jegermaiken

Blog jegermaiken

Indlæg: 103    Kommentarer: 240    Se mere fra Blog jegermaiken

Om denne blog

Indlæg i denne blog

jegermaiken

Too much

Nogle gange bliver det for meget - det hele. Tanken om, at jeg bliver vurderet hele tiden - uanset hvad jeg laver og hvem jeg er sammen med - om det er på job, på studiet, til håndbold, sammen med A eller sammen med veninder - det er hele tiden. Naturligvis er det nogle forskellige måder at blive vurderet på, men jeg føler, jeg skal præstere HELE TIDEN.

Var til MUS-samtale i mandags, hvor jeg fik at vide, at dér, hvor der for mig er plads til forbedringer, er mit humør og hvor meget det påvirker mig overfor kunderne, når jeg er på arbejde. Det var umiddelbart dét, der slog mig ud, mindes jeg. Pludselig gik det op for mig, at jeg bliver målt og vejet konstant. At det bliver registreret, når jeg har en god eller en dårlig dag. At det bliver noteret, når jeg er ovenpå eller befinder mig med røven i vandskorpen - og min måde at håndtere det på bliver også lige vurderet. Og så gik det op for mig, at det ikke bare er på job - men det er over det hele.

.. og det kunne jeg pludselig bare overhovedet ikke overskue. Så jeg har egentlig holdt mig meget for mig selv i denne her uge. Pludselig fik jeg en gammelkendt selvdestruktiv lyst til bare at tage en permanent maske på overfor alle og bare insistere på, at alting går helt vildt godt, og at jeg er helt vildt glad og ovenpå. Desværre er jeg nem at læse - hører tit, at jeg er som en åben bog - når jeg ikke selv tror på det. Så det er nødt til at være gennemført, hvis jeg skal spille rollen helt ud.

.. og så var det, at jeg pludselig kom til at føle mig helt vildt ENSOM. Har været i den rolle før, og jeg ved, hvor sindssygt ensom en leg det er. Men angsten for ikke at være god nok er lige nu stærkere end angsten for ensomheden.

Har endnu ikke talt med min mor, siden jeg forlod huset for næsten fjorten dage siden. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige til hende. Jeg er heller ikke sikker på, om jeg kan bære at høre hendes stemme. Jeg ved endnu ikke, hvilket ben jeg skal stå på i forhold til det, der skete, da jeg var hjemme sidst. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig. Det meste af tiden forholder jeg mig slet ikke - det er det nemmeste.

Om fjorten dage skal jeg flytte fra min kælder, hvor jeg har boet i 3½ år. JEG GLÆDER MIG SÅ MEGET! Det har været en hård omgang at bo hér, synes jeg - af forskellige årsager. Mine forældre kommer hele vejen fra Jylland for at hjælpe mig med flytningen, og det sætter jeg selvfølgelig stor pris på. Men jeg kan samtidigt slet heller ikke overskue det. Jeg har allermest lyst til at få nogle andre til at hjælpe; kan stadig ikke overskue at skulle se på min far. Høre på min far. Rumme min far. Både de ting, jeg ved, han har gjort - og så hele hans idiotiske sindelag og latterlige barnlighed i det hele taget, som han også spiller for mig. JEG KAN DET IKKE! Når de er kørt igen, kommer jeg ikke hjem igen før jul, har jeg bestemt. Tidligst.

Semesterstart på kandidaten har været hård, synes jeg. Og på samme tid ret nem. På dette semester har jeg både fag på dansk og på spansk, så derfor har jeg "Nordiske sprog i middelalderen", "Spaniens historie, kultur og litteratur 1800-2000" og "Kontrastivt sprog". Der er SINDSSYGT meget læsestof på alle tre fag, men jeg favoriserer totalt mit danskfag - og så kommer historiefaget over det kontrastive, som er så ligegyldigt et fag. Er kommet godt i gang med noter og engagement på de to første fag kontra sidste semester, hvor jeg tog NUL (!!!) noter til "Latinamerikas historie, kultur og litteratur siden 1800" på HELE semestret. Det er da altid noget. Må bare prøve at holde mig vågen og "på", så skal det nok gå fint. Det KAN næsten også kun gå bedre, end det gjorde på det sidste semester.

Der sker mange ting med A for tiden - og samtidig er det stadig bare det samme. Det er svært at forklare. Nogle dage er jeg helt væk på en lyserød sky og 100 % hengiven .. andre dage er jeg mere tvivlsom og usikker - på ham og os. Jeg var i byen med min veninde i lørdags, hvor vi mødte ham og hans ven, som jeg også godt kender. Det gik HELT galt, som det vanligvis gør, når jeg er ude med hende veninden, og A var SÅ god til at håndtere det - var SÅ glad for at have ham dér! Fik også en god, lang snak med hans kammerat, som vist er hans bedste ven; vennen spurgte, hvad jeg mente om A, og jeg fortalte ham ærligt, hvordan det stod til. Så sagde han, at A også er helt vild med mig - at han er pisse forelsket i mig - nærmest ordret citeret - men at han bare lige skal tage sig sammen. Sagde til ham, at han godt måtte bede ham om dét, så, og det lovede han. Tror desværre bare, at han var så stiv, at han ikke kunne huske det dagen efter. Ved det ikke. Nu får han lov at aflevere og forsvare sit speciale her inden længe, og så håber jeg, han kan finde ud af, hvad han vil.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor mange flyttekasser, jeg skal bruge. Og hvordan jeg får fat i dem. Har hverken bil eller kørekort. Har en cykel, men jeg kan jo ikke cykle med X antal flyttekasser under armen gennem Vanløse. Kan ikke helt regne ud, hvad jeg gør ved dét - og hvornår jeg skal begynde at pakke ned. Når jeg flytter til Frederiksberg om fjorten dage, er det det femte sted, jeg bor, siden jeg flyttede hjemmefra for fem år siden.

jegermaiken

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. Det er en lang og indviklet historie, som jeg har brug for at sætte nogle ord og noget orden på.

Jeg er netop landet i min egen stue efter en temmelig begivenhedsrig weekend i det jyske hos min familie og nogle veninder. Det var egentlig bare, som det plejede, da jeg kom hjem fredag eftermiddag hos mine forældre. Vi spiste frokost sammen alle sammen, og vi endte med at holde min nevøs 1 års fødselsdag med lidt forsinkelse - han fyldte år for en måned siden, men da var jeg ikke hjemme til at fejre ham. Så det gjorde vi fredag aften. Alt var fint - indtil det ikke var det længere.

Det er almindeligt "kendt" i vores familie efterhånden herinde, at jeg har et noget anstrengt forhold til min far. Jeg har i lang tid haft det sådan - jeg har dårligt kunnet tåle synet af ham - men jeg har egentlig ikke sådan RIGTIGT vidst, hvad det kom sig af. Det blev jeg en del klogere på fredag aften, tror jeg.

Jeg er usikker på, hvordan det egentlig startede, men jeg ryddede op i køkkenet efter aftensmaden, som min mor hjalp mig med, og da vi var mere eller mindre færdige, gik hun i stuen, hvor min far sad - derfor hørte jeg ikke optakten - og da jeg vendte næsen derind, da jeg var færdig, var helvede brudt løs derinde. De råbte og skreg ad hinanden, så jeg gik bare igen. Jeg stillede mig ud i entréen, fordi det var det eneste sted, jeg kunne være i fred (det er en lang historie, men kan ikke være på mit gamle værelse for tiden, når jeg er der), og pludselig kom min mor stormende derud - med sin taske, hvorefter hun tog sin jakke, kiggede på mig og sagde, mens hun åbnede hoveddøren: "Skal du med, eller vil du blive her i det her galehus?" - og så gik hun. De bor ude midt på landet, så jeg vidste godt, at hun ville køre derfra. Det tog omkring et splitsekund at beslutte mig, så jeg sprang i de nærmeste sko og løb ud til bilen, og så kørte vi - væk.

Det første, hun sagde, da vi sad derude, var: "Det her ender i en skilsmisse.". I to timer kørte vi rundt, og der blev fortalt en masse ting, jeg ikke anede noget som helst om. Jeg fik også sagt nogle ting, som jeg har haft brug for at sige højt til hende, men som jeg har skammet mig for meget over at tænke om min egen far; men det var blevet et åbent forum, hvor vi kunne dele med hinanden, hvad vi havde brug for at få sagt.

For at gøre en lang historie kort, så har han været en tyran i mange år - særligt overfor hende. I tyve år (!!!) har hun ledt efter et rigtigt tidspunkt at sige de magiske ord. Hun har tidligere, mens min bror og jeg var helt små, sagt det - men hans reaktion var, at enten så ville han sørge for, at hun ikke fik os (børn) med sig - eller også skulle vi skilles, sådan så jeg skulle blive hos ham, og min bror skulle med hende. Og så ville hun aldrig få mig at se igen. Så af angst for ikke at have sine børn med sig - og måske en smule af frygt for mig hos sådan en tyran alene - er hun blevet der i så mange år. Hun vidste dengang ikke bedre, og hendes selvrespekt i det hele taget kunne ligge på et MEGET lille sted - så hun har jo troet på ham!

Da jeg har været omkring 10-13 år, kan jeg huske, at de skændtes MEGET voldsomt en aften. Jeg turde ikke gå ned, men jeg kunne høre en masse lyde, som jeg kun forestillede mig det værste ud fra. Men han har jo ALDRIG rørt mig - så jeg VILLE ikke tro det værste. Det kunne jeg så åbenbart roligt have gjort, fandt jeg ud af - i fredags. Det viser sig, at han har kastet ting efter hende den aften i køkkenet - blandt andet en kagerulle i første omgang. Det endte med, at han angiveligt har siddet ovenpå hende og holdt hendes arme med benene, mens han har forsøgt at kvæle hende med hænderne. Hun har forsøgt at skrige efter os, men hun har jo heller ikke villet have, at vi skulle se dét. Jeg har ikke hørt hende skrige, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg er glad for det - eller om jeg har det forfærdeligt med ikke at have hørt det, selvom det jo ikke er min skyld ikke at have hørt det. Ved ikke, hvordan hun kom op den aften, men hun overlevede da ...

At høre dét om ham - det åd simpelthen den lille bitte rest af respekt, jeg havde tilbage for ham førhen. Jeg mistede alt for ham lige dér.

Der ligger så mange ting under gulvtæppet, at vi næsten går helt krumbøjede rundt ovenpå det oppe under loftet. Jeg har aldrig rigtigt vidst, hvad det var, der foregik - men jeg har jo fornemmet ét eller andet. Mor fortalte, at hun havde det så skidt med, at jeg fik det så dårligt, da jeg kom på efterskole - men hun vidste også samtidig godt, at der jo HAR været ekstremt dårlig stemning derhjemme. Så det ville næsten have været meget unaturligt, hvis jeg IKKE havde reageret på en eller anden måde, da jeg kom væk dengang.

Det hele giver så uendeligt meget mening. Min bror har fundet en kæreste, som i det store hele er mere eller mindre min far om igen - bare som en kvinde. Hun er FRYGTELIG - ingen af os kan lide hende - bortset fra min bror, formentlig. Jeg ved det ikke. Nu har de fået barn sammen, som de måske ikke skulle have haft. Og min bror lægger sig bare ned for hende, når hun bliver hysterisk - præcis ligesom min mor har gjort det for min far for ikke at lave dårlig stemning og for ikke at skabe uro i sine børns liv.

Men det duer jo ikke! Børn er ikke dumme, selvom de måske ikke ved præcis hvad det er, der foregår. Jeg ville SÅDAN ønske, at min mor havde været mere egoistisk dengang - og var gået fra ham. Han har ikke fortjent en skid at have hende og os i sit liv. Han har så ondt af sig selv - det er aldrig ham, der har gjort noget forkert. Det er hans klare opfattelse, og man kan helt enkelt bare ikke tale fornuft med ham. Det kan ikke lade sig gøre. Han er ikke typen, der siger hverken tak eller undskyld, og kan man lide at blive sablet ned fra venstre mod højre, så skal man bare påpege, hvis han har uret eller har gjort noget galt. Så kan man roligt regne med, at man lige så godt kan begynde at grave sin egen grav.

Han har som sagt ALDRIG gjort MIG noget fysisk - men han har kontrolleret, tyraniseret og manipuleret hele mit liv. Jeg skammer mig over, at jeg dybest set helt ærligt faktisk ikke kan lide min far. Det skal jeg ikke gøre, sagde min mor, da vi sad dér i bilen - men det gør jeg nok alligevel. Han er min FAR - jeg SKAL kunne lide ham! Men - det kan jeg ikke. Han hjælper MIG, han roser MIG, han er der for MIG - til en grænse, naturligvis. Det er svært at være der RIGTIGT for andre, når man er så egoistisk og selvmedlidende, som han er. Men han skal FANDME ikke røre min mor. Dér sætter jeg grænsen.

Man rører ikke min mor.

Jeg ved ikke, om hun faktisk GØR det denne gang, men jeg håber det faktisk. For hendes skyld. Børn indretter sig - selvom jeg er så gammel nu, og selvom jeg synes, at tanken om at blive skilsmissebarn som 25-årig er temmelig mærkelig - så indretter vi os jo. Børn er glade, når mor har det godt. Siden har jeg tænkt en del. Jeg er så bange for, at hun er frygteligt ensom; hun har ikke rigtigt nogen venner - hun taler da med nogen på sit job og sådan - men hun har INGEN tætte veninder. Og hun kan jo ikke være tæt med min far - af åbenlyse årsager - hvem fanden har hun så?! Hun kan tale med mig, men som hun også selv siger, så er der også nogle grænser for, hvad man taler med sine børn om. Og det er måske her. Jeg vil MEGET gerne være der for hende, men jeg synes godt nok, det er svært. Hun skal starte sit liv helt forfra, hvis hun vælger at gå nu. Men hun er kun 56, så hun har stadig en hel masse gode år endnu - jeg håber sådan, at hun har modet til at være egoistisk for én gangs skyld, fordi ...

man rører ikke min mor!

jegermaiken

Sommerferie 2017

Jeg glemmer at skrive herinde hele tiden.

Højskolen i starten af juli måned var helt fantastisk. Det var på mange måder en sindssygt spændende uge - og vanvittigt hård og udfordrende! Tue West var flink og pisse dygtig, men samtidig irriterede han mig voldsomt med sin person. Måske fordi vi ligner hinanden lidt. Måske. Eller også ligner vi hinanden alt for lidt. Det er svært at sige, lærte ham kun meget lidt at kende. Jeg fik skrevet mit livs allerførste sang - med både tekst og akkorder til. Hold KÆFT, hvor var det dog grænseoverskridende at lade andre høre det!!! Det havde jeg faktisk slet ikke forestillet mig på forhånd - det er SÅ sårbart! Skrev en sang om Jeppe og vores endte forhold - og om, at jeg er okay til trods for alt, han gjorde. Det kom egentlig rigtig meget bag på mig, at det var dét, jeg endte med at skrive om, men okay - det er det spændende ved det - man tror, man skal én vej, men man ender måske med at gå en anden, tredje eller tiende vej! Interessant.

Jeg har brugt sommeren på at gå til lidt Lilholt rundt omkring - kun tre er det blevet til i år. Sætlisten er ikke lige så meget mig i år (igen), og økonomien begrænser mig desværre en del i år.

Siden sidst, hvor jeg skulle ses med A, er der sket en hel del - og alligevel ikke så meget. Vi mødtes om torsdagen, som jeg skrev i mit forrige indlæg, og det var simpelthen så dejligt at se ham igen. Det er svært at forklare det hele, men det korte af det lange - vi endte med at sove sammen om natten, hvor der ikke skete andet, end at vi lidt forsigtigt holdt lidt i hånd, og da vi lå inde i sengen, da lyset var slukket, sagde han helt stille, at han nok tror, at han er ved at være klar til noget nyt igen efter sin eks ... WHAT THE ...???? Var lige ved at springe op fra sengen af overraskelse, men jeg styrede mig. Husker ikke, hvad jeg fik svaret, men blev bare pisse glad, ikke ...

Siden har vi set hinanden jævnligt - både hjemme hos hinanden og ude på rigtige dates. Er flyvende på mit eget lille forelskelsestæppe, selvom jeg prøver at holde mig selv lidt i nærheden af jorden. Vi snakkede IKKE om det, der er sket tidligere - det er ligesom om, vi bare er startet forfra - som om vi ingen forhistorie har. Og det tror jeg måske også er helt ok - bare at se det hele lidt an, som man gør "normalt". Han er SÅ sød!

Har dog set lidt forskellige fyre også - både én fra Tinder et par gange og så én, jeg mødte i byen og kom til at slæbe med mig hjem bagefter. T og M. Det er ikke nogen, jeg skal se igen, men nogle gange glipper det for mig, selvom jeg jo helst bare vil være sammen med A. Tinder-T mødte jeg dog, mens A og jeg "holdt pause" i to måneder. M var jeg sammen med natten til søndag - dvs. for et par dage siden, bare. DUMT. Men hvad skal jeg gøre ved det nu ... smed ham ud morgenen efter, skrubbede mig grundigt i badet og cyklede hjem til A, hvor vi havde den bedste sex, vi har haft, tror jeg. Havde VIRKELIG brug for at være tæt på ham dér - og mærke, at det var forkert af mig, at jeg var sammen med en anden. Det er jo slet ikke dét, jeg vil. Jeg vil bare A.

Taber mig lidt og tager lidt på igen hele tiden, og det irriterer mig en del ... arbejder på at acceptere, at jeg bare ikke er den der lille My længere, som jeg var for nogle år siden - da var jeg hende, de andre piger misundede for de smalle ankler, små håndled og fremtrædende kraveben ... det er jeg i den grad ikke længere. Og det er helt ok. Jeg er 25 - jeg SKAL være rund ... det prøver jeg i hvert fald at overbevise mig selv om ........

Af mange forskellige årsager leder jeg med lys og lygte efter et andet sted at bo i København. Det er SÅÅÅÅ SVÆRT!!! Håber dog at kunne flytte på kollegium inden længe - bo dér, indtil studiet er slut - og så finde en rigtig lejlighed bagefter, når jeg får "voksenpenge" - dagpenge eller fra et job - det må tiden vise. Det er det smukke ved humaniora - man ved ikke en skid. Jeg bliver i hvert fald meget snart rigtig meget sindssyg, hvis jeg skal blive boende, hvor jeg er nu, ret meget længere! A har tilbudt mig at komme hos ham, når det bliver for meget herhjemme, men kan jo ikke rende dér i tide og utide hele tiden - han har også sit speciale at tænke på, som skal afleveres om halvanden måned!

Min nevø fylder ét helt år i dag! Tænk, han er så stor nu!

jegermaiken

Uge 26

Det bliver på mange måder en dejlig og spændende uge, jeg går ind til i morgen efter en hård omgang på arbejde i går og i dag - jeg ELSKER sommerferie!!!

I morgen, mandag, skal jeg mødes på KUA med en pige, der læser dansk på 2. semester og skal til mundtlig grammatikeksamen den 30. juni, og så skal jeg hjælpe hende med at blive klar til sin eksamen. Det er første gang, jeg skal "undervise" nogen på et højere niveau end folkeskoleniveau, så det glæder jeg mig meget til! Hun havde lavet et opslag i en kæmpe Facebookfællesgruppe for alle danskstuderende på KU, hvor hun efterlyste en, der ville hjælpe hende - og jeg elsker grammatik og enhver lejlighed til at nørde med det - så jeg meldte mig!

Min "elev" har åbenbart spredt rygtet på sin årgang, så i dag skrev en anden pige til mig og spurgte, om jeg mon havde tid til at hjælpe hende også. Så tirsdag mødes jeg med hende på KUA også, før jeg skal videre på job, hvor jeg har taget en vagt for en kollega klokken 16.

Onsdag står den på hygge med mine søde veninder fra gymnasiet, som også er flyttet til København; så skal der hækles og nørkles og sludres! Vi mødtes også i torsdags, men det kan man kun svært få for meget af. Der er planlagt fælles aftensmad.

Torsdag skal jeg mødes med A (!!!). Det bliver godt nok interessant. Jeg vil og tør ikke håbe eller tro eller forvente noget som helst. Glæder mig til at se ham, selvfølgelig gør jeg det, fordi han har betydet meget - og gør det stadig - fordi vi snakker pisse godt sammen - sammen med ham tør jeg godt bare være mig. Men vi må nok hellere lige tage en slags forventningsafstemning!

Fredag skal jeg så småt have gang i noget pakning, før jeg skal i byen og ryste skinkerne med min veninde hele natten.

Lørdag regner jeg med at sove tømmermændene ud og få pakket mere eller mindre færdigt ...

... og søndag ankommer jeg mellem 16 og 17 på Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor jeg skal på en uges sangskrivningskursus ved Tue West!

Dét er da en god uge!

jegermaiken

Bachelor

I går klokken 14.30 græd jeg. Det havde jeg gjort i næsten en halv time - det vil sige hele vejen igennem min mundtlige eksamen i latinamerikansk historie, litteratur og kultur fra 1800 til i dag. Klokken halv tre blev jeg samtidigt (næsten) bachelor. Det var den sidste eksamen i denne omgang - forud for den lå tre skriftlige samt deadline for synopsen til den mundtlige eksamen. Duer ikke til mundtlige prøver, så i det øjeblik eksaminanden før mig kom ud, brød jeg sammen og tudede mig så ellers bare igennem hele eksamen. Underviser og censor tog det pænt, synes jeg. Jeg havde valgt emnet "race- og etnicitetsopfattelse i Latinamerika"; jeg har haft et frygteligt semester, så jeg har slet ikke fulgt med på nogen måde, og jeg har aldrig pjækket så meget tidligere, som jeg har gjort på det her semester. Derfor var jeg også temmelig meget på røven, da vi nåede til eksamen. Havde fint styr på det, jeg selv havde sat op i synopsen, men da vi nåede til dialogen efter min egen præsentation, blev jeg totalt fældet. Heldigvis talte synopsen 1/3 af den endelige karakter, så da den lå til 7, endte jeg med et sammenlagt 02. Havde synopsen ikke talt med, havde jeg ikke fortjent at bestå. Har aldrig før sagt "Jeg ved det ikke" så mange gange før til en eksamen. Det var pinligt ad helvedes til. Men med det rådne semester, jeg har haft med A, ekstrem skoletræthed efter at have afsluttet mit grundfag i januar, eksem, allergi og så videre, så var det faktisk helt, helt acceptabelt. Har aldrig været god til historiefag, så jeg vidste godt, det ville blive grimt. Men jeg bestod - og så kan resten være ligegyldigt. Nu går jeg bare og venter på at få resultatet af de tre skriftlige. Én af dem er jeg temmelig sikker på er gået fint - de to andre er jeg mindre sikker på.

18. maj begyndte jeg at skrive synopsis. Den blev færdig 22. maj. To dage senere, den 24. maj, fik vi klokken 12 frigivet vores eksamen i tekstanalyse og litteraturteori. Den afleverede vi den 31. maj. I mellemtiden havde jeg arbejde, jeg ikke kunne komme af med, to af dagene, og den 26. startede Lilholt-sommeren - og det går man jo ikke glip af - eksamen eller ej. 31. maj var jeg også til distortion for første gang i mit liv. Den 2. juni afleverede jeg synopsen, jeg havde lavet før tekstanalysen. Så var der halvanden uges "ferie", før der den 12. juni var tre timers skriftlig spansk grammatik. Jeg mødtes med min læsegruppe og fik den ud af verden. Det var godt nok knebent med tiden, men det lykkedes - tror jeg. Fredag den 16. juni var der fire timers skriftlig eksamen i skriveværksted, hvor vi fik en artikel udleveret fra "El País" (spansk avis), som vi skulle skrive et resumé af. Det lyder ret ligetil, men det er sværere end som så, synes jeg. Vi har afleveret nogle "eksamensprøver" et par gange i løbet af semestret, som jeg har fucket helt op - så er MEGET spændt på, hvor dårligt det gik. Efter skriveværksted rejste jeg til Jylland for at fejre mine forældres fødselsdag lidt forsinket fredag aften. Som forventet endte det med skænderi og vrede på grund af min far - den kæmpestore idiot. Lørdag rejste jeg til Karup for at tilbringe dagen til Karup Å Marked; festlighederne begyndte klokken 13, og så gik dagen ellers i høj solskin med solcreme på og en masse øl, grøn Gajol, Queen Machine og Johnny Logan, mens vi ventede på Lilholt. Pludselig blev jeg bare pisse vred på mine to veninder; det er en lang historie, men jeg kunne pludselig slet ikke overskue at være der. Vi hilste på trommeslager og pianist bagefter, som begge kommenterede på, at jeg havde set mærkelig ud under koncerten. Hvad siger man? De blev spist af med, at jeg bare var træt. Efterfølgende har jeg fået snakket med begge piger om det, og vi er ok igen. Nogenlunde. Søndag rejste jeg til KBH igen, og så var der den sidste eksamen i går den 20. juni. Ved ikke, hvornår de skriftlige prøver kommer tilbage, men jeg er faktisk lidt ligeglad. JEG HAR SOMMERFERIE!!!

A og jeg er begyndt at snakke lidt sammen igen. Og vi har aftalt at mødes i næste uge. Det bliver spændende. Jeg ved, det bliver svært - fordi vi bliver nødt til at snakke om "os". Jeg kan ikke begynde at se ham igen, hvis han stadig ikke ved, hvad han vil. Jeg vil ham SÅ GERNE ... men alt det andet rod gør alt for ondt. Vi skal mødes inde ved søerne i KBH på cykel - så har han en idé til at fejre min eksamen - som en overraskelse. Det lyder MEGET kæresteagtigt, men jeg tør ikke tro eller håbe på noget som helst.

I dag har jeg bare tilbragt dagen i sengen med Brødrene Mortensens Jul på DVD - det ÉR vel ferie ;-) 

I september begynder kandidaten.

jegermaiken

Vælter ..

Jeg har overhovedet ingen ord. Jeg skriver kun, fordi det hele vælter om ørerne endnu engang. Jeg ... er måske bare træt - af at være stærk - af at være svag - af at være mig - af at ... være til. Tror jeg.

Hele april gik med hudsygdom i ansigtet og på brystkassen; blev sendt videre til en hudlæge midt i april, men der er dårligt kommet noget rigtigt svar på, hvad der var/er galt. Han sagde, det er parfumeallergi, så det har jeg selvfølgelig reageret på og smidt alt ud, der er parfume i. Jeg havde i lappetesten ikke reageret på mine almindelige makeupprodukter, så dem kunne jeg godt bruge fortsat, men ... noget er stadig galt. Hævelserne og udslettet er heldigvis overstået, men huden er stadig frygtelig tør og generet. OG KLØR! Skal derind 11/5 til opfølgning.

I løbet af alt det her med mit ansigt, som VIRKELIG har tæret på mit mentale overskud, så har jeg fået nogle sår på den venstre underarm i nogle mærkelige plamager. Viser dem til hudlægen på torsdag, men jeg er næsten sikker på, det er mit livs første psoriasisudbrud - har flere grunde til at tro det, som jeg ikke orker at forklare her. Så .. som om det ikke var nok, at min hud i ansigtet går i stykker, og at jeg fremover aldrig kan tage parfumeprodukter på, så skal jeg også have klamme, afskallende sår, som man godt nok kan blive fri for - men aldrig fri for sygdommen ... SUPER!

Jeg har taget voldsomt meget på på det sidste - så meget, at jeg ikke tør stille mig op på vægten. Har aldrig været så stor, som jeg er lige nu. Og jeg skammer mig. Ikke bare over dét .. der er så meget. Jeg har aldrig før været så ligeglad i mit liv med eksamen, som jeg er på det her semester. Det er sjette semester - dvs. jeg er FÆRDIG med min bachelor efter de her fire eksaminer. Men det har været så fucking elendigt et semester, at det bliver ren tortur at gå til de eksaminer; jeg er SÅ dårligt klædt på til dem, at det bliver så vanvittigt ydmygende. Jeg pjækker det meste af tiden i de her dage - fordi jeg helt enkelt ikke kan magte at sætte det ene ben foran det andet og komme fremad - at stå op om morgenen er helt utænkeligt - bare det at gå i bad, som jo ellers er dejligt, orker jeg ikke. Orker ikke, at jeg ikke bliver hverken mere frisk eller bedre tilpas - ELLER PÆNERE - af at gå derind. Undgår spejle, fordi jeg ikke kan klare at se på mig selv ... jeg er så skamfuld ... og så træt.

Fyldte 25 den 30. april. Det var fint. Det er ikke meget anderledes end at være 24. Bortset fra, jeg nu er endnu mere "in the zone" i andres øjne, hvor jeg bør finde den rigtige, sidste kæreste/mand og få mig et liv, der fungerer. Jeg er så langt fra. Jeg gider ikke date, jeg gider ikke lære nye mennesker at kende. A er ikke i mit liv mere, rigtigt. Og vi skal ikke ses igen - for min skyld. De fleste dage tænker jeg ikke så meget på ham, men hold dog kæft, hvor jeg savner ham alligevel.

Hjemme hos mine forældre i Jylland (jeg opholder mig til dagligt i KBH) er der kaos. Min bror og svigerinde er flyttet ind hos dem med min 8 måneder gamle nevø, fordi de solgte deres lejlighed i byen uden at have noget nyt at flytte ind i. Det er frygteligt kaotisk, og der er ting, dyr og mennesker alle vegne. Mit gamle værelse, som jeg bor i, når jeg er hjemme på besøg, er fyldt med flyttekasser og møbler, der ikke kan være andre steder. Har ikke været hjemme siden påsken, og det er fint. Men de flytter først videre om fire måneder ... i den tid har jeg ikke lyst til at komme hjem. Overhovedet. Har ikke noget forhold til min bror og Co. ... slet ikke på den der sammenstuvede måde. Har ikke holdt min fødselsdag med min familie endnu, og jeg kan godt mærke, det kommer til at vare nogen tid, før det kommer til at ske ........

I dag pjækker jeg - igen - fra studiet. Og jeg har meldt fra til håndboldtræning i aften. Så jeg har masser af tid til at ligge i min seng herhjemme, ligesom jeg gjorde hele dagen i går. Og lørdag ... måske tager jeg afsted i morgen, det er svært at sige noget om. Æder Panodiler på stribe, fordi jeg er forkølet og derfor nyser og hoster voldsomt hele tiden og tuder uafbrudt, så hovedpinen er en fast følgesvend sammen med min varmepude om panden. "Bones" kører på repeat på Netflix, men jeg ser det ikke. Alternativet er stilheden som akkompagnement til ... ja .. ingenting ...

jegermaiken

Krop og kærlighed

Ja - hvor skal jeg starte ...?

A fik i dag allernådigst lov at komme hjem til mig. Det var en mærkelig aftale, vi havde sat op. Jeg skrev for nogle dage siden til ham i dyb frustration om, hvad vores "forhold" er - eller dvs. IKKE er. Jeg havde brug for, at vi talte om det, og han var sød og forstående. Han ville gerne mødes og tale, så vi aftalte, at vi skulle ses, når jeg kom retur til København fra påskebesøg i familiens skød i Jylland - så - som sagt så gjort.

Han kom forbi i et par timer, og det var mildest talt en rigtig underlig omgang. Jeg følte mig voldsomt sårbar - af flere grunde, jeg kommer til senere - og jeg syntes, det var svært at holde fokus på det, han sagde, uden at tabe ansigt. Jeg havde fortalt ham, hvordan jeg har det. Og så fortalte han, hvordan HAN har det. Og vi er bare slet ikke det samme sted i livet, desværre. Han er den sødeste, jeg kender - han er alt det, jeg leder efter i en mand - men - det går jo ikke, når han er "sammen" med andre piger, når han er i byen, og når han ikke er klar til at binde sig mere fast på nuværende tidspunkt. Det er noget rigtig lort, men faktisk har jeg det egentlig overraskende ok med det. Lige nu i hvert fald ...

Han fik "allernådigst" lov at komme, fordi der er en rigtig uheldig tilstand i mit ansigt for tiden. Jeg er ophævet, rødmosset som ind i H...., og så har jeg en kæmpe plamage på brystkassen, som udover at være rød også klør helt afsindigt. Her til aften har jeg tilmed opdaget nogle "knopper", der har bredt sig ud over hele venstre arm. Jeg har været hos lægen adskillige gange, som ikke rigtigt kan sige noget om, hvad det er, og der er taget blodprøver og en enkelt podning, mens der var noget, der mindede om sår ved øjet. Intet svar. Vågnede i går morges med et øje, jeg næsten ikke kunne åbne pga. hævelse i huden rundt om, så jeg brød grædende sammen foran min mor. Har haft problemer i godt og vel fjorten dage og har egentlig ikke rigtig tudet over det før nu, fordi det jo ikke hjælper en skid. Men både frustration over hele forløbet, der nu tydeligvis forværredes, og forskrækkelse over mit eget spejlbillede 2. påskemorgen tog vejret fra mig, og jeg var en tur forbi vagtlægen; heller ikke her var der svar at hente.

Jeg føler mig VOLDSOMT sårbar og slet ikke som mig selv, så det er svært for mig psykisk at håndtere det. Jeg har ikke lyst til at være sammen med andre mennesker - jeg vil allerhelst bare gemme mig for verden, indtil det går væk igen. Men det gør det jo tilsyneladende ikke sådan lige foreløbigt, så A fik lov at komme herind, fordi det jo enten kan være væk i morgen, om en måned eller aldrig. Han var heldigvis rigtig sød.

I morgen har jeg (endnu) en aftale hos lægen, men inden da skal jeg før to timers grammatik på studiet til healing med fokus på mindset i forhold til kroppen som et alternativt bud på at komme videre fra denne her grimme tilstand, jeg befinder mig. Aftenen står på en træningshåndboldkamp i Herlev.

Nu bruger jeg resten af aftenen på at putte i sofaen med med meditation mod angst, stress og depression OG så brun sæbe pakket i små fryseposer i fryseren, som kan lindre kløe og svie på de udsatte områder.

jegermaiken

Stilhed og kærlighed.

Tiden flyver afsted, og jeg har hundredetusinde ting om ørerne hele tiden - kan dårligt følge med - og alligevel ... alligevel er der stille. Alligevel har jeg ingenting at sige. Tiden står stille, mens den løber fra mig - og stilheden midt i mig og dét overdøves af mit krøllede, lidt skrøbelige, let knuste, meget håbefulde og skrupforvirrede pigehjerte - eller af eksamen - eller af dårlig samvittighed over latterligt lav indsats på studiet - eller af arbejde - eller af aftaler - eller af håndbold - og så videre ...

Jeg har aldrig været så skoletræt, som jeg er lige nu. Jeg har aldrig ydet en ringere indsats i mit skoleliv før, som jeg gør lige nu. Nærmest ikke engang inklusiv mit meget korte ophold på Metropols læreruddannelse, før jeg startede på KU. Jeg kan ikke engang tage mig sammen til at være nervøs for eksamen, som jeg ikke helt ved, om jeg kommer til at bestå - ikke det ene fag, i det mindste. Latinamerikas historie fra 1800 til i dag. Samtidig hober større skriftlige opgaver, midttermseksaminer og studenteroplæg sig op, og de næste to uger bliver ulideligt hårde.

Fik den idé at tabe mig nogle kilo for flere uger siden. Tabte mig de første to med stort besvær og må nok på nuværende tidspunkt erkende, at det gik i vasken. Jeg ryger ustyrligt mange cigaretter for tiden, og jeg spiser mad og slik i EKSTREME mængder. Jeg drikker øl og vin på hverdage, jeg får slik eller havregryn til aftensmad i voldsomme mængder, jeg spiser i sofaen eller i sengen ... og så videre ... jeg kunne blive ved!

I tirsdags var jeg til et sundhedstjek et sted inde i byen på Vesterbrogade, hvor jeg talte med nogle meget søde kvinder - en sygeplejerske og en psykolog. De var kanon søde, og vi snakkede lidt om min ikke behandlede og efterhånden mange år gamle bulimi, som jeg godt nok ikke reagerer på mere men stadig har tankemønstrene fra. Jeg fik desværre ikke fortalt, at jeg faktisk overhovedet ikke kan styre det for tiden, selvom det ikke resulterer i opkast længere - men det veksler mellem regulær sult og regulær tvangsoverspisning. Kan ikke huske ret meget af, hvad de sagde derinde til det, men fik en folder med hjem til et sted, som jeg ikke kan overskue at kontakte, og så blev jeg målt og vejet, og jeg havde en meget, meget flot fedtprocent. Så - trods min levemåde har fedtprocenten det trods alt godt nok. Det er da altid noget, hvis det endelig SKAL være.

Hele mit cirkus med A, som jeg har fortalt om før, fortsætter. Efter noget tid med ekstreme frustrationer over ham tog jeg altså på en kaffedate med en anden fyr. Det var i sidste uge. Det var kanon hyggeligt og sådan, og så mødtes vi igen hjemme hos mig i denne her uge - onsdag. Vi hyggede, så film, snakkede, pjattede, havde sex, sov sammen og fulgtes sammen til metroen dagen efter, da jeg skulle på studiet. Men det føltes bare ... SÅ FORKERT. Det eneste, jeg kunne tænke på, mens han var her, var A ... A, som jeg havde givet "silent treatment" i et stykke tid, fordi jeg savnede initiativ fra hans side.

Da jeg skiltes fra min kaffedate torsdag morgen, skrev jeg til ham. Til A. Og spurgte, om han havde tid til at ses om aftenen. Bed frustration, skam og principper i mig og bad om hans tid. Han havde ikke tid, lød det. Øv. Havde ellers besluttet at tage den store snak med ham om, hvordan jeg har det med ham - at mit hjerte banker alt for hurtigt for ham, og at jeg har lyst til, at vi skal være mere end bare "nå" ... eller hvad vi nu er. Senere skrev han igen, at han ville tage tidligere hjem fra sit arrangement, han var til, så jeg kunne godt komme forbi alligevel. SPRANG op af sofaen, da jeg læste det og skyndte mig i bad og at gøre mig lækker - og så skyndte mig hjem til ham efter ikke at have set ham i næsten tre uger. 

... og helt ærligt, ikke? Det var så VANVITTIGT DEJLIGT at se ham igen! Sådan - virkelig, virkelig dejligt. Vi skulle begge lige nærme os hinanden igen, men da vi så endelig var der, var det bare - helt vildt rart - og trygt - og hyggeligt - og ... bare som det skulle være. Kunne være blevet dér på hans sofa med dæmpet lys foran tv'et med noget ligegyldigt på under tæppet pakket ind i hans arme med et kys på panden ind imellem resten af mit liv, tror jeg ..

Sov hos ham og havde noget fantastisk sex, som var meget mere nærværende, end det har været tidligere - ved ikke helt, om det er noget, jeg bilder mig ind efter et udpræget dårligt knald med min kaffedate dagen forinden, eller om det faktisk VAR virkelig rart. Men det er ligegyldigt, for min oplevelse af det var, at det var helt vildt dejligt. Vi sov krøllet ind i hinanden til fredag, hvor vi lå længe hele morgenen, før vi begge var nødt til at tage ud i verden igen.

Det korte af det lange er, at jeg altså IKKE tog "den store snak" med ham, mens jeg var der - fordi det var så pisse dejligt at se ham igen - og tanken om at sætte den tryghed og den følelse, jeg fik lige dér, på spil - det kunne jeg slet ikke bære. Bliver nødt til at fortælle ham det på et tidspunkt, men det var ikke i torsdags, jeg skulle det. Og det er fint nok - for nu.

Aftalte med min kaffedate, at han skulle komme igen i dag, lørdag, efter jeg havde fået fyraften. Men efter mit gensyn med A kunne jeg sgu ikke helt stå inde for det længere. Min kaffedate er sød og en skide god fyr - men han ... he doesn't take my breath away! Så det valgte jeg at skrive til ham i går aftes. Ville gerne være ærlig over for ham og fortælle, at jeg bare havde svært ved at se os blive til mere end gode venner - i stedet for bare at ignorere det og lade det dø ud - som alt for mange mennesker gør mod hinanden, fordi det er så nemt bare at lade som ingenting, hvis det ikke lige passede. Og det er sgu ikke særlig sjovt at være den, der bliver ghosted, skulle jeg hilse at sige! Så jeg var ærlig og skrev det til ham. Og han tog det pænt - og havde det lidt på samme måde. Vi blev enige om at ses som venner, fordi han er sød og sjov at være sammen med - bare ikke som kærester eller noget.

Det var en lang smøre om noget, jeg ikke engang rigtigt orker at tale om. Hader, når folk spørger, hvordan det med A, for jeg ved aldrig rigtigt, hvad jeg skal svare. Men der sker så mange ting med ham i mit følelsesregister - det farer rundt!

Ville egentlig bare give en update på mit liv. Glemmer at skrive herinde, synes jeg. Er her næsten dagligt men kan ikke helt finde et sted at starte eller slutte. Så det var et forsøg.

Tak fordi du læste med.

jegermaiken

6. semester ...

I morgen, mandag, starter jeg officielt på 6. semester af min bacheloruddannelse. Det er fandme vildt at tænke på. Lovede mig selv i tidernes morgen aldrig at gå på universitetet, fordi jeg slet ikke var klog nok til det. Men her er jeg så alligevel - og nu med 5. semester afsluttet og dermed altså halvvejs igennem til kandidaten.

I denne omgang bestod eksamen af både en 48 timers skriftlig tekstanalyseeksamen i spansk, en 3 timers bundet skriftlig fonetikeksamen i spansk OG altså mit bachelorprojekt. Afsluttet med hhv. 10, 10 og 7. Det er alt sammen rigtig fint og meget godkendt, selvom det jo selvfølgelig havde været sjovere at have fået 10 i bachelorprojektet. Men fuck det, jeg er igennem, og 7 er også rigtig, rigtig fint - ISÆR fordi jeg gik ind til det med "Jeg skal bare bestå" i hovedet! Skrev bachelor om Rævebogen (en samling af fabler om Mikkel Ræv-figuren) og dens receptionelle og funktionelle udvikling i den danske litteraturhistorie fra 1555 og frem til i dag.

Weekenden har jeg brugt med mine Lilholt-buddies og "julefrokost". Er næsten lige landet. Er rigtig træt, men det har været så hyggeligt!

Om lidt vil jeg gå i seng og starte på sidste semester af bachelordelen i morgen klokken 12.

jegermaiken

Blah ..

Ville gerne skrive et eller andet konstruktivt. Har trods alt både afleveret min bachelor og to skriftlige eksaminer i hhv. spansk tekstanalyse og spansk fonetik. Og jeg har ferie nu. De næste 2½-3 ugers tid. Og den tid er pakket med en lille smule arbejde, hygge, fester, søde veninder og så videre. Og A ...

Tror jeg.

A var her i dag. Og sagde nogle ting, som gjorde mig VANVITTIGT forvirret. Og ked af det. Har tudet lige siden cirka. Kan næsten ikke overskue at forklare, hvad han sagde. Men han sender SÅ forskellige signaler. Hvem fanden er det, der siger, at han ikke leder efter noget seriøst, men som alligevel skriver dagligt, har sex med mig, kysser mig på panden, når vi lægger os til at sove sammen, kysser mig i døren, når vi skilles og så videre?! Bliver skør i hovedet af det. Vil ham SÅ gerne ... men er så pisse bange for at blive såret igen. Han er en god fyr, men jeg kan fandme ikke regne ham ud. Prøvede at stille de rigtige spørgsmål i dag, mens jeg havde ham, og vi var i dét mode, men synes bare, jeg var endnu mere frustreret bagefter. Aner ikke, hvad jeg vil og skal. Fuck mig.

Nu ser jeg bare "Venner" og æder min makrelmad. Og ærgrer mig over, at jeg ikke har noget usundt i mit hjem. Har behov for at spise mine følelser væk. Og spiller Sims hele natten, når jeg har spist færdig.

Blah.

jegermaiken

Nytår 2016/2017

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst skrev herinde, men jeg tænkte, jeg ville give en opdatering på mit liv.

For en time siden trykkede jeg "merge" på pdfmerge.com og samlede min forside, abstract, mit bachelorprojekt og min litteraturliste i én samlet PDF-fil. Det betyder, at jeg faktisk er så færdig, som jeg bliver. Jeg har 60.412 anslag inkl. mellemrum, som giver mig 25,2 sider - kravet lyder på 25-30. Da jeg nåede 21,4 havde jeg bare ikke mere at sige om Rævebogen, som jeg har skrevet om. Så den sidste halvanden uge har været en kamp for at få pladsen fyldt ud. Det gav et kæmpe sug i maven, da jeg endelig så de famøse 60.000 i tællingen af anslag!

Det er en lidt underlig, tom fornemmelse, synes jeg. Om godt og vel atten timer kan jeg ikke gøre hverken fra eller til. Det kan jeg heller ikke rigtigt nu - kan jo hverken komme på biblioteket eller noget, HVIS jeg skulle komme frem til noget, der har brug for at blive rettet. Så praktisk talt kunne jeg jo egentlig bare aflevere nu med det samme og få det overstået. Alle de tårer, jeg har grædt - alle de mennesker, jeg har råbt og skreget ad - alle de mareridt, jeg har haft - alle de nætter uden søvn - al den trøstespisning - alle de bekymringer ... det sidste halve år har været en underlig blanding af "jeg kan ikke", "jeg gør det ikke" og "det skal nok gå". Og nu er det bare slut. Sikke en masse tid jeg pludselig får til rådighed - hvad stiller man op med al den fritid? Får dobbelt så meget undervisning i foråret, som jeg har haft hen over efteråret, og det er nok meget godt.

Jeg ringede nytåret ind på Frederiksberg sammen med en hel flok af mine yndlingsjyder. Vi gik i gymnasieklasse sammen, og så er en del af os flyttet til København efterfølgende. Vi var otte mennesker, og det var så fint. Keder mig LIDT i deres selskab, nogle gange - primært fordi der udover mig kun er én anden single - som er totalt uden kærestepotentiale - og de resterende har dannet par internt i "gruppen". Gik hjem omkring 03.40 og landede i min seng lidt over 4 - alene.

Tror, jeg har skrevet om A herinde tidligere. Vi ses stadig. Og jeg synes stadig, han er skide dejlig. Dog frustrerer det mig nogle gange, at han er så "grøn" ... seksuelt og sådan med det at flirte og så videre. Skrev en besked til ham i nat - sammen med et teaser-billede. Det blev heldigvis godt modtaget. Skrev noget om, at jeg glæder mig til at lære ham bedre at kende i det nye år - og til at pille noget af det pæne af ham og se, hvad han ellers gemmer på. Han mente nu, at jeg nok ville blive skuffet, men det finder vi ud af! Tror nu godt, han kan, hvis han vil - han skal bare lige lære det først.

Julen i år gik næsten over forventning. Var kun hjemme hos mine forældre i ganske kort tid denne gang, så det hjalp lidt på det. Fik en fin gaveregn, og mine egne bidrag lod til at glæde også. Min bror og hans kæreste og deres søn, min nevø, var på besøg flere gange, mens jeg var der, og så fik jeg god lejlighed til at kysse lidt på den lille. Han blev født i august 2016, så han er ikke så stor endnu.

I morgen aften starter håndboldsæsonen igen. Det bliver hårdt, tror jeg. Kæmper RIGTIG MEGET med mine skinneben - det gør SÅ ondt, når jeg har været på banen. Bortset fra, når vi har spillet kamp i Brøndby - de har nogle gode, bløde baner - så kan jeg ikke mærke noget bagefter. Men kan ikke spille kamp søndag og være med til træning mandag. Det er én af delene og så ondt i benene 2-4 dage efter. Har læst lidt om både skinnebensbetændelse og seneskedehindebetændelse, og begge dele lyder desværre potentielle. Men kan jo godt lide at spille - og jeg har svært ved at se, hvordan jeg ellers skal få motion, hvis jeg holder op ...

Apropos motion - jeg besluttede i midten af december, at jeg IKKE gad have dårlig samvittighed over at spise klamt, indtil min bachelor var færdig. Det har jeg efterlevet. Men det betyder så også bare, at min hud nu er ekstremt klam - og at jeg har taget ustyrligt meget på. Har en halv pose chips liggende ved siden af mig i sofaen, som jeg har kigget på hele eftermiddagen, men jeg faktisk ikke lyst til at spise den, når jeg ser ned af mig selv. Nu er bacheloren også færdig - så gælder det om at få styr på madvanerne igen! Skal til skriftlig fonetikeksamen den 10. januar, og min læsegruppe og jeg har aftalt at mødes nogle gange inden da og øve os sammen - så cykler jeg derud - har 9 km til studiet.

Alt i alt har jeg det vel sådan helt ok lige pt - og jeg husker at klappe mig selv på skulderen, når jeg løser en opgave - om det så er at gå ud med skraldet, at vaske op, lægge tøj på plads, før det er ud over det hele, eller om det er at få skrevet min opgave færdig - jeg husker at mærke efter, hvordan det føles i kroppen at få gjort noget, man skal - i stedet for at udskyde det igen og igen - øver mig i at have LYST til den gode følelse af at få ting gjort - i stedet for den trælse, sure følelse af at overspringshandle.

Gør mig egentlig ikke i nytårsforsætter, men har ét, der har gået igen en del år nu, og jeg synes godt, den kan tåle en omgang mere: I det nye år vil jeg være opmærksom på ikke at lyve for mig selv.

Godt nytår, DD'ere!

jegermaiken

For nogle uger siden var jeg i byen med min veninde ... her mødte jeg nogen ... en fyr ... som jeg tog med hjem efter at have danset sammen det meste af natten og kysset lidt i hjørnerne. Tænkte, at ok, jeg er ung og single, og han virkede sød, og desuden var han pæn ... og man er vel kun et menneske ...

Da vi kom ud i taxaen, viste det sig dog, at han faktisk var en rigtig sød fyr. Og vi havde nogle virkelig hyggelige timer sammen, før jeg tog hjem dagen efter. Vi havde en hel del tilfælles, og vi snakkede rigtig godt sammen - som om vi havde kendt hinanden længe - og ikke bare nogle timer på en bar inde i København.

Weekenden efter sås vi igen. Og det var lige så hyggeligt. Og føltes ret rigtigt. Og naturligt.

Lige før jeg tog hjem efter en hyggelig aften, nat og formiddag sammen, satte han os ned i sofaen, og så fortalte han, at han kun har været single i halvanden måned (på det tidspunkt) efter et forhold på syv år, så han ville gerne være ærlig og sige, at han ikke var på udkig efter noget seriøst lige nu, og så spurgte han, hvad jeg tænkte. Tænkte på alle de mænd, jeg har kendt, siden jeg gik fra Jeppe, og jeg tænkte på de stykker iblandt, jeg faktisk har været glad for, men som jeg har brændt fingrene på. Fortalte ham, at jeg er holdt op med at forvente noget særligt efter at have kendt tilpas mange idioter. Han sagde, at han i hvert fald ikke ville være én af dem. Vi blev enige om at fortsætte med at ses, fordi vi snakker så godt sammen, og fordi vi hygger os godt sammen. Tog på arbejde derfra med en lidt underlig smag i munden, men det lagde sig ret hurtigt igen.

I fredags var jeg ude igen med nogle piger, som endte med at "baile" mig - dvs. de tog hjem efter tyve minutter, fordi de ikke gad alligevel - men heldigvis viste det sig, at A, som min "ven" kaldes her og i andre kredse, var på baren lige ved siden af sammen med sin ven, som også var med den første gang, jeg mødte A. Endte med at tage med A hjem igen, og pludselig var det gået helt hen og blevet søndag. Hele lørdag brugte vi på sofaen med dyne, pizza, nus, fingerfletning og film. Helt i kærestestilen.

Det var SÅ hyggelig en dag, og jeg indrømmer, at sommerfuglene letter i maven, når jeg får en besked fra ham ... og når han kiggede på mig ... og når han smiler ... og så videre ...

Af samme årsag tog jeg også hjem søndag med en blandet følelse i maven - både fordi jeg havde fået noget blærebetændelse hen over natten - OG fordi han gør mig skide glad ... og får alting til at summe på den der lidt dejlige og lidt frustrerende måde, som det gør, når det skal gøre det ... men at han ikke leder efter noget seriøst ... og at jeg kun er den anden kvinde/pige/whatever, han har været sammen med i hele sit liv ...

Han trænger til at mærke, at han lever, og at han er fri ... og ØV, hvor kan jeg bare godt forstå ham efter mit eget forhold dengang ... men ØV, hvor er det samtidigt bittert, at han ikke er gået fra hende noget før, så han var kommet længere i sin proces nu, end han er ...

..fordi ARGH, hvor har jeg lyst til at bruge al min tid sammen med ham!

Jeg har svært ved at give mig 100 %, fordi jeg ved, hvordan han har det. Og fordi jeg ved, at risikoen for, at han finder noget mere interessant, har rimelig gode odds. Og fordi jeg selv har brændt mig på Patrick og Søren. Og fordi jeg ikke orker at blive skuffet en gang til. Men han gør det svært, når han samtidig trækker mig HELT tæt ind til sig, mens vi sidder på sofaen, og han selv inviterer ind til put og kram om morgenen i sengen ... og han selv fletter sine fingre ind i mine, når vi bare sidder ... og han selv nusser i håret ... OG HAN IKKE LEDER EFTER NOGET SERIØST!

Håber, det er ok at være forvirret her!