Siff

Blog Siff

Indlæg: 9    Kommentarer: 38    Se mere fra Blog Siff

Om denne blog

Indlæg i denne blog

Siff

Sagen er den at jeg er i et forhold med en rigtig sød fyr.. Altså for det meste :P vi har haft en ret turbulent start hvor han kæmpede med et misbrug som var ret heftigt. Han lavede nogle dumme ting i den tid så han sidder nu inde fordi han har fået en straf for det han lavede i hans rus. Jeg har været der under hele forløbet og prøvet at hjælpe ham alt det jeg kunne. Det var dog sindsygt hårdt så jeg bakkede ud nogle gange i forholdet. En anden gang var vi fra hinanden en måned hvor han nåede at være sammen med en anden hele den måned. Altså i forhold. Nå men det som det i bund og grund handler om er at han nu sidder i åbent fængsel og han er dermed blevet afrust og er sig selv igen. Han klarer det virkelig flot og har intet rørt i over 3 mdr. Jeg roser ham ofte for dette. Men jeg mærker stadig ligegyldigheden som også var der da han var påvirket. Jeg havde nok forventet at han ville give noget tilbage nu hvor han er blevet afrust men det virker ikke altid sådan. Jeg mærker dog ikke hans ligegyldighed når vi ses, altså når jeg besøger ham. Men så snart vi er væk fra  hinanden så kommer ligegyldigheden. Men jeg ved ikke om jeg kræver for meget af en mand der sidder inde og som ikke har det ret godt, der hvor han er. Min veninde mener at jeg er for krævende og dette har jeg prøvet at overbevise mig selv om men jeg mærker tristheden alligevel. 

Jeg kan lige nævne et eksempel på hans ligegyldighed så det giver lidt mere mening. Hans ex som han var sammen med i en måned, kontaktede mig for en uge siden og ville hære hvordan jeg havde det og om jeg stadig talte med ham. Det rippede op i alting og jeg havde mareridt omkring dem hvor jeg så dem sammen (seksuelt). Jeg nævnte det for ham og han blev irriteret og sagde "årh, nu igen"! Og så snakkede vi ikke mere om det. Ofte blir han irriteret over mine følelsesudbrud og er begyndt at tænke om jeg måske er for meget. Jeg er meget sensitiv og har mange tanker og følelser indeni mig og det virker ikke til at han kan håndtere dette. Har dog før været i forhold hvor det ikke var et problem så jeg har svært ved at tyde om det er mig der er helt gal på den. 

Der har været mange andre situationer hvor jeg har følt mig glemt men det blir et alt for langt indlæg hvis jeg skal skrive det hele :) 

Nå men håber ikke at det blev for rodet, og håber at nogle vil give deres besyv med på ovenstående 

(PS jeg er 31 år og han er 36)

Hilsen hende (den krævende) 

Siff

For at overskriften giver mere mening, får i her en uddybning af situationen.. Sagen er den at jeg for nyligt lige har valgt at afslutte det med min eks kæreste. Vi havde været kærester en måneds tid, hvor jeg skulle besøge ham i hans hus, og jeg må sige at jeg fik et chok da jeg jeg så hans hjem. Det var som at træde direkte ind i en kattebakke, for der lå ekskrementer fra hans katte overalt i hans bolig. Lugten af katteurin var så gennemtrægende at end ikke parfume kunne gøre op for det. Selve huset var dystert og koldt og da jeg lider af angst, betyder det alt for mig at være et sted hvor der er rene og rare omgivelser så jeg får ro indeni. Jeg kunne hurtigt mærke at jeg ikke kunne holde ud at være der og min angst blomstrede i fuld flor. Jeg fortalte ham at jeg ikke kunne holde ud af være i så uhygiejniske omgivelser og han blev temmelig sur på selvom jeg sagde det stille og roligt. Vi boede meget langt fra hinanden så hvis jeg skulle hjem så ville det blive en indviklet affære. Han boede langt ude på landet og ikke engang en bus var der at finde. Jeg havde snakket med mine 2 bedste veninder der havde aftalt at de ville hente mig da de vidste at min angst havde overtaget og at jeg ikke kunne komme hjem og at vi var uvenner. Men dog kun på 2 betingelser.. At hvis de hentede mig, så skulle jeg selvfølgelig selv betale men at jeg ydermere skulle gå fra ham.. For altid. Jeg var ikke i tvivl om på det tidspunkt, at jeg skulle hjem og at jeg ville slå op, så det gjorde jeg. Men nu er det sådan med følelser at dem er man ikke selv herre over. Da jeg kom hjem havde jeg det egentlig okay, da jeg var lettet over at komme hjem og væk fra situationen.. Men selvom jeg prøver at stritte imod så kan jeg mærke at jeg begynder at savne ham.. Han skriver til mig at han ikke kan leve uden mig og at han vil gøre alt for at vi finder ud af det og finder en løsning. Men giver jeg det en chance til så er der en chance for at jeg mister mine 2 bedste veninder.. Men er det fair? Jeg forstår godt at de synes det var skidt for mig at være i, men ligefrem at stille mig det ultimatum.. Er det okay.? Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at være helt ærlig.. De beviste virkelig hvor gode veninder de er, ved at køre den lange vej for at hente mig, og jeg ved at de bare var og er bekymrede og ønsker mig det bedste.. Men hvad tænker i? Er det okay og fair med sådan et ultimatum? 

Siff

Forvirrende flirt

Som overskriften fortæller så er jeg ret forvirret omkring min nye flirt eller hvad man nu skal kalde det. Jeg møder den her fyr i mit træningscenter.. Jeg mærker en sindssyg tiltrækning men også en slags uro.. Måske fordi jeg lider af angst og det tricker det lidt. Nå men vi falder i snak inde på en datingside kort tid efter. Vi afstået hurtigt at mødes og det sker ved at jeg inviterer ham med til en fest hos mine venner. Og hold nu op hvor gik det godt.. I hvert fald i starten.. Han siger alverdens søde ting omkring hvor sød smuk og dejlig jeg er og at han synes at jeg er en "keeper". Da han så senere blev nødt til at smutte fra festen fordi han skulle tidligt op dagen efter, følger jeg ham ud til døren. Vi kysser intenst og han spørger om jeg synes at han er for meget. Han får også sagt nogle ting med seksuel karakter men ikke så slemt at jeg blev helt skræmt. Han spørger om jeg skriver når jeg er kommet hjem og det siger jeg ja til, at det vil jeg ikke kunne lade være med. Inden han går siger han at det måtte være skæbnen der havde bragt os sammen. Nå men dagen efter ser han så min besked og vi skriver lidt frem og tilbage. Han skriver at han glæder sig til at se mig men kan tydeligt mærke en ændring i hans beskeder. Jeg spørger hvornår vi skal ses og han skriver sådan "det må vi lige se på, kan ikke give dig et tidspunkt lige nu!!" Og så stoppede samtalen kort efter og hørte ikke mere resten af dagen.. Det er måske lidt hurtigt men undrer mig meget over den her ændring i hans måde at skrive på, og bare lukke i.. Ja jeg ved ikke hvordan jeg lige skal reagere på det :/ meget underligt synes jeg

Siff

Sagen er den at, heg i over en måned har haft nogle meget underlige symptomer i hele min krop. 

Det hele startede i mit underliv (hvor æggestokkene er placerede) og det startede som en murrende smerter men nu mere skærende. Smerter stråler om i flankerne og ryggen samt ned i mine ben. Til tider har jeg smerter i hele min krop, lidt ligesom når man er syg og musklerne virkelig er på overarbejde. 

Min læge troede først at jeg havde nyrebækkenbetændelse men kan godt konstatere at det ikke er det. Jeg har heldigvis en tid hos en gyn, her om en uge. 

Min mave er tilmed meget oppustet og når jeg slår diverse symptomer op så kunne det passe med æggestokkekræft :( min mor fortæller mig så i går at vi har det i familien og så blev jeg da så lige en tand mere nervøs, for ikke at sige skide bange. 

Det skal nævnes at jeg er 29 år gammel så det er selvfølgelig ikke så sansynligt men når vi har det i familien er der jo en mulighed for det. 

Håber lidt på at der er andre herinde der måske har oplevet lign eller evt har nogle bud på hvad det kan være :) har tilmed mistet en veninde til sygdommen så det gør mig også endnu mere nervøs :o 

Siff

Jeg søger et lille råd ifb med min situation. Sagen er den at jeg har været ved lægen samt lægevagten 5 gange indenfor 2 uger. Jeg har smerter i underlivet og nogle gange om i murene samt lænden. Jeg har fået antibiotika for nyrebækken betændelse men mine smerter er kun blevet værre. Jeg har nu smerter i hele min krop men stadig mest i underlivet. Jeg kan til tider ikke løfte mine arme opad pga smerter. Jeg har ingen infektion i kroppen så lægerne ved ikke hvad det er. Det jeg så nu er i tvivl om, er hvorvidt det er smart at begynde i aktivering. Jeg skal til forsamtale i morgen vedr nyttejob som vil være patientguide. Dvs at jeg skal skubbe tunge senge når patienterne skal rundt. Og ved fysisk aktivitet forværres mine smerter. Jeg vil rigtig gerne starte og havde glædet mig til det, men tror min krop vil sige fra, som den gør, når bare jeg går en tur, hvilket jo ikke ligefrem er fysisk hårdt. 

Hvad ville i have gjort i denne situation? :( 

 

Hilsen den frustrede 

 

Siff

Hmm ja, hvor skal jeg starte.. jeg håber ikke folk er alt for fordømmende når de læser min historie.. Men sagen er den at jeg har den her ellers rigtig søde kæreste som er alkoholiker. Han bor på Sjælland og jeg på Fyn så vi er ret langt fra hinanden. Han drikker aldrig når han er hos mig og vi har det super dejligt når vi er sammen bare ham og jeg. Da han er midt i et behandlingsforløb er jeg gået med til at jeg også holder mig fra alkohol, også selvom vi ikke er sammen, for når jeg drikker, har han også lyst og føler trang. Grunden til at jeg er gået med til dette er at der blev taget et uheldigt billede hvor det ligner at en fyr tager mig på det ene bryst (hvilket han ikke gjorde) Dette gik han jo selvfølgelig helt ned over da han så det på facebook og han er blevet sindssygt mistroisk og snakker tit om det. Det kan jeg godt forstå men det er også hårdt at blive punket for det igen og igen da der intet var i det. Problemet er så nu at hvis jeg skal noget fx med mit arbejde så går han helt i spåner hvis ikke jeg lige svarer ham.. han skriver fx at han sidder med en veninde der virkelig får hans øjne op når det kommer til mig. At jeg altså er en pige man ikke kan stole på i følge hende. Og det gider jeg selvfølgelig ikke høre på og så lukker jeg af. Han er nu røget i et hul og drikker "pga mig" og jeg får indirekte skylden ved at han skriver "du fik mig ned med nakken".. Føler at jeg giver for meget af mig selv, ved at lade ham gøre disse ting, men på den anden side så har jeg det sindssygt godt med ham når druk er helt ude af billedet.. jeg er meget forvirret lige nu og ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere dette. Vil helst ikke føle skyld, for det går ud over hans samvær med hans datter som han i forvejen ikke må se ret meget og kun når moren er med. I tænker nok.. hvorfor er hun dog sammen med en alkoholiker.. men ja, det er så fordi han virkelig er den dejligste når ikke han drikker. Kan bare mærke at jeg ikke orker at skulle beskyldes for alt muligt hver gang jeg skal noget.. ak og ve'.. det er noget rod :(

Siff

Ensom?!

Sidder her en mandag nat og funderer lidt over livet. Føler mig godt og grundigt alene og temmelig trist.. Det sidste stykke tid har været noget rod, og jeg har længe følt mig ensom. Det er ved at være et år siden at jeg sidst har haft en kæreste og jeg kan godt mærke at jeg savner at have en igen. De fyre jeg har mødt har ikke ville noget seriøst med mig og har op til flere gange nu følt mig valgt fra til fordel for en anden. Klarer snart ikke flere af de afvisninger, da det går lige i selvtilliden.. Hvad fanden gør jeg dog forkert?! Får tit at vide at jeg ser godt ud og har masser at byde på! Hmm... Jeg er 26, så kunne nu være rart snart at møde en men det er jo pænt umuligt! :(

Siff

"Den eneste ene"

Her er min historie, som jeg har rigtig brug for at komme ud med. Jeg vil prøve at gøre det kort selvom det blir lidt svært. Jeg møder den her fyr på 30, til en fest, og han er lige min type. Veltrænet og tatoveret. En rigtig mand. Vi falder pladask for hinanden men der var dog den hage at han sad inde for trusler, hvilket jeg godt ku se var noget lort men var helt forblændet af ham. Mens han sad inde, snakkede vi i telefon næsten flere timer om dagen og vi skrev sammen konstant. Han sagde alt det rigtige og var skide sød og mega sjov. Han får lov at komme ud på halv tid og han flytter ind hos mig og alt var dejligt. Var helt sikker på at nu havde jeg fundet den rigtige. Efter 1 måned sker der så bare det at han ryger ind igen og sidder i arresten i 3 mdr, men bliver dog frikendt. Jeg besøgte ham der hvor han sad hvilket var en dyr affære og meget besværligt at komme frem. Jeg gjorde ALT for ham fordi jeg elskede ham så højt. Jeg var ikke i tvivl om at han også elskede mig mindst lige så højt.. han var altid helt klistret op ad mig når vi var sammen og kyssede mig hele tiden. Men da han kommer ud efter han er blevet frifundet er det som om at han har forandret sig. Han tager mig tit for givet og kan ikke altid overholde sine aftaler. Dog blev det bedre efter vi snakkede om det.. Men så ender det galt igen og jeg går hen og bliver træt af ham og hans opførsel.. der gik mange rygter om ham og jeg valgte at stole på ham femfor rygterne. Efter noget tid fandt jeg ud af at han i den grad havde psykopatiske træk. Han tænkte tit kun på sig selv. Utroligt at jeg stadig elsker sådan en som ham. Undrer mig virkelig over mig selv. Jeg tog ham i forskellige løgne til sidst og har på fornemmelsen at han skrev sammen med andre piger. Efter at have slået op med ham mange gange, gjorde vi det endeligt forbi. Og så sker der så det at jeg finder ud af at han allerede har en ny kæreste 3 dage efter vores brud. Forstår ikke en skid, for han sad og sagde at jeg var den helt rigtige for ham ugen forinden. Wtf! Føler mig så meget til grin og er så træt af at jeg savner ham så satans meget og er vildt ked af at der er en anden der har ham nu. Ved godt jeg er bedre tjent uden ham men har svært ved at komme videre når det nu føltes så rigtigt denne gang. Og forstår slet ikke hvordan han bare kan komme videre så hurtigt og allerede have en ny et par dage efter. Jeg har slet ikke lyst til at være sammen med nogen. Synes ikke jeg havde fortjent den behandling og mit selvværd er kørt godt ned over det... kan ikke rigtig finde glæden ved noget nu og det hele føles så tomt... mon jeg skulle have holdt fast i ham eller er det her det rigtige...?! Jeg ved det virkelig ikke frown.gif

Siff

Min historie

Grunder til at jeg skriver dette indlæg er fordi jeg føler at jeg må skrevet nogle af mine "forbudte" tanker ned, da det måske kan hjælpe mig med at komme lidt videre.

Da jeg for et år siden mødte en fyr på omkring min alder, blev jeg temmelig forelsket. Sikker på at det sku være ham resten af livet. Vi har nu været sammen et år og der er sket utroligt meget. Meget modgang. Efter noget tid spørger han om vi ikke skal prøve at få et barn. Jeg føler at det er helt rigtigt men nok også lidt naivt.. men som man siger kærlighed gør blind. Han fortæller mig dog imellem tiden at han måske skal være far da han havde været sammen med en i nogle uger som bildte ham ind at hun var på p-piller. Han mener dog ikke det er hans da der var en masse der ikke passede sammen og at hun var sammen med andre.

Det der så sker er at jeg ryger på sygehuset da jeg får kraftige mavesmerter. De fortæller mig på sygehuset at jeg er gravid og at jeg skal snakke med min kæreste om det. Vi aftaler at vælge at beholde det. Men jeg får det værre og værre. Lægerne finder ud af at det er en graviditet udenfor livmoderen. Jeg blir opereret meget kort tid efter de finder ud af det hvor de fjerner min ene æggeleder. Jeg kommer hjem efter nogle dage og har det skidt psykisk men kommer stille og roligt ovenpå. Men så kommer det frem... det er hans barn! Det er en lille pige.. og han vil ikke se hende da han er gal og frustreret over moren. Dette forholder jeg mig til...

Men så, for ca 2 mdr siden fortæller han mig at han vil se sin datter. Det kan jeg godt forstå men nyheden slår meget hårdt ned på mig. Jeg bliver ked af det og lukker mig inde i mig selv.. jeg følte mig godt og grundigt snydt da jeg lige havde "mistet" og jeg ku næsten ikke bære at han havde et barn med en anden.. jeg følte mig egoistisk og turde ikke fortælle nogen om de her følelser. Vi er stadig sammen men det spænder stadig tit ben for mig.. vi snakker om at flytte sammen for jeg elsker ham overalt på jorden. Jeg ved bare ikke om jeg tør.. om jeg kan klare det for jeg vil nok komme til at føle mig udenfor og det vil nok minde mig for meget om alt det der er sket...

Jeg er begyndt at åbne op overfor mine nærmeste men de forstår mig ikke rigtigt... og jeg kan slet ikke finde ud af mig selv længere..

Alle disse tanker gør mig skør... ville ønske jeg vidste hvad jeg skulle gøre... om jeg skal opgive det eller ej, men jeg finder nok kun svaret inde i mig selv, men ønsker alligevel at høre andres mening..