Centrum

Blog Centrum

Indlæg: 331    Kommentarer: 768    Se mere fra Blog Centrum

Jeg er her stadig...mit navn er angst

218 visninger

Angst er sådan noget underligt og uforklarligt noget.

For mange år siden fik jeg "noget"...det gjorde ondt i brystet og i halsen, det var svært at synke og føltes som at sluge en bordtennisbold. Efter et par undersøgelser mente lægen at det var nervøst og jeg fik nogle piller.

Så gik årene og når "det" kom så sad det mest som en smule ondt i brystet. Nervøs hjertekrampe, blev det så kaldt og jeg skulle fortsætte med mine piller.

I 1998 ventede jeg mit tredie barn. Vi var i sommerhuset, min mand var kørt med de små og min lillebror og så ramte det. Min tidsfornemmelse forsvandt, jeg vidste ikke hvor længe de havde været væk, kunne ikke huske noget og jeg fik tanken at de var kørt galt. Det var så voldsomt at jeg gik helt i panik. I mit hoved kunne der stå en betjent udenfor døren, hvert øjeblik, som fortalte mig at jeg havde mistet hele min familie.

Idag ved jeg at det var et angstanfald eller et panikanfald..."kært" barn har mange navne.

Igennem årene har jeg lært at håndtere det bedre og jeg tager ikke piller mere, men det betyder ikke at det ikke ligger derinde.

Denne angst for at miste ligger dybt. Jeg kan ikke forvente at nogen forstår hvordan det er at leve med det, hver dag og hele tiden. Vi har vores kampe, angsten og jeg. For det meste vinder jeg og den bliver fortrængt ned i det mørkeste hjørne, men engang imellem, når jeg mindst venter det, så stikker den sit grimme hoved frem.

Det skete igen igår.

I min hverdag er jeg glad og lykkelig og jeg forsøger at lade mig selv være det, men jeg bærer på dette væsen, der giver mig fornemmelsen af at hvis jeg bliver FOR glad, FOR lykkelig...så vil den gøre alt for at ramme mig. Den kender min ultimative angst....at miste et barn....og det er når den frygt kommer, at den finder grobund.

Når det er overstået så bliver jeg flov. Flov over at den igen "fik lov"...at jeg ikke var stærkere lige i det øjeblik og flov over at jeg ikke "bare" kunne bruge min sunde fornuft.

Igår var ikke det værste jeg har oplevet, det er stadig det jeg oplevede i 98 og det varede også kun en ½ time. Så ringede telefonen, jeg fik talt med den, der var årsagen til mit "anfald" (det er vel det, det kaldes) og så gik det væk.

Hvorfor skriver jeg det her....? Jeg kan ikke forvente at nogen forstår det her og jeg har mødt flere der siger: hvorfor kan du ikke bare....efterfulgt af et suk eller et opgivende blik.

Måske mit skriv kan ændre bare en lille smule i verden, måske andre kan genkende bare en brøkdel og måske det kan skabe en lille forståelse når/hvis jeg en sjælden gang ikke reagere som de fleste.

Det hjælper at sætte ord på....at få det ud.

2 personer liker dette



0 Kommentarer


Der er ingen kommentarer at vise

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu