LilleSnefnug

Blog LilleSnefnug

Indlæg: 119    Kommentarer: 165    Se mere fra Blog LilleSnefnug

Når en enkelt oplevelse kan vende en hel dag

403 visninger

I mine drømme kan jeg alt. Jeg er ikke uovervindelig eller udødelig, men de ting jeg sætter mig for, opnår jeg. I hvert fald i mine drømme. Der gør jeg tingene rigtigt - og det meste af tiden bliver de gjort rigtigt første gang. Der lader jeg ikke frygten og nervøsiteten for det ukendte styre mig. Jeg accepterer det - accepterer, at det er der, men lader det ikke overtage og påvirke min dømme- og handlekraft. I mine drømme er det ikke kun lyserødt - men der har jeg modet til at handle på det der gør mig bange.

Når jeg åbner mine øjne er virkeligheden en helt anden. Jeg føler mig ofte som en lille bange pige, der ikke tør gøre noget som helst - men reelt bare lader tingene stå til, som de er. Typisk Laissez faire-adfærd. Jeg mangler styrke, jeg mangler mod. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men det er som om den lille pige ikke vil slippe sit tag i mig. Ikke vil lade mig rykke videre og prøve at blive voksen. For helt ærligt.. Der er jeg lysår bagefter.

Normalt. Efter ham der, den høje, mystiske, spændende mand kom ind i mit liv, har jeg ændret mig - så meget. Jeg har kendt ham i 3 uger, og han har allerede haft en stor indflydelse på mit liv. Han har givet mig lysten til at få gjort noget ved mit hjem. Få gjort noget, så jeg rent faktisk føler at jeg er hjemme, når jeg er hjemme. Det har betydet, at jeg nu har fået min lejlighed op at køre - der er ryddet op, gjort hovedrent. Og jeg sad hele aftenen i går med levende lys, forskellige steder i lejligheden. Der var ikke flere flyttekasser, ikke mere rod. Det giver en helt anden ro, at jeg nu kan sætte mig ved mit spisebord, tænde min bærbare og nu sidde og skrive - uden rod. Det har allerede givet en kæmpe ro i mit sind.

Han har været der for mig. Han har ikke fysisk hjulpet til, men hans opmuntring, hans "nøj hvor er du sej"-beskeder, hans altid fantastiske små søde beskeder, når jeg mindst venter det - og mest har brug for det. Når han siger til mig, han rent faktisk forstår hvordan jeg har det. Særligt efter jeg den sidste uges tid har været voldsomt uvenner med min far. Når jeg er kommet fra arbejde og hjem til ham, er crashet fuldstændig på hans sofa og har ligget og stortudet i frustration over at min far tilsidesætter mig. Erkendelsen af, at vi ikke er enige - at vi reelt har hver vores liv. Erkendelsen af, at jeg ikke er hans førsteprioritet.

Det kan meget hurtigt lyde som en møgforkælet snotunge der taler! Det det handler om er, at han har fundet en ny kæreste, hvilket er fantastisk. Han ved at jeg har et behov for at møde hende, hvor der ikke er nogen mennesker udover, jeg skal forholde mig til. Vi skulle have været til noget frokost-noget om en uge. Da far og jeg sidder og snakker - siger jeg, som med hans første kæreste, at jeg synes det kunne være rart at vi gjorde det på den måde. Hvortil han svarer: Ja nu må vi se, jeg tror ikke det kan lade sig gøre, for jeg har tænkt mig at invitere hende med når vi skal ud og spise om søndagen. Bum.

Egentlig er det jo fint - han vil gerne vise hende frem. Han er glad, han er lykkelig. Han er forelsket. Det der tricker min hjerne fuldstændig er, at han har vidst det - altid. Vi har brugt timer efter mine forældres skilsmisse, på at tale om hvad der var vigtigt for mig, når det kommer dertil. Også skider han højt og flot på det. Jeg var rystet. Jeg var chokeret. Og jeg blev simpelthen så ked af det.

For en god ordens skyld, skal vi så ikke kalde min søde date, for M!. Jeg kom hjem til ham, lagde mig på hans sofa og jeg var så træt efter arbejde og den samtale. Og tårerne løb, uden jeg egentlig vidste det. M! snakkede om dagen, hvad han havde lavet, hans far havde ringet - de der dagligdagsting. Og jeg forstod intet af hvad han sagde. Han så på mig og spurgte om jeg var okay. Jeg sagde, at jeg bare var træt og havde behov for at slappe lidt af. Så satte han sig ned på gulvet - tog min hånd, og aede mig henover håret. Jeg brød fuldstændig sammen og fortalte hvordan min verden hang sammen. Hvor ked af det jeg var, og hvordan min far havde opført sig under den telefonsamtale vi havde haft den dag.

M! tog et hårdere greb i min hånd, og holdte mig helt tæt og sagde: "jeg forstår dig". 3 små ord, der betyder så meget. Det kan gøre så meget skade, hvis modtageren ikke føler det, selvom det er blevet sagt. Det gjorde jeg. Og jeg følte mig helt tryg. Også gik det op for mig, at han lige havde lagt øre til en hel dags frustrationer. Jeg brød helt sammen igen og sagde: Men det var jo ikke meningen det skulle gå ud over dig.

M! trådte i karakter - han sagde; "hey.. Det er ikke mig du er sur på - frustreret over. Du fortæller mig hvordan du har det, så det her går ikke ud over mig. Tværtom er jeg glad for du fortæller det og deler det med mig. Lader mig være med i det du oplever".

Der skete noget i mig der. Endnu mere, end ellers. Han rørte noget i mig, ingen andre har gjort før. Jeg følte mig rent faktisk forstået. Jeg følte, at det var okay at bryde sammen - det er okay at være ked af det og frustreret. Det er okay ind imellem bare at synes at verden er helt vild dum.

Da vi havde lagt sådan lidt, kiggede han på mig og sagde; "jeg tror vi tager en hyggeaften på sofaen. Du ligner en der trænger". Jeg puttede mig ind til ham hele aftenen, under dynen. Og nød, at jeg har fundet en der rent faktisk lader mig.. være mig.

Med alt det med min far, er jeg helt sikker på, at det ikke var det han mente. Og at han med meget stor sandsynlighed ikke havde tænkt over det. Jeg skal dog gladeligt være den første til at indrømme, at uanset hvad meningen var, blev jeg ked af den måde han fik formuleret det på. Men jeg havde en mand ved min side, jeg slet ikke var i tvivl om ville være min støtte. Det har i den grad fået mig til at tænke - har jeg mon mødt ham jeg skal blive gammel med?

<3

1 person liker dette



3 Kommentarer


" Når jeg åbner mine øjne er virkeligheden en helt anden. Jeg føler mig ofte som en lille bange pige, der ikke tør gøre noget som helst - men reelt bare lader tingene stå til, som de er. Typisk Laissez faire-adfærd. Jeg mangler styrke, jeg mangler mod. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men det er som om den lille pige ikke vil slippe sit tag i mig. Ikke vil lade mig rykke videre og prøve at blive voksen. For helt ærligt.. Der er jeg lysår bagefter. " <-- Kender det! 

Han lyder skøn, ham din mand <3

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Centrum

Besvaret

Hejsa.

Han lytter og forstår og hans blotte tilstedeværelse vækker din trang til at skabe et hjem. Du bygger rede :) så enkelt kan det siges og hvor er det super dejligt godt for dig.

Kh

Centrum

1 person liker dette

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
LilleSnefnug

Besvaret

Jeg er glad for søde lokkeduen, at du kender det. At jeg ikke er helt ude i skuret med det afsnit! ;) Selvom jeg selvfølgelig ikke håber, nogen har de tanker!

Centrum: Ja.. Jeg forstår det slet ikke. Selvom jeg ikke har sovet hele natten er jeg bare glad og smilende, og helt vildt overskudsagtig :D .. Han har virkelig ramt noget i mig

1 person liker dette

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu