Lokkeduen

Blog Lokkeduen

Indlæg: 112    Kommentarer: 170    Se mere fra Blog Lokkeduen

Ubærlige minder

108 visninger

Kære dagbog

Det er sikkert ualmindeligt tarveligt og uretfærdigt, men jeg overvejer at lukke døren til familien igen.
Åbnede den for 9 mdr siden, da jeg fik at vide, at min far var døende. Det viste sig så ikke at være helt sandfærdigt.

Jeg var til psykolog i lørdags og igen i tirsdags, fordi det virkede som en god idé. Men måske er det godt for nogen, bare ikke for mig, tror jeg. Det gør SÅ ONDT og jeg har ikke været mig selv siden tirsdag. Har været depressiv, aggressiv, haft selvmordstanker. Det lyder vanvittigt, men psykologen hjælper mig med at huske og nu virker det svært at slippe for minderne. Incest, fysisk vold, psykisk vold, sådan nogle minder har jeg ikke lyst til at huske og presser de sig for meget på, så synes udvejen desværre...

For nogle uger siden blev jeg skruk. Der er jeg blevet nogle gange før, men denne gang føltes det anderledes og jeg vidste, at følelsen ikke ville gå væk igen. Vi har aftalt at projekt baby bliver om to år, når jeg forhåbentlig er færdig med uddannelsen. Og så bliver jeg lidt vred/beskyttende: De skal overhovedet ikke have det barn i deres liv, overhovedet ikke have muligheden for at gøre det fortræd.

Tilbage hvor jeg startede mit indlæg. Min familie har ikke ændret sig :/. Sidst jeg lukkede døren, levede jeg i et helvede, fordi de ikke forstod et nej og kom og ringede på midt om natten, holdt vagt i bilen uden for lejligheden for at se mig. Oppassede min mand på hans arbejde. Nu ved de desværre, hvor vi bor og jeg dunker mig selv oven i hovedet for det.
Hver gang jeg har kontakt med min familie (min mor hiver mere og mere i mig og jeg er åbenbart for svag til at sige nej), dukker der mange minder op. Hver gang de lige kommer til at sige et eller andet, husker jeg alle de 100 andre gange, hvor de har sagt lignende og sårende ting. Hele tiden bliver der rusket op i en masse. De udnytter mig stadig. Hiver stadig mere og mere. Overtræder stadig mine grænser, selvom det måske er ubevidst? Men de burde være bevidste.

Krise-Lise sagde godt til mig sidste år, at skulle jeg åbne døren til familien igen, skulle jeg være så stærk, at jeg kunne holde dem på afstand.

Jeg kan næsten ikke mere, men tænker også at det måske er unfair. Det er meget svært at gå med disse tanker alene og håber der er en venlig sjæl, som vil skrive nogle støttende ord.

1 person liker dette



1 Kommentar


Centrum

Besvaret

Hej kære Lokkedue.

Jeg har jo, normalt, den holdning at ingen ved hvordan noget føles og opleves, hvis ikke man selv har prøvet det. Jeg har aldrig stået i din situation, men jeg har en lille bror der, da han var 6 år, udførte en handling på mig og da jeg sagde "stop" så sagde han "min mor siger jeg skal blive ved" og ærligt så var det lige før jeg kastede op.

Så uden at have stået i dine "sko" så tænker jeg at du skal smække den dør i så hurtigt og så hårdt som du kan. Det er er intet tarveligt eller uretfærdigt i. Den dør der rammer mennesker lige i ansigtet, hvor så onde handlinger ligger forud, fortjener det 100 %.

Du skal tage hånd om dig og dit liv. Du fortjener ro og kærlighed fra dem du vælger at have omkring dig.

Håber det er støttende nok og skriver gerne.

kram

Centrum

2 personer liker dette

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu