Pulle Pigens sygdom

191 visninger

Runder lige af på mit sidste indlæg, nogen gange opdager jeg det ikke fik med når jeg har lukket, eller lukker ned fordi der kommer nogen.

Skrev i mit første indlæg at jeg skriver herinde for, at ikke mand og børn opdager en fil på computeren eller en reel fysisk dagbog. At de ikke må føle de ikke er nok. Børnene skal ikke spekulere over mine problemer og manden, ja det fremgår vist tydeligt i indlægget min virklighed, hvorfor jeg ikke lige frem betror mig til ham og at hvis jeg rent faktisk fortæller ham hvad jeg tænker ja så er vejen vist.

Kan virke ulogisk at jeg overhovedet stadig gider en hverdag med ham i, men har lidt prøvet at forsvare mit nuværende valg ikke mindst overfor mig selv. Der er ro på,hverdagen er ikke godt men, det er forudsigelig og tildels tryg.

Ved ikke om han forhindrer flest problemer eller skaber flest problemer... Det jeg ved er at han ligger som han har redt, han lever i et forhold hvor han ikke får megen kærlighed, for det meste bliver ignoreret, og de fleste samtaler indeholder kritik. Men hvordan kunne han have forventet andet, når han indledte et forhold på den måde han gjorde. Lod mig forelske sig i en løgn der brast. De fleste mennesker ved godt at sandheden altid kommer frem.

Jeg lever i et forhold, hvor han forsøger at give kærlighed, men min mistillid ikke tillader mig at føle det er ægte kærlighed. Jeg har før levet alene og det gør ikke det store forskel for mig om der er kælighed eller jeg. Jeg har hjælp til de praktiske ting og han er medskyldig i at jeg/vi nu bor i et hus af en størrelse jeg ikke praktisk magter alene. Så selvfølgelig skal han passe hans del af hverdagens pligter. Han har tag over hovedet jeg har tag over hovedet og ja vi undgår at tale i stedet for at skændes.

De fleste forhold uden kærlighed, er også uden sex, vi har lidt sex, for husfredens skyld. Jeg bidrager ikke meget til det, Vil han have pistolen fyret af, må han tilfredsstille mig og så hoppe på, er alligevel aldrig mere end et fakta knald - hans udløsning tager max 5 minutter. For mig er det hverken værre eller bedre end når jeg havde kunder. Nogen gange var den sex faktisk bedre, og kunne han høre fra stuen at de gav mig en ordentlig omgang tog han sig faktisk også mere sammen for at være ligeså go. 

Nå men mit hoved er ved at sprænge, så derfor kommer der mange og lange indlæg her i starten, er startet på at skrive fordi der er virkelig meget der skal ud. Nogen af beskrivelserne er gentagelser fra min gamle blog, både fordi jeg har brug for at vende det med mig selv igen og for at de der kun læser den nye blog kender min baggrund.

Nu til det emne denne blog skulle omhandle. 

Pulle pigen er min mindste datter, og i efteråret 2016 begyndte hun, at være konstant syg, influenza, halsbetændelse, lungebetændelse, ørepine. Få dage i skole syg igen.

Vi gjorde os mange tanker, var der noget ved det nye hus hun ikke kunne tåle, var her f.eks. skimmelsvamp. Eller var det bare det ustabile vejr, vi var opmærksom på hendes påklædning. Og bevidst om at når man har været syg, skal immunforsvaret lige op igen, hvilket det aldrig nåede. Hun fik mere og mere ondt i hele kroppen, så var det arm, så var det ben, af og til kunne hun knapt gå. Var det vokseværk, var hun afkræftet af sygdom, musklerne slappe af at ligge i sengen hele tiden.

Vinteren gik, foråret kom, varmen og solen hun fik det ikke bedre. Vi har selvfølgelig været ved læge langs afsted, fået pencillin og gode råd. Men nu banket jeg i bordet, hun skulle have et fuldt servicetjek. Mangt og meget blev tjekket, af det som en almen læge kan med det de har til rådighed. Blodprøver blev taget.

Vi kom til konsultation for svar. Dit var godt, dat var godt, og jo blip og blop var også ok. Meeeen, nåede lige at tænke åh nej, hendes D-vitamin nieaveu var meget meget lavt. Pyha, det var da en simpel ting at fikse, omvend en langvarig process. Og iflg. lægen forklaring på ALT, hvorfor havde de dog ikke tænkt på det noget før, tja det ved jeg sørme ikke, jeg er ikke læge.

Hun skulle nu tage D-vitamin i 3 måneder (og en multivitamin), så skulle alt være godt, fremover skulle hun tage D-vitamin i vintermånederne og multivitamin hverdag. Jubi... Til møde på skolen som logisk nok, var bekymrede og den meget fravær, og stillede tvivl om det nu også kunne passe eller om der var lidt "forældre tilladt pjækkeri".

Hun fik det langtsomt bedre stadig alt for meget fravær, før sommerferien bliver skolen nødt til at anmelde fraværet til kommunen. Hvad børnene angår er kommunen ikke min bedste ven, men havde jo ikke noget at skjule. Blev også kun et 15 minutters møde, så var den sag lukket igen. Men kommer der flere og flere bliver de jo mere og mere nysgerrige.

D-vitamin behandlingen hjalp på alle infektionerne, og muskelsmerter. Men vi stod tilbage med et stort problem - mavsen. Og her havde kommunendamen anbefalet at hvis ikke lægen snart fandt ud af noget skulle vi bede om en henvisning til børneambulatoriet, som sagt så gjort. Og fik en tid ca. 14 dage inden i det nye skoleår.

Nogen har fulgt med, ja pigen var svært forstoppet, åbenbart en for svær diagnose for egen læge at stille, igen en masse tid spildt en masse skoledage uden fremmøde - og en stigende mistanke om at jeg bare ikke magter at være mor. Av av der har vi ligesom været før, bare med den store datter.

Vi havde ellers gjort os en masse tanker hen over sommerferien hvor det faktisk blev værre og værre. Spiste hun kolde ting, mere ondt. Varme ting mere ondt. Hun fik tiltagende hovedpine, og ville end ikke snakke med hendes skypevenner. Hun sad ofte bare med hovedet et tæppe for at få ro og mørke. Troede ærligt talt den var hel gal, kontaktede kommunen, kan vi få en fritagelse fra skolen indtil vi har en udregning fra sygehuset. Hende jeg havde været til møde med, kunne sagtes forstå tankegangen, men have ikke hjemmel (sikket et fint ord) til at tillade det. Skulle have fat i skolelederen og en lægeerklæring. Vi har fast lægehus men ikke fast læge, og den læge vi traf den dag mente ikke det var den rette vej at gå, hun måtte deltage det hun kunne, sådan som det hele tiden havde været. Til alt held blev det lidt bedre inden første skoledag (hvilket igen kun fik skolepersonalet til at tro jeg overdrev). Og de ville faktisk gerne have et møde med mig.

Blev lidt overrumplet, troede at vi som altid lige skulle mødes klasselæsseren, matematiklærer også ja tilføjelsen skolelederen. Men der var en skolepsykolog, en akt lærer og en eller anden dims jeg ikke fit fat i. Når man som mig har en sygdom der giver social akavet adfærd, så er det sgu lidt meget. Fik det også at vide (dagen derpå da jeg havde fået vejret igen)

Men faktisk et ok møde, da jeg først fik dem 90% overbevist om at nej jeg ikke bare var overbeskyttende, at det ikke er for at passe på mig tøsen er hjemme, og alt andet skrammel de havde at sige. Og vi mødtes på midten og fik lavet et sygeskema, næsten halv tid, hvor hun så pt. kun får fravær hvis hun ikke deltager i de for hende skemalagte timer. Før sommerferien skulle hun møde ind hverdag og så skulle de nok sende hende hjem, bare lidt træls at aflevere en pige som kun deltager en halv time fordi DE selv skal vurdere at hun er for syg til at være der. (Langt fra altid jeg sendte hende afsted). Og sådan gik det også efter sommerferien, hun var stort set ikke afsted op til aftalen på sygehuset. Og da vi kom hjem med afførringsmiddel, var hun heller ikke afsted før hun, var igennem den første tilvænning.

Nu er hun langt om længe af sted næsten hver dag, men klarer ikke altid hele sit sygeskema.

Så her er hvordan det påvirker mig. Jeg har som tidligere mor til et anbragt barn, en naturlig angst for kommunens lange arm. Jeg ved godt, så meget fravær fra skolen ikke er godt for barnets fremtid og sociale liv. Men jeg stod faktisk  i en ret håbløs situation. Jeg har i den periode ikke turdet smide manden ud, for uden ham stod jeg endnu svagere, hvis kommune fik lyst til at blande sig for alvor. Mit liv har været en lang isolation i huset med min datter, selv når hun var i skole, kunne jeg ikke tage nogen steder, kun vente ved telefonen på at den ringet.

Hun har ikke haft overskud til at komme med nogen steder hen, vi har gjort det men meget mget sjældent, min far er for syg til at komme her og min mor kommer ikke alene. Har snakket meget sparsomt med dem i telefonen og næsten kun om mine børn, ikke for meget om mig selv. For de har nok at bekymre sig om, men deres eget helbred.

Venner og veninder har jeg aldrig haft mange af, blev moppet gennem alle skoleår, tror ikke jeg kommer så meget ind på min barndom i denne blog, men skal aldrig sige aldrig. Havde fået et par bekendtskaber, gennem min ældste datters far, via hendes legekammerater (deres forældre) og lidt vi mine korte ansættelser hist og pist.

Men da min psykiske lidelse brød ud, pist væk, ingen rigtige venner i blandt.

Har så mødt et par stykker igen, på diverse kommunale aktiviteter, men alle med deres egne problemmer og magter det ikke rigtigt. Så bortset fra mine børn, min kæreste er jeg temmelig ensom. Det var faktisk en go ting ved kunderne, især før kæresten kom til, for da var det en aften for hvad de nu ville gi, der var tid til hygge og snak. Da han kom til blev det mere professionelt, betaling for tid og ud på minuttet. Men ja selv da han nærmest sad med æggeuret i hånden, havde nogen af dem tid til at spørge ind til mig, især de faste kunder der kom igen og igen og hvor jeg nærmest var deres faste elskerinde (betalte elskerinde).

Mens Pulle har været syg har jeg ikke været i aktivering, jeg ikke haft mit træningskort til idrætscenteret - kommunen skal jo ikke bruge penge på noget jeg ikke få udbytte af. Jeg har altid været ensom, men det sidste år - ja hvis jeg ikke var sindsyg, så er jeg godt nok ved at blive det. 

Jeg forventer ikke venner på mit nye pratiksted, men bare det at komme ud og se nogen mennesker, og for at den sidste dråbe ikke falder i bægeret mens jeg er der må jeg hellere får tømt lidt ud.

Jobkonsulenten der har sendt mig i praktik kender godt til min datters situation, og hvis skolen ringer skal jeg kører, men håber at jeg kun får fravær pga. mig selv. For der er rigeligt at ting der kan gå galt med min egen krop.

Det er nødvendigt med i al fald denne og måske også flere praktikker før jeg er endelig "afprøvet", så har sagt ja til praktikken selvom jeg ikke føler mig helt klar, for bliver jeg nogensinde helt klar. Mit liv har været ramt at det ene uheld efter det andet. Jobcenteret har virkelig ventet tålmodigt på min datter blev rask. Og nu er hun så småt igang så må jeg også hellere komme igang så jeg på et tidspunkt kan få en afgørelse fleksjob eller ikke fleksjob. Jeg skal kun starte på 2x2 timer.

Og når hun forhåbentlig deltager stabilt i skolen igen, skal jeg have mit træningskort tilbage, op og svømme det jeg kan og så i spabadet, kan godt være det kun er flygtige samtaler om vind og vejr men fører med de andre mennesker i svømmehallen, men det er bedre end ingenting.

Har kæresten igen venner er der måske nogen der tænker, jo et par stykker, bl.a. dem vi var til begravelse hos. Men ikke meget vi ses, og som sagt har ikke rigtigt set nogen mennesker i lang tid, da Pulle ikke orket og af og til var en smitterisiko.

Når jeg engang er blevet lidt socialiceret igen, kan det være jeg får styrken til at rent faktisk at tage et valg hvad angår manden, i stedet for bare at lade stå til, måske jeg finder lidt livsglæde og det smitter af herhjemme - alt kan se. Vi har værst presset af både hans adfærd, min sygdom, Pulle sygdom, storepigens autisme mm. Men alt det havde jeg jo faktisk forberedt ham på. Og lod jeg ham hjælpe endnu mere end han gør, gik det måske bedre. Hans temperament tillader ikke at han er sammen med børnene alene, så skal jeg ud for mig selv er det mens de er i skole eller ved kammerater. Og stoler bare ikke på ham, jeg overvåger ham jo, både økonomisk, for han ikke forkludrer praktiske opgaver eller er mig utro (uden at komme hjem med penge he he), for er han utro har jeg en gyldig grund til at stritte ham ud....

 Er ved at være tom for ord for nu, og ved ikke lige hvad næste indlæg skal hedde det må blive en overraskelse...

Bye bye

2 personer liker dette



2 Kommentarer


Har de fundet ud af hvorfor hun har problemer med maven?
Fordi det lyder lidt som om at hun enten er allergisk mod noget der påvirker tarmen hvilket så osse gør at kroppen ikke tager op vitaminer og mineraler eller at hun har en tarmsygedom som netop gør at kroppen ikke tager op næringen i det hun spiser. 
Begge dele er ret tit arveligt men det er jo desværre ikke altid at man kan se om nogen i familien har det men, jeg håber det løser sig :) 

1 person liker dette

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites
Kaos1978

Besvaret

På 29/9/2017 at 18:26 , Hatten skrev:

Har de fundet ud af hvorfor hun har problemer med maven?
Fordi det lyder lidt som om at hun enten er allergisk mod noget der påvirker tarmen hvilket så osse gør at kroppen ikke tager op vitaminer og mineraler eller at hun har en tarmsygedom som netop gør at kroppen ikke tager op næringen i det hun spiser. 
Begge dele er ret tit arveligt men det er jo desværre ikke altid at man kan se om nogen i familien har det men, jeg håber det løser sig :) 

Hun var forstoppet, der er dog efter nu en måneds brug af movicol ikke styr på det.

Så har taget fat i børneamb igen og afventer svar.

Men nej hun optager ikke D-vitamin fra maden, det skal indtages i pilleform, så muligheden for hun mangler andre vitamier/mineraler er da til stede.

Der er taget mange blodprøver og testet for lactose og gluten allergi.

Mistanken gik også på reflux, som ikke blev undersøgt på børneamb. 

Undersøgelsen stoppede da de konstaterede forstoppelsen.

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu