Lokkeduen

Blog Lokkeduen

Indlæg: 112    Kommentarer: 170    Se mere fra Blog Lokkeduen

Om denne blog

Indlæg i denne blog

Lokkeduen

Kære jer herinde

Skulle vi ikke alle sammen løfte Deldig?
Jeg ved godt, at der skal være plads til både det sure og det søde, men det lader til, at sidste halvdel mangler. Mange bruger deldig som en ventil til at rase ud med alt det dårlige og al modgang. En ventil til munddiarré, så læserne herinde vader rundt i den helt store gylletank og der er langt mellem blomsterne. Jeg tror på, at en negativ spiral smitter. Men jeg tror også, at vi kan vælge at vi i fællesskab kan gøre vores for at danne en god spiral herinde.

Er du enig, så kan du jo fremover tænke over, om du vil plante en blomst eller fylde mere gødning på.

Det hele handler om, hvordan vi ser tingene og hvad, vi fokuserer på. Kigger vi på blomsten eller skyggen af den?

:blomst:

Lokkeduen

Hvor blev den pige af?

Som 2-årig fandt jeg mig ikke i noget som helst. Fik jeg skældud for noget, jeg ikke havde gjort, marcherede jeg ind på mit værelse og talte ikke til min far, før han havde sagt undskyld. Havde jeg derimod gjort det, jeg fik skældud for, tog jeg det med oprejst pande.

I mange år (præ-teen, teen og voksen) har jeg reageret ens på de to situationer: Jeg er blevet ualmindeligt ked af det. Og så er det, jeg tænker: Hvor blev den pige af, som ikke fandt sig i noget?

Lokkeduen

Ubærlige minder

Kære dagbog

Det er sikkert ualmindeligt tarveligt og uretfærdigt, men jeg overvejer at lukke døren til familien igen.
Åbnede den for 9 mdr siden, da jeg fik at vide, at min far var døende. Det viste sig så ikke at være helt sandfærdigt.

Jeg var til psykolog i lørdags og igen i tirsdags, fordi det virkede som en god idé. Men måske er det godt for nogen, bare ikke for mig, tror jeg. Det gør SÅ ONDT og jeg har ikke været mig selv siden tirsdag. Har været depressiv, aggressiv, haft selvmordstanker. Det lyder vanvittigt, men psykologen hjælper mig med at huske og nu virker det svært at slippe for minderne. Incest, fysisk vold, psykisk vold, sådan nogle minder har jeg ikke lyst til at huske og presser de sig for meget på, så synes udvejen desværre...

For nogle uger siden blev jeg skruk. Der er jeg blevet nogle gange før, men denne gang føltes det anderledes og jeg vidste, at følelsen ikke ville gå væk igen. Vi har aftalt at projekt baby bliver om to år, når jeg forhåbentlig er færdig med uddannelsen. Og så bliver jeg lidt vred/beskyttende: De skal overhovedet ikke have det barn i deres liv, overhovedet ikke have muligheden for at gøre det fortræd.

Tilbage hvor jeg startede mit indlæg. Min familie har ikke ændret sig :/. Sidst jeg lukkede døren, levede jeg i et helvede, fordi de ikke forstod et nej og kom og ringede på midt om natten, holdt vagt i bilen uden for lejligheden for at se mig. Oppassede min mand på hans arbejde. Nu ved de desværre, hvor vi bor og jeg dunker mig selv oven i hovedet for det.
Hver gang jeg har kontakt med min familie (min mor hiver mere og mere i mig og jeg er åbenbart for svag til at sige nej), dukker der mange minder op. Hver gang de lige kommer til at sige et eller andet, husker jeg alle de 100 andre gange, hvor de har sagt lignende og sårende ting. Hele tiden bliver der rusket op i en masse. De udnytter mig stadig. Hiver stadig mere og mere. Overtræder stadig mine grænser, selvom det måske er ubevidst? Men de burde være bevidste.

Krise-Lise sagde godt til mig sidste år, at skulle jeg åbne døren til familien igen, skulle jeg være så stærk, at jeg kunne holde dem på afstand.

Jeg kan næsten ikke mere, men tænker også at det måske er unfair. Det er meget svært at gå med disse tanker alene og håber der er en venlig sjæl, som vil skrive nogle støttende ord.

Lokkeduen

Punkerduen

1 sort punkerkjole + 2 lilla læber = 3 komplimenter.

I går startede dumt ud, men blev i løbet af få timer rigtig fin. Pga. en konflikt med Mrs. Mutti, var jeg vred, da jeg gik i seng og kunne stadig mærke vreden, da jeg vågnede. Er ellers sjældent gal. Kunne ikke rigtig komme af med energien. Konflikten bestod i, at jeg kontaktede hende for at spørge til nogle af hendes kollegers uddannelsesmæssige baggrunde, da de sidder på nogle jobs, jeg brænder for. Mrs. Mutti dissede disse jobs, da hun skrev tilbage. Rakkede det fuldstændigt ned. Så blev jeg gal, fordi uanset hvad jeg nogensinde har luftet for dem, at jeg ville, har de rakket ned. ALT. Og nu gjorde hun det gud-døde-mig igen.

Mit humør ændrede sig heldigvis :)

Der er et fænomen, som underholder min mand ganske fornøjeligt. Jeg ser nemlig ikke helt ens ud, når jeg er bare mig herhjemme og når jeg er ude i offentligheden. Jeg er ikke transvestit, skal det lige siges! Men al respekt for dem. Sagen er, at jeg er noget mere PUNK herhjemme og mere pæn/tutte-nuttet, når jeg er ude.
I sidste uge købte jeg en punker-agtig kjole: Sort med 2,5-3cm sølvfarvede metalringe/metalhuller hele vejen rundt i kanten for neden. Stadig stilet, men også... punk. I loooove it.
Den havde jeg på i går sammen med min lilla læbestift. 
Den lilla læbestift havde jeg også på dagen før, men der turde jeg ikke gå uden for en dør. Punker hjemme, prinsesse ude. Punkerprinsessen. Men eftersom jeg skulle se min psykolog i går, tænkte jeg: "Hvis jeg ikke kan være mig selv hos min psyk, hvor kan jeg så?" Så sådan blev det. Og jeg fik en kompliment. Yes, jeg hører til flertallet, der bøjer det i fælleskøn. Min psyk sagde, at jeg så godt ud og jeg lagde mærke til, at flere kiggede efter mig i går. Ikke med åben mund og polypper, men på den dér: She-is-something-måde.

Da manden kom hjem lyste han også op og sagde, jeg så super godt ud. Og så grinede han, fordi han synes, at det er så sjovt med "skabs-punkeriet". Men han synes, det ser godt ud.

Den lilla læbestift købte jeg, mens vi boede i Bruxelles. Kunne ikke stå for den. Men det virker også lidt… at købe noget og ikke turde gå med det. (Nok noget mange kvinder kender i fht. flotte, høje sko?!) Jeg ved ikke, om det skyldes min venindes kommentar:
- "EJ! Du har bare ikke købt en LILLA læbestift?!"
- "Jamen... Det er Dior!".
Hm. Eller også er det, fordi jeg tror, at jeg med lilla læbestift ikke ligner én, som folk vil ansætte. 
Efter psyk tog jeg til Frederiksberg Centret for at købe ind, da klinikken ligger lige ved siden af. Her fik jeg (igen) en kompliment for min kjole. To komplimenter på én dag! Hvor tit sker det i Danmark? Skriver Danmark, for i andre lande kan man altså godt finde ud af det… Måske hvis man hedder Oliver Mums Bjerrehuus, kan det forekomme. Eller måske for en Gustav eller Linse.

Hvad betyder det at turde være sig selv? Er det at være sig selv, når man har violette læber og har for mange ringe i ørerne? Har jo ikke violette læber, når jeg vågner... Ikke engang, hvis jeg sover med vinduet åbent... 
På sidste skoledag i 3.g var det tradition at klæde sig ud og jeg gik all-in som punker med lilla hår, netstrømper, sort makeup, "Jagtvej 69 SNØFT!" på blusen osv. Jeg ved ikke, hvad der var sjovest: Klæd-ud-delen? Eller at det rent faktisk klædte mig?
Det hele minder mig også om, da jeg var blondine. Havde overvejet det længe og alle havde sagt: ”Ej, nej, nej, det vil IKKE klæde dig!”. Men det gjorde det. Virkelig. Og mange troede, det var min naturlige hårfarve. Folk og veninder rynker også på næsen, hvis man siger ”lilla læbestift”. Men det ser godt ud. Passer ret godt til mine gyldne toner.
Jeg har også engang prøvet en orange/kobber læbestift. Så også super godt ud. Passede så flot til hud og hår.

Så hvorfor gør jeg ikke det her noget mere? Og hvordan overvinder jeg frygten?

Lokkeduen

Flov

Kære dagbog

Jeg er rigtig gal på mig selv. Og flov. Nu har jeg lukket familien for langt ind igen og de trådte på mig igen, igen, igen, igen.... Prøvede at knuse mine drømme igen igen igen...
Det er meget sværere at skubbe væk nu når jeg har lukket dem en tand længere ind. Noget jeg har glædet mig til, noget jeg har været håbefuld omkring, dvs. min fremtid, blev lige knust, mast, trådt på, trampet ned. 
Alt jeg nogensinde har villet, har de kunnet tale mig fra og også gjort det. Er snart 30 og de har gjort det igen.
De er ikke de eneste, der har svært ved at ændre sig. Det har jeg også, for jeg bliver ved med at lukke dem ind. Bliver ved med at tro på, at det kan blive bedre. At de har ændret sig. 
Hvorfor er det så svært at holde dem i skak? At holde dem væk? Jeg er alt for nem at overtale.

Hvorfor, hvorfor, hvorfor er jeg så naiv? hvorfor lader jeg dem gøre det? hvorfor lukker jeg dem længere ind?

Hende der har mistet modet og ikke længere brænder for noget.

Lokkeduen

Traumet spøger

Kære dagbog

Synes egentlig det går fint, på nær når jeg bliver overbelastet og det gør jeg meget nemt efter Bruxelles. Det kan være at have gæster, at være i et shoppingcenter eller offentlig transport i myldertiden. Især sidstnævnte er svært og jeg ved faktisk ikke, hvad jeg gør, hvis jeg en dag får et job, hvor jeg er afhængig af offentlig transport (i myldertiden).
Jeg havde jo en oplevelse i Bruxelles, hvor jeg var spærret inde på arbejdet og ikke kunne komme ud under angrebet. Og er jeg i fx en tætpakket metro og der står mange mennesker foran dørene, så kan jeg godt opleve samme følelse af at være fanget. Det giver mig flashback og er voldsomt ubehageligt. Jeg stiger også gerne af bussen, hvis der er for mange mennesker.

I går fik jeg en overbelastningsreaktion. Manden og jeg var i Frederiksberg Centret for at handle (og kigge :)). Vi var der ca. 3 kvarter. Bagefter tog vi metroen hjem til nogle gode venner, hvor vi var i tre timer. Mega hyggeligt. Var glad for at være i Frb C, der var ikke så mange mennesker som forventet. Turen med metroen var også fin. Ikke tætpakket.
Da der var ved at være gået tre timer hos vennerne og manden spurgte, om vi skulle finde hjemad, kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at være mør. Og dér begyndte overbelastningsreaktionen så småt. Vi tog en bus hjem. Men da jeg kom hjem rystede jeg på hænderne og adrenalinen pumpede på en ubehagelig måde. Var oppe at køre, kunne ikke falde til ro. Havde svært ved at sove i nat. Vågnede kl 4. 
Det er typisk sådan, jeg oplever en overbelastningsreaktion.

Tanken om ptsd har strejfet mig et par gange i løbet af de sidste par mdr. I aftes læste jeg om symptomerne, hvor der bl.a. stod noget med koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær. Har haft mega svært ved studiet sidste efterår. Kunne ikke følge med, ikke koncentrere mig, ingenting huske af hvad jeg læste, blev meget hurtigt træt. Sådan har det aldrig været før, men tænkte, at det nok bare var, fordi jeg er blevet ældre. Kunne det være noget andet? 
Jeg tog en test om ptsd på nettet i aftes. Jeg ved godt, at man skal være påpasselig med tests, men der var en årsag til, at jeg tog den. Man skulle enten score 70 point eller have 10 point i min fire kategorier. Jeg faldt igennem på begge måder. Så besluttede mig for at ringe til lægen her til morgen. 

Jeg talte med lægen om mit problem med, at jeg stadig er påvirket af angrebet, selvom det er næsten et år siden. Hun spurgte, om jeg havde fået psykologhjælp til det. Sagde ja, de første par mdr. Så sagde hun, at "psykologer normalt har en grænse på et halvt år", men måske kunne den blive forlænget. (En grænse på et halvt år, hvad skal det betyde?). Jeg sagde, at jeg nu tænkte på, at tale med en psykiater: "Aaah... Kom du op og snak med mig på torsdag, så må vi tage den derfra".

Er jeg den eneste, som undrer sig over min læges svar?
a) en grænse på et halvt år??
b) hvorfor hun lød misbilligende i fht at tale med en psykiater?

Lokkeduen

Er vi vores selvbilleder?

Kære dagbog

På min(e) sygedag(e) ser jeg Gossip Girl sæson 4.


