Centrum

Blog Centrum

Indlæg: 328    Kommentarer: 767    Se mere fra Blog Centrum

Om denne blog

Indlæg i denne blog

Centrum

Angst er sådan noget underligt og uforklarligt noget.

For mange år siden fik jeg "noget"...det gjorde ondt i brystet og i halsen, det var svært at synke og føltes som at sluge en bordtennisbold. Efter et par undersøgelser mente lægen at det var nervøst og jeg fik nogle piller.

Så gik årene og når "det" kom så sad det mest som en smule ondt i brystet. Nervøs hjertekrampe, blev det så kaldt og jeg skulle fortsætte med mine piller.

I 1998 ventede jeg mit tredie barn. Vi var i sommerhuset, min mand var kørt med de små og min lillebror og så ramte det. Min tidsfornemmelse forsvandt, jeg vidste ikke hvor længe de havde været væk, kunne ikke huske noget og jeg fik tanken at de var kørt galt. Det var så voldsomt at jeg gik helt i panik. I mit hoved kunne der stå en betjent udenfor døren, hvert øjeblik, som fortalte mig at jeg havde mistet hele min familie.

Idag ved jeg at det var et angstanfald eller et panikanfald..."kært" barn har mange navne.

Igennem årene har jeg lært at håndtere det bedre og jeg tager ikke piller mere, men det betyder ikke at det ikke ligger derinde.

Denne angst for at miste ligger dybt. Jeg kan ikke forvente at nogen forstår hvordan det er at leve med det, hver dag og hele tiden. Vi har vores kampe, angsten og jeg. For det meste vinder jeg og den bliver fortrængt ned i det mørkeste hjørne, men engang imellem, når jeg mindst venter det, så stikker den sit grimme hoved frem.

Det skete igen igår.

I min hverdag er jeg glad og lykkelig og jeg forsøger at lade mig selv være det, men jeg bærer på dette væsen, der giver mig fornemmelsen af at hvis jeg bliver FOR glad, FOR lykkelig...så vil den gøre alt for at ramme mig. Den kender min ultimative angst....at miste et barn....og det er når den frygt kommer, at den finder grobund.

Når det er overstået så bliver jeg flov. Flov over at den igen "fik lov"...at jeg ikke var stærkere lige i det øjeblik og flov over at jeg ikke "bare" kunne bruge min sunde fornuft.

Igår var ikke det værste jeg har oplevet, det er stadig det jeg oplevede i 98 og det varede også kun en ½ time. Så ringede telefonen, jeg fik talt med den, der var årsagen til mit "anfald" (det er vel det, det kaldes) og så gik det væk.

Hvorfor skriver jeg det her....? Jeg kan ikke forvente at nogen forstår det her og jeg har mødt flere der siger: hvorfor kan du ikke bare....efterfulgt af et suk eller et opgivende blik.

Måske mit skriv kan ændre bare en lille smule i verden, måske andre kan genkende bare en brøkdel og måske det kan skabe en lille forståelse når/hvis jeg en sjælden gang ikke reagere som de fleste.

Det hjælper at sætte ord på....at få det ud.

Centrum

Træt helt ind i knoglerne

Denne dræbende træthed fylder. Det er ikke en fysisk træthed, men en træthed der sidder i sindet. Alt det her rod med bonussønnen og hans snart eks, dræner alle ressourcer. 

Jeg prøver at sige til min mand at vi jo ikke kan gøre så meget. Det er en proces som de unge selv skal klare sig igennem og at vi kun kan være der på sidelinjen, men jeg kan mærke at det fylder rigtig meget i ham. Han vil så gerne hjælpe sin søn og mener at han skal væk fra huset og fra hende, men han har jo bud om at kunne være her og det er ham selv der vælger den mulighed fra og så er den ikke længere.

Det er lige som om at alle samtaler uværgeligt ender med at handle om den skilsmisse og børnebørnene uanset hvor meget jeg forsøger at snakke om andre ting. 

Vi burde kunne snakke om andet, vores sted, vores planer og om ikke andet så om vejret :) 

I starten var det ikke noget der blev snakket om og det var faktisk slet ikke rart ingenting at vide. Bonussønnen kom og gik, så trist ud og sagde ingenting. Han hverken hilste eller sagde farvel. Dengang vidste jeg ikke andet end at der var knas. Så meldte jeg ud, til den kære far, at jeg også boede her og dermed gerne ville vide hvad der foregik. Jeg er jo også en del af familien. Derefter er det så gået fra den ene yderlighed til den anden. Hvor pokker blev den gyldne middelvej af?

Nå, men jeg vil nu fortsætte med at lægge øre til min mands tanker. Jeg overlever og engang imellem kan jeg så også bremse ham en smule og forsigtigt styre ham udenom fristelserne til at blande sig for meget og så fastholde tanken om at vi primært er der for de små og så må de voksne klare deres paragraffer selv. 

Vi har jo, tilsammen, 7 børn så ifølge statistikkerne så kommer der nok en del af disse situationer senere i livet. Nogen vil synes at jeg lyder kynisk, men det her er jo nok bare den første.... Vi kan ende med at blive helt proff...

Centrum

 

 

 

Centrum

Skilsmisse...en realitet.

Som skrevet tidligere så gik der knas i bonussønnen og hans kones forhold. Efter en hel del år sammen valgte de at gifte sig sidste år og det blev sådan et lidt hu-hej bryllup, hvor vi var mange der måtte træde til for at få alt til at gå op i en højere enhed. 

Det betød at manden min stod ude og passede grillen det meste af tiden og at jeg havde stået i salat til albuerne i timerne op til selve brylluppet. Brylluppet blev lagt i vores ferie og det betød at vi brugte rigtig mange timer på opsætning af telt, der skulle lægges gulv og alle omgivelser skulle trimmes. Så ja vi trimmede, sled og slæbte....og det endte da heldigvis med bryllup.

Nå, men nu kom der så knas i maskineriet og min bonussøn flyttede pludselig ind på matriklen. Jeg følte mig klemt og overrendt og ærligt så synes jeg sgu at de sprang over hvor gærdet var lavest.

Det var dengang...og som tiden går så bliver vi alle klogere. 

Mit første skridt mod kloghed kom da jeg inviterede svigerdatteren og de to små til at spise med. Egentlig havde jeg bare brug for at vide hvordan de havde det, for alt det her knas gjorde mig jo også vældig trist indeni.

Klogere det blev jeg...på rekordtid. Man skal lede længe (håber jeg) efter mere nedladende og arrogant tilgang til både fortid, nutid og fremtid end det hun lagde for dagen. Det virkede nærmest som om hun var på et eller andet adrenalin-kick og det kan da også godt være. Der blev ikke holdt noget igen (heller ikke af hensyn til de små) mens hun udbredte sig om hvor fantastisk hun havde det og i samme åndedrag så kunne "eksen", min bonussøn, blive trøstet af hendes mor for det behov havde hun ihvertfald ikke. Jeg gav udtryk for at de jo var blevet gift for ikke så længe siden og responsen var klar: Det var slet ikke det bryllup hun havde ønsket, det var en stor bunke af kompromisser og nåh ja, så havde det heldigvis ikke været så dyrt for godt det havde det ikke været.

Intet var godt nok, alt var noget skidt...og sådan fortsatte det faktisk i den tid hun var her. Der sad jeg og sagde ja og amen...indrømmer gladeligt at det ikke er så tit at jeg mister mine talegaver, men jeg blev blæst lidt ud af trit der.

Siden har jeg tænkt og fordøjet. Min bonussøn har haft det svært og det er stadig ikke nemt for ham, men han overlever. De små poder reagere og det mærkes. Når de er her så bliver jeg brugt istedet for den mor der ikke er ved hånden og det er ok. Jeg gør jo ikke andet end at være her, vi går små ture, samler blomster og snakker om det vi ser og så leger de på gyngen, i legehuset og på trampolinen. Kram får de når behovet et der. De er jo små...og forstår ikke det der sker.

Alle går vi og venter på at hun finder et sted at bo så der kan komme ro i de smås liv. Det er træls for børnene...det er altid dem der taber når voksne får svært ved at være....voksne.

Centrum

 

 

 

 

 

Centrum

Mit liv på landet...

Jeg kan næsten høre græsset gro..og jeg kan ihvertfald se det :)hurtigst af alt vokser brændenælderne.

Jeg elsker mit liv på landet. Elsker hver eneste dag hvor jeg kan gå udenfor og bare trække vejret helt ned i lungerne. Bladene på træer og buske folder sig langsomt ud og alligevel så opleves det som om det går vildt hurtigt. Den ene dag kan solen skinne igennem en trækrone og næste dag er der skygger. 

Markerne, omkring vores sted, grønnes hurtigt nu og om ganske kort tid så blomstre sennepsmarkerne.

Manden min har i flere dage arbejdet i skoven. Træer er og bliver fældet, buske nedlagt og dag for dag bliver vildnisset mindre og vores parklignende frugthave vokser frem. Vi har fundet og befriet flere Rododendronér og jeg har fundet den, til dato, største kogle jeg nogensinde har set. Hele 17 cm og det er stort...

Idag er der indkøbt 3 nye frugttræer: James Grieve, Lukas pærer og et æbletræ som jeg, lige nu, ikke kan huske hvad hedder.

Mit blommetræ har haft besøg af rådyr så det har mistet lidt af barken og hvis de bliver ved så må vi hegne det ind.

Herinde i stuen står mit plantebord med min nye små tomatplanter, min peberplante og min lavendel der skal stå i drivhuset sammen med peberplanten så den ikke får lus.

Urtehaven består nu af 6 rækker kartofler, to rækker jordbær, 3 rækker løg og i drivhuset dukker persillen langsomt frem. Hvidløgene vokser stærkt nu og snart kan toppene høstes og bruges som purløg.

Livet på landet er lige mig :)

Centrum

 

 

 

Centrum

Kærlighed...

Jeg blev så glad forleden. Min dejlige kæreste kiggede på mig og sagde: Jeg har forresten købt noget til dig :) kom med udenfor.

Jeg smilede og sagde: Når en mand siger sådan så har han ofte købt sengelinned eller noget der betyder arbejde :)

 

Han stod der, så utrolig glad og smilende mens han pegede på en ny trillebør. Det er jo ikke blomster, sagde han, men det minder da lidt om det.

Så gik han videre for han havde også købt en sækkevogn til mig og anskaffet en stor tønde, der skal sættes på. Det er så min havevogn.

 

Mange vil begynde at grine her og komme med bemærkninger som:
- typisk mænd
- ejj det er for langt ude

og sikkert mange flere ting, men jeg ser det anderledes.

 

Jeg blev GLAD...helt ind i hjertet. Det er jo min blomster-bør og den er givet til mig af et ærligt og kærligt hjerte.

Jeg er ikke til buketter for blomster er, i min verden, smukkest ude i naturen. Der lever og ånder de, gør verden smuk og står i en lille evighed.

 

Sagen er at livet ikke handler om, hvad vi giver, men tanken bagved.

 

Livet handler heller om hvor meget tid vi bruger sammen, men om hvordan vi bruger den tid vi har med hinanden.

 

Så min verden er fyldt med glæde over min blomster-bør, der helt sikkert får et par blomster påklæbet og min sækkevogn med tønde *love*

 

Man skal påskønne og værdsætte hinanden og de små ting i livet for hver dag er en gave vi kan give til hinanden.

Centrum

Forår...

Jeg har lige anlagt to rækker jordbær og tre rækker løg eller næsten 3 rækker for der var kun 10 løg i den sidste pose så jeg skal lige have hentet en mere. 

I drivhuset er der sået squash, sat hvidløg, sået salatløg og pyntegræskar til forspiring...de sidstnævnte er ikke noget jeg normalt ville bruge tid på, men nu var frøene der og ja så blev det sådan lidt forsøgsagtigt. Persillen er også sået.

Indendørs vokser tomatplanterne fint og forleden plantede vi 26 hindbærplanter. Jeg har så plantet tre mere af anden sort idag. Indtil nu er der lagt knapt tre rækker kartofler, men det er mandensprojekt så det blander jeg mig ikke i :)

Senere, sidste i april, kommer tiden til at så ærter, gulderødder og rødbeder. Storskærmet dild ved jeg ikke såtidspunktet for, men det finder jeg ud af.

Det aller sidste der skal gøres er at det hele skal hegnes ind så alle grøntsager ikke ender som foder for rådyrene...

Så nu er det absolut forår....den skønneste tid på året. Nu er det kaffetid og den skal selvfølgelig indtages ude i solen inden jeg skal handle stikløg og hvem ved...måske andre spændende ting jeg kan putte i jorden.

Centrum

 

Centrum

At gøre det rigtige...

At gøre det der er rigtigt kan være svært uanset, hvad det handler om i livet. 

Når der bliver problemer i forholdet, skal man så gå og tage kampen på afstand eller skal man blive og arbejde for forholdet i en hverdag, hvor alene snakketid kan være svært at finde med job og børn?

Kan man overhovedet redde et forhold ved at forlade hjemmet? 

Alene at finde ud af, hvordan det gøres rigtigt kan være svært, når man står lige midt i det hele. 

Min bonussøn har valgt at forlade hjemmet og flytte ind hos os. Dermed har han vendt op og ned på sine børns liv. Der er pludselig ikke en far der mere når de vågner om morgnen og når de skal se ham så skal de besøge farfar som oven i købet bor der hvor de boede før. Kan det blive mere forvirrende for en lille pige på 4 år? Nej vel...og mit hjerte bløder for de små. Lillebror på 2 år tager det meste i stiv arm alene fordi han ikke forstår det.

Min kæreste har oplevet det samme bare hvor det var hans kone der forlod familien igen og igen. Pludselig en dag var hun væk og der stod han med 3 små børn. To gange tog han hende tilbage, tredie gang var det slut.

Måske min bonussøn gentager et mønster? Den tanke har strejfet mig flere gange efter at min kæreste siger at han ligner sin mor helt ufattelig meget af sind. 

Jeg kan mærke en lille vrede indeni omkring det. Når man har valgt at skabe en familie, få to børn og endda valgt at blive gift for 8 mdr. siden, så må han, i en alder af næsten 30 år, tage ansvar. Man kan, i min verden, ikke bare udvandre fra det hele og gør man det så skal det være med rene linjer. Ikke noget med et midlertidigt ophold hos familie...så må han få sig et sted at bo så han har noget at tilbyde sine børn. Ordnede forhold istedet for kaos.

Voksne glemmer alt for tit at det ikke er børnene der har valgt at blive delebørn. Det er altid børnene der taber på den lange bane.

Nå det er bare mine tanker. Jeg forholder mig neutral og vælger at tage mig af de små mens de to "voksne" udreder deres liv. 

Centrum

Centrum

og hjem igen. 

Puh ha...mine unger er fløjet ud og hjem et par gange, men de er ikke så gamle så det har været helt ok. Senest kom min datter på 21 år hjem og vendte en uges tid inden hun fløj videre. 

Nu er vi jo lige flyttet ud på gården og vores plads er krympet fra mega-plads til micro-plads og det er helt som det skal være. Det giver et par udfordringer når børnene kommer på weekend eller er hjemme og vende for en uges tid eller to pga. livet driller.

Igår meldte min kærestes ældste søn sig så på banen. Der er knas i forholdet til hans kone og så ville han gerne være her i en periode. Han bliver 30 år næste år og blev gift i august sidste år. De har to mindre børn under 4 år. 

Under normale omstændigheder ville jeg ikke have noget problem med at give logi til et af børnene, men...og det er så her det bliver svært...for ham og jeg har ikke den bedste historik. Vi er ikke uvenner, men han opføre sig bare som en uopdragen unge engang imellem sådan "jeg prutter når jeg vil uanset hvad andre mener". Her hvor vi bor, på gården, var hans hjem i flere år indtil han byttede bolig med min kæreste (hans far) og det er nok her jeg kan mærke at noget "stritter" inden i mig. Jeg orker ikke en uopdragen næsten 30 årig unge i flere måneder der måske ikke kan respektere at det er vores hjem nu.

Hans far har det også svært med det og har sagt at vi ikke har værelse til ham og at han må bo i sin campingvogn. Det irriterer også min kæreste at han skal bruge vores bad og toilet, men sådan er det jo.

Når alt det er sagt så er der en stor del af mig der tænker at vi bliver nødt til at hjælpe og at det ikke handler om ham, men om hans børn, min kærestes børnebørn. De er små og det er ikke dem, der har problemer. De fortjener ikke at blive skilt, hvis det bliver enden på det. Vi har vores "hytte"...og den er fyldt med ting vi ikke har plads til. Hele mit køkken er der og det eneste der mangler er et køleskab. Så er det at en del af mig tænker at vi bliver nødt til at rydde ud så han kan være der med sine børn når de er her...men en anden del har slet ikke lyst til at have ham boende lige udenfor mine vinduer. 

Åh, hvor det er noget lort...så er det sagt. Jeg er slet ikke sikker på at jeg kan leve med mig selv hvis ikke jeg gør alt hvad jeg kan for at åbne mit hjem for ham og børnene.....men hvad hvis nu min kæreste har ret og han er helt umulig at have så tæt på...tænk hvis han bliver???

Centrum

 

 

Centrum

Overflytning fuldført.

Så er jeg blevet overflyttet fra Det Faglige Hus til Krifa.

Jeg har fået et blodtrykmålingsapparat med hjem, fra sygeplejersken, igår og for første gang nærmer jeg mig normalområdet dog med det forbehold at jeg jo får medicin. Det er dog dejligt.

At have ondt over det hele fordi man har lavet fysisk arbejde betyder at man lever, sagde min dejlige mand idag og jeg erkender at jeg absolut er i live :) så idag er hviledag. Udenfor er det tåget, gråt, vådt og stille. Stilheden har afløst flere dages underholdning fra en stor flok stære og ifølge min mand, også en flok sjakker. Nå ja og så er der mine spætter. 2 stk som hakker hele dagen.

Jeg sidder bare her og lade stilheden kravle helt ind under huden og ind i mit sind. 

Idag er det onsdag og om to dage køre vi på weekend hos min mor. Jeg har ikke besøgt hende siden sidste sommer så det bliver helt enormt dejligt at komme en tur til min lille ø og se alle dem jeg kender.

Nå nu vil jeg takke af herfra. Skal lige have tjekket om det nedbrudte Jobnet.dk er kommet op og køre igen.

Centrum

Centrum

Kronisk stress

Jeg fejler ingenting når jeg går her hjemme og jeg fejler ingenting når jeg arbejder også selvom det er mange timer engang imellem, men det er når det er lige midt imellem det går galt. 

Nu skal man endelig ikke tage fejl for jeg mener at deres krav er ok ihvertfald de fleste af dem. Er man ledig på fuldtid så er der ingen undskyldning for ikke at tjekke jobnet og søge det man nu engang er blevet pålagt.

Der hvor det går en smule galt er at selvom man så får et arbejde på f.eks 29 timer, så ændres kravene ikke. Jeg ville mene at når man arbejder 4 dage i ugen så skal antallet af jobsøgningskrav reduceres tilsvarende. Det er jo allerede sådan når man arbejder i løntilskud. Arbejder man 37 timer så skal man møde op i jobklub en gang hver 14. dag og er det deltid så er det en gang om ugen. Det er så der man skal søge og den tid man bruger i jobklubben skal indregnes i arbejdstiden. 

Som almindelig arbejdssøgende burde det vel være en god ting, i a-kassernes regi, at et medlem får et arbejde uanset om det er deltid eller fuldtid. Der er jo grænser for hvor længe man kan få supplerende så den aggressive tone, der anvendes, er jo slet ikke nødvendig. 30 uger kan jeg få supplerende og når vi går ind i juni så er jeg på fuldtid igennem hele sommeren. Så jeg forstår det ikke. Hvad er det der gør at det er ok at tale ned til ledige? Er vi andenrangs i deres øjne og i så fald, burde de så overhovedet bestride de stillinger de har?

Nu har jeg gået i 14 dage og funderet over hvorfor jeg ikke kan finde den styrke til at sige fra, som jeg havde førhen.

Hvad er ændret og hvorfor bliver jeg så nemt syg?

Den træthed jeg har været ramt af siden den famøse opringning, er det normalt eller er der noget jeg ikke er obs på?

Hvorfor kan jeg ikke lægge mine tanker væk når jeg går i seng og selvom jeg sover, hvorfor er det så a-kassen og hendes stemme jeg drømmer om?

Engang var herpes ensbetydende med et forkølelsessår på min læbe 1-2 gange om året. Så udviklede det sig til at jeg fik udbrud i næsen. Senere kom det så i ganen og for 3 uger siden i mit øje. Senest har jeg lige haft et udbrud på min næsefløj. Stress, siger lægen og det er ikke godt. Fik tjekket mit blodtryk og ja en måling på 156/111 er altså ikke noget man bliver pillefri af.

Så forleden satte jeg mig og undersøgte det her stress-noget....for der er mange forskellige slags eller rettere det udarter sig forskelliget fra person til person. 

Der er 5 faser og jeg oplever noget fra dem alle, men især det med at få infektioner, blive nemt vred og frustreret, den svigtende hukommelse og trætheden + det at jeg slet ikke kan håndtere pres fra offentlige instanser er med til at jeg måske er kronisk ramt.

Hvad gør man så? Lige nu afventer jeg overflytning fra Det Faglige Hus til Krifa. Forskellen er markant for Det Faglige Hus har ikke, trods deres massive reklamekampagne, intet at byde ind med når det handler om stress. Krifa derimod har hele pakker og de har allerede sendt mig de første muligheder. Det hele strander på at det er Det Faglige Hus, der bestemmer hvornår de vil slippe mig og jeg kan ikke få hjælp før de gør det. Det er træls.

Så lige nu, idag, hviler jeg ud efter 2 uger på fuldtidsarbejde. Jeg skal til lægen og have tjekket tryk igen og så skal jeg ud i haven, nyde luften og fuglenes sang.  

 

Centrum

 

 

 

Centrum

Jeg tog en rutchetur ned af "stigen" i sidste uge. Det er sådan jeg har det efter den opringning fra min a-kasse for en uge siden. Hver dag er blevet en kamp for at komme videre. Lysten til at lave noget som helst er pist væk og tristheden har overtaget. Jeg har sovet dårligt hver eneste nat i en uge og selvom jeg forsøger at vende mig om på den anden side, så kommer tankerne snigende. Alting bliver til et sort samsurium af rod i mit hoved. Natten er ikke tiden for tanker...har jeg selv skrevet så mange gange til andre når de har ligget og haft rod i hovedet...alting vokser i mørket.

Når det er sagt så har jeg fri idag og denne morgen har, indtil nu, ikke været anderledes. Jeg har været vågen den halve nat og sidder nu her med min kaffe/kakao/cappucino-blanding og forsøger at finde krudt til at lave noget. 

For mange år siden var jeg familieplejer og dermed medlem af Socialpædagogernes Arbejdsløshedskasse. Så stoppede familieplejeansættelsen og jeg blev ledig. De kan ikke lide ledige og slet ikke deltidsledige, det blev jeg hurtigt klar over. Trods det at jeg kørte i 4 job og havde 4 mindre børn, så blev jeg kun mødt med arrogance, nedladenhed og zero respekt. Dengang valgte jeg at skifte fagforening/a-kasse og det var en super fornuftig beslutning. Jeg blev mødt med respekt, samarbejdsvilje og forståelse i min nye fagforening/a-kasse. De gav mig troen på mig selv og det betyder rigtig meget i jobsøgningsregi.

"Det bedste forsvar er et angreb". Sådan lyder en talemåde og der er rigtig meget sandhed i den. En anden måde at sige det på kan være at jeg agere på det der bremser mig og jeg har derfor valgt at skifte tilbage til den fagforening/a-kasse, som gav mig så meget for mange år siden.

Mailen blev sendt og nu har de så ringet. Vi har talt om overflytningen, hvilken pakke jeg gerne ville have, muligheden for kurser (jeg elsker kurser) bl.a. omkring Linkedin som er en protal jeg ikke ved så meget om og jeg har talt med en stress-konsulent omkring min jobsamtale senere idag.

Allerede nu kan jeg mærke energien kommer tilbage, smilet ligger ikke så langt væk som det gjorde for bare en time siden og nu skal jeg så bare gøres mentalt klar til jobsamtalen. At blive mentalt klar betyder, for mig, at jeg skal overbevise den %-del af mig der er bange for dagligvarebranchen til at "ville". Frygten for den branche ligger dybt og jeg har derfor allerede fået lovning på sparringssamtaler i min nye A-kasse, hvis jeg får tilbudt jobbet. 

Nå men nu har jeg jo ikke fået det endnu og der er lige et stykke vej der skal tilbagelægges. Den varme bruser kalder og så vil jeg ud i verden og se mig lidt omkring inden. 

Trin for trin kravler jeg langsomt op af stigen....

Centrum

 

 

 

Centrum

Underligt og lidt vildt.

Efter en møgdag igår og en halvvejsdag idag så skete der pludselig noget her i eftermiddag. Telefonen ringede. Jeg havde sendt en ansøgning igår og jeg indrømmer blankt at jeg primært søgte fordi de havde været rigtig træls i min a-kasse. De vil have at jeg søger bredere og ikke kun i butik, så der var nok lidt trods i min søgning. Reelt skal jeg slet ikke søge i denne og næste uge fordi jeg arbejder fuldtid, men når de klager, ja så skal de få...tænkte jeg og sendte ansøgningen.

Nå, men han ringede idag og nu skal jeg til samtale på onsdag.

Så går der en lille time og så ringer min telefon igen. Det var så fra Brugsen, hvor jeg havde søgt fuld tid som salgsassistent og nu skal jeg så til samtale der på tirsdag :)

Det er lidt vildt sådan at blive ringet op igen og igen samme dag. Det sidste vil jeg rigtig gerne have for det er ikke et sæsonjob, det er en fast stilling, men tiden må vise om det lykkes at hive det hjem.

Anyway...så kan de brokke sig nok så meget på a-kassen...mine ansøgninger i butik giver pote.

Centrum