Intetheden

Blog Intetheden

Indlæg: 92    Kommentarer: 54    Se mere fra Blog Intetheden

Om denne blog

Indlæg i denne blog

Intetheden

Irriteret

Kl er 03.15 og jeg har endnu ikke lukket et øje. Min kæreste er i byen, hvilket er med til at holde mig vågen og så har jeg den der åndssvage arm, som går så ubeskriveligt ondt pga. den byld, som gerne skulle sidde og hygge sig et sted inde i min forbandede armhule. Skal spise tre penicillin piller om dagen og tage panodiler for at dulme smerterne, men er sgu ikke så meget for det med at blande piller - generelt er jeg ikke glad for piller. Har dog alligevel lige taget to panodiler, for nu blev smerterne altså for store.

Anyways - min kæreste er i byen sammen med hans klasse, eller hvad man kan kalde det. Han er på skole i forbindelse med hans uddannelse. De har været i gang siden kl 14.00, eller han har i hvertfald, og da jeg snakkede i telefon med ham kl kl 22 lød han allerede totalt vissen, og jeg spurgte ham om han ikke snart skulle hjem, men de var jo lige på værtshus jo og jeg svarede bare "jaja" eller "Hm" husker ikke. Jeg tænker der nok ikke går længe før han tager hjem, men nu er klokken så bare snart halv fire og han bliver ved sammen med de andre. Fair nok han hygger sig, men urgh hvor kan jeg mærke der er noget indeni mig, som absolut ikke er fan af det. Vi har skrevet frem og tilbage siden kl 01 med pauser på 10 minutter til næsten 1 times mellemrum, og hver besked har jeg svaret at jeg synes han skulle tage hjem. Dels fordi ham og jeg skal være sammen i morgen, dels fordi vi skal passe hans niece og dels fordi jeg har fødselsdag lørdag OG dels fordi han snart er færdig med uddannelsen også skal de afsted igen + svendegilderne. Forhelvede hvor kan jeg mærke jeg faktisk er sur?? puha.

Først siger han amen senest kl 5 og nu amen senest kl 07 inegaøogjpe greaø det kan mit hoved ikk lige kaperer. Så ja, nu har jeg skrevet "jaja, vi ses i morgen" uden noget bare koldt, eller hvordan man kan beskrive det. Han sender stadig smileyer og skriver skat osv, jeg har droppet det, for det gider jeg ærligtalt ikke. Er ret indebrændt. Jaloux måske, eller det ved jeg ikke engang om man kan kalde det - bare irriteret på ham tror jeg nærmere.

Intetheden

Kan slappe af igen

Der gik en smule panik i mig igår, da jeg mærkede en knude under min ene armhule. Om natten var den så vokset, og havde udviklet sig til et stort hævet, rødt og meget ømt område. Fik en akut tid hos lægen, som så heldigvis kunne konstaterer at det "bare" var en byld og derved skulle jeg altså have penicilin. Heldigvis for mig også, så ligger bylden så dybt, at lægen ikke ville skære i mig, så det var rart. Nu har jeg til gengæld bare voldsomt ondt (mere end før) fordi han med sine irriterende hænder skulle prikke og mærke. Hold kæft hvor gjorde det ondt. Nu bliver det spændende og se om jeg får noget søvn i nat.

Intetheden

Tanker

Klokken er 05.30 og jeg har efterhånden været vågen i en halvanden time. Jeg har en masse tanker. Jeg er frygteligt angst lige nu, fordi jeg opdagede noget, som nu har gjort mig bange. Smerter har jeg også en del af. Har ikke kunne ligge ordentligt, og derefter haft problemer med at sove hele natten. Jeg er vågnet af flere omgange, men kl 04 gav jeg altså op, fordi det dunker og gør ondt. Det mærkeligste var dog at i det jeg tager fat i min telefon, for at se hvad klokken er, så får jeg en besked fra min kæreste om, at han var faldet i søvn og derfor ikke nåede at få mig svaret, men at han nu ville gå over i sengen, og så håbede han jeg sov godt og trygt. Jeg skrev blot til ham at jeg tilfældigvis faktisk slet ikke sov, og med det samme spurgte han mig hvorfor. Han bliver altid så bekymret for mig, når/hvis jeg ligger vågen om natten, for han ved godt hvordan mine tanker og uro i kroppen kan holde mig vågen en helt nat.

Jeg har ikk så meget andet at sige end at jeg højst sandsynligt kommer med en opdatering senere, med mindre min frygt er kommet til virkelighed, så er det ikke sikkert jeg er i stand til det. Kryds fingre for mig og håb på den opdagelse jeg har gjort mig er harmløs.

Intetheden

For forskellige trods vores ligheder?

