Punktum

Ved ikke helt hvad jeg skal stille op som veninde. Føler mig faktisk som en frygtelig dårlig ven for tiden. Min veninde, lad os kalde hende U har været sammen med min anden venindes, kæreste, lad os kalde hende Y. Hun ringede til mig mens hun var hjemme hos ham og jeg rådede hende til at droppe sit foretagende, og hun nåede da heldigvis ikke at have sex med ham, men dette råd kom jeg kun med på baggrund af at jeg synes denne dreng er ufattelig ulækker. Derudover er han ikke helt normal og jeg ved at min veninde blot gør det af desperation. Derfor mente jeg at det var det rigtige at råde hende til at lade være, hvilket hun så fulgte. I forgårs havde jeg så inviteret 5 venner til middag hvoraf den ene var Y. Hun fortalte nu at hendes kæreste havde været hende utro, noget jeg måtte indrømme overfor hende at jeg allerede kendte til historien. Heldigvis var Y allerede ved at slå op med sin kæreste og hun sagde at hun ikke var sur på nogen af dem og at der ikke var nogen følelser i klemme. Det virker faktisk som om hun mener det, men man kan jo aldrig vide. Senere på aften kommer vi så til at tale om U og Y's kæreste ved middagsbordet, og da jeg er den eneste der er veninder med U, men de andre er klar over hvem vedkommende er, bliver stemningen omkring U ret hurtig ret speciel. Folk bagtaler hende stort, ikke for at få Y til at have det bedre, men snakker bl.a. om hendes udseende og især de to drenge der er tilstede mener at de aldrig nogensinde ville være sammen med U ligegyldig hvad. De snakker altså både personlighed og udseende. Men jeg forsvarer hende ikke. Det værste er dog at dette ikke skyldes at jeg ikke tør, men ganske enkelt at jeg nyder at høre dette. Er det ikke frygteligt? Jeg nyder simpelthen at høre dårlige ting om min veninde. En veninde der skal forestille at være ret tæt. Problemet er at jeg er den eneste hun har. Hun har en anden ven ellers har hun skræmt alle væk på den ene eller den anden måde og det gør at det er ufatteligt nemt for mig at udnytte hende, da hun aldrig skal noget. Så hvis jeg gerne vil til et eller andet arrangement, ved jeg at jeg altid kan regne med hende. Det er så frygteligt. Det skal siges at vi har været rigtig gode veninder og det skal også siges at jeg har det godt i hendes selskab og vi hygger os og jeg snakker godt med hende. Men jeg tror lidt det hele handler om at hun har behandlet mig ufattelig dårligt i lange perioder og nu hævner jeg mig ved at sole mig i kritik af hende. Det føles som om at alle de ting de siger om hende bekræfter mig i at sådan er jeg ikke, når jeg nu sidder her med disse mennesker omkring mig og de er mine venner. Men jeg hader mig selv for det for det allerværste træk noget menneske kan have, i hvert fald i min optik, er ikke at kunne onde andre mennesker glæde. Og det viser sig at det kan jeg ikke med dette menneske. Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal stille op. Men jeg føler mig elendigt til mode over blot at have overhørt og lappet kritik af min veninde i mig. Jeg ved sgu ikke rigtig hvad jeg skal gøre herfra. Det kan nok ikke fortsætte på denne måde...