En af figurerne siger til den anden: ”Du er kun en outsider, fordi du betragter dig selv sådan”. Det fik mig til at tænke på: Er vi mon vores selvbilleder?

Sandsynligvis bliver jeg hverken rig eller fattig af at opføre mig sådan. Og dog. Hvis mit billede af en rig mand er en med et stort kendskab til aktiemarkedet og som investerer sine midler, så kunne det uden tvivl gavne min økonomiske situation at sætte sig ind i aktiemarkedet.

Og hvad så med fattige mennesker? Hvordan opfører de sig? Ømt spørgsmål og svært ikke at komme ind på fordomme. Jeg arbejdede i et supermarked i nogle år, hvor alle typer af populationen handlede: Prostituerede, millionærer, kendisser, familier… Anyway, min pointe er, at det typisk var dårligere stillede, som gav omsætning til spilleindustrien, for jeg tror, at de fleste har det på følgende måde i fht. penge: Har man dem, betyder de ikke noget. Har man dem ikke, betyder de alt. 
Så vil jeg blive fattigere af at begynde at spille lotto og købe skrabelodder? Statistisk set ja. 

Hvis jeg gerne vil være sund og mit billede af en sund person er en, som træner meget og spiser mange grøntsager, så vil jeg sikkert også blive sundere af mere træning og flere grøntsager.

Helt sikkert vil jeg blive sundere af at opføre mig sundt og en god kæreste ved at opføre mig som en.

Det ser ud som om, at selvbilleder og identitet følges ad på mange områder, men hvor går grænsen? Arbejde, uddannelse, andet? 

Hvordan forholder det sig med psyken? Kan vi få mere selvtillid og bedre selvværd ved at agere, som om vi har det? Og hvordan vil jeg gerne være?

Lokkeduen

Jeg har sendt en mail...

.... og fortrudt. Åh, hvem kender ikke denne følelse?

Som altid når jeg har talt med min mor, overvejer jeg at sende en mail til min bror. Indrømmet, jeg er super nem at påvirke.

Denne gang har jeg så gjort det - sendt en mail. Men jeg ønsker egentlig ikke kontakten, da han ikke er sød ved mig. Og han har aldrig været det. 

Lokkeduen

Efter at have tilbragt 10 måneder i sin mors mave, kom min bror til verden. Som vores far plejer at sige: "Ja, X har altid været længe om at få fingeren ud". Vi har altid fået at vide, at min bror var besværlig som barn, men nem som voksen og jeg omvendt. Da enebarnet havde regeret som Louis XIV i 6 år, kom jeg til verden. 6 år er noget af et spring mellem børn og når vi tilmed har hvert sit køn, var det svært at finde en fælles interesse og lege sammen. 

Med årene udviklede storebror en matematisk hjerne med interesse for historie + geografi og navigerede igennem sit liv efter det sikre og traf de fornuftige valg. Nå ja, hvis han da fik reageret. Lillesøster var modsat. Ind i denne familie af djøffer, blev der født en halv-anarkistisk lillesøster, som tilmed ville være designer. Designer?! Den var jo helt gal... Hvad stiller man op med sådan en? Bevares, hun var virkelig dygtig kunstnerisk og kunne flere sprog, men hendes valg var styret følelser, passion og mod. Ingen fornuft. Hun var jo nok ikke rigtig klog (og den holdning synes stadig at lure i familien). 
Jeg tror egentlig, at konflikten mellem min bror og mig bunder i vores forskellighed. Med forskellige køn, evner og interesser følger naturligt også forskellige værdier. Ikke at venskab kræver samme værdisæt - jeg har mange venner og sætter stor pris på at høre et andet perspektiv -, men det kræver en rummelighed - og ikke et ønske om at ændre hinanden, som vi begge har. Yes, jeg er heller ingen engel. 

Vi havde ingen fælles interesser, men tilbragte en del tid sammen på hans værelse, hvor vi så film (hans) eller lyttede til hans musik. Jeg må have været lige omkring skolealderen, da han besluttede, at jeg var for gammel til at se tegnefilm. Så vi så actionfilm, science fiction, etc. Midt 90'erne da Scream-filmene gjorde alle teenage-drenge gyserfans, så jeg en gyserfilm for første gang. Jeg var 8 år og der var ingen dyne at gemme sig under. 
Dog havde vi én fælles interesse: Radiserne. Min bror har altid anset mig som værende den ondskabsfulde og direkte Trine. Nogle gange den skole- og matematikhadende Nina. Gad vide hvem min bror ville være... Tomas måske? I så fald ville suttekluden være symbol på manglende evne og mod til at klippe navlestrengen og træffe egne valg. Der kom Trine lige op i mig.
I en dokumentar om søskenderoller har jeg hørt, at den førstfødte ofte vælger en karrierevej, der lægger op ad forældrenes, ikke tager sabbatår og er den "pæne, ordentlige". Derimod er den yngste mere flyvsk, kreativ, tager op til flere sabbatår, kan finde på at droppe uddannelsen for lige at smutte udenlands, så også undertegnede er helt efter bogen ;)
Alligevel kunne jeg alligevel godt have undt min bror hans drømmeuddannelse, en større omgangskreds og at han fik prøvet nogle ting (og i navnet af kantismen havde modet til at tænke selv).
Min bror betragter os som ujævnbyrdige qua hans storebror-titel. Det virker lidt åndssvagt, når man snart er 30... (og i øvrigt er blevet gift og fået børn før ham). Og det er i hvert fald én af de ting, jeg gerne ville gøre op med, hvis vi skal have en relation igen.
En af de andre ting, jeg har det svært med, er værdisættet, selvom jeg ved, at det ikke bliver anderledes. Vi er født i en familie med stærke patriarkalske og boglige værdier, som min bror har overtaget og er måske endda blevet mere ekstrem. Han mener i bund og grund, at mennesker ikke er lige meget værd. Helt alvorligt, at:

  • Mænd er mere værd end kvinder
  • At en matematisk/økonomisk uddannelse er mere værd end en sproglig/humanistisk. (Ranglisten er 1) handelshøjskolen/matematiske fag på uni, 2) humaniora, 3) håndværkere)
  • At er man sportslig eller religiøs, kan man ikke være godt begavet

For 4-5 år siden blev jeg uvenner med vores forældre. Det kan siges så enkelt som, at trykket gik af kedlen. Som konsekvens heraf skar min bror hånden af mig. Jeg nåede et punkt, hvor jeg ikke kunne holde til mere tortur fra vores far. Han krænkede mig (og i øvrigt også andre, heriblandt min bror) fysisk, psykisk, han bagtalte mig, han fik mig til at føle mig som ingenting, han kørte psykisk terror, nedgjorde mig, hver eneste lille strejf af lykke blev latterliggjort og vendt til noget dårligt. Da jeg boede hjemme tog han mig på balderne, prøvede at kigge ind ad vinduet, hvis jeg ikke havde tøj på, lugtede til mine underbukser, gav mig sherifstjerne (tager fat i brystvorten og vrider hele vejen rundt), hvis han var blevet gal på mig. Jeg tror kun, at jeg udholdt det så længe, som jeg gjorde, fordi ingen troede, at han med sin semi-terminale sygdom ville leve til jeg var 20. Men årene gik, jeg kom i 20'erne og begyndte at gøre mig tanker om familieforøgelse. Så kom tanken: Jeg ville aldrig lade mine forældre passe vores barn. Jeg ville aldrig turde lade mit barn være alene med min far eller udsætte barnet for min fars tortur.
Så kom tanken: Hvorfor skulle jeg så udsætte mig selv for det?
Og så var den beslutning taget, selvom den ikke var nem. Første gang jeg forsøgte at forklare det til min mor, troede hun, at jeg var gravid. Da jeg ikke var det, så mente hun, at jeg havde forkert virkelighedsopfattelse og tingene bare havde været for sjov og at jeg fik det til at lyde som incest. Det endte med, at hun fortalte min bror (og alle deres venner), at jeg var psykisk syg. 
Noget i mig kunne ikke være mere ligeglad. Noget blev krænket. Vrede, frustration, tårer. Nogle gange vandt det ene, nogle gange det andet. 

Min mor ønsker sådan, at hendes to unger har kontakt. Jeg vil ikke gøre det for hendes skyld, men prøver at lytte til mit hjerte. Desværre tænker mit hoved, at det nej, som mit hjerte føler, må være forkert. Skrev lidt med min bror i sommer og han sagde, at han var klar til at tilgive mig mine beskyldninger om incest og den skam jeg havde bragt over familien. 
Jeg sagde ligeud, at hvis han gled ind og ud af mit liv afhængig af, hvor godt mit forhold til min far var, så var jeg ikke interesseret, da det ville betyde, at jeg skulle finde mig i hvad som helst fra min fars side bare for at kunne se min bror. Herefter skrev han en meget formel mail til mig med navn og nummer på en psykolog.
Det kan godt være, det bare er mig, men hvis du ville have en relation til en, ville du så ikke være sød ved vedkommende? 
I hele korrespondancen talte han virkelig grimt til mig - fra start til slut. Familie eller ej, så ønsker jeg ingen relation til én, som ikke er sød ved mig. Længere er den ikke, siger mit hjerte.  

Lokkeduen

Kontrastfarver

Hej dagbog,

Så er det første maleri i min nye serie næsten færdigt.

Undervejs i processen (hmm er det ikke dobbelkonfekt?) har der været nogle udfordringer. Det startede med en idé. Eller to idéer, som bliver til ét maleri. Sådan er mange af mine malerier faktisk: Todelt. Præget af to genrer, emner, motiver eller farvevalg. Men den dominerende idé til denne samling kom i forbindelse med, at jeg engang så et afsnit af MTV Cribs. Jeg kan ikke huske, hvis hus MTV var på besøg i eller 100% hvordan maleriet så ud, men det fascinerede mig. 
Man kan sikkert ikke se, at mit maleri skulle være inspireret af det værk, som jeg hverken kender kunstneren bag eller har et foto af, men sådan forholder det sig nogle gange med inspiration. Sommetider dækker "inspiration" over en tro kopi, andre gange kan det være svært at se, hvordan 1 skulle være inspiration til 2.
Men som med idéer som med tanker: Den ene afføder den anden og hurtigt havde jeg nok "stof" til at lave en serie.

Dette, det første maleri, var jeg meget motiveret for at lave, fordi det var det pæneste i mit hoved :) Lidt inde i processen blev jeg dog usikker. Mensch, det var svært og tog tid. Oprindeligt ville jeg have sat prisen til 1000 kr., men med det antal timer jeg har lagt i det, skal prisen så ikke op? Hmm. Nej. Burde jeg være mindre perfektionistisk, så det var hurtigere færdigt? Nej. Vil gerne være stolt af mine værker.

Jeg kan godt lide at male ved at tage én farve ad gangen. Så jeg begyndte med den sorte farve - sikkert stik mod alle "regler" (men hvor skulle jeg kende dem fra?) - og da alt det, som skulle være sort, var farvelagt, tænkte jeg: "Guuuuud, hvor bliver det mørkt!" og "Ej, det skulle det jo slet ikke". Mange gange har jeg tvivlet. Tusind gange har jeg spurgt min mand: "Er det her noget, du ville købe, hvis du så det i et galleri?" og som altid har han svaret "Ja, det kunne jeg godt finde på". 

Det slog mig, nu hvor det næsten er færdigt, at jeg har brugt kontrastfarverne gul og lilla i maleriet, hvilket er en sjældenhed for mig. Ikke mindst fordi jeg aldrig helt har forstået begrebet. Jeg ved godt, hvilke farve-par, der er kontrastfarver og jeg kender udmærket farvecirklen. Men jeg synes alligevel, at det er ulogisk. Hvis man tager et klassisk par som rød og grøn, så synes jeg, at farverne "skriger" lige meget (eller lige højt, om man vil) og er lige klare i farverne. Hvad angår sort og hvid, er det begge ekstremer i fht. en farveskala - bare hver sin ende. Så for mig er kontrastfarven til rød mere noget afdæmpet, fx beige eller grå, og jeg ser dem i højere grad som modsætninger. 
Kontrastfarvebegrebet undrer mig næsten ligeså meget, som at man næsten aldrig ser malerier med vintermotiv. Sommeren dominerer klart, ikk? Men det varer vel begge kun 3 mdr? Hvorfor er sommer så mere "neutralt" i et landskab?

Nå, den diskussion kan vi tage en anden gang (eller nu?). 

Dette billede (som i øvrigt skal have en titel) er meget i tøsefarve-enden af paletten: lilla, rosa, gul, men også rav, mørkebrun og sort. Gad vide om jeg kan sælge det. Jeg håber *love*

Lokkeduen

Aktiv dødshjælp

Kære dagbog

Det siges, at julen oprindeligt er De Dødes Fest og at man i gamle dage satte mad frem til de døde for at tage sig godt af dem. Koblingen mellem julen og den gode gerning lever stadig, fx giver mange gerne lidt ekstra til den hjemløse i julemåneden, mens dødstemaet synes at være skrumpet ind til granlæggelse på gravstedet. De døde skal jo ikke fryse...
I år 2016 blev julen igen forbundet med døden med tabet af George Michael. Hos mig har dødstemaet også indfundet sig i julemåneden, men på en anden måde. Dette handler om aktiv dødshjælp og to forskellige situationer, hvor jeg har haft to forskellige holdninger til emnet.

Situation 1
I starten af december satte jeg mig for at besøge min morfars søster, som for nyligt er endt på plejehjem. Spontant sprang jeg på cyklen (og kom ud på en knap 20 km lang cykeltur pga. manglende stedssans... anyway). Hun havde absolut ingen anelse om, hvem jeg var og kunne ikke høre, hvad jeg sagde, uagtet artikulationens kraft. Min svigerfar har samme problem og siger, det er, fordi min stemme er så lys. Det kan der være noget om.
”Bedste” lod dog til at nyde selskabet og jeg trillede en tur med hende i kørestolen i hendes nye boligomgivelser. Så det gik op og ned ad den lille gang med lavt til loftet og nænsom belysning af de let flimrende neonrør. Efter en times tid forsøgte jeg at tage afsked. Men det var ikke sådan at få formidlet, når damen ikke kan høre - og hver gang jeg stoppede kørestolen, sagde hun: ”Skal vi ikke køre?” Og så gik det op og ned ad gangen igen. Til sidst kørte jeg hente i fællesstuen, hvor hun blev fanget af noget i fjernsynet og så smuttede jeg ud.

Nogle dage efter var familien samlet til hendes fødselsdag. Hun kunne ikke være med i samtalerne (pga. hørelsen) og sad bare og kørte sin kaffekop frem og tilbage over bordet. Pludselig smilede hun og udbrød: ”Er det min fødselsdag?”. Vi nikkede alle sammen, hun smilede og faldt så i staver/trancetilstand igen.
Da jeg tog afsked som den sidste, sagde hun med en på én gang sagte og skinger stemme: ”Tag mig meeeed…”. Hun kan ikke lide at være der :/. Det skar i mit hjerte.
I det hele taget har jeg lidt svært ved at forstå hele plejehjemssituationen. Hvorfor man skal anbringes væk fra hjemmet, de dårlige forhold, osv.

Jeg fortalte om min oplevelse til min svigermor, da jeg har et meget tæt forhold til min svigerfamilie. Hun mente, at det var i sådanne tilfælde, man burde have aktiv dødshjælp. 
Men hvem er vi til at vurdere andres liv som værende værdigt eller uværdigt? Helt klart imod aktiv dødshjælp.

Situation 2
Juleaften skulle manden og jeg hjem til mine forældre. De, som følger med i min blog, vil vide, at jeg ikke har haft kontakt til min familie i flere år og at vi i år er begyndt at have lidt kontakt. Selvom nogle ting har ændret sig, er kontakten langt fra en dans på roser. Kroppen reagerer stadig, som den altid har gjort, når jeg skal se familien: Jeg bliver ked af det, frustreret, vil ikke ud af døren, mine ben vil ikke rykke sig, min krop faker feber, hele kroppen reagerer meget voldsomt og det eneste, jeg har lyst til, er at aflyse. Og mens vi så er der, sidder jeg og venter på, hvornår svineren fra min far kommer.
Juleaftensdag prøvede jeg at berolige mig selv med, at min far ifølge min mor jo er blevet en ny mand: Ikke frustreret og han evner igen at tage et par skridt.
Større løgn skal man lede længe efter og jeg var så naiv at tro på det.

Juleaften forløb okay. Ved min og mandens ankomst, fik min fars handikaphjælper fri til at fejre jul med egen familie. Det overraskede mig meget, at mine forældre bare én gang i livet var i stand til at sætte andre først og egne behov til side. Min fars sygdom er på et stadig, man ikke kender til, fordi han er den, som har haft sygdommen længst. Han er svær at føre en samtale med, men han morede sig over Disney.
En af følgerne er desværre, at han ikke kan styre sin blære. I min gymnasietid var der ingen hjælpere. Jeg kunne ikke have en veninde eller kæreste med hjem fra skole, fordi jeg aldrig vidste, hvad der ventede mig. Havde min far tisset i bukserne? På gulvet? Var han faldet og lå et sted i huset? En milepæl var da han for ca. 10 år siden fik en slags kateter. Desværre ryger det ind imellem af, især fordi han godt kan lide at pille sig i skridtet – også foran sine unger og når der er børn til stede (!). Det skete også under julemiddagen. Mens han tissede. 
Min mor prøvede at hjælpe min far og han fik et voldsomt raserianfald. Som en lille pige gemte jeg mig i den anden ende af huset, mens jeg hørte min mor skrige: ”X, la’ vær’!”, ”La’ vær’, X!” Skrigene sendte mig tilbage til barndommen, hvor jeg også altid gemte mig, når min far bankede min mor. Der blev ringet efter en hjælper.
Løgnen om min fars ”forbedrede” tilstand blev afsløret under denne episode, hvor han med lift blev hejst op i stående stilling. M.a.o.: Han kan ikke rejse sig fra kørestolen. Ergo kan han heller ikke tage et par skridt. Og nej, sygdommen varierer ikke, sådan at han er bedre gående nogle dage og andre dage dårligere. Hjælperen kom og fik også et møgfald uden lige. Det værste er ikke, at der er tis over det hele. Det er de voldelige raserianfald og overfusninger. Hvis jeg havde brug for hjælp, ville jeg da aldrig starte med at overfuse ham/hende, der skulle hjælpe mig (af frygt for at de ville gå). Men sådan er min far ikke. Han ved, at de ikke har samvittigheden til at gå.

Daddy kom i bad, fik rent tøj på, nyt ”kateter” og der kom ro over aftenen. Han faldt i søvn, vi andre spiste dessert. Han vågnede og vi pakkede gaver op. Han har ikke selv kunnet åbne gaver i mange år. Sygdommen sidder ikke kun i benene, men også i armene (og øjnene, spisesmusklen, etc). Nyt var, at han ikke rigtig vidste, hvad han havde fået. Vi havde købt en flaske alkohol og gavekort til noget musik. Da han fik forklaret, hvad det var, blev han dog glad. Netop var gaveoppakningen overstået, da han fik et nyt raserianfald. Skulle på toilettet. Det var meget tydeligt, at det ikke kun er blæren, han har svært ved at styre nu. Det var en overraskelse, for han går ikke med ble og jeg har aldrig hørt om, at sygdommen giver problemer med nr. 2 (men som sagt er han den, der har levet med sygdommen længst, så man ved ikke, hvordan den udvikler sig i hans stadie). Vi kørte kort efter.

Siden har tanken om aktiv dødshjælp strejfet mig. Min far er en forfængelig mand (mere end jeg er) og stadig så mentalt klar, at det er frygteligt ydmygende for ham at tisse i bukserne. Kender jeg ham ret, vil han pga. problemer med at kontrollere "nr 1 og nr 2" begynde at melde afbud til komsammener. For hvordan skal man lige hoppe i særindrettet handikap-bad hjemme hos andre? Og hvor ydmygende er det ikke? Personligt ville jeg da blive nervøs for, om jeg nu kom til at tisse i bukserne ude, hvis jeg var i hans situation. Fange i eget hjem. Hjemmet er et fængsel. Hvad er det for et liv? Aktiv dødshjælp? Helt klart for.

Summa summarum
Min far har i mange år sagt, at han ikke ønsker noget livsforlængende (dog uden at få det nedfældet). Men er alt ikke livsforlængende? Blodtryksnedsættende medicin, vaccinationer, overvågning under måltider, så han ikke fejlsynker, osv.? Kunne han mon finde på at bede mig som det modigste familiemedlem gøre en ende på det? Ville jeg kunne? Straffen er i værste fald mord. Kort og godt: Nej.
1) Jeg vil ikke være væk fra min mand.
2) Jeg vil ikke i fængsel /straffes.
3) Og jeg vil ikke slå min far ihjel.
Hvis han virkelig ville dø, kunne han jo enten lade være at tage alle de piller - eller tømme et helt glas. Og her kommer vi til min konklusion. 
Så længe man selv er i stand til at sluge et glas panodiler, er aktiv dødshjælp fra undertegnede uddebatteret. Når jeg hører om selvmordsklinikker, tænker jeg altid: Hvorfor ikke bare sluge et glas piller, hvis man kan? I stedet for selvmordsklinikker, skulle vi så ikke genindføre panondil-glas i håndkøb?
Men hvorfor er jeg for aktiv dødshjælp ved min far og ikke ved "Bedste"? Fordi jeg ikke kan lide min far og godt kan lide "Bedste"? Jeg kunne heller ikke lide min klasselærer i folkeskolen, men jeg ville da aldrig overveje at slå ham ihjel. Er det, fordi jeg regner "Bedste" for at være mere lykkelig end min far, fordi han er så aggressiv? Eller er det mere synd for min far end for "Bedste"? Skyldes det min spådom om, at min fars hjem snart bliver hans fængsel? Men er det ikke også tilfældet med plejehjem?