Blogs

Vores community blogge

  1. Kun Første Trin, hvor vi indrømmede 100%, at vi var magtesløse over for alkohol, kan praktiseres til fuldkommenhed. Tolv Trin og Tolv Traditioner, Sjette Trin.

    Det der er nedfældet på skrift i AA er ikke en lov, men retningslinjer. Der er kun Et Trin du kan tage 100%, og det er Første Trin. Jeg vil rent faktisk påstå, at jeg har taget det et godt stykke på den anden side af hundrede gange, længe inden jeg overhovedet kom til AA. Jeg var længe inden klar over, at alkohol var ved at slå mig ihjel, så det var let at indrømme, at jeg var magtesløs overfor det, men kunne jeg virkeligt ikke styre mit eget liv? Selvfølgelig kunne jeg det, så jeg drak igen og igen og igen. - Den eneste måde at tage 100% Trinnet, er ved at tage 100% af det. Det er 24-timer ad gangen, og det er mange gange 24-timer siden, det var nødvendigt for mig at tage Første Trin om.

    Har jeg taget Første Trin, til fuldkommenhed?

  2. Hvordan det hele startede - med mit livs kærlighed. 

    Det hele startede da jeg var 18 år gammel. Boede jeg på et opholdssted, på Møn. Jeg har en bedsteven, der også går der. Jeg mødte ham her "Mikkel", og en som hedder "Patrick", sammen med min bedsteven. Det hele var mega mærkeligt - for jeg havde snakket med "Mikkel" mange gange før i tiden, sådan noget - hvor vi bare ikke kunne lide hinanden, så mødte jeg ham i virkeligheden, og mødte også Patrick. Jeg synes virkelig godt om dem, især Mikkel. ♥ Jeg mødte dem flere gange, vi begyndte være sammen sådan 2 gange om ugen, i sommerferien. Jeg blev mere og mere glad for Mikkel. Jeg ringede til ham hver aften, og sagde godnat - og hver morgen. Vi aftalte at tage på bakken sammen, alle sammen. Jeg prøvede rigtig mange forlystelser med Mikkel. Vi begyndte at skrive, sammen hver dag - hele tiden, men i alt det her havde jeg jo en kæreste. Jeg så slog op med, jeg havde ikke flere føleser for ham. Mikkel er mit livs kærlighed, jeg havde aldrig mødt en dreng, som ham før. Han var bare så sød, var der altid for mig, passede på mig, skrev med mig, ringede til mig når jeg havde brug for en at snakke med, han var den dreng - som forstod mig aller bedst, jeg aftalte med Patrick, at komme hjem at sove i en weekend, efterfølgene - Havde jeg en overnatning hos Mikkel - Så var vi kærester, ja .. det gik rimelig hurtigt. Det blev vi også enige om, men vi var også enige om - det var det vi ville. Og at det virkelig skulle være os, han fortalte han har kunne lide mig igennem hele det her spil. Og jeg vil jo også blevet rigtig glad for ham jo, så vi synes det var det rigtige. Jeg boede jo på det her opholdssted på Møn, og han bor jo i københavn - så ja. vi var rigtig langt væk fra hinanden, det kunne jeg ikke holde ud, jeg var alligevel ved at lede efter, lejlighed - jeg kunne ikke klare at bo der på opholdssted - jeg kom jo ikke videre, så ringede til "Min kæreste - Mikkel", og græd, jeg kunne ikke noget dernede, jeg var så ked af det hele tiden, jeg ønskede bare at se ham "mikkel", hele tiden kunne ikke undvære drengen! Han sagde jeg bare kunne komme hjem og være hos ham nogle dage. Og jeg fortalte ham hele historien, han forstod mig 100%, og han sagde jeg bare kunne blive hos ham. Så stoppede jeg på mit opholdssted - og nu har jeg verdens dejligste kæreste, nogle pisse dejlige venner herinde i københavn -og snart igang med skole, når kommunen finder ud af det sidste, hvor - hvornår osv. Det har været en hård kamp, men jeg gjorde hvad min mavefornemmelse sagde. Jeg synes det var det rigtige valg, for mig. :-) 

    - tak fordi du læste med. ♥

  3. Sandmandens tegn

     

    Efter en god nats søvn ved bålet gik vi videre. Milevis omkring os var der bare sand sand og atter sand. Så kom vi til et sted hvor der var klipper og sten rundt omkring. Vi var nået til en stor passage hvor der var klipper på begge sider. “Kom.” Sagde Caleb og gik ind i passagen. Når man kom ind i passagen var der lidt mørkere og lidt køligere. Det var dejligt med noget køligere mod huden end den nådesløse sol. Vi gik lige ved siden af hinanden, Caleb og mig. Vi gik lige så langsomt fremad og spejdede op af siderne af klipperne på begge sider af os. Vi måtte nødt til at være på vagt for ellers kunne vi blive overfaldet af røvere. Det blev smallere og smallere hen ad vejen og til sidst måtte vi stoppe. De to klipper samlede sig højt oppe over os og bredte sig ud igen.

    “Vi kan jo ikke komme igennem.” Sagde jeg.

    “Jo, hvis jeg nu smider bylten over passagen her og kravler over så kan du komme lige bagefter. Jeg skal nok hjælpe dig på den anden side.” Sagde han. Jeg nikkede og han kastede bylten over på den anden side og begyndte at kravle. Han svang sig over de sidste stykke der hvor de to klipper mødtes og hoppede ned på den anden side. Jeg sank en klump og begyndte at kravle. Jord, sten og sand borede sig ind i min hånd og jeg skyndte mig så hurtigt jeg kunne med at komme op øverst. Jeg svang det ene ben over og sad overskrævs hvor de to klipper mødtes. Jeg kiggede ned på Caleb og så noget meget overraskende.

    Der stod en gammel mand med en kniv i hånden bag Caleb. Han havde kniven mod Calebs strube og holdte Caleb for munden. Den gamle mand så meget laset ud. Med meget langt skæg som var helt hvidt og var skaldet. Bag ham stod to-tre andre med knive og buer. De så allesammen lige så lasede ud som den gamle mand.

    “Kom her ned tøs. Så sker der ikke noget med din ven.” Sagde den gamle mand. Jeg overvejede det et øjeblik om det var klogt hvis jeg gjorde det men jeg havde jo intet valg. De havde jo Caleb. Jeg kunne jo ikke bare efterlade ham. Jeg svang benet hen over passagen, langsomt så de kunne så hvad jeg gjorde og hoppede ned på jorden. To mænd var lynhurtigt henne ved mig og greb fat i hver sin arm.

    “God pige. Nu skal du høre her. Hvis i følger med lige så stille og roligt sker der jer ikke noget. Jeg vil sælge jer som slaver til en god pris. Det er ikke så dårligt enda at være slave. Det er ikke så slemt som i tror. Hvis i nu bare følger med her…” Han afbrudte sig selv med et højt AV! Der var en der havde kastet en sten i hovedet på ham! Han tabte kniven og Caleb gjorde sig hurtigt fri. Han løb hurtigt hen til mig og spurgte om jeg var ok. Jeg nikkede og kiggede hen på den gamle mand som havde vendt sig imod de andre og pegede truende på dem.

    “Hvem var det! hvem var det! Sig det nu! Så skal han få med mig at bestille.”

    Alle mændene trådte tilbage og kiggede ned i jorden. Også dem der holdte mig og de gav slip på mig. Så kom der igen en sten flyvende gennem luften og i hovedet på en af de andre mænd “Av!” råbte han. “Hvem var det?!” Råbte han af de andre mænd, men jeg kunne se det ikke var nogle af dem. Jeg holdt øje med klipperne på begge side af os. På højre side lidt foran mig dryssede der lidt sten og støv ned. Aha! Der var nogle deroppe!

    Lige pludselig kom der flere og flere sten regnende ned over mændene der ømøde sig og råbte op “Hve-hvem gjorde det! Stop så!” jeg prikkede til Caleb og pegede derop. Han gjorde store øjne og kunne ikke lade være med at fnise. Jeg kunne heller ikke lade være. Mændene og den gamle mand sprang nu rundt og var sure på alle og enhver.

    “STOOOOP.” Brøllede den gamle mand og alle stod stille. Regnen af sten stoppede og alle kiggede hen på ham.

    “Måske er det dem” Sagde han vredt og indædt han og pegede på Caleb og mig. Åh-Åh. Nu er vi på den.

    “Det var ikke os!” Peb vi begge på samme tid og krøb sammen. Jeg krøb mere sammen end Caleb og Caleb gik ind foran mig da de gik hen imod os. Vi bakkede fra de rasende mænd indtil vi var helt klemt op af passagen. Mændene kom stadig nærmere. Jeg var rigtig bange. Hvad ville de gøre ved os? Fordi jeg stod bag Caleb så kunne jeg ikke se så meget, kun ud til siderne. Derfor var jeg den første der opdagede Sandmanden.

    Sandmanden var høj og tynd. Den var formet som en tornado med vinden der holdt sandet samlet så den svævede. Den havde ingen øjne men ben og arme. Dens hoved havde form som en trekant med spidsen nedad som en hage. Den stod der bare og kiggede ned på os. Den havde en stak sten for fødderne af sig. Nårh så det var den der havde kastet stenene!

    Mændene kom stadig nærmere og Sandmanden gled ned af klippen og om bag dem. Jeg var stadig den eneste der havde opdaget den. Caleb holdt jo øje med mændene og mændene havde kun tanke om at hævne sig efter stenene.

    “Se.” Hviskede jeg i Calebs øre og pegede om bag ved mændene. Han måbede ligesom jeg og bakkede endnu mere så jeg blev mast op af passagen. Det kan jeg godt forstå han gjorde. Sandmanden var blevet endnu større nu og tornede op over mændene. Vinden rejste sig til et brøl og mændene kiggede forskrækkede om bag sig. Vi stod alle bomstille og måbede over Sandmanden. Sådan en findes kun i eventyr, men her var den. Den bøjede sig ned og brøllede af mændene så de blev kastet tilbage af vinden og af sand. Caleb og mig ville også havde fløjet hvis ikke vi stod presset op af passagen. Mændene vendte om mod os og begyndte at skrige og kravle over passagen over os i vild panik. Sandmanden brøllede igen og alle mændene fik en hjælpende hånd væk med vinden. De fløj ud af syne mens de skreg og bad. Caleb og mig var de eneste tilbage af dem alle sammen. Sandmanden vendte blikket imod os og betragtede os. Den havde ikke nogen øjne men jeg kunne mærke at den betragtede os. Det var ikke en ubehagelig stirren, men bare som om den var nysgerrig. Den nikkede umærkeligt til os og forsvandt. Vinden stoppede med at hyle, sandet hvirvlede ikke mere og alt sandet Sandmanden bestod af faldt ned på jorden og ned mellem sprækkerne i den stenede jord. Mig og Caleb gik nogle skridt væk fra passagen og kiggede forbløffet ned på jorden der hvor den var forsvundet.

    “Så findes den virkelig.” Hviskede Caleb og kiggede på mig med store øjne. “Ja. Og den reddede os.” Sagde jeg.

    “Og jeg som troede de var onde ånder der hader mennesker.”Sagde Caleb. Vi kiggede begge to på hinanden og var helt enige. Den her Sandmand var absolut ikk ond. Den hjalp os fra røverne og fik dem væk fra os inden de kunne gøre os fortræd. Jeg gik, rystet, hen og samlede vores bylt op med vores mad og vand og kiggede ned i den.

    “De har taget vores mad!” Råbte jeg forarget. Det var vores eneste mad vi havde. noget tørret kød og lidt brød. Men nu havde vi kun vores vanddunk. “Lad mig se!” Råbte Caleb og gik hen til mig. Han tog bylten og rodede det hele gennem. Han tog hånden op og i hans hånd var der sand.

    “Sand?” Sagde jeg og tog lidt af sandet fra hans hånd. Det var fint og silkeblødt og helt hvidt. “Kunne det være…” Mumlede jeg halvt til mig selv og til Caleb. “Hvad?” Sagde Caleb. “Jeg har hørt en historie en gang om at hvis en Sandmand skulle hjælpe en ville det koste. Nogle plejer at ofre til sandmanden i deres område og bede om beskyttelse. Måske har den taget vores mad som betaling for at den hjalp os?” Sagde jeg.

    “Måske… men hvad er det her?” Han lod sanded sive ud mellem fingrene og havde noget i hånden. Det var en lille firkantet sten med nogle bølger på og små prikker. Tegnet for sand og ørken.

    “Det er hans tegn! Han vil være vores ven! Det har jeg hørt fra de gamle koner i byen. Hvis et overnaturligt væsen giver dig sit tegn er den din ven! Tænk at det kunne ske for os!” Råbte jeg helt ude af begejstring. Caleb kiggede forvirret på mig men så begyndte han at gøre store øjne og begynde at forstå.

    “Betyder det… at vi kan tilkalde ham igen? Kan han hjælpe os igen? Han kan få os gennem ørkenen og hen til Carrisia på ingen tid! Hvordan gør man det. Lad mig nu se… hey!” råbte han. Jeg hev stenen ud af hånden på ham og gemte stenen bag på ryggen.

    “Har du overhovedet ikke hørt historien? Du må kun bruge den i nødstilfælde. Man må ikke bare bruge den fordi det er belejligt. Ellers går stenen i opløsning og han er ikke din ven mere. Se dog at brug hovedet! Nu har han lige været så sød mod os, så skal vi ikke misbruge ham.” Sagde jeg vredt til ham. “Nå okay. Undskyld jeg vidste det ikke. Jeg er ikke så god til historier og eventyr som du er. Så er det jo godt jeg har dig ikk?” Han grinede til mig og vrikkede med øjenbrynene. Jeg kunne ikke lade være med at grine og slå ham på armen.

    Vi blev enige om at lægge stenen tilbage i bylten og stramme den godt til med en snor. Så fortsatte vi med at gå indtil vi var ude af den store passage og ude af de to klipper.

  4. I 2016..

    • Blev jeg arbejdsløs
    • Krympede husstanden fra 4 til 2 
    • Begyndte jeg på at lære spansk
    • Begyndte jeg at arbejde på en webshop med min forlovede
    • Blev jeg droppet til et job, fordi jeg ikke havde nogle børn (Ahvaba? Ja, den er god nok. Det var åbenbart mærkeligt, at jeg ikke har børn)
    • Oplevede jeg følelsen af at blive "stalket" - ikke sådan rigtigt. "Bare" overvåget. 
    • Brugte jeg min ledighedstid på at ransage min sjæl - og opdagede det magiske koncept EFT
    • Slap jeg af med min sociale fobi - for derefter at opdage, at mine sociale evner er ikke-eksisterende
    • Fik jeg et barselsvikariat (som netop er blevet forlænget til december '17)
    • Droppede jeg at lære spansk - jeg må genoptage det i 2017!
    • Oplevede jeg for første gang, at der var penge til at give min forlovede en julegave - uden at skulle sørge for, at der var havregryn nok til havregrød i en måned efter
    • Fik jeg et andet syn på min søster, da hendes ældste datter også er særlig sensitiv som jeg - og jeg så historien gentage sig, da min niece skreg på opmærksomhed og anerkendelse, præcis som jeg selv gjorde i den alder. Overvejer stadig at tale med min søster om det. 
    • Åbnede vi vores webshop d. 20 december
    • Skal jeg prøve en "voksen"-jul, hvor ingen børn er til stede juleaften. Det bliver afslappende at prøve! :storsmil:
    • Er det for en gangs skyld ikke os der afholder nytårsaften.. men jeg vil bare så gerne! Jeg elsker pynten og alt det eksklusive. 

     

    Et meget turbulent og følelsesmæssigt rodet år.. Jeg er spændt på at se, hvad næste år bringer! 

  5. at jeg sidder her i min seng og lytter til jule musik.....og faktis er i live er vildt....for det  burte jeg ikke være.

    det har bestem ikke været en hemmelighed at 2016 har været et hårdt år . måtte stoppe på min udannlse på grund af for meget fravær ( var hele tiden syg)

    M gik fra mig  i sommers og har nu fundet ud af han er gået hen og blivet totalt gak gak, men at jeg hele tiden var syg var også en stor belastning for forholdet.

    MEN at jeg sidder her og er i live fatter jeg ikke, simpelheden fordi jeg ikke burte være i live, for jeg har fundet ud af hvorfor jeg hele tiden var syg og træt.....BÆKKE MINE NYRE ER DØDE.

    jeg blev indlagt for ca 2 månder sidden efter jeg have været til min læge fordi jeg trode det var stresse der fik min hud til at klø som en i helvet, men fik mit livs chok da jeg bliv vækket om mogen og det var politiet der ville høre om jeg var okey .og at jeg skulle ringe til 1813 med det samme, dem jeg så fik fat i og de kunne fortælle mig at jeg havde en blod procendt på 2.....og skulle på hospitalet i en allers helves fart.

    da jeg sad i hospitals sengen og lægen fortalt mig at det var vildt at jeg havde gået rundet med det her i så lang tid uden at kolapse eller ja....dø. var det ligsom alting  gav mening. DET VAR IKKE MIG DER VAR EN HYPOCONDTER  alle de gang jeg havde haft det dårligt og inderst inde hvist der var noget galt , men bare lagt det bagud ....men jeg ender altid med at havde rat .

    jeg ville ønske min ex kunne se det her ...så han kunne se hvor dumt et svin han fagtis havde været over for mig.men han er fortid...

    nu går jeg i dialyse 3 gange om ugen 4 timer og kan virkelig mærke HVOR syg jeg har været.  men underligt nok har det her sygdomsforløb givet mig en ny form for selvtillid. så nu få vi at se hvad formtiden byder på , for nu ved jeg at jeg kan overleve alt hihi   

  6. SmilingEyes

     Margit

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    Seneste indlæg

    digt 9 dec.jpg

  7. hultsborg

     klaus Grapenlöw

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    Seneste indlæg

    Det er med stor sorg, at man ser sit fædre land blive smadret af inkompetente politikere, justitsministre der ikke kan holde justits, ældreministre der ikke holder med de ældre, udenrigsmistre der

    ikke kan Engelsk, og en statsminister der er fuldstændig ligeglad med Danmark og Danskerne, man ser sig i den grad røvrendt af politikere der kun ser på deres egen indtægt og goder, fremfor 

    at se på de arme mennesker som har det svært i hverdagen, jeg mener at for at kunne betjene befolkningen bedst, skal vi have en politimand som justitsminister, en ældre som ældreminister,

    en præst som kirkeminister o.s.v. det kan sgu da ikke være meningen at nogle fuldstændigt uvidende mennesker skal kunne regere mit land.

    endvidere var det vel også på sin plads, at for at blive valgt til folketinget skulle man have 25 års erfaring på arbejdsmarkedet inden man kunne stille op til valg,

    dermed kunne vi sotere alle de børn væk fra politik.

    det var bare min mening

    Hilsen Klaus

  8. Den mørke tid går man nu i møde og det man troede skulle være en god vinter, endte desværre brat!!! Sidder her med en tom følelse som man nu engang gør, når man ved man ikke kan hjælpe et fantastisk menneske som man virkelig på kort tid er blevet glad for.

    En ting at man selv sidder her med en form for kæreste sår i den noget hårdere ende, trods man troede man virkelig havde prøvet det så slemt man kunne, så sidder man samtidig med en man virkelig er glad for, som nu er røget helt ned i kulkælderen og nok er på vej mod en depression.

    Hele startede til en fest som engenlig bare var for at komme ud af lejligheden og opleve noget nyt og møde en masse singler, da jeg selv lige var blevet single nogle måneder forinden.

    Havde på forhånd sat mig for at jeg ikke skulle ud i nogen form for flirt til denne fest og havde på forhånd tjekket gæstelisten ud og ud fra det, kunne jeg se at jeg nok ikke ville falde pladask for nogen til festen. "Desværre" (mener jeg selvfølgelig ikke) blev en sød og charmerende pige inviteret til festen senere på aften af en af de andre mandlige deltagere, da der var kommet nogle afbud. Vil ikke fortælle hele aftenens forløb, men husker ikke hvornår jeg sidst er faldet så godt ind i en samtale med en pige som jeg gjorde den aften/nat. Endte også med at være i byen med hende hele aftenen på tosomhed og indret mindre en fantastisk aften. Da afstanden imellem vores bopæle er noget fra hinanden, har vi ikke kunne date optimalt igennem tiden, men trods alt nået at mødes 6 gange på 1½ måned.

    Før jeg kommer ind på slutningen af historien, skal det siges at det ikke bare har været en dans på roser igennem hele forløbet. Hun valgte efter nogle uger at stoppe vores "date´s", men måtte erkende hun ikke ville give helt slip alligevel og kom spontant til min bopæl samme aften, da hun inderligt havde fortrudt. 

    Men til det triste, siden gik det ned ad for hende personligt sidenhen. Den ene dårlige nyhed efter den anden og for at sige det mildt, har aldrig i mit liv mødt en pige/person/menneske der har fået så meget at tænke over på så kort tid. Hver uge de sidste 3 uger har problemerne bare ophobet sig og nu kan hun virkelig ikke mere. Hun er desværre mentalt færdig og vil ikke nævne tingene der er sket, men desværre satte det i sidste ende en stopper for vores date´s. Har stadig en smule kontakt over sms, men hun har P.t ikke overskud til nogen form for støtte og vil helst bare være alene på de tidspunkter af dagen, hvor hun er alene hjemme (bor ikke alene). 

    Jeg kan ikke (selvom jeg ville ønske det) ikke løse hendes problemer og desværre heller ikke mulighed for at være der mere for hende end jeg har tilbudt allerede. Men at huske på sidste samtale med hende, hvor hun er helt knækket og færdig, den gør stadig så ondt, helt ind i sindet, Ingen skulle udsættes for så meget på en gang og slet ikke personer som vitterlig ikke kan gøre for at være så uheldig.

    Jeg prøver at være på den positive side i min egen hjerne, da jeg alligevel er magtesløs og ikke kan gøre hverken fra eller til, så krydser alt jeg har, for at hun virkelig bare får en smule åbenbaring inden for kort tid, før det går ud over hende og de nærmeste. Og jeg i sidste ende måske kan være så heldig at få det samme glade, smilende, positive menneske at se igen. Har før prøvet være forelsket, men denne gang må jeg erkende, at det er helt anderledes. Og smerten ved at tænke på at hun få dage forinden hun gik helt ned, var i strålende humør, puttede sig ind til mig og alt var som sådan ok, så nu er en helt anden, det gør ondt. 

    Mit næste skridt??? Der er desværre ikke meget mere at gøre end at støtte på den måde hun vil have støtte på, hvis hun forsat ønsker det. Når man er nede og bunde, så ser man desværre alt på en negativ måde og ser ingen udvej.... 

    Den mørke tid er kommet og med det mener jeg ikke kun vejret. Håber jeg selv kan klare savnet, men er opsat på at ikke give slip.

    Ha en fantastisk tid derude DD brugere. 

    Ps. Kunne have skrevet 10 sider mere.... Ak ja, den kærlighed <3 

  9. Profil2

     Vigtigheden af at være ærlig.

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    Jeg har den mest fantastiske kæreste. Han er utroligt omsorgsfuld og varm. Han er sjov, han er hyggelig, han er ærlig, han er meget voksen. – Han forstår mennesker, og han forstår, at ingen mennesker er ens, og han udtrykker fuld forståelse for mine holdninger, selvom han ikke altid er enig. Hans personlighed er vanvittigt dejlig. Dog føles det som om, der mangler noget. Jeg overvejer sommetider at stoppe forholdet. Men det svinger. Det svinger meget. Jeg kan det ene øjeblik tænke, at jeg elsker ham mere end noget andet, og det næste øjeblik strømmer følelsen af mangel ind over mig.
    Han mistede sin far for et års tid siden, han mistede i samme omgang hans arbejde og hans kæreste, og han gik ned med stress. I og med, han mistede faren for næsten et år siden, tænker han rigtig meget på ham for tiden. Det påvirker hans humør rigtig meget, og det er selvfølgelig helt forståeligt.
    Han giver ofte udtryk for, at jeg er det bedste, der nogensinde er sket ham, og at jeg gør denne svære tid lettere for ham. Vi har kun været sammen i to måneder, og jeg føler mig på en eller andet måde fanget, når han fortæller mig sådanne ting. Jeg befinder mig i så meget tvivl omkring, om det skal være os to. Jeg trives i hans selskab. Jeg føler mig godt tilpas, og jeg føler, jeg er hjemme, når jeg er sammen med ham. Og så strømmer følelsen ind over mig..
    Jeg fortalte jer for nyligt, at jeg har haft tanker om polyamorøsitet, og at jeg sagtens kunne se mig selv i det. Så blev jeg forelsket og har lagt tankerne lidt bag mig. Men dér de var igen. Der er to fantastiske mænd, som jeg (igen) har fået følelser for. Jeg kunne ikke forestille mig at være sammen med kun den ene eller den anden eller den tredje. Jeg har lyst til at være sammen med dem alle tre. Måske de supplerer hinanden.
    Det er sådan, jeg føler. Jeg føler mig forelsket og tryllebundet af tre forskellige mænd. Ingen af dem har for mig potentiale til, som den eneste, at leve med mig resten af mit liv. Ingen af dem ser jeg som far til mine eventuelle fremtidige børn. Ingen af dem fylder mit hjerte 100 %. – Hvis jeg nogensinde finder en mand, der kan dette, vil jeg blive med ham for altid. Men jeg tror ikke på, det findes. Jeg tror ikke på den eneste ene. Jeg tror på, at et længerevarigt kærlighedsliv kræver disciplin og kræver, at det er dét, man vil have. Men dét vil jeg ikke nødvendigvis have. Jeg vil ikke nøjes. Jeg ønsker at finde den mand, der kan og tør tage imod hele mit hjerte. Men igen – jeg tror ikke på, at han findes.
    Mit hjerte kan aldrig rumme for meget kærlighed. Mit hjerte kan aldrig give for meget kærlighed fra sig. Kærlighed er alt.
    Kærlighed er, hvad man gør det til. Alt er, hvad man gør det til. Jeg gør kærlighed til noget alt for avanceret disse dage. Kærlighed er egentlig simpel. Det er følelser, og jeg kan mærke mine følelser meget tydeligt, hele tiden. Det har jeg for vane at væmmes ved. Men hvorfor dog det? Jeg er bange. Jeg er så bange for at miste og for at såre. Med andre ord; jeg er bange for at være ærlig og vise mit dybeste jeg for derefter at miste dem, jeg elsker.
    Man kunne komme til mange konklusioner; Jeg er ensom. Jeg er tryghedsnarkoman. Jeg er kærlighedsafhæng. Ja. Det er en del af mig. Hvorfor skal jeg forsøge at ændre på det? – Jeg tænker, man skal omfavne alle sider af sig selv og tænke med sig selv, om man ønsker at prøve at ændre disse sider. – For sin egen skyld. Jeg har overvejet. Jeg er ligeså stille begyndt at omfavne disse sider, og jeg ønsker ikke at ændre på dem.
    Ærlighed er en del af kærlighed. Det er så vigtigt at være ærlig. At være ærlig overfor sig selv og andre. Hvis man ikke er ærlig, viser man hverken sig selv eller andre, hvem man er. Hvis ingen ved, hvem du er, vil ingen nogensinde elske dig for dig og alt det, du indeholder.

    Jeg har taget en beslutning. Jeg vil være ærlig. Jeg vil ikke længere gemme mig.
    Jeg tager hjem til min kæreste i aften. Jeg vil fortælle præcist, hvordan jeg føler. Jeg vil måske miste ham. Men hvis han efter i aften ikke ønsker at være sammen med mig længere, så er det heller ikke en kærlighed, jeg ønsker.

  10. Jeg er bange, utrolig bange for at dumpe. Jeg synes selv det har været en dårlig speciale skrivning, og der er sket så meget lort med den, at jeg bare ikke tror den kan bestås. Jeg ved det ikke! Skal op på tirsdag, og kan nærmest ikke sove. Frygter, at jeg skal til at lave det om. Jeg ved ikke, jeg har bare behov for, at der er en der vil kunne læse opgaven igennem og sige - ved du hvad, bare rolig, du består. Så vil jeg være glad. Jeg ved ikke hvad der vil komme til at ske. Jeg forbereder mig og forbereder mig, men ved ikke om det er rigtigt eller nok :(

  11. Nu sidder vi i en rutchebane. Vi glæder os til turen, til suset i maven, til et godt grin og en skuffelse over turen ikke fortsatte.

    livet er for kort til at være ulykkelig. Vi har alle de dage der er hårdere og komme igennem end andre. Dage hvor vi har lyst til at give ansvaret fra os og proppe dynen langt over morgenhåret. Så er vi jo også fri for dårlig hår dag :rolf:

    ja de dage kender vi alle til. For mig og mange andre der lider af personlighedsfortyrelse borderline eller lign. Kan en dårlig dag godt gå hen at forlænge sig til en dårlig periode. Men man kan jo ikke skjule det morgenhår i evigheder *love* 

    image.jpeg 

    det kan være ekstremt hårdt at rette ind til højre, hvis man er i en dårlig periode. En periode hvor man mister noget af troen på at man kan komme igen. Nå at rette ind til højre og komme tilbage på sin rejse. På sin rutsjebanetur. Ja tilbage til sit liv. Men som min fantastiske alkoholrådgiver altid siger "op på hesten igen HVER GANG du falder af" og efter jeg begyndte at stoppe med at dunke mig selv oveni hovedet for fejl og mangler, ja så blev hele min verden straks større. Jeg blev bedre til at hvile i mig selv. image.jpeg

    Vi falder og vi rejser os. Det er en del af hele det eventyr vi er på. Når man er faldet ned i mørket, ja så er der efter min mening ALTID en vej tilbage. 

    Efter selv at have følt jeg aldrig og jeg mener ALDRIG kom tilbage til min livsgnist. Så har jeg faktisk lært at forstå mig selv, give mig selv ormsorg og meget mere til, ved netop at være helt dernede hvor livet gør ondt. Man skal sku ikke altid tage det som skidt at man falder af den hest der løber så skide hurtigt at man har svært ved at følge med. Man falder ned, man slår sig, også sætter man sig sku op igen og giver det et forsøg til. At mærke, føle og give lidt slip er ikke helt dårligt. Det kommer godt tilbage og man har fået endnu en lektie læst.image.jpeg

    Bliv ved med at kæmp, forsæt med at tro på dig selv. Og stå aldrig af en rutsjebane der køre på fulde drøn.. Det går op og ned men at lære mere om sig selv bliver aldrig kedeligt*love*