Only a girl

Blog Only a girl

Indlæg: 19    Kommentarer: 23    Se mere fra Blog Only a girl

Om denne blog

Indlæg i denne blog

Only a girl

Hvor langt skal kniven ind..

Min psykolog sagde for et par uger " hvis en mand stikker dig ned, kan du gøre to ting, enten tage kniven ud og sige - nå jah, eller du kan blive ved med at borer kniven ind i dig selv og føle dig forudrettet hele tiden samt mærke smerten" Sætningen har fuld mig længe, og jeg har virkelig prøvet at være den bedste udgav af mig selv, kæmpede med mine problemer, mine tanker og med mine følelser særligt omkring S og min familie, men det slutter nu. 

Jeg ramte bunden i torsdags, ramte den virkelig hårdt, hårde end forventet. Selvmords tankerne kom op i mig igen, jeg kunne ikke få luft, ringede hysterisk rundt til alle, selv min søster som jeg ikke har snakket med i flere mrd. Jeg græd og græd, tros 1½ time i mobil med en bekendt var der ingen vej udenom, jeg blev igen indskrevet på pyskikatisk skadestue, denne gang var jeg dog så heldig at komme hjem igen. 

Sagen er den at S har beskyldt mig for at havde givet ham en kønssygdom, idiot som han er ( jah undskyld) tænker han sig ikke om. Manden har jo fået taget en sædtest som intet viste, og jeg har ikke været sammen med andre, så mon ikke det er den tøs han knalder nu som har givet ham det. Det er hvad, det er, S har valgt og stole på hende, og det må jeg så accepterer. Det ikke fordi jeg ikke elsker S mere, mine følelser er der stadigvæk, og det her er virkelig det hårdeste nogensiden, men jeg nød til og fokusere på mig selv nu. Jeg skal være ovenpå igen, jeg skal havde et arbejde og måske hvis jeg heldig kan åbne mig op for kærlighed igen. Men vigtigste af alt er lige nu at jeg komme ovenpå og at mine tanker omkring selvmord stopper, jeg pisse bange for tankerne, de gør ondt helt ind i sjælen, måtte få min anden moster til og komme her hjem i torsdag. Jeg kunne slet ikke holde ud af at være alene, jeg forsøgte ihærdigt og forklare S at det ikke var mig som havde givet ham det, og at han lige skulle tage en slapper og lade mig snakke ud, Men der var entet at gøre. Sætningen " jeg har fundet en sød pige, og endda en som jeg kan havde sex med" køre rundt i hovedet på mig, at skrive det her blog indlæg er virkelig et sats, jeg pisse bange for der er nået som tricket mine tvangstanker som det så fint hedder. 

Jeg har fortalt min familie om mine tanker denne gang, jeg har åbnet mig op og alle er enormt støttende, og overbeskyttende - jesus altså! har ikke været alene siden igår kl 14:00. De gør det i deres bedste mening, og jeg elsker dem for det, men jeg trænger virkelig til ro nu. 

Bær over med mig, jeg ikke mig selv det næste stykke tid, jeg bange og enormt usikker på det hele. En ting ved jeg dog, Jeg vil være den bedste udgave af mig selv og jeg vil! ikke leve sådan et liv her, med mistidlid og tvangstanker, jeg fortjener bedre og jeg bedre end det her. Jeg håber der er en stører plan for alt det her, og jeg endda kan sidde tilbage og smile over alt det her, jeg vil ikke længere borer kniven ind i hjertet. Jeg trækker den ud og giver mig selv lov til at være her, jeg skal nok komme oven på. 

Pas på hinanden derude og husk at elsk hinanden en ekstra gang <3 

Only a girl

2017 værste år nogensinden

Jeg kan godt blive ked af det, sådan virkelig ramt. Kan havde haft en hel fantatisk dag også lige pludselig rammer virkeligheden mig :( " du alene og single" den gør ondt, får en kæmpe klump i halsen og tårene presser sig lidt på. Jeg ved at jeg gjorde det rigtige ved og lade s gå og ikk svare på hans beskeder. Vi skal

Videre hver for sig, tros jeg elsker ham er det her for det bedste. Men ikk destodmindre gør det ondt og det en kamp dagligt. Jeg åbnet mit hjerte op, forelsket mig hovedløst i ham, drømte og så en fremtid i os. En fremtid som aldrig bliver aktuelt, hvad jeg ikk ville give for at havde lykkes for os. 

 

Ved ikk hvorfor men lige idag er jeg virkelig sårbar, græder over ingenting og syns bare det hele er nået lort. Jeg gir mig selv lov til at græde, lov til at være ked af det, for det er jeg. Ved ikk hvorfor jeg blevet så ramt lige pludselig, vil bare gerne kunne grave mig ned i brystkasse og føle mig tryk der kunne hulke helt sindsygt og bare vide at det okay og at den anden har en. 

 

Det her er virkelig det sværeste og værste jeg nogensinde har oplevet! At elske et andet menneske så hårdt, og alligevel at 

Måtte indse at det ikk går i mellem også vende ryggen og gå. Det så fucking hårdt! Og jeg håber hver morgen at det hele bare er en ond drøm, men det ikk tilfældet. 

Jeg stræk og skal nok klare mig igennem det her, men fuck det hårdt! Tørre tårene væk, hunden står og kigger på mig " det okay, jeg okay læg du dig bare ned igen" han ligger sig lige foran mig, kigger på ham og føler en form for skyldfølelse, at jeg ikke er go nok og burde være mere på

Og frisk. Det åndsvagt i know. 

 

2017 " værste år nogensinde! " 2018 " forhåbenligt mit drømme år"

Only a girl

Lidt for fin på den

Okay jeg er lidt snobbet/fin på den.. måske meget. Jeg ikk stolt af det men det er nu endnu engang sådan jeg føler og har det lige nu.  Var idag til min anden job samtale i denne uge, samtalen gik fint og vi kom aldrig ind på mit tidligere arbejde og hvorfor jeg stoppet. Hvilket jeg virkelig var glad for! Tilgengæld så er stedet så lille, mange to kulturelle og virkelig bare et skidt sted i hjertet af Nørrebro. Jeg meget fordomsfuld lige nu, men fuck hvor ville jeg ikk passe ind der. Eller true gå ud om aften. Frygter hvis jeg får jobbet, hvordan siger man lige pænt nej tak til det? Jeg kom i pænt tøj, måske for pænt, men havde brug for at være lidt lækker idag. Håber virkelig ikk jeg får jobbet, måske plat af mig men Hey det mit liv. 

 

Savner S hel vildt fortiden, knokler derud ad og kunne virkelig godt bruge at man var to. En af dele tingene med, en der kunne hjælpe mig med hunden og bare alm huslige ting. Det hårdt at være single,men jeg sikker på at der en mening med det hele. Lykken skal nok tilsmile mig en dag, spørgsmålet er bare hvornår og om jeg når at se den når den er der. 

 

Mens jeg sad og skrev det her, ringede de ude fra stedet. Jeg fik ikk jobbet - heldigvis! De søde mennesker men jeg skal ikk derud. Tilgengæld ville de give min ansøgning videre, hvilket jo er ret fedt. 

 

Aften skal nu bruges på at slappe af. Jeg hel færdig i min krop oh humøret er lidt trykkende. Men det skal nok gå alt sammen, tillader mig selv og være lidt ked af det her til aften.

Only a girl

Jo jo der liv i hende endnu

Jeg så træt.. tro jeg kunne falde i søvn stående oprejst. Weekenden har taget pusten totalt fra mig, på den gode måde. 

Fredag var jeg til psykolog, hvilket var sindsygt rart! Der blev snakket en hel del igennem og sat ord på nogle følelser. Da jeg kommer ud fra psykologen er der et nummer som har ringet, et nummer jeg ikk kender så jeg ringer nummeret op. Det viser sig så at være et mulig job og at jeg skal til jobsamtale på tirsdag <3 hvor heldig kan man lige være to jobsamtaler på en uge. Hel høj oh glad hoppet hjem for at slappe af og gøre lidt huslige pligter. 

 

Det gik dog ikk helt sådan, for lige som jeg bedst lå på sofaen ringede min morfars overbo. Når han ringer ved man at den er gal, nå jeg tager den og ganske rigtigt. Min morfar var blevet " indlagt" og han var i sommerhus og kunne ikke komme hjem, så der var lidt krise med min morfars hund. Jeg tilbyder slf at hente den og tage den med hjem til mig. Jeg når også derind og får pakket huden, samt alle dens ting da min mor ringer for at fortælle at nu bliver morfar altså udskrevet og sendt hjem., WHAT! Nå jamen jeg venter da bare på han kommer hjem så for at finde ud af hvad der så sker. 

 

Jeg venter godt og vel en time på at han kommer hjem. Da han kommer bliver han glædelig overrasket over at jeg var og spørg om jeg på vej hjem. Nej svare jeg, men at jeg troede at han var blevet indlagt, " nej nej jeg sagde jeg ikke vidste om jeg blev indlagt " arg men altså. Så i bund og havde jeg raset ind til ham for ingen verdens nytte, ud over slf at lufte hunden. Nå men jeg bliver og underholder ham lidt, inden jeg tog hjem igen. Da jeg kommer hjem er jeg så træt at jeg kun lige får lavet sent aftes mad og går så i seng allerede kl 8! 

 

Om lørdagen er jeg så frisk og glæder mig over min veninde ville kigge forbi, så vi kunne få sludderet og nydt det gode vejr. Jeg står glædeligt op, sætter Mads og monopolet på, og begynder så at rydde lidt op da min mor pludselig skriver. Hun vil gerne havde mig med ud og shoppe og tro lidt at alt er okay igen - hvilket tingene ikke er. Men lad nu det ligge, får spurgt om jeg må låne deres/vores /familien hunden, nu når ingen rigtigt var hjemme, kunne jeg jo lige så godt hygge mig den/hende. Savner at havde lidt liv omkring mig, virkelig hårdt at være alene :( savner S hel vildt. 

 

Men ja jeg får lov til at låne hunden, og hopper derfor i en hygge/sove kjole, som kun er beregnet til lige hurtigt at tage på hvis man bare lige skal ned efter post eller ud med huden. Den var os lidt beskidt, men fuck it, skulle jo bare lige hente hunden. Tager derfor heller ikk make up på eller ordner mig sån rigtigt, det fortrød jeg sener hen. 

 

Går glad min mor og hunden i møde, og da hunden endelig opdager det er mig vil glæden ingen ende tage. Hun hopper op og ned og får vældet mig omkuld, alt i mens hun piver oh er glad for endelig at se mig efter knap et halvt år. Efter at havde hilst på tøsen, går jeg med min mor hjem, hun havde nogle ting som jeg lige skulle se på. Da vi kommer hjem til dem, ringer min mors mobil, det hjemmeplejen, min morfar åbner ikk døren og de kan høre hunden stå og gø derinde. Det ligner ham ikke, ikk at reagere når hans hund gør, vi frygter derfor det værste. 

 

Ret hurigt kommer vi ned i en taxa og afsted mod min morfar, velvidende at han måske er sovet ind. Jeg valgte at tage med min mor derind, tros manglende parfume, makeup, sjusket tøj, og vores interne ballade.. ha ha var virkelig ikk køn, men hun skulle ikk stå alene hvis han nu var sovet ind. Da vi kommer derind finder vi ham liggende på sofaen, han er hel væk, han snakker i tåge og slet ikk sammenhængene. Vi ringer derefter til lægevagten som sender en ambulance med udrykning " fy for satan hvor var det ubehageligt" men de kom og tog ham så med. 

 

Jeg valgte at blive og pakke hjemmet og hunden sammen, min mor tog så med ham- min morfar. At få en hund med metroen, ned af rulletrapper oh op i et tog igen i den her varme er virkelig stramt! Jeg kamp kogte i min mega sjusket kjole og uden parfume på, oh Gud det har virkelig været et syn for guderne. Men vi klaret den og kom hjem i go behold. 

 

Efter at havde været hjemme i små 10

Minutter tog jeg over til mormor, hvis mand er Dødene af kræft og nu er kommer på hospis . Jah jah jeg keder mig sgu ikke, nå men over til momse og hjælpe hende med tv. Endte dog med at hun måtte låne min computer så hun kunne se lidt tv via den også over på tv,et. Så nu jeg uden computer for en stund, det går nok oss lige. 

 

Da jeg havde været hos momse var klokken forholdvis mange og tid til en aften gåtur med hunden. Min dejlige bror valgte at følge mig hjem med deres hund også kunne vi gå en tur sammen, hvilket jeg virkelig satte pris på. Mens vi var ude skrev min veninde så at hun lige ville kigge forbi, hvilket jo var dejligt nok, men hold nu kæft hvor var jeg smadderet der. Hun blev så til sen aften hvor vi sammen gik en tur. 

 

Man ville tro at hunden så nu ville ligge sig ned og sove tungt med alle de oplevelser men Nææh nej! Det blev den længste nat ever! Hunden vågnet af den mindste lyd, bevæget jeg mig i sengen vågnet den og ville hen og sige Hej eller begyndte at gå rundt i soveværelse - HOLY shit jeg var træt om morgen. Jeg valgte derfor oss at blive hjemme fremfor at besøg min morfar, tilgengæld tog jeg over til min mormor sener på dagen for at få ordnet mit cv på computer inden jeg skulle bruge det. 

 

Min kære computer vælger så og fucke det hele op. Den sletter ting som den ikk skal gøre og driller virkelig bare, jeg var så træt og uden tålmodighed at jeg klasker computeren i og siger fuck det laver det i morgen på kurset. Tøffer herefter stille hjem og tænker at nu kan det næppe blive værre. Men jo jo det kan det da! Da jeg kommer hjem med huden fra en gåtur opdager jeg at han afføring i pelsen. Go så! I bad med den, og ud på altanen og tørre. Da han så er tør vil jeg bare lige tjekke om alt kom ud, til min store skræk opdager jeg at han har en tæge bagi. 

 

Lige der var jeg ret tæt på og kaste håndklædet i ringen. Nå men får fat i min bror som kommer over og holde hunden mens jeg får fjernet tægen, større stykke arbejde men den kom da ud. Resten af aften går ellers med at vaske gulv og holde øje med hunden, om han nu blev dårlig osv. Så igen en nat med minimal søvn, normalt ville S havde været der til og berolige mig sige at jeg skulle slappe lidt af, men vi jo ikk sammen så ja. 

 

En fucking hektisk weekenden efterfulgt af to dage med job samtaler og kursus også en helveds masse gåture. Jeg træt med træt på!

Only a girl

Puha.. jah hvor skal jeg starte henne. Livet er stadigvæk et stort rod, følelserne flyver rundt i kroppen på mig og hovedet skriger på lidt fornuft. Det sku ikke nemt og være i min krop/sjæl lige pt, men om ikke andet er sandheden så småt begyndt at komme frem. Snakket med min elskede mormor idag, som spørg meget direkte til om S kommer næste lørdag hvor vi er invitret ind til gril hos min fætter, jeg trækker vejret dybt og forklare hende at S og mig har nogle problemer. Jeg giver hende, den samme historie som alle andre har fået, det gør lige ondt hvergang, men jeg gider ikke lyve/ holde det skjult længere. Jeg syns det pisse hårdt at være alene, virkelig hårdt! og jeg savner S sindsyg mange, men hvis han virkelig ikke vil mig, som jeg nok må indse at han ikke vil, så skal jeg altså videre. Første skridt var at fortælle familien om det, og det i sig selv var hårdt!, nu skal jeg så arbejde på mit familie bånd, samt lære at være alene. Jeg en skøn kvinde, stræk,selvstændigt og jeg skal fandme nok komme ovenpå. Jeg tager de tude turer der til skal, fortryder nogle ting undervejs, og lære af dem, det må være hvad livet handler om. 

Her om en times tid kommer min skønne veninde på besøg til fødselsdags middag, da hun fylder 25 i morgen <3 der skal tøsse hygges, måske drikkes nået vin, hvem ved :P jeg bliver lyn hurtigt fuld fortiden, så må jeg lige skulle holde lidt pause med det. Men sandheden skal frem, det hjælper ikke at jeg holder mig skjul, og tro at alting nok skal gå og først kommer frem når alting er værst. 

Only a girl

Kære skønne mennesker som følger denne blog.

Jeg blev her til aften gjord opmærksom på hvad det er jeg skriver, hvornår jeg skriver og om hvem jeg skriver. Jeg vil gerne dele hele min historie med jer, det ændre måske ikke jeres billede af mit liv, men jeg syns i fortjener at vide hele historien og ikke kun nået af den. 

I år 2015, møder jeg min eks kæreste S, jeg var på daværende tidspunkt lige flyttet hjem til mine forældre efter endt uddannelse, og sov på en luftmadras inden på min søsters værelse. Oh hvilke tider det var - not :P 5 mennesker, en hund og min kanin i 4 værelset lejlighed, det er pænt trængt og kaotisk. Men som alle andre blev jeg ramt af bolig krisen og det var svært at få en bolig, især uden en et job. Det som jeg troede var drømme jobbet dukker så op i maj mrd, jeg elsker alt ved jobbet og begynder langsomt at finde mig selv i den nye tilværelse.. og inden længe tilsmiler lykken mig og får et bolig tilbud, og sener hen et ja <3 lykken var gjord der, tænk engang en, lille mig havde et fedt job, egen lejlighed, hvad mere kunne jeg drømme om, det skulle da lige være en kæreste. Pling dingeling også var lykken også der helt præcis i oktober mrd. Jeg havde længe være på den berømte tinder app uden rigtigt at finde nået jeg kunne lig. Det var lige indtil S dukkede op, jeg blev ret hurtigt stormende forelsket i S, uden rigtigt at vide så meget om ham, forelsket jeg mig med det samme i ham. Da det blev november mrd fik jeg endelig nøglerne til min nye lejlighed, S hjalp mig slf med at flytte mine ting og det var også her han første gang officielt mødte mine forældre. ( får helt sommerfulge i maven over at tænke tilbage) Da 2015 sluttet følte jeg at jeg havde det hele, verdens bedste kæreste, en lejlighed, et job alt var perfekt. 

Det var så lige indtil jeg kom hjem til S, hvor vi havde et skænderig over en latterlig ting. Men vi blev gode venner og alt var perfekt igen, i 2016 kommer S hjem til mig en aften, kigger mig dybt i øjene og siger " skat jeg vil ikke undvære dig længere, jeg syns vi skal flytte sammen " jeg var ved at sprække af glæde der! Så jah S flyttede ind hos mig, det var tætter på hans job, og jeg var ikke lige til at flytte dengang. Det har enlig aldrig været et problem for os at bo sammen, i forhold til huslige pligter osv. Snarer være vores interne problemer som tillid og jalusi, dem sloges vi med ret tidligt. Nå men S flytter ind hos mig, og det gik enlig fint, vi konklet begge derud af med vores job, S savnet rigtigt meget sin hjemby, vennerne og familie som alle bor i den by. Omkring februar mrd vælger S og jeg så at tage det næste skridt i vores parforhold, smide p-pillerne, vi begge enormt lykkelig over det og er meget håbefulde, vi snakker navne, hvordan vi vil opdrage osv, alt bliver planlagt. For hver blødning jeg får bliver jeg rigtigt ked af det, græder rigtigt meget og føler mig stresset, livet som parforhold levet ikke helt op til det jeg troede. S var konstant hjemme, jeg var aldrig alene hjemme, hvilket jeg jo havde været vant til, så det kæmpet vi/jeg særligt meget med. S prøvet at være mere ude af huset, og træne sådan at jeg kunne komme hjem til et tomt hus, og lige få en times pause i ro. På tros af vores ændringer ender vi i maj mrd med et kæmpe skænderi! jeg husker ikke over hvad, men jeg flipper helt skråt, smider hans ting ud af lejligheden råber og skriger som en gal. Den dag idag er jeg sindsyg flov over det, og kan intet huske fra den aften, andet end at jeg smed ham ud. Vi snakker så ikke sammen i en uges tid, jeg er i vildrede, aner ikke hvad jeg skal gøre, jeg mente jo ikke det jeg sagde med at jeg ikke ville ham. 

Min værste frygt bliver så til virkelighed en aften, hvor jeg endelig tager mig sammen til at kontakte ham. Han havde allerede været sammen med en anden, jeg flipper helt skråt, råber og skriger af ham og fortæller hvor meget jeg har lyst til at slå ham lige i fjæset, hans svar til dette er " skal jeg komme så du kan gøre det" som sagt som gjord. Han kørte kl lort om aften hjem til mig bare for at jeg kunne slå løs på ham, jeg var så gal og såret, jeg slog løs på ham ( tøse salg) og kun på skulderne/brystede. Han stod der bare og tog i mod, han vidste godt at han havde såret mig, men jeg havde såret ham mindst lige så meget. Han havde opgivet sin bolig for at flytte ind til mig, for så at flytte hjem til sin bonus mor indtil hans fik sin egen lejlighed igen, han opgav alt for kærligheden. Efter at havde slået løs på ham grædene vel og mærket, tager han mig med ind i stuen hvor vi får snakket lidt om det hele, han begynder at græde og spørg hvad fanden det er jeg har gjord ved ham. Hvorfor kunne han ikke bare glemme mig, det første gang nogensinden jeg ser S græde. De efterfølgene dage snakker vi sammen og beslutter at give det en chance til.. 

I slutningen af juli tager vi så på vores livs rejse, eller nok nærmer min livs rejse. For første gang i lang tid skal jeg på ferie i udlandet, også endda i 14 dage til skønne cyperen. S havde booket bil og der var bare styr på det hele, Vi havde forsat vores problemer, men fuck hvor vi glædet os. Fniser... det enlig latterlig nu hvor jeg tænker tilbage kan jeg huske at vi flere gange inden rejsen blev uvenner og sagde " jeg tager ikke med, bare rejs ud mig".. hvilket var dybt latterligt, for vi glædet os begge to. Jeg huske ikke hvorfor vi skændtes, formindlig over ingenting som altid. Men vi tager på vores livs rejse og nyder de 14 dage. Da vi er kommer hjem fra cyperen for S sin lejlighed tilbage igen, efter at havde fremlejet den, vi beslutter at jeg skal flytte med ham, og jeg glæder mig over at vi endnu engang skal være sammen. Men lykken varet kort. 

Ret hurtigt blev det hverdag igen, jeg løb frem og tilbage, aldrig været så stresset før i mit liv. Jeg havde både mit fuldtidsjob og mit frivillige job, plus mine veninder som hiv i mig for at ses, og en kæresten som også gerne ville ses. Det var ren helved!. og det var kun begyndelsen. Husker at S flere gange siger til mig " pas nu på.. det ender galt".. selv hans familie siger det, og det ender da også galt. Jeg begynder at få flere og flere sygedage, jeg har svært ved at komme op, mit humør køre op og ned, jeg sover ekstrem meget og lukker mig mere og mere inden. Det der i 2015 var mit drømme job viste sig at være jobbet fra helved, med en helveds chef. Grundet min meget høje sygdoms fravær, begynde min chef at true mig med fyrre seddelen, hvilket slog mig helt ud af kurs, jeg konklet for at få hendens opmærksomhed, og da hun så gavmild som hun nu var tilbyder at lave en sær ordning med mig takker jeg da også jah uden yderligere indvindinger - mit livs største fejl. Grundet jeg havde en så høj fraværs procent og stod til fyre seddel valgte min chef at sige at jeg godt måtte betale min sygdom med mine afspaserings timer, pænt af hende tænkte jeg. Så for hver aften møde jeg deltog i, primær hver anden uge, så røg de på min sygdom, og jeg arbejde dermed 40 timer om ugen og havde 2 timer i transport sammenlagt. Jeg var smaddret! 

Skænderierne mellem S og jeg tiltager drastisk, jeg vil ikke længere lave nået andet end sove, jeg har ikke lyst til sex eller put, vil bare gerne sove og spiser ikke rigtigt nået. Det hele ender med at jeg flytter ind på gæsteværelset og vi går endnu engang fra hinanden. Perioden her er lidt uklar for mig, jeg var ikke mig selv, og kan nærmest ikke huske over halvdelene af tingene der er sket, det hele eksallere da også endnu engang, og jeg tager mine ting og flytter hjem til mine forældre igen, der er her 1 mrd til jeg får min egen bolig igen. 

Hos min forældre bliver tingene ikke bedre, jeg får det tværdigmod værre. Jeg kæmper på arbejdet, kan ikke komme op om morgen, og tager flere gange taxa til og fra job = fucking dyrt!. Inden jeg flyttet fra S. snakket vi meget om hvad der skete med mig, og han mente og frygtede at det var fordi jeg smed p-pillerne at min homon balance var hel skæv, så jeg booket en tid til lægen for at få det undersøgt. Det først min læge siger til mig da han ser mig " jamen sødeste... du har jo stress og nok oss en deperation" OMG! det var nok den mest lettende besked at få der. Endelig var der nogen som kunne sætte ord på alt det jeg følte, jeg var så lettet over at få den besked. Dagen efter tager jeg på arbejde og allerede 2-3 timer inden i vagten kaster jeg håndklædet i ringen og ringer min chef op for at fortælle at jeg altså har fået stress og sygemelde mig fra dags dato. Hendens svar husker jeg så tydeligt " jamen ... Det jo ikke arbejdets skyld. Det din kæreste, tænk dig nu godt om, jeg siger det her til dig som en ekstra mor"... Jeg stor tudet!. Jeg havde konklet i flere dage og uger på den arbejdesplads betalt min egen sygdom, kørt frem og tilbage i en taxi bare for at beholde et job også var det alt hun kunne sige. Jeg gik små grædene rundt til de vigtigste af mine kollegarer og sagde farvel, jeg skulle fandme ikke tilbage igen, og det kom jeg heller aldrig. 

Jeg var for alvor ramt, jeg sov to dage væk, spiste ikke rigtigt nået, jeg sov bare. Det var alt jeg havde brug for, en aften hvor S skrev kørte jeg en tur med ham, som så endte i sex, men det var rart at mærke ham igen, for fuck hvor havde jeg savnet ham, men han kunne godt se at jeg havde det skidt og havde brug for min tid til at komme ovenpå igen. I slutningen af oktober mrd, har S sine afsluttende eksammer på sin uddannelse, jeg tager ind til ham en aften og beroliger ham samt hjælper med at få ordnet hans ting. Han tager så til eksamen dagen efter, kysser ham farvel og siger at det nok skal gå, og Ganske rigtigt, det gjorde det!. Han fucking bestod, jeg var så lykkelig på hans vegne der, jeg selv var helt smaddret over at havde givet " så meget" af mig selv den ene aften, men lykkelig på hans vegne. Vi fejre hans eksamen med god mad fra grillen, spiser inden i sengen og ser film hele natten, et par dage efter skal han så til dimitions fest. S ville gerne havde at jeg tog med, men jeg på det tidspunkt så smaddret og træt af at havde været på at jeg siger nej og tager hjem til mine forældre. Den dag idag ægere jeg mig så meget over det, men jeg kan ikke ændre på det nu. 

Jeg havde fra starten af fortalt mine forældre at de ikke skulle sige til nogle at jeg var flyttet hjem igen, og at jeg havde fået stress, jeg havde brug for selv lige og bearbejde det. Desværre lærte jeg på den hårde måde at min familie ikke er til at stole på, for kort efter S dimitions fest finder jeg ud af at min fætter ved at jeg er flyttet hjem. Jeg flipper helt ud her, græder hysterisk, er i vilrede, er fuldstændigt ude af balance, og jah er fucking helt til rotterne der. I min vrede pakker jeg igen mine ting og skrider fra mine forældre, det sidste gang jeg rigtigt ser dem før lang tid sener, oveni i at jeg er skuffet over de ikke holde på min hemmelighed truer jeg S med at jeg vil begå selvmord. Hvilket på ingen måde er okay! han flipper slf helt ud, sætter sig ind i bilen og køre ud efter mig, desværre går min mobil ud for strøm og det først da jeg kommer op til det lokale centret at jeg får strøm på igen, og kan fortælle hvor jeg er. På daværende tidspunkt er S STIKTOSSET, da jeg sætter mig ind i bilen bliver jeg skældt ud, han var tydeligvis bange og ked af det jeg skrev, han beder mig annuller hotellet som  jeg havde booket for en nat, også køre han mig eller hjem til sig, hvor jeg igen bliver lagt inden på gæsteværelset da han ikke ville vække mig når han kom hjem sener. Jeg græd hele vejen fra min hjem by til hans, der er ca ½ times kørelse, jeg græd non stop, så da jeg endelig rammer gæsteværelset falder jeg omkuld.

Om morgen bliver jeg så sur over at S ikke kom ind til mig om natten som han havde lovet, jeg ter mig fuldstændigt åndsvagt, kan slet ikke genkende mig selv i det, og jah jeg ender med at gå ud i køkkenet og sluger 4 panodiller, hvorefter jeg falder grædene sammen. S er i chok, og aner ikke hvad han skal gøre, jeg får slev ringede til psykiatrisk skadestue som henviser mig til herlev. Jeg får i telefonen fremstammet at jeg ikke kan mere, at jeg ganske enkelt ikke kan klare mere. Damen i den anden ende beroliger mig og sige at det nok skal gå, S køre mig ud på herlev, går med ind og kysser mig flere gange på panden mens han knuger mig ind til sig. Vi bliver så vis ind på stue hvor en sygeplejske tager sig af mig, jeg fortælle hvad jeg gjord, hvortil hun siger at det nok skal gå og at det var godt jeg kom, jeg blevet tilbud nået mad gør vi enlig begge to, men det kun mig som siger jah tak. Da sygeplejsken så kommer med maden, bryder S sammen, hun spørg om han er okay, og han siger bestemt " bare tag dig af hende.. jeg klare mig"  ( puha får en klump i halsen, og tårene presser lidt på. det her billede har hjemsøgt mig så mange gange..men jah). Jeg kigger over på S og siger " babe jeg okay.. jeg skal nok klare den" vi græder begge to lidt. Det anden og sidste gang jeg ser S græde sådan :( Nå men jeg bliver henvist til psykatisk skadestue hvor jeg bliver indskrevet i et døgn. Det skal her siges at jeg har været væk hjemmefra, altså mine forældre, i to døgn nu, uden de har bekymret sig om mig, Det ramte mig hårdt. Efter en lille døgn på skadestuen bliver jeg udskrevet igen, desværre raver mig og S uklart igen. Han havde lovet og komme næste morgen når han vågnet, men han kom aldrig. Det skulle så vise sig at han troede at han ikke måtte komme når det nu var den lukkede afdeling, han ventede på at jeg sagde han skulle komme, og jeg ventede på han kom for det var hvad jeg troede var aftale. Så endnu engang raver vi uklart og jeg bokket mig ind på hotel værelset og er der i to dage, indtil jeg får min egen bolig igen. Kontakten til S er nu lig nul, vi kapper forbindelsen et par dage. 

Efter små 14 dage i egen lejlighed begynder jeg at få det bedre, mine veninder søgere for at tjekke op på mig og jeg begynder at skrive med andre fyre, ikke fordi jeg søger forhold men fordi jeg søgte beskæftigelse i at jeg var go nok. Jeg møder da også en sød fyr på nettet, som er i samme bås som mig, nyelig single grimt brud og med mange uafklaret følelser, vi begynder så at skrive mere intens og der bliver snakket lidt intimt. En aften da jeg så har min veninden på besøg, skriver jeg lidt med ham her fyren, jeg hygger mig og har det enlig godt, lige indtil jeg opdager at min snapchat et blevet "hacket", med andre ord S havde loggede sig ind på min snapchat for at se hvad der skete. Det skal hertil nævne at jeg havde modtage nogle grimme mail,s fra S men at jeg på tros af det alligevel havde været sammen med ham sexlueslet. Han mente og mener stadigvæk at ham og mig dengang prøvede at få tingene til at fungere igen, det ikke sådan jeg husker tingene, men jeg var også lidt ustabil der så det vil jeg ikke læg hovedet på blokke oven. Men S logger sig altså ind og finder ud af at jeg har skrevet med en anden mand, tros at jeg for et par dage siden havde sagt at der ingenting var og at det sygt at han overhovdet troede jeg havde en anden, I min verden havde jeg ikke en anden, det var bare fis og ballade over tinder, det var bekræftigelse og intet andet.  S bliver slf rasende og truer den her mand med alt muligt, ham her fyren derimod tager det ganske roligt, og vi får sammen stoppet det, og får snakket S til ro igen. Efter det her sker går der vel omkring en uges tid hvor jeg modtager diverse beskeder om hvor klam jeg er osv. og jah jeg kan godt se i back spejlet at det måske ikke var så smart, men jeg lagde virkelig intet i det, tinder fyren var bare fis og ballade og jeg var jo single. 

Men endnu engang får mig og S at få snakke om tingene og bliver enig at prøve igen igen igen... denne gang med nogle retnings linjer. Jeg går med til dem, og vi arbejde sammen om tingene. Da det bliver december mrd starter jeg op i nået gruppe terapi, jeg har her endnu ikke snakke med min familie i over to mrd, det meget atypisk for mig på det tidspunkt.Men jeg var simpelhen for vred på dem til overhovde at gide at snakke med dem. Jeg bilder dem derfor også ind at jeg tager til berlin i julen og derfor ikke kan være sammen med dem, jeg ønskede ikke nolge jul det år. Sød som S er vendte han op og ned på, han tog mig med ud for at fælde mit første juletræ, som vi sammen pyntede herhjemme. Forinden havde han været forbi og lagt en pose gran ude foran min dør, skal lige siges at det var nålegran, vi var blevet uvenner igen og han havde aflyst at julehygge med mig 1. advent, jeg huske ikke præcis hvorfor, men han havde så taget ud kl lort om morgene for at finde gran til mig så jeg kunne nå og få lavet min julekræns. Havde manden dog bare hørt efter havde han fundet ud af at jeg havde købt gran, og lavet tingene, men tanken var sød og jeg elskede ham for at gøre det. Julen betyder alt for mig, jeg elsker den over alt på jorden, den rummer så meget af kærlighed. 

Hele december mrd er jeg uvenner med min familie over at jeg ikke komme til juleaften, og lille juleaften får den værst tænklige besked nogensinde af min far " din mor gider dig ikke"! jeg stor tudet, ringede efter S som heldigvis var på vej herhjem alligevel, alt var kaotisk. Grunden til at min mor ikke gad mig, var fordi jeg havde give min bror deres julegaver med hjem, hvad min mor dog ikke vidste var at han hele tiden havde haft dem, da vi jo juleshoppet sammen. Men det blev gjord til et kæmpe drama :( heldigvis var S der til og samle mig op, og jule morgen vågen vi op sammen, han kørte selv hjem tidligere og fejeret jul med hans familie inden jeg kom ind til ham, hvor mig og ham skulle fejre juleaften sammen alene. Det var den mest perfekte aften taget alt i betrækning, jeg ønsket ikke nogen jul, jeg ville bare glemme det hele også bare være hos S i hans arme. Dagen op til nytår når S og jeg at blive uvenner igen, over hvad ved jeg ikke. Men vi ender med at gå ind i det nye år hver for sig, begge håbefulde af den anden nok kommer lige om lidt, men gjorde ingen af os. Da jeg endelig opdager at han ikke kommer, famler jeg i blinde efter en taxa eller nogle der kan køre mig ind til ham, men hallo, det nytårs aften " kommer ikke til at ske" så endnu engang fejre vi nytår hver for sig og med afsavn til den anden. Jeg græd mig selv ind i det nye år, da klokken er omkring 2 banker det på døren. Jeg går ud for at åbne og gæt hvem det er.. Det S i sit stiveste pus, jakkesæt,butterfly,lak sko og bare piv lækkere, han troede oprigtigt at jeg ville komme ind til ham, for det havde vi åbenbart talt om. Jeg husker ikke den samtale, men jeg var så smigret over at han bare kom, han savnet mig og jeg savnet ham.. han sov hos mig den nat, og natten efter <3. 

Vi begyndte så igen at ses, og jeg mødte familien igen og da S fik problemer med bilen tilbød jeg ham at jeg kunne flytte ind til ham, også kunne bruge de penge jeg fik for lejligheden til at lave bilen. Jeg ville gerne gøre op for det han gjorde for mig dengang jeg var allermest nede, havde han ikke hentede mig den aften jeg gik fra mine forældre, havde jeg nok være død nu.  S takker ja til tilbudet og spørg flere gange om jeg er sikker, hvortil jeg svare at jeg er 100% sikker. 

oh jah resten kender i jo til. Jeg starter så nået udredning op for at finde ud af hvad der sker med min krop og hvorfor jeg bløder i 14 dage, da jeg ligesom er blevet tjekket i hovedet og røv er det så S tur til det. Det i sig selv har taget hårdt på os, eneste vi ønskede os var en familie, eneste vi ikke kan finde ud af er at lave en baby. Nå men midt i min udredning bliver min kære moster så alvorlig syg og jeg befinder mig igen mellem at være på syge besøg eller passe hendens dreng sammen med S. S var en fantatisk støtte i den tid, min morst dreng trak sig mere og mere fra mig, han lyttede ikke længere på det jeg sagde, det var kun når S var med at jeg kunne styre ham, de fik knyttet et helt særligt bånd. 

S tager flere gange med ud på hospitalet til min moster og er, særligt en aften husker jeg tydeligt. Det var en fredag, fredage hjemme hos os er meget hellige, det altid med fredags slik, disney show også enten x-faktor eller kogenrigeste klogeste, og bare fordi vi nu skulle være hos min moster skulle dette ikke ændres. Så! vi pakket computerne, og slikket sammen og tog på Rigshospitalet hvor vi sad og så det mens min moster lå og sov. Det var det mest romantiske og kikset ting på samme tid, men jeg elskede at han ville dele det mig og være der for mig og min moster. Det sidste halve år køre vi så med at " nu dør hun... nu dør hun ikke... arg nu det alvor hun dør... arg snydt igen" Det tog virkelig hårdt på mig, plus jeg stadigvæk ikke snakkede med min familie som nu stod og gerne ville havde nogle svar, jeg trak mig igen.

Det først da S ligesom hivet fat i mig og siger nu det nok.. få styr på dit shit. Han mente det i sin bedste mening, men min strid med min familie var ved at ødelægge mig og mit forhold, jeg var konstant ked af det, smilede aldrig og det eneste S ønskede var at jeg skulle blive glad. Da vi kommer til marts mrd, oplever jeg for første gang længe at være glad, det min fødselsdag, jeg havde været enormt ked af det op til, for jeg kunne ikke holde nogle fest, i og med jeg jo ikke snakke med min familie og af respekt for dem ville jeg ikke holde en uden dem. Så S planlage dagen i den hel perfekte ånd, bare mig og ham. Først en tur i dyrehaven hvor vi gik rundt i et par timer, elsker stilheden derude, derefter kørte vi til hjemby hvor min bror skulle havde en overraskelse til mig. Det havde han så ikke lige nået, men tanken var sød. Min lille bror havde kontaktet S og spurgt om han ikke ville købe en gave til mig fra ham af, da jeg jo ikke skulle snydes for, S havde så sagt at det skulle han selv gøre og give mig, men at han gerne ville køre mig hen til ham, så det gjorde han. Ohh den skønne lille mand, han havde ikke nået og købe en gave så han gav mig 500 kr, takker nej tak til dem, og aftalte så at mig og ham skulle finde en dag og ses hvor han så ville havde købt den. Efter at havde været hos min bror tog vi hjem, og sener hen i bio for at se skønheden og udyret <3 den perfekte dag og aften. Han respekteret alle mine krav, ingen gaver,ingen fest, bare mig og ham, min fødselsdags gave kom så nogle uger sener :P 

I apil mrd dør min moster så, S var ved min side hele tiden, også til begravelsen. Men også her formår vi og blive uvenner, sådan køre det faktisk det sidste stykke tid sammen. Vi står sammen når det virkelig gælder, men formår at smadder det igen. Hans usikkerhed omkring det jeg engang gjorde, kommer op i ham ofte, også selv om at jeg viser ham at der intet er, mit hysteri kommer også frem. Oh jah alt det her med baby halløj tog virkelig puste fra os, nok nærmer mig. Så de sidste par mrd, har det været meget med " nå går jeg"... pause... " ej jeg vil dig god alligevel" og det ikke sundt på nogle måde. Jeg ved ikke om man kan sige vi har et had- kærligheds forhold. Men nu har i hele billede, det tog så også kun en time at skrive dette. 

Plzz vær søde når i kommentere og tænke på at det er her mit liv jeg lige har lagt ud til jer, jeg ikke perfekt, han er ikke perfekt. Men vi har fandme haft vores udfordringer udefra oss. 

Only a girl

stopper det nogensinde :(

Ramte bunden idag.. for første gang i lang tid græd jeg, sådan virkelig hulket og var dybt ulykkelig. Det hele startede med at min kusine fandt ud af at mig og min eks er gået fra hinanden, jeg havde kommenteret et oplæg på facebook og ikke tænkt yderligere over at min kusine var medlem af gruppen. Da jeg så snakker med hende her til aften omkring pasningen af hendes hund siger hun " det var da ikke det du skrev tidligere".. spørg forbløffet hvad hun mener det. Hun forklare så at det oplæg om jalusi på en gruppen, som jeg har kommentere med " jeg lige kommet ud af et forhold med jalusi" at hun havde set det :( fuck mig i øret! nå jeg kypper til kortende og fortælle hende at mig og min eks er gået fra hinanden, men stadigvæk ses. Hun spørg hvorfor hvortil jeg forklare at vi længe havde forsøgt at få børn, men at det ikke lykkes og at vi desværre ikke var et match :( jeg var derfor flyttet tilbage, men at jeg altså stadigvæk elskede min eks, men at der var nogle problemer. Hun blev slf ked af det på mine vegne, og sagde at det hele nok skulle løse sig, jeg beder hende samtidligt om ikke at fortælle nogle af de andre nået om det. 

Efter vores samtale er jeg oprigtigt ked af det, det eneste jeg ville var at holde det hele hemmeligt indtil jeg var mere afklaret med det hele, men sådan skulle det ikke være. Halleluja for sociale medier og mig selv som bare er en klovn til det altså. Nå, men jeg for trøstede mig selv og begynder så på mit cv skrivning som virkelig driller, der skal laves en hel masse om og jeg virkelig en skovl det, midt i det hele skriver min mor. Hun sprøg hvordan det går og om jeg ikke lige kan smutte over til min morfar - min eks kæreste bor tæt på min morfar, og i og med at jeg ikke har fortalt dem jeg er flyttet tilbage tro de jo slf at jeg er derinde. Jeg bryder sammen og fortæller min mor den samme historie som jeg gjorde til min kusine, hendens svar slår jeg mig fuldstændigt ud af kurs " arg skat rolig nu, du skal ikke lytte til lægerne" hvis hun dog bare vidste at vi har prøvet så længe og at det ikke er lykkes, arg men fuck. Begynder at tude helt hysterisk, slet ikke stop igen, jeg vil så gerne fortælle hende det hele, men jeg har lovet min eks at jeg ikke gjorde, og jeg agter virkelig at holde det løfte, oss selv om at vi ikke ses længere og er dødelig uvenner. Oven i det hele skriver hun fandme så oss lige at min mormor mand skal på hospi i morgen og formindlig skal være der resten af sine dage. Han er dødelig syg af kræft, samme sygdom som tog min moster fra mig, min mor havde været over hos min mormor idag hvor både manden og min mormor havde grædt. Manden er sindsyg bange for at dø, min mormor er bange for at være alene og det hele er bare nået lort. 

Så sød som min mor kan være til tider spørg hun om hun skal komme over, jeg takker pænt nej tak. Derefter spørg hun fandme så frækt " kan du ikke lige ringe mormor op, hun savner dig" :o øhm jo mor, lige forklare dig at jeg er dybt ulykkelig og at jeg har det starmt, slf kan jeg lige ringe mormor op som græder. Prøver igen og forklare hende at det kan jeg ikke, at jeg ikke kan være der for hende lige nu, at jeg selv er så knust at jeg nød til og koncentrere mig om mig selv. Hun svare så med et " okay, men så bare en sms". Trækker vejeret dybt og ligge mobilen fra mig, ringer min veninde op grædene og spørg " hvornår slutter det her marrigt" hun trøste mig så godt hun godt, og lader mig være hysterisk. Hvad jeg ikke havde givet for at havde en kæreste i det øjeblik, følte mig virkelig alene og hårdt ramt. 

Efter en halv times tid falder jeg ned på jorden igen. Tager mobilen frem og ringer min mormor op, hun lyder helt glad da hun tager mobilen og udbryder " hey skat..skal du fortælle mig nået godt".. viser sig så at hun har byttet om på dagene og troede at jeg havde været til jobsamtale idag :P hehe men det først på næste mandag. Vi får snakket lidt omkring hendes mand og hvad der skal ske, samt hvad der rør sig i familien. Til min store overraskelse har min søster fået kørekort og egen bil :( Min egen lille snothvalp til lille søster har det nemmer end jeg har, fuck hvor unfair, og fuck hvor er misundelse en grim ting!. men det gør jeg, jeg syns det pisse hårdt. Men sån er livet, 2017 er virkelig ikke mit år :( lad det nu bare blive januar 2018! 

 

Only a girl

Tanke myller

Det summer i kroppen, nakken gør ondt, hovedet snurrer rundt og tankerne flyver derud af, alt fra drømme til bekymringer. Været en lang weekeden, ikke fordi der er sket særligt meget, men timerne har følt som uendelighed!. Lørdag var ude med en veninde og handle stort ind, fik shoppet/ handlet ind for 500 kr, penge som jeg ikke burde bruge, men som jeg jah gjorde. Det var fedt at være ude og handle, og alt det jeg købte var nået jeg skulle bruge, var høj da jeg købte det og bagefter kom bekymringerne - hvordan klare jeg mig lige igennem resten af mrd, med to fødselsdage og kun 300 kr tilbage til resten af mrd. Slog tanke lidt hen, " det skal nok gå, jeg finder en løsning" gør jeg som regl altid, men jah ville bare ønske det var anderledes. Efter den store shoppetur i bilka, kørte min veninde mig hjem, hun gik så med op hvor vi hyggede sluderet lidt, hun venter sit første barn og er enormt spændt på det hele. Jeg misunder hende, det gør jeg virkelig, hun er sku en sej kvinde, hendens kæreste er på filipinnerne hvor han oprigtigt er fra, planen er at han skal hertil og bo, hun klare alle deres udgifter. Hun formår virkelig at få det meste ud af det mindste, hun står lige nu og skal planlægge både bryllup, flytning og et kommende barn, samtidligt med hun klare et fuldtidsjob - allerede ved bryllup og flytning var jeg stået af. Hun har så meget overskud, og kærlighed, gad fandme godt at være hende, endnu mere at havde en lille en på vej. 

Efter min veninde var gået sad jeg lidt og tænkte over mit liv. Gid vide om jeg nogensinde bliver gravid i en ung alder - altså i 20,erne, eller om jeg må affinde mig med at det først bliver i 30,erne. Finder kærligheden nogensinde sin vej tilbage til mig igen, bliver det med min eks eller med en helt andet? tanken om at det bliver en anden kan jeg slet ikke klare på nuværende tidspunkt. Jeg holder så meget af min eks, og vi har kæmpet så meget at jeg.. ( sorry mistede tråden.. der kom nogle gående op af trappen, mit hjertet stoppet, var det måske ham? ... var det ikke). 

Det tydeligt at jeg endnu ikke er afklaret med mig og min eks, jah jeg kan godt sige eks, og jah jeg kan også godt virke hård og ligeglad, men sandheden er en hel anden. Jeg savner ham umådlig meget, føler mig oprigtigt tom uden ham, jeg ved ikke om det bare er tomrummet eller om det virkelig er ham. Mit hovedet køre rundt, følelserne kan slet ikke følge med, på den ene side forstår jeg ikke hvorfor jeg holder så meget af ham, også alligevel kan jeg godt, er så splittet. Kunne man for en gang skyld ikke bare være klar i hovedet også jah komme videre, hvad enten det sammen eller hver for sig. 

Snakket med en veninde her til aften, hun grinede lidt af mig " søde skat der kun gået to døgn.. slap nu lidt af".. men to døgn uden kontakt er virkelig hårdt. Jeg aner ikke og en skid, kigger på hans facebook og instagram hele tiden for at få et glip af hvad der sker. Det dybt latterligt, men det gør jeg altså. 

Kærlighed er virkelig ikke nemt, håber det bliver bedre i løbet af ugen nu når jeg skal til og lave nået om dagen, starter i nået job skrivning her i morgen, min bedste veninde kommer torsdag hvor vi skal fejre hendens fødselsdag, fredag har jeg psyk, også det weeked igen. Sukker dybt.. hvad jeg dog ikke ville give for at det skulle være januar 2018 lige nu, så ville alt det her være over, være mere afklaret, julen og nytår ville være overstået, og jah bare en ny start. kæft hvor jeg ville jeg gerne det lige nu, føler virkelig jeg står i lort til halsen. 

Only a girl

Det skete igen - endnu engang

Tja, hvad skal jeg sige. Kommer nok ikke som nået chok for nogen at min eks og jeg endnu engang er i totterne på hinanden og dødelig uvenner. Hvilket er dybt latterligt!, vi havde det enlig godt/ okay sammen, jah vi boede hver for sig men vi penlet gerne frem og tilbage for og at se hinanden og tilbringe den tid sammen vi nu kunne. Alligvel formåer vi fredag aften at blive uvenner, jeg havde ellers pakket mine ting og var taget ind til ham. Planen var at vi skulle se disnys show sammen også derefter kongeriges klogeste, vi sku i bund og grund bare hygge og havde en afslappet fredag aften på sofaen i hinandens selsskab - det bedste selsskab hvis man spørg mig. Men sådan skulle det åbenbart ikke blive :( 

Da jeg kommer hjem til min eks finder jeg ham sovende på sofaen, kysser ham go morgen, hvortil han spørg hvad klokken var og om han havde sovet sig, fortæller at klokken er 6 og at der er disney om en en time. Han kommer stille til sig selv, vi går ud i køkkenet for at begynde på aftensmaden, vi sætter kyllingen over og går ind i stuen igen. Min mobil ringer, det min veninde, min eks siger at jeg bare skal tage den. Snakker med min veninde i 10-15 minutter, hun havde det virkelig dårligt, fanget til en personale fest også havde fået dårlig mave, sån virelig dårlig mave. Hun var derfor enormt ked af det, og havde brug for en at snakke med, hvilket så blev mig. Da jeg færdig med at snakke i mobil vender jeg mig om mod min eks, vi snakker lidt om det med min veninde hvortil han udbryder " hvorfor nævnte du mit navn".. forklare at det gjorde jeg heller ikke, og at han må havde hørt forkert. Min eks bliver her lidt mobset og siger at han jo sad i stuen og kunne høre det hele, allerede der startede der :( nået så latterligt at han har hørt forkert, jeg mener kom on! skal det virkelig ødelægge hele vores aften. Nå men vi mundhugges lidt og jeg får da også af vide at jeg har ændret min kode på min mobil, altså med andre ord at han havde forsøgt og låse den op. Der bliver jeg sur! hvad fanden er det for nået, hvorfor ikke bare spørge? jeg har intet at skjule for ham, og jeg har ikke ændret min kode, han kan bare ikke huske den. Det ene føre til det andet, og pluselig finder jeg mig selv siddende i dyb stilhed, han sidder og spiller på sin mobil, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, føler at det hele er en stor joke, at jeg håbet for meget og presset ham for meget. 

Han spørg et par gange hvad jeg tænker, svare ikke rigtigt, den ene gang formår jeg dog at sige at jeg tænkte på om det overhovdet var en go ide at tage ind til ham. At vi måske presset citronen lidt for meget. Vi havde tros alt sovet sammen torsdag-fredag og været i ikea sammen om formiddagen om fredagen, så måske vi bare skulle havde stoppet der. Sad længe og tænkte over hvad fanden jeg skulle gøre, det hele virkede håbløs, jeg gad ikke aften i skænderi og akavet stemning, så heller tage hjem i sikkerhed. Han sad alligvel bare med sin mobil og var på tværs, han virket rimelig kølig og pisse kold " jeg sku da ligeglad hvem fanden du skriver med".. bum bum tak for den. Rejste mig fra stolen mens jeg sagde " jeg tager hjem, var ikke min mening at ødelægge din aften" pakket mine ting sammen igen og tog hjem, modtog flere beskeder fra ham på vejen hjem. Alt fra at jeg bare kunne tage hjem til min eks, til at jeg aldrig skulle kontakte ham. Det ramte mig, men ikke nær så meget som det har gjord førhen, det søgeligt, det er det virkelig!. Men jeg tro på at, alle de gange vi nu har været igennem, har byggede en kæmpe kløft mellem os, og bygget en kæmpe mur rundt om mine følelser. 

Det nytter ikke nået at jeg hvergang graver mig selv ned og bliver ked af det, nytter ikke nået at min verden går i stå, jeg nød til at tage sagen i egen hånd. Så det gjorde jeg, jeg forlod ham, han prøvet ikke på at stop mig, han er såret i know, men ligeså er jeg, og jeg har brug for tillid, brug for at vide at han ikke vil dele mig med nogen anden. Det desværre ikke tilfældet, virker iverfaldet ikke sådan. Jeg ved han skal arbejde uafbrudt de næste 14 dage, hvilket oss betyder at jeg ikke skal forvente han lige dumper forbi. Det måske det vi har brug for, enten for at komme videre eller finde hinanden, med hvem tiden vil vise. 

 

Only a girl

Eks svigerforældre/familie

HOLD NU KÆFT! hvor er jeg pist lige nu. Jeg overdriver nok og overregere alt for meget, men fuck hvor er jeg sur lige nu. Lige snakket med min eks som fortalte at han havde snakket med sin far om nået meget personligt som kun jeg vidste, Farens reaktion er " hvorfor fortæller du hende det, hun behøver da ikke vide nået" WHAT THE FUCK! det omhandler jo ligesom lidt mig. Jeg er så træt af, at hans familie altid får min eks til at fremstå som engle selv og det mest nemmeste menneske at være i forhold med. De aner oprigtigt ikke og en skid om hvad fanden der forgår, de eneste der gør det er mig og ham. Blev virkelig skuffet over farens reaktion, hva fanden bilder han sig indlig lige ind. 

I know han prøver bare og passe på sin søn osv, men øv! bare øv!. Syns virkelig at jeg har været der meget for hans søn, og prøvet at passe ind i familien. Det kan jeg godt se ikke kommer til at ske forløbelig, og ved i hvad.. de kan rende mig nået så grusomt. Skrev til min eks svigerinde igår og spurgte om hun kunne bruge nogle ting som min mor havde fået gratis. Skal lige siges at det er nye køkken ting som ikke fejler en skid. Tænkte at min eks svigerinde kunne bruge/få nogle af tingene nu når hun snart flytte hjemmefra, og gæt engang tøsen har ikke engang svaret mig, syns det mega tarveligt! . Men hans familie mener 112% at det er min skyld forholdet gik som det gik, jah jah det fint røvbananer , klar jer selv! Bliver sku lidt tøsse fornærmet og oss lidt såret. Men det høre sig nok bare til at havde eks svigerfamilie at de altid vil tage hans parti. 

Only a girl

Arg men forhelved altså. Der sket så meget siden jeg sidst skrev i lørdag, oh det kun 3 dage siden. Jesus hvor går livet og tingene hurtigt lige fortiden, slet ikke følge mig :( 

Når men for at gøre det hele lidt kort, jeg blev søndag aften kontaktet af min eks kæreste, han skrev en lang undskyldene besked, hvor han forklaret sig og sagde undskyld for de ting han har sagt omkring mig som person. Det første gang i lang tid at han har sagt undskyld, og ligesom blevet opmærksom på det han gør/gjorde mod mig når han sagde de ting han gjorde så som luder :(. Jeg takker ham pænt for beskeden, og husket på ham at han skulle til fødselsdag dagen efter hos sin søster. Det hele blev til en lidt længere snak frem og tilbage, og endte så til sidst med at han overrasket mig herhjemme og vi slf endte med at havde sex, hele to gange :P Efter det tog han på arbejde, ( han arbejder skævetider af døgnet) jeg faldt så i søvn og sov 3 timer og var lys vågen derefter. Det i sig selv er kæmpe stort, kun tre timers søvn også være frisk, jeg har den sidste uges tid sovet i gennemsnit 10-12 timer før jeg ovehovdet var frisk. Så det var ret vildt at mærke at jeg var vågen og levende. Min eks skriver så og spørg om jeg ikke vil komme hjem til ham og være mandag, altså samme morgen som han tog afsted fra mig af, grunden til jeg skulle komme var at han var så træt og gerne ville sove lidt inden han skulle afsted til fødselsdagen men var bange for ikke at vågne i tide. Jeg syns, og det er jo mit forhold, at det var det sødeste manden havde ren faktisk brug for mig, jeg tøvet lidt med at sige jah, grundet at jeg stadigvæk er usikker på alt det her omkring ham og mig, men endte nu alligevel med at tage hjem til ham og sove middagslur med ham, inden han skulle afsted. Føltes så fantatisk at sove i sengen igen, kæft hvor jeg hader min egen seng lige pt, det at kunne ligge tæt op ad ham og blive holdt om det var fantatisk. Jeg vækker ham og han gøre sig klar til at tage afsted og siger så inden han tager afsted " vi skal lige snakke sammen når jeg kommer hjem i aften".. Der er ikke nået jeg hader! mere end den sætning. Tankerne fløj afsted, hvad ville han snakke om,? hvorfor nu?, Havde han mon en anden eller havde han fortrut det hele?, ville han finde sammen igen?, måske han ville spørge om jeg flyttet ind igen?. tankerne fløj virkelig derudad. Gjorde det så heller ikke bedre at jeg skrev med ham mens han var til fødselsdag og fik alle mulige mærklige ledetråde omkring hvad det omhandlet " dig og mig - praktisk set, Sex, tid, alvor, omverden og at jeg ville blive glædelig overrasket" og at han havde tænkt på det længe, flere mrd :( 

Så mandag aften brugte jeg på at spekulere over hvad det var han ville sige når han kom hjem, maven vendte sig et par gange, kvalmen kom tilbage og jeg blev virkelig nervøs. Da han så endelig kommer hjem er klokken så mange og han er træt, sådan virkelig træt! han beder mig dog om at gå med i bad, så vi kan tage snakke derud. Jah hvorfor endelig gør en mere såbar end man allerede var, han lover dog at det ikke var nået slemt, men dog alvorligt. Vi går i bad og får snakket lidt om min aften, indtil han til sidst begynder at fortælle hvad det enlig er han vil sige. 

Han går hen mod mig, tager mine hænder og kigger mig dybt i øjnene. Jeg panikker fuldstændigt og skubber ham lidt væk, mens jeg trækker mine hænder til mig " jeg kan ikke det her", han små giner og siger at det altså ikke er så slemt. Jeg selv så panikken at jeg får kylet ham helt ud af det, at han glemmer sin tale, som han ellers havde forberedt. Det hele kom lidt kluntret ud af ham, men han får dog sit budskab igennem " altså dig og mig, det går jo ikke rigtigt, men du vil rigtigt gerne havde et barn og overvejer sæddoner og jeg (ham) vil også rigtigt gerne snart havde børn. Så hvad siger du til at vi to laver et delebarn, at vi aktiv prøver på at blive gravide"... Mit hjertet stoppet for et par minutter, og min første tanke var " var det bare det" for derefter " Men du vil ikke mig, kun barnet" også fik jeg det ellers dårligt. Følte jeg skulle kaste op, blev svimmel og ville bare ind i sengen og ligge, så jeg skyndte at tørre mig og lagde mig ind i sengen mens han fik gjord sig færdig. Tankerne fløj derud ad, et dele barn, what skulle jeg virkelig undvære mit barn en uge af gange, hvad så når han får en ny kæreste, det første år kan han alligevel ikke se barnet da det er er afhængig af mig så hvad gør vi der, hvad med alle gravid symptomerne dem skulle jeg så bare klare alene mens han fik alt det sjove. Begyndte at søge lidt på det med dele børn, google nogle artikler omkring det, ikke ligefrem fordi det er det bedste udgangspunkt. børnene bliver stresset osv, og arg! bare arg og fuck og en masse lort!.. mit hovedet snorret rundt og gør det stadigvæk!. 

Jeg ikke afklaret med nået, også alligevel er jeg. Fik informeret min eks kæreste igår om at et dele barn ikke er mig, jeg vil ikke undvære mit barn, jeg drømmer stadigvæk om kerne familien, det først når jeg fylder 28 at jeg aktiv begynder at søge efter en doner også gør det når jeg bliver 29 år. Min eks tog det enlig meget pænt, men havde helt klart troede nået andet, han var skuffet og forvirret over min reaktion, han troede oprigtigt at jeg ville blive glad. Jeg kan bare ikke give ham det, det ville simpelhen gøre for ondt, det at skulle dele mit mirakel/barn mellem os hveranden uge, og en anden skulle være sammen med mit barns far, min engang kæreste, skulle være tvunget til at se ham lykkelig sammen med en anden og med mit/vores mirakel. Det kan jeg bare ikke :( 

Har tudet en hel del over det, for jeg vil gerne give ham den gave, men den gave kommer sammen med mig, og ikke uden mig. Jeg er enormt beæret over hans tilbud, og det et virkelig flot et, og jeg ved at han vil blive verdens bedste far, men jeg vil bare ikke dele barnet på den måde. Vi har snakket tingene igennem flere gange, og kommer vi nok forsat til at gøre, men jah. Jeg splittet, meget endda, for på den ene side vil jeg rigtigt gerne havde et barn og vi har prøvet længe nu, lidt over et år nu uden p-piller og begge blevet testet, så på den side kan jeg godt se det logiske i det at vi startet det sammen og slutter det slf også sammen. Det at ingen af os skal forfra med en ny gir også god mening og man ved hvor generne kommer fra osv, og hvordan modparten er, men ren følelsesmæssigt der kan jeg bare ikke. Det at jeg kun skal se mit barn hver anden uge, at skulle se min eks sammen med en anden kvinde og mit barn, skulle se min svigerfamilie, uden rigtigt at være i familie..det bare nej, gør sku for ondt :( Mest af alt det med at dele barnet hver anden uge, og at jeg en dag skulle se min eks sammen med en anden kvinde, det kan jeg bare ikke. Jeg virkelig ked af at jeg ikke kan give ham den gave, men jeg vil mere end bare et barn, jeg vil hele pakken - er det egoistisk af mig? sætter jeg nogle urimelig krav? 

Jeg ved ikke hvad der skal ske mellem mig og min eks, vi begge rimelig afklaret med at vi ikke kan være i et forhold sammen, gjorde vi begge ret tydelig, og han ønsker ikke at bo sammen igen. Så er løbet vel enlig kørt?, eller hvad..Har besluttet at jeg tager en dag af gangen, det jeg nød til. Jeg holder meget af manden, og han sagde oss igår at han elsker mig og kysset mig som var intet hænd, alligevel ligger jeg alene i min lejlighed med opvask og hans er hos sig selv og sover. WHAT TO DO :/

 

 

Only a girl

Jeg skriver dette blog indlæg, med en masse følelser rasende igennem min krop, alt fra sorg,til had. Jeg har endnu engang diskuteret med min eks, og endnu engang er jeg blevet kaldt de værst tænklige ting, alt fra møg so til klamme luder og til at han væmmes af mig. Det ord som virkelig sætter sig fast, og det selv om at jeg godt ved at de ord er sagt i vrede og fustration så sætter de sig altså. Jeg er så vred og såret over at han kan finde på at sige de ting, han aner ikke hvad de gør ved mig, eller også vælger han bare og være ligeglad. Jeg stod i morges nøgen foran spejlet, der var ikke nået what so ever som jeg kunne lig, føler mig slet ikke lækker længere, føler mig ikke engang kvinde. Det piner mig, for jeg burde være stolt af mig selv, stolt af den krop jeg har, men det er jeg ikke. Ord som klamme luder og møg so for mig at pakke mig ind, for hvad nu syns hvis omverden virkelig ser mig sådan. Det frygtligt, det virkelig frygtligt at jeg føler det sådan, for det burde ikke være sådan, men ord sætter sig virkelig fast. En tåre triller ned af min kind mens jeg skriver dette, det gør så ondt at skulle erkende at det her er hvad der sker. 

Der ikke nogle i min familie som ved at jeg er blevet single og er flyttet hjem igen, så jeg primær ret meget overladt til mig selv. Men jeg kan godt, jeg en stærk pige og jeg skal nok få og finde det jeg søger her i livet. Men først er jeg nok nød til og arbejde på at få min selvtidlig tilbage igen, jeg er ikke den min eks siger jeg er, aldrig været. Jah jeg har haft en vild ungdom, men det var dengang. 

Tænker alle kender til de skænderier hvor modparten virkelig gir den gas og bruger alt der kan bruges mod en. Selv min sex fantasi bruger han mod, og i skal ikke komme og sige til mig at i kvinder ikke har fantaseret om at havde en tre kant med to kvinder eller to mænd, tænker jeg alle kvinder har en fantasi om. Men det vælger min kære eks og bruge mod mig, nu jeg åbenbart til piger, sågår det at vi så min anden eks i forrig weekend for ham nu til at sige at jeg er tilbage til ham og ikke kunne tåle synet af ham. Det er så langt fra virkligheden, guderne ved fandme hvor meget jeg har grædt over den mand. Hvor meget jeg prøvede på at få det til at fungere, men jeg kunne bare ikke mere, oh det var det sværeste valg jeg nogensiden hidtil skulle gøre. 

Men hvem kan være sammen med en som tro man er dem utro konstant, og når man endelig skændes så man " den tøs" eller luder eller so.. oh jeg ved godt at han elsker mig, det gør jeg. Men de forbandet ord sætter sig så hårdt fast i mig, de æder min selvtidlig op, de æder alt op. Jeg ikke den pige, jeg ikke den kvinde og jeg skal nok modbevise det en dag, den dag hvor jeg står i hvid bryllerups kjole, den dag vil jeg grine af dem som sagde de modbydlige ting om mig. 

beklager de mange stavefejl, men er rimelig oprørt lige nu. Har du ikke nået pænt at sige så hold din kæft! #helsemathilde