Vi havde vores første... Jeg ved ikke hvad man kan kalde det, for vi hverken skændes eller diskuterede. Vi græd og vi græd meget. Vi græd sammen, hver for sig og for hinanden. Vi var begge bange, han bange for jeg forlod ham og jeg bange for at han forlod mig. Han sagde bla. til mig direkte "du må finde ud af hvad du vil" og jeg husker hvordan jeg med det samme havde sagt "jamen jeg vil jo dig". Det hele var den aften bare noget rod. Vi var begge fuldstændig sammenbrudte, nærmest ødelagte, fordi vi begge var bange. Jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på det, fordi jeg husker hans ord den aften og jeg huske mine ord. Jeg er kun blevet endnu mere bange for fremtiden nu, og jeg var ikke sikker på fremtiden før, men følte alligevel jeg havde nået at gå efter. Nu har jeg ingenting. Jeg er stadig bange for han forlader mig. Så har jeg mindre end ingenting, så er der kún mørket tilbage.

Han fortalte mig, mens vi sad på en bar, at han ikke længere vidste om han overhovedet ønskede børn, han havde endda snakket med sin søster om det tidligere på dagen, mens jeg var på toilet. Han fortalte mig hvilke positive ting der var ved ikke at få børn, og med det samme slog det klik i mit hoved. Tankerne kom farende "det er hans vaner der taler" "han er bange for at han blive en dårlig far" "hvad kommer det til at betyde for os - skal vi ikke længere være sammen?" "han tror nok det er fordi, hans venner ikke længere vil ham, hvis han får børn - vælger han vennerne frem for vores fremtid?". Jeg troede ærligt det hele faldt fra hinanden lige der. Jeg troede inderligt det var enden på vores fremtid, fordi jeg ønsker børn noget så inderligt og det troede jeg også han gjorde for det har vi talt om så mange gange, men ud af det blå fortæller han mig, at han ikke længere ved det og det ødelagde mig. Jeg var knust. Jeg troede virkeligt, virkeligt det var enden på det hele lige der, at vi alligevel var for forskellige. Men det er der jo så også noget der tyder på vi alligevel er, eftersom jeg jo netop ønsker børn i fremtiden og han ikke ved om han gør. Hvad hvis jeg når, at blive klar til det før ham, og han måske om 3 år finder ud af at han alligevel ikke vil have børn, så har jeg spildt 3½ år sammen med ham, i troen om vi skulle opbygge en familie sammen..

Han så hvor ked af det jeg blev og jeg fik det så underligt indeni, at jeg ikke engang kunne kigge på ham eller lade ham kysse mig. Bare det han rørte mig fik det hele til at vende sig indeni mig. Jeg var ikke engang sur på ham, ikke det mindste jeg kunne bare ikke have det. Jeg var så knust lige der, fuldstændig. Han spurgte mig hele tiden, om jeg var okay og det eneste jeg kunne svare var bare, at jeg ikke havde lyst til at snakke mere om det, om vi ikke bare kunne snakke om noget andet. Han prøvede inderligt og virkeligt at nå indtil mig, men det kunne han ikke og jeg kunne se hvor meget det gik ham på at han på en eller anden måde havde ramt mig mere end han troede, for jeg kunne ikke skjule at jeg var ked af det. Han siger pludseligt at han vil hjem, men at jeg kan gøre hvad jeg vil, hvor jeg så går med ham. Han spørger mig hvorfor jeg reagere sådan her, at vi bliver nødt til at snakke om det, hvilket jeg i starten slet ikke har lyst til, fordi vi begge i hvertfald har en lille promille og mere havde lyst til at snakke om det, når vi blev ædru og han insisterede på vi skulle snakke om det nu, for han kunne ikke bare lade som om alt var godt, når han kunne se på mig at alt var præcist det modsatte. Så vi snakkede om det, og på en eller anden måde vendte det sig til hans forbrug af stoffer og hash og dets påvirkning på mig, fordi jeg troede nemlig det var en af grundende til, at han ikke ville have børn. Fordi han så følte sig forpligtet til at trække sig lidt mere væk fra drengene og de vante omgivelser også begyndte det ellers....

"Du vidste hvad du gik indtil! Jeg fortalte dig fra dag ét hvordan jeg er, hvordan min fortid har været og alligevel - alligevel ender det ud i det her". Jeg husker især den sætning SÅ tydeligt, for ja. Han havde ret. Jeg vidste præcist hvad jeg gik indtil og jeg troede jeg havde det okay med det, så jeg fortalte ham hvordan det påvirkede mig. Jeg fortalte ham om de søvnløse nætter, jeg fortalte ham hvor meget skidt jeg havde det, når han var sammen med drengene og jeg ikke var med, jeg fortalte ham om min bekymring for ham, fordi jeg er bange for stoffer, fordi jeg kender til dets virkning. Jeg kender det ikke på egen krop, men har været så tæt på det, som man kan blive, nu når man er barn af en stofmisbruger og har været i adskillige forhold, som har haft trukket en så dybt ned, at man ligefrem selv blev involveret i det. Folk råbte efter mig på gaden og i nattelivet, fordi de vidste hvem min kæreste var og han var dealer og selv dybt afhængig. Jeg får det stadig skidt, når jeg ser ham, fordi jeg kan se han ryger længere og længere ned. Jeg ser ham nede under broen hvor stofmisbrugerne hænger ud, jeg ser ham ved jernbanen hvor de også hænger ud. Jeg fortalte alle mine tanker omkring det og han knækkede sammen. Han vidste slet ikke det påvirkede mig så meget og han spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde været mere ærlig omkring det og igen var jeg ærlig - igen var jeg fucking ærlig. Jeg sagde præcis denne sætning til ham "vil du vide hvorfor jeg ikke har sagt noget, hvorfor jeg altid bare har smilet og ladet, som ingenting? Fordi jeg elsker dig, og fordi jeg prøver, virkeligt noget så inderligt prøver, at accepterer den du er og det i drenge har sammen. Jeg prøver at accepterer det med hele mit hjerte, men det kan jeg ikke, fordi jeg er bange. Mest af alt prøver jeg fordi jeg er bange for, at det ville betyde du ville gå fra mig". Nogle af de sætninger og ting vi fik sagt til hinanden det sidder, som lim klisteret til min hjerne. Jeg kan ikke få dem ud.

Jeg husker også han efter hans mange forsøg, forsøgte at få mig til at give ham et kram og han blev ved med at spørge mig, om jeg ikke nok ville give ham et kram og aldrig nogensinde har jeg set ham så oprevet. Han ville bare have det kram, han havde virkeligt brug for det, for at få bekræftet jeg stadig var hans. Jeg gav ham krammet og vi stod længe og bare holdte om hinanden og græd på hinandens skuldre. Han følte sig virkeligt forkert, det kunne jeg mærke på ham. Han sagde flere gange til mig, at han slet ikke vidste det gjorde så ondt på mig og på et tidspunkt spurgte han mig også om, hvad jeg ville have han skulle gøre, for han ville gøre alt for mig, hvor jeg så knækkede sammen, fordi det vidste jeg godt han ikke ville kunne, hvor jeg så sagde lige ud, at så skulle han stoppe med alt. "den var straks værre" sagde han så. Han endte med at stå og vælte borde der stod ude foran mcd, smadre en flaske ned i jorden og vælte skilte, men jeg gik videre. "Det er noget rigtig lort det her, er du godt klar over det? Det er noget rigtig lort..."  Han fortalte mig også at han på det halve år vi har været sammen, har været på stoffer 4 gange og det kom bagpå mig... Men jeg tror ikke på det.

Det hele var bare så overdrevet og samtidig var vi begge hunderæd og kede af det, fordi vi begge troede det her var enden på vores forhold. Vi snakkede om det til langt ude på natten, til ingen af os havde flere tårer at give ud af.

 

 

Intetheden

Tænke tænke

Jeg tænker ofte på fremtiden. Jeg er spændt på hvad der kommer til at ske, og hvor min valg i livet fører mig hen, men jeg er også nervøs. Jeg er nervøs for at de så småt opbyggede drømme pludseligt ændre sig, og jeg så pludseligt står alene og uden kurs endnu engang. Jeg håber altid på det bedste, men frygter til gengæld altid det værste og det er desværre også ofte frygten, som får den største betydning i forhold til mit syn på fremtiden på trods af jeg er spændt.

Jeg er dog mest af alt bange for, at trods min fyr og jegs mange ligheder at den forskellighed, som vi faktisk har, viser sig at være for stor en mundfuld for os. Han har et ønske om nogle ting, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville kunne stå inden for, fordi jeg ønsker noget stabilt og trygt. Jeg ønsker ikke at skulle gå og bekymre mig for om hvorvidt der er sket ham noget, eller hvad han laver, det vil være ulideligt for mig. Nervøs for ham vil jeg nok altid være, fordi jeg holder så meget af ham, men min nervøsitet ville være langt mindre, hvis jeg vidste han var blevet helt clean og derved ikke gjorde dette i sine frirum. Selvfølgeligt skal han have lov til at have disse frirum, fordi jeg ved hvor vigtige de er for ham, så han lige kan få lov til at være sig selv og puste ud.

Må dog indrømme, at selvom jeg ved de er vigtige for ham, så er det ikke altid jeg ønsker at gå fra ham og tage hjem igen, fordi jeg godt ved hvad han laver jo. Jeg får det så skidt med det, fordi jeg føler lidt jeg bliver valgt fra. At han vælger noget så unødvendigt og så ødelæggende frem for mig, hans kæreste.

Tænk hvis vi skal have børn en dag? Det snakker vi tit om, at vi skal have engang i fremtiden, men tænk nu hvis det bare ikke kan lade sig gøre - tænkt hvis jeg bliver nødt til at gå fra ham? Jeg vil ikke have at faren til mit fremtidige barn, eller fremtidige børn, skal rende i tide og utide og gøre sådanne ting, for så at komme hjem og være totalt basket. Nej, sådan noget skal mine børn ikke opleve. Det er nok jeg selv har oplevet min far og tidligere kærester været sådan.

Jeg husker særligt engang hvor min mor og jeg havde været ude og købe gummistøvler til mig. Vi mødte min far nede og gågaden og de begyndte at skændes. Om aftenen var han stadig ikke kommet hjem, og da han kom hjem var han både det ene og det andet, men det forstod jeg ikke noget af dengang. Jeg ville bare så gerne vise ham mine gummistøvler, men hvor min mor så siger noget lignende, at far han er dum lige nu og at han ikke forstår så meget, så jeg skulle bare lade ham være og så kunne jeg vise dem til ham i morgen. Det sidder stadig i mig. Tilsidst blev det bare til en normalitet at han forsvandt i tide og utide, fordi han fandt nogle ting vigtigere end familien, for så at komme hjem og være brændt af og utilregnelig, alt efter hvad han havde indtaget.

Årh hvor jeg håber han og jeg finder på en løsning til den tid.. Jeg tænker på det hver eneste dag, men jeg ved ikke hvornår det er det rette tidspunkt at tage snakken med ham, eller hvordan man lige kommet ind på emnet. Hver gang jeg har åbnet lidt op for det, forsvarer han sig med "jamen du vidste hvad du gik ind til" og det er også rigtig nok. Jeg vidste det på forhånd, men puha altså... Jeg synes godt nok det er begyndt at fylde mere og mere, fordi jeg tænker så meget på fremtiden med ham. Indtil videre har alt jo været godt! Jeg har absolut ingenting at brokke mig over, for jeg har det mildest talt, som blommen i et æg. Jeg har aldrig været udsat for så meget kærlighed og omsorg, som jeg modtager i hans nærvær. Men der er jo altid en bagside af guldmedaljen - ikke?

Intetheden

Stikken i brystet

Jeg har en tendens til at overdrive i øjeblikket, hvorefter jeg efter kort tid bliver lidt "når ja, jeg overreagerede nok..." og i stedet får dårlig samvittighed, men denne gang sidder jalousien i mig, som en stikken i brystet og jeg kan ikke få det til at gå væk. Jeg forsøger at berolige mig med tanken om, at det jo ikke betyder noget, at det er ganske uskyldigt og der menes jo ikke noget med det og det fungerede også et kort øjeblik, indtil det gik op for mig, at det kun involverer dém og ikke andre. Min kæreste og hende. Alene. Jeg ved ikke... Det kan godt være det er mig, som har en lidt forskruet tanke gang og har en direkte ejerskabstankegang, når det kommer til min kæreste, men det er inderligt sådan jeg faktisk har det inden i. Jeg har ikke forbudt ham noget, og han spurgte mig også pænt om det var i orden, eller om jeg ville med, men vil bare heller ikke virke, som den der høg af en kæreste, så jeg sagde til ham, at det måtte han gerne hvortil han svarede "jamen det tænke jeg jo nok du ville svare" ... okaaaay så - hvortil jeg så følte jeg blev NØDT TIL  at fortælle ham jeg havde det lidt underligt med det, men at det nok bare var mig, så han kunne nu engang bare gøre, hvad han følte for. For det var tydeligt han havde sagt ja, han skulle bare lige have bekræftigelsen fra mig af. Føler mig kraftedme som en eller anden boss på trods af jeg aldrig har forbudt ham noget.

Ja, nu sidder jeg så allerede og tænker det nok bare ér mig der er lidt fjollet og lidt for jaloux og hvad der nu ellers er at sige - jeg har tendensen til at overdramatiserer mine tanker og hele situationen, altså jeg gør det hele meget værre end det egentligt er. Men det er bare, hvorfor lige morgenmad og hvorfor dem alene? Hun har en kæreste og det har han også, det bare sådan lidt - ja, det er sgu nok bare min overdramatiserede tankegang der spiller mig et pus.

Fuck det. Havde bare lige brug for at få det ud, for var rent faktisk bange for at få et møgfald, ikke nødvendigvis på ham, men bare generelt.

Intetheden

E-cigaret

Åha, efter at have røget så småt siden jeg var omkring de 12-13 unge år, har jeg fået smidt mine cigaretter og fået fat i en e-cigaret. Det betyder altså at jeg (indtil videre) på tre dage har røget ½ cigaret. Det vil jeg mene er ret godt gået, haha. Umiddelbart passer det mig helt fint, at ryge på e'en, fordi jeg faktisk kun behøver de der 3-4 sug får jeg føler mig "mæt", meeen må dog indrømme jeg mangler min morgen- og aftensmad cigaret, eftersom det var dem, som jeg nød aller mest. I forvejen var jeg egentligt ikke det, som jeg vil definere, som en storryger. Jeg røg måske en pakke cigaretter på 2-3 dage og nogle gange mere, alt efter om jeg havde en røgfri dag eller kun fik røget én. Dog må jeg indrømme at der nogle dage sagtens kunne ryges mere end én pakke, hvis jeg f.eks. har været i byen eller til fest.

Det var faktisk min kærestes idé, altså det med e'en. Det var ganske tilfældigt egentligt. Vi har selvfølgeligt snakket lidt om rygning, og jeg prikket lidt til ham omkring hans forbrug af cigaretter, eftersom jeg synes han røg meget og det derfor gjorde det svære for mig også at lade være med det. Men så søgte han pludseligt en aften efter e-cigaretter på nettet, og tre dage efter var de klar til afhentning, bum. Jeg er ret spændt på hvor længe han kan holde det, og om det faktisk lykkedes for ham, eller for den sagsskyld lykkedes for mig, men umiddelbart føler jeg, som sagt ikke rigtig at jeg har træng efter en cigaret udover om morgenen og efter aftensmaden.

Det er måske også for tidligt allerede at kalde det for en succes, men indtil videre har jeg kun positive ting og sige om den og jeg satser på at holde ved den.

 

Intetheden

5 måneder

Tænk engang.. Jeg har været sammen med min kæreste i 5 måneder i dag. Det lyder måske ikke, som alverdens, og det er det vel egentligt i virkeligheden heller ikke, men jeg er bare så glad og stolt over de 5 måneder der er gået sammen med ham. Jeg har ikke bare ændret mig, men han har også ændret sig samtidig med, at min families syn på mig, som selvstændig og mere ansvarlig også har ændret sig. Der er sket SÅ meget godt på de måneder - der er selvfølgeligt også sket nogle ting, som jeg ville ønske måske kunne have været anderledes, men det har jeg en forhåbning om, at kunne redde.

For 9 måneder siden begyndte ham og jeg sådan rigtigt at snakke sammen igen. Det var natten til d. 3 oktober, og siden har vi snakket sammen hvér dag. Selvom vi går så meget op og ned af hinanden, så har der endnu ikke været et eneste skænderi og heller ikke noget, som man endnu har kunne kalde for en diskussion. Der har været nogle små ting, som vi har grinet lidt af samtidig med vi har diskuteret, og jeg har også været sur på ham et par gange, men vi har altid snakket ordenligt til hinanden og ja, vi har som skrevet aldrig skændes eller diskuteret seriøst. Jeg har skrevet det så mange gange, og det vil jeg blive ved med, så længe det er sandt; jeg slapper mere af i hans selskab end jeg nogensinde har gjort i nogens selskab. Jeg elsker ham så ufatteligt højt, at jeg knap nok kan beskrive den følelse, som han giver mig i kroppen bare ved dét at han kigger på mig og den følelse jeg får når han på lang afstand råber "hej skat!" den er så rar. På normalvis bliver jeg flov, hvis jeg f.eks. går på gågaden og nogle pludseligt råber mit navn op, men fordi det er ham og lige præcis ham, så bliver jeg i stedet fyldt med en følelse, som udelukkende kan og skal beskrives, som glad og stolt, for hvor er jeg dog heldig. Tænk jeg har en fyr, hvis stolthed over at have mig, om sin kæreste, ligefrem skinner så meget igennem at det kan mærkes og tænk engang jeg er så heldig, hvor ligestillingen og kærligheden mellem os er gengældt.

Selvfølgeligt burde ligestilling og kærlighed være gengældt i et hvert forhold, men som nogle ved, og som man også har kunne læse på mine efterhånden mange indlæg (de fleste er dog slettede) så ved man også, at det dog på trods af det ikke altid har været det mest prioriterede i mine daværende forhold.

Jeg er så glad for endeligt have fundet noget steady igen og jeg er så glad for jeg er i et velfungerende, sundt forhold. Jeg har selvfølgeligt været usikker - jeg har været usikker af helvedes til, men som tiden går, så har jeg jo netop fundet ud af at hey, han vil mig rent faktisk gerne og han prioriterer mig, han elsker mig og han beviser det overfor mig, det passer rent faktisk det han siger til mig, og med tiden har jeg jo bare åbnet mere og mere op overfor ham og tilliden er kún blevet stærkere. Det ville være løgn, hvis jeg sagde jeg stadig ikke kunne opleve den stikkende usikkerhed og en snært af jalousi, for det gør jeg, men jeg forsøger at holde det nede og bare puste ud og så tage den derfra i stedet for at gå i fuldstændig panik, som jeg ville have gjort førhen.

Med alt det her kæresteri, så er der nogle andre ting, som er gået ned af bakke. Min højt elskede barndomsveninde, min aller bedsteveninde, havde fra start det lidt anstrengt med ham grundet hans fortid og grundet hans interesse for lidt for meget fest og farver og det, som desværre end i mellem hører med i hans omgangskreds. Det har skubbet os lidt fra hinanden, og grundet det har jeg prioriteret min kæreste lidt mere end jeg egentligt burde i stedet for at arbejde på min venindes og mit forhold, samt hendes forståelse og syn på min kæreste. For ja, han har en barsk fortid og ja han har fandme lavet meget lort, men han har ændret sig. Før i tiden sås vi nærmest hverdag, nu går der alt for længe i mellem på trods af vi bor gå afstand fra hinanden. Det gør noget så ondt på mig, og jeg har et ønske om at lave om på det, for jeg savner hende fandme!

Intetheden

Tilfældigt møde

Jeg stødte på min (knap så rare) eks kæreste i dag, endnu engang stødte jeg på ham nede ved banken, som jeg også gjorde sidste gang. Denne gang sagde han dog ikke noget til mig, han kiggede bare på mig og ignorerede mig så, så jeg forsøgte også at ignorere ham, men det var så svært, eftersom tanken om ham stadig kan give mig myrekryb. Tænk én som engang betød så meget for én kan gå hen, og give en kvalme bare hans navn nævnes. Det er utroligt hvordan tingene pludseligt kan ændre sig helt vildt meget på så kort tid, til trods for at man troede man kendte den anden person bedre end sin egen bukselomme.

Der skete egentligt ikke så meget mere end det - heldigvis! Men det der kom bagpå mig var det pludseligt stikkende ubehag, som jeg ellers troede jeg havde fået lagt så langt tilbage, pludseligt dukkede sådan op. Det var garanteret pga. det uventede syn og det at han var så tæt på mig igen, som gjorde det hele lidt mærkeligt og ubehageligt, men der skete trods alt ikke noget og han vadede lige forbi mig uden så meget, som at trække en mine. Jeg ved ikke rigtigt om jeg havde en forventning om, at noget ville ske, men min krop reagerede, som den ville gøre, hvis jeg vidste eller havde på fornemmelsen, at der ville ske noget grimt.

Jeg kunne stå og glo ham direkte ind i nakken, hvis det var det jeg havde lyst til, eftersom der kun stod én i mellem os, og jeg gjorde det også til at starte med, da det hele som sagt bar virkede så underligt. Jeg havde ikke set ham i hvad, så mange måneder at jeg ikke længere har styr på det, og pludseligt står han mere eller mindre foran mig igen i banken.

Jeg fortalte også min kæreste det hele da jeg kom hjem tiltrods for, at der som sagt ikke skete noget, men jeg følte bare jeg blev nødt til at sige det til ham. Han er heldigvis god til at lytte og har efterhånden også lagt ører til meget lort, eftersom jeg virkeligt har talt med ham om alt (næsten). Han sagde ikke så meget til det, men hvad skulle han også sige. Det er heller ikke det der er det vigtige, det vigtige var bare, at han i det heltaget gad at høre på det, eftersom jeg ikke bare fortalte om mødet med ham nede i banken, men også begyndte at bable ud omkring fortiden med ham, som han i forvejen har lidt kendskab til, men har endnu ikke fortalt alt, hvilket jeg heller ikke ved om jeg gør. Kan ikke se hvorfor det skulle være en nødvendighed.

Intetheden

Student

Jeg klarede den!

Jeg har de sidste fire dage kunne kalde mig student, og aldrig har jeg følt mig mere lettet. Jeg opnåede et næsten tilfredsstillende snit, hvilket er overraskende, eftersom jeg sidste år bestod én ud af de 3 eksamener jeg var oppe i, hvor jeg derimod i år bestod dem alle - jeg er stadig mundlam. Det er helt utroligt hvor træt jeg nu føler mig - det vil sige nu var jeg på studenterkørsel i går, så trætheden den er naturlig nok, men ellers har jeg siden min sidste eksamen været fuldstændig bombet og har kunne sove hele tide. Lige efter min sidste eksamen skulle vi ned og spise på en restaurant sammen med mine forældre, søster og kæreste. Køreturen varede ca. 20 minutter jeg faldt i søvn i bilen ligeså hurtigt, som man kunne nå at knipse.

Jeg har ikke tal på hvor mange lykønskninger jeg har fået. Selv min klasse, som ellers aldrig har været til noget, som helst, har af en eller anden grund været meget fokuserede på mig og jeg har fået SÅ meget ros og opmuntrende bemærkninger, og det kommer virkeligt bagpå mig.

Det var egentligt bare lige en kort opdatering. Er simpelthen så smadret efter den køretur i går. Vi startede ud kl 09 om morgenen og sluttede kl 20.00, hvor jeg så festede videre til kl 22, hvor min kæreste så heldigvis var så sød at komme og hente mig.

Intetheden

Så beæret

Jeg har efterhånden kun gode ting, at sige om livet og det er så overvældende, at jeg sommetider, som en aften som i dag, bryder ud i gråd, fordi livet pludseligt har fået en så uforståelig stor betydning for mig. Det er noget, som jeg aldrig har prøvet før. Jeg har altid gerne villet livet, men aldrig har jeg villet det så meget, som jeg vil det nu. Der sker kún fremskridt på alle fronter og jeg er så beæret over det! Jeg troede dybt og inderligt at jeg var dybt til nedture, hvilket selvfølgeligt har været med til at bringe flere triste end glade stunder, når nu det er den indstilling jeg har haft til livet, men som jeg har skrevet så mange gange før, så har fyren simpelthen gjort mig så meget godt! Jeg forstår slet ikke at man kan være så god af sig, som han er. For nogle er de ting han gør og hans væremåde måske ganske almindeligt pli, men for mig er det en overvældende godhed, som jeg stadig har svært ved at accepterer.

Der var en kort periode, hvor han havde utroligt svært ved at holde aftale grundet han har haft taget stoffer eller drukket for meget, men efter jeg virkeligt satte mig ned og fik snakket med ham om det, og ikke mindst fortalte ham om hvordan jeg har det med stoffer(som jeg dog i forvejen havde gjort), men også fortalte ham om mine forhold og min egen opvækst, så var det lidt, som om at der skete et eller andet, for han var selv inderlig og noget så ærlig efterfølgende. Godt nok var han også ærlig før, for det har han været helt fra dag 1, men han fortalte mig at han havde brug for hjælp og han fortalte mig at han havde brug for min støtte, fordi han godt kunne mærke han var på vej ned i hullet igen, et sted han ikke ønskede at komme igen, fordi han ikke ville vælge stoffer og druk frem for mig. Så jeg har siden vores samtale fungeret som støtte for ham, rost ham og fortalt hvor stolt jeg er af ham, at han kan holde sig fra det. Jeg ved han stadig ryger hash og det har jeg det helt fint med, så længe han ikke ryger det, når vi er sammen eller når vi skal til at være sammen, fordi jeg vil hverken kunne lugte det på ham eller se ham påvirket. Så er jeg ligeglad med hvilken virkning det har på folk - jeg vil bare ikke være en del af det. Derudover ved jeg godt, at han nok godt kunne finde på at tage stoffer igen, men så længe det sker så sjældent, som det gør, så kan jeg accepterer det. Jeg acceptere han tager sine såkaldte "herreture" med drengene, fordi det sker så sjældent. Det er over en måned siden han sidst rørte noget, som helst.

Hans familie, min svigerfamilie, har også bare tager så vanvittigt godt imod mig og hans mor roste mig til skyerne her for lidt siden. Det var lige før jeg blev angst, fordi hun roste mig så meget og er der noget, som jeg virkeligt bare ikke kan tage imod, så er det ros og da slet ikke i så store mængder. Jeg måtte flere gange vende hovedet, fordi jeg blev så forlegen og slet ikke kunne holde det ud og jeg forsøgte ellers virkeligt at sidde og kigge hende i øjne og bare være "ej tak" men jeg kunne ikke engang sige tak, fordi puha - synes fra det var mere ubehageligt end det var rart. Så det blev til MEGET forlegne smil og grin, og så var jeg hundred ildrød i ansigtet. Hun fortalte mig hvordan hun fra dag ét havde syntes om mig og tænkt at jeg ikke kunne bringe andet end godt med mig, og det mente hun bestemt stadig. Hun fortalte mig hvor smuk jeg var, hvorefter hans søster havde afbrudt og sagt at jeg skulle til at få mig noget mere selvtillid, så jeg kunne se hvor smuk jeg var og så sad de ellers og snakkede til hinanden om mig, hvor jeg var der og jeg forsøgte at vende det døve øre til, for ja... Som sagt så fungerer mig og ros bare ikke sammen, fordi jeg bliver så forlegen og mest af alt har lyst til at kravle ned under bordet og holde mig for ørerne. De er så søde alle sammen, især overfor mig, for jeg føler også jeg kan være mig selv overfor dem. Jeg har ikke følelsen af, at skulle leve op til noget eller opføre mig på en bestemt måde, jeg kan bare være mig.

Min fyr og jeg får det også bare bedre og bedre sammen. Her forleden dag lå vi om natten og snakkede fremtid sammen. Umiddelbart snakkede vi om, at skulle have børn indenfor de næste 5 år, også snakkede vi om navne og om at flytte sammen engang til næste år alt efter hvordan og hvorledes. Har har altid gerne villet havde børn inden har fyldte 30 og jeg inden jeg fyldte 25, så på det punkt passer det fuldstændigt sammen, eftersom der er 5 år i mellem os. Vi snakker generelt en del fremtid sammen. Han er så sød, når han omtaler os som "vi" - "det skal vi have" og når jeg kommer op i lejligheden er det altid "velkommen hjem" og det gør mig så tryg.

Det har været nogle overvældende gode uger på det seneste. Der er sket så meget godt, og jeg er så beæret. Jeg har fået så meget som menneske, mentalt og materielt. Han giver mig kun mere og mere kærlighed og jeg bliver konstant forkælet, og hans familie tager godt imod mig og min familie elsker ham, det kunne ikke blive bedre. Tænk vi startede med at snakke sammen igen for 8 måneder siden og siden da, har vi nu indledt et 4 måneders forhold. Ikke noget alverdens, men det er stort for mig, fordi der fortsat kun er lykke og ren kærlighed.

Intetheden

Lidt af det hele

Alt går godt for tiden. Det har det for det meste gjort siden jeg begyndte at snakke med min fyr. Det er utroligt, hvordan et andet mennesket, så pludseligt kan vende op og ned på ens humør bare ved at dukke op og være sig selv. Hele hans væsen, personlighed og væremåde har bare gjort mig langt mere tryg. Ikke bare ved ham, men også ved mig selv. Jeg kan slappe af i hans selskab, og fordi jeg kan det, så slapper jeg også af, når der er andre til stede, blot fordi han er der, og fordi jeg stoler så meget på ham, som jeg gør - men det er ikke kun, når der er andre til stede, for som skrevet, så kan jeg langt bedre også slappe af i mig selv, hvilket betyder jeg lader min personlighed skinne helt igennem. Det er ret utrolig, eftersom jeg plejer at forme mig efter hvordan jeg tror de vil have jeg skal være og hvordan jeg skal opføre mig.

Jeg er gået fra og være et omvandrende nervevrag der kunne knække sammen, hvert sekund det skulle være til at være langt mere selvsikker end jeg nogensinde har været. Jeg oplever stadig angstprovokerende situationer, som hvis vi f.eks. skal op til hans kammerat, og han så måske ikke lige har fortalt mig, at der altså også sidder yderligere tre andre personer deroppe. Jeg er dog blevet langt bedre til at kontrollere det og ellers ved han godt, at hvis jeg opfører mig lidt anspændt, så er det derfor og jeg simpelthen bare lige skal have min ro, eller have noget luft eller sådan et eller andet - og det acceptere han. Han siger ikke noget til det, hvis jeg pludseligt går bare lige et kvarter eller andet, han acceptere det og stiller ikke spørgsmålstegn ved det.

Flere lærer har derudover også rost min indsats i skolen, noget jeg ikke har oplevet siden min nedtur sidste år, så det er virkeligt også bare et kæmpe skulderklap, som jeg for engangsskyld med glæde tager imod, fordi jeg virkeligt også kan mærke, hvordan jeg ligesom er begyndt at komme op i gear! Det er et super godt tidspunkt, eftersom mine aller sidste eksamener ligger lige om hjørnet sammen med min studenterhue. Det eneste, som kan gå galt nu, det er bare at klappen går ned og jeg derfor ikke får præsteret nok hverken i læseperioden eller til eksamenerne, MEN jeg skal have bestilt tid hos lægen, så jeg forhåbentligt kunne få disse betablokkere, som jeg har hørt skulle være til kæmpe hjælp for andre, som lider af præsentationsangst/eksamensangst, eftersom det vidst nok dæmper nerverne og gør at der kommer ro i kroppen. Det ville være en kæææmpe hjælp for mig, eftersom jeg altid er lige ved at besvime og kaste op til mine eksamener samtidig med jeg græder fuldstændigt overdrevet ganske enkelt fordi det er det værste jeg ved. Men jaja - jeg må tage det, som det kommer og så håber jeg lidt på at få en studiegruppe i hus, woop woop - endnu en fordel fra mit vedkommende, hvis det sker.

Anyways! Jeg vender lige tilbage til fyren engang; vi har haft snakket en del omkring det med, at han end i mellem og måske endda desværre lidt for ofte, bevæger sig ud i nogle baner, som jeg ikke er særligt meget fan af - jeg er faktisk decideret antifan af lige præcis dét, og det ved han godt. Derfor er jeg også glad for, at han ikke bare lukker i, som en østers, men rent faktisk er villig til at tage snakken med mig. Jeg nåede faktisk ikke engang at tage fat i ham, da jeg havde besluttet mig for at snakke med ham om det endnu engang, det var ham der tog fat i mig, hvor han så tager fat i noget, som jeg sagde på et tidspunkt. Han roste mig nemlig til fest, hvor han sagde, at han var glad for jeg var så large omkring det, hvor jeg svarede, at jeg da i hvertfald forsøgte at være det og så ville han gerne vide hvad jeg egentligt mente med det, eftersom vi aldrig fik snakket om det.

Jeg fortalte ham så hvordan jeg har det, når jeg ved han er sammen med drengene, at jeg er bange for, at de tager noget, eftersom jeg er utroligt bange for det går galt en dag. Dertil svarede han så, at jeg slet ikke skulle være nervøs, fordi han havde styr på hvad han lavede. Der blev jeg egentligt lidt irriteret og sagde noget i retning af, at uanset hvor erfaren han så følte sig på den område, så kunne han aldrig bide sig sikker på, at det ikke ville gå galt på et tidspunkt. Han havde lidt svært ved at se det fra min side af, eftersom det mere eller mindre altid har være en del af ham, hvor grotesk det så end lyder, men til gengæld sagde han også, at han slet ikke tager noget så ofte længere, eftersom han ved hvordan jeg har det med det og de gange hvor det er sket, har han har gevaldigt meget skyldfølelse. Hvilket jeg med garanti ved er sandt, eftersom han viser det meget tydeligt. Vi skal 100 have snakket mere om det, det ved han selv, for vi er slet ikke komme til bunds i det.

Der er til gengæld heller ikke nogle der siger, at man skal komme til bunds i det på én dag, men bare det, at vi i det mindste har fået snakket lidt om det, det lettede mit hjerte en del.