DenSortePanter

Blog DenSortePanter

Indlæg: 77    Kommentarer: 251    Se mere fra Blog DenSortePanter

Om denne blog

Indlæg i denne blog

DenSortePanter

Jeg skal flytte!

Jeg har haft en forfærdelig hård påske, men i morgen er det heldigvis slut. I morgen flytter jeg ind i min nye lejlighed!

Fik i sidste uge en mail om at jeg kunne overtage lejligheden allerede i går, og det var jeg hurtig til at takke ja til - men hold nu op det er hårdt at pakke og planlægge en flytning når maven er i vejen, kvalmen er kommet retur og man generelt ikke er særlig mobil - og endnu hårdere når man kun har en uge til at nå det hele, alene. 

Men det lykkedes! I dag skal jeg havde pakket de sidste småting, vasket det sidste tøj og så ellers bare lade op til i morgen, hvor jeg heldigvis har 2 stærke mænd til at lave alt det hårde arbejde. 

Jeg glæder mig usigeligt meget. Nu har jeg endelig mit eget sted, hvor jeg kan blive boende lige så længe jeg har lyst. 
Jeg ved på forhånd at jeg flytter igen om et par år, for jeg synes E på et tidspunkt skal have sit eget værelse ( og at jeg skal have lidt privatliv ) - men når jeg flytter bliver det MIT valg, og det giver en fantastisk ro at vide. 

---
Der er nu kun 4-5 uger til fødslen, og jeg glæder mig utrolig meget til at møde min lille pige. Men samtidig bliver jeg grebet af en følelse af panik hver gang jeg tænker på hvor kort tid der er tilbage. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcis hvad jeg panikker over hvilket egentlig bare gør det hele værre. Det udløser at jeg nu også panikker over småting - senest har jeg fået bildt mig selv ind at taxachauffører kører ad helvedes til, så jeg kan umuligt tage hende med hjem fra hospitalet i en taxa. 
Jeg ved godt at det er dumt, men følelser giver ikke altid mening. Og jeg ved også godt at alt nok skal falde på plads. Hun kommer om 4-5 uger, om jeg er klar eller ej, og på trods af panikken glæder jeg mig.

--

For 2 uger siden besøgte jeg Kaare. Jeg havde egentlig indstillet mig på ikke at besøge ham før efter fødslen, men xKæresten foreslog at vi gik derover. Det er første gang han har villet med, så jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej. Og det var faktisk rigtig dejligt. Kaares have er blevet et ''safe space'' for mig, hvor alle tanker forsvinder og jeg bare er i nuet - og det har jeg virkelig manglet de sidste par måneder. 
Jeg havde en frygt for at det ville gøre mig rædselsslagen for at miste E, men det skete ikke. I stedet fandt jeg samme ro som sidst jeg besøgte ham, og alt den dårlige samvittighed over ikke at besøge ham og at prioritere E over ham forsvandt. 
Jeg har nu igen fået ro i sjælen, og det var virkelig tiltrængt. 

DenSortePanter

Kom Maj!

Jeg har ikke besøgt Kaare siden jeg fandt ud af at jeg var gravid. 
Jeg har enormt dårlig samvittighed over det og føler mig som en elendig mor - samtidig med at jeg ved at jeg er en fantastisk mor, fordi jeg holder mig væk for at jeg kan nyde graviditeten med E med mindst mulig bekymring. 
Jeg har lovet mig selv at tage revanche og tage E med op og besøge Kaare så snart det bliver muligt - og indtil da må jeg leve med den dårlige samvittighed. 

Bekymringen kan jeg dog ikke helt undgå. Jo længere hen i graviditeten jeg kommer, jo mere nervøs bliver jeg. Ikke for at der er noget galt med hende nu, for hun er god til at gøre opmærksom på sig selv både dag og nat, men jeg er rædselsslagen for at der pludselig skal ske hende noget. Jeg er sikker på at frygten forsvinder så snart hun er født, så jeg går og tæller dage til igangsættelsen! 

Heldigvis kan jeg distrahere mig selv lidt fra bekymringerne og den dårlige samvittighed. 
Jeg skal jo flytte til Maj, og da jeg allerede nu er ret slemt plaget af graviditeten er jeg så småt gået i gang med at pakke de ting ned som jeg kan undvære de næste 2 måneder. 
Det er alligevel blevet til en del ting efterhånden, og lejligheden begynder allerede at se lidt tom ud - på trods af alle de sække med ting der står rundt omkring. 

Nu kan Maj kun komme for langsomt. 

DenSortePanter

Jeg har fået lejlighed!

Efter snart 2 år på krisecenter, et par år yderligere uden fast bolig og 15 mdr på den sociale boliganvisningsliste fik jeg i onsdags det længe ventede brev; jeg er endelig blevet tilbudt en lejlighed! 
2 værelser fordelt på 65 m2 i et skønt område i København (godt nok på Amager, men i dette tilfælde er det det samme. :P ) med overtagelse 15/5 - jeg er nærmest lykkelig! 

Selvfølgelig ramler det også denne gang sammen med fødslen, men i det mindste har jeg 3 måneder til at planlægge det hele, så jeg satser på ikke at stresse for meget over det. 

Lige nu svæver jeg på en lyserød sky. Jeg er så lykkelig over at E aldrig kommer til at opleve livet som boligløs, og jeg er lykkelig over at jeg endelig kan holde op med at stresse over ikke at have nogen fast lejlighed. 

Jo, krisecenteret er fantastisk, jeg har tag over hovedet, ''egen'' lejlighed med køkken og bad, 2 små rum - men at vide at lejligheden kun er til låns, har været så ufattelig stressende. 
Jeg vidste ikke engang hvor meget det egentlig fyldte, før brevet med tilbud om lejlighed kom i min e-boks. Det føltes som om en kæmpe sten lettede fra både skuldre og hjerte. 

Nu kan jeg så stresse lidt over hvor jeg skal få de 20.000 kr til hvidevarer, møbler osv fra, men jeg er sikker på at det nok skal løse sig - om ikke andet må jeg leve af mikrobølgeovns-mad den første måned, indtil jeg får råd til et komfur. :P
 

DenSortePanter

Update

Efter lang tid uden mulighed for at tjekke DD, er det helt mærkeligt endelig at have både computer og internet igen. Jeg kan se jeg har en hel del at læse op på, hvis ikke jeg skal gå glip af noget!

 

Men først, mine tanker...

Set lidt udefra ser det ud til at mit liv kører som det skal; jeg klarer mig godt på studiet, jeg bliver snart mor og jeg mangler i bund og grund ingenting. Alligevel synes jeg ikke at mit liv føles helt så fantastisk.

Jeg er dødtræt af mine klassekammerater. De er umotiverede og dovne, og uanset hvad underviseren finder på er det ''kedeligt.'' Jeg synes det er svært at bevare min egen motivation, når der bliver småsnakket rundt omkring og tjekket mobiler konstant - og det er kun blevet værre efter de nye startede midt i januar. Jeg glæder mig til barsel, så jeg kan få en pause!

Og apropos barsel - graviditeten forløber helt som den skal, og babypigen (E) er efter alt at dømme en sund og rask lille møgunge.
Jeg var til misdannelsesscanning i onsdag, for at tjekke at alt er som det skal være. E ville dog hverken ligge ordentligt eller stille, så jeg har fået en ny tid på onsdag - med besked på at opdrage lidt på hende inden da. ;)

Under scanningen kunne de også se at jeg har en cyste under livmoderhalsen. Den er formentlig ufarlig og forsvinder af sig selv, men den bekymrer mig alligevel lidt. Og oven i alle de andre bekymringer jeg har i forbindelse med graviditeten, er det noget der tærer på mig.
Min hukommelse er ikke-eksisterende, mit energiniveau er gået i minus og min evne til at koncentrere mig er nærmest forsvundet - og oven i alt det slås jeg også med dårlig samvittighed - overfor Kaare, fordi jeg knytter mig til et nyt barn, overfor E fordi jeg ikke har knyttet mig så meget til hende som jeg havde til hendes bror på samme tidspunkt i graviditeten, og overfor min omgangskreds, fordi alt det ovenstående blandet sammen gør, at mit humør svinger voldsomt og jeg reagerer ikke altid lige hensigtsmæssigt.
Min omgangskreds er dog forstående, og jeg husker da også, for det meste, at undskylde når jeg har været en idiot.

Og mod den dårlige samvittighed overfor mine børn taler jeg med både Jordemoder og fødselslæge - og begge kan heldigvis berolige mig med at det er helt normale følelser at have. De har også sagt at det er helt normalt hvis ikke jeg knytter mig rigtigt til E før hun bliver lagt op til mig efter fødslen.
Det er dejligt at høre at jeg ikke er unormal, selvom det selvfølgelig ikke rigtig hjælper på den dårlige samvittighed.

Lige nu glæder jeg mig bare til barsel. Til at få en kort pause fra det virkelige liv, indtil mine bekymringer bliver gjort til skamme ved fødslen.

Ja, der er noget tid til endnu, men jeg ser frem til det og tæller dagene!

DenSortePanter

14+1

Efter sidste graviditet tog jeg nok lidt for givet at jeg var ''en af dem'' der har nemme graviditeter - det er (desværre) ikke tilfældet!
Godt nok er der ingen komplikationer med baby, hun er sund og rask og livlig. 
Det samme kan dog ikke siges om mig. Jeg har flere gange været ved at give op, bare ligge mig i sengen indtil baby kommer til maj, og opgive ''det virkelige liv'' for en stund - og jeg er kun 14 uger henne!

Jeg har den sidste uges tid haft forfærdelige hovedpiner, og hvis jeg står op for lang tid bliver jeg enormt svimmel og er ved at besvime. 
I starten tog min læge mig ikke seriøs, og ''gættede'' på diagnoser i telefonen som slet ikke kunne passe (hvorfor jeg også skifter læge så snart januar-su'en kommer ind på kontoen!)
I fredags gik han endelig med til at give mig en tid, efter jeg begyndte at tude i telefonen fordi jeg slet ikke kan overskue ikke at kunne noget som helst selv. 
Nu er jeg så sengeliggende og fritaget fra skole indtil onsdag på lægens ordre, på mandag skal jeg ind og have taget blodprøver og afhængig af hvad de siger skal jeg måske overveje en sygemelding. Jeg fik også strenge ordre på at hvis jeg fik det værre i løbet af weekenden, skulle jeg ringe til 1813, og insistere på at de kigger på mig. 

I best case scenario har jeg en meget lav blodprocent. Lægen sagde dog at det var usandsynligt, da jeg fik målt min blodprocent i slutningen af oktober, så den kunne næsten umuligt nå at falde så meget hvis ikke jeg havde blødt en del. Jeg spurgte ikke ind til worst case scenario - jeg blev lidt skræmt efter han lavede nogle øvelser med mig og ''beroligede'' mig med at det ikke var fordi der sad noget og trykkede på hjernen. 

Udover det går det dog godt. 
I onsdags var jeg til nakkefoldsscanning, og baby er helt perfekt! Scanningsdamen var så flink at gætte på kønnet, da der kun var få dage til jeg kunne købe mig til en kønsscanning - vi skal have en lille pige! (Det har jeg egentlig vidst længe, men det er rart at få sin mavefornemmelse bekræftet.)

De ekstra scanninger jeg blev tilbudt til første lægesamtale er jeg stadig ikke blevet indkaldt til. Min vandrejournal ''blev væk i posten'' (eller også glemte lægen at sende den?), og kommer derfor først frem til hospitalet i næste uge. 

Nå, inden hovedpinen sætter ind fordi jeg ikke ligger i sengen, vil jeg julehygge lidt. Jeg synes der trænger til at komme nisser op over det hele - det er jo trods alt december.
 

