Intetheden

Blog Intetheden

Indlæg: 92    Kommentarer: 54    Se mere fra Blog Intetheden

For forskellige trods vores ligheder?

163 visninger

Vi havde vores første... Jeg ved ikke hvad man kan kalde det, for vi hverken skændes eller diskuterede. Vi græd og vi græd meget. Vi græd sammen, hver for sig og for hinanden. Vi var begge bange, han bange for jeg forlod ham og jeg bange for at han forlod mig. Han sagde bla. til mig direkte "du må finde ud af hvad du vil" og jeg husker hvordan jeg med det samme havde sagt "jamen jeg vil jo dig". Det hele var den aften bare noget rod. Vi var begge fuldstændig sammenbrudte, nærmest ødelagte, fordi vi begge var bange. Jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på det, fordi jeg husker hans ord den aften og jeg huske mine ord. Jeg er kun blevet endnu mere bange for fremtiden nu, og jeg var ikke sikker på fremtiden før, men følte alligevel jeg havde nået at gå efter. Nu har jeg ingenting. Jeg er stadig bange for han forlader mig. Så har jeg mindre end ingenting, så er der kún mørket tilbage.

Han fortalte mig, mens vi sad på en bar, at han ikke længere vidste om han overhovedet ønskede børn, han havde endda snakket med sin søster om det tidligere på dagen, mens jeg var på toilet. Han fortalte mig hvilke positive ting der var ved ikke at få børn, og med det samme slog det klik i mit hoved. Tankerne kom farende "det er hans vaner der taler" "han er bange for at han blive en dårlig far" "hvad kommer det til at betyde for os - skal vi ikke længere være sammen?" "han tror nok det er fordi, hans venner ikke længere vil ham, hvis han får børn - vælger han vennerne frem for vores fremtid?". Jeg troede ærligt det hele faldt fra hinanden lige der. Jeg troede inderligt det var enden på vores fremtid, fordi jeg ønsker børn noget så inderligt og det troede jeg også han gjorde for det har vi talt om så mange gange, men ud af det blå fortæller han mig, at han ikke længere ved det og det ødelagde mig. Jeg var knust. Jeg troede virkeligt, virkeligt det var enden på det hele lige der, at vi alligevel var for forskellige. Men det er der jo så også noget der tyder på vi alligevel er, eftersom jeg jo netop ønsker børn i fremtiden og han ikke ved om han gør. Hvad hvis jeg når, at blive klar til det før ham, og han måske om 3 år finder ud af at han alligevel ikke vil have børn, så har jeg spildt 3½ år sammen med ham, i troen om vi skulle opbygge en familie sammen..

Han så hvor ked af det jeg blev og jeg fik det så underligt indeni, at jeg ikke engang kunne kigge på ham eller lade ham kysse mig. Bare det han rørte mig fik det hele til at vende sig indeni mig. Jeg var ikke engang sur på ham, ikke det mindste jeg kunne bare ikke have det. Jeg var så knust lige der, fuldstændig. Han spurgte mig hele tiden, om jeg var okay og det eneste jeg kunne svare var bare, at jeg ikke havde lyst til at snakke mere om det, om vi ikke bare kunne snakke om noget andet. Han prøvede inderligt og virkeligt at nå indtil mig, men det kunne han ikke og jeg kunne se hvor meget det gik ham på at han på en eller anden måde havde ramt mig mere end han troede, for jeg kunne ikke skjule at jeg var ked af det. Han siger pludseligt at han vil hjem, men at jeg kan gøre hvad jeg vil, hvor jeg så går med ham. Han spørger mig hvorfor jeg reagere sådan her, at vi bliver nødt til at snakke om det, hvilket jeg i starten slet ikke har lyst til, fordi vi begge i hvertfald har en lille promille og mere havde lyst til at snakke om det, når vi blev ædru og han insisterede på vi skulle snakke om det nu, for han kunne ikke bare lade som om alt var godt, når han kunne se på mig at alt var præcist det modsatte. Så vi snakkede om det, og på en eller anden måde vendte det sig til hans forbrug af stoffer og hash og dets påvirkning på mig, fordi jeg troede nemlig det var en af grundende til, at han ikke ville have børn. Fordi han så følte sig forpligtet til at trække sig lidt mere væk fra drengene og de vante omgivelser også begyndte det ellers....

"Du vidste hvad du gik indtil! Jeg fortalte dig fra dag ét hvordan jeg er, hvordan min fortid har været og alligevel - alligevel ender det ud i det her". Jeg husker især den sætning SÅ tydeligt, for ja. Han havde ret. Jeg vidste præcist hvad jeg gik indtil og jeg troede jeg havde det okay med det, så jeg fortalte ham hvordan det påvirkede mig. Jeg fortalte ham om de søvnløse nætter, jeg fortalte ham hvor meget skidt jeg havde det, når han var sammen med drengene og jeg ikke var med, jeg fortalte ham om min bekymring for ham, fordi jeg er bange for stoffer, fordi jeg kender til dets virkning. Jeg kender det ikke på egen krop, men har været så tæt på det, som man kan blive, nu når man er barn af en stofmisbruger og har været i adskillige forhold, som har haft trukket en så dybt ned, at man ligefrem selv blev involveret i det. Folk råbte efter mig på gaden og i nattelivet, fordi de vidste hvem min kæreste var og han var dealer og selv dybt afhængig. Jeg får det stadig skidt, når jeg ser ham, fordi jeg kan se han ryger længere og længere ned. Jeg ser ham nede under broen hvor stofmisbrugerne hænger ud, jeg ser ham ved jernbanen hvor de også hænger ud. Jeg fortalte alle mine tanker omkring det og han knækkede sammen. Han vidste slet ikke det påvirkede mig så meget og han spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde været mere ærlig omkring det og igen var jeg ærlig - igen var jeg fucking ærlig. Jeg sagde præcis denne sætning til ham "vil du vide hvorfor jeg ikke har sagt noget, hvorfor jeg altid bare har smilet og ladet, som ingenting? Fordi jeg elsker dig, og fordi jeg prøver, virkeligt noget så inderligt prøver, at accepterer den du er og det i drenge har sammen. Jeg prøver at accepterer det med hele mit hjerte, men det kan jeg ikke, fordi jeg er bange. Mest af alt prøver jeg fordi jeg er bange for, at det ville betyde du ville gå fra mig". Nogle af de sætninger og ting vi fik sagt til hinanden det sidder, som lim klisteret til min hjerne. Jeg kan ikke få dem ud.

Jeg husker også han efter hans mange forsøg, forsøgte at få mig til at give ham et kram og han blev ved med at spørge mig, om jeg ikke nok ville give ham et kram og aldrig nogensinde har jeg set ham så oprevet. Han ville bare have det kram, han havde virkeligt brug for det, for at få bekræftet jeg stadig var hans. Jeg gav ham krammet og vi stod længe og bare holdte om hinanden og græd på hinandens skuldre. Han følte sig virkeligt forkert, det kunne jeg mærke på ham. Han sagde flere gange til mig, at han slet ikke vidste det gjorde så ondt på mig og på et tidspunkt spurgte han mig også om, hvad jeg ville have han skulle gøre, for han ville gøre alt for mig, hvor jeg så knækkede sammen, fordi det vidste jeg godt han ikke ville kunne, hvor jeg så sagde lige ud, at så skulle han stoppe med alt. "den var straks værre" sagde han så. Han endte med at stå og vælte borde der stod ude foran mcd, smadre en flaske ned i jorden og vælte skilte, men jeg gik videre. "Det er noget rigtig lort det her, er du godt klar over det? Det er noget rigtig lort..."  Han fortalte mig også at han på det halve år vi har været sammen, har været på stoffer 4 gange og det kom bagpå mig... Men jeg tror ikke på det.

Det hele var bare så overdrevet og samtidig var vi begge hunderæd og kede af det, fordi vi begge troede det her var enden på vores forhold. Vi snakkede om det til langt ude på natten, til ingen af os havde flere tårer at give ud af.

 

 




2 Kommentarer


Centrum

Besvaret

Kære du.

Hvor gammel er din kæreste? Du er, ifølge din profil, 19 år og hvis i er nogenlunde jævnaldrende så er der tid nok til det med børn. Alle kan blive skræmt eller finde det helt uoverskueligt at skulle have børn ligesom man kan udvikle en holdning "måske ikke at få børn" alene fordi det er en vældig skræmmende verden vi lever i.

Kommer tid kommer råd...er en gammel talemåde. Så kære du, træk vejret dybt og giv jer begge tid. Om 4-5-7 år kan meget være anderledes og et er helt sikkert...i er anderledes.

Jeg vil dog lige indskyde at jeg slet ikke bryder mig om "du ved hvad du gik ind til"...meldingen. Den er sku ikke ok alene fordi man, i forelskelsens første tid, flyver både højt og blindt. Et fælles liv handler om kompromisser for begge parter. Begge må give for at få.

Stol på dig selv...tro på dig selv og din styrke.

Kh.

Centrum

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Intetheden

Besvaret

Min kæreste er 24, og selvfølgeligt er der en masse tid til at tænke fremtiden igennem og modne sig på det punkt angående børn, men jeg blev bare så chokeret, fordi jeg altid kun har hørt ham sige, hvor meget han ønskede børn sammen med mig engang i fremtiden. Vi har sågar snakket om navne sammen, og pludseligt kommer han med udmeldingen om, at han faktisk ikke rigtig om han overhoved ønsker børn, fordi en barneløs hverdag ville gøre det så meget lettere for os og der ville være langt mere plads og tid til at være os. Omkring den anden melding om, at jeg på forhånd vidste hvad jeg gik indtil, så har jeg også selv tænkt noget over den, men det er jo ganske sandt. Har kendt ham i nogle år efterhånden, hvor jeg på daværende tidspunkt også kendte til hans omgangskreds og hvad de sommetider lavede sammen, men ja.

- tak for dine altid støttende og hjælpsomme kommentarer, det har jeg vidst aldrig fået sagt.

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu