Punktum

Det er alligevel ret utroligt. Jeg mener, jeg har det hele... Jeg har en dejlig familie som jeg har det rigtig godt med, jeg har et udmærket, netop afsluttet gymnasialt afgangsbevis, med masser af tilhørende mundtlig ros fra diverse underviserer. Jeg har, for første gang i mit liv, fået opbygget en vennekreds der er til at stole på, nede på jorden og større en en tætpakket lille gruppe på to mand. Jeg har indtil flere mennesker som jeg stoler fuldt og fast på og som jeg kan betro mig til. . Min fremtid ser ret lys ud og jeg skal snart på højskole og lære en masse nye mennesker at kende. Jeg er omsider blevet en selvsikker person der stoler på sit intellekt og udseende, jeg gør endelig noget ud af mig selv, ikke meget, men jeg holder af min krop, inden for rimelighedens grænser, og er godt tilfreds.
Alt sammen rigtig dejligt. Jeg er meget glad for alt dette og jeg sætter pris på det hver dag. Det gør jeg virkelig, men alligevel er der noget der nager mig, noget der mangler. Og det irritere mig frygteligt at det er så lille og ubetydelig en ting, der skal ødelægge på for mig, sidde og nage. Og det drejer sig blot om at der ikke findes et hankønsvæsen i mit liv. Og at der aldrig har gjort det. Jeg mener jeg har været forelsket. En enkelt gang så voldsomt at jeg stadig nok ikke er kommet mig helt over det, men det er aldrig blevet til mere. Jeg har ingengang et lille crush eller en flirt lige for tiden og har ikke haft det de sidste 4 måneder. Og nu synes jeg snart at det er på tide. Det værste er at det nok drejer sig mere om et behov for en vis form for normalitet, end det egentlig drejer sig om mit eget behov. Men alligevel er behovet det. Jeg fatter ikke hvorfor det bare aldrig sker for mig, når det sker for så mange andre. Jeg ved ikke hvad det er jeg gør forkert. Og for tiden har jeg endda svært ved at finde nogen jeg overhovedet finder interessant nok til at bruge min tid på. Det er jo frygteligt. Når jeg går i byen ser jeg ikke en eneste dreng der fanger min interesse. Og det irriterer mig. Så det må jeg vel gøre noget ved. Og det skal være nu. Så fra og med i morgen vil jeg snakke med alle mennesker på min vej. I hvert fald forsøge på det. Stille spørgsmål og give alle en chance. Og det vil jeg gøre i to uger som et eksperiment og se om mit liv udvikler sig positivt eller negativt af denne handling.. Det skal nok blive interessant. Hver dag inden jeg tager afsted, må jeg sætte mig et mål for hvor mange nye mennesker jeg skal snakke med den dag og så må jeg gøre hvad jeg kan for at overholde det... Der kommer sikkert en opfølgning ...