Intetheden

Blog Intetheden

Indlæg: 92    Kommentarer: 54    Se mere fra Blog Intetheden

Tænke tænke

149 visninger

Jeg tænker ofte på fremtiden. Jeg er spændt på hvad der kommer til at ske, og hvor min valg i livet fører mig hen, men jeg er også nervøs. Jeg er nervøs for at de så småt opbyggede drømme pludseligt ændre sig, og jeg så pludseligt står alene og uden kurs endnu engang. Jeg håber altid på det bedste, men frygter til gengæld altid det værste og det er desværre også ofte frygten, som får den største betydning i forhold til mit syn på fremtiden på trods af jeg er spændt.

Jeg er dog mest af alt bange for, at trods min fyr og jegs mange ligheder at den forskellighed, som vi faktisk har, viser sig at være for stor en mundfuld for os. Han har et ønske om nogle ting, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville kunne stå inden for, fordi jeg ønsker noget stabilt og trygt. Jeg ønsker ikke at skulle gå og bekymre mig for om hvorvidt der er sket ham noget, eller hvad han laver, det vil være ulideligt for mig. Nervøs for ham vil jeg nok altid være, fordi jeg holder så meget af ham, men min nervøsitet ville være langt mindre, hvis jeg vidste han var blevet helt clean og derved ikke gjorde dette i sine frirum. Selvfølgeligt skal han have lov til at have disse frirum, fordi jeg ved hvor vigtige de er for ham, så han lige kan få lov til at være sig selv og puste ud.

Må dog indrømme, at selvom jeg ved de er vigtige for ham, så er det ikke altid jeg ønsker at gå fra ham og tage hjem igen, fordi jeg godt ved hvad han laver jo. Jeg får det så skidt med det, fordi jeg føler lidt jeg bliver valgt fra. At han vælger noget så unødvendigt og så ødelæggende frem for mig, hans kæreste.

Tænk hvis vi skal have børn en dag? Det snakker vi tit om, at vi skal have engang i fremtiden, men tænk nu hvis det bare ikke kan lade sig gøre - tænkt hvis jeg bliver nødt til at gå fra ham? Jeg vil ikke have at faren til mit fremtidige barn, eller fremtidige børn, skal rende i tide og utide og gøre sådanne ting, for så at komme hjem og være totalt basket. Nej, sådan noget skal mine børn ikke opleve. Det er nok jeg selv har oplevet min far og tidligere kærester været sådan.

Jeg husker særligt engang hvor min mor og jeg havde været ude og købe gummistøvler til mig. Vi mødte min far nede og gågaden og de begyndte at skændes. Om aftenen var han stadig ikke kommet hjem, og da han kom hjem var han både det ene og det andet, men det forstod jeg ikke noget af dengang. Jeg ville bare så gerne vise ham mine gummistøvler, men hvor min mor så siger noget lignende, at far han er dum lige nu og at han ikke forstår så meget, så jeg skulle bare lade ham være og så kunne jeg vise dem til ham i morgen. Det sidder stadig i mig. Tilsidst blev det bare til en normalitet at han forsvandt i tide og utide, fordi han fandt nogle ting vigtigere end familien, for så at komme hjem og være brændt af og utilregnelig, alt efter hvad han havde indtaget.

Årh hvor jeg håber han og jeg finder på en løsning til den tid.. Jeg tænker på det hver eneste dag, men jeg ved ikke hvornår det er det rette tidspunkt at tage snakken med ham, eller hvordan man lige kommet ind på emnet. Hver gang jeg har åbnet lidt op for det, forsvarer han sig med "jamen du vidste hvad du gik ind til" og det er også rigtig nok. Jeg vidste det på forhånd, men puha altså... Jeg synes godt nok det er begyndt at fylde mere og mere, fordi jeg tænker så meget på fremtiden med ham. Indtil videre har alt jo været godt! Jeg har absolut ingenting at brokke mig over, for jeg har det mildest talt, som blommen i et æg. Jeg har aldrig været udsat for så meget kærlighed og omsorg, som jeg modtager i hans nærvær. Men der er jo altid en bagside af guldmedaljen - ikke?




0 Kommentarer


Der er ingen kommentarer at vise

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu