Intetheden

Blog Intetheden

Indlæg: 96    Kommentarer: 59    Se mere fra Blog Intetheden

Om denne blog

Indlæg i denne blog

Intetheden

Døden

Hvis der er noget, som jeg er så forbandet bange for, så er det døden. Jeg frygter især det at døden på en eller anden måde kommer nær mig, og nu er det sket og jeg har det mærkeligt indeni. For blot en uge siden sad B og jeg og snakkede sammen, og for lidt over en måned siden sad B, min kæreste og jeg og drak øl sammen, min kæreste og B jokede endda med hinanden og snakkede om fortiden.

Jeg kendte ikke B så godt, men B formåede alligevel at give et indblik af hvilken person B var. Varm, følsom, humoristisk, kærlig, elskværdig. Og elskværdig, det var B. Tilbage sidder jeg med følelsen af at det er helt forkert. B skulle ikke herfra nu, B var alt for ung. Hvor hårdt det så end også lyder, så er jeg glad for jeg ikke kendte B bedre end jeg gjorde, for det gør så forbandet ondt at miste. Det gør også ondt nu, men på en mere overkommelig måde, hvis man kan sige det sådan. Tanken om B ikke længere er i live, dét kan jeg ikke lide - dét lyder for mærkeligt, men jeg tror det er lige så meget fordi jeg også sørger på min kærestes vegne, at jeg har det så underligt med det hele. Han og B kendte hinanden godt. Ligeså var der en helt håndfuld andre personer, som optræder i mit liv, som også kendte B. Det er så forfærdeligt hårdt, når et andet menneske går bort, men det er nærmest endnu hårdere, når personen var alt for ung til at tage herfra.

Jeg sidder egentligt lidt tilbage med de der "hvorfor-var-der-ikke-nogle-der-gjorde-noget-" - tankerne. Hmm. Døden er svær at forholde sig til. Selvom den er en realitet for os alle, så er den svær og forholde sig til og kan desværre også i nogle tilfælde ses som direkte uretfærdig, og det synes jeg bestemt det var i dette tilfælde. Det var slet ikke B's tur.

Intetheden

Jeg lever i mit hoved

Jeg bruger enorme kræfter og enormt meget energi på at tænke. Sådan har det altid været - jeg har altid tænkt mere end jeg talte - men det sidste lange stykke tid har jeg haft perioder, hvor jeg har tænkt mere end andre. Jeg er nu inde i en periode, hvor jeg synes tingene er vildt svære at overkomme, fordi det jeg gerne vil ikke kommer overens med det jeg kan. Det skal forstås på den måde, at jeg gerne vil have et arbejde, men at jeg ikke kan få et arbejde, fordi det er så angst provokerende for mig. Man kan sige at det vel et eller andet sted er mig selv, som sætter barrierne, fordi jeg netop siger "det kan jeg ikke", men samtidig er det bare blevet bevist gang på gang at selvom jeg ikke er nervøs optil og egentligt føler mig cool ved situationen, så panikker jeg så snart jeg skal til at afleverer den forbandede ansøgning og ikke ét af de steder, hvor jeg faktisk har afleveret min ansøgning har kontaktet mig. Det ved jeg godt kan ske - angst eller ej - men hold kæft hvor er det irriterende, fordi det tager så meget af min energi. Først og fremmest så skriver jeg ansøgningen om 180 gange, så går jeg forbi stedet jeg skal aflevere et par gange også, så skal ansøgningen afleveres og tankerne kommer... "husk hvad du skal sige, husk hvad du skal sige, husk hvad du skal sige" ... "træk vejret... hvorfor banker mit hjerte så hurtigt? er det normalt? ... tænk klart, det hele er okay, tænk klart... husk hvad du skal sige ... folk kigger på mig, hvorfor gør de det? lugter jeg? er mit tøj grimt? ... stop med at ryste på hænderne... husk hvad du skal sige, husk hvad du skal sige... fuck, nu kommer hun..  SMIL... du smilede falsk, hun så det... opfør dig normalt, ikk panik... please sig hun ikke spørger mig om noget"  Det er stensikkert hver gang. Sidste gang jeg afleverede en ansøgning rystede jeg så meget på mine hænder at jeg ikke kunne give den til hende i hånden, men i stedet måtte ligge den på disken til hende og jeg kunne mærke hvordan jeg var ved at græde og halsen snørede sig sammen. Hun spurgte mig om mine erfaringer og jeg løøøb ud af døren igen mens kunder gloede åndssvagt. Jeg kunne ikke gøre det. Den eneste grund til jeg overhovedet havde arbejde der hvor jeg arbejde før var fordi det var min gamle nabo, som havde butikken. Jeg startede der allerede ret tidligt, også selvom jeg faktisk ikke rigtig måtte arbejde der, så det skete allerede inden min angst brød ud. Den har jeg efterhånden haft i 4 år, men fik den jo først diagnosticeret i midten af 2016 ca.

Jeg var jo også startet til psykolog igen og det gik rigtig godt, men pludseligt kunne jeg ikke få mig skubbet selv afsted igen, fordi der skete ting i min hverdag, som jeg følte jeg skulle have styr på inden jeg skulle snakke med hende igen. Pludseligt var der altså bare gået 2, næsten 3 uger siden jeg sidst snakkede med hende og her for en uge siden så jeg hun havde kontaktet mig over mail, hvor hun spurgte ind til hvordan jeg havde det, fordi hun huskede jeg før havde nævnt for hende, at jeg havde en tendens til at "stikke af" og ind i mit hoved, når tingene blev for svære at overkomme, eller tingene som jeg åbnede op omkring kom for tæt på. Jeg ville have haft svaret hende, men selv dét blev angstprovokerende for mig, fordi jeg straks begyndte at tænke hvad hun min ville tænke om mig, hvis jeg bare var helt ærlig, men igen det ville kræve et længere svar. Jeg er ikke god til korte svar, så jeg lod hendes mail ligge, men tænker hele tiden på det.

Så længe jeg holder mig beskæftiget, så har jeg det godt, men ligeså snart jeg sidder stille, så har jeg det af helvedes til. Inderstinde, så vil jeg rigtig gerne afsted igen og jeg vil rigtig snakke med hende, men det er blevet så angstprovokerende for mig, fordi jeg ikke har været der så længe. Jeg ved godt det nok er normalt folk pludseligt forsvinder, og så kommer tilbage, men jeg er alligeel bange for hvad hun tænker om mig. De forbandede lorte "stemmer" inde i mit hoved vil aldrig holde kæft og det ødelægger alt for mig. Jeg kan ikke overhøre dem, fordi de snakker i munden på hinanden og så holder jeg mig væk i stedet, for så tier stemmerne stille. Jeg lader som regel altid angsten vinde. De tilfælde hvor jeg går i mod den har jeg det mildest talt af helvedes til og jeg er så forbandet træt og nedkørt bagefter.

Lige for tiden lever jeg mest i mit hoved. Jeg er meget stille for tiden. Mine tanker kører konstant rundt og hende tiden bliver jeg mindet om alle de ting, som jeg ikke får gjort, fordi jeg lader min angst og mine tanker stå i vejen for hvad jeg i virkeligheden gerne vil, fordi det et eller andet sted er nemmest sådan. For selvom det gør ondt, at sidde stille og påmindelserne også tager på mig og min selvtillid, så har jeg det bedre sådan, end når jeg går i mod min angst. For ikke nok med at jeg har lyst til at flygte og føler jeg skal dø når jeg går i mod den, stemmerne og tankerne går også fuldstændig amok. Stemmere ikke lige så høje, når jeg "bare" lader tingene stå til.

Intetheden

Underlig bytur!

Der skete nogle meget underlige ting i byen, og fordi jeg ligger og tænker på det, så skriver jeg det ned, så kan jeg forhåbentlig sover efterfølgende, da jeg i forvejen er under strengt søvnmangel. Mit hoved har haft mærkelige tanker og har ikke kunne slippe dem, det kan jeg stadig ikke.

Jeg var i byen med min veninde, hendes fyr og deres fælles ven. Det var egentligt ret hyggeligt, men fordi jeg havde sat mig for at tage tidligt hjem, så havde jeg på daværende tidspunkt valgt ikke at drikke. Min veninde og jeg går op og ryger, og i det samme vi går derop, så vælter der ind på baren en rigtig, rigtig fuld og ubehagelig fyr, som nærmest ikke kan stå på benene uden at svaje kraftigt. Han er provokerende, skubber til folk og danser op af pigerne.

(det skal lige siges, at alt det her foregår på en smøgs-tid)

Han havde forinden stået og danset op af en pige, gramset på hende på trods af hun gjorde sit for at slippe af med ham. Han går først, da en fyr træder ind og siger han skal gå væk. Han går så forbi mig, om bag mig og nærmest maser sig op af mig, tager mig på røven og holder rundt om mig med den ene hånd. Jeg vender mig med det samme rundt, siger han skal gå væk, fordi jeg ikke er interesseret. Det forstod han desværre ikke meget af, da han blot griner af det, indtil en af hans venner, som kalder på ham ved navn stopper han. Min veninde og jeg snakker så videre efter han har sat sig ned, og hun trækker mig tættere på hende, fordi han gør nogle bevægelser med hænderne mod min bagdel og sådan nogle ting. Jeg ignorerer ham og går tættere på hende. Det jeg så ikke ser er at han i mellem tiden rejser sig op og griber med armen rundt om halsen på mig, som jeg forsøger at komme ud af, men han holder fast med et hårdt greb og forsøger at rive mig ned over ham i en sofa, hvor efter jeg så banker min arm ind i et hjørne, så nu har jeg en yndig hudafskrabning, som fylder lidt af min underarm.

Jeg får viklet mig fri og undlader at sige noget til ham, kigger dog i stedet noget irriteret på ham. Jeg stiller mig i stedet ved siden af min veninde og vi står ved siden af en af de der træstubbe, som er beregnet til at spille søm og der er derfor hængt fast en hammer, som er beregnet til spillet. Jeg står nu ved siden af min veninde med front mod ham, men kigger ikke på ham, indtil han igen rejser sig op og begynder at gå rundt om mig, jeg følger med ham rundt, så jeg hele tiden har øjenkontakt med ham. Han sidder sig ned igen, og jeg kigger først på ham igen, da han nærmest flyver op og griber den hammer der og begynder at fægte rundt med den, hvorefter han målbevidst forsøger at smadre den mod min veninde og jeg. Det gør han flere gange, selvom vi rykker os længere væk. Der er ingen der i det her tilfælde griber ind, indtil jeg får vinket til bartænderen, som dog alligevel havde et øje herop, som får fat i vagten. Derefter var der ro på. Hele episoden var ikke særligt rar og især fordi han var så fuld som han var og tydeligvist var ligeglad og utilregnelig.

Omkring 01.45 henter jeg så mine ting og er parat til at gå. Jeg går ned mod banegården, hvor jeg har fået min mor til at hente mig (skal være hos mine forældre i et par dage, fordi jeg ikke kan overskue at være alene lige pt.) og allerede da jeg er gået omkring et par venter væk fra baren, så kan jeg bare fornemme der er en der går næsten helt op i hælene på mig, så jeg stopper op og endnu en underlig type går bag mig. Han går videre og fortsætter sin gang, og jeg fortsætter også min. Han vender sig hele tiden rundt og stopper halvt op og kigger på mig. Da jeg så skal dreje forbi i hjørne, vidste jeg bare han stod på den anden side og det gjorde han også. Han siger til mig "hvor skal du hen?" jeg svarer ham ikke og han følger efter mig og siger "hvorfor går du alene, tør du godt det?" Jeg svarer ham denne gang og siger at jeg har et lift der holder på banegården, som nu er synlig. Han følger efter mig hele vejen, helt ned til banegården og næsten helt med ned til bilen. Først da jeg stiger ind, så går han væk i rask tempo. Det var ret mærkeligt.