La Fleur

Har lang tid kørt min egen hjemmeside, skrevet om stort og småt, jeg har så meget på hjerte som alt sammen gerne vil ud, tvivler på at jeg er den eneste

Jeg er alene mor til to piger, det i sig selv er hårdt, men givende


Kærligheden er en labyrint for mig, jeg har elsket den samme person i de sidste 9 år, han har vidst det men han havde brug for at leve det liv jeg ikke havde, jeg gav slip på ham og var knust. Fysisk smerte bragte mig helt ned og ligge.

Jeg har dog set ham i det skjulte når vores liv tillod det, så jeg har holdt min kærlighed i live og det var nok egentlig det værste jeg kunne gøre... men det er altid nemt at være bagklog.

Nu har jeg for små to uger siden kastet håndklædet i ringen, skrevet et brev til ham om hvad jeg virkelig føler og hvad jeg gerne vil.

Men han har det ikke så nemt med at vise følelser, ægte "mand" på det punkt, så har næsten ikke hørt fra ham siden, så jeg ved godt hvor det her ender, men en afklaring er at foretrække - uanset om den gør godt eller ondt...

Men hvor har jeg været her før, jeg kan huske hvor ondt det gjorde, men denne her gang er sidste gang for er der noget mine seneste år har lært mig er det at jeg skal passe på mig selv...


Men jeg kommer til at savne ham, han kunne følge mig til himmels, han kunne få mig til at glemme alt omkring mig, glemme sorg og smerte, fortvivlelse, han fik mig til at føle mig som en kvinde...

En dag hentede han mig, kørte mig til Tisvilde strand, tog min hånd og førte mig op af skrænten, vi kiggede ud over stranden, solen højt på himlen, bølgerne glimtede og slog med stor kraft mod sandet.
Hans læber mod mine og som så mange gange før fuldbyrdede vi vores kærlighed til lyden af skov og strand. Hver en gang var så speciel, jeg kan huske hvert ord du har hvisket til mig, din duft, dine øjne, dit smil...

Den måde du kunne få mig til at føle, fri, åben og som en smuk gudinde...

Men de tårer der venter mig forude bliver de sidste, for jeg vil give mig selv lov til at sørge rigtigt denne gang, ramme jorden, samle mig selv op og komme videre med vores liv.

Lige idag er dagen trist, jeg savner ham...

Men jeg er mor først og fremmest og det passer ikke i hans liv...

Mit liv har været turbulent, jeg har oplevet så mange grimme ting, men jeg er ikke typen der giver så let op.

Her d. 6 dec kom jeg for et år siden med hjælp ud af et voldeligt forhold til en mand som jeg troede kunne få mig til at glemme ham, men han kunne ikke engang kaste en skygge over ham...

Det har lært mig så usigeligt meget, også at give slip på ting og nu er det så dig jeg giver slip på...