke. Jeg er ikke så god til historier og eventyr som du er. Så er det jo godt jeg har dig ikk?” Han grinede til mig og vrikkede med øjenbrynene. Jeg kunne ikke lade være med at grine og slå ham på armen.

    Vi blev enige om at lægge stenen tilbage i bylten og stramme den godt til med en snor. Så fortsatte vi med at gå indtil vi var ude af den store passage og ude af de to klipper.

  4. Jeg har virkelig brug for at skrive dette indlæg. Klokken er 00.55, jeg ligger i min seng med min telefon. Jeg er egentlig voldsomt træt. Jeg var på besøg i mit elskede elskede København. Jeg har ikke boet i Danmark i 5 år, og denne her gang var der gået længe mellem besøgende. I dag skulle være en fantastisk dag med en af mine absolut bedste venner igennem 14 år og en, der altid har været der trods min udrejse.

    Inden vi mødtes blev jeg alene i København udsat for et yderst ubehagelig og meget tætgående tyveri af en middelaldrende mand. Han fik mine ting. Min ven kom heldigvis straks, og vi var igennem det hele med politiet, men.. ja, manden "vandt" og noget til noget ser vi næppe.

    Min mor var støttende, hjælper mig igennem det hele praktisk og økonomisk. 

    Jeg kom heldigvis med mit fly, og jeg er nu hjemme. Brugte dagen efter flyveturen med min gode veninde, min kæreste og på restaurant med hans familie. Min kæreste tog med mig hjem og tog nu selv hjem. 

    Nu ligger jeg så dødsenstræt i min seng. Fyldt med angst indeni. Jeg får angst af at lade mig selv lukke mine øjne, for så kommer "billederne" af episoden, hans ansigt, hans skikkelse. Lydene. Har han mon haft holdt øje med mig? Hvorfor blev jeg udvalgt? 

    Jeg ligger med ryggen mod min terassedør, og jeg får en ubehagelig følelse af, der er nogen bag mig, som han var. Jeg får en følelse af, at han rør ved mine personlige ejendele, han overtager mine ting, mit personlige er nu hans, min bevis på identitet har han i sine varme hænder. Det spænder i hele kroppen, det giver mig kvalme, mavekramperne er der endnu. Jeg føler nogen rør ved mig, jeg har mistet kontrol. Hver enkel lyd i lejligheden forskrækker mig. 

    I morgen fortsætter helvedet. Jeg har jo mistet alt. Tanken om København giver mig pludselig ubehag, det kan da ikke passe? Den ene oplevelse. Jeg føler at dét, som jeg fandt mit sted af alle de steder i verden jeg har boet, det der var 'hjem' inderst inde,.. jeg føler det ubehagelig. 

    Jeg prøver at tænke, at han havde brug for pengene. Han går ikke igennem de ting fordi han har det godt i livet. At man ikke kan følge samfundets normer, almen respekt er vel direkte mangel på dannelse. 

    Det gjorde ondt, og denne nat bliver lang og smertefuld. Det var nogle hårde spor en følsom sjæl som min ikke har kunne læsrive sig fra endnu.

  5. I 2016..

    • Blev jeg arbejdsløs
    • Krympede husstanden fra 4 til 2 
    • Begyndte jeg på at lære spansk
    • Begyndte jeg at arbejde på en webshop med min forlovede
    • Blev jeg droppet til et job, fordi jeg ikke havde nogle børn (Ahvaba? Ja, den er god nok. Det var åbenbart mærkeligt, at jeg ikke har børn)
    • Oplevede jeg følelsen af at blive "stalket" - ikke sådan rigtigt. "Bare" overvåget. 
    • Brugte jeg min ledighedstid på at ransage min sjæl - og opdagede det magiske koncept EFT
    • Slap jeg af med min sociale fobi - for derefter at opdage, at mine sociale evner er ikke-eksisterende
    • Fik jeg et barselsvikariat (som netop er blevet forlænget til december '17)
    • Droppede jeg at lære spansk - jeg må genoptage det i 2017!
    • Oplevede jeg for første gang, at der var penge til at give min forlovede en julegave - uden at skulle sørge for, at der var havregryn nok til havregrød i en måned efter
    • Fik jeg et andet syn på min søster, da hendes ældste datter også er særlig sensitiv som jeg - og jeg så historien gentage sig, da min niece skreg på opmærksomhed og anerkendelse, præcis som jeg selv gjorde i den alder. Overvejer stadig at tale med min søster om det. 
    • Åbnede vi vores webshop d. 20 december
    • Skal jeg prøve en "voksen"-jul, hvor ingen børn er til stede juleaften. Det bliver afslappende at prøve! :storsmil:
    • Er det for en gangs skyld ikke os der afholder nytårsaften.. men jeg vil bare så gerne! Jeg elsker pynten og alt det eksklusive. 

     

    Et meget turbulent og følelsesmæssigt rodet år.. Jeg er spændt på at se, hvad næste år bringer! 

  6. at jeg sidder her i min seng og lytter til jule musik.....og faktis er i live er vildt....for det  burte jeg ikke være.

    det har bestem ikke været en hemmelighed at 2016 har været et hårdt år . måtte stoppe på min udannlse på grund af for meget fravær ( var hele tiden syg)

    M gik fra mig  i sommers og har nu fundet ud af han er gået hen og blivet totalt gak gak, men at jeg hele tiden var syg var også en stor belastning for forholdet.

    MEN at jeg sidder her og er i live fatter jeg ikke, simpelheden fordi jeg ikke burte være i live, for jeg har fundet ud af hvorfor jeg hele tiden var syg og træt.....BÆKKE MINE NYRE ER DØDE.

    jeg blev indlagt for ca 2 månder sidden efter jeg have været til min læge fordi jeg trode det var stresse der fik min hud til at klø som en i helvet, men fik mit livs chok da jeg bliv vækket om mogen og det var politiet der ville høre om jeg var okey .og at jeg skulle ringe til 1813 med det samme, dem jeg så fik fat i og de kunne fortælle mig at jeg havde en blod procendt på 2.....og skulle på hospitalet i en allers helves fart.

    da jeg sad i hospitals sengen og lægen fortalt mig at det var vildt at jeg havde gået rundet med det her i så lang tid uden at kolapse eller ja....dø. var det ligsom alting  gav mening. DET VAR IKKE MIG DER VAR EN HYPOCONDTER  alle de gang jeg havde haft det dårligt og inderst inde hvist der var noget galt , men bare lagt det bagud ....men jeg ender altid med at havde rat .

    jeg ville ønske min ex kunne se det her ...så han kunne se hvor dumt et svin han fagtis havde været over for mig.men han er fortid...

    nu går jeg i dialyse 3 gange om ugen 4 timer og kan virkelig mærke HVOR syg jeg har været.  men underligt nok har det her sygdomsforløb givet mig en ny form for selvtillid. så nu få vi at se hvad formtiden byder på , for nu ved jeg at jeg kan overleve alt hihi   

  7. AJM

     Blog AJM

      Indlæg: 2    Kommentarer: 0

    Seneste indlæg

    DSC_0002-001.JPG

    Det er ikke så sjældent, man ser Store Holger helt nøgen

     

  8. SmilingEyes

     Margit

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    Seneste indlæg

    digt 9 dec.jpg

  9. hultsborg

     klaus Grapenlöw

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    Seneste indlæg

    Det er med stor sorg, at man ser sit fædre land blive smadret af inkompetente politikere, justitsministre der ikke kan holde justits, ældreministre der ikke holder med de ældre, udenrigsmistre der

    ikke kan Engelsk, og en statsminister der er fuldstændig ligeglad med Danmark og Danskerne, man ser sig i den grad røvrendt af politikere der kun ser på deres egen indtægt og goder, fremfor 

    at se på de arme mennesker som har det svært i hverdagen, jeg mener at for at kunne betjene befolkningen bedst, skal vi have en politimand som justitsminister, en ældre som ældreminister,

    en præst som kirkeminister o.s.v. det kan sgu da ikke være meningen at nogle fuldstændigt uvidende mennesker skal kunne regere mit land.

    endvidere var det vel også på sin plads, at for at blive valgt til folketinget skulle man have 25 års erfaring på arbejdsmarkedet inden man kunne stille op til valg,

    dermed kunne vi sotere alle de børn væk fra politik.

    det var bare min mening

    Hilsen Klaus

  10. Jeg er super ked af det , og har været det i nogle år. Der kommer hele tiden noget nyt frem. Min psykolog siger at det er fordi, når jeg har bearbejde noget og fået det på plads, kommer der ting op som der ikke var plads til før. 

    Jeg ønsker at blive færdig med min uddannelse, men jeg synes det er mega svært. Fagene er svære og jeg har svært ved at det ofte er så ustruktureret. 

    Jeg ønsker at have en kæreste. Jeg har altid været imod når man "søger" en kæreste .. Jeg synes det var enormt uromantisk(er kæmpe romantiker) . Er begyndt at tænke om det er noget vrøvl? Findes der virkelig en som er super dejlig OG giver mig sommerfugle i maven?  Bare fordi jeg har været udsat for en grim oplevelse, har jeg så ikke lov til at stille lidt krav også?
    Nogle gange kommer der de her mega søde fyre og gerne vil være i forhold.... Men jeg føler mig ikke tryg, føler bare mere at det er en dreng og ikke en mand. Føler ikke lyst til personen, selvfølgelig kan der godt opstå lyst.. Men det er ikke en jeg kigger på og tænker nøjj! Selvom personen er pæn.. Det bare ikke ... 

    Men jeg savner det SÅ meget. Jeg savner at der bliver holdt om mig. At en person siger at det nok skal gå, at han vil være der ligemeget hvad.  Jeg er glad for at jeg kan have sex ofte uden at jeg får flash backs. Men jeg er så bange for at jeg gør noget så han ser anderledes på mig, så han ikke har respekt for mig, og kunne finde på at behandle mig grimt. 

    Jeg er SÅ træt af at være så ked af det 
    Jeg er så træt at have så ondt
    Jeg er træt af ikke at kunne se lyst til ting, ikke at nyde ting. 
    Jeg er så træt af at min familie er noget rod
    Jeg er så træt af at jeg ikke kan være der for mine veninde, og at mine problemer skal fylde så meget
    Jeg er så træt af at blive overvældet over at jeg ikke kan overskue mit liv. 

    Er der noget galt med mig, siden at jeg ikke kan overskue det ?? Synes bare ikke at jeg kan.

    Min familie er rod
    mit studie er rod
    min fritid er noget rod

    Synes ikke jeg har noget som helst solidt jeg kan læne mig op af. 
    Jeg er træt af at kæmpe og at ingen kan se min kamp. At ingen kan se hvor ødelagt jeg er. Jeg er træt af at træffe valg jeg ikke føler jeg har kompetance til . 

  11. Hej alle, nye som gamle. Jeg eksisterer endnu, men min egen PC derhjemme har opgivet gejsten for et par måneder siden, så sidder lige nu på et bibliotek og på vej til apoteket, da jeg i dag er sygemeldt, vild hoste. Er ellers havnet i praktik i et supermarked og har igennem det smidt ca. 12 kilo, man føler sig noget lettet.....

    Mine to små rovdyr har det godt og mener stadig, de bestemmer det hele :)

    Ved ikke, hvornår jeg når at komme på igen, da der er lange udsigter til egen computer.

    Hav en god dag *grinedans*