Honestly

En af mine veninder bor et godt stykke i yderkanten af den by, som jeg bor i. Med andre ord skiftes landskabet ud med marker og skov frem for bebyggelse og godt trafikerede veje, når jeg begiver mig ud til hende...

Af en eller anden årsag har den skov været skyld i en hel del bekymringer fra min side...

Her den anden dag skulle jeg så hjem fra hende temmelig sent - nu er en skov om natten generelt mørk, men det bliver ikke bedre af, at halvdelen af gadebelysningen slukkes, fordi der skal spares. Oven i det er stien en snoet satan, der lige pt. er godt dækket af blade, så i min forlygtes blinkende lys forsøgte jeg at orientere mig og ikke ende uden for den.

Hvad sker der så?

Jo, jeg hører selvfølgelig et kæmpe SMÆLD, og det tager ikke mere end et sekund, før jeg er kommet til konklusionen "Fuck, der er nogen eller noget lige bag mig!" Enorm ufed følelse. Og med hjertet oppe i halsen befandt jeg mig pludselig i et uforudset dilemma:

Skulle jeg stole på mine instinkter, køre som død og djævel med risikoen for at kollidere med et træ? Eller skulle jeg mane mig selv og min højst sandsynlige lidt for livlige fantasi til ro og i stedet risikere at støde ind i en eller anden pervers voldspsykopat?

Ingen af de to scenarier udspillede sig, og jeg overlevede (tydeligvis) endnu en tur gennem skoven

Frygt er en irrational størrelse - jeg mener... jeg skulle nok være mere bekymret for at køre rundt inde i byen midt om natten, hvor man rent faktisk støder på folk, end for at befinde mig i en øde skov.