Only a girl

Blog Only a girl

Indlæg: 25    Kommentarer: 29    Se mere fra Blog Only a girl

Om denne blog

Indlæg i denne blog

Only a girl

magter ikke titel

beklager på forhånd det her indlæg, det bliver meget rodet!! men overskuet og følelsen for at skrive er der lige nu, og så det om at gribe den. Det sket så meget her på det sidste, ved ikke hvor jeg skal begynde, eller hvad der gir mening. Jeg har fået nyt arbejde, hvilket jeg er sindsyg glad for! priser mig virkelig lykkelig over at være igang igen, også er det de sødeste kollegaer jeg har mig. Jeg elsker at være på arbejde og være igang igen, hovedet køre derud af med ideer og tanker omkring nye tiltag, selv efter fyraften :P det kan derfor være svært og falde i søvn om aften. Især det her med søvn har jeg virkelig kæmpet med i lang tid nu, jeg kan ganske enkelt ikke sove inde i min seng. Jeg ligger og ruller rundt i den, den er simpelhen al for stor til lille mig, hvor dumt det end lyder. Så pt sover jeg inde på sofaen, eller hjemme hos min forældre i deres gæsteseng. Ligegyldigt hvor træt jeg er, så falder jeg bare ikke i søvn, eller også vågner jeg flere gange om natten :( Det dog blevet har bedre efter jeg er startet på job, men der forsat dage hvor det er helt skævt. 

Faktisk har de sidste 2 dage været helt a helveds til, har følt mig meget alene og ensom. Det hænger tildels sammen med at jeg er blevet syg / nedlagt af roskildesyge - dejligt at være pædagog ikk :P også det med at være single. Det er og bliver bare en dårlig kombi at være single og syg, sku aldrig nemt :( har virkelig kæmpet med det her med at være single og ensomheden, jeg har masser af skønne veninder og venner som vil gøre alt i verden for mig. Men lige som alle andre har de også et liv, og de kan ikke altid være her hos mig, eller lægge øre til at jeg hælder lort ud omkring hvor hårdt single livet er osv. Det fuld forståeligt, og det enlig heller ikke det jeg har brug for, jeg har brug for den der nærværd, nærkontakt, at blive rørt ved og holdt om!. Kæft hvor jeg savner det, og mangler det virkelig, men det skal slf heller ikke være hvem som helst. Mit hjerte er meget lukket, og det vil det nok være et stykke tid endnu, ikke det stodmindre har jeg et behov som ikke blier dækket og som lige nu virkelig viser sig. Jeg har ikke været sammen med en mand i snart 3-4 mrd, hverken kys eller sex, jeg har heller ikke den vilde lyst til sex. Det mere det med omsorgen og det at vide at der er nogen til at gribe dig, oh jah jeg har mine veninder og familie, men de kan aldrig dække det behov en kæreste kan. 

Det virker så kompelt latterligt det jeg skal til at sige nu, men min eks dukker mere og mere op i min bevisthed. Måske det også hænger lidt sammen med at jeg savner min moster og husker de ord han sagde til hende og ikke mindst til mig den sidste dag " vend dig om og se hende køre væk, du vil fortryde det ellers", husker hvordan han i kirken kysset mig på manden mens han sang med på salmerne. Jeg var så fucking stolt af ham den dag, også selv om vi endte med at skændtes, det dræber mig indenvendigt at min moster ikke er her mere. Savner hende stort set hverdag, især dage som idag hvor jeg virkelig føler mig alene og uden en mand i mit liv og med en drøm som virkelig ikke ser ud til at lykkes. Hun ville altid sige et eller andet klogt, puha der bliver lige fældet et par tåre nu. Der er ingen tvilv om at hun er savnet, det er min eks enlig også i en vis forstand, men det vil aldrig gå mellem os. Jeg prøver så vidt det muligt at tænke posetivt om både min eks og min moster, huske på alle de gode ting vi oplevet sammen og vores samtaler, fremfor de mindre gode ting. om små 14 dage er det knæk caner uger, de sidste to år har jeg set det show sammen med min eks, og i alle de år jeg kan huske har min moster været her. Hun hadet den uge som bar helved, alle blikke var rette mod hende følte hun. Det bliver en hård uge, for hold nu kæft hvor vil jeg bare gerne havde min moster tilbage. OHH havde virkelig ikke regnet med at jeg ville blive så berørt over at skrive blog og omkring det med min moster, men det må jeg ærligt sige at det gør jeg sgu. Tårene løber ned af kinderne på mig. 

puha tro jeg stopper for nu, Gir mig selv lov til at græde for første gang i mange mrd. Jeg okay, jeg har det enlig meget godt, det bare en øv dag idag. Rejser mig op igen i morgen, hvor jeg har mine to skønne drenge, nåh jah jeg er blevet barnepige for to skønne drenge på henholdsvis 8 mrd og 6 år. Nyder tiden sammen med dem <3 

Only a girl

Livet går faktisk videre

Livet er måske ikk som du regnede med det skulle være, vi vælger ikk altid de ting som sker for os i livet. Men vi vælger selv hvordan vi kommer ud af tingene og hvilken sti vi fremadrettet skal gå. 

 

Jeg har i længere tid kæmpet med mit tidligere forhold og med S, jeg valgte og kæmpe for ham og vores forhold fordi jeg elskede ham enormt højt, også selvom jeg godt kunne se at vi ikke var gode for hinanden. Da S og mig endelig valgte og gøre det helt forbi, gravet jeg mig ned. Jeg blev enormt ked af det og følte mig meget alene, søgte trøst hos en masse veninder og gamle flirter til sidst. Det snart 2 mrd siden jeg blev single, tiden har været meget tumult, mange nedture og svære beslutninger der skulle træffes. 

 

Men jeg kom igennem det, oh kan den dag idag sidde og kigge tilbage på min tid i forholdet, uden og begynde at græde!. Det et stort plus at jeg kan det nu, ligeledes at jeg kan begynde og se fremad. Se mig selv i et nyt liv som single, et liv hvor man er meget alene hvis man ikk lige får dyrket sine veninder og familie. 

 

Jeg forsat på anti depressiv medicin, hvilket jeg har det helt fint med. Pillerne virker som de skal, og jeg endelig ude af alle bivirkningerne. 

 

Jeg har lært meget de sidste to mrd. Lært hvor stræk jeg kan være, og ikke mindst hvor sårbar jeg endelig var og stadigvæk er. Jeg syns selv jeg er blevet mere moden og tager mere tyren ved hornet nu fremfor før. Jeg prøver forsat at være den bedste udgave af mig selv, og det indebære også alle mine fejl. For jeg er kun menneske, oh jeg er bestemt ikke perfekt, oh det ønsker jeg heller ikke at være. Jeg ønsker at være glad og tilfreds med mig selv og min krop, samt tilfreds med det liv jeg nu engang vælger. 

 

Jeg godt på vej mod alt dette. Jeg har skønne veninder og venner, nogle nye veninder og venner samt en masse gamle veninder og venner. Mit liv er virkelig blevet beriget med mange nye mennesker, ikk fordi jeg dater, men fordi jeg tager ud og møder nye veninder og venner. 

 

Sågar i weekenden havde jeg en go ny ven på besøg fra Jylland. Vi havde en mega hyggelig weekenden sammen, begge i samme båd - nyelig singler med knust hjerte. Vi festede sammen med mine veninder og venner fredag hos mig, og slappet max af på sofaen til film om lørdagen også sluttede vi weekenden af med træning om søndagen. Det var virkelig fedt! Priser mig lykkelig over vi taler så godt sammen, og glæder mig til jeg kan besøge ham. Jah i know, nu sidder du sikkert og tænker " jah jah det en ny flirt" oh nej! Det er det ikke, for det er ingen af os klar til og vi bor alt! For langt fra hinanden. Så vi er og bliver kun venner, hvilket jeg har det helt fint med. 

 

Jeg nød weekenden og det mandlige selskab, men nød bestemt også da han tog hjem igen og at jeg igen kunne få min sofa for mig selv ;) han sov på den nemlig. Så jah en lille Update fra mig af, og med en påmindelse om at livet går videre, ligegyldigt hvad.

Only a girl

Når karma rammer

Karma rammer, den rammer os når vi mindst venter det, selv når vi troede at det ikke kunne ske. Sådan har jeg det iverfaldet lige nu, jeg har fået svar tilbage fra lægen omkring kønssygdom og jeg er også testede posetivt :( Tankerne flyver rundt, er det S som har givet mig det? også dermed været mig utro.. det gir ikke mening hvis han givet mig det, ud fra hans reaktion og beskyldninger. Jeg VED! at jeg ikke har været S utro, men ja jeg har været sammen med en anden efter S. Formindlig er det også fra ham jeg har fået det fra, altså ham den anden, som er vild single og flyver lidt rundt. 

Selv om alt peger på at det er fra ham den anden fyr, så frygter og tænker jeg stadigvæk på om S virkelig kunne havde været mig utro. Jeg mener det ret vildt at vi begge to får en kønssygdom lige som vi går ud af vores forhold, hvad er oddset for det. Tankerne flyver rundt, jeg har haft en lidt off dag, har ligget i sengen det meste af dagen. Har virkelig haft brug for at sove igennem, sover så jerne dødt dårlig fortiden, ligger og vender og drejer mig flere gange om natten, vågner tidligt og er rastløs. Så dagen idag og i morgen står på max afslapning!, eller det vil så siges at jeg skal havde ordnet min lejlighed, den er virkelig klam efterhånden. Jeg magter nul og nix, det mærkeligt men jeg føler ikke jeg lever, føler at jeg bare går med min krop og at det er den som styre det hele, sjældent og personligheden er ikke med.  Jeg spiser heller ikke rigtigt nået, det kan så skyldes de nye piller, som langsom er begyndt at aftage med bivirkninger, hvilket er jeg sindsygt rart og lettende. 

Det en proces som min psykolog siger, jeg må kæmpe mig vej igennem tingene, tage en dag af gangen også tage små men sikkere skridt. Starter i morgen hvor turen går op til blodprøver også ned efter den skide pille kur også er den skid slået. 

Only a girl

Himlen har idag fået endnu en smuk stjerne, min mormors mand sov stille ind i morges med min mormor siddende ved sin side. Jeg blev lidt i 8 ringet op at nu var det sket, og at min mormor ønsket vi kom derud, når det passet. Jeg skulle lige hurtigt til psykolog inden jeg kunne komme, men kom dog bagefter. Min søster hentede mig på stationen og kørte mig derhen, stemningen var virkelig tyk og ubehageligt. Jeg får hils på min far,mor, moster og bekendt som står udenfor da jeg kommer, derefter går jeg ind på stuen hvor han så fint lå og sov. Det aldrig sjovt at se nogen ligge sådan, syns det er lidt ulækkert, men det er jo endnu engang sådan livet er. Efter at havde sagt farvel går jeg ned til besøgs stuen hvor jeg finder min mormor og hendens mands datter, de begge lidt opløst og rystede over at det skete så hurtigt. Krammer datter og siger at det er godt han har fået fred nu, efter vi begge igår var der og så hvordan han havde det, hun hvisker et svagt ja mens hun knuger mig ind til sig. 

Er selv lidt rystede over dagen idag, syns virkelig den har været ubehageligt. Jeg har ikke den helt store tilknytning til mormors mand, han er hverken min morfar eller har været der hele tiden, men når det er sagt så blev jeg slf berørt over at de andre var så kede af det. Måske blev jeg faktisk mest harm over hvordan folk kan te sig, både min mor og moster kæmpede om min mormors opmærksomhed, hvem der kunne gøre mest for hende. Fuldstændigt latterligt! kvinden har lige mistede sin mand, også kæmper døtrene intern om hendens opmærksomhed - det til og brække sig over. Min moster kan virkelig være dominerede, og styrende, hun gør det i sin bedste mening, men hun kan være meget kold og hård i tonen. Min mor derimod flyver lidt rundt og prøver at tilgode se alle, hun har vist altid været hende som aldrig rigtigt gjorde det godt nok, iverfaldet hvad min far fortæller. Så det hele var lidt svært, de mundhokkes lidt, og min mormors mands datter og børnebørn skændes over hvornår begravelsen skulle være og, jah! det var bare ubehageligt. Så jeg tog hjem inden bede manden kom, kunne slet ikke overskue det der show, og hvordan folk hakket på hinanden. 

Da jeg kom hjem satte jeg mig lidt ud, vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle føle eller gøre, syns det hele virkede underligt. Godt mærke at jeg har brug for at få tingene bearbejde ordenlig, inden jeg rigtigt kan skrive om dem. Det svært, 2017 er bare et svært år - åbenbart. 

Only a girl

livets gang

Livet går op og ned, det viser nogle gange sider af sig selv som du virkelig ville ønsket ikke var sande, men livet er nu sådan at vi alle skal væk herfra på et tidspunkt. Jeg var idag ude hos min mormors mand som ligger for døden, han har haft det rigtigt svært med at vide at han skulle dø og at kræften æder ham op. Min mormor havde godt forberedt mig på at det kunne være hårdt at se, men havde aldrig drømt om at det var så hårdt. Da jeg kommer derud er manden meget urolig, han skælder ud og siger Nej Nej nej jeg skal op, skal lige siges her at manden ikke kan gå længere da han virkelig ikke har nogle kræfter tilbage. Det fejt at ens krop kan være så stræk også samtidigt været så svækket, manden har det virkelig ikke godt og det bedste ville være at lade ham sove ind, men hans hjerte er stærkt og holder ham i live. Det var nået af puster at få at være derude, på de 2 timer jeg var derude nået han og få tre skud moffin til at slappe af på. Først efter det 3 skud slapper han og falder til ro, det var fandme hårdt at se, og høre hvordan han skælder min mormor ud fordi han har ondt og tro at der er en masse ting omkring ham hvilket der ikke er. 

Livet er sku lidt urimeligt fortiden. Jeg priser mig lykkelig over at jeg har så dejlige veninder, særligt to af dem er sku guld værd, ville ikke kunne undvære dem. Jeg kæmper stadigvæk med familie båndet, syns det ekstra svært nu hvor de ved sandhenden omkring mit helbred. Min mor er meget over mig, hun forsøger dog at lade mig være, min far siger ikke rigtigt nået, han har nærmest taget afstand til mig. Jeg kan mærke at hvergang jeg tænker på jul, og andre højtider at så får jeg lyst til at stikke af, jeg har virkelig ikke lyst til og være sammen med dem, på baggrund af alt det der er sket. Skal til psykolog i morgen, håber virkelig at han kan give mig nået mere klarhed over det hele, måske nogle værktøjer til at komme igennem tingene på. 

Jeg stadigvæk i den fase hvor jeg tager en dag af gangen, der rigtigt mange ting som stresser mig og går mig på, ting som er u afklaret og hvad fremtiden bringer osv. Det hårdt ikke at vide hvordan det hele bliver bedre, jeg høre om flere og flere unge kvinder som har det lige så dårligt som jeg har det, for ikke sige værre. Kunne ikke sove igår, så jeg lå og kiggede lidt rundt på facebook og instagram, jeg målløs over hvor mange singler der er i danmark, samt hvor mange kvinder der faktisk ender med at blive alene mor. Læste et opslag omkring det at blive alene mor, jeg var virkelig rystede, der er så mange kvinder som tyr til den løsning - jeg selv en af dem som overvejer det, men først når der faldet ro på mig og livet. Jeg kan ikke lade værd med at tænke på om vi kvinder og mænd sætter for store krav til hindanden, om vi krævler dem vi elsker fordi vi jah bare er dumme og uvidene eller hvad er det lige der gør at vi, er så mange singler i danmark og hvorfor solo mor er så udbredt snart? 

Only a girl

første døgn på pillerne

Det ikke for sjovt at man venter med at give antideprasiv medicin, hold nu kæft hvor er de stærke :(  aldrig oplevet at min krop reageret som det gør nu, har en konstant uro i kroppen, føler hele tiden jeg skal kaste op, og bliver svimmel ret hurtigt. Værst er dog det her med at kaste op, gaber jeg eller spiser nået følges det som om jeg skal kaste op, og det er virkelig ubehageligt. Min tunge føles også som dobbelt størrelse, det alt samme helt normalt, jeg har forhørt mig hos lægen, da jeg virkelig blev bekymret.  

Mit første døgn på pillerne har derfor ikke været super fedt!, jeg hygge enormt meget med min veninde igår og holdt sankte hans herhjemme. Hun havde taget mad med, også havde jeg søgeret for lidt godder :) Der blev sluddere, danset lidt til midsommervisen også ellers bare set kærligheds film inden hun faldt i søvn på sofaen :P var sindsygt hyggeligt at hun var her. Vi fik virkelig snakket nogle gode ting igennem, og jeg fik forklaret hende hvordan jeg har haft det, samt understreget at det ikke er nogens skyld at jeg har det som jeg har det nu. Det hverken S eller min familie,s skyld at jeg har haft de tanker jeg har haft, det min krop som har fejlen, og som ikke danner nok af de her indofiner som gør en glad. Det vigtigt for mig at i også ved at at det ikke er nogens skyld! jeg ikke ude på at hænge nogle af mine kære ud, de har gjord alt hvad de kunne i deres bedste mening.

Only a girl

Hvor langt skal kniven ind..

Min psykolog sagde for et par uger " hvis en mand stikker dig ned, kan du gøre to ting, enten tage kniven ud og sige - nå jah, eller du kan blive ved med at borer kniven ind i dig selv og føle dig forudrettet hele tiden samt mærke smerten" Sætningen har fuld mig længe, og jeg har virkelig prøvet at være den bedste udgav af mig selv, kæmpede med mine problemer, mine tanker og med mine følelser særligt omkring S og min familie, men det slutter nu. 

Jeg ramte bunden i torsdags, ramte den virkelig hårdt, hårde end forventet. Selvmords tankerne kom op i mig igen, jeg kunne ikke få luft, ringede hysterisk rundt til alle, selv min søster som jeg ikke har snakket med i flere mrd. Jeg græd og græd, tros 1½ time i mobil med en bekendt var der ingen vej udenom, jeg blev igen indskrevet på pyskikatisk skadestue, denne gang var jeg dog så heldig at komme hjem igen. 

Sagen er den at S har beskyldt mig for at havde givet ham en kønssygdom, idiot som han er ( jah undskyld) tænker han sig ikke om. Manden har jo fået taget en sædtest som intet viste, og jeg har ikke været sammen med andre, så mon ikke det er den tøs han knalder nu som har givet ham det. Det er hvad, det er, S har valgt og stole på hende, og det må jeg så accepterer. Det ikke fordi jeg ikke elsker S mere, mine følelser er der stadigvæk, og det her er virkelig det hårdeste nogensiden, men jeg nød til og fokusere på mig selv nu. Jeg skal være ovenpå igen, jeg skal havde et arbejde og måske hvis jeg heldig kan åbne mig op for kærlighed igen. Men vigtigste af alt er lige nu at jeg komme ovenpå og at mine tanker omkring selvmord stopper, jeg pisse bange for tankerne, de gør ondt helt ind i sjælen, måtte få min anden moster til og komme her hjem i torsdag. Jeg kunne slet ikke holde ud af at være alene, jeg forsøgte ihærdigt og forklare S at det ikke var mig som havde givet ham det, og at han lige skulle tage en slapper og lade mig snakke ud, Men der var entet at gøre. Sætningen " jeg har fundet en sød pige, og endda en som jeg kan havde sex med" køre rundt i hovedet på mig, at skrive det her blog indlæg er virkelig et sats, jeg pisse bange for der er nået som tricket mine tvangstanker som det så fint hedder. 

Jeg har fortalt min familie om mine tanker denne gang, jeg har åbnet mig op og alle er enormt støttende, og overbeskyttende - jesus altså! har ikke været alene siden igår kl 14:00. De gør det i deres bedste mening, og jeg elsker dem for det, men jeg trænger virkelig til ro nu. 

Bær over med mig, jeg ikke mig selv det næste stykke tid, jeg bange og enormt usikker på det hele. En ting ved jeg dog, Jeg vil være den bedste udgave af mig selv og jeg vil! ikke leve sådan et liv her, med mistidlid og tvangstanker, jeg fortjener bedre og jeg bedre end det her. Jeg håber der er en stører plan for alt det her, og jeg endda kan sidde tilbage og smile over alt det her, jeg vil ikke længere borer kniven ind i hjertet. Jeg trækker den ud og giver mig selv lov til at være her, jeg skal nok komme oven på. 

Pas på hinanden derude og husk at elsk hinanden en ekstra gang <3 

Only a girl

2017 værste år nogensinden

Jeg kan godt blive ked af det, sådan virkelig ramt. Kan havde haft en hel fantatisk dag også lige pludselig rammer virkeligheden mig :( " du alene og single" den gør ondt, får en kæmpe klump i halsen og tårene presser sig lidt på. Jeg ved at jeg gjorde det rigtige ved og lade s gå og ikk svare på hans beskeder. Vi skal

Videre hver for sig, tros jeg elsker ham er det her for det bedste. Men ikk destodmindre gør det ondt og det en kamp dagligt. Jeg åbnet mit hjerte op, forelsket mig hovedløst i ham, drømte og så en fremtid i os. En fremtid som aldrig bliver aktuelt, hvad jeg ikk ville give for at havde lykkes for os. 

 

Ved ikk hvorfor men lige idag er jeg virkelig sårbar, græder over ingenting og syns bare det hele er nået lort. Jeg gir mig selv lov til at græde, lov til at være ked af det, for det er jeg. Ved ikk hvorfor jeg blevet så ramt lige pludselig, vil bare gerne kunne grave mig ned i brystkasse og føle mig tryk der kunne hulke helt sindsygt og bare vide at det okay og at den anden har en. 

 

Det her er virkelig det sværeste og værste jeg nogensinde har oplevet! At elske et andet menneske så hårdt, og alligevel at 

Måtte indse at det ikk går i mellem også vende ryggen og gå. Det så fucking hårdt! Og jeg håber hver morgen at det hele bare er en ond drøm, men det ikk tilfældet. 

Jeg stræk og skal nok klare mig igennem det her, men fuck det hårdt! Tørre tårene væk, hunden står og kigger på mig " det okay, jeg okay læg du dig bare ned igen" han ligger sig lige foran mig, kigger på ham og føler en form for skyldfølelse, at jeg ikke er go nok og burde være mere på

Og frisk. Det åndsvagt i know. 

 

2017 " værste år nogensinde! " 2018 " forhåbenligt mit drømme år"

Only a girl

Lidt for fin på den

Okay jeg er lidt snobbet/fin på den.. måske meget. Jeg ikk stolt af det men det er nu endnu engang sådan jeg føler og har det lige nu.  Var idag til min anden job samtale i denne uge, samtalen gik fint og vi kom aldrig ind på mit tidligere arbejde og hvorfor jeg stoppet. Hvilket jeg virkelig var glad for! Tilgengæld så er stedet så lille, mange to kulturelle og virkelig bare et skidt sted i hjertet af Nørrebro. Jeg meget fordomsfuld lige nu, men fuck hvor ville jeg ikk passe ind der. Eller true gå ud om aften. Frygter hvis jeg får jobbet, hvordan siger man lige pænt nej tak til det? Jeg kom i pænt tøj, måske for pænt, men havde brug for at være lidt lækker idag. Håber virkelig ikk jeg får jobbet, måske plat af mig men Hey det mit liv. 

 

Savner S hel vildt fortiden, knokler derud ad og kunne virkelig godt bruge at man var to. En af dele tingene med, en der kunne hjælpe mig med hunden og bare alm huslige ting. Det hårdt at være single,men jeg sikker på at der en mening med det hele. Lykken skal nok tilsmile mig en dag, spørgsmålet er bare hvornår og om jeg når at se den når den er der. 

 

Mens jeg sad og skrev det her, ringede de ude fra stedet. Jeg fik ikk jobbet - heldigvis! De søde mennesker men jeg skal ikk derud. Tilgengæld ville de give min ansøgning videre, hvilket jo er ret fedt. 

 

Aften skal nu bruges på at slappe af. Jeg hel færdig i min krop oh humøret er lidt trykkende. Men det skal nok gå alt sammen, tillader mig selv og være lidt ked af det her til aften.

Only a girl

Jo jo der liv i hende endnu

Jeg så træt.. tro jeg kunne falde i søvn stående oprejst. Weekenden har taget pusten totalt fra mig, på den gode måde. 

Fredag var jeg til psykolog, hvilket var sindsygt rart! Der blev snakket en hel del igennem og sat ord på nogle følelser. Da jeg kommer ud fra psykologen er der et nummer som har ringet, et nummer jeg ikk kender så jeg ringer nummeret op. Det viser sig så at være et mulig job og at jeg skal til jobsamtale på tirsdag <3 hvor heldig kan man lige være to jobsamtaler på en uge. Hel høj oh glad hoppet hjem for at slappe af og gøre lidt huslige pligter. 

 

Det gik dog ikk helt sådan, for lige som jeg bedst lå på sofaen ringede min morfars overbo. Når han ringer ved man at den er gal, nå jeg tager den og ganske rigtigt. Min morfar var blevet " indlagt" og han var i sommerhus og kunne ikke komme hjem, så der var lidt krise med min morfars hund. Jeg tilbyder slf at hente den og tage den med hjem til mig. Jeg når også derind og får pakket huden, samt alle dens ting da min mor ringer for at fortælle at nu bliver morfar altså udskrevet og sendt hjem., WHAT! Nå jamen jeg venter da bare på han kommer hjem så for at finde ud af hvad der så sker. 

 

Jeg venter godt og vel en time på at han kommer hjem. Da han kommer bliver han glædelig overrasket over at jeg var og spørg om jeg på vej hjem. Nej svare jeg, men at jeg troede at han var blevet indlagt, " nej nej jeg sagde jeg ikke vidste om jeg blev indlagt " arg men altså. Så i bund og havde jeg raset ind til ham for ingen verdens nytte, ud over slf at lufte hunden. Nå men jeg bliver og underholder ham lidt, inden jeg tog hjem igen. Da jeg kommer hjem er jeg så træt at jeg kun lige får lavet sent aftes mad og går så i seng allerede kl 8! 

 

Om lørdagen er jeg så frisk og glæder mig over min veninde ville kigge forbi, så vi kunne få sludderet og nydt det gode vejr. Jeg står glædeligt op, sætter Mads og monopolet på, og begynder så at rydde lidt op da min mor pludselig skriver. Hun vil gerne havde mig med ud og shoppe og tro lidt at alt er okay igen - hvilket tingene ikke er. Men lad nu det ligge, får spurgt om jeg må låne deres/vores /familien hunden, nu når ingen rigtigt var hjemme, kunne jeg jo lige så godt hygge mig den/hende. Savner at havde lidt liv omkring mig, virkelig hårdt at være alene :( savner S hel vildt. 

 

Men ja jeg får lov til at låne hunden, og hopper derfor i en hygge/sove kjole, som kun er beregnet til lige hurtigt at tage på hvis man bare lige skal ned efter post eller ud med huden. Den var os lidt beskidt, men fuck it, skulle jo bare lige hente hunden. Tager derfor heller ikk make up på eller ordner mig sån rigtigt, det fortrød jeg sener hen. 

 

Går glad min mor og hunden i møde, og da hunden endelig opdager det er mig vil glæden ingen ende tage. Hun hopper op og ned og får vældet mig omkuld, alt i mens hun piver oh er glad for endelig at se mig efter knap et halvt år. Efter at havde hilst på tøsen, går jeg med min mor hjem, hun havde nogle ting som jeg lige skulle se på. Da vi kommer hjem til dem, ringer min mors mobil, det hjemmeplejen, min morfar åbner ikk døren og de kan høre hunden stå og gø derinde. Det ligner ham ikke, ikk at reagere når hans hund gør, vi frygter derfor det værste. 

 

Ret hurigt kommer vi ned i en taxa og afsted mod min morfar, velvidende at han måske er sovet ind. Jeg valgte at tage med min mor derind, tros manglende parfume, makeup, sjusket tøj, og vores interne ballade.. ha ha var virkelig ikk køn, men hun skulle ikk stå alene hvis han nu var sovet ind. Da vi kommer derind finder vi ham liggende på sofaen, han er hel væk, han snakker i tåge og slet ikk sammenhængene. Vi ringer derefter til lægevagten som sender en ambulance med udrykning " fy for satan hvor var det ubehageligt" men de kom og tog ham så med. 

 

Jeg valgte at blive og pakke hjemmet og hunden sammen, min mor tog så med ham- min morfar. At få en hund med metroen, ned af rulletrapper oh op i et tog igen i den her varme er virkelig stramt! Jeg kamp kogte i min mega sjusket kjole og uden parfume på, oh Gud det har virkelig været et syn for guderne. Men vi klaret den og kom hjem i go behold. 

 

Efter at havde været hjemme i små 10

Minutter tog jeg over til mormor, hvis mand er Dødene af kræft og nu er kommer på hospis . Jah jah jeg keder mig sgu ikke, nå men over til momse og hjælpe hende med tv. Endte dog med at hun måtte låne min computer så hun kunne se lidt tv via den også over på tv,et. Så nu jeg uden computer for en stund, det går nok oss lige. 

 

Da jeg havde været hos momse var klokken forholdvis mange og tid til en aften gåtur med hunden. Min dejlige bror valgte at følge mig hjem med deres hund også kunne vi gå en tur sammen, hvilket jeg virkelig satte pris på. Mens vi var ude skrev min veninde så at hun lige ville kigge forbi, hvilket jo var dejligt nok, men hold nu kæft hvor var jeg smadderet der. Hun blev så til sen aften hvor vi sammen gik en tur. 

 

Man ville tro at hunden så nu ville ligge sig ned og sove tungt med alle de oplevelser men Nææh nej! Det blev den længste nat ever! Hunden vågnet af den mindste lyd, bevæget jeg mig i sengen vågnet den og ville hen og sige Hej eller begyndte at gå rundt i soveværelse - HOLY shit jeg var træt om morgen. Jeg valgte derfor oss at blive hjemme fremfor at besøg min morfar, tilgengæld tog jeg over til min mormor sener på dagen for at få ordnet mit cv på computer inden jeg skulle bruge det. 

 

Min kære computer vælger så og fucke det hele op. Den sletter ting som den ikk skal gøre og driller virkelig bare, jeg var så træt og uden tålmodighed at jeg klasker computeren i og siger fuck det laver det i morgen på kurset. Tøffer herefter stille hjem og tænker at nu kan det næppe blive værre. Men jo jo det kan det da! Da jeg kommer hjem med huden fra en gåtur opdager jeg at han afføring i pelsen. Go så! I bad med den, og ud på altanen og tørre. Da han så er tør vil jeg bare lige tjekke om alt kom ud, til min store skræk opdager jeg at han har en tæge bagi. 

 

Lige der var jeg ret tæt på og kaste håndklædet i ringen. Nå men får fat i min bror som kommer over og holde hunden mens jeg får fjernet tægen, større stykke arbejde men den kom da ud. Resten af aften går ellers med at vaske gulv og holde øje med hunden, om han nu blev dårlig osv. Så igen en nat med minimal søvn, normalt ville S havde været der til og berolige mig sige at jeg skulle slappe lidt af, men vi jo ikk sammen så ja. 

 

En fucking hektisk weekenden efterfulgt af to dage med job samtaler og kursus også en helveds masse gåture. Jeg træt med træt på!

Only a girl

Puha.. jah hvor skal jeg starte henne. Livet er stadigvæk et stort rod, følelserne flyver rundt i kroppen på mig og hovedet skriger på lidt fornuft. Det sku ikke nemt og være i min krop/sjæl lige pt, men om ikke andet er sandheden så småt begyndt at komme frem. Snakket med min elskede mormor idag, som spørg meget direkte til om S kommer næste lørdag hvor vi er invitret ind til gril hos min fætter, jeg trækker vejret dybt og forklare hende at S og mig har nogle problemer. Jeg giver hende, den samme historie som alle andre har fået, det gør lige ondt hvergang, men jeg gider ikke lyve/ holde det skjult længere. Jeg syns det pisse hårdt at være alene, virkelig hårdt! og jeg savner S sindsyg mange, men hvis han virkelig ikke vil mig, som jeg nok må indse at han ikke vil, så skal jeg altså videre. Første skridt var at fortælle familien om det, og det i sig selv var hårdt!, nu skal jeg så arbejde på mit familie bånd, samt lære at være alene. Jeg en skøn kvinde, stræk,selvstændigt og jeg skal fandme nok komme ovenpå. Jeg tager de tude turer der til skal, fortryder nogle ting undervejs, og lære af dem, det må være hvad livet handler om. 

Her om en times tid kommer min skønne veninde på besøg til fødselsdags middag, da hun fylder 25 i morgen <3 der skal tøsse hygges, måske drikkes nået vin, hvem ved :P jeg bliver lyn hurtigt fuld fortiden, så må jeg lige skulle holde lidt pause med det. Men sandheden skal frem, det hjælper ikke at jeg holder mig skjul, og tro at alting nok skal gå og først kommer frem når alting er værst. 

Only a girl

Kære skønne mennesker som følger denne blog.

Jeg blev her til aften gjord opmærksom på hvad det er jeg skriver, hvornår jeg skriver og om hvem jeg skriver. Jeg vil gerne dele hele min historie med jer, det ændre måske ikke jeres billede af mit liv, men jeg syns i fortjener at vide hele historien og ikke kun nået af den. 

I år 2015, møder jeg min eks kæreste S, jeg var på daværende tidspunkt lige flyttet hjem til mine forældre efter endt uddannelse, og sov på en luftmadras inden på min søsters værelse. Oh hvilke tider det var - not :P 5 mennesker, en hund og min kanin i 4 værelset lejlighed, det er pænt trængt og kaotisk. Men som alle andre blev jeg ramt af bolig krisen og det var svært at få en bolig, især uden en et job. Det som jeg troede var drømme jobbet dukker så op i maj mrd, jeg elsker alt ved jobbet og begynder langsomt at finde mig selv i den nye tilværelse.. og inden længe tilsmiler lykken mig og får et bolig tilbud, og sener hen et ja <3 lykken var gjord der, tænk engang en, lille mig havde et fedt job, egen lejlighed, hvad mere kunne jeg drømme om, det skulle da lige være en kæreste. Pling dingeling også var lykken også der helt præcis i oktober mrd. Jeg havde længe være på den berømte tinder app uden rigtigt at finde nået jeg kunne lig. Det var lige indtil S dukkede op, jeg blev ret hurtigt stormende forelsket i S, uden rigtigt at vide så meget om ham, forelsket jeg mig med det samme i ham. Da det blev november mrd fik jeg endelig nøglerne til min nye lejlighed, S hjalp mig slf med at flytte mine ting og det var også her han første gang officielt mødte mine forældre. ( får helt sommerfulge i maven over at tænke tilbage) Da 2015 sluttet følte jeg at jeg havde det hele, verdens bedste kæreste, en lejlighed, et job alt var perfekt. 

Det var så lige indtil jeg kom hjem til S, hvor vi havde et skænderig over en latterlig ting. Men vi blev gode venner og alt var perfekt igen, i 2016 kommer S hjem til mig en aften, kigger mig dybt i øjene og siger " skat jeg vil ikke undvære dig længere, jeg syns vi skal flytte sammen " jeg var ved at sprække af glæde der! Så jah S flyttede ind hos mig, det var tætter på hans job, og jeg var ikke lige til at flytte dengang. Det har enlig aldrig været et problem for os at bo sammen, i forhold til huslige pligter osv. Snarer være vores interne problemer som tillid og jalusi, dem sloges vi med ret tidligt. Nå men S flytter ind hos mig, og det gik enlig fint, vi konklet begge derud af med vores job, S savnet rigtigt meget sin hjemby, vennerne og familie som alle bor i den by. Omkring februar mrd vælger S og jeg så at tage det næste skridt i vores parforhold, smide p-pillerne, vi begge enormt lykkelig over det og er meget håbefulde, vi snakker navne, hvordan vi vil opdrage osv, alt bliver planlagt. For hver blødning jeg får bliver jeg rigtigt ked af det, græder rigtigt meget og føler mig stresset, livet som parforhold levet ikke helt op til det jeg troede. S var konstant hjemme, jeg var aldrig alene hjemme, hvilket jeg jo havde været vant til, så det kæmpet vi/jeg særligt meget med. S prøvet at være mere ude af huset, og træne sådan at jeg kunne komme hjem til et tomt hus, og lige få en times pause i ro. På tros af vores ændringer ender vi i maj mrd med et kæmpe skænderi! jeg husker ikke over hvad, men jeg flipper helt skråt, smider hans ting ud af lejligheden råber og skriger som en gal. Den dag idag er jeg sindsyg flov over det, og kan intet huske fra den aften, andet end at jeg smed ham ud. Vi snakker så ikke sammen i en uges tid, jeg er i vildrede, aner ikke hvad jeg skal gøre, jeg mente jo ikke det jeg sagde med at jeg ikke ville ham. 

Min værste frygt bliver så til virkelighed en aften, hvor jeg endelig tager mig sammen til at kontakte ham. Han havde allerede været sammen med en anden, jeg flipper helt skråt, råber og skriger af ham og fortæller hvor meget jeg har lyst til at slå ham lige i fjæset, hans svar til dette er " skal jeg komme så du kan gøre det" som sagt som gjord. Han kørte kl lort om aften hjem til mig bare for at jeg kunne slå løs på ham, jeg var så gal og såret, jeg slog løs på ham ( tøse salg) og kun på skulderne/brystede. Han stod der bare og tog i mod, han vidste godt at han havde såret mig, men jeg havde såret ham mindst lige så meget. Han havde opgivet sin bolig for at flytte ind til mig, for så at flytte hjem til sin bonus mor indtil hans fik sin egen lejlighed igen, han opgav alt for kærligheden. Efter at havde slået løs på ham grædene vel og mærket, tager han mig med ind i stuen hvor vi får snakket lidt om det hele, han begynder at græde og spørg hvad fanden det er jeg har gjord ved ham. Hvorfor kunne han ikke bare glemme mig, det første gang nogensinden jeg ser S græde. De efterfølgene dage snakker vi sammen og beslutter at give det en chance til.. 

I slutningen af juli tager vi så på vores livs rejse, eller nok nærmer min livs rejse. For første gang i lang tid skal jeg på ferie i udlandet, også endda i 14 dage til skønne cyperen. S havde booket bil og der var bare styr på det hele, Vi havde forsat vores problemer, men fuck hvor vi glædet os. Fniser... det enlig latterlig nu hvor jeg tænker tilbage kan jeg huske at vi flere gange inden rejsen blev uvenner og sagde " jeg tager ikke med, bare rejs ud mig".. hvilket var dybt latterligt, for vi glædet os begge to. Jeg huske ikke hvorfor vi skændtes, formindlig over ingenting som altid. Men vi tager på vores livs rejse og nyder de 14 dage. Da vi er kommer hjem fra cyperen for S sin lejlighed tilbage igen, efter at havde fremlejet den, vi beslutter at jeg skal flytte med ham, og jeg glæder mig over at vi endnu engang skal være sammen. Men lykken varet kort. 

Ret hurtigt blev det hverdag igen, jeg løb frem og tilbage, aldrig været så stresset før i mit liv. Jeg havde både mit fuldtidsjob og mit frivillige job, plus mine veninder som hiv i mig for at ses, og en kæresten som også gerne ville ses. Det var ren helved!. og det var kun begyndelsen. Husker at S flere gange siger til mig " pas nu på.. det ender galt".. selv hans familie siger det, og det ender da også galt. Jeg begynder at få flere og flere sygedage, jeg har svært ved at komme op, mit humør køre op og ned, jeg sover ekstrem meget og lukker mig mere og mere inden. Det der i 2015 var mit drømme job viste sig at være jobbet fra helved, med en helveds chef. Grundet min meget høje sygdoms fravær, begynde min chef at true mig med fyrre seddelen, hvilket slog mig helt ud af kurs, jeg konklet for at få hendens opmærksomhed, og da hun så gavmild som hun nu var tilbyder at lave en sær ordning med mig takker jeg da også jah uden yderligere indvindinger - mit livs største fejl. Grundet jeg havde en så høj fraværs procent og stod til fyre seddel valgte min chef at sige at jeg godt måtte betale min sygdom med mine afspaserings timer, pænt af hende tænkte jeg. Så for hver aften møde jeg deltog i, primær hver anden uge, så røg de på min sygdom, og jeg arbejde dermed 40 timer om ugen og havde 2 timer i transport sammenlagt. Jeg var smaddret! 

Skænderierne mellem S og jeg tiltager drastisk, jeg vil ikke længere lave nået andet end sove, jeg har ikke lyst til sex eller put, vil bare gerne sove og spiser ikke rigtigt nået. Det hele ender med at jeg flytter ind på gæsteværelset og vi går endnu engang fra hinanden. Perioden her er lidt uklar for mig, jeg var ikke mig selv, og kan nærmest ikke huske over halvdelene af tingene der er sket, det hele eksallere da også endnu engang, og jeg tager mine ting og flytter hjem til mine forældre igen, der er her 1 mrd til jeg får min egen bolig igen. 

Hos min forældre bliver tingene ikke bedre, jeg får det tværdigmod værre. Jeg kæmper på arbejdet, kan ikke komme op om morgen, og tager flere gange taxa til og fra job = fucking dyrt!. Inden jeg flyttet fra S. snakket vi meget om hvad der skete med mig, og han mente og frygtede at det var fordi jeg smed p-pillerne at min homon balance var hel skæv, så jeg booket en tid til lægen for at få det undersøgt. Det først min læge siger til mig da han ser mig " jamen sødeste... du har jo stress og nok oss en deperation" OMG! det var nok den mest lettende besked at få der. Endelig var der nogen som kunne sætte ord på alt det jeg følte, jeg var så lettet over at få den besked. Dagen efter tager jeg på arbejde og allerede 2-3 timer inden i vagten kaster jeg håndklædet i ringen og ringer min chef op for at fortælle at jeg altså har fået stress og sygemelde mig fra dags dato. Hendens svar husker jeg så tydeligt " jamen ... Det jo ikke arbejdets skyld. Det din kæreste, tænk dig nu godt om, jeg siger det her til dig som en ekstra mor"... Jeg stor tudet!. Jeg havde konklet i flere dage og uger på den arbejdesplads betalt min egen sygdom, kørt frem og tilbage i en taxi bare for at beholde et job også var det alt hun kunne sige. Jeg gik små grædene rundt til de vigtigste af mine kollegarer og sagde farvel, jeg skulle fandme ikke tilbage igen, og det kom jeg heller aldrig. 

Jeg var for alvor ramt, jeg sov to dage væk, spiste ikke rigtigt nået, jeg sov bare. Det var alt jeg havde brug for, en aften hvor S skrev kørte jeg en tur med ham, som så endte i sex, men det var rart at mærke ham igen, for fuck hvor havde jeg savnet ham, men han kunne godt se at jeg havde det skidt og havde brug for min tid til at komme ovenpå igen. I slutningen af oktober mrd, har S sine afsluttende eksammer på sin uddannelse, jeg tager ind til ham en aften og beroliger ham samt hjælper med at få ordnet hans ting. Han tager så til eksamen dagen efter, kysser ham farvel og siger at det nok skal gå, og Ganske rigtigt, det gjorde det!. Han fucking bestod, jeg var så lykkelig på hans vegne der, jeg selv var helt smaddret over at havde givet " så meget" af mig selv den ene aften, men lykkelig på hans vegne. Vi fejre hans eksamen med god mad fra grillen, spiser inden i sengen og ser film hele natten, et par dage efter skal han så til dimitions fest. S ville gerne havde at jeg tog med, men jeg på det tidspunkt så smaddret og træt af at havde været på at jeg siger nej og tager hjem til mine forældre. Den dag idag ægere jeg mig så meget over det, men jeg kan ikke ændre på det nu. 

Jeg havde fra starten af fortalt mine forældre at de ikke skulle sige til nogle at jeg var flyttet hjem igen, og at jeg havde fået stress, jeg havde brug for selv lige og bearbejde det. Desværre lærte jeg på den hårde måde at min familie ikke er til at stole på, for kort efter S dimitions fest finder jeg ud af at min fætter ved at jeg er flyttet hjem. Jeg flipper helt ud her, græder hysterisk, er i vilrede, er fuldstændigt ude af balance, og jah er fucking helt til rotterne der. I min vrede pakker jeg igen mine ting og skrider fra mine forældre, det sidste gang jeg rigtigt ser dem før lang tid sener, oveni i at jeg er skuffet over de ikke holde på min hemmelighed truer jeg S med at jeg vil begå selvmord. Hvilket på ingen måde er okay! han flipper slf helt ud, sætter sig ind i bilen og køre ud efter mig, desværre går min mobil ud for strøm og det først da jeg kommer op til det lokale centret at jeg får strøm på igen, og kan fortælle hvor jeg er. På daværende tidspunkt er S STIKTOSSET, da jeg sætter mig ind i bilen bliver jeg skældt ud, han var tydeligvis bange og ked af det jeg skrev, han beder mig annuller hotellet som  jeg havde booket for en nat, også køre han mig eller hjem til sig, hvor jeg igen bliver lagt inden på gæsteværelset da han ikke ville vække mig når han kom hjem sener. Jeg græd hele vejen fra min hjem by til hans, der er ca ½ times kørelse, jeg græd non stop, så da jeg endelig rammer gæsteværelset falder jeg omkuld.

Om morgen bliver jeg så sur over at S ikke kom ind til mig om natten som han havde lovet, jeg ter mig fuldstændigt åndsvagt, kan slet ikke genkende mig selv i det, og jah jeg ender med at gå ud i køkkenet og sluger 4 panodiller, hvorefter jeg falder grædene sammen. S er i chok, og aner ikke hvad han skal gøre, jeg får slev ringede til psykiatrisk skadestue som henviser mig til herlev. Jeg får i telefonen fremstammet at jeg ikke kan mere, at jeg ganske enkelt ikke kan klare mere. Damen i den anden ende beroliger mig og sige at det nok skal gå, S køre mig ud på herlev, går med ind og kysser mig flere gange på panden mens han knuger mig ind til sig. Vi bliver så vis ind på stue hvor en sygeplejske tager sig af mig, jeg fortælle hvad jeg gjord, hvortil hun siger at det nok skal gå og at det var godt jeg kom, jeg blevet tilbud nået mad gør vi enlig begge to, men det kun mig som siger jah tak. Da sygeplejsken så kommer med maden, bryder S sammen, hun spørg om han er okay, og han siger bestemt " bare tag dig af hende.. jeg klare mig"  ( puha får en klump i halsen, og tårene presser lidt på. det her billede har hjemsøgt mig så mange gange..men jah). Jeg kigger over på S og siger " babe jeg okay.. jeg skal nok klare den" vi græder begge to lidt. Det anden og sidste gang jeg ser S græde sådan :( Nå men jeg bliver henvist til psykatisk skadestue hvor jeg bliver indskrevet i et døgn. Det skal her siges at jeg har været væk hjemmefra, altså mine forældre, i to døgn nu, uden de har bekymret sig om mig, Det ramte mig hårdt. Efter en lille døgn på skadestuen bliver jeg udskrevet igen, desværre raver mig og S uklart igen. Han havde lovet og komme næste morgen når han vågnet, men han kom aldrig. Det skulle så vise sig at han troede at han ikke måtte komme når det nu var den lukkede afdeling, han ventede på at jeg sagde han skulle komme, og jeg ventede på han kom for det var hvad jeg troede var aftale. Så endnu engang raver vi uklart og jeg bokket mig ind på hotel værelset og er der i to dage, indtil jeg får min egen bolig igen. Kontakten til S er nu lig nul, vi kapper forbindelsen et par dage. 

Efter små 14 dage i egen lejlighed begynder jeg at få det bedre, mine veninder søgere for at tjekke op på mig og jeg begynder at skrive med andre fyre, ikke fordi jeg søger forhold men fordi jeg søgte beskæftigelse i at jeg var go nok. Jeg møder da også en sød fyr på nettet, som er i samme bås som mig, nyelig single grimt brud og med mange uafklaret følelser, vi begynder så at skrive mere intens og der bliver snakket lidt intimt. En aften da jeg så har min veninden på besøg, skriver jeg lidt med ham her fyren, jeg hygger mig og har det enlig godt, lige indtil jeg opdager at min snapchat et blevet "hacket", med andre ord S havde loggede sig ind på min snapchat for at se hvad der skete. Det skal hertil nævne at jeg havde modtage nogle grimme mail,s fra S men at jeg på tros af det alligevel havde været sammen med ham sexlueslet. Han mente og mener stadigvæk at ham og mig dengang prøvede at få tingene til at fungere igen, det ikke sådan jeg husker tingene, men jeg var også lidt ustabil der så det vil jeg ikke læg hovedet på blokke oven. Men S logger sig altså ind og finder ud af at jeg har skrevet med en anden mand, tros at jeg for et par dage siden havde sagt at der ingenting var og at det sygt at han overhovdet troede jeg havde en anden, I min verden havde jeg ikke en anden, det var bare fis og ballade over tinder, det var bekræftigelse og intet andet.  S bliver slf rasende og truer den her mand med alt muligt, ham her fyren derimod tager det ganske roligt, og vi får sammen stoppet det, og får snakket S til ro igen. Efter det her sker går der vel omkring en uges tid hvor jeg modtager diverse beskeder om hvor klam jeg er osv. og jah jeg kan godt se i back spejlet at det måske ikke var så smart, men jeg lagde virkelig intet i det, tinder fyren var bare fis og ballade og jeg var jo single. 

Men endnu engang får mig og S at få snakke om tingene og bliver enig at prøve igen igen igen... denne gang med nogle retnings linjer. Jeg går med til dem, og vi arbejde sammen om tingene. Da det bliver december mrd starter jeg op i nået gruppe terapi, jeg har her endnu ikke snakke med min familie i over to mrd, det meget atypisk for mig på det tidspunkt.Men jeg var simpelhen for vred på dem til overhovde at gide at snakke med dem. Jeg bilder dem derfor også ind at jeg tager til berlin i julen og derfor ikke kan være sammen med dem, jeg ønskede ikke nolge jul det år. Sød som S er vendte han op og ned på, han tog mig med ud for at fælde mit første juletræ, som vi sammen pyntede herhjemme. Forinden havde han været forbi og lagt en pose gran ude foran min dør, skal lige siges at det var nålegran, vi var blevet uvenner igen og han havde aflyst at julehygge med mig 1. advent, jeg huske ikke præcis hvorfor, men han havde så taget ud kl lort om morgene for at finde gran til mig så jeg kunne nå og få lavet min julekræns. Havde manden dog bare hørt efter havde han fundet ud af at jeg havde købt gran, og lavet tingene, men tanken var sød og jeg elskede ham for at gøre det. Julen betyder alt for mig, jeg elsker den over alt på jorden, den rummer så meget af kærlighed. 

Hele december mrd er jeg uvenner med min familie over at jeg ikke komme til juleaften, og lille juleaften får den værst tænklige besked nogensinde af min far " din mor gider dig ikke"! jeg stor tudet, ringede efter S som heldigvis var på vej herhjem alligevel, alt var kaotisk. Grunden til at min mor ikke gad mig, var fordi jeg havde give min bror deres julegaver med hjem, hvad min mor dog ikke vidste var at han hele tiden havde haft dem, da vi jo juleshoppet sammen. Men det blev gjord til et kæmpe drama :( heldigvis var S der til og samle mig op, og jule morgen vågen vi op sammen, han kørte selv hjem tidligere og fejeret jul med hans familie inden jeg kom ind til ham, hvor mig og ham skulle fejre juleaften sammen alene. Det var den mest perfekte aften taget alt i betrækning, jeg ønsket ikke nogen jul, jeg ville bare glemme det hele også bare være hos S i hans arme. Dagen op til nytår når S og jeg at blive uvenner igen, over hvad ved jeg ikke. Men vi ender med at gå ind i det nye år hver for sig, begge håbefulde af den anden nok kommer lige om lidt, men gjorde ingen af os. Da jeg endelig opdager at han ikke kommer, famler jeg i blinde efter en taxa eller nogle der kan køre mig ind til ham, men hallo, det nytårs aften " kommer ikke til at ske" så endnu engang fejre vi nytår hver for sig og med afsavn til den anden. Jeg græd mig selv ind i det nye år, da klokken er omkring 2 banker det på døren. Jeg går ud for at åbne og gæt hvem det er.. Det S i sit stiveste pus, jakkesæt,butterfly,lak sko og bare piv lækkere, han troede oprigtigt at jeg ville komme ind til ham, for det havde vi åbenbart talt om. Jeg husker ikke den samtale, men jeg var så smigret over at han bare kom, han savnet mig og jeg savnet ham.. han sov hos mig den nat, og natten efter <3. 

Vi begyndte så igen at ses, og jeg mødte familien igen og da S fik problemer med bilen tilbød jeg ham at jeg kunne flytte ind til ham, også kunne bruge de penge jeg fik for lejligheden til at lave bilen. Jeg ville gerne gøre op for det han gjorde for mig dengang jeg var allermest nede, havde han ikke hentede mig den aften jeg gik fra mine forældre, havde jeg nok være død nu.  S takker ja til tilbudet og spørg flere gange om jeg er sikker, hvortil jeg svare at jeg er 100% sikker. 

oh jah resten kender i jo til. Jeg starter så nået udredning op for at finde ud af hvad der sker med min krop og hvorfor jeg bløder i 14 dage, da jeg ligesom er blevet tjekket i hovedet og røv er det så S tur til det. Det i sig selv har taget hårdt på os, eneste vi ønskede os var en familie, eneste vi ikke kan finde ud af er at lave en baby. Nå men midt i min udredning bliver min kære moster så alvorlig syg og jeg befinder mig igen mellem at være på syge besøg eller passe hendens dreng sammen med S. S var en fantatisk støtte i den tid, min morst dreng trak sig mere og mere fra mig, han lyttede ikke længere på det jeg sagde, det var kun når S var med at jeg kunne styre ham, de fik knyttet et helt særligt bånd. 

S tager flere gange med ud på hospitalet til min moster og er, særligt en aften husker jeg tydeligt. Det var en fredag, fredage hjemme hos os er meget hellige, det altid med fredags slik, disney show også enten x-faktor eller kogenrigeste klogeste, og bare fordi vi nu skulle være hos min moster skulle dette ikke ændres. Så! vi pakket computerne, og slikket sammen og tog på Rigshospitalet hvor vi sad og så det mens min moster lå og sov. Det var det mest romantiske og kikset ting på samme tid, men jeg elskede at han ville dele det mig og være der for mig og min moster. Det sidste halve år køre vi så med at " nu dør hun... nu dør hun ikke... arg nu det alvor hun dør... arg snydt igen" Det tog virkelig hårdt på mig, plus jeg stadigvæk ikke snakkede med min familie som nu stod og gerne ville havde nogle svar, jeg trak mig igen.

Det først da S ligesom hivet fat i mig og siger nu det nok.. få styr på dit shit. Han mente det i sin bedste mening, men min strid med min familie var ved at ødelægge mig og mit forhold, jeg var konstant ked af det, smilede aldrig og det eneste S ønskede var at jeg skulle blive glad. Da vi kommer til marts mrd, oplever jeg for første gang længe at være glad, det min fødselsdag, jeg havde været enormt ked af det op til, for jeg kunne ikke holde nogle fest, i og med jeg jo ikke snakke med min familie og af respekt for dem ville jeg ikke holde en uden dem. Så S planlage dagen i den hel perfekte ånd, bare mig og ham. Først en tur i dyrehaven hvor vi gik rundt i et par timer, elsker stilheden derude, derefter kørte vi til hjemby hvor min bror skulle havde en overraskelse til mig. Det havde han så ikke lige nået, men tanken var sød. Min lille bror havde kontaktet S og spurgt om han ikke ville købe en gave til mig fra ham af, da jeg jo ikke skulle snydes for, S havde så sagt at det skulle han selv gøre og give mig, men at han gerne ville køre mig hen til ham, så det gjorde han. Ohh den skønne lille mand, han havde ikke nået og købe en gave så han gav mig 500 kr, takker nej tak til dem, og aftalte så at mig og ham skulle finde en dag og ses hvor han så ville havde købt den. Efter at havde været hos min bror tog vi hjem, og sener hen i bio for at se skønheden og udyret <3 den perfekte dag og aften. Han respekteret alle mine krav, ingen gaver,ingen fest, bare mig og ham, min fødselsdags gave kom så nogle uger sener :P 

I apil mrd dør min moster så, S var ved min side hele tiden, også til begravelsen. Men også her formår vi og blive uvenner, sådan køre det faktisk det sidste stykke tid sammen. Vi står sammen når det virkelig gælder, men formår at smadder det igen. Hans usikkerhed omkring det jeg engang gjorde, kommer op i ham ofte, også selv om at jeg viser ham at der intet er, mit hysteri kommer også frem. Oh jah alt det her med baby halløj tog virkelig puste fra os, nok nærmer mig. Så de sidste par mrd, har det været meget med " nå går jeg"... pause... " ej jeg vil dig god alligevel" og det ikke sundt på nogle måde. Jeg ved ikke om man kan sige vi har et had- kærligheds forhold. Men nu har i hele billede, det tog så også kun en time at skrive dette. 

Plzz vær søde når i kommentere og tænke på at det er her mit liv jeg lige har lagt ud til jer, jeg ikke perfekt, han er ikke perfekt. Men vi har fandme haft vores udfordringer udefra oss.