slaaenbakken

Blog slaaenbakken

Indlæg: 260    Kommentarer: 605    Se mere fra Blog slaaenbakken

Om denne blog

Indlæg i denne blog

slaaenbakken

Mit helbred d. 15.marts 2017

Kære alle på deldig.

Det er længe siden, at jeg har skrevet her på siden. Tiden er bare gået, og med en familie på nu 3 børn, 8 børnebørn,+ 7 ægtefæller + 1 kæreste + 12 oldebørn – er der mange sammenkomster og besøg her hos mig og ude hos familierne.

Helt smertefrit har min tid dog ikke været, idet jeg under en indlæggelse i 2013,  hvor jeg var indlagt med en svær nyrebækkenbetændelse, blev smittet med en modbydelig tarmbakterie, clostridium  difficile, som jeg har døjet med siden, indtil en dygtig overlæge på Hvidovre Hospital i september 2016 fandt en kur, der kurerede mig. Jeg har haft det rimeligt godt indtil d. 26., hvor jeg ville blive afhentet af min datter og svigersøn til den årlige tøndeslagning i Farum.

Jeg havde godt nok lagt mærke til, at min vejrtrækning ikke var helt fin, men jeg må have anstrengt mig mere end godt var, for pludselig sad jeg i min lænestol og hev efter vejret. Der var ikke andet at gøre end at tilkalde Falck, som gav mig nitroglycerin – uden at springe mig  i luften -. Mit blodtryk var pludselig meget højt – over 200.

Min datter og svigersøn nåede lige at komme, inden jeg med udrykning kørte – blev kørt - til Hillerød Hospital, hvor jeg blev indlagt i en seng i modtagelsen.

Af uforklarlige grunde havde jeg fået vand i lungerne.

Inden jeg kunne nå at protestere, fik de et kateter stukket op i mig, og fik anbragt en tissepose på siden af sengen, hvorefter de har givet mig nogle furix vanddrivende tabletter.

Jeg var også blevet udstyret med en fjernstyret sender, der videregav informationer om mit hjerte til hjertecentret.

Efter 4-6 timer blev jeg overført til en 2-sengs stue, men senere på natten til en 4-sengsstue, da patienten ved siden af mig var døende.

En dygtig mandlig sygeplejerske ville have mit kateter fjernet, idet han af erfaring vidste, at det kunne skabe problemer med blærebetændelse. Det blev fjernet, men skaden var allerede sket: Jeg havde fået blærebetændelse af det skide kateter.

Det sved ulideligt, hver gang jeg skulle tisse, og det har det gjort og gør endnu her 18 dage efter opsættelse af kateteret. Ingen tænkte på at få taget en urinprøve, der kunne have afsløret blærebetændelse.

Dagen efter min indlæggelse på 4-sengs stuen fik jeg voldsomme opkastninger efter et dejligt kyllingelår, og efter endnu en senere opkastning blev jeg lagt på en  isolationsstue, hvor jeg lå i 3 dage, indtil jeg igen blev flyttet til en 2-sengs stue.

Hver dag blev der foretaget blodprøver, og mine forhøjede nyretal blev analyseret.

Men man har skaltet og valtet med vanddrivende piller:

Nogle dage fik jeg serveret 3 halve furix, andre dage ingen.

Uartig, som jeg altid har været, gemte jeg ½ pille de dage, jeg fik 3 halve til de dage, hvor jeg ingen fik. Jeg blev skældt hæder og ære fra, da jeg fortalte en ung læge, hvad jeg havde gjort. ”Hvis jeg ikke tog den ordinerede medicin, kunne de lige så godt sende mig hjem”.

NB.Den ældre læge, der hjemsendte mig, har ordineret 2 halve furix hver dag.

Men endu en fejl – foruden det katastrofale kateter og dårlig styring af mine vanddrivende piller.

Da jeg blev udskrevet stod der: 1 kalium pille hver 4 dag. (det var en gammel dosis).

Det skulle være 2 kalium om dagen. Min dygtige hjemsendelseskontakt undersøgte det straks. Det viste sig at være endnu en fejl.

Endvidere tog de en daglig betablok pille på 12½ mg fra mig – uden nogen forklaring. Den holder min puls i ro. Jeg måtte bede min læge, om at få den igen.

Konklusion: det var godt, at hospitalet var der til at hjælpe mig og udrede årsagen til mit kollaps. Men hvor er der begået mange fejl.

Kateteret kunne godt være undgået og klaret med en tissekolbe.

Mest graverende synes jeg det er, at der ikke er blevet taget urinprøver, der kunne have afsløret min blærebetændelse.

Det blev en kontorpige på Herlev Hospital, som jeg ringede til, der hjalp mig videre. Da hun hørte om mine kvaler,  svarede hun: ”Se at komme op til din læge med en urinprøve.”

Som sagt, så gjort. Men en podning afslørede, at der ikke var nogen blærebetændelse. Heldigvis var der nogen i mit lægehus, der fulgte sagen op og ordinerede mig en kur med: Trimopan. Jeg har taget min første dosis kl. 15 i dag, og jeg skal have en dosis nu kl. 23, men de nye piller er desværre lidt hårde ved mine nyrer.

En redegørelse fra radiodoktoren om forstørret prostata har fået mig til at spise ekstra c-vitaminer, ekstra zink, granuleret bipollen samt betasitosterol. Jeg drikker rigtig meget kogt vand, te og saft.

Det blev en lang redegørelse. Læs den, hvis I har lyst. Jeg håber på snart at vende frisk tilbage. Mit barnebarn sagde til min 90 års fødselsdag for snart 3 år siden: ”Det, som ikke slår os ihjel, gør os stærkere".

Tak til jer, der har sendt personlige hilsener til mig. Det har glædet mig rigtig meget.

Godt forår til alle fra    slaaenbakken.                                                                                            

 

 

 

 

 

 

 

 

slaaenbakken

Lærernes arbejdsvilkår

Dette indlæg faldt jeg over på nettet.Jeg har ikke søgt eller fået tilladelse til at viderebringe det. Jeg har skåret meget i det, da det ellers ville blive for langt med risiko for ikke at blive læst.  Hilsen til alle på deldig fra slaaenbakken.

Danskerne forstår slet ikke, hvor vigtige lærerne er for samfundets beståen, og hvor krævende jobbet er. Det mener journalist Rikke Tjørring efter at have oplevet folkeskolen indefra som lærer i ni måneder. Nu stopper hun – og råber op.

Lærergerningen kan sammenlignes med at være eneansvarlig for en børne­fødselsdag fem dage om ugen, op til otte timer dagligt og for 28 børn, som man ikke må fastholde med skattejagt og blindebuk, men i stedet brøkregning og staveøvelser.

»Og så oplever man kun en snert af, hvor krævende det er at være skolelærer,« mener 37-årige Rikke Tjørring. Hun er politolog og journalist, men har de seneste ni måneder været ansat i en regulær lærerstilling på en nordsjællandsk folkeskole. Et arbejde, der på flere måder har taget fusen på hende og fået hende til at revurdere sit syn på lærere.

»Lærerjobbet har rystet mig i min grundvold. Jeg har lavet live-TV og skrevet til avisen, så jeg er vant til at blive presset og skulle levere i tilspidsede situationer, men det her er det mest krævende, jeg nogensinde har oplevet,« siger Rikke Tjørring, der er idræts-, natur/teknik- og matematiklærer i en 1.- og 4. klasse.

Hun har besluttet ikke at fortsætte som lærer efter sommerferien, men månederne som flue på væggen har gjort et varigt indtryk, og Rikke Tjørring ser det som sin pligt at videre­give sine observationer. Hvis folke­skolen og lærerne i den ikke skal smuldre.

»Jeg er ikke fedtet ind i fagforening og fagkultur, men ser folkeskolen fuldstændigt neutralt. Og der er noget ved strukturen, vi er nødt til at se på. Det er simpelthen for hårdt at være lærer i dag,« siger hun og kalder sit opråb »et eftermæle«:

»Jeg er lærer i ni måneder, men mine kolleger skal være det et helt liv. Jeg er blevet vred på deres vegne, for i befolkningen og politiske kredse er der slet ikke forståelse for, hvor stor en kapacitet de er for samfundet.«

Regler kvæler kreativitet.

Ifølge Rikke Tjørring er det især de nye arbejdstidsregler, der er et problem. Regler som i hver tredje kommune betyder, at for­beredelsen af næste skoledag skal finde sted på skolen, straks efter dagens klasseundervisning er slut.

»Det kræver et kolossalt overblik og nærvær at undervise børn i folkeskolen. Det er kaotisk, og det er brandslukning, krise­styring og konfliktløsning. Du bruger både hjerne og hjerte, og alt foregår nu og her. Når man har været igennem den centrifuge, er man virkelig brugt, og så er det inhumant straks at skulle sætte sig til skrivebordet,« siger hun.

Ifølge Rikke Tjørring er det ikke en struktur, som anerkender lærerens funktion.

»Du kan ikke tænke en kreativ tanke efter at have været på i så mange timer, og det er det, der er essensen i det her problem. At strukturen i hverdagen ikke tager højde for karakteren af det arbejde, man skal levere som lærer,« siger hun og sammenligner det med, at en skuespiller heller ikke står i scenens spotlys 26 timer ugentligt.

»Som journalist går man ud, observerer noget, interviewer, og så sætter man det sammen trygt bag et skrivebord. Lærere har ikke noget som helst at gemme sig bag. Du står på en teaterscene rigtig mange timer om ugen, og det er altså ikke teatergængere, som bare synes, at du er helt fantastisk,« siger Rikke Tjørring.

Hun mener, at der er behov for at gøre op med tanken om, at lærergerningen er et hygge­job fyldt med »dovne hængerøve«, for det er det præcis modsatte, hun har erfaret.

»Lærerne på min skole er meget begavede og engagerede ildsjæle, der gør et fantastisk stykke arbejde og som knokler. De passer deres job for at få andre menneskers børn til at lykkes, men behandles med mistillid. Man ser simpelthen ikke, hvor vigtige de er for Danmarks beståen og vores demokrati. Læreren er helt afgørende for børnenes trivsel i skolen,« siger Rikke Tjørring.

Rikke Tjørring mener, at folkeskolen i dag indeholder rigtig mange velfungerende elementer, der ikke var fokus på i hendes egen skoletid for små 30 år siden.

Hun oplever bevægelsesdelen som et stort plus, der sikrer fornyet energi til børnenes hjerner, ligesom de fysiske rammer er i top på hendes arbejdsplads. Elevplanerne er også et fint styringsredskab, og så er der kommet en større forståelse for, hvad social trivsel betyder for det enkelte barns indlæring.

»På mange måder har vi en visionær folke­skole, som klæder børnene på til at være gode samfunds- og verdensborgere, og jeg ville gerne sende mine egne børn derhen. Men nærværet og roen undermineres, når man presser lærerne for hårdt,« siger hun.

Rikke Tjørring har intet ønske om, at rammerne for folkeskolelærerne bliver et spørgsmål om rød eller blå blok. I stedet er hendes opfordring, at vi som samfund står sammen om folkeskolen og dens lærere.

»Der er noget større på spil end rød kontra blå blok. Vi kan skændes om alt muligt perifert, men lad os ikke skændes om menneskeligheden i vores samfund. Lad os ikke skændes om, at vi skal have hele mennesker ud fra folkeskolen,« siger Rikke Tjørring.

Farvel til klasselokalet

Beslutningen om at sige farvel til lærerjobbet og vende tilbage til kommunikation har ikke været let for Rikke Tjørring. I en periode overvejede hun at tage meritlæreruddannelsen, for på mange måder passer jobbet godt til hende, og hun synes, at det er livsbekræftende at støtte eleverne i at blive den bedste version af sig selv. Fagligt såvel som personligt. Vilkårene er bare ikke bæredygtige for hende.

»Jeg synes, at jeg bruger for stor en del af min energi på jobbet. Der er for lidt af mig tilbage, når arbejdsdagen er slut,« siger Rikke Tjørring

Tiden som lærer har lært hende en masse om ledelse, konfliktløsning og motivation af mennesker.

»Der er ikke noget i samfundet, der kommer bag på en, når man har arbejdet som skolelærer. Man kan jo sige, at hele verden er et klasselokale, hvor mange vidt forskellige mennesker skal fungere sammen. Hvis man forstår, hvad der sker i et klasselokale, forstår man livet,«

Rikke Tjørring forstår lærernes bevægelse væk fra folkeskolen, for den er blevet en presset organisation, og hetzen mod lærerne er stadig massiv. »Når man bliver mødt med mistillid og har en hverdag, der ikke er realistisk i forhold til den kerneydelse, man skal levere, så mister man gnisten.

 

 

slaaenbakken

Helbredet

Ikke så frisk, som jeg gerne – og helst ville være.,

Jeg har ikke været så meget på DD i de sidste mange måneder, som jeg gerne ville. Da jeg i 2013 var indlagt på hospitalet for en slem omgang blodforgiftning i mit blod, blev jeg på hospitalet efter en stor antibiotikabehandling smittet med clostridium.diff. en bakterie, som angriber og hærger tyktarmen og afgiver giftstoffer til hele organismen, så man har det elendigt.

4 gange har jeg siden da været igennem en anibiotika med Vancosin, et meget dyrt antibiotisk middel, der koster 3-4000 kr. pr behandling. Men så længe det virker, og jeg selv afbøder den skadelige virkning med mælkesyrebakterier og andet, har jeg det rimeligt, ja til tider helt godt godt.

Men uanset hvad jeg vælger af kost og kosttilskud, går der ikke lang tid, før bakterien angriber igen.

Nu er der håb om en bedring, idet Hvidovre Hospital vil prøve at give mig en alternativ behandling om en måneds tid. Indtil da har jeg fået anvist, at skal tage 1 pille Vancosin daglig mod ellers 4 om dagen. Så må jeg håbe, at det holder mig så nogenlunde gående, indtil Hvidovre Hospital forsøger at hjælpe mig. Jeg håber på, at jeg kan vende frisk tilbage til DD.

Forårshilsen til alle mine kære venner på DD. fra slaaenbakken.

 

slaaenbakken

Lær dine børn at sige tak

Lær dine børn at sige tak.

Min hustru gennem 64 år påvirkede vore børn og børnebørn gennem sit eget gode eksempel ved at sige tak. Tak for gaver og tak for hjælp til dette og hint.

Min hustru gik selv over grænsen. Hun havde svært ved at tage imod gaver, og hendes gaveønsker til fødseldag og jul var altid meget beskedne.

Hun havde derimod ingen besvær med at sige tak. Den var derimod næsten for overstrømmende.

Havde hun fået en mail, helmede hun ikke, før hun havde svaret og sagt tak op til flere gange.

Vore børn og flere af vore børnebørn har også lært at sige tak på en naturlig og ikke overddreven måde, men i en af familierne har man ikke haft traditionen med at sige tak.

Jeg har i flere tilfælde ikke kunnet nære mig og har direkte sagt til 2 af mine børnebørn, at de ikke havde lært at sige tak.

Det har også hjulpet, men jeg tror ikke, at det er gået dem ”ind under huden”, så de tænker på der i situationer, der ikke vedrører mig.

Ved fester og sammenkomster er det gerne mig, der har taget billeder og bagefter uploadet dem på picassa og sendt til familierne. 

Nogle af familierne svarer altid og siger tak for billederne, men fra andre familier er der ingen respons.

 

Hvis jeg har haft besøg her, og der står opvask tilbage, tilbyder de altid at vaske op og rydde op, men hvis der er tale om trætte børn, der skal hjem og sove, eller de voksne gerne vil hurtigt hjem, siger jeg gerne, at det kan jeg selv klare.

Det kan godt være, at det bliver stående et par dage på køkkenbordet, men det kan jeg ikke bebrejde andre end mig selv.

Hilsen fra slaaenbakken

 

slaaenbakken

Deldig - for at vi skal dele

Meningen med Deldig er, at vi skal dele med hinanden, hvad vi har lyst - eller trang - eller behov for at dele. Her og nu fik jeg lyst til at dele en lille madglæde med jer. Jeg er så glad for min mellemstore stegepande, og den er næsten i brug hver dag.

I nogen tid har jeg fundet stort behag i frosne ærter, majs, gulerødder og brokkoli, som jeg har ladet simre 10-12 min på panden i lidt olie og til sidst kom enten en optøet frikadelle eller optøet kyllingestykke på panden et par minutter. Og jeg har nydt min aftenmad.

Men her til aften var min madlyst ikke så stor. Jeg havde dejlige tomater stående, og en af dem blev skåret i skiver og lagt på panden. Den blev efterfulgt af mit sidste gode æble, som også blev skåret i i skiver og kom på panden. Til sidst fil også et citauerløg samme behandling og kom på panden.

I min lille fryser i køleskabet havde jeg nogle frosne kyllingelår. Et af dem kom i mikroovnen i 40 sekunder, hvorefter jeg kunne skære kødet fra benet og komme det på panden. Efter yderligere 4 minutter var min ret færdig. Den var let og smagte pragtfuldt, og den krævede hverken rødvin eller øl eller sodavand, men var god tilfreds med alm. postevand.

Jeg har ikke fotograferet min ret. Jeg er ikke en ørn med det der med billeder. Hvis man tror, at det er lykkedes at sende et eller flere billeder af sted, og man spændt går og venter på respons, kan man tit få lov at vente længe, da billederne aldrig er nået til modtageren. Så her stopper jeg med:

Venlig hilsen fra slaaenbakken med ønsket om en hyggelig aften og en hyggelig kommende weekend.

 

slaaenbakken

Overraskelser på det nye Deldig

Hej alle på Deldig.

Alt nyt kræver tilvænning, og det "nye" Deldig er ingen undtagelse. I dag opdagede jeg pludselig, at feltet, hvor man afmærker, om man gerne vil følge et medlem, svarer til vennesøgningen i det "gamle" Deldig, hvor man kunne anmode et medlem om venskab, og hvis det pågældende medlem gav accept til at være ven med vedkommende, var venskabsforbindelsen en realitet.

I et felt på oplysningerne om et medlem i det nye Deldig, kan man med et klik tilkendegive, om man er interesseret i at følge det pågældende medlem. Men hvis man fjerner markeringen i dette felt, forsvinder man pludselig ud af den vennekreds, man hidtil har været i.

Man kan dog med et klik komme tilbage som ven, men det bliver nu noteret i oversigten over hændelser at man nu følger (eller forfølger) vedkommende . Det virker for mig lidt ubehageligt og usmageligt, nærmest som om man trænger sig mere på, end det var meningen.

Der bliver nok mere endnu, vi skal vænne os til med ændringen. Desværre er noget af den gode oversigt, som der var på forsiden af det gamle Deldig nu forsvundet. Men der er da nok også kommet forbedringer.

Hilsen fra slaaenbakken

slaaenbakken

Hej alle på deldig.

Efter i nogen tid at have fungeret perfekt  hver gang, jeg bare søgte efter deldig.dk, fungerede det pludselig ikke længere. Jeg måtte logge på, ikke bare een, men to gange hver gang.

Jeg er ikke helt klar over, hvad der kan være sket, men her til aften prøvede jeg så at trykke på: Opret som bruger, og da jeg derefter loggede ind med mit brugernavn og kode, som kom på skærmen, var alt pludselig perfekt igen.

Jeg har det godt på alle måder og ønsker jer alle en rigtig god jul og et godt nytår 2016 med stor tak for det gamle.

slaaenbakken

.

slaaenbakken

En erfaring rigere.

En erfaring rigere.

Denne gang var det mit Gustavberg toilet, som svigtede. Det er 18 år gammelt, men jeg har kun boet her i 2½ år.

Det kunne ikke holde på vandet, der langsomt sivede ud, og nyt vand piblede ind.

Jeg vidste, at det ville koste mindst 600 kr. at få en VVs mand ud og se på det, og det ville nok resultere i et nyt toilet og slutte med en regning på ikke under3000 kr.

I mit gamle hus havde jeg i årenes løb (59år) lært to toiletter at kende, og kendt dem helt ind til deres inderste nerve.

Men det her kendte jeg ikke. Der var ikke andet at gøre, end at kaste sig over det.

Det viser sig, at der er to anordninger gemt i kappen. Den ene skal sørge for at trække en gummidims op fra bunden, så vandet kan løbe ned i kummen og skylle ud.

Den anden skal sørge for at lukke op for vandet, når det skylles ud, og når beholderen igen er fuld, skal det lukke helt for vandet, så det ikke står og siver.

Begge anordninger var kalkede til og skulle tages forsigtigt op og renses for kalk, ikke mindst gummidimsen i bunden af cisternen.

Anordning 1 var simpel mekanik, men anodning 2 var svær at åbne og komme ind til hjertet.

Jeg slap for en hjertetransplantation, men klapperne skulle renses omhyggeligt, og det var små ting i nips.

Da det hele var samlet, og der blev lukke op for vandet, strømmede vandet ud fra en gammel utæt pakning, der måtte skrabes ud, men også det blev klaret.

Stor var min skuffelse, da vandet ved efterfølgende afprøvning ikke vil holde op med at løbe ind I cisternen, når den var fuld.

Da var jeg lige ved at bestille et nyt toilet, men lidt mild vold på en plastikarm, der lod sig bøje lidt, så hjerteklappen kunne lukke, klarede problemet – indtil videre.

En varig løsning på problemet med anordning 2, kan blive at købe en ny.

Jeg ser nu at den kun koster 250 kr. plus forsendelse.

Nu vil jeg nyde det gode vejr oven på strabadserne.

Hilsen fra slaaenbakken med ønsket om en god søndag.

slaaenbakken

Gør som soluret !

I dag så jeg posten komme. Det var en ikke helt ung pige. Det havde styrtet ned, men der var lige et ophold mellem bygerne.

Jeg smilede til hende og sagde, at det var da et surt vejr at være post i.

Hun smilede igen og svarede sødt: ”Ja men så har vi til gengæld haft mange dejlige dage”.

Jeg gik opløftet ind med mit brev og satte mig og tænkte på soluret, der kun tæller de lyse timer.

En rigtig god dag til alle her på deldig fra slaaenbakken.

slaaenbakken

En tro computer

En tro computer.

Min hustru, som døde i maj 2012 havde i mange år haft sin egen pc. og hun var ferm til at bruge den. Der ligger rigtig mange søde historier på de to, hun har haft, og der er også lagt rigtig mange gode billeder på dem.

Den sidste, hun har haft er en Samsung, en smuk mørkerød sag, som hun behandlede godt og hægede om.

For at kunne være sikker på, at have den i fred, havde hun lagt et password ind. Det var ikke påkrævet hver gang, den skulle åbnes, men det blev det, da jeg for en uge siden ville ændre navnet på den, så den stod i mit navn.

Da jeg ville åbne den, efter at jeg havde ændret navnet til mit, forlangte den pludselig et password for at kunne starte.

I tre dage prøvede jeg alle de navne, jeg kunne komme i tanker om. Alle vore hunde og katte, vores børns navne og mellemnavne, familiens navne, alle de fugle, jeg kunne komme i tanker om og alle de blomster, jeg kunne finde, men uden held.

Alle forsøg at komme ind i startmenuen blev pure afvist. Kun en adgangskode, der passede med den oprindelige, ville kunne åbne startprogrammet, og jeg kunne ikke ændre navnet til det oprindelige.

Til sidst gik jeg på nettet for at finde et program, der kunne nulstille adgangskoden.

Jeg fandt også et program, jeg kunne downloade gratis og brænde det på en cd. Det lykkedes også, men da jeg kom til det punkt, hvor koden skulle nulstilles, fik jeg at vide, at programmet var kombatibelt med computeren og godt kunne nulstille adgangskoden.

Men så skulle jeg altså lige starte forfra og bestille et program med betaling.

Inden jeg nåede dertil, prøvede jeg lige at starte op igen, og et eller andet må have ændret sig, for nu tilbød computeren at bringe den tilbage i den stand, den var, inden jeg ændrede navnet på ejeren af computeren.

Da det var gjort, kunne computeren godt starte op med den rette ejers navn uden adgangskode.

Den er nu blevet opdateret, og jeg er ved at downloade windows 10, men det ser ud til at være en tidskrævende affære, og så er der lige det spørgsmål tilbage, om computeren stadig er tro mod sin tidligere ejer og vil tillade, at windows 10 bliver installeret.

Med venlig hilsen fra slaaenbakken.

slaaenbakken

Hvad vil jeg ?

Die Biene havde et indlæg den 28.ds. ”Hvad vil Jeg.”

Et fint indlæg, som man ikke kunne skrive kommentarer til udover ”synes om”.

Jeg lagde især mærke til slutningen, som er citeret nederst på siden.

Jeg har som die Biene skriver et livslangt job som: far til fire børn, (siden 2009 kun 3 børn), farfar til 2 børn og morfar til 6 børn, og oldefar til 10 børn med et i vente.

Vi var syv søskende (med ægtefæller 14), hvoraf kun en søster og en svigerinde er

tilbage. Min tvillingesøster døde i går. Min hustru gennem 65 år døde i maj 2012.

Jeg er rask og rørig, men der er også stadig valg for mig, selv om de ikke vedrører uddannelse og karriere, men jeg har det i forhold til min dejlige familie med jobbet som oldefar som en patriark for familien. Jeg fylder 91 år den 24.august d.å.

Hilsen fra slaaenbakken.

Citeret fra indlæg fra die Biene:

”Jeg tror, at det eneste job, man kan være stensikker på at have livslangt og som samfundet altid vil efterspørge, er ens rolle i forhold til andre, hvad enten man er mor, ægtefælle, ven eller noget fjerde. De fleste mødre - og fædre - vil sikkert kunne skrive under på, at dét at være forælder er et fuldtidsjob.”

slaaenbakken

Mord på køleskabet.

Mord på køleskabet.

Det mord, som jeg vil fortælle om, var ikke forsætligt. Jeg ville blot afrime den lille fryser, som ligger oven på køleskabet, og som er en integreret del af hele skabet med kun 1 kompressor.

Det er 2 år og 2 måneder siden, at jeg tog køleskabet i brug, da jeg flyttede hertil, og fryseren kan i sagens natur ikke være selvafrimende, så der sad en skorpe på flere centimeter rundt om de glas, der lå i fryseren og på næsten alle indvendige sider af fryseren.

Efter at have brækket glassene fri af isen, skulle jeg så til at skrabe isen ud. Da jeg ikke rigtig kunne bruge min højre arm til at skrabe med, da jeg havde fået en mindre fiberspgrængning i min overarm, da jeg efter at have kæmpet med en styg tjørnehæk i 3 dage a´ 3 timer med en el.hækkeklipper, ville starte en plæneklipper, som bare ikke ville starte. Pludselig ville armen ikke være med længere og nægtede at fungere.

Fibersprængningen havde nu fået 3 uger til at komme sig, men armen var stadig svag.

Jeg bevæbnede mig derfor med en gammel brødkniv og en kødhammer af støbt aluminium.

Det skulle nok kunne få bugt med isen i fryseren. Efter at have skabet lidt og banket lidt på bagsiden af bladet på brødkniven, stak jeg knivspidsen ind under noget, der lignede iskappen og slog et par små slag på enden af brødkniven. Her skete mordet.

En kraftig stråle af et eller andet sprøjtede ud i hovedet på mig. Jeg fik hurtigt hovedet væk, og ret hurtigt var alt ”blodet” ude af fryseren, og et lille hul viste, at det var der, kniven var trængt ind.

Efter at være lammet af mit uforsætlige mord på køleskabet, barberede jeg mig og kørte hen til Punkt1, der ligger 200 m fra, hvor jeg bor. Glad var jeg for store skilte med udsalg over vinduerne, men efter at have parkeret og kommet hen til indgangsdøren stod der kun alt for tydeligt, at butikken var lukket for stedse.

Skuffet kørte jeg hjem, men fandt hurtigt en stor hvidevareforretning, Skousen, som også havde udsalg. Faktisk var der er køleskab med en lille fryser foroven, der til forveksling lignede det, jeg kort forinden havde eksekveret. Men det var 18 år yngre.

Der var dog et Atlas, med samme indretning, og det bestemte jeg mig for.

Det blev leveret kl. 18,15 samme dag, og det gamle kørt væk.

Sælgeren fortalte mig, at det gamle var udtjent, og efter 10 år ville besparelsen i elforbrug have indtjent de 2990 kr. som det nye køleskab står mig i.

Så jeg må bestræbe mig på at leve 10 år endnu.

Efter at have sat en del på plads i mit nye køleskab, viste det sig, at jeg måtte have det ud for at kunne flytte om på hylderne, men det får vente, til min arm er blevet så god som ny.

slaaenbakken