Centrum

Blog Centrum

Indlæg: 338    Kommentarer: 781    Se mere fra Blog Centrum

Engang imellem.....

97 visninger

forlader du mig...ikke permanent, men bare for nogle timer.

Idag kom jeg hjem fra arbejde og kunne mærke det med det samme. Noget var ikke helt som altid. Jeg kunne høre det på dit tonefald og dine ord var med en snert af kritik og utilfredshed. 

Hvorfor parkere du derovre, spurgte du og jeg svarede at ellers så kunne jeg næsten ikke få bilen ud når servoén ikke er så god. Så kan JEG jo ikke komme ud, var dit svar og så noget med at køre længere frem. Jeg forsøgte at sige at når din søn parkerede der og jeg så havde parkeret et andet sted netop fordi jeg ellers havde svært ved at komme ud, så var det ikke det samme, påstod du.. 

Så jeg gav op, valgte at tie og sagde bare at jeg nok skulle flytte den.

Alligevel kunne jeg mærke det...hele tiden....at du havde forladt mig... ikke for altid...bare her i aften. Det er sådan jeg føler det når vi ikke snakker og smiler som vi plejer.

Mine tanker vandre, jeg vender og drejer alle ord i søgen efter svar på hvorfor noget er anderledes idag. Måske handler det alene om at vi ikke kan elske hinanden lige højt hver dag.

Du har så tit sagt at man ikke skal sidde lårene af hinanden, at der skal være tid, rum og plads til at være selv. Efter 3 døgn hvor du ikke har veget ret langt fra min side, 3 døgn hvor vi har ligget tæt i campingvognen, 3 døgn hvor du har holdt mig nær, kysset, klemt, holdt om og elsket og 3 døgn hvor alt bare har været dig, mig og vi to...måske er det derfor du idag forlader mig for en stund.

Nu sidder jeg her og du sover, tror jeg. Jeg valgte at gå tidligt i seng og så ligge og se film. Det var bedre end at gå og føle sig forladt og alene, men da du så kom i seng og svarede mig med enstavelsesord så forlod jeg min dyne. Det er så svært når du ikke engang siger godnat. Måske du tænker det er mig der er sur....sådan tænker mænd tit, det er ihvertfald min erfaring.

Egentlig er det helt ligegyldigt hvad du tænker og om du sover for i sidste ende så er det mig der sidder her og føler mig forladt. 

Igennem mit liv har jeg prøvet en del og det har efterladt noget i mig, der netop gør at jeg føler denne forladthed når jeg mødes med tavshed eller fornemmer en masse usagt. Denne forladthed, denne dybe ensomhed helt inde i sjælen, denne frysende følelse af at være uønsket sidder så dybt at jeg egentlig troede den endelig havde forladt mig. Det var en "gave" min eksmand gav mig....efter måneders tavshed med en atmosfære der var så kold at jeg frøs når vi var i samme rum. 

Måske tager jeg helt fejl af dig og alt det usagte jeg fornemmede her i aften. Jeg har jo taget fejl før og når vi så vågnede næste morgen, så var du som altid, men skulle du engang læse det her, så er det altså sådan jeg føler mig....forladt for en stund.

Centrum

3 personer liker dette



5 Kommentarer


Plotin

Besvaret

Kun selvvalgt social isolation kan nære følelsen af forladthed - den følelse kan intet menneskes handling påtvinge et andet menneske, som ikke selv er motiveret for den.

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Sunstealer

Besvaret (rettet)

@Plotin , det synes jeg er at lige stille det skarpt nok op. Hvis man i mange år har været med et menneske man elsker, kan man sagtens få en følelse af ensomhed og forladthed. Det har intet at gøre med at man selv vælger det. Den psykiske afhængighed man vil føle efter mange år sammen. vil gøre at man godt kan føle sig forladt hvis vedkommende trækker sig mentalt. Dette er sku ikke noget man selv vælger. Hvem ville vælge at have det ad helvede til? Ikke mig. Da min kæreste gennem 20 år døde, følte jeg mig også forladt og palle alene i verden. Dette var absolut ikke noget jeg selv valgte, og jeg kæmpede med næb og klør for at komme ud af det. Så jeg synes godt nok at du lægger for meget over på det enkelte menneske. Har du aldrig oplevet kærlighed? For en af de ting der sker ved ægte kærlighed, er at men har meget svært ved at undvære den anden. Så derfor kan den enkeltes lykke, sagtens være påtvunget af en andens handlinger eller mangel på samme.

Redigeret af Sunstealer

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Centrum

Besvaret

Selvvalgt isolation har intet at gøre med det jeg skrev om. Det handler om at blive frataget en nærhed, som der har været der lige op til moment, hvor den ikke er der længere. Det handler om toner i talen, der rammer helt uforberedt.

Jeg levede i måneder med en mand der nægtede at tale med mig, svarede i enstavelsesord og hvor temperaturen i vores hus var som i et køleskab. Engang læste jeg om at hvis man fratager et spædbarn nærhed og berøring, så dør det. Senere har jeg læst om hussult og hvor skadeligt det kan være. De måneder med min eksmand, bestod af dette og noget skete. Noget ændrede sig i mig. Jeg blev jo forladt måneder inden den reelle skilsmisse og så dør man lidt hver dag.

Min nuværende kæreste har også været udsat for meget og engang imellem så trækker han sig. Jeg mærker det bare mere og på en anden måde nu hvor vi bor sammen. Jeg er jo pludselig også "til rådighed" når behovet for at trække sig med ord, er til stede. Måske kan man sige at vores sårbarhed kollidere. 

Når han "forlader" mig for et stykke tid så føles det som livet glider ud mellem mine finger ligesom sand ved stranden. Min sårbarhed blottets maksimalt og ensomheden er til at tage og føle på.

Nu kan man ikke elske hinanden lige højt hver dag....det er og bliver mit anker, disse ord og at jeg oplever det som jeg gør, er ikke andres ansvar end mit. JEG skal rejse mig...JEG skal sige fra....JEG skal finde MIN styrke indeni. Det er snart 14 år siden jeg blev skilt. Ting tager tid....

Ingen kan gøre det for mig og at skrive det ned gør det muligt, for mig, at finde roen, få lidt søvn og langsomt bliver jeg stærkere. 

Jeg har ikke røget i 7 år. Ikke en eneste smøg og har ikke behovet/trangen, men når han forlader mig bare for et par timer, så mangler jeg at kunne sætte mig ud i skoven og tænde en smøg. Jeg hader smagen og lugten, men selve handlingen....er det der giver ro.

Alt er godt nu og han er tilbage. Som sagt så forlader han mig kun for et lille stykke tid, men jeg kan udemærket forstå hvor svært det må være at skulle leve et liv helt uden ham ligesom du blev tvunget til efter 20 år. Jeg tænker at skulle det ske for mig så ville jeg skulle bruge resten af mit liv alene på at overleve.

Centrum

 

 

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Plotin

Besvaret

Mænd - i hvert fald nogle mænd - har af og til brug for at trække sig tilbage, for i ensomhed at reflektere over parforholdet.

"Mænd er fra Mars - kvinde er fra Venus".

Når manden trækker sig ind i sin hule er det ikke for at udtænke en snedig og smart udvej af parforholdet, men for at give sig selv mulighed for at "følge med", udgrunde i hvilken retning hun ønsker at trække parforholdet - sikkert en ny og for ham helt ukendt retning og med hvilket formål, nu, det efter hans opfattelse lige "gik så godt"?

Hun vil have forandringer, nyskabelser, udvidet vennekredsen, nye fælles aktiviteter, nye møbler, ... han vi have fred, genkendelig stabilitet og anerkendelse, som hun viste ham i staren af forholdet.
Han elsker hende stadig, og skulle der forekomme forandringer i dét, skal han nok sige til, ... hun vil konstant høre ham sige, at han stadig elsker hende  - det HAR han jo sagt, mange gange!

Intet under, at kommunikationen nogle gange går galt!

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Centrum

Besvaret

Det er så ikke os, heldigvis. 

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu