IJLTD

Okay... Så Ali og jeg har sovet sammen hver aften siden lørdag, mine forældre kom hjem i dag, og sengen er nu ensom og forladt til mig selv.
Jeg var sammen med Marie i går, det var hyggeligt, selvfølgelig var det det. Alligevel var der denne delvist akavede stemning der nu engang er, når man ikke har set en person i et stykke tid (vi snakker 1 uge). Hun troede ikke jeg var stoppet helt med at drikke - at jeg stadig ville engang imellem. Jeg troede nu ellers, at jeg havde gjort det klart(?) Christ hvor blev hun... Jeg ved ikke, skuffet må vel være ordet?
Jeg har lige læst hendes blog. Jeg troede hun havde det så godt, det har hun skrevet om i den sene tid. Hun fester hver dag, møder nye mennesker, har det sjovt! Dog skriver hun om, at hun har lyst til at sætte sig i et hjørne for sig selv med et tæppe, og krybe væk fra omverdenen. Jeg forstår det ikke. Jeg har en smule skyldfølelse, da jeg nok hermed er dømt: Kærestekedelig.

Kærestekedelig, det er forfærdeligt. Selvfølgelig har man lov til at være nyforelsket, selvfølgelig har man lov til at ses med sin kæreste ofte - og da også at snakke om ham. Alligevel føler ens venner, at det er det eneste man laver og gør. Jeg prøver så forfærdeligt at holde mine venskaber ved lige, men det er satme ikke bare lige til. Inderst inde har jeg jo mest af alt lyst til, at sidde i Alis arme dag og nat.

Reminder til mig selv (og hvem der nu ellers skulle være interesseret i Ali og mit liv):
Han tog lots of pictures af mig i sengen i dag.
Irriterende? En smule.
Tvang? Også det...
Sjovt? Got me, en smule sjovt var det vel.