LilleSnefnug

Blog LilleSnefnug

Indlæg: 118    Kommentarer: 164    Se mere fra Blog LilleSnefnug

Om denne blog

 

 

 

Indlæg i denne blog

LilleSnefnug

Jeg er klar

Jeg tror aldrig nogensinde jeg har følt mig så glad. Jeg kan mærke, at jeg langt om længe føler mig sikker. Jeg er klar. 

Klar til at tage de udfordringer der kommer, klar til at knokle alt hvad jeg overhovedet har lært, for at komme igennem livet, når de svære tider, og de lange nætter banker på. Jeg er klar til at se mig selv i øjnene i spejlet, når jeg står op om morgenen - også selvom det gør ondt. Jeg er klar til at tage det kæmpe store skridt i mit liv, der betyder at jeg skal tage ansvar for mig selv. Jeg skal til at blive voksen - lære at jeg ikke kan holde fast i den uskyldige leg og troen på, at hvis jeg holder mig for øjnene, forsvinder det der gør ondt, nok. Tanken skræmmer mig - ja. Men jeg er klar. Og jeg tror aldrig jeg har følt mig mere klar, end jeg gør nu.

Jeg har truffet en beslutning. Der er ikke noget mere der hedder: "det kan jeg ikke". Det kan godt være jeg ikke kan lige nu, men så kan jeg i hvert fald finde en måde at finde ud af det - så jeg kan! Og det er uanset hvad det er. Jeg har truffet en beslutning om at jeg kan. Og jeg har valgt at jeg vil være åben, stærk og vende min tankegang nu. 

Der er én mand der har den fortjeneste, at jeg har fået en fornyet tro på mig selv: Min skønne M!. M har hver dag været der, hjulpet mig, støttet, lyttet, holdt om mig, været åbnet, ladet mig fortælle om alt jeg havde behov for (også selvom det er ting der gør ondt på ham at høre). Jeg har fundet en mand der kan give mig en tryghed jeg har behov for, så jeg kan sove om natten. Jeg skal ikke høre efter lyde der ikke skal være der - det gør han for mig. Han passer på mig. Han er der. Ubetinget - og hele tiden. 

Jeg har taget en beslutning om at nu skal voksenlivet begynde. Og det betyder også at jeg ikke skal negligere mig selv, med alt det jeg ikke kan, ikke er god til. Langt det meste af tiden passer det ikke, det jeg siger. Hvad værre er, at jeg godt ved det ikke passer, men jeg har i hele mit liv været vant til at få det modsatte at vide. 

Og jeg ved, at det ikke bliver nemt. Jeg ved at det kommer til at frustrere mig langt ind i helvede, at jeg ikke bare kan lægge de tanker væk, og vende min tankegang. Det kommer til at kaste mig ud på totalt usikker grund, og jeg vil komme til at blive utrolig bange for hvad der kommer til at ske - for jeg kender ikke fremtiden. 

Men jeg er klar. Jeg er klar til at lægge kontrollen væk, nu. Jeg er klar til at lade ham overtage, når jeg ikke kan. Jeg er klar til at hjælpe mig selv nu. 

Men for første gang i mit liv, er jeg også klar til at lade et andet menneske hjælpe mig. 

Og egentlig kunne jeg ikke forestille mig at vælge en mere perfekt kandidat, end M <3 

LilleSnefnug

Med alle forsvarsparader nede

Jeg havde en meget mærkelig oplevelse her til formiddag. M og jeg er nu helt officielt kærester - og han er bare den absolut bedste.

Min oplevelse gik på, at vi, M og jeg, skrev omkring nogle ting, nok egentlig noget man normalvist ikke skal tage på en SMS, men det blev det til i morges.Og jeg fortalte ham stolpe op, og lygtepæl ned omkring alle mine tanker. Det blev en rodet omgang, en meget lang SMS og jeg vidste det ville komme til at tage tid at forstå hvad han skrev.

I mit tidligere forhold har jeg altid skulle forsvare hvorfor jeg har haft det som jeg har haft det. Hvorfor jeg har været ked af det, sur eller andet. Og hver eneste gang blev det brugt imod mig. Så jeg følte jo konstant jeg gjorde noget forkert.

I dag, da jeg havde sendt denne SMS og der gik lang tid inden han svarede, nåede jeg faktisk at blive i rigtig trist humør. Jeg vidste han var på arbejde, jeg vidste at han jo ikke havde al tid i verden til at skrive med mig. Oven i hatten får han kastet en besked i nakken, der er totalt umulig at forstå - synes jeg. Så det giver sig selv, at det ville komme til at tage meget lang tid at svare mig. Alligevel blev jeg trist.

Jeg kunne mærke, at alle mine forsvarsparader nåede op og jeg igen følte jeg skulle til at forklare og stå til ansvar for det jeg siger. Jeg blev irriteret over, jeg ikke bare kunne lukke mine tanker ud, uden at føle mig helt forkert og galt på den. Og jeg orkede helt ærligt ikke at skulle igennem det her en gang mere. Det tænkte jeg.

Jeg nåede at stå med det i maksimalt to minutter, da der tikker en besked ind på min telefon: "Hvis du bare vidste hvor meget det siger om dig, at du tænker og reflekterer sådan over tingene. Jeg har oplevet kvinder 10 år ældre der ikke var nået dertil. Jeg bliver gang på gang betaget af hvor meget godt du indeholder".

Bum! Al frustration fra før forsvandt, som dug for solen. Jeg smeltede som smør på en varm stegepande. Jeg er totalt forelsket i ham. I at han rent faktisk formår at få mig til at føle mig okay - at det er okay at jeg panikker lidt over mine tanker, at det er okay det ikke giver mening. Kort sagt: at det er okay at være mig!

Jeg fik et stik af dårlig samvittighed over, at jeg overhovedet havde nået at tænke sådan. Jeg nåede dog frem til, at det bunder i mit tidligere forhold, og at jeg nu skal til at lære, at det er okay at sige ting - også uden jeg bliver skydeskive for bebrejdelser, ansvar og generel beskyldes for at være grunden til dårlig stemning.

Dén sms reddede min dag, fuldstændig. Jeg tror aldrig nogensinde han får nogen idé om hvor meget han har givet mig på den her halvanden måned jeg har kendt ham. Han er virkelig en keeper. Han er min! Jeg får alle de sommerfugle i maven, jeg svæver og bliver en lille glad julegris, hver eneste gang jeg ser hans skønne ansigt.

Og hver eneste gang jeg har en dårlig dag, formår han alligevel på de mest fantastiske måder at klistre de mest kejtede smil på mine læber.. Også er det endda de mest ægte jeg nogensinde har haft.

<3

LilleSnefnug

Hvorfor er han sådan?

Jeg har en kamp med min far, for tiden. Vi er rygende uenige omkring hvordan tingene fungerer. I mit tidligere indlæg fortalte jeg lidt om, hvordan han havde været i 14 dage, og hvordan han havde ageret over for mig, og hvor ked af det jeg var blevet - og hvor meget jeg havde grædt, den aften det hele blev for meget. 

Forleden skulle jeg have været hjem fra M! - han skrev dog om eftermiddagen da jeg var på job, at han havde behov for jeg kiggede forbi, så selvfølgelig gjorde jeg det. Det var i mandags. Da jeg sad i bussen derhjem ringede jeg til min far. 

Lørdag havde vi været til fødselsdag, og jeg havde virkelig været bange - men far var tilbage til far. Den gode gamle far. Ham jeg kender! Han havde haft sin kæreste med til et arrangement søndag, og havde iøvrigt vist noget at familien lørdag, da han blev hentet. Jeg ville selvfølgelig gerne høre, hvordan det var gået, og var nysgerrig, om hun var taget godt imod. Det snakkede vi lidt om, hvorefter min far spørger om jeg er på vej hjem til Fredericia. 

Jeg svarer, at jeg er på vej hjem til M! - fordi han havde behov for det, og fortalte kort hvad det handlede om. Jeg fortalte også at jeg synes det var en lidt mærkelig situation jeg stod i, hvortil han svarer at ja det måtte jeg jo affinde mig med var noget der skete, når jeg valgte at lede efter og være sammen med en på over 30. 

Jeg blev træt der. Jeg orkede ikke engang tage den med ham. Jeg kunne bare mærke, at energien drev ud af mig, som når man prikker hul i en ballon. Dels synes jeg ikke det kommer ham ved, hvem jeg vælger. Dels kan han sige det ordentligt, hvis der er noget der bekymrer ham omkring hans datter. 

Jeg ved godt jeg er nødt til at tage snakken med ham - få fortalt hvor meget jeg følte mig trådt på der. Det gjorde det heller ikke bedre, da vi snakkede om at møde hinandens respektive kærester at han siger; ja nu må vi jo se, hvornår du så får tid til at ville se din far. 

Det er overhovedet ikke den far jeg kender. En ting er at vi begge har fået rigtig travlt med hver vores liv. Jeg synes bare ikke det berettiger manden til at være så spydig over for mig. Det lyder måske ikke sådan, når man skriver det i en tekst - men det er ikke normalt at han er sådan. 

Og jeg ved godt jeg er nødt til at fortælle ham det. Jeg har i første omgang bare besluttet at dampe af først, så jeg ikke får fortalt ham nogle ting jeg senere vil fortryde at have sagt. Og som jeg måske mener nu, men som ikke behøver se dagens lys.

samtidig har jeg besluttet, at jeg ikke vil møde hans kæreste, før jeg ikke er sur på ham mere. Jeg vil gerne have det bliver en god oplevelse for alle. Omvendt tror jeg - håber jeg - at den nye kæreste med tiden kan præge ham til at tænke lidt mere over hvad han siger, og måske hjælpe mig, når han stamper på mig med de ting han siger. 

Jeg savner min far rigtig meget, og jeg synes det er sindssygt frustrerende det skal være sådan her. Jeg kan mærke at det er noget der fylder, det er noget jeg ikke barn lyst til skal være der. Men jeg ved også godt, at jeg er nødt til at åbne munden. Jeg vil bare gerne gøre det som et voksent menneske og ikke lyde som en møgforkælet lille snotunge. 

M! har været der. Ubetinget. Han har lyttet, stået på mål for frustrationer, han har holdt om mig, når det har været for meget det hele, og bægeret flød over. Jeg er ham så sindssygt taknemmelig. Jeg er så glad for at have mødt ham - han har virkelig givet mig den stabilitet, ro og kærlighed, jeg så desperat har søgt. Og han bliver ikke skræmt af min historie eller min mærkværdige tilgang til tingene. 

Ovenstående fylder ganske vist meget. Men alt i alt kan jeg mærke, at jeg er blevet langt mere positiv. Jeg er rolig, afslappet og er begyndt at fokusere på de ting der fylder, de ting der betyder noget - det der giver mig noget positivt. Og alt det kan jeg kun takke de fantastiske mennesker jeg har i mit liv for. Uden dem, havde jeg stadig ligget under gulvbrædderne og rodet rundt. 

- med deg sagt er jeg ved at være i Horsens. Jeg skal ind og rådgive i et fængsel nu.. så må vi se, om de lukker mig ud, når jeg er færdig! ;) 

<3

LilleSnefnug

I mine drømme kan jeg alt. Jeg er ikke uovervindelig eller udødelig, men de ting jeg sætter mig for, opnår jeg. I hvert fald i mine drømme. Der gør jeg tingene rigtigt - og det meste af tiden bliver de gjort rigtigt første gang. Der lader jeg ikke frygten og nervøsiteten for det ukendte styre mig. Jeg accepterer det - accepterer, at det er der, men lader det ikke overtage og påvirke min dømme- og handlekraft. I mine drømme er det ikke kun lyserødt - men der har jeg modet til at handle på det der gør mig bange.

Når jeg åbner mine øjne er virkeligheden en helt anden. Jeg føler mig ofte som en lille bange pige, der ikke tør gøre noget som helst - men reelt bare lader tingene stå til, som de er. Typisk Laissez faire-adfærd. Jeg mangler styrke, jeg mangler mod. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men det er som om den lille pige ikke vil slippe sit tag i mig. Ikke vil lade mig rykke videre og prøve at blive voksen. For helt ærligt.. Der er jeg lysår bagefter.

Normalt. Efter ham der, den høje, mystiske, spændende mand kom ind i mit liv, har jeg ændret mig - så meget. Jeg har kendt ham i 3 uger, og han har allerede haft en stor indflydelse på mit liv. Han har givet mig lysten til at få gjort noget ved mit hjem. Få gjort noget, så jeg rent faktisk føler at jeg er hjemme, når jeg er hjemme. Det har betydet, at jeg nu har fået min lejlighed op at køre - der er ryddet op, gjort hovedrent. Og jeg sad hele aftenen i går med levende lys, forskellige steder i lejligheden. Der var ikke flere flyttekasser, ikke mere rod. Det giver en helt anden ro, at jeg nu kan sætte mig ved mit spisebord, tænde min bærbare og nu sidde og skrive - uden rod. Det har allerede givet en kæmpe ro i mit sind.

Han har været der for mig. Han har ikke fysisk hjulpet til, men hans opmuntring, hans "nøj hvor er du sej"-beskeder, hans altid fantastiske små søde beskeder, når jeg mindst venter det - og mest har brug for det. Når han siger til mig, han rent faktisk forstår hvordan jeg har det. Særligt efter jeg den sidste uges tid har været voldsomt uvenner med min far. Når jeg er kommet fra arbejde og hjem til ham, er crashet fuldstændig på hans sofa og har ligget og stortudet i frustration over at min far tilsidesætter mig. Erkendelsen af, at vi ikke er enige - at vi reelt har hver vores liv. Erkendelsen af, at jeg ikke er hans førsteprioritet.

Det kan meget hurtigt lyde som en møgforkælet snotunge der taler! Det det handler om er, at han har fundet en ny kæreste, hvilket er fantastisk. Han ved at jeg har et behov for at møde hende, hvor der ikke er nogen mennesker udover, jeg skal forholde mig til. Vi skulle have været til noget frokost-noget om en uge. Da far og jeg sidder og snakker - siger jeg, som med hans første kæreste, at jeg synes det kunne være rart at vi gjorde det på den måde. Hvortil han svarer: Ja nu må vi se, jeg tror ikke det kan lade sig gøre, for jeg har tænkt mig at invitere hende med når vi skal ud og spise om søndagen. Bum.

Egentlig er det jo fint - han vil gerne vise hende frem. Han er glad, han er lykkelig. Han er forelsket. Det der tricker min hjerne fuldstændig er, at han har vidst det - altid. Vi har brugt timer efter mine forældres skilsmisse, på at tale om hvad der var vigtigt for mig, når det kommer dertil. Også skider han højt og flot på det. Jeg var rystet. Jeg var chokeret. Og jeg blev simpelthen så ked af det.

For en god ordens skyld, skal vi så ikke kalde min søde date, for M!. Jeg kom hjem til ham, lagde mig på hans sofa og jeg var så træt efter arbejde og den samtale. Og tårerne løb, uden jeg egentlig vidste det. M! snakkede om dagen, hvad han havde lavet, hans far havde ringet - de der dagligdagsting. Og jeg forstod intet af hvad han sagde. Han så på mig og spurgte om jeg var okay. Jeg sagde, at jeg bare var træt og havde behov for at slappe lidt af. Så satte han sig ned på gulvet - tog min hånd, og aede mig henover håret. Jeg brød fuldstændig sammen og fortalte hvordan min verden hang sammen. Hvor ked af det jeg var, og hvordan min far havde opført sig under den telefonsamtale vi havde haft den dag.

M! tog et hårdere greb i min hånd, og holdte mig helt tæt og sagde: "jeg forstår dig". 3 små ord, der betyder så meget. Det kan gøre så meget skade, hvis modtageren ikke føler det, selvom det er blevet sagt. Det gjorde jeg. Og jeg følte mig helt tryg. Også gik det op for mig, at han lige havde lagt øre til en hel dags frustrationer. Jeg brød helt sammen igen og sagde: Men det var jo ikke meningen det skulle gå ud over dig.

M! trådte i karakter - han sagde; "hey.. Det er ikke mig du er sur på - frustreret over. Du fortæller mig hvordan du har det, så det her går ikke ud over mig. Tværtom er jeg glad for du fortæller det og deler det med mig. Lader mig være med i det du oplever".

Der skete noget i mig der. Endnu mere, end ellers. Han rørte noget i mig, ingen andre har gjort før. Jeg følte mig rent faktisk forstået. Jeg følte, at det var okay at bryde sammen - det er okay at være ked af det og frustreret. Det er okay ind imellem bare at synes at verden er helt vild dum.

Da vi havde lagt sådan lidt, kiggede han på mig og sagde; "jeg tror vi tager en hyggeaften på sofaen. Du ligner en der trænger". Jeg puttede mig ind til ham hele aftenen, under dynen. Og nød, at jeg har fundet en der rent faktisk lader mig.. være mig.

Med alt det med min far, er jeg helt sikker på, at det ikke var det han mente. Og at han med meget stor sandsynlighed ikke havde tænkt over det. Jeg skal dog gladeligt være den første til at indrømme, at uanset hvad meningen var, blev jeg ked af den måde han fik formuleret det på. Men jeg havde en mand ved min side, jeg slet ikke var i tvivl om ville være min støtte. Det har i den grad fået mig til at tænke - har jeg mon mødt ham jeg skal blive gammel med?

<3

LilleSnefnug

Måske lidt mere end én date?

Ok... Så første date blev ikke helt som forventet, og jeg ved ikke hvad der præcist gik i vasken. Andet end det jeg selvfølgelig skrev i tidligere indlæg! Jeg synes det var lidt ærgerligt, for han er jo en super sød mand, og han forstod jo at sætte mig i første række - på alle tænkelige - og utænkelige måder. Det var jo rart at føle. Men der havde jeg jo ikke mere end det.. 

Torsdag, efter weekenden, ringede han til mig. Jeg tror vist nok aldrig, jeg helt fandt ud af hvorfor. Egentlig troede jeg jo, at det var slut. Et overstået kapitel. Jeg havde haft en rigtig lortetorsdag. Som jeg skrev i "den svære samtale", kunne jeg slet ikke finde hoved og hale i tingene, og det hele gik fuldstændig amok. Jeg var så træt, og sindssygt frustreret, at jeg ikke anede hvordan jeg skulle gøre hverken fra eller til. Og da han ringede til mig - nåede han vist nok kun at sige sit navn, så fik han ellers hele vejen oppefra og ned, hvordan jeg havde det. Jeg hylede, så det stod efter. 

Da vi lagde på den aften, var det med et smil på læben. Det var ganske utroligt. Jeg vidste ikke, at et andet menneske kunne gøre det - blot ved a lytte, og komme med konstruktive kommentarer; ting jeg rent faktisk kunne bruge til noget! 

Dagen efter, fredagen, ringede han til mig - selvfølgelig for at tjekke op på, at jeg var okay. Det var jo en ret voldsom oplevelse, kan jeg forestille mig, at have et styks grædende pigebarn i røret, og ikke rigtig vide, hvad man skal gøre. Men han blev altså. Og i løbet af den weekend snakkede vi sammen omkring 20 timer, alt i alt. Det var fantastisk. 

Vi blev så også enige om, at give det et skud mere. Så vi aftalte, at jeg tog over til ham, nu her i onsdags. Da jeg vidste, at han lige havde haft fødselsdag, og ikke havde fået nogen gave overhovedet, kunne jeg ikke få mig selv til at dukke tomhændet op. Derfor havde jeg været lidt kreativ, da jeg jo ikke kender ham så godt, endnu: En pandekagepande, 2 piskeris og en opskrift til pandekager. 

Da vi havde første date, lavede jeg pandekager. Da han så samme weekend, som jeg snakkede med ham i aftenerne, skulle lave pandekager til sine drenge, gik det vistnok ikke helt efter planen. Derfor måtte jeg være kreativ. Dertil kommer, at manden jo selvfølgelig ikke anede hvad en pandekagepande er - så deraf panden! ;=) 

Det var en super hyggelig date - og jeg må indrømme der skete noget i mig. Jeg begyndte at få sommerfugle.

Jeg tog på arbejde torsdag morgen, blev hentet af min far, og kørt hjem til det mørke Jylland, hvor han hjalp mig med at få det meget berømte mediemøbel op, jeg har sukket efter i over et halvt år. Derefter tog vi om fredagen en tur til Tyskland, og derefter havde jeg aftalt med ham her den mystiske mand, at jeg tog en weekend hjemme ved ham. 

Da jeg ramte hans lejlighed omkring 21.40 fredag aften, og han havde lavet mad til mig, købt min yndlingssaftevand og i øvrigt gjort det super hyggeligt, så jeg blot kunne dejse om, skete der noget. Jeg kunne ikke helt finde ud af hvad det var. Var jeg mon blevet småforelsket? Jeg var i tvivl.. Føltes det virkelig sådan her at være forelsket? Var jeg virkelig blevet smålun på en mand, jeg faktisk ikke troede ville være min type... overhovedet`?

Lørdag, i går, tog vi en tur til Roskilde - og besøgte den kirkegård, hvor min farfar ligger. Jeg kunne mærke, at jeg havde behov for at komme derhen. Mærke, at jeg var i live - mærke min farfar og hans tilstedeværelse. Da vi stod der, og jeg havde lagt blomsterne, stod vi lidt. Han stillede sig bag mig, og holdt om mig. Jeg brød fuldstændig sammen, og jeg græd i hvad der føles som en uendelighed. Dér skete der noget.. Jeg følte mig med et trylleslag bundet til ham. På en måde, jeg aldrig havde troet mulig. Det var så mærkeligt. Der stod en mand foran mig, der har hørt på al min elendighed.. Og alligevel er han blevet, og har taget imod mig med åbne arme. Uanset hvilken sindssyg historie jeg har budt ham. Dét var en vild fornemmelse! 

Lige nu sidder jeg med tømmermænd i hans seng, skriver dette indlæg på hans bærbare.. Hvem ved... Måske er han rent faktisk den.. Den jeg har higet efter i alt for mange år. Måske er det ham der kan få mig til at føle mig det værd. Værd at bruge tid på, tid med`?

Jeg ved det ikke.. Det eneste jeg med sikkerhed ved lige nu er, at der kun er én måde at finde ud af det på. 

<3

LilleSnefnug

Den svære samtale

Jeg har fået ny coach på arbejde. Det er sådan, at når man sidder i Callcenter, hvor jeg sidder - og svarer på spørgsmål fra medlemmer der ringer ind, er det ikke altid, at samtalerne er lige nemme - alt afhængigt af hvilket svar de skal have. Vi skal have et længerevarende coaching-relation til den coach vi får tildelt.. Eftersom den coach jeg havde, er på barsel, har jeg fået en ny.

Jeg har i de sidste 3 uger haft det utrolig svært derinde, efter en rigtig dum samtale, hvor jeg virkelig blev svinet til af et medlem, jeg blev fortalt jeg var uduelig til mit arbejde - og meget meget mere. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde haft den søde supervisor ved min side, da jeg blev færdig med den samtale. De efterfølgende gange jeg var på arbejde, var det frustrerende, for jeg vidste ikke helt hvad jeg så skulle gøre, med de svære samtaler.

Jeg følte, at hver eneste gang jeg havde en udfordrende samtale, blev jeg fuldstændig blank i hovedet. Jeg blev mere og mere frustreret, og har i den forbindelse klaget min nød om at få en til at hjælpe mig, i min oprindelig coaches fravær. Der fik jeg en midlertidig. Jeg lavede en aftale med ham, og på dagen hvor jeg skulle have coaching skrev jeg og spurgte, om han havde aftalt det med supervisoren i CC. Jeg fik en mail tilbage, om at jeg var tildelt en ny coach. Og igen, igen igen måtte jeg skubbe coachingen. Denne gang til ugen efter.

Det var så i torsdags - hvor min coach var supervisor. Vi aftalte at tage en "forventningsafstemning" og snak omkring det jeg synes er svært, i sådanne samtaler jeg følte jeg blev bombarderet af. Som jeg sagde til ham, har jeg behov for vendinger, eller en måde at styre samtalen på. Jeg har behov for nogle konkrete ting jeg kan sige. Som svar fik jeg:

"Brug det papir med "den gode samtale" du fik, og find 5 udfordrende samtaler der ikke gik, som du forventede". Det papir vi fik udleveret, er godt, og kan selvfølgelig bruges. Det giver mig bare ikke nogle gode formuleringer. Jeg beder ikke om en færdig liste - jeg beder bare om noget man kan sige, også selvfølgelig formulere det, så det passer. Først når jeg har fundet de 5 samtaler jeg kan sende til ham, også vil han finde en dag til at coache. Så endnu engang er det udskudt.

Derudover bad han mig om at starte på en frisk. Det vil jeg også meget gerne. Men hvordan gør jeg lige det, når jeg ikke aner hvad jeg skal sige til et frustreret medlem? Hvad gør man i langt de fleste tilfælde, når man ikke ved hvad man skal sige? Man tier stille! Og det er ikke vejen frem, skal jeg hilse og sige: de bliver stiktossede, når jeg sidder og tier stille. Og jeg kan jo lissom ikke sidde og sige, at det er fordi jeg ikke ved, hvordan man håndterer en svær samtale, fordi jeg har en coach jeg på nuværende tidspunkt ikke ved hvad kan hjælpe mig med. For en gangs skyld savner jeg inderligt min gamle coach.

Jeg fik derudover kommentaren: der er ikke nogen liste, ikke nogen endelige formuleringer. Nej.. Men jeg kan jo heller ikke bare tie stille. Det er sindssygt frustrerende, at jeg ikke aner, hvad jeg skal sige. For jeg får ikke formuleringerne. Jeg beder ikke om en færdig liste - jeg beder om idéer til, hvad man kan sige - ikke en resultatliste.

Samtidig er det ikke smart at lave en coaching-session, når han er i callcenter - man ved der er en tidsbegrænsning. Og at man er nødt til at skære helt ind til benet. Og det er man også. Det er slet ikke det. Men det kunne dælme være rart også at kunne snakke om de ting, der dukker op undervejs.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, jeg slet ikke fik det jeg havde behov for, af den coahing. Jeg er frustreret, fordi jeg endnu engang skal vente. Det er ikke fordi jeg har noget imod at skulle finde de samtaler, jeg synes er udfordrende. Men det hjælper ikke på mit issue, lige her og nu. Det at han gerne vil have vi bruger papiret "den gode samtale" og at vi skal finde 5 samtaler, kunne han reelt blot have skrevet til mig i en mail.

Jeg håber det bliver bedre. Ellers bliver det en meget lang coaching - også er jeg nødt til at finde andre måder, at få sparret på. Og så må jeg sparre med en, omkring mine frustrationer, uden for mit arbejde. Også må jeg se, om det kan bære. Ellers må jeg finde ud af, hvad der så skal ske.

Det positive af det her, trods alt, er at jeg er bevidst om hvad jeg ikke har behov for, og måske vigtigst af alt; hvor mit behov er, og hvad jeg mangler.

<3

LilleSnefnug

Første date overstået

Så.. Jeg var jo på date. Det endte med at blive en af de længste, jeg længe har oplevet. Super hyggeligt at se ham og finde ud af, hvem han er.

Ja... I kan høre det, allerede der, ikke? Som det nok allerede er antydet, fangede jeg ikke gnisten. Jeg manglende simpelthen... Det der "sus" i maven man får, når man kigger på ham og tænker; åh.. Hvad gør han mon nu?

Han var simpelthen så super sød - han betalte både for kaffen og aftensmaden lørdag - hvor jeg selvfølgelig tog med ham hjem og vi spiste og drak et glas rødvin, og hyggede os super meget. Det var rigtig hyggeligt og han er en virkelig sød mand. satte os og snakkede efter vi havde spist, halvsent lørdag aften, og da vi blev enige om at lægge os til at sove var kl 5. Da jeg stadig har svært ved at sove om natten, vågnede jeg tidligt, allerede kl. 9. Han vågnede da jeg begyndte at bevæge mig, også satte vi os i sofaen med dynen og så en film.

Vi blev enige om, efter et par timer at gå ned og handle ind, for jeg havde virkelig lyst til pandekager. Vi handlede til dem, og gik hjem og lavede pandekager til os, som vi spiste. Vi købte også til aftensmaden. Da vi havde spist, lagde vi os og så en film mere, og jeg skøjtede i søvn en halv times tid..

Hmm.. ja.. Han prøvede at lægge op til noget søndag aften, da jeg var ved at falde i søvn, og jeg har desværre afvist ham to gange, på de mest grufulde måder man kunne. Og jeg ved ikke, om jeg nogensinde ville kunne se ham i øjnene igen. Samtidig kan jeg ikke se mig selv sammen med ham, med de værdier vi har.

En sagde i kommentaren til mit tidligere indlæg at jeg skulle møde en ven.. Og.. Det kan man jo håbe at jeg har - jeg tror desværre bare ikke, han har helt det samme synspunkt; han søger udelukkende en kæreste. Jeg har desværre fundet ud af, at jeg ikke er der - endnu.

Jeg skal date, og finde min identitet. Det tager jeg med mig fra denne date. Jeg er ikke klar til et fast forhold endnu, jeg skal have det sjovt. Og kommer ham jeg dater til at slå benene væk under mig, på et tidspunkt... Tja... Så bliver jeg en kæreste rigere! <3

LilleSnefnug

Jeg skal på date!

Det der små-paniske.. panikanfald, når jeg har lavet en aftale om en date!.

Hvad skal jeg tage på? Skal jeg vælge den feminine kjole/nederdel, eller gå mere afslappet med et par jeans?, Skal jeg have make-up på? Ja det skal jeg jo nok... Hvor meget? Skal jeg bare lægge en afslappet, eller skal jeg kun lægge mascara? Hvilke sko skal jeg tage på? De flade sorte, eller de grå med lidt hæl? Skal jeg have den store eller den lille taske med? Da jeg skal på arbejde bliver det jo nok den store.. Skal jeg have hestehale, eller håret bare slået ud? Hvad kan han mon bedst lide? Hvad nu hvis jeg vælger nederdel, og han bedst kan lide jeans? Hvad hvis jeg vælger grå, og han bedst kan lide sort? Hvad nu hvis.. Og hvad nu hvis vi ikke klinger? hvad så?

Det er vist ret tydeligt, at det her er min absolut første rigtige date med en mand, efter min eks-kæreste. Han er noget ældre end mig, og han har to tvillingedrenge. Jeg ved lige på nuværende tidspunkt ikke, hvad der skræmmer mig mest - at date en mand der er det ældre end mig, eller at han allerede har børn. For ham er det ikke noget problem, at skulle have flere børn - men han vil jo ikke vente for altid på at jeg er klar. Det sætter jo en masse spørgsmål igang:

Er jeg klar til at binde mig igen? Er jeg klar til at blive voksen? Tage ansvar, være voksen? Være et forbillede? Forsøge at rende rundt med en spirrevip i maven? Er jeg klar til overhovedet at sætte mig på den måde? Middag kl. 18, bananer i frugtskålen og leverpostej i køleskabet? For heaven sake - jeg lever af hvidløgsflutes med ketchup til aftensmad! :-O

Jeg ved godt det selvfølgelig er store tanker, når jeg ikke har mødt manden endnu! Men når jeg skriver med ham, er han jo bare helt utrolig sød. Ikke en jeg nødvendigvis ville vende mig om og se efter på gaden, men han virker som en utrolig spændende og rigtig sød mand! - Og det sætter unægtelig tankerne i gang - og det giver altså dette panik-indlæg! What to do?!

Og egentlig er det jo dumt.. For jeg ved jo godt, inderst inde, at jeg jo slet ikke bliver klar, før jeg har prøvet det - og finder ud af, om han er ham jeg vil satse på.

<3

LilleSnefnug

Mit liv - lige nu

Så er det ved at være på tide med en lille update igen.

Farmor

Min farmor blev, som tidligere  skrevet, opereret i hjernen i november, hvor hun fik indsat et lille måleapparat, således at lægerne kunne måle trykket i de kamre hvor spinalvæsken ligger, i hovedet. Den sygdom de mistænkte hende for at have, var åbenbart ikke det det så på konference senere viser sig hun har symptomer på. Nu mener de det er savnapnø. Det er i og for sig ganske udmærket, at der sker noget. Det der kan irritere mig er dels at vi inden for et år skal på nummer 4 sygehus, dels at det her ikke hjælper, tidsmæssigt, på den brækkede skulder hun render rundt med. Sagen er nemlig den, at hun render rundt med en brækket skulder, som hun brækkede tilbage 30/5, som lægerne på Køge Sygehus ikke tør operere, fordi de ikke ved hvad hun fejler i hovedet. Derfor tør de ikke lægge hende i fuld narkose.

Det er svært et eller andet sted synes jeg, at hun ikke er sig selv. For ud over alle de ovenstående ting, er hun simpelthen så sur og hidsig at være i nærheden af. Hun bliver enormt aggressiv. Jeg snakkede med hende så sent som i fredags, hvor hun blev super hidsig over hverken jeg eller min far tog telefonen - til trods for jeg dagen inden havde fortalt hende, at vi begge to var til julefrokost, og derfor ikke kunne snakke med hende.

Jeg ved godt... Hvad det kunne tyde på - men jeg vil ikke diagnosticere hende - så lige nu er hun bare skide sur - og gammel :)

Far

... Lå syg i sidste uge.. Nogen der kender til mandeinfluenza? Sjældent har jeg set en mand være så pokkers ynkelig, som han var.. Ikke at jeg ikke havde ondt af ham, det havde jeg bestemt, men det var dælme spøjst at se en normalt voksen mand med 100 % styr på det hele, ligge inde i sin seng og være totalt ynkelig og have super ondt af sig selv.. Haha.. Der er noget om det - det der med at kvinder bliver en smule forkølede, mens mænd er døden nær! ;)

Han er også stadig single - egentlig både på godt og ondt. Jeg er glad for vi har noget far/dattertid - noget mere af slagsen. Virkelig noget jeg har savnet. Og eftersom jeg bor ved ham mere eller mindre, i hele december - jamen.. så er der mulighed for at catche up på dét punkt!.

Arbejde

Der er lidt vel rigeligt mange tunge sager, synes jeg. Men det går. Jeg havde min anden coaching i fredags. Jeg skulle møde coachen igen.. Og inden jeg fik set mig om, sad jeg med en blok og en kuglepen foran mig, 100 % klar til at tage imod alle gode råd han kom med. Første gang han åbnede munden, sagde han: hvordan synes du selv det går?

Mig - bliver utrolig usikker, nervøs, svedig, fugtige håndflader og kan ikke helt greje hvorfor han spørger, som han gør. - Jeg svarer, at jeg da bestemt kan mærke, at jeg synes det går bedre. Jeg spørger ikke helt så meget, og jeg bliver mere sikker i forhold til at kunne rådgive vores medlemmer bedst muligt - også selvom det er et negativt svar jeg er nødt til at give dem.

Coach kigger på mig og siger: det er bestemt også det vi oplever, K.

Så trækker han papirene op - vores medlemmer kan vælge at deltage i en tilfredshedsundersøgelse, når de har snakket med os i rådgivningen, og det har de gjort ved mig, nogle af dem. Der er et spørgsmål omkring den generelle medarbejdertilfredshed.. Sidste gang jeg blev coachet lå jeg på 72 % i den kategori. Ikke i rød område, men jeg lå i gul og dermed var der noget der ikke spillede. Jeg var dog stadig relativt ny, så vi snakkede om, dengang, hvad jeg skulle arbejde videre med nu.

Han viser mig tallet: 96 % i medarbejdertilfredshed!

- Jeg vil ikke sige jeg kunne - men for dælen jeg følte jeg kunne klare hele verden!

Jeg fik: det er et af de bedste resultater jeg nogensinde har set - og den hurtigste udvikling for en af vores studenter, i de 16 år jeg har været her. Stolt? tror jeg da vist nok lige!

Studie

Jeg knokler en vis legemsdel ud af bukserne - jeg hænger i, og jeg nyder at prøve at presse mig selv til det yderste, for at forstå de ting jeg reelt har med at gøre! - Lige nu er det ok, men jo tættere vi kommer, jo hårdere odds og vilkår synes jeg også et eller andet sted jeg får.

Jeg glæder mig til de her fag forhåbentlig er overstået - og bestået. Jeg vil bare gerne ud af skatteret og civilproces.! Hurtigst muligt.

Mig selv?

Jeg hænger i - taber mig - og nyder, at mit tøj stille og roligt bliver for stort. Og selvom det ikke er den sundeste måde, bliver jeg enormt glad, når jeg ser mig selv i spejlet - at jeg har tabt mig, og jeg ikke længere ser så pokkers stor ud, som jeg gjorde tidligere.

Nå.. Lige en lille update på, hvad der foregår i mit liv. Nu vil jeg have undervisning... Og kigge mig en ekstra gang over skulderen - der er åbenbart en trussel mod SDU om skyderi.. Politiet er mødt talstærkt op herude.

- Mon jeg kan finde min kommende blandt dem? Mænd i uniform.. Rauff!

LilleSnefnug

Hvordan er det nu lige?

Hvordan er det nu lige man kommer på fode igen, efter en flytning og længere tids lungebetændelse? Hvordan er det nu lige man underviser et øvelseshold i folkeret om territorial- og personalhøjheden? Hvordan er det nu lige med de der regninger der skal betales? Hvordan er det nu lige Nettos tilbudsavis løber? Hvordan er det nu lige at få købt billetten til og fra arbejde? Hvordan er det nu lige jeg kommer til møde i aften? Hvordan er det nu lige jeg får noget aftensmad?

.... Og hvorfor i alverden er der ikke et leksikon der kan give mig svaret på ovenstående?

 

Livet går videre - er der en sang der lyder. En ganske glimrende sang, hvor første linje lyder:

"da vi var børn - sagde de voksne til os, at det hele nok sku' gå. Men lige siden vi faldt og slog os som små, har vi vidst, at somme tider, der kan livet gøre ondt"

Og det har gjort ondt, og det gør ondt, og det kommer til at gøre ondt.

 

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvor jeg skal slutte, ende eller begynde. Det er ved at være noget tid siden jeg har skrevet herinde, dels fordi studiet har optaget så sindssygt meget af min tid, dels fordi jeg er kommet ud i noget rigtig rod, med en medstuderende.

Der er tale om en mand, der er 40 år gammel, gift og bosiddende i hus her i Odense. Han er ikke særlig køn at kigge på, og altid bedrevidende - på ALT!. Vi har haft civilproces og skatteret sammen i dette semester, og har kendt hinanden siden september måned. I civilproces skal vi i små grupper aflevere stævning og svarskrift, og derved skal vi jo danne grupper - i vores lille gruppe er han med.

Han har flere gange tilkendegivet, at han er småforelsket i mig. Jeg troede i mandags i sidste uge, ikke længere dette var tilfældet, da han ikke havde skrevet privat til mig længe. Mandag i forrige uge fik jeg så en besked: jeg har lyst til sex.

Og han fortsatte, selvom jeg flere gange tilkendegjorde over for ham, at jeg ikke ønskede sådanne beskeder og han skulle vide, at jeg ikke har lyst til at være sammen med ham på dén måde, nogensinde. Han skrev til sidst, at det ville han så respektere, og han ville ikke forsøge på noget.

Fredag samme uge er han og jeg alene sammen til forelæsning i skatteret, da min læsemakker ikke kunne nå at komme. Og dér begynder han at sidde og tage mig på låret. Samme aften da jeg kommer hjem, begynder han at spørge til min sengs størrelse, hvor stor min lejlighed er, og om han ville kunne sove på min sofa, hvis han fik behov for det.

- Igen tilkendegjorde jeg klar, at jeg ikke ønskede sådanne beskeder af nogen art.

Han skriver pt stadig til mig om alle mulige mærkelige ting - jeg ignorerer ham bare fuldstændig, lige nu. Han skræmmer mig simpelthen så meget.

Dertil kommer, at vi har gruppeeksamen i civilproces, hvor vi på 48 timer skal udforme en stævning. Derfor skal vi sove hjemme ved min læsemakker. Planen er pt, at hendes kæreste er min vagthund i de dage, og at jeg sover på hendes datters værelse, sammen med datteren, også får vi en nøgle med ind, så vi låser døren inde fra, så jeg i hvert fald slipper for at være bange - i den tid, hvor natten har lagt sig.

Dertil kommer, at han flere gange har sagt noget i stil med "jamen jeg har jo din adresse".

Hvad gør man lige i dén situation? Begynder han på noget igen, har jeg tænkt mig at fortælle ham, kort og kontant, at hans kone bliver involveret, såfremt han ikke stopper.

Hvad gør jeg? Pt er jeg bange for at være alene på uni, for jeg ved ikke om jeg risikerer at støde ind i ham.. Det synes jeg er ved at være rigtig træls.

Bortset fra det.. Er det jo snart jul - og mit julehjerte flyder over med glæde <3

Derudover - er der nogen der kender Fredericia? og eventuelt kan hjælpe mig lidt med, hvor byen ligger? Jeg kan pt. kun finde vej til og fra stationen uden at far vild ;p

 

 

LilleSnefnug

Puha... Jeg ved ikke hvor jeg hverken skal starte eller begynde.. De sidste uger har været super hektiske.

Jeg har på tredje uge været syg. Nu er jeg på en penicillinkur. En kur, der slår absolut alt ihjel den kommer i nærheden af tror jeg. Jeg er i hvert fald godt og grundig nedlagt. Nå.. Op i måsen med det. Jeg får det bedre af det, i hvert fald i forhold til det, det skulle virke mod: lungebetændelse.

Jeg er så følsom stadigvæk. I dag ville vi have været sammen i 5 år, hvis vi da havde været sammen stadig. Ikke fordi jeg ønsker at tage tilbage til ham - men det er lidt vemodigt at tænke på. At det forliste - at jeg gjorde ham så hjerteskærende ked af det.

I overmorgen ville min farfar være fyldt 79. Det er hans første fødselsdag, hvor han ikke er. Samtidig er det den dag præcis 10 måneder siden han døde. Det er ikke noget jeg tænker over ofte i hverdagen. Men den sidste måned, hvor der har været så mange ting, har det givet mig en tryghed at kunne kigge op på himlen, og vide, at han sidder deroppe. Passer på mig - på os - vores familie. Guderne skal vide, at det er noget jeg virkelig har haft behov for de sidste uger. Særligt ovenpå den her sygdomsperiode jeg har haft reddet mig. Den har slået hårdt, og taget enormt mange kræfter.

Jeg har været en uge på ferie ved min far - blive nøsset lidt om, passet på og forkælet (det er jo ferie..).Jeg skulle hjem i dag, og lige lande, inden ugens stress og jag næste uge igen begynder. Jeg er kommet hjem, og da jeg har været hjemme i godt en time, da min far ringer til mig; han har været involveret i et mindre trafikuheld.

Der er heldigvis ingen personskade sket eller noget, men det har alligevel rystet mig. Hvorfor ved jeg ikke helt - måske fordi jeg ikke er helt har været klar på, at mere skulle ske i denne måned. Ting jeg ikke har kunne overskue konsekvenserne af. Jeg tror.. Jeg tror, at det måske handler om en brat opvågning, at jeg pludselig har fundet ud af, at jeg ikke har min far hele livet. Han er der ikke altid, han vil ikke være der altid. Derfor er det så meget vigtigere, at jeg nyder hver eneste tid jeg har med ham. Savnet nu til ham, er endnu større, end det var i fredags, inden jeg skulle se ham.. Åh gud hvor er jeg i grunden følelsesladet. 

Nå.. For at vende tilbage til flytningen: jeg har nu fået den sidste af mine sofaer hjem. Nu manler jeg et mediemøbel, også er det vist tid til en tur på loppemarkeder - hvis der stadig findes vinterloppere, så jeg kan få en masse pæne, billige tøseting, så jeg kan få sat en rigtig tøselejlighed op. ;)

Hmm... Altså.. Ja.. æææh... Nu har jeg jo snart boet her en måned.. Måske det er ved at være tid til, at jeg får hilst på mine naboer? Orv.. Forresten.. Er der mon nogen der ved, om Fredericia har en gågade? ... Ja - så langt er jeg nået! :P

Er der mon nogen der kender Fredericia Downtown? Vent... Hvor ligger det egentlig henne? Hmm.. Ja indtil videre er det lykkes mig at finde vej fra hjemmet, det lille hjem, til stationen - uden at fare vild! ;) - Jeg er stolt..

Hvem ved - måske aftenen skal benyttes til at nærstudere et kort over den by jeg bor i? :P

LilleSnefnug

Jeg er på vej

På en træt, kold, våd og grå mandag, hvor jeg for gud ved hvilken gang har været oppe og skændes med min internetudbyder, blev dagen pludselig meget fantastisk. En enkelt lille ting, som stikdåser der hænger fra bordene i undervisningslokalet. En ledning, der går ned med stikdåsen hængende ned. Når man kommer ind i lokalet kan man se for alle bordene, at de hænger sådan. Jeg får kigget på bordet og satte mig ned og skreg af grin. Det ligner helt bestemt noget det SLET IKKE skal! ;) - Resten lader jeg være op til jeres fortolkning.

Jeg har været syg siden fredag i forrige uge, og jeg er nået så vidt nu, at jeg siden torsdag har haft mistet stemmen helt. Det er blevet til en lille hvisken, og jeg har generelt fået svært ved at komme i kontakt med andre mennesker - og min læsegruppe driller mig. Måske heller ikke helt så heldigt ikke at have nogen stemme, taget i betragtning, at jeg sidder i et call-center i juridisk rådgivning, på mit arbejde! - Det ene af dem i hvert fald..

Jeg er kommet nogenlunde på plads i lejligheden nu. Jeg mangler stadig at få lidt op på væggene, og jeg mangler stadig at få det der mediemøbel. Men men men... Jeg skal på søndag i Ikea med min far, og designe det, selv. Dog sammen med min søde far! :)

Det er snart efterårsferie - eller det vil sige.. Efterårs læseferie for mit vedkommende. Jeg skal skrive en stævning i civilproces, sammen med mit hod. Derudover skal jeg have læst en hel masse i mit fag i Regulating Maritime Activity, også vil jeg også gerne lidt forud for min læseplan i skatteret - så.. Gæt hvad jeg skal om en uge? ;) - Altså.. Lige bortset fra, at jeg skal være ved min far frem til lørdagen i uge 42.

På fredag skal jeg direkte fra forelæsning, til København, hvor jeg skal have en aften med min far. Det er utroligt.. Jeg savner ham så meget for tiden. Jeg glæder mig derfor virkelig meget til at få en masse far/dattertid igen, med ham, og få lavet alt det ballade vi har gang i - og som jeg har fortrængt alt, alt, alt for længe. 

Jeg er stadig tynget af en utrolig sort samvittighed i forhold til det forliste forhold. Desværre.. Jeg kan ikke rigtig lade være med at tænke på, hvor ked af det han var, den afte jeg sagde til ham, at det ikke skulle være os. Det ville være så let, at gå tilbage til ham - men.. igen.. Han var jo heller ikke glad i selve forholdet. Men jeg savner ham. Og jeg tillader mig selv, at synes at det er okay at gøre det. Bare lige lidt endnu - mærke, at jeg rent faktisk har haft en god tid med ham. Jeg vil jo nok et eller andet sted stadig elske ham - han vil altid være min bedste ven - den klippe der var der, da jeg havde allermest brug for det.

Jeg spiser ikke så meget, som jeg nok egentlig burde. Jeg er ikke super fan af at skulle stoppe mad i mulen lige for tiden. Måske det hænger sammen med, at jeg har været syg, måske det hænger sammen med, at mad ikke længere er så stor en del af min tankegang mere. Bottum line må være, at noget af mit fedt enten er væk, eller i hvert fald som minimum har placeret sig anderledes, i forhold til hvordan det sag for bare 10 måneder siden. - Ingen tvivl om, at det har hjulpet lidt på selvtilliden.

Jeg er grundlæggende meget mere rolig, end jeg længe har været. - Det var den rigtige beslutning jeg tog.

Derfor savner jeg ham nu lidt alligevel <3