Only a girl

Blog Only a girl

Indlæg: 25    Kommentarer: 29    Se mere fra Blog Only a girl

Det fulde historie - det skylder jeg jer

208 visninger

Kære skønne mennesker som følger denne blog.

Jeg blev her til aften gjord opmærksom på hvad det er jeg skriver, hvornår jeg skriver og om hvem jeg skriver. Jeg vil gerne dele hele min historie med jer, det ændre måske ikke jeres billede af mit liv, men jeg syns i fortjener at vide hele historien og ikke kun nået af den. 

I år 2015, møder jeg min eks kæreste S, jeg var på daværende tidspunkt lige flyttet hjem til mine forældre efter endt uddannelse, og sov på en luftmadras inden på min søsters værelse. Oh hvilke tider det var - not :P 5 mennesker, en hund og min kanin i 4 værelset lejlighed, det er pænt trængt og kaotisk. Men som alle andre blev jeg ramt af bolig krisen og det var svært at få en bolig, især uden en et job. Det som jeg troede var drømme jobbet dukker så op i maj mrd, jeg elsker alt ved jobbet og begynder langsomt at finde mig selv i den nye tilværelse.. og inden længe tilsmiler lykken mig og får et bolig tilbud, og sener hen et ja <3 lykken var gjord der, tænk engang en, lille mig havde et fedt job, egen lejlighed, hvad mere kunne jeg drømme om, det skulle da lige være en kæreste. Pling dingeling også var lykken også der helt præcis i oktober mrd. Jeg havde længe være på den berømte tinder app uden rigtigt at finde nået jeg kunne lig. Det var lige indtil S dukkede op, jeg blev ret hurtigt stormende forelsket i S, uden rigtigt at vide så meget om ham, forelsket jeg mig med det samme i ham. Da det blev november mrd fik jeg endelig nøglerne til min nye lejlighed, S hjalp mig slf med at flytte mine ting og det var også her han første gang officielt mødte mine forældre. ( får helt sommerfulge i maven over at tænke tilbage) Da 2015 sluttet følte jeg at jeg havde det hele, verdens bedste kæreste, en lejlighed, et job alt var perfekt. 

Det var så lige indtil jeg kom hjem til S, hvor vi havde et skænderig over en latterlig ting. Men vi blev gode venner og alt var perfekt igen, i 2016 kommer S hjem til mig en aften, kigger mig dybt i øjene og siger " skat jeg vil ikke undvære dig længere, jeg syns vi skal flytte sammen " jeg var ved at sprække af glæde der! Så jah S flyttede ind hos mig, det var tætter på hans job, og jeg var ikke lige til at flytte dengang. Det har enlig aldrig været et problem for os at bo sammen, i forhold til huslige pligter osv. Snarer være vores interne problemer som tillid og jalusi, dem sloges vi med ret tidligt. Nå men S flytter ind hos mig, og det gik enlig fint, vi konklet begge derud af med vores job, S savnet rigtigt meget sin hjemby, vennerne og familie som alle bor i den by. Omkring februar mrd vælger S og jeg så at tage det næste skridt i vores parforhold, smide p-pillerne, vi begge enormt lykkelig over det og er meget håbefulde, vi snakker navne, hvordan vi vil opdrage osv, alt bliver planlagt. For hver blødning jeg får bliver jeg rigtigt ked af det, græder rigtigt meget og føler mig stresset, livet som parforhold levet ikke helt op til det jeg troede. S var konstant hjemme, jeg var aldrig alene hjemme, hvilket jeg jo havde været vant til, så det kæmpet vi/jeg særligt meget med. S prøvet at være mere ude af huset, og træne sådan at jeg kunne komme hjem til et tomt hus, og lige få en times pause i ro. På tros af vores ændringer ender vi i maj mrd med et kæmpe skænderi! jeg husker ikke over hvad, men jeg flipper helt skråt, smider hans ting ud af lejligheden råber og skriger som en gal. Den dag idag er jeg sindsyg flov over det, og kan intet huske fra den aften, andet end at jeg smed ham ud. Vi snakker så ikke sammen i en uges tid, jeg er i vildrede, aner ikke hvad jeg skal gøre, jeg mente jo ikke det jeg sagde med at jeg ikke ville ham. 

Min værste frygt bliver så til virkelighed en aften, hvor jeg endelig tager mig sammen til at kontakte ham. Han havde allerede været sammen med en anden, jeg flipper helt skråt, råber og skriger af ham og fortæller hvor meget jeg har lyst til at slå ham lige i fjæset, hans svar til dette er " skal jeg komme så du kan gøre det" som sagt som gjord. Han kørte kl lort om aften hjem til mig bare for at jeg kunne slå løs på ham, jeg var så gal og såret, jeg slog løs på ham ( tøse salg) og kun på skulderne/brystede. Han stod der bare og tog i mod, han vidste godt at han havde såret mig, men jeg havde såret ham mindst lige så meget. Han havde opgivet sin bolig for at flytte ind til mig, for så at flytte hjem til sin bonus mor indtil hans fik sin egen lejlighed igen, han opgav alt for kærligheden. Efter at havde slået løs på ham grædene vel og mærket, tager han mig med ind i stuen hvor vi får snakket lidt om det hele, han begynder at græde og spørg hvad fanden det er jeg har gjord ved ham. Hvorfor kunne han ikke bare glemme mig, det første gang nogensinden jeg ser S græde. De efterfølgene dage snakker vi sammen og beslutter at give det en chance til.. 

I slutningen af juli tager vi så på vores livs rejse, eller nok nærmer min livs rejse. For første gang i lang tid skal jeg på ferie i udlandet, også endda i 14 dage til skønne cyperen. S havde booket bil og der var bare styr på det hele, Vi havde forsat vores problemer, men fuck hvor vi glædet os. Fniser... det enlig latterlig nu hvor jeg tænker tilbage kan jeg huske at vi flere gange inden rejsen blev uvenner og sagde " jeg tager ikke med, bare rejs ud mig".. hvilket var dybt latterligt, for vi glædet os begge to. Jeg huske ikke hvorfor vi skændtes, formindlig over ingenting som altid. Men vi tager på vores livs rejse og nyder de 14 dage. Da vi er kommer hjem fra cyperen for S sin lejlighed tilbage igen, efter at havde fremlejet den, vi beslutter at jeg skal flytte med ham, og jeg glæder mig over at vi endnu engang skal være sammen. Men lykken varet kort. 

Ret hurtigt blev det hverdag igen, jeg løb frem og tilbage, aldrig været så stresset før i mit liv. Jeg havde både mit fuldtidsjob og mit frivillige job, plus mine veninder som hiv i mig for at ses, og en kæresten som også gerne ville ses. Det var ren helved!. og det var kun begyndelsen. Husker at S flere gange siger til mig " pas nu på.. det ender galt".. selv hans familie siger det, og det ender da også galt. Jeg begynder at få flere og flere sygedage, jeg har svært ved at komme op, mit humør køre op og ned, jeg sover ekstrem meget og lukker mig mere og mere inden. Det der i 2015 var mit drømme job viste sig at være jobbet fra helved, med en helveds chef. Grundet min meget høje sygdoms fravær, begynde min chef at true mig med fyrre seddelen, hvilket slog mig helt ud af kurs, jeg konklet for at få hendens opmærksomhed, og da hun så gavmild som hun nu var tilbyder at lave en sær ordning med mig takker jeg da også jah uden yderligere indvindinger - mit livs største fejl. Grundet jeg havde en så høj fraværs procent og stod til fyre seddel valgte min chef at sige at jeg godt måtte betale min sygdom med mine afspaserings timer, pænt af hende tænkte jeg. Så for hver aften møde jeg deltog i, primær hver anden uge, så røg de på min sygdom, og jeg arbejde dermed 40 timer om ugen og havde 2 timer i transport sammenlagt. Jeg var smaddret! 

Skænderierne mellem S og jeg tiltager drastisk, jeg vil ikke længere lave nået andet end sove, jeg har ikke lyst til sex eller put, vil bare gerne sove og spiser ikke rigtigt nået. Det hele ender med at jeg flytter ind på gæsteværelset og vi går endnu engang fra hinanden. Perioden her er lidt uklar for mig, jeg var ikke mig selv, og kan nærmest ikke huske over halvdelene af tingene der er sket, det hele eksallere da også endnu engang, og jeg tager mine ting og flytter hjem til mine forældre igen, der er her 1 mrd til jeg får min egen bolig igen. 

Hos min forældre bliver tingene ikke bedre, jeg får det tværdigmod værre. Jeg kæmper på arbejdet, kan ikke komme op om morgen, og tager flere gange taxa til og fra job = fucking dyrt!. Inden jeg flyttet fra S. snakket vi meget om hvad der skete med mig, og han mente og frygtede at det var fordi jeg smed p-pillerne at min homon balance var hel skæv, så jeg booket en tid til lægen for at få det undersøgt. Det først min læge siger til mig da han ser mig " jamen sødeste... du har jo stress og nok oss en deperation" OMG! det var nok den mest lettende besked at få der. Endelig var der nogen som kunne sætte ord på alt det jeg følte, jeg var så lettet over at få den besked. Dagen efter tager jeg på arbejde og allerede 2-3 timer inden i vagten kaster jeg håndklædet i ringen og ringer min chef op for at fortælle at jeg altså har fået stress og sygemelde mig fra dags dato. Hendens svar husker jeg så tydeligt " jamen ... Det jo ikke arbejdets skyld. Det din kæreste, tænk dig nu godt om, jeg siger det her til dig som en ekstra mor"... Jeg stor tudet!. Jeg havde konklet i flere dage og uger på den arbejdesplads betalt min egen sygdom, kørt frem og tilbage i en taxi bare for at beholde et job også var det alt hun kunne sige. Jeg gik små grædene rundt til de vigtigste af mine kollegarer og sagde farvel, jeg skulle fandme ikke tilbage igen, og det kom jeg heller aldrig. 

Jeg var for alvor ramt, jeg sov to dage væk, spiste ikke rigtigt nået, jeg sov bare. Det var alt jeg havde brug for, en aften hvor S skrev kørte jeg en tur med ham, som så endte i sex, men det var rart at mærke ham igen, for fuck hvor havde jeg savnet ham, men han kunne godt se at jeg havde det skidt og havde brug for min tid til at komme ovenpå igen. I slutningen af oktober mrd, har S sine afsluttende eksammer på sin uddannelse, jeg tager ind til ham en aften og beroliger ham samt hjælper med at få ordnet hans ting. Han tager så til eksamen dagen efter, kysser ham farvel og siger at det nok skal gå, og Ganske rigtigt, det gjorde det!. Han fucking bestod, jeg var så lykkelig på hans vegne der, jeg selv var helt smaddret over at havde givet " så meget" af mig selv den ene aften, men lykkelig på hans vegne. Vi fejre hans eksamen med god mad fra grillen, spiser inden i sengen og ser film hele natten, et par dage efter skal han så til dimitions fest. S ville gerne havde at jeg tog med, men jeg på det tidspunkt så smaddret og træt af at havde været på at jeg siger nej og tager hjem til mine forældre. Den dag idag ægere jeg mig så meget over det, men jeg kan ikke ændre på det nu. 

Jeg havde fra starten af fortalt mine forældre at de ikke skulle sige til nogle at jeg var flyttet hjem igen, og at jeg havde fået stress, jeg havde brug for selv lige og bearbejde det. Desværre lærte jeg på den hårde måde at min familie ikke er til at stole på, for kort efter S dimitions fest finder jeg ud af at min fætter ved at jeg er flyttet hjem. Jeg flipper helt ud her, græder hysterisk, er i vilrede, er fuldstændigt ude af balance, og jah er fucking helt til rotterne der. I min vrede pakker jeg igen mine ting og skrider fra mine forældre, det sidste gang jeg rigtigt ser dem før lang tid sener, oveni i at jeg er skuffet over de ikke holde på min hemmelighed truer jeg S med at jeg vil begå selvmord. Hvilket på ingen måde er okay! han flipper slf helt ud, sætter sig ind i bilen og køre ud efter mig, desværre går min mobil ud for strøm og det først da jeg kommer op til det lokale centret at jeg får strøm på igen, og kan fortælle hvor jeg er. På daværende tidspunkt er S STIKTOSSET, da jeg sætter mig ind i bilen bliver jeg skældt ud, han var tydeligvis bange og ked af det jeg skrev, han beder mig annuller hotellet som  jeg havde booket for en nat, også køre han mig eller hjem til sig, hvor jeg igen bliver lagt inden på gæsteværelset da han ikke ville vække mig når han kom hjem sener. Jeg græd hele vejen fra min hjem by til hans, der er ca ½ times kørelse, jeg græd non stop, så da jeg endelig rammer gæsteværelset falder jeg omkuld.

Om morgen bliver jeg så sur over at S ikke kom ind til mig om natten som han havde lovet, jeg ter mig fuldstændigt åndsvagt, kan slet ikke genkende mig selv i det, og jah jeg ender med at gå ud i køkkenet og sluger 4 panodiller, hvorefter jeg falder grædene sammen. S er i chok, og aner ikke hvad han skal gøre, jeg får slev ringede til psykiatrisk skadestue som henviser mig til herlev. Jeg får i telefonen fremstammet at jeg ikke kan mere, at jeg ganske enkelt ikke kan klare mere. Damen i den anden ende beroliger mig og sige at det nok skal gå, S køre mig ud på herlev, går med ind og kysser mig flere gange på panden mens han knuger mig ind til sig. Vi bliver så vis ind på stue hvor en sygeplejske tager sig af mig, jeg fortælle hvad jeg gjord, hvortil hun siger at det nok skal gå og at det var godt jeg kom, jeg blevet tilbud nået mad gør vi enlig begge to, men det kun mig som siger jah tak. Da sygeplejsken så kommer med maden, bryder S sammen, hun spørg om han er okay, og han siger bestemt " bare tag dig af hende.. jeg klare mig"  ( puha får en klump i halsen, og tårene presser lidt på. det her billede har hjemsøgt mig så mange gange..men jah). Jeg kigger over på S og siger " babe jeg okay.. jeg skal nok klare den" vi græder begge to lidt. Det anden og sidste gang jeg ser S græde sådan :( Nå men jeg bliver henvist til psykatisk skadestue hvor jeg bliver indskrevet i et døgn. Det skal her siges at jeg har været væk hjemmefra, altså mine forældre, i to døgn nu, uden de har bekymret sig om mig, Det ramte mig hårdt. Efter en lille døgn på skadestuen bliver jeg udskrevet igen, desværre raver mig og S uklart igen. Han havde lovet og komme næste morgen når han vågnet, men han kom aldrig. Det skulle så vise sig at han troede at han ikke måtte komme når det nu var den lukkede afdeling, han ventede på at jeg sagde han skulle komme, og jeg ventede på han kom for det var hvad jeg troede var aftale. Så endnu engang raver vi uklart og jeg bokket mig ind på hotel værelset og er der i to dage, indtil jeg får min egen bolig igen. Kontakten til S er nu lig nul, vi kapper forbindelsen et par dage. 

Efter små 14 dage i egen lejlighed begynder jeg at få det bedre, mine veninder søgere for at tjekke op på mig og jeg begynder at skrive med andre fyre, ikke fordi jeg søger forhold men fordi jeg søgte beskæftigelse i at jeg var go nok. Jeg møder da også en sød fyr på nettet, som er i samme bås som mig, nyelig single grimt brud og med mange uafklaret følelser, vi begynder så at skrive mere intens og der bliver snakket lidt intimt. En aften da jeg så har min veninden på besøg, skriver jeg lidt med ham her fyren, jeg hygger mig og har det enlig godt, lige indtil jeg opdager at min snapchat et blevet "hacket", med andre ord S havde loggede sig ind på min snapchat for at se hvad der skete. Det skal hertil nævne at jeg havde modtage nogle grimme mail,s fra S men at jeg på tros af det alligevel havde været sammen med ham sexlueslet. Han mente og mener stadigvæk at ham og mig dengang prøvede at få tingene til at fungere igen, det ikke sådan jeg husker tingene, men jeg var også lidt ustabil der så det vil jeg ikke læg hovedet på blokke oven. Men S logger sig altså ind og finder ud af at jeg har skrevet med en anden mand, tros at jeg for et par dage siden havde sagt at der ingenting var og at det sygt at han overhovdet troede jeg havde en anden, I min verden havde jeg ikke en anden, det var bare fis og ballade over tinder, det var bekræftigelse og intet andet.  S bliver slf rasende og truer den her mand med alt muligt, ham her fyren derimod tager det ganske roligt, og vi får sammen stoppet det, og får snakket S til ro igen. Efter det her sker går der vel omkring en uges tid hvor jeg modtager diverse beskeder om hvor klam jeg er osv. og jah jeg kan godt se i back spejlet at det måske ikke var så smart, men jeg lagde virkelig intet i det, tinder fyren var bare fis og ballade og jeg var jo single. 

Men endnu engang får mig og S at få snakke om tingene og bliver enig at prøve igen igen igen... denne gang med nogle retnings linjer. Jeg går med til dem, og vi arbejde sammen om tingene. Da det bliver december mrd starter jeg op i nået gruppe terapi, jeg har her endnu ikke snakke med min familie i over to mrd, det meget atypisk for mig på det tidspunkt.Men jeg var simpelhen for vred på dem til overhovde at gide at snakke med dem. Jeg bilder dem derfor også ind at jeg tager til berlin i julen og derfor ikke kan være sammen med dem, jeg ønskede ikke nolge jul det år. Sød som S er vendte han op og ned på, han tog mig med ud for at fælde mit første juletræ, som vi sammen pyntede herhjemme. Forinden havde han været forbi og lagt en pose gran ude foran min dør, skal lige siges at det var nålegran, vi var blevet uvenner igen og han havde aflyst at julehygge med mig 1. advent, jeg huske ikke præcis hvorfor, men han havde så taget ud kl lort om morgene for at finde gran til mig så jeg kunne nå og få lavet min julekræns. Havde manden dog bare hørt efter havde han fundet ud af at jeg havde købt gran, og lavet tingene, men tanken var sød og jeg elskede ham for at gøre det. Julen betyder alt for mig, jeg elsker den over alt på jorden, den rummer så meget af kærlighed. 

Hele december mrd er jeg uvenner med min familie over at jeg ikke komme til juleaften, og lille juleaften får den værst tænklige besked nogensinde af min far " din mor gider dig ikke"! jeg stor tudet, ringede efter S som heldigvis var på vej herhjem alligevel, alt var kaotisk. Grunden til at min mor ikke gad mig, var fordi jeg havde give min bror deres julegaver med hjem, hvad min mor dog ikke vidste var at han hele tiden havde haft dem, da vi jo juleshoppet sammen. Men det blev gjord til et kæmpe drama :( heldigvis var S der til og samle mig op, og jule morgen vågen vi op sammen, han kørte selv hjem tidligere og fejeret jul med hans familie inden jeg kom ind til ham, hvor mig og ham skulle fejre juleaften sammen alene. Det var den mest perfekte aften taget alt i betrækning, jeg ønsket ikke nogen jul, jeg ville bare glemme det hele også bare være hos S i hans arme. Dagen op til nytår når S og jeg at blive uvenner igen, over hvad ved jeg ikke. Men vi ender med at gå ind i det nye år hver for sig, begge håbefulde af den anden nok kommer lige om lidt, men gjorde ingen af os. Da jeg endelig opdager at han ikke kommer, famler jeg i blinde efter en taxa eller nogle der kan køre mig ind til ham, men hallo, det nytårs aften " kommer ikke til at ske" så endnu engang fejre vi nytår hver for sig og med afsavn til den anden. Jeg græd mig selv ind i det nye år, da klokken er omkring 2 banker det på døren. Jeg går ud for at åbne og gæt hvem det er.. Det S i sit stiveste pus, jakkesæt,butterfly,lak sko og bare piv lækkere, han troede oprigtigt at jeg ville komme ind til ham, for det havde vi åbenbart talt om. Jeg husker ikke den samtale, men jeg var så smigret over at han bare kom, han savnet mig og jeg savnet ham.. han sov hos mig den nat, og natten efter <3. 

Vi begyndte så igen at ses, og jeg mødte familien igen og da S fik problemer med bilen tilbød jeg ham at jeg kunne flytte ind til ham, også kunne bruge de penge jeg fik for lejligheden til at lave bilen. Jeg ville gerne gøre op for det han gjorde for mig dengang jeg var allermest nede, havde han ikke hentede mig den aften jeg gik fra mine forældre, havde jeg nok være død nu.  S takker ja til tilbudet og spørg flere gange om jeg er sikker, hvortil jeg svare at jeg er 100% sikker. 

oh jah resten kender i jo til. Jeg starter så nået udredning op for at finde ud af hvad der sker med min krop og hvorfor jeg bløder i 14 dage, da jeg ligesom er blevet tjekket i hovedet og røv er det så S tur til det. Det i sig selv har taget hårdt på os, eneste vi ønskede os var en familie, eneste vi ikke kan finde ud af er at lave en baby. Nå men midt i min udredning bliver min kære moster så alvorlig syg og jeg befinder mig igen mellem at være på syge besøg eller passe hendens dreng sammen med S. S var en fantatisk støtte i den tid, min morst dreng trak sig mere og mere fra mig, han lyttede ikke længere på det jeg sagde, det var kun når S var med at jeg kunne styre ham, de fik knyttet et helt særligt bånd. 

S tager flere gange med ud på hospitalet til min moster og er, særligt en aften husker jeg tydeligt. Det var en fredag, fredage hjemme hos os er meget hellige, det altid med fredags slik, disney show også enten x-faktor eller kogenrigeste klogeste, og bare fordi vi nu skulle være hos min moster skulle dette ikke ændres. Så! vi pakket computerne, og slikket sammen og tog på Rigshospitalet hvor vi sad og så det mens min moster lå og sov. Det var det mest romantiske og kikset ting på samme tid, men jeg elskede at han ville dele det mig og være der for mig og min moster. Det sidste halve år køre vi så med at " nu dør hun... nu dør hun ikke... arg nu det alvor hun dør... arg snydt igen" Det tog virkelig hårdt på mig, plus jeg stadigvæk ikke snakkede med min familie som nu stod og gerne ville havde nogle svar, jeg trak mig igen.

Det først da S ligesom hivet fat i mig og siger nu det nok.. få styr på dit shit. Han mente det i sin bedste mening, men min strid med min familie var ved at ødelægge mig og mit forhold, jeg var konstant ked af det, smilede aldrig og det eneste S ønskede var at jeg skulle blive glad. Da vi kommer til marts mrd, oplever jeg for første gang længe at være glad, det min fødselsdag, jeg havde været enormt ked af det op til, for jeg kunne ikke holde nogle fest, i og med jeg jo ikke snakke med min familie og af respekt for dem ville jeg ikke holde en uden dem. Så S planlage dagen i den hel perfekte ånd, bare mig og ham. Først en tur i dyrehaven hvor vi gik rundt i et par timer, elsker stilheden derude, derefter kørte vi til hjemby hvor min bror skulle havde en overraskelse til mig. Det havde han så ikke lige nået, men tanken var sød. Min lille bror havde kontaktet S og spurgt om han ikke ville købe en gave til mig fra ham af, da jeg jo ikke skulle snydes for, S havde så sagt at det skulle han selv gøre og give mig, men at han gerne ville køre mig hen til ham, så det gjorde han. Ohh den skønne lille mand, han havde ikke nået og købe en gave så han gav mig 500 kr, takker nej tak til dem, og aftalte så at mig og ham skulle finde en dag og ses hvor han så ville havde købt den. Efter at havde været hos min bror tog vi hjem, og sener hen i bio for at se skønheden og udyret <3 den perfekte dag og aften. Han respekteret alle mine krav, ingen gaver,ingen fest, bare mig og ham, min fødselsdags gave kom så nogle uger sener :P 

I apil mrd dør min moster så, S var ved min side hele tiden, også til begravelsen. Men også her formår vi og blive uvenner, sådan køre det faktisk det sidste stykke tid sammen. Vi står sammen når det virkelig gælder, men formår at smadder det igen. Hans usikkerhed omkring det jeg engang gjorde, kommer op i ham ofte, også selv om at jeg viser ham at der intet er, mit hysteri kommer også frem. Oh jah alt det her med baby halløj tog virkelig puste fra os, nok nærmer mig. Så de sidste par mrd, har det været meget med " nå går jeg"... pause... " ej jeg vil dig god alligevel" og det ikke sundt på nogle måde. Jeg ved ikke om man kan sige vi har et had- kærligheds forhold. Men nu har i hele billede, det tog så også kun en time at skrive dette. 

Plzz vær søde når i kommentere og tænke på at det er her mit liv jeg lige har lagt ud til jer, jeg ikke perfekt, han er ikke perfekt. Men vi har fandme haft vores udfordringer udefra oss. 

1 person liker dette



7 Kommentarer


Sunstealer

Besvaret

Hej Girl

Tak fordi du delte dette. Det giver helt klart et mere fuldt billede af dit liv.

Jeg er ikke i tvivl om at i elsker/elskede hinanden. Kærlighed kan godt være lidt svært at håndtere da det jo bringer de helt store følelser i spil.

Om i så finder sammen igen eller ej kan kun tiden vise. Men man kan da sige at i gjorde et hæderligt forsøg. Og faktisk synes jeg at det lyder som om i har haft et rimlig almindeligt forhold, med de op og nedture det nu engang bringer. I min verden er det ivhærtilfælde ikke så mærkeligt. Men jeg har så også været i et par ret stormfulde forhold.

Jeg må også sige at jeg stadig synes det er en dårlig ide at få et barn på nuværende tidspunkt. Synes du ikke også selv, at du/i burde have et noget mere stabilt liv før i evt gør det? Det er et ekstremt stort ansvar at få et barn. Et barn har brug for sikkerhed og stabilitet i sit liv. Jeg kan godt huske hvor meget det påvirkede mig og min lille søster da mine forældre skæntes, og den frygt og usikkerhed det skabte. Det var faktisk nærmest en lettelse da de blev skilt, men en stor smerte for mig at blive skilt fra min søster.

Så please overvej det grundigt før i kaster jer ud i det.

Men uanset hvad der sker, ønsker jeg dig alt held og lykke i verden. Håber at du vil lykkedes med alt du gør.

M.v.h. Kim

1 person liker dette

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Only a girl

Besvaret

Kære Sunstealer. 

Jeg glad for du fik læst oplægget, jah det giver et større billeder. Kan så se at jeg ikke har fået alt med, men sån er det. Jeg syns nu vores liv har været rimelig turbulens, mange udfordringer og små skænderier. Der ingen tvivl om at vi elsker hinanden, men et barn lige nu, kommer ikke på tale. 

1. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, da vi fysisk ikke er et match. 

2. Ingen af os ønsker at sætte et barn i verden, hvor mor og far skændens konstant. Det en ting vi da kan blive enige om, men det svært for vi ønsker os et barn, ønsker at stoppe alle de her skænderier men det sker bare ikke. 

3. Jeg ikke klar mentalt pt. jeg kan ikke give et barn det, det nu har brug for. jeg uden job, uden familie netværk osv. Der mange ting, men mest af alt det med mentalt, jeg har brug for at være ovenpå igen. 

Så der kommer ikke nået barn, og det et kæmpe nederlag, men det er oss det mest fornuftige at gøre. 

1 person liker dette

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Sunstealer

Besvaret

Hej  Girl

Lyder fornuftigt at du/i udsætter det. Når du/i så er klar, er der jo altid invitro behandling hvis i ikke selv kan få børn.

Mht. det mentale undre jeg mig over om du har nogen du kan tale med om det? Psykolog og/eller psykiater?

Fik du nogen henvisning til nogen form for terapi, da din læge sagde du var deprimeret? Eller gik du bare med det i dig selv?

Depression er noget skidt at gå med. Det forsvinder sjælendt af sig selv. Og hvis det ikke bliver behandlet kan man risikere at det bare bliver værre.

V.h.

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Only a girl

Besvaret

Hej sunstealer. 

Der er muligheder jah, men de er svære og sluge lige nu, det iverfaldet ikke drømmen at det skal være som det nok bliver. 

Mht til hjælp, så går jeg til psykolog jah. Oh det har hjulpet en hel del, men desværre syns jeg stadigvæk at der er lang vej, jeg ryger ret hurtigt ned, og har svært ved at holde mig selv oppe. Syns det daglig kamp, og med alt andet rundt om mig virker det endnu mere håbløs. 

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Sunstealer

Besvaret

Hej Girl

Hm ok, lyder ikke for mig som om det har hjulpet særlig meget, men hvis du synes så.

Hvor tit går du til den psykolog? Og er der blevet overvejet om du måske skulle have noget medicin?

Jeg kender en som gik til psykolog i 20 år, før hun opgav og så fik noget medicin, der på et halvt år gjorde hvad psykologen ikke havde kunne gøre på 20. Og det var depression.

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Only a girl

Besvaret

Hej Sunstealer.

Jah der er blevet snakket medicin. Grunden min meget unge alder vil man ikke give mig anti depressiv medicin, dertil kan jeg havde nogle rigtigt gode perioder, som normalt ikke ville havde hvis man var meget ramt og dermed skulle i medicinsk behandling. 

Jeg går lige pt hver 14 dag, ca. Du skal huske på at jeg jo selv betaler for det, oss selv om jeg fik en henvisning, så koster det altså nået at gå til psykolog. Penge som jeg ikke altid lige har, grundet min ledighed. 

Jeg syns bestemt psykologen har hjulpet, jeg har fået klarhed over rigtigt mange ting, og har fået mere gå på mod. Desværre, så rammer jeg bunden hurtigere end førhen, den mindste modgang også ligger jeg mig faldt ned. Jeg har brug for at der sker mig nået godt, at få nogle gode oplevelser fremfor kun nederlag. 

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Sunstealer

Besvaret

Hej Girl

Lyder underligt at du skulle være for ung til anti depressiver. Så vidt jeg ved får selv børn det.

Og hver 14. dag er heller ikke særligt meget synes jeg. Pga din økonomiske situation skulle du måske høre din læge om du kan få en henvisning til din lokale distrikt psykiatri. De kan give dig gratis psykolog bistand, og ved også en hel del om medicin. Hvis du får medicin derfra er det også gratis.

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu