jegermaiken

Blog jegermaiken

Indlæg: 103    Kommentarer: 240    Se mere fra Blog jegermaiken

Børn er glade, når mor har det godt.

92 visninger

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. Det er en lang og indviklet historie, som jeg har brug for at sætte nogle ord og noget orden på.

Jeg er netop landet i min egen stue efter en temmelig begivenhedsrig weekend i det jyske hos min familie og nogle veninder. Det var egentlig bare, som det plejede, da jeg kom hjem fredag eftermiddag hos mine forældre. Vi spiste frokost sammen alle sammen, og vi endte med at holde min nevøs 1 års fødselsdag med lidt forsinkelse - han fyldte år for en måned siden, men da var jeg ikke hjemme til at fejre ham. Så det gjorde vi fredag aften. Alt var fint - indtil det ikke var det længere.

Det er almindeligt "kendt" i vores familie efterhånden herinde, at jeg har et noget anstrengt forhold til min far. Jeg har i lang tid haft det sådan - jeg har dårligt kunnet tåle synet af ham - men jeg har egentlig ikke sådan RIGTIGT vidst, hvad det kom sig af. Det blev jeg en del klogere på fredag aften, tror jeg.

Jeg er usikker på, hvordan det egentlig startede, men jeg ryddede op i køkkenet efter aftensmaden, som min mor hjalp mig med, og da vi var mere eller mindre færdige, gik hun i stuen, hvor min far sad - derfor hørte jeg ikke optakten - og da jeg vendte næsen derind, da jeg var færdig, var helvede brudt løs derinde. De råbte og skreg ad hinanden, så jeg gik bare igen. Jeg stillede mig ud i entréen, fordi det var det eneste sted, jeg kunne være i fred (det er en lang historie, men kan ikke være på mit gamle værelse for tiden, når jeg er der), og pludselig kom min mor stormende derud - med sin taske, hvorefter hun tog sin jakke, kiggede på mig og sagde, mens hun åbnede hoveddøren: "Skal du med, eller vil du blive her i det her galehus?" - og så gik hun. De bor ude midt på landet, så jeg vidste godt, at hun ville køre derfra. Det tog omkring et splitsekund at beslutte mig, så jeg sprang i de nærmeste sko og løb ud til bilen, og så kørte vi - væk.

Det første, hun sagde, da vi sad derude, var: "Det her ender i en skilsmisse.". I to timer kørte vi rundt, og der blev fortalt en masse ting, jeg ikke anede noget som helst om. Jeg fik også sagt nogle ting, som jeg har haft brug for at sige højt til hende, men som jeg har skammet mig for meget over at tænke om min egen far; men det var blevet et åbent forum, hvor vi kunne dele med hinanden, hvad vi havde brug for at få sagt.

For at gøre en lang historie kort, så har han været en tyran i mange år - særligt overfor hende. I tyve år (!!!) har hun ledt efter et rigtigt tidspunkt at sige de magiske ord. Hun har tidligere, mens min bror og jeg var helt små, sagt det - men hans reaktion var, at enten så ville han sørge for, at hun ikke fik os (børn) med sig - eller også skulle vi skilles, sådan så jeg skulle blive hos ham, og min bror skulle med hende. Og så ville hun aldrig få mig at se igen. Så af angst for ikke at have sine børn med sig - og måske en smule af frygt for mig hos sådan en tyran alene - er hun blevet der i så mange år. Hun vidste dengang ikke bedre, og hendes selvrespekt i det hele taget kunne ligge på et MEGET lille sted - så hun har jo troet på ham!

Da jeg har været omkring 10-13 år, kan jeg huske, at de skændtes MEGET voldsomt en aften. Jeg turde ikke gå ned, men jeg kunne høre en masse lyde, som jeg kun forestillede mig det værste ud fra. Men han har jo ALDRIG rørt mig - så jeg VILLE ikke tro det værste. Det kunne jeg så åbenbart roligt have gjort, fandt jeg ud af - i fredags. Det viser sig, at han har kastet ting efter hende den aften i køkkenet - blandt andet en kagerulle i første omgang. Det endte med, at han angiveligt har siddet ovenpå hende og holdt hendes arme med benene, mens han har forsøgt at kvæle hende med hænderne. Hun har forsøgt at skrige efter os, men hun har jo heller ikke villet have, at vi skulle se dét. Jeg har ikke hørt hende skrige, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg er glad for det - eller om jeg har det forfærdeligt med ikke at have hørt det, selvom det jo ikke er min skyld ikke at have hørt det. Ved ikke, hvordan hun kom op den aften, men hun overlevede da ...

At høre dét om ham - det åd simpelthen den lille bitte rest af respekt, jeg havde tilbage for ham førhen. Jeg mistede alt for ham lige dér.

Der ligger så mange ting under gulvtæppet, at vi næsten går helt krumbøjede rundt ovenpå det oppe under loftet. Jeg har aldrig rigtigt vidst, hvad det var, der foregik - men jeg har jo fornemmet ét eller andet. Mor fortalte, at hun havde det så skidt med, at jeg fik det så dårligt, da jeg kom på efterskole - men hun vidste også samtidig godt, at der jo HAR været ekstremt dårlig stemning derhjemme. Så det ville næsten have været meget unaturligt, hvis jeg IKKE havde reageret på en eller anden måde, da jeg kom væk dengang.

Det hele giver så uendeligt meget mening. Min bror har fundet en kæreste, som i det store hele er mere eller mindre min far om igen - bare som en kvinde. Hun er FRYGTELIG - ingen af os kan lide hende - bortset fra min bror, formentlig. Jeg ved det ikke. Nu har de fået barn sammen, som de måske ikke skulle have haft. Og min bror lægger sig bare ned for hende, når hun bliver hysterisk - præcis ligesom min mor har gjort det for min far for ikke at lave dårlig stemning og for ikke at skabe uro i sine børns liv.

Men det duer jo ikke! Børn er ikke dumme, selvom de måske ikke ved præcis hvad det er, der foregår. Jeg ville SÅDAN ønske, at min mor havde været mere egoistisk dengang - og var gået fra ham. Han har ikke fortjent en skid at have hende og os i sit liv. Han har så ondt af sig selv - det er aldrig ham, der har gjort noget forkert. Det er hans klare opfattelse, og man kan helt enkelt bare ikke tale fornuft med ham. Det kan ikke lade sig gøre. Han er ikke typen, der siger hverken tak eller undskyld, og kan man lide at blive sablet ned fra venstre mod højre, så skal man bare påpege, hvis han har uret eller har gjort noget galt. Så kan man roligt regne med, at man lige så godt kan begynde at grave sin egen grav.

Han har som sagt ALDRIG gjort MIG noget fysisk - men han har kontrolleret, tyraniseret og manipuleret hele mit liv. Jeg skammer mig over, at jeg dybest set helt ærligt faktisk ikke kan lide min far. Det skal jeg ikke gøre, sagde min mor, da vi sad dér i bilen - men det gør jeg nok alligevel. Han er min FAR - jeg SKAL kunne lide ham! Men - det kan jeg ikke. Han hjælper MIG, han roser MIG, han er der for MIG - til en grænse, naturligvis. Det er svært at være der RIGTIGT for andre, når man er så egoistisk og selvmedlidende, som han er. Men han skal FANDME ikke røre min mor. Dér sætter jeg grænsen.

Man rører ikke min mor.

Jeg ved ikke, om hun faktisk GØR det denne gang, men jeg håber det faktisk. For hendes skyld. Børn indretter sig - selvom jeg er så gammel nu, og selvom jeg synes, at tanken om at blive skilsmissebarn som 25-årig er temmelig mærkelig - så indretter vi os jo. Børn er glade, når mor har det godt. Siden har jeg tænkt en del. Jeg er så bange for, at hun er frygteligt ensom; hun har ikke rigtigt nogen venner - hun taler da med nogen på sit job og sådan - men hun har INGEN tætte veninder. Og hun kan jo ikke være tæt med min far - af åbenlyse årsager - hvem fanden har hun så?! Hun kan tale med mig, men som hun også selv siger, så er der også nogle grænser for, hvad man taler med sine børn om. Og det er måske her. Jeg vil MEGET gerne være der for hende, men jeg synes godt nok, det er svært. Hun skal starte sit liv helt forfra, hvis hun vælger at gå nu. Men hun er kun 56, så hun har stadig en hel masse gode år endnu - jeg håber sådan, at hun har modet til at være egoistisk for én gangs skyld, fordi ...

man rører ikke min mor!

2 personer liker dette



1 Kommentar


At blive skilsmisse-"barn" som voksen i tyverne opleves jo nok anderledes, end at blive det som barn?

 

Det er stadig en svær situation at stå i.

 

Uvilkårligt vil man føle sig i en splittet situation, hvor begge forældre vil kunne tænkes at forvente "medhold", "loyalitet" og at man "vælger side".

 

Sjældent vil usikkerheden om, hos hvilken forælder man skal bo, blive aktuelt påtrængende, som den er for en mindreårig.

 

Ikke desto mindre vil der blive meget, du kommer til at måtte forholde dig til, hvis det bliver aktuelt med dine forældres skilsmisse.

 

Heldigvis findes i nogle tilfælde, "den lykkelige skilsmisse", hvis parterne kan blive enige om, at de altså "bare" er blevet FOR uenige, om at de er vokset fra hinanden, har udviklet uforenelige sind, fået modsat rettede interesser og forventninger til tilværelsen.

Stod det til mig, burde alle parforhold/ægteskaber mindst hvert femte år bekræftes som et aktivt tilvalg for den kommende periode og af begge parter. Bekræfter den ene part ikke aktivt, er forholdet at opløse.

2 personer liker dette

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu