UllerTuller

Blog UllerTuller

Indlæg: 115    Kommentarer: 161    Se mere fra Blog UllerTuller

Om denne blog

Indlæg i denne blog

UllerTuller

I mine drømme kan jeg alt. Jeg er ikke uovervindelig eller udødelig, men de ting jeg sætter mig for, opnår jeg. I hvert fald i mine drømme. Der gør jeg tingene rigtigt - og det meste af tiden bliver de gjort rigtigt første gang. Der lader jeg ikke frygten og nervøsiteten for det ukendte styre mig. Jeg accepterer det - accepterer, at det er der, men lader det ikke overtage og påvirke min dømme- og handlekraft. I mine drømme er det ikke kun lyserødt - men der har jeg modet til at handle på det der gør mig bange.

Når jeg åbner mine øjne er virkeligheden en helt anden. Jeg føler mig ofte som en lille bange pige, der ikke tør gøre noget som helst - men reelt bare lader tingene stå til, som de er. Typisk Laissez faire-adfærd. Jeg mangler styrke, jeg mangler mod. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men det er som om den lille pige ikke vil slippe sit tag i mig. Ikke vil lade mig rykke videre og prøve at blive voksen. For helt ærligt.. Der er jeg lysår bagefter.

Normalt. Efter ham der, den høje, mystiske, spændende mand kom ind i mit liv, har jeg ændret mig - så meget. Jeg har kendt ham i 3 uger, og han har allerede haft en stor indflydelse på mit liv. Han har givet mig lysten til at få gjort noget ved mit hjem. Få gjort noget, så jeg rent faktisk føler at jeg er hjemme, når jeg er hjemme. Det har betydet, at jeg nu har fået min lejlighed op at køre - der er ryddet op, gjort hovedrent. Og jeg sad hele aftenen i går med levende lys, forskellige steder i lejligheden. Der var ikke flere flyttekasser, ikke mere rod. Det giver en helt anden ro, at jeg nu kan sætte mig ved mit spisebord, tænde min bærbare og nu sidde og skrive - uden rod. Det har allerede givet en kæmpe ro i mit sind.

Han har været der for mig. Han har ikke fysisk hjulpet til, men hans opmuntring, hans "nøj hvor er du sej"-beskeder, hans altid fantastiske små søde beskeder, når jeg mindst venter det - og mest har brug for det. Når han siger til mig, han rent faktisk forstår hvordan jeg har det. Særligt efter jeg den sidste uges tid har været voldsomt uvenner med min far. Når jeg er kommet fra arbejde og hjem til ham, er crashet fuldstændig på hans sofa og har ligget og stortudet i frustration over at min far tilsidesætter mig. Erkendelsen af, at vi ikke er enige - at vi reelt har hver vores liv. Erkendelsen af, at jeg ikke er hans førsteprioritet.

Det kan meget hurtigt lyde som en møgforkælet snotunge der taler! Det det handler om er, at han har fundet en ny kæreste, hvilket er fantastisk. Han ved at jeg har et behov for at møde hende, hvor der ikke er nogen mennesker udover, jeg skal forholde mig til. Vi skulle have været til noget frokost-noget om en uge. Da far og jeg sidder og snakker - siger jeg, som med hans første kæreste, at jeg synes det kunne være rart at vi gjorde det på den måde. Hvortil han svarer: Ja nu må vi se, jeg tror ikke det kan lade sig gøre, for jeg har tænkt mig at invitere hende med når vi skal ud og spise om søndagen. Bum.

Egentlig er det jo fint - han vil gerne vise hende frem. Han er glad, han er lykkelig. Han er forelsket. Det der tricker min hjerne fuldstændig er, at han har vidst det - altid. Vi har brugt timer efter mine forældres skilsmisse, på at tale om hvad der var vigtigt for mig, når det kommer dertil. Også skider han højt og flot på det. Jeg var rystet. Jeg var chokeret. Og jeg blev simpelthen så ked af det.

For en god ordens skyld, skal vi så ikke kalde min søde date, for M!. Jeg kom hjem til ham, lagde mig på hans sofa og jeg var så træt efter arbejde og den samtale. Og tårerne løb, uden jeg egentlig vidste det. M! snakkede om dagen, hvad han havde lavet, hans far havde ringet - de der dagligdagsting. Og jeg forstod intet af hvad han sagde. Han så på mig og spurgte om jeg var okay. Jeg sagde, at jeg bare var træt og havde behov for at slappe lidt af. Så satte han sig ned på gulvet - tog min hånd, og aede mig henover håret. Jeg brød fuldstændig sammen og fortalte hvordan min verden hang sammen. Hvor ked af det jeg var, og hvordan min far havde opført sig under den telefonsamtale vi havde haft den dag.

M! tog et hårdere greb i min hånd, og holdte mig helt tæt og sagde: "jeg forstår dig". 3 små ord, der betyder så meget. Det kan gøre så meget skade, hvis modtageren ikke føler det, selvom det er blevet sagt. Det gjorde jeg. Og jeg følte mig helt tryg. Også gik det op for mig, at han lige havde lagt øre til en hel dags frustrationer. Jeg brød helt sammen igen og sagde: Men det var jo ikke meningen det skulle gå ud over dig.

M! trådte i karakter - han sagde; "hey.. Det er ikke mig du er sur på - frustreret over. Du fortæller mig hvordan du har det, så det her går ikke ud over mig. Tværtom er jeg glad for du fortæller det og deler det med mig. Lader mig være med i det du oplever".

Der skete noget i mig der. Endnu mere, end ellers. Han rørte noget i mig, ingen andre har gjort før. Jeg følte mig rent faktisk forstået. Jeg følte, at det var okay at bryde sammen - det er okay at være ked af det og frustreret. Det er okay ind imellem bare at synes at verden er helt vild dum.

Da vi havde lagt sådan lidt, kiggede han på mig og sagde; "jeg tror vi tager en hyggeaften på sofaen. Du ligner en der trænger". Jeg puttede mig ind til ham hele aftenen, under dynen. Og nød, at jeg har fundet en der rent faktisk lader mig.. være mig.

Med alt det med min far, er jeg helt sikker på, at det ikke var det han mente. Og at han med meget stor sandsynlighed ikke havde tænkt over det. Jeg skal dog gladeligt være den første til at indrømme, at uanset hvad meningen var, blev jeg ked af den måde han fik formuleret det på. Men jeg havde en mand ved min side, jeg slet ikke var i tvivl om ville være min støtte. Det har i den grad fået mig til at tænke - har jeg mon mødt ham jeg skal blive gammel med?

<3

UllerTuller

Måske lidt mere end én date?

Ok... Så første date blev ikke helt som forventet, og jeg ved ikke hvad der præcist gik i vasken. Andet end det jeg selvfølgelig skrev i tidligere indlæg! Jeg synes det var lidt ærgerligt, for han er jo en super sød mand, og han forstod jo at sætte mig i første række - på alle tænkelige - og utænkelige måder. Det var jo rart at føle. Men der havde jeg jo ikke mere end det.. 

Torsdag, efter weekenden, ringede han til mig. Jeg tror vist nok aldrig, jeg helt fandt ud af hvorfor. Egentlig troede jeg jo, at det var slut. Et overstået kapitel. Jeg havde haft en rigtig lortetorsdag. Som jeg skrev i "den svære samtale", kunne jeg slet ikke finde hoved og hale i tingene, og det hele gik fuldstændig amok. Jeg var så træt, og sindssygt frustreret, at jeg ikke anede hvordan jeg skulle gøre hverken fra eller til. Og da han ringede til mig - nåede han vist nok kun at sige sit navn, så fik han ellers hele vejen oppefra og ned, hvordan jeg havde det. Jeg hylede, så det stod efter. 

Da vi lagde på den aften, var det med et smil på læben. Det var ganske utroligt. Jeg vidste ikke, at et andet menneske kunne gøre det - blot ved a lytte, og komme med konstruktive kommentarer; ting jeg rent faktisk kunne bruge til noget! 

Dagen efter, fredagen, ringede han til mig - selvfølgelig for at tjekke op på, at jeg var okay. Det var jo en ret voldsom oplevelse, kan jeg forestille mig, at have et styks grædende pigebarn i røret, og ikke rigtig vide, hvad man skal gøre. Men han blev altså. Og i løbet af den weekend snakkede vi sammen omkring 20 timer, alt i alt. Det var fantastisk. 

Vi blev så også enige om, at give det et skud mere. Så vi aftalte, at jeg tog over til ham, nu her i onsdags. Da jeg vidste, at han lige havde haft fødselsdag, og ikke havde fået nogen gave overhovedet, kunne jeg ikke få mig selv til at dukke tomhændet op. Derfor havde jeg været lidt kreativ, da jeg jo ikke kender ham så godt, endnu: En pandekagepande, 2 piskeris og en opskrift til pandekager. 

Da vi havde første date, lavede jeg pandekager. Da han så samme weekend, som jeg snakkede med ham i aftenerne, skulle lave pandekager til sine drenge, gik det vistnok ikke helt efter planen. Derfor måtte jeg være kreativ. Dertil kommer, at manden jo selvfølgelig ikke anede hvad en pandekagepande er - så deraf panden! ;=) 

Det var en super hyggelig date - og jeg må indrømme der skete noget i mig. Jeg begyndte at få sommerfugle.

Jeg tog på arbejde torsdag morgen, blev hentet af min far, og kørt hjem til det mørke Jylland, hvor han hjalp mig med at få det meget berømte mediemøbel op, jeg har sukket efter i over et halvt år. Derefter tog vi om fredagen en tur til Tyskland, og derefter havde jeg aftalt med ham her den mystiske mand, at jeg tog en weekend hjemme ved ham. 

Da jeg ramte hans lejlighed omkring 21.40 fredag aften, og han havde lavet mad til mig, købt min yndlingssaftevand og i øvrigt gjort det super hyggeligt, så jeg blot kunne dejse om, skete der noget. Jeg kunne ikke helt finde ud af hvad det var. Var jeg mon blevet småforelsket? Jeg var i tvivl.. Føltes det virkelig sådan her at være forelsket? Var jeg virkelig blevet smålun på en mand, jeg faktisk ikke troede ville være min type... overhovedet`?

Lørdag, i går, tog vi en tur til Roskilde - og besøgte den kirkegård, hvor min farfar ligger. Jeg kunne mærke, at jeg havde behov for at komme derhen. Mærke, at jeg var i live - mærke min farfar og hans tilstedeværelse. Da vi stod der, og jeg havde lagt blomsterne, stod vi lidt. Han stillede sig bag mig, og holdt om mig. Jeg brød fuldstændig sammen, og jeg græd i hvad der føles som en uendelighed. Dér skete der noget.. Jeg følte mig med et trylleslag bundet til ham. På en måde, jeg aldrig havde troet mulig. Det var så mærkeligt. Der stod en mand foran mig, der har hørt på al min elendighed.. Og alligevel er han blevet, og har taget imod mig med åbne arme. Uanset hvilken sindssyg historie jeg har budt ham. Dét var en vild fornemmelse! 

Lige nu sidder jeg med tømmermænd i hans seng, skriver dette indlæg på hans bærbare.. Hvem ved... Måske er han rent faktisk den.. Den jeg har higet efter i alt for mange år. Måske er det ham der kan få mig til at føle mig det værd. Værd at bruge tid på, tid med`?

Jeg ved det ikke.. Det eneste jeg med sikkerhed ved lige nu er, at der kun er én måde at finde ud af det på. 

<3

UllerTuller

Den svære samtale

Jeg har fået ny coach på arbejde. Det er sådan, at når man sidder i Callcenter, hvor jeg sidder - og svarer på spørgsmål fra medlemmer der ringer ind, er det ikke altid, at samtalerne er lige nemme - alt afhængigt af hvilket svar de skal have. Vi skal have et længerevarende coaching-relation til den coach vi får tildelt.. Eftersom den coach jeg havde, er på barsel, har jeg fået en ny.

Jeg har i de sidste 3 uger haft det utrolig svært derinde, efter en rigtig dum samtale, hvor jeg virkelig blev svinet til af et medlem, jeg blev fortalt jeg var uduelig til mit arbejde - og meget meget mere. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde haft den søde supervisor ved min side, da jeg blev færdig med den samtale. De efterfølgende gange jeg var på arbejde, var det frustrerende, for jeg vidste ikke helt hvad jeg så skulle gøre, med de svære samtaler.

Jeg følte, at hver eneste gang jeg havde en udfordrende samtale, blev jeg fuldstændig blank i hovedet. Jeg blev mere og mere frustreret, og har i den forbindelse klaget min nød om at få en til at hjælpe mig, i min oprindelig coaches fravær. Der fik jeg en midlertidig. Jeg lavede en aftale med ham, og på dagen hvor jeg skulle have coaching skrev jeg og spurgte, om han havde aftalt det med supervisoren i CC. Jeg fik en mail tilbage, om at jeg var tildelt en ny coach. Og igen, igen igen måtte jeg skubbe coachingen. Denne gang til ugen efter.

Det var så i torsdags - hvor min coach var supervisor. Vi aftalte at tage en "forventningsafstemning" og snak omkring det jeg synes er svært, i sådanne samtaler jeg følte jeg blev bombarderet af. Som jeg sagde til ham, har jeg behov for vendinger, eller en måde at styre samtalen på. Jeg har behov for nogle konkrete ting jeg kan sige. Som svar fik jeg:

"Brug det papir med "den gode samtale" du fik, og find 5 udfordrende samtaler der ikke gik, som du forventede". Det papir vi fik udleveret, er godt, og kan selvfølgelig bruges. Det giver mig bare ikke nogle gode formuleringer. Jeg beder ikke om en færdig liste - jeg beder bare om noget man kan sige, også selvfølgelig formulere det, så det passer. Først når jeg har fundet de 5 samtaler jeg kan sende til ham, også vil han finde en dag til at coache. Så endnu engang er det udskudt.

Derudover bad han mig om at starte på en frisk. Det vil jeg også meget gerne. Men hvordan gør jeg lige det, når jeg ikke aner hvad jeg skal sige til et frustreret medlem? Hvad gør man i langt de fleste tilfælde, når man ikke ved hvad man skal sige? Man tier stille! Og det er ikke vejen frem, skal jeg hilse og sige: de bliver stiktossede, når jeg sidder og tier stille. Og jeg kan jo lissom ikke sidde og sige, at det er fordi jeg ikke ved, hvordan man håndterer en svær samtale, fordi jeg har en coach jeg på nuværende tidspunkt ikke ved hvad kan hjælpe mig med. For en gangs skyld savner jeg inderligt min gamle coach.

Jeg fik derudover kommentaren: der er ikke nogen liste, ikke nogen endelige formuleringer. Nej.. Men jeg kan jo heller ikke bare tie stille. Det er sindssygt frustrerende, at jeg ikke aner, hvad jeg skal sige. For jeg får ikke formuleringerne. Jeg beder ikke om en færdig liste - jeg beder om idéer til, hvad man kan sige - ikke en resultatliste.

Samtidig er det ikke smart at lave en coaching-session, når han er i callcenter - man ved der er en tidsbegrænsning. Og at man er nødt til at skære helt ind til benet. Og det er man også. Det er slet ikke det. Men det kunne dælme være rart også at kunne snakke om de ting, der dukker op undervejs.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, jeg slet ikke fik det jeg havde behov for, af den coahing. Jeg er frustreret, fordi jeg endnu engang skal vente. Det er ikke fordi jeg har noget imod at skulle finde de samtaler, jeg synes er udfordrende. Men det hjælper ikke på mit issue, lige her og nu. Det at han gerne vil have vi bruger papiret "den gode samtale" og at vi skal finde 5 samtaler, kunne han reelt blot have skrevet til mig i en mail.

Jeg håber det bliver bedre. Ellers bliver det en meget lang coaching - også er jeg nødt til at finde andre måder, at få sparret på. Og så må jeg sparre med en, omkring mine frustrationer, uden for mit arbejde. Også må jeg se, om det kan bære. Ellers må jeg finde ud af, hvad der så skal ske.

Det positive af det her, trods alt, er at jeg er bevidst om hvad jeg ikke har behov for, og måske vigtigst af alt; hvor mit behov er, og hvad jeg mangler.

<3

UllerTuller

Første date overstået

Så.. Jeg var jo på date. Det endte med at blive en af de længste, jeg længe har oplevet. Super hyggeligt at se ham og finde ud af, hvem han er.

Ja... I kan høre det, allerede der, ikke? Som det nok allerede er antydet, fangede jeg ikke gnisten. Jeg manglende simpelthen... Det der "sus" i maven man får, når man kigger på ham og tænker; åh.. Hvad gør han mon nu?

Han var simpelthen så super sød - han betalte både for kaffen og aftensmaden lørdag - hvor jeg selvfølgelig tog med ham hjem og vi spiste og drak et glas rødvin, og hyggede os super meget. Det var rigtig hyggeligt og han er en virkelig sød mand. satte os og snakkede efter vi havde spist, halvsent lørdag aften, og da vi blev enige om at lægge os til at sove var kl 5. Da jeg stadig har svært ved at sove om natten, vågnede jeg tidligt, allerede kl. 9. Han vågnede da jeg begyndte at bevæge mig, også satte vi os i sofaen med dynen og så en film.

Vi blev enige om, efter et par timer at gå ned og handle ind, for jeg havde virkelig lyst til pandekager. Vi handlede til dem, og gik hjem og lavede pandekager til os, som vi spiste. Vi købte også til aftensmaden. Da vi havde spist, lagde vi os og så en film mere, og jeg skøjtede i søvn en halv times tid..

Hmm.. ja.. Han prøvede at lægge op til noget søndag aften, da jeg var ved at falde i søvn, og jeg har desværre afvist ham to gange, på de mest grufulde måder man kunne. Og jeg ved ikke, om jeg nogensinde ville kunne se ham i øjnene igen. Samtidig kan jeg ikke se mig selv sammen med ham, med de værdier vi har.

En sagde i kommentaren til mit tidligere indlæg at jeg skulle møde en ven.. Og.. Det kan man jo håbe at jeg har - jeg tror desværre bare ikke, han har helt det samme synspunkt; han søger udelukkende en kæreste. Jeg har desværre fundet ud af, at jeg ikke er der - endnu.

Jeg skal date, og finde min identitet. Det tager jeg med mig fra denne date. Jeg er ikke klar til et fast forhold endnu, jeg skal have det sjovt. Og kommer ham jeg dater til at slå benene væk under mig, på et tidspunkt... Tja... Så bliver jeg en kæreste rigere! <3

UllerTuller

Jeg skal på date!

Det der små-paniske.. panikanfald, når jeg har lavet en aftale om en date!.

Hvad skal jeg tage på? Skal jeg vælge den feminine kjole/nederdel, eller gå mere afslappet med et par jeans?, Skal jeg have make-up på? Ja det skal jeg jo nok... Hvor meget? Skal jeg bare lægge en afslappet, eller skal jeg kun lægge mascara? Hvilke sko skal jeg tage på? De flade sorte, eller de grå med lidt hæl? Skal jeg have den store eller den lille taske med? Da jeg skal på arbejde bliver det jo nok den store.. Skal jeg have hestehale, eller håret bare slået ud? Hvad kan han mon bedst lide? Hvad nu hvis jeg vælger nederdel, og han bedst kan lide jeans? Hvad hvis jeg vælger grå, og han bedst kan lide sort? Hvad nu hvis.. Og hvad nu hvis vi ikke klinger? hvad så?

Det er vist ret tydeligt, at det her er min absolut første rigtige date med en mand, efter min eks-kæreste. Han er noget ældre end mig, og han har to tvillingedrenge. Jeg ved lige på nuværende tidspunkt ikke, hvad der skræmmer mig mest - at date en mand der er det ældre end mig, eller at han allerede har børn. For ham er det ikke noget problem, at skulle have flere børn - men han vil jo ikke vente for altid på at jeg er klar. Det sætter jo en masse spørgsmål igang:

Er jeg klar til at binde mig igen? Er jeg klar til at blive voksen? Tage ansvar, være voksen? Være et forbillede? Forsøge at rende rundt med en spirrevip i maven? Er jeg klar til overhovedet at sætte mig på den måde? Middag kl. 18, bananer i frugtskålen og leverpostej i køleskabet? For heaven sake - jeg lever af hvidløgsflutes med ketchup til aftensmad! :-O

Jeg ved godt det selvfølgelig er store tanker, når jeg ikke har mødt manden endnu! Men når jeg skriver med ham, er han jo bare helt utrolig sød. Ikke en jeg nødvendigvis ville vende mig om og se efter på gaden, men han virker som en utrolig spændende og rigtig sød mand! - Og det sætter unægtelig tankerne i gang - og det giver altså dette panik-indlæg! What to do?!

Og egentlig er det jo dumt.. For jeg ved jo godt, inderst inde, at jeg jo slet ikke bliver klar, før jeg har prøvet det - og finder ud af, om han er ham jeg vil satse på.

<3

UllerTuller

Mit liv - lige nu

Så er det ved at være på tide med en lille update igen.

Farmor

Min farmor blev, som tidligere  skrevet, opereret i hjernen i november, hvor hun fik indsat et lille måleapparat, således at lægerne kunne måle trykket i de kamre hvor spinalvæsken ligger, i hovedet. Den sygdom de mistænkte hende for at have, var åbenbart ikke det det så på konference senere viser sig hun har symptomer på. Nu mener de det er savnapnø. Det er i og for sig ganske udmærket, at der sker noget. Det der kan irritere mig er dels at vi inden for et år skal på nummer 4 sygehus, dels at det her ikke hjælper, tidsmæssigt, på den brækkede skulder hun render rundt med. Sagen er nemlig den, at hun render rundt med en brækket skulder, som hun brækkede tilbage 30/5, som lægerne på Køge Sygehus ikke tør operere, fordi de ikke ved hvad hun fejler i hovedet. Derfor tør de ikke lægge hende i fuld narkose.

Det er svært et eller andet sted synes jeg, at hun ikke er sig selv. For ud over alle de ovenstående ting, er hun simpelthen så sur og hidsig at være i nærheden af. Hun bliver enormt aggressiv. Jeg snakkede med hende så sent som i fredags, hvor hun blev super hidsig over hverken jeg eller min far tog telefonen - til trods for jeg dagen inden havde fortalt hende, at vi begge to var til julefrokost, og derfor ikke kunne snakke med hende.

Jeg ved godt... Hvad det kunne tyde på - men jeg vil ikke diagnosticere hende - så lige nu er hun bare skide sur - og gammel :)

Far

... Lå syg i sidste uge.. Nogen der kender til mandeinfluenza? Sjældent har jeg set en mand være så pokkers ynkelig, som han var.. Ikke at jeg ikke havde ondt af ham, det havde jeg bestemt, men det var dælme spøjst at se en normalt voksen mand med 100 % styr på det hele, ligge inde i sin seng og være totalt ynkelig og have super ondt af sig selv.. Haha.. Der er noget om det - det der med at kvinder bliver en smule forkølede, mens mænd er døden nær! ;)

Han er også stadig single - egentlig både på godt og ondt. Jeg er glad for vi har noget far/dattertid - noget mere af slagsen. Virkelig noget jeg har savnet. Og eftersom jeg bor ved ham mere eller mindre, i hele december - jamen.. så er der mulighed for at catche up på dét punkt!.

Arbejde

Der er lidt vel rigeligt mange tunge sager, synes jeg. Men det går. Jeg havde min anden coaching i fredags. Jeg skulle møde coachen igen.. Og inden jeg fik set mig om, sad jeg med en blok og en kuglepen foran mig, 100 % klar til at tage imod alle gode råd han kom med. Første gang han åbnede munden, sagde han: hvordan synes du selv det går?

Mig - bliver utrolig usikker, nervøs, svedig, fugtige håndflader og kan ikke helt greje hvorfor han spørger, som han gør. - Jeg svarer, at jeg da bestemt kan mærke, at jeg synes det går bedre. Jeg spørger ikke helt så meget, og jeg bliver mere sikker i forhold til at kunne rådgive vores medlemmer bedst muligt - også selvom det er et negativt svar jeg er nødt til at give dem.

Coach kigger på mig og siger: det er bestemt også det vi oplever, K.

Så trækker han papirene op - vores medlemmer kan vælge at deltage i en tilfredshedsundersøgelse, når de har snakket med os i rådgivningen, og det har de gjort ved mig, nogle af dem. Der er et spørgsmål omkring den generelle medarbejdertilfredshed.. Sidste gang jeg blev coachet lå jeg på 72 % i den kategori. Ikke i rød område, men jeg lå i gul og dermed var der noget der ikke spillede. Jeg var dog stadig relativt ny, så vi snakkede om, dengang, hvad jeg skulle arbejde videre med nu.

Han viser mig tallet: 96 % i medarbejdertilfredshed!

- Jeg vil ikke sige jeg kunne - men for dælen jeg følte jeg kunne klare hele verden!

Jeg fik: det er et af de bedste resultater jeg nogensinde har set - og den hurtigste udvikling for en af vores studenter, i de 16 år jeg har været her. Stolt? tror jeg da vist nok lige!

Studie

Jeg knokler en vis legemsdel ud af bukserne - jeg hænger i, og jeg nyder at prøve at presse mig selv til det yderste, for at forstå de ting jeg reelt har med at gøre! - Lige nu er det ok, men jo tættere vi kommer, jo hårdere odds og vilkår synes jeg også et eller andet sted jeg får.

Jeg glæder mig til de her fag forhåbentlig er overstået - og bestået. Jeg vil bare gerne ud af skatteret og civilproces.! Hurtigst muligt.

Mig selv?

Jeg hænger i - taber mig - og nyder, at mit tøj stille og roligt bliver for stort. Og selvom det ikke er den sundeste måde, bliver jeg enormt glad, når jeg ser mig selv i spejlet - at jeg har tabt mig, og jeg ikke længere ser så pokkers stor ud, som jeg gjorde tidligere.

Nå.. Lige en lille update på, hvad der foregår i mit liv. Nu vil jeg have undervisning... Og kigge mig en ekstra gang over skulderen - der er åbenbart en trussel mod SDU om skyderi.. Politiet er mødt talstærkt op herude.

- Mon jeg kan finde min kommende blandt dem? Mænd i uniform.. Rauff!

UllerTuller

Hvordan er det nu lige?

Hvordan er det nu lige man kommer på fode igen, efter en flytning og længere tids lungebetændelse? Hvordan er det nu lige man underviser et øvelseshold i folkeret om territorial- og personalhøjheden? Hvordan er det nu lige med de der regninger der skal betales? Hvordan er det nu lige Nettos tilbudsavis løber? Hvordan er det nu lige at få købt billetten til og fra arbejde? Hvordan er det nu lige jeg kommer til møde i aften? Hvordan er det nu lige jeg får noget aftensmad?

.... Og hvorfor i alverden er der ikke et leksikon der kan give mig svaret på ovenstående?

 

Livet går videre - er der en sang der lyder. En ganske glimrende sang, hvor første linje lyder:

"da vi var børn - sagde de voksne til os, at det hele nok sku' gå. Men lige siden vi faldt og slog os som små, har vi vidst, at somme tider, der kan livet gøre ondt"

Og det har gjort ondt, og det gør ondt, og det kommer til at gøre ondt.

 

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvor jeg skal slutte, ende eller begynde. Det er ved at være noget tid siden jeg har skrevet herinde, dels fordi studiet har optaget så sindssygt meget af min tid, dels fordi jeg er kommet ud i noget rigtig rod, med en medstuderende.

Der er tale om en mand, der er 40 år gammel, gift og bosiddende i hus her i Odense. Han er ikke særlig køn at kigge på, og altid bedrevidende - på ALT!. Vi har haft civilproces og skatteret sammen i dette semester, og har kendt hinanden siden september måned. I civilproces skal vi i små grupper aflevere stævning og svarskrift, og derved skal vi jo danne grupper - i vores lille gruppe er han med.

Han har flere gange tilkendegivet, at han er småforelsket i mig. Jeg troede i mandags i sidste uge, ikke længere dette var tilfældet, da han ikke havde skrevet privat til mig længe. Mandag i forrige uge fik jeg så en besked: jeg har lyst til sex.

Og han fortsatte, selvom jeg flere gange tilkendegjorde over for ham, at jeg ikke ønskede sådanne beskeder og han skulle vide, at jeg ikke har lyst til at være sammen med ham på dén måde, nogensinde. Han skrev til sidst, at det ville han så respektere, og han ville ikke forsøge på noget.

Fredag samme uge er han og jeg alene sammen til forelæsning i skatteret, da min læsemakker ikke kunne nå at komme. Og dér begynder han at sidde og tage mig på låret. Samme aften da jeg kommer hjem, begynder han at spørge til min sengs størrelse, hvor stor min lejlighed er, og om han ville kunne sove på min sofa, hvis han fik behov for det.

- Igen tilkendegjorde jeg klar, at jeg ikke ønskede sådanne beskeder af nogen art.

Han skriver pt stadig til mig om alle mulige mærkelige ting - jeg ignorerer ham bare fuldstændig, lige nu. Han skræmmer mig simpelthen så meget.

Dertil kommer, at vi har gruppeeksamen i civilproces, hvor vi på 48 timer skal udforme en stævning. Derfor skal vi sove hjemme ved min læsemakker. Planen er pt, at hendes kæreste er min vagthund i de dage, og at jeg sover på hendes datters værelse, sammen med datteren, også får vi en nøgle med ind, så vi låser døren inde fra, så jeg i hvert fald slipper for at være bange - i den tid, hvor natten har lagt sig.

Dertil kommer, at han flere gange har sagt noget i stil med "jamen jeg har jo din adresse".

Hvad gør man lige i dén situation? Begynder han på noget igen, har jeg tænkt mig at fortælle ham, kort og kontant, at hans kone bliver involveret, såfremt han ikke stopper.

Hvad gør jeg? Pt er jeg bange for at være alene på uni, for jeg ved ikke om jeg risikerer at støde ind i ham.. Det synes jeg er ved at være rigtig træls.

Bortset fra det.. Er det jo snart jul - og mit julehjerte flyder over med glæde <3

Derudover - er der nogen der kender Fredericia? og eventuelt kan hjælpe mig lidt med, hvor byen ligger? Jeg kan pt. kun finde vej til og fra stationen uden at far vild ;p

 

 

UllerTuller

Puha... Jeg ved ikke hvor jeg hverken skal starte eller begynde.. De sidste uger har været super hektiske.

Jeg har på tredje uge været syg. Nu er jeg på en penicillinkur. En kur, der slår absolut alt ihjel den kommer i nærheden af tror jeg. Jeg er i hvert fald godt og grundig nedlagt. Nå.. Op i måsen med det. Jeg får det bedre af det, i hvert fald i forhold til det, det skulle virke mod: lungebetændelse.

Jeg er så følsom stadigvæk. I dag ville vi have været sammen i 5 år, hvis vi da havde været sammen stadig. Ikke fordi jeg ønsker at tage tilbage til ham - men det er lidt vemodigt at tænke på. At det forliste - at jeg gjorde ham så hjerteskærende ked af det.

I overmorgen ville min farfar være fyldt 79. Det er hans første fødselsdag, hvor han ikke er. Samtidig er det den dag præcis 10 måneder siden han døde. Det er ikke noget jeg tænker over ofte i hverdagen. Men den sidste måned, hvor der har været så mange ting, har det givet mig en tryghed at kunne kigge op på himlen, og vide, at han sidder deroppe. Passer på mig - på os - vores familie. Guderne skal vide, at det er noget jeg virkelig har haft behov for de sidste uger. Særligt ovenpå den her sygdomsperiode jeg har haft reddet mig. Den har slået hårdt, og taget enormt mange kræfter.

Jeg har været en uge på ferie ved min far - blive nøsset lidt om, passet på og forkælet (det er jo ferie..).Jeg skulle hjem i dag, og lige lande, inden ugens stress og jag næste uge igen begynder. Jeg er kommet hjem, og da jeg har været hjemme i godt en time, da min far ringer til mig; han har været involveret i et mindre trafikuheld.

Der er heldigvis ingen personskade sket eller noget, men det har alligevel rystet mig. Hvorfor ved jeg ikke helt - måske fordi jeg ikke er helt har været klar på, at mere skulle ske i denne måned. Ting jeg ikke har kunne overskue konsekvenserne af. Jeg tror.. Jeg tror, at det måske handler om en brat opvågning, at jeg pludselig har fundet ud af, at jeg ikke har min far hele livet. Han er der ikke altid, han vil ikke være der altid. Derfor er det så meget vigtigere, at jeg nyder hver eneste tid jeg har med ham. Savnet nu til ham, er endnu større, end det var i fredags, inden jeg skulle se ham.. Åh gud hvor er jeg i grunden følelsesladet. 

Nå.. For at vende tilbage til flytningen: jeg har nu fået den sidste af mine sofaer hjem. Nu manler jeg et mediemøbel, også er det vist tid til en tur på loppemarkeder - hvis der stadig findes vinterloppere, så jeg kan få en masse pæne, billige tøseting, så jeg kan få sat en rigtig tøselejlighed op. ;)

Hmm... Altså.. Ja.. æææh... Nu har jeg jo snart boet her en måned.. Måske det er ved at være tid til, at jeg får hilst på mine naboer? Orv.. Forresten.. Er der mon nogen der ved, om Fredericia har en gågade? ... Ja - så langt er jeg nået! :P

Er der mon nogen der kender Fredericia Downtown? Vent... Hvor ligger det egentlig henne? Hmm.. Ja indtil videre er det lykkes mig at finde vej fra hjemmet, det lille hjem, til stationen - uden at fare vild! ;) - Jeg er stolt..

Hvem ved - måske aftenen skal benyttes til at nærstudere et kort over den by jeg bor i? :P

UllerTuller

Jeg er på vej

På en træt, kold, våd og grå mandag, hvor jeg for gud ved hvilken gang har været oppe og skændes med min internetudbyder, blev dagen pludselig meget fantastisk. En enkelt lille ting, som stikdåser der hænger fra bordene i undervisningslokalet. En ledning, der går ned med stikdåsen hængende ned. Når man kommer ind i lokalet kan man se for alle bordene, at de hænger sådan. Jeg får kigget på bordet og satte mig ned og skreg af grin. Det ligner helt bestemt noget det SLET IKKE skal! ;) - Resten lader jeg være op til jeres fortolkning.

Jeg har været syg siden fredag i forrige uge, og jeg er nået så vidt nu, at jeg siden torsdag har haft mistet stemmen helt. Det er blevet til en lille hvisken, og jeg har generelt fået svært ved at komme i kontakt med andre mennesker - og min læsegruppe driller mig. Måske heller ikke helt så heldigt ikke at have nogen stemme, taget i betragtning, at jeg sidder i et call-center i juridisk rådgivning, på mit arbejde! - Det ene af dem i hvert fald..

Jeg er kommet nogenlunde på plads i lejligheden nu. Jeg mangler stadig at få lidt op på væggene, og jeg mangler stadig at få det der mediemøbel. Men men men... Jeg skal på søndag i Ikea med min far, og designe det, selv. Dog sammen med min søde far! :)

Det er snart efterårsferie - eller det vil sige.. Efterårs læseferie for mit vedkommende. Jeg skal skrive en stævning i civilproces, sammen med mit hod. Derudover skal jeg have læst en hel masse i mit fag i Regulating Maritime Activity, også vil jeg også gerne lidt forud for min læseplan i skatteret - så.. Gæt hvad jeg skal om en uge? ;) - Altså.. Lige bortset fra, at jeg skal være ved min far frem til lørdagen i uge 42.

På fredag skal jeg direkte fra forelæsning, til København, hvor jeg skal have en aften med min far. Det er utroligt.. Jeg savner ham så meget for tiden. Jeg glæder mig derfor virkelig meget til at få en masse far/dattertid igen, med ham, og få lavet alt det ballade vi har gang i - og som jeg har fortrængt alt, alt, alt for længe. 

Jeg er stadig tynget af en utrolig sort samvittighed i forhold til det forliste forhold. Desværre.. Jeg kan ikke rigtig lade være med at tænke på, hvor ked af det han var, den afte jeg sagde til ham, at det ikke skulle være os. Det ville være så let, at gå tilbage til ham - men.. igen.. Han var jo heller ikke glad i selve forholdet. Men jeg savner ham. Og jeg tillader mig selv, at synes at det er okay at gøre det. Bare lige lidt endnu - mærke, at jeg rent faktisk har haft en god tid med ham. Jeg vil jo nok et eller andet sted stadig elske ham - han vil altid være min bedste ven - den klippe der var der, da jeg havde allermest brug for det.

Jeg spiser ikke så meget, som jeg nok egentlig burde. Jeg er ikke super fan af at skulle stoppe mad i mulen lige for tiden. Måske det hænger sammen med, at jeg har været syg, måske det hænger sammen med, at mad ikke længere er så stor en del af min tankegang mere. Bottum line må være, at noget af mit fedt enten er væk, eller i hvert fald som minimum har placeret sig anderledes, i forhold til hvordan det sag for bare 10 måneder siden. - Ingen tvivl om, at det har hjulpet lidt på selvtilliden.

Jeg er grundlæggende meget mere rolig, end jeg længe har været. - Det var den rigtige beslutning jeg tog.

Derfor savner jeg ham nu lidt alligevel <3

UllerTuller

Tanker i en ny lejlighed

Kan man være lettet, glad, rolig og fortrøstningsfuld for fremtiden? Samtidig med en blanding af frygt, angst og utryghed for det jeg ikke længere har?

Jeg flyttede alle mine ting i søndags. Solen skinnede, og alles humør var højt. Jeg havde 4 stærke men til at hjælpe mig - også læsemakker selvfølgelig. Det var nok meget smart, for jeg havde dælme svært ved at overskue selv at skulle gøre noget som helst selv, andet end at rende rundt i små cirkler og egentlig bare prøve at eksistere en lille smule, som menneske. Jeg fik hængt mine lamper op, samlet spisebord-stole og seng, sat den ene sofa ind på plads. Den anden kan først leveres i næste uge, men der er selvfølgelig heller ikke så længe til.

Jeg mangler et mediemøbel, men lige nu er det lidt svært at overskue at finde pladsen i økonomien. Det er den første måned selv, og jeg skal have min budgetkonto op at køre, og finde ud af at prøve at leve selv igen. Det er mærkeligt.. Det skræmmer mig egentlig ikke særlig meget. Jeg kan mærke, at jeg har glædet mig rigtig meget til at komme for mig selv. Jeg skal dog vist nok til at lære at handle noget oftere end 1 gang om ugen - det er ikke fordi jeg har alverdens penge i verden at gøre godt med, men jeg skal heller ikke sulte.

Måske det her er den helt gyldne mulighed for at lægge alle de der usunde vaner fra mig? Hvis jeg kan få færre kalorier ind, end det jeg forbrænder må jeg alt andet lige begynde at tabe mig lidt igen. Samtidig kan jeg måske begynde at træne lidt mavemuskler her hjemme - Måske også lidt lår, på et tidspunkt?

Nå.. Turen i toget, giver mig enormt meget ro til at læse. Det vil sige, når jeg kommer hjem, kaster mig på sofaen og ikke læser, har jeg ikke længere så dårlig samvittighed, fordi jeg jo har nået en del i toget, og jeg har planlagt det sådan, at så kan jeg slappe af, og holde fri når jeg er hjemme sent om aftenen.

I dag skal jeg have taget ugens opvask tror jeg.. Have tingene væk, så det ikke står og flyder på køkkenbordet. Jeg skal tilbage til at vaske op i hånden - puha.. Jeg kan godt mærke jeg har været for vane bare at kunne kyle det i en opvasker. Men det kan også have sin charme at nyde opvasken lidt - og føle, at jeg får lavet lidt praktisk. Samtidig kan jeg jo også se, hvor langt jeg når - lidt ligesom at støvsuge.

Jeg er glad for den her lejlighed. Jeg kan mærke, at det bliver godt, når jeg kommer helt på plads og jeg kan begynde at nyde alt den plads jeg har.

Bruddet:

En meget klog mand fortalte mig engang: "Giving up doesn't always mean you are weak. Sometimes it means you were strong enough to let it go". Den kloge mand er min far. og den "engang" var i går. Manden har ret. Jeg var stærk nok. Det var mig der sagde stop. Jeg kunne ikke være andenprioritet længere - jeg kunne ikke leve i den der lille skal mere, at det var mig der skulle gå på kompromis hver eneste gang, mens han hver eneste gang fik sin vilje - med det til følge, at jeg følte mig endnu mere jokket på. Endnu mere presset ned i et lille hul.

Jeg kunne ikke længere komme hjem til en tom lejlighed, efter jeg havde været væk i 13 timer på arbejde. En tom og kold lejlighed. Han havde ikke engang fortalt hvor han var hjemme, og havde ikke lavet mad ellr noget, selvom det var aftalen. Da jeg i slutningen af august kom hjem efter 14 dage ved min far, havde vi aftalt at gå ud og spise, og jeg havde bestilt et bord. Da jeg kommer hjem, er han væk. en halv time senere kommer han ud fra naboen, at han har spist derinde og i øvrigt skulle på fisketur med selvsamme nabo. Ja... Han havde købt en salat til mig.. Med rejer. Jeg har aldrig i den tid, jeg har kendt ham, spist rejer, også er det eneste han kan købe til mig en kedelig færdigblandet salat med rejer?

Jeg kunne ikke længere holde ud at være i et hjem, hvor jeg ikke følte mig hjemme. Det var på hans præmisser, lejligheden var indrettet. Det var hans forbandede flygel der optog det meste af stuen, det var hans indretning af hytten der fyldte. Det var ham, ham også ham. Når jeg havde behov for noget, var det et problem. Altid et problem, med de ting jeg havde behov for. Altid et problem med mig.

Snakken har været oppe og vende et par gange før. Som de fleste af jer ved, havde jeg et rigtig hårdt forår. Jeg var ikke rigtig mig selv, og var enormt stresset, både da jeg mistede min farfar, da jeg havde en rigtig dårlig sidste eksamen i januar, da jeg skrev mit bachelor-projekt. Der var en masse ting der føg rundt om ørerne på mig, og det resulterede i, at jeg til sidst begyndte at tabe håret, og jeg spiste ikke, og jeg havde kun et par timer, hvor jeg sov om natten. Men det "lykkedes" mig at holde det skjult for ham. Han har aldrig nogensinde opdaget, hvor slemt jeg havde det på det tidspunkt. Vi talte om det i sommeren her - og han blev super overrasket. Det til trods for, at han rent faktisk gik i seng og sov ved siden af mig, og han havde aldrig åbnet sine øjne og set mig - hvordan jeg havde det.

Der er mange flere grunde til, at jeg valgte at sige stop. Dette er blot hovedlinjerne. Nogle af de ting, hvor han fik mig til at føle mig så lidt værd, som jeg overhovedet kunne.

Jeg ved, at mit liv bliver bedre - og selvom jeg lige nu bokser med alle de her ting, og ikke helt har styr på, hvordan noget som helst fungerer endnu - skal det nok komme. Jeg vil det her. Så meget, at det næsten gør ondt.

Og selvom jeg ved, jeg aldrig bliver den samme igen

bliver jeg ved med at fortælle mig selv, at det bliver godt igen

en dag <3

UllerTuller

14 dage med fuld skrue.

Mit sidste indlæg var hårdt at skrive. Og jeg nåede vist aldrig nogensinde at sige tak for kommentarerne. Jeg har taget en del af dem til mig - reflekteret over dem og funderet. Og jeg er slet, slet ikke færdig. Grunden til jeg ikke har svaret skyldes imidlertid, at mit privatliv er gået i fisk - ikke verdens ende, men stadig hårdt.

Jeg har taget en af de hårdeste beslutninger i mit liv; jeg er gået fra den mand jeg har tilbragt 1/4 af mit liv med. Og selvom jeg ved, at det ikker er verdens undergang, at livet fortsætter, at jeg kommer videre, er det stadig en rigtig hård - og ubarmhjertig beslutning.

Jeg skal flytte nu her i weekenden - endnu længere væk fra min familie, endnu længere væk fra studie og arbejde. Jeg rykker teltpælene op én gang til. Og håber, at det er for det bedre.

Jeg er sikker på jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg traf valget, da vi for Gud ved hvilken gang ikke kunne snakke sammen, og da jeg for Gud ved hvilken gang kom hjem til en tom og forladt lejlighed, uden en note om hvor han befandt sig, uden at fortælle, at han ikke alligevel lavede mad, som vi havde aftalt. Det er slut nu.

Vi var velsagtens blevet mere venner, end vi overhovedet har været noget andet. Og jeg har stået model til så mange ting. Ikke dermed sagt, at jeg var perfekt. Men jeg følte kun, at forholdet gik én vej. Desværre.

Guderne skal vide,at jeg virkelig ønskede det her forhold skulle fungere. Guderne skal vide, at jeg virkelig har gjort mit bedste for at få det her til at lykkes. Og hver gang har jeg følt, at jeg er stødt panden mod muren. Og da vi til sidst ikke kunne snakke sammen mere - blev beslutningen altså truffet.

I løbet af de sidste 14 dage, er jeg således blevet lejer i en lejlighed i Fredericia. Jeg har fået nogenlunde styr på det jeg gerne vil have i og til lejligheden. Jeg har fået så godt som det nu er mig muligt styr på mine praktiske ting. Og jeg ved ikke..

Jeg glæder mig helt vildt til at komme ud - prøve at være 22 - leve livet. Jeg er samtidig også bare så sindssygt skræmt. For hvordan? Hvad gør man? Det er så sindssygt mærkeligt det her. Jeg glæder mig - og er alligevel så skræmt og nervøs for, hvad fremtiden bringer.

Det er mærkeligt.. Det der føltes skæbnebestemt - ændrede sig, som med et trylleslag.

Én ting er sikkert; jeg har taget ansvar for mit liv, min lykke.

Og jeg ved jeg nok skal finde den.

Den er der - også for mig. <3

UllerTuller

Når skyldfølelsen rammer

Jeg har lige fundet 3 avisartikler, hjemme ved min far. 3 artikler der er et levende bevis på, hvad jeg har udsat mine forældre for. Jeg føler mig simpelthen som det mest usle menneske. Og det her indlæg bliver det nok hårdeste i mit liv, jeg kommer til at skrive.

Da jeg var 11 mødte jeg en mand fra internettet. Jeg så ham on-off til jeg var 13, og vi havde sex. Jeg gjorde hvad han sagde, fordi han sagde til mig, hanville fortælle mine forældre, at jeg havde mødt ham, set ham.. Jeg mener.. som 11-årig tror man jo på, hvad en voksen fortæller én.. Jeg vidste ikke, at det ville blive begyndelsen på et helvede uden lige. Den allersidste gang jeg så ham stak han mig i maven med noget spidst.. på størrelse med en strikkepind 5-5½.

Som 13-årig fik jeg nok, da jeg en dag blev beskyldt for at have stjålet en taske i skolen. Jeg stak af.. Hjem til en mand, jeg troede var væsentlig yngre, end han var. Vi havde sex, ja... Vi havde også sex..

Det kom frem.. begge ting. Ham jeg så fra jeg var 11-13 blev fanget af EkstraBladet, sammen med 3 andre, af Tine Røgind. Han blev kendt som "is-manden".. Efterforskningen fandt frem til mig, og jeg skulle afhøres af politiet. Jeg brød grædende sammen og viste mine ar, jeg fik dengang.

Ham jeg stak af hjem til blev også politianmeldt - dagen efter jeg kom hjem og boede ved min veninde.. Jeg kunne ikke se mine forældre i øjnene.

Artiklerne fra "ismanden" og den anden - ligger foran mig, på bordet, nu. De har været gemt af vejen, men jeg har i dag fundet dem. Jeg har læst dem igennem 100 gange, og jeg bliver mere og mere klar over, hvad jeg dengang udsatte mine forældre for. Dem begge. Alle de bekymringer de måtte have haft omkring mig. Alt det jeg har udsat dem for. Alt det jeg slet ikke burde have gjort, gjorde jeg. Og jeg har ikke én undskyldning til det.. Jeg er så flov over mine handlinger.

Jeg bliver ved med at tænke, om det var derfor min mor ville skilles fra min far? Var det min skyld? Kunne hun ikke holde til mere?

Det er et stort spørgsmål.. Skyldfølelsen hagler ned over mig.. Og jeg sidder lammet tilbage, og føler mig som det værste barn, der nogensinde har sat sine to små fødder på jorden. Jeg har udsat mine forældre for den ultimative prøvelse. Hvad hvis det var det der gjorde, min mor ikke kunne mere? Var det det der gjorde, hun skubbede mig væk fra sig?

Hvis det var, kan jeg dælme godt forstå hende.. Hun fortjener bedre.. De fortjener bedre.. De fortjener ikke et barn der har udsat dem for det, jeg udsatte dem for.

Jeg har fået en spand koldt vand i hovedet, i dag. Hvordan jeg kommer herfra, ved jeg ikke. Men når jeg læser de artikler bliver jeg helt bevidst om, hvad jeg har udsat dem for, da jeg var teenager. Og jeg skammer mig.

For det var min skyld.

Jeg håber, at jeg en dag kan slippe skyldfølelsen - men i dag står den malet som en sort sky over mig, og jeg skammer mig, mere end nogensinde. Jeg var måske skyld i min mor valgte mig fra. Det kan jeg ikke ændre, hvorend jeg gerne ville.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal slutte mit indlæg. Tårerne vælter ud - og jeg føler mig, som det mest usle menneske nogensinde. Og skyldfølelsen overskygger alt.