 

DenSortePanter

Første lægebesøg - 9+2

I morgen skal jeg til første lægebesøg i forbindelse med graviditeten, og jeg er hunderæd!

Jeg er ikke bange for selve lægebesøget, men jeg er bange for at alt det jeg blev lovet efter fødslen af Kaare (Ekstra scanninger, ekstra jordemoderbesøg og en tidlig igangsættelse af fødslen) ikke er en mulighed, og at det bare var noget de sagde for at berolige mig. I know, det lyder crazy - hvorfor skulle en overlæge på fødegangen lyve for mig? 
Men min bekymring ligger også lidt i at jeg vil blive tilknyttet et andet hospital, og måske ser de anderledes på det? 

Jeg er ikke så bange for at miste babyen som jeg troede at jeg ville være, men der er en vis nervøsitet og jeg er bange for at det udvikler sig til angst hvis ikke der bliver holdt ekstra øje med spiren. Jeg tror mest det er fordi jeg ikke ved hvorfor Kaare døde. Det gjorde han bare. Ved jordemodersamtalen en uge før slog hans hjerte fint, der var masser af liv i ham, og pludselig fra den ene dag til den anden var han død. Jeg håberhåberhåber at løfterne bliver overholdt, og der bliver holdt ekstra øje med babyen!

Udover det går graviditeten fantastisk! Jeg kan ikke spise, jeg sover konstant, jeg har bækkensmerter (forhåbentlig kun bækkensmerter og ikke begyndende bækkenløsning!) og alt mad der ikke er friturestegte pomfritter (hvilket jeg nægter at leve af!) giver mig kvalme. 

Men jeg nyder det. Jeg nyder tanken om at der gror et menneske inden i mig, og jeg glæder mig usigeligt meget til jeg får lov til at høre hjerteslaget, mærke de første bevægelser og få en flot babymave. <3

 

Jeg har, sammen med xKæresten, besluttet mig for ikke at vide babys køn før efter fødslen. 
Jeg vil alligevel købe kønsneutralt tøj og babymøbler så det kan genbruges, så egentlig er der ingen grund til at vide det. Lige nu synes jeg også det er enormt spændende ikke at vide noget før man får barnet i armene. 
Om jeg så kan holde mig til planen vil tiden vise. Jeg er selvfølgelig enormt nysgerrig, og jeg har en klar fornemmelse af at jeg venter en pige - det kunne jo også være liiiidt spændende at få det bekræftet, så jeg kan vælge babys første sæt tøj og første bamse ud fra køn .... 
Men lige nu er planen altså at baby ikke har noget køn før efter fødslen. 

 

I tilfælde af at xKæresten ser kønnet på en af scanningerne (jeg har planer om at kigge væk indtil hende/ham der scanner fortæller at man ikke kan se babys køn) er vi allerede begyndt at tale babynavne. På den måde kommer han ikke til at afsløre noget ved at gå med til et åndsvagt navn, bare fordi han ved det aldrig bliver aktuelt. :P 

Desuden er jeg nødt til at have en tankegang der siger at intet går galt, og så snart jeg har været ved 12-ugers scanningen køber jeg det første stykke babytøj. Det er ligesom en måde at sige at jeg får et barn til maj, og der går ikke noget galt. 

Meeen, nu må jeg hellere lige få overstået lægebesøget i morgen, før jeg begynder at tænke hele graviditeten igennem. :P

DenSortePanter

Surprise!

Jeg er egentlig noget bange for at skrive dette indlæg. Bange for kommentarer om at jeg er dum eller egoistisk eller andre ubehagelige ting. Men jeg har brug for at komme ud med det og få det skrevet ned. Og det er altså her jeg gør det. 

 

I mit sidste indlæg brokkede jeg mig over xKæresten. Han havde skuffet mig, igen, og de kommentarer jeg fik på indlægget fik mig til at indse hvad jeg allerede et eller andet sted vidste; jeg skulle komme videre. Jeg skulle lade xKæresten komme videre og lade være med at dvæle ved hvad der var engang. Der er ingen af os der har godt af det venskab vi forsøgte at bevare, og det ville kun blive ved med at gøre ondt. 

 

Jeg forsøgte at skabe noget afstand til xKæresten. Ikke fra den ene dag til den anden, men lidt ad gangen. 
Det gik dog ikke helt efter planen. 

Ca midt i september havde vi en virkelig hyggelig aften. Det føltes trygt og velkendt, ''and one thing let to another.'' 

Et par uger efter stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden. 

Jeg har nu været til 2 scanninger, og den er god nok. Der vokser et lille menneske inde i mig, med et bankende hjerte. Til sommer bliver jeg mor - og xKæresten bliver far. 

Da jeg så de 2 røde streger gik jeg i panik. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde, for det var bestemt ikke planlagt. 
Det første døgn gik der en milliard tanker igennem mit hoved. Hvad vil xKæresten sige til det? Vil han deltage i barnets liv - og hvor meget? Kan jeg klare det?

I dag er jeg noget mere rolig. Jeg er stadig nervøs for fremtiden, for jeg ved at jeg kommer til at stå alene det meste af tiden, selvom xKæresten siger at han er der. 
Jeg er lykkelig over at blive velsignet med endnu en graviditet, endnu et barn, og på trods af at jeg mistede Kaare, er jeg ikke rædselsslagen for at miste igen. 
Og xKæresten er heldigvis også glad, og glæder sig til at blive far igen. 

Det gør det umuligt at trække mig helt fra xKæresten, men hvis vi kan holde det på et ''vi skal være forældre sammen, men ikke mere end det''-plan, er jeg sikker på at det nok skal gå alligevel. 

Det bliver ikke nemt at stå alene med et barn, men jeg er sikker på at jeg nok skal klare det. Jeg har en fantastisk omgangskreds jeg kan regne med, og på trods af omstændighederne vil mit barn drukne i kærlighed og omsorg, og aldrig komme til at mangle noget. 

Det bliver hårdt - men det er helt sikkert det værd.

DenSortePanter

xKæresten og lørdag d. 3

I lørdags var det et år siden jeg lå på hospitalet og fødte verdens smukkeste engel. 

Jeg havde planlagt at ''holde fødselsdag'' for Kaare. Jeg bestilte blomster og købte flag, og xKæresten skulle med op på kirkegården. 
Jeg havde ringet til kirkegården og sørget for at de ville plante nye blomster på graven inden, så graven ville se flot ud når jeg kom derop. 

Men selvfølgelig gik intet som planlagt. 

Kirkegården havde ikke plantet nye blomster, og 3 timer før jeg skulle hente buketten og gå op til kirkegården meldte xKæresten fra. 
Jeg har i et halvt år fortalt xKæresten hvor vigtigt det var for mig at han tog med op på kirkegården. Jeg ved godt at han ikke har det samme forhold til Kaare som jeg har, men jeg havde brug for hans støtte, og han havde lovet at uanset hvad der skete, ville han tage med. Det gjorde han så ikke, med den undskyldning at det jo ikke betød noget for ham. 

Jeg havde også aftalt at være sammen med xKæresten den første uge i September, så han kunne støtte mig, holde øje med at jeg huskede at spise og bare være der for mig. 

Fredag brød jeg grædende sammen - men der var ingen støtte at hente fra xKæresten. Han mente åbenbart at det var vigtigere at pakke hans nye surroundsæt ud, og så kunne jeg få lov til at græde alene. 
Da han lørdag fortalte mig at han ikke ville med op på kirkegården blev jeg enormt skuffet. 
Jeg sagde ikke noget, for jeg var ved at tude og jeg synes at dagen var hård nok i sig selv uden en diskussion. 

I går begyndte jeg så at åbne op for at tale med ham om at jeg var skuffet. Inden jeg kom rigtig igang rejste han sig og gik ind i det andet lokale, hvor han faldt i søvn. 
Jeg besluttede mig for at vente på at han stod op igen, men efter over 2 timer var jeg så skuffet, frustreret og vred at jeg pakkede mine ting og gik. 

Det udløste en diskussion på sms, og det endte med at han blev enig med sig selv om at han ''har brug for en pause fra alt dramaet''. Med andre ord; han vil ikke indrømme at han har fejlet, så hellere droppe kontakten til mig. Godt så. 
Noget godt kom der da ud af det - nu ved jeg hvor lidt jeg betyder for ham. 

 

Det gør ondt ad helvedes til, men måske er det for det bedste. Han har svigtet mig alle de dage jeg har haft mest brug for ham, og ikke én gang har jeg fået en undskyldning. Ikke én gang har han indrømmet at han har dummet sig. 

Jeg kan slet ikke kende den mand jeg forelskede mig i og alligevel, trods alle de gange han har såret mig og skuffet mig, behandlet mig som lort, kan jeg ikke slukke for mine følelser for ham. 
Jeg indrømmer gerne at jeg stadig elsker ham. Jeg kan stadig ikke forestille mig at han ikke skal være en del af mit liv, og jeg har stadig ikke helt accepteret at vi er gået fra hinanden. 
Men sådan ser virkeligheden nu engang ud. Han er ude af mit liv hvad enten jeg kan lide det eller ej. Men det gør ondt. 

DenSortePanter

Endnu en lussing fra livet?

Hver gang jeg tror heldet for en gangs skyld tilsmiler mig, kommer livet og giver mig en syngende lussing. 

Jeg er startet på uddannelse, og det er fantastisk at have noget at stå op til! Det er fantastisk at lave skoleprojekter og lære nye ting, og det er fantastisk at være social på daglig basis. 
At mine klassekammerater ikke tager uddannelsen alvorligt, at de pjækker og at de er dummere end det burde være tilladt lader jeg mig ikke gå på af - med undtagelse af når der er gruppearbejde. 
De er pisse flinke personer, og for mig er dét det vigtigste. 

Mine undervisere er enormt forstående, og hvis ikke jeg kan møde op nogle dage på grund af Kaare er det heeelt fint - faktisk behøver jeg slet ikke møde op torsdag og fredag hvis ikke jeg kan. Udelukkende fordi jeg har muligheden for at blive hjemme eller gå hjem i løbet af dagen er jeg dog overbevist om at jeg nok skal komme afsted begge dage, og årsdagen for fødslen er heldigvis en lørdag - så ingen fravær til mig!

 

Jeg var ved lægen i går, da min menstruation er blevet enormt uregelmæssig. Det har den været før, men ikke så meget som nu. Pt er jeg igang med min tredje uges menstruation - uden pause - og selvom det noget af tiden kun er pletblødninger (og resten af tiden en mild blødning) blev jeg noget irriteret og urolig over det. 
Lægen mener at der er meget der tyder på at jeg har PCO, men før jeg kan få den endelige dom skal jeg til gynækolog. 
Har fået en tid til gynækolog d. 5. Oktober (Hold nu op der er pludselig længe til) og indtil da kan jeg bare vente. 

Jeg har været inde og læse rigtig meget om PCO, men udover hvilke symptomer det giver, synes jeg ikke at jeg har lært ret meget om det. 
Dog bed jeg mærke i én ting. Kvinder med PCO har svært ved at blive gravide, og når først de er gravide kan der opstå mange komplikationer. 
Nogle steder står der at det gælder nogle kvinde med PCO, andre steder står der at det gælder størstedelen. 
Det skræmmer mig usigeligt meget, for mit største ønske er at få børn - og gerne mange af dem. 

Jeg ved godt at det endnu ikke er sikkert at jeg har PCO, men stort set alle symptomerne passer på mig, og det ville forklare en hel del ting ved min krop, som jeg før har haft svært ved at forstå. Jeg ved godt at jeg ikke skal gå og spekulere før jeg ved noget mere - men det er altså nemmere sagt end gjort!
Jeg vil forsøge at tænke på noget andet, og så håbe på at gynækologen kan give mig svar med det samme efter undersøgelsen - og at hun, hvis jeg har PCO, kan fortælle noget mere om det så jeg ved præcis hvad det handler om. 

Så indtil Oktober venter jeg bare, og ser om Livet har lagt op til endnu en lussing til mig. 

DenSortePanter

Siden sidst, mm.

Halvanden måned. Så lang tid er det siden mit sidste indlæg, og det føles som en evighed! 
Jeg har haft lyst til at skrive herinde, mange gange, men jeg har ikke kunnet formulere mig - jeg har skrevet én sætning, slettet den igen, skrevet næsten samme sætning, slettet den også osv. 

Siden sidst er jeg gået tilbage til Kæresten - og fra ham igen. Jeg har været single i præcis én måned idag, og nu er jeg helt sikker på at jeg ikke går tilbage til ham. For første gang kan jeg ikke bare se hvilken idiot han er, jeg kan også mærke hvad det gør ved mig. 

Det er stadig hårdt at være single - men jeg klarer det, og på trods af en lille depression har jeg det faktisk helt okay. 

Den der lille depression gør dog at jeg kan sove hele dagen - men ikke om natten. 
Jeg har fået hentet alle mine ting ved xKæresten (dog uden at få sat dem på plads) så min lejlighed roder. Jeg hader rod, men jeg har slet ikke energi til at gøre noget ved det. 
Brugte i tirsdags 4 timer på oprydning, og var fuldstændig død bagefter, så hele aftenen stod på film. Jeg kunne dog stadig ikke sove om natten. 

 

Men det er heldigvis ikke kun dårlige ting der sker for mig - jeg skal starte i uddannelse på mandag! 
Modtog først optagelsesbrevet i lørdags, og siden har jeg været helt oppe at køre hver gang jeg tænker på det. Det bliver  fantastisk! Så kan jeg om 2 år vælge at være færdiguddannet,  eller jeg kan vælge at læse videre til ''rigtig'' pædagog. Det kan jeg lige overskue. 

Nu er drømmejobbet inden for rækkevidde, på trods af at jeg troede det aldrig ville blive muligt. 

 

D. 3. September, Kaares fødselsdag, kommer lidt for tæt på nu synes jeg. 
Jeg har besluttet mig for at forsøge at gøre dagen bare lidt munter, da det trods alt ikke kun var den dag jeg mistede min søn - det var også den dag jeg fik ham, og det skal mindes med glæde.
Så xKæresten og jeg har aftalt at, uanset om vi er rygende uvenner og hader hinanden, tager han med på kirkegården den dag. 
Jeg bestiller en buket, sætter nogle flag ved graven og forsøger at få det bedste ud af en forfærdelig dag. 

Jeg er begyndt at tale med en psykolog, og på trods af at jeg kun har talt med hende 4 gange tror jeg allerede det hjælper. 
Jeg skal ikke længe op på kirkegården d. 3, så længe jeg kommer det kort tid derefter. Det er blevet naturligt at tale om Kaare, også med ''fremmede'' - og det er en lettelse at min søn ikke er et tabu. Og folk håndterer det overraskende godt. 
Dog er der også kommet noget dårligt ud af det; nu er det ikke kun omkring den 3. jeg kan blive ked af det længere. Det kommer på alle tidspunker af måneden og døgnet, og kan udløses af de mindste ting. Men det skal vel gøre ondt før det kan gøre godt, og til gengæld er d. 3. ikke lige så slem at komme over længere, det føles ikke længere som om jeg er ved at drukne i sorg. 

 

Nå, nu må jeg hellere se om ikke jeg kan finde bare lidt energi. Jeg vil gerne starte i skole med en ren lejlighed, så jeg kan fokusere på studiet istedet for stor-oprydning. Og en ren lejlighed giver nu altså også det bedste ro i hovedet. 

DenSortePanter

Brexit

Jeg vil ærligt indrømme at jeg ikke ved meget om politik. Jeg følger kun med omkring valgtidspunkter, så jeg ved hvad det er jeg stemmer for eller imod, men ellers siger politik mig ikke meget. medmindre der sker noget helt vildt.
Efter Brexit har jeg læst med på sidelinien når kæresten har læst politik, og jeg kan kun sige at jeg er forarget!

Løkke udtaler at han er klar over at der er mange EU-skeptikere, og at det skal tages alvorligt. I samme talestrøm siger han at Danmark hører til i EU. 
Så er det jeg står lidt af .. Han er valgt af folket, til at tale og tage beslutninger for folket. Er det så ikke meningen at han skal lytte til folket?
Når han udmærket ved at der er en del skeptikere blandt folket, hvordan kan han så tillade sig at feje det til side og håbe på at det går væk? 

Ikke nok med det har Lykketoft udtalt at det var en fejl fra Camerons side at lade folket stemme om, om Storbritanien skulle blive i EU. 
Hvem fanden skal så bestemme?  
Der er ingen tvivl om at det er et flertal der skal tage beslutninger, så langt er jeg med, men skal det flertal findes blandt en lille gruppe personer, som politikerne er, eller blandt hele folket?  

Hvis du spørger mig, burde vi også i Danmark stemme om, om vi skal blive i EU. 
Jeg har ikke læst nok på det til at vide hvad jeg personligt ville stemme, men jeg synes altid at man bør lytte til flertallet - blandt befolkningen vel at mærke.

DenSortePanter

Det er *hårdt*

Jeg ved godt at det er andet indlæg idag, men jeg har brug for få afløb for mine tanker. :P 

Jeg dur ikke til at være single. 
Allerede nu kan jeg mærke det. 

Jeg ved ikke om jeg er knust over at være gået fra xKæresten, men jeg er i hvert fald ked af det. Derudover kommer usikkerheden. 
At være i et forhold er trygt. Der er altid én man kan regne med, en der tager dit parti, en du kan ringe til uanset hvad klokken er, hvis du har brug for at tale. 
Man behøver ikke være bange for dårlige dates, og der er altid en du kan dele sorger og glæder med. 

Jeg hader at undvære den tryghed et parforhold giver. 

Det tager lang tid at opbygge den tryghed, men den kan være væk i løbet af ingen tid. 

 

Da jeg lærte xKæresten at kende, blev jeg forelsket til op over begge ører i løbet af ingen tid. 
Han var opmærksom på mig, betænksom og en helt igennem sød og fantastisk fyr. 
Jeg elsker ham stadig så meget at jeg end ikke selv kan forstå det, men der er sket meget på de 3 år. 
Der er kun meget lidt tilbage af den mand jeg forelskede mig i. Han kan stadig være den perfekte gentleman, det sker bare ikke så ofte. 
Det er ikke fordi han er et røvhul størstedelen af tiden, overhovedet ikke. Størstedelen af tiden er han bare ikke noget at råbe hurra over.

Men i de få øjeblikker hvor han er den perfekte gentleman, er det som da jeg mødte ham første gang. Jeg bliver smaskforelsket og svæver på en lille lyserød sky - indtil han gør noget knap så gentleman-agtigt igen. 

 

Ikke at skulle tale med ham hver dag bliver hårdt. Det bliver hårdt at jeg ikke kan vende verdenssituationen med ham eller få hjælp til at løse mine konflikter. 
Det bliver hårdt at jeg ikke kan putte mig ind til ham når verdenen bliver ond, og lade ham overbevise mig om at det hele nok skal gå. 
Det bliver hårdt at undvære ham. 

Jeg forsøger at huske på alle de ting der gør, at forholdet er dødt. Alligevel har jeg allermest lyst til at skrive til ham, ringe til ham, et eller andet. Jeg har lyst til at høre ham sige at det hele nok skal gå. Jeg vil kysses på panden og nusses på ryggen indtil jeg tror på at jeg er okay.