Centrum

Blog Centrum

Indlæg: 318    Kommentarer: 761    Se mere fra Blog Centrum

Om denne blog

Indlæg i denne blog

Centrum

Op af stigen...trin for trin...

Jeg tog en rutchetur ned af "stigen" i sidste uge. Det er sådan jeg har det efter den opringning fra min a-kasse for en uge siden. Hver dag er blevet en kamp for at komme videre. Lysten til at lave noget som helst er pist væk og tristheden har overtaget. Jeg har sovet dårligt hver eneste nat i en uge og selvom jeg forsøger at vende mig om på den anden side, så kommer tankerne snigende. Alting bliver til et sort samsurium af rod i mit hoved. Natten er ikke tiden for tanker...har jeg selv skrevet så mange gange til andre når de har ligget og haft rod i hovedet...alting vokser i mørket.

Når det er sagt så har jeg fri idag og denne morgen har, indtil nu, ikke været anderledes. Jeg har været vågen den halve nat og sidder nu her med min kaffe/kakao/cappucino-blanding og forsøger at finde krudt til at lave noget. 

For mange år siden var jeg familieplejer og dermed medlem af Socialpædagogernes Arbejdsløshedskasse. Så stoppede familieplejeansættelsen og jeg blev ledig. De kan ikke lide ledige og slet ikke deltidsledige, det blev jeg hurtigt klar over. Trods det at jeg kørte i 4 job og havde 4 mindre børn, så blev jeg kun mødt med arrogance, nedladenhed og zero respekt. Dengang valgte jeg at skifte fagforening/a-kasse og det var en super fornuftig beslutning. Jeg blev mødt med respekt, samarbejdsvilje og forståelse i min nye fagforening/a-kasse. De gav mig troen på mig selv og det betyder rigtig meget i jobsøgningsregi.

"Det bedste forsvar er et angreb". Sådan lyder en talemåde og der er rigtig meget sandhed i den. En anden måde at sige det på kan være at jeg agere på det der bremser mig og jeg har derfor valgt at skifte tilbage til den fagforening/a-kasse, som gav mig så meget for mange år siden.

Mailen blev sendt og nu har de så ringet. Vi har talt om overflytningen, hvilken pakke jeg gerne ville have, muligheden for kurser (jeg elsker kurser) bl.a. omkring Linkedin som er en protal jeg ikke ved så meget om og jeg har talt med en stress-konsulent omkring min jobsamtale senere idag.

Allerede nu kan jeg mærke energien kommer tilbage, smilet ligger ikke så langt væk som det gjorde for bare en time siden og nu skal jeg så bare gøres mentalt klar til jobsamtalen. At blive mentalt klar betyder, for mig, at jeg skal overbevise den %-del af mig der er bange for dagligvarebranchen til at "ville". Frygten for den branche ligger dybt og jeg har derfor allerede fået lovning på sparringssamtaler i min nye A-kasse, hvis jeg får tilbudt jobbet. 

Nå men nu har jeg jo ikke fået det endnu og der er lige et stykke vej der skal tilbagelægges. Den varme bruser kalder og så vil jeg ud i verden og se mig lidt omkring inden. 

Trin for trin kravler jeg langsomt op af stigen....

Centrum

 

 

 

Centrum

Underligt og lidt vildt.

Efter en møgdag igår og en halvvejsdag idag så skete der pludselig noget her i eftermiddag. Telefonen ringede. Jeg havde sendt en ansøgning igår og jeg indrømmer blankt at jeg primært søgte fordi de havde været rigtig træls i min a-kasse. De vil have at jeg søger bredere og ikke kun i butik, så der var nok lidt trods i min søgning. Reelt skal jeg slet ikke søge i denne og næste uge fordi jeg arbejder fuldtid, men når de klager, ja så skal de få...tænkte jeg og sendte ansøgningen.

Nå, men han ringede idag og nu skal jeg til samtale på onsdag.

Så går der en lille time og så ringer min telefon igen. Det var så fra Brugsen, hvor jeg havde søgt fuld tid som salgsassistent og nu skal jeg så til samtale der på tirsdag :)

Det er lidt vildt sådan at blive ringet op igen og igen samme dag. Det sidste vil jeg rigtig gerne have for det er ikke et sæsonjob, det er en fast stilling, men tiden må vise om det lykkes at hive det hjem.

Anyway...så kan de brokke sig nok så meget på a-kassen...mine ansøgninger i butik giver pote.

Centrum

Centrum

Fuck...

Der findes mange måder, hvorpå en dag kan ødelægges. Hos mig kom det i form af et opkald fra min A-kasse, Det Faglige Hus, hvor en medarbejder havde brugt tid på at studere min joblog med fokus på de sidste 5 uger.

Altså du søger godt nok smalt, lød meldingen. Smalt, gentog jeg dumt for ærligt så vidste jeg overhovedet ikke hvad hun mente.

Du søger primært butik, meldte damen ud og ja det er jo ligesom det jeg er uddannet til, godt nok for 31 år siden, men alligevel.

Jamen du har jo mange flere ting du kan, såsom børnepasser, fastholdt hun. Hmm jeg er ligesom 52 år, sagde jeg, der er ikke så mange opslag indenfor det. Det fastholdt hun dog og tilføjede: du har heller ikke søgt i Kolding.

Kolding, igen gentog jeg, Nej det har jeg ikke, var ligesom ikke klar over at jeg skulle søge der. Nu har jeg så lige tjekket og der er ingen børnepasserjob i Kolding, men der er mange job opslag i Kbh., Århus og Hasselager, der kommer frem når man søger på Kolding og nåh ja også lige 2-3 stykker i Hillerød. DER smutter jeg sku da lige over....not.

Nå men samtalen fortsatte i samme stil. Så spurgte jeg om hun havde set at jeg havde søgt som promotor og om hun vidste hvad det var? Næææh.....kom det tøvende og herefter fulgte så en opfordring, fra mig, til at google det.

I hele den her, voldsomt stressende afhøring, forsøgte jeg så at sige: du ved godt at jeg har arbejde, ik? Hvortil hun sagde at det gjorde hun, men at det jo var deltid. Skal du have supplerende i uge 8, 9 og 10 (mener vi er i uge 11 nu) og ja det skal jeg, men i uge 11 (nu) og i næste uge arbejder jeg fuldtid.

Jeg var vred, det skal jeg blankt indrømme. Det bliver jeg når jeg bliver stresset, men kan slet ikke tåle sådan en elendig skrankepave, som sidder der og fokusere på mig, der allerede har et job istedet for at fokusere på dem der intet har.

Nå, men hun mente nu at jeg stadig ville blive kaldt ind til samtale, hun ville dog vente til efter mine to uger med fuldtidsarbejde. Jeg meldte klart ud at hun ikke skulle forvente at jeg tog fri for at gå til en samtale, hvortil der omgående kom et "nej nej...man tager da aldrig fri for at samtale med os".

Til slut fortalte jeg hende, hvor nemt jeg stresser og at min dag, takket være hende, lige var blevet en super dårlig en af slagsen, men at hun, såfremt hun ønskede det, kunne få en sygemelding og jeg tilbød da også at fratræde mit job så jeg kunne stå til rådighed for hendes klapjagt.

Så nu har jeg været inde på "min side" og slette alle de job som andre mener jeg kan udføre og efterfølgende sendt en meget lang mail til min A-kasse, hvori jeg gør opmærksom på mine meget gamle uddannelser og udbeder mig udspecificeret skriftlig tilbagemelding omkring de job, de mener, jeg skal søge som jeg tidligere er blevet syg af. Jeg har tilbudt dem billeddokumentation af de knuder der dukker op rundt omkring på kroppen og en kopi af min journal fra læge og sygehus om min tidligere lammelse i ansigtet. Med fornøden skriftlig dokumentation kan jeg så sagsøge dem såfremt jeg søger og får job der gør mig syg, da de har krævet det.

Undskyld mit lange indlæg...skulle lige have det ud.

Centrum

Fri...igen

Så er det første fridage af to i denne uge. Arbejder mandag, torsdag, fredag, lørdag, søndag og mandag både i denne uge og i næste. Så nu sidder jeg her med min kaffe/cappucino/cacao-blanding og nyder min morgen.

Programmet for idag....solen kommer jo siges det, er rengøring af mit drivhus. Selvom jeg før har gjort det så googlede jeg det lige og engang imellem er det er rigtig god ide også selvom man tror man er klog ;)  for jeg har nemlig sådan en havesprøjte og så læser jeg, på idé nyt at man kan sprøjte sæben på *thumbup* og så tage det af igen med en højtryksrenser. Sådan en har jeg også nu eller rettere manden min har. Først skal jeg dog lige have hentet 300 L beriget spagnum.

Næste projekt er at få tømt garagen for havemøbler, svigerbørnenes vel og mærke, så vi kan få plads til vores ting. De skal vel også have hentet dem snart, tænker jeg, og så kan jeg lige så godt sætte dem frem. 

Ind imellem skal jeg have bagt boller, men dejen klare maskinen så det er det mindste. Måske jeg skal bage en kage.

Af skade bliver man klog....siges det. Jeg knoklede i lørdags, som jeg altid gør, uden stop. Den knap har jeg vist mistet, så køre på som en anden maskine. Fjernede mange m3 jord i verdens mest elendige trillebør og endte med at have så ondt i mit gamle skrog at jeg ikke kunne mere, men istedet for at hvile så støvsugede jeg lige bilen og slæbte havemøbler. 

En ven af mig påstår at når kroppen gør ondt, så er det fordi man lever....jeg kan garantere at  søndag morgen, levede jeg som aldrig før. Ikke en mm af mig var smertefri og selvom mit program for idag måske lyder af meget, så er det faktisk vældig mildt i forhold til, hvad jeg gerne ville nå. Den store udfordring, for mig, ligger i at lade være med at finde på nye og større projekter i løbet af dagen. Når jeg går ude i naturen omkring gården så fyldes jeg med energi, ideér og så er der ikke langt fra tanke til handling.

Nå nu må vi se. Min specielle kaffeblanding er drukket, der er luftet ud og nu vil jeg trække i mine overalls og arbejdssko. Fuglene, træerne og den friske luft kalder på mig :) livet er intet mindre end skønt og jeg ville så gerne dele det med andre. Måske det engang bliver en mulighed...måske jeg kan lave et fristed, hvor børn og voksne, der kun kender storbyerne, kan komme ud og opleve livet på landet. Vi har jo planer om både et par grise, et par får, jeg får nok en hest ..... jubiii og så skal jeg have høns....Se selv...ideérne vælter frem :)

Centrum

Centrum

Jeg burde...

......lave noget aktivt, men forkølelsen tager alt overskud. Jeg er præcis lige så meget "hængt kat" som jeg ser når jeg kigger mit i spejlet.

Kl. 9 havde jeg lejlighedssyn og nu er nøglerne afleveret. Tiden på "Den gamle station" er slut og nu sidder jeg her med min kaffe. Trætheden er overvældende og selvom jeg burde støvsuge og vaske mine gulve + gøre badeværelset rent, så bliver det ikke lige nu. Der skal hentes brænde og tømmes bil, men det bliver heller ikke nu.

Det blæser en pelikan udenfor, regnen slår mod ruden og solen kæmper for at få et par stråler igennem, Det er vejr til at slappe af og det gør jeg så den næste times tid. Samvittigheden, den dårlige altså, er sparket hen i hjørnet.

Centrum

Centrum

Det sidste ryk...

..skulle have været igår, men flytningen gik lidt i vasken så jeg mangler stadig det sidste. 

Hvis ingen skulle have opdaget det så regnede det en del igår, oven i regnen så kom blæsten og for at toppe det hele så blev jeg voldsomt forkølet. De største ting, opvaskemaskine, ovn, kogepladezone, fryser m.m. blev dog klaret igår. To stærke mænd hjalp og jeg endte efterfølgende på sofaen, hvor jeg så sov resten af eftermiddagen væk. Vågnede da manden kom hjem og gik i gang med aftensmaden. Han er nu en skat sådan bare at passe mig når jeg ikke er helt på toppen.

Her sidder jeg så nu, med min næse der bare løber og løber. Idag er der ingen pardon. Trods næsepudseri og nysen så skal det sidst flyttes idag. Der er en del, men det meste kan være i min bil. så jeg skal lige have lidt kaffe og så skal jeg sparke mig selv igang. Nemt er det ikke for ville helst bare lægge mig og sove videre, men der er lejlighedssyn på tirsdag og jeg vil jo også gerne have det overstået.

Åh, hvor jeg hader at være syg...

Centrum

 

Centrum

Måske er det bare mig...

http://nordformaelkevejen.dk/2017/02/mine-oekonomiskes-problemer-efter-mit-barn-blev-myrdet/

 

Jeg sad og læste denne blog som er en dagbogsblog fra en meget ulykkelig mor, hvis barn blev myrdet for 8 måneder siden. Jeg har læst en hel del af hendes blogs og det rammer dybt for så stor en smerte fortjener ingen.

MEN...

Idag sad jeg faktisk og blev sådan lidt...hmmm for ja der er en dyb sorg, men engang imellem opleves det som om hun alene lever for sorgen, at den dyrkes på en eller anden måde. Jeg tænker at ingen endnu har skrevet til hende om hun måske har tænkt på at hendes søn ikke ville have ønsket at hun skulle være så ulykkelig? 

Det er så svært at være den der skriver "alt det grimme" for det føles som at sparke til en der i forvejen ligger ned, men jeg tænker at engang imellem så skal der et kærligt spark til i en eller anden form. 

Jeg har før været den der "sagde" de ord som ingen andre turde sige og jeg tror det handler om at turde. Det ville være så nemt bare at gøre/sige ingenting, følge strømmen som forsøger at trøste og samle penge ind i en uendelighed, men det kan jeg ikke være en del af. Åh jeg føler mig som et virkelig dårligt menneske.

Centrum

Centrum

Hullet indeni...

Jeg fik mit første barn da jeg var 21 år. Selvom det reelt ikke var mit barn, så vidste jeg at det ville blive mit engang i fremtiden, jeg vidste bare ikke præcis hvornår. Barnet var min bror og min far og hans nye partner levede et liv uden plads til børn. Fra dag 1 var jeg på...stod klar når de fejlede og det gjorde de tit. Mit første barn flyttede ind hos mig da han var 6 år og jeg var 27.

I årene efter fik jeg fire børn selv. Idag har jeg en tilbage herhjemme og det er fint nok.....

MEN...

når jeg, som her i aften, køre min 18 årige søn, hjem og han stiger ud af bilen så efterlades jeg med en underlig tom følelse indeni. Sådan har jeg det med alle mine børn...hver eneste gang de har været hjemme og drager af igen. Jeg oplever et stort behov for at have dem tæt på i en eller anden form. Det er ikke sådan at jeg ønsker de skal bo her hos mig og dog...kunne jeg lave et kollektiv af beboelsesvogne så kan jeg mærke at det ville være optimalt. Så ville jeg finde en sjælden ro...

Det store spørgsmål er hvorfor jeg har det sådan? Min kæreste har det helt anderledes med hans egne børn. Nu har han gjort det han skulle og de er fløjet...vingerne bære dem ud i livet. Er der noget så er han der altid for dem.

Det er blevet bedre med de to ældste. Der er tomrummet ikke så stort mere, men ham på 18 år....boende i egen lejlighed...ærligt så er jeg pisse bekymret. Når han går gennem mørket i gaderne så kan jeg kun håbe han kommer helt hjem uden at der sker noget. 

Meget er sket de sidste uger og måske er det derfor jeg har det sådan. Måske er jeg bare ikke klar til et liv uden en masse børn, det er trods alt 31 år siden jeg fik mit "første" og det er rigtig mange år med børn. 

"Ingen ved hvad kærlighed er før de har fået et barn"...siger min kæreste og hvor har han ret. Jeg elsker mine børn og det er sindsygt svært når de flyver ud i verden, men jeg slipper dem. Min tomhed kender de ikke til, den kender kun i, der måske læser det her, for idag er første gang jeg har haft behov for at sætte ord på. Det er jeg ikke i tvivl om hænger sammen med alt der er sket igennem den sidste tid. Når grimme ting sker så har jeg før oplevet behovet for at samle mine kære omkring mig...tæt på...

Centrum

 

Centrum

Når noget kommer tæt på,,,

Idag døde min datters bedstevenindes storesøster. Hun blev kun 18 år og det er så ganske forfærdeligt trist, tragisk og intet mindre end frygteligt.

Ord er der ikke mange af, lige nu, men tidligere, da det skete og i timerne efter talte jeg meget med min datter. Min fantastiske kæreste er super til børn og unge og han har også snakket med hende.

Mor, når hun har fået piller hun ikke kan tåle, er det så mord? Sådan spurgte hun og vi har brugt tid på at forklare at det er det ikke. Når unge går i byen og drikker så sker det at de bliver tilbudt piller. Det var det, der skete og hun tog så imod dem, Der var så noget i hun ikke kunne tåle og nu er hun død. Vi har forklaret hvordan man kan opleve at andre tåler (har det såå fedt eller hvad de nu siger i deres rus... venindens storesøster havde ringet hjem om natten til lillesøsteren og fortalt hvor højt hun elskede hende),  men at det ikke betyder at det er ufarligt. Det er altid farligt, det kan være dødeligt, for dem der vil tjene på unges nysgerrighed/naivitet, er fløjtende ligeglade med hvad der er i pillerne, det handler alene om penge. 

Min datter ville op til veninden og vi købte en blomst. Jeg fortalte hende at det godt kunne være de ikke ønskede at se nogen, men at så måtte hun bare gå ned til mig, hvorefter jeg satte hende af et stykke fra huset. Ganske rigtigt så var der ingen hjemme, gardinerne var trukket for og alt var mørkt. "Jeg satte blomsten på trappen sammen med de andre, sagde hun" og siden har hun så skrevet lidt med veninden.

På vej hjem talte vi om at rumme ens børn og så miste. Jeg fortalte at jeg har 4 hjerter og i hvert af dem lever alle oplevelser, alle minder og alt vi har delt og deler. Skulle noget ske med et af mine børn så bliver der et tomrum i det hjerte som intet, fremover, kan udfylde. Vi talte om sorgen, tristheden og tårerne der ligger lige under overfladen. Tror hun er nogenlunde ok lige nu, men vi er klar, hvis der kommer flere spørgsmål.

Det er ikke så tit at der sker så meget her i vores lille by, men med ulykken sidste tirsdag og så den unge pige idag, ja så kommer mange ting lige pludselig meget tæt på.

Centrum

 

http://www.bt.dk/krimi/18-aarig-kvinde-doed-efter-privatfest-politiet-udsender-kraftig-advarsel

 

Centrum

Måske skudt papegøjen...

eller hvad det nu kaldes.

Startede nyt arbejde igår. Det er ikke vildt mange timer der er i det, lige nu, men allerede i marts skal jeg stå med ansvaret alene i 14 dage og der rykker det rent timemæssigt. Til gengæld så har jeg fri næsten hele påsken og det betyder at jeg endelig har både råd og mulighed for at besøge min mor. 

Nå, men det var et sidespring mht. den nedskudte papegøje :) 

Igår fik jeg jo indblik i en verden der ellers ikke er tilgængelig for os kunder. Jeg fandt ud af at der er en ny butik, i kæden, på vej meget tæt på, hvor jeg bor. Min chef gav da også udtryk for at nu skulle det nok passe at ledelsen lige spottede mig, der bor tæt på og er så dygtig, at de sagde: "hende skal vi bruge" og så kunne hun starte forfra :) .

Måske dette, tidsbegrænsede, arbejde bringer mere med sig. Der er meget nyt at lære, for mig, men jeg nåede langt allerede første dag og min chef er positivt overrasket. 

Nå, men nu skal jeg afsted til arbejdet, Dag 2 kalder og jeg glæder mig.

Ønsker alle en dejlig dag.

Centrum

Centrum

Alt godt...

Igår mødtes jeg med den unge mand der blev kørt ned forleden. Der sad jeg i et lunt køkken med ham, hans mor, mormor og hans søster. Varmen strømmede mig i møde også da jeg et krot øjeblik blev ked af det. Han er pakket ind i forbindinger fra brystet og til knæene. 2. gradsforbrændinger og et hul ind til knoglen på anklen, men ingen brækket arm :) 

Det var så dejligt at se ham, mærke hans hånd og se hans smil. Han er okay...og dermed blev jeg pludselig også okay.

Så vi fik kaffe og delt klem inden jeg kørte hjem igen.

Som ekstra positivoplevelse så fik jeg arbejde igår....det er så fedt og jeg starter på mandag.

Centrum

Centrum

Så gå dog væk...

Den tanke har jeg tænkt mange gange siden igår. Jeg er ved at blive sindsyg af at gense ulykken. "Filmen" køre på min nethinde igen og igen og jeg finder ingen ro medmindre jeg sørger for at være beskæftiget hele tiden. 

Så idag har jeg støvsuget, vasket alle gulve, laver ungarsk gullasch fra bunden med 1 kg. af hver grøntsag, ryddet ud - op og flyttet rundt.

Idag skal jeg besøge ham den unge knallertfører. Måske det kan give mig ro. Ligesom det øjeblik, hvor lastbilen rammer, er hans ansigt, hans øjne, hår og hænder i mine tanker hele tiden.

Det er meget mærkeligt for jeg ved jo at han er ok, efter omstændighederne og at han kommer sig helt. Jeg er så forfærdelig ked af det indeni. Det rammer mig igen og igen når jeg mindst venter det. Så løber tankerne og tårerne. 

Jeg er træt...og mange ting er pludselig blevet uden betydning. 

Ind imellem tænker jeg på den dag, hvor jeg havde det mærkeligt lige fra jeg vågnede. Oplevelsen af  at jeg var blevet væk her i mit nye hjem, følelserne af at alting var forkert, at noget var helt galt...har fået tanken om det var en forudanelse af det der skete senere. Min mormor havde sådan nogen og jeg har før haft det, men aldrig sådan. Måske er jeg bare ved at blive helt skør.

Centrum