Bukly

Alene ... Igen. Mor og Far er til møde. Lille-søs er i ungdomsklubben. Og endnu engang er jeg efterladt hjemme .. alene.. sat til at passe hunden. Normalt elsker jeg at være alene hjemme. Men med de humørsvingninger jeg har i jeblikket, er det ikke det jeg elsker mest.. Jeg føler mig ensom, fortabt og forladt.. Plat ikk, men sådan er det. Jeg ville lave lektier, men jeg kan ikke få mig selv til at slukke for fjernsynet når jeg nu endelig har stuen for mig selv. + at jeg ikke har nogen for til resten af ugen (endnu). Og så virker det hele bare meningsløst. For bare en halvtime siden, stod tårene - igen - ud af øjnene på mig. Det gød de meget for tiden... Jeg har mange ord, der bare snurrer rundt i hovedet på mig. Sætninger , meninger med livet, ordsprog og andet. Men jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Jeg kan ikke engang få det ned på papir. Jeg kan skrive med min veninde hele dagen, og stadig føle mig ensom. Det er somom hun ikke når helt ind til mig. Jeg havde engang en veninde der gjorde det.. Jeg savner hende. Vi snakker ikke sammen mere. Men ville nske vi gjorde. Eller nej. Jeg ved det ikke. Hun var ikke så sød tilsidst... Men jeg savner hende. Jeg villle ønske jeg lå på hospitalet. Ja ja.. Ikke noget man skal ønske sig bla, bla, bla. Men så fik man måske noget opmærsomhed.. Lige nu føler jeg mig som En puslespilsbrik, der hører til i et andet puslespil end der hvor den ligger. ... Flere tårer. . Våde bogstaver... What to do.?! Jeg er bange. . Bange for, hvad alle andre kan finde på at gøre. Jeg ved det lyder mærkeligt. Og jeg forstår det heller ikke helt selv.

AAARRRGGGHHH!! !