Al aktivitet

Denne stream opdaterer automatisk   

  1. I dag
  2. Off-dag og tilbage i Danmark

    Hej Jeg synes det lyder somom du er på vej ind i en depression. Selvom du ikke føler dig ked af det, kan ligegyldigheds følelsen sagtens være tegn på det. Tal med din læge om det. Det er bedre at tage det i opløbet for det vil kun blive værre jo længere tid der går, og det forsvinder ikke af sig selv. Venlig hilsen
  3. Husmorråd søges - gule skjolder

    Om ikke så brug eddike, 1:10 (1dl eddike + 1liter vand) og lig skjorten i blød i mindst 10 min eller gerne over natten. Et andet tips er vodka. Hæld vodka på pletten og gnub skjorten lidt forsigtigt og smid den så ind i maskinen. Vodka er osse god at bruge om man skal fjerne lugten af sved, kom det i en sprayflaske og spray det på tøjet der lugter og lad det så tørre, man behøver ikke vaske det bagefter for vodka lugter ikke nå det er fordampet.
  4. Jeg har lige opdaget...

    ...et musikalsk fænomen, der ellers er gået fuldstændig hen over hovedet på mig: Walk Off The Earth! Ganske vist så jeg for et godt stykke tid siden deres version af "Hello" (m. Adele), men jeg anede ikke, at det var blot ét af mange "hits". Nu har jeg lige siddet og set/hørt en lang række af deres sange - alt sammen coverversioner af kendte numre. Men hvor er det fedt - gør jer selv en tjeneste og kig dem ud engang! Nåmmen, ellers sidder jeg jo her og venter på, at det skal begynde at sne. Vi er blevet "stillet i udsigt", at der hér i området skulle komme 10-15 cm. sne fra i eftermiddag og indtil i morgen tidlig - men lad os nu se, om meteorologerne har ramt plet denne gang... Hvis der kommer så meget sne, kender jeg en, der bliver lykkelig: Knægten! Jeg selv bliver knapt så begejstret, men jeg kan da godt forstå, ungerne gerne vil have noget sne! (Haha ogtror I så ikke, det lige er begyndt at sne?! ) I formiddags var familiekonsulenten her. Det blev lidt af en "sludder for en sladder" i dag, og jeg begynder attænke, at der ikke er så meget hjælp at hente i hende længere... Samtalerne ved psykologen på JobCentret er heldigvis et overstået kapitel. Nårhan går mere op i at fortælle "helte-historier" om sig selv, end om at lære mig redskaber til at tackle angst, smerter, stress og hyper-årvågenheden, så kan jeg ikke bruge det til så meget. Jeg er i stedet blevet tilmeldt et "Lær at tackle kroniske smerter"-kursus på Center For Sundhedsfremme i Varde, som starter d. 18 april. Jeg er spændt på, om det er noget, der giver mig nogle brugbare redskaber,- og om der er mere konkrete ideer til tackling af smerterne, end der var på Smerteklinikken i Give, hvor jeg jo gik i 8 uger i efteråret '15. Jeg syntes ganske vist, jeg lærte mange ting og blev bevidst om mange ting via kurset i Give, men med dét som med så meget andet, så er det nemmere på det teoretiske plan end på det praktiske. Samtalerne med konsulenten ved Center For Selvmordsforebyggelse går jeg fortsat til, og dem holder jeg fat i, så længe jeg overhovedet kan komme til det. Han er en fantastisk sparringspartner, og en mester i at formulere nogle gode "hjælpesætninger". Han er virkelig min støtte - uden ham (og Knægten) havde jeg ikke været her nu! Vores sidste samtale var på telefonen, hvor Manden også var med. Jeg har ind imellem brug for at Manden hører nogle ting fra en anden end mig, for at det "glider ind på lystavlen", og så han forstår, det er vigtigt, og ikke bare mig, der er hysterisk. Jeg kan selvfølgelig i skrivende stund ikke komme i tanke om nogle konkrete emner - men det virker mange gange bedre, når ordene kommer fra en fremmed, end når de kommer fra mig. Næste samtale med C.F.Se.-konsulenten skal Manden også være med, da der er nogle ting fra sidste samtale, der skal "samles op på". Jeg er fortsat i praktik i den lokale Brugs 1 t. 1 dag om ugen. Jeg er lidt irriteret over, at jeg ikke kan rumme mere end dét pt., men for hulen, hvor bliver der brugt meget energi og mange kræfter både inden jeg skal derned, mens jeg er afsted, og når jeg er hjemme igen. Så selvom det kun er dén ene dag, jeg skal afsted, bruger jeg nok 4-5 dage på det, ikke mindst i forberedelsesfasen, og så når jeg er totalt bombet en dag el. to efterfølgende... Irritationen over at jeg ikke kan rumme mere er selvfølgelig et udtryk for, at jeg ikke har accepteret mine egne begrænsninger, og at jeg ikke helt har vænnet mig til (eller kan forstå), at dén Pips, jeg var engang, ikke eksisterer længere. Tidligere skulle der helst ske noget hele tiden, der kunne næsten ikke blive fest og ballade nok, og jo mere jeg havde et rende til, jo bedre. Nu har jeg - mere end nogensinde! - brug for ro, regelmæssighed og forudsigelighed... I tirsdags var jeg på OUH (Odense Universitets Hospital) til samtale og undersøgelse hos endo-teamet. Selvom jeg har haft tiltagende smerter (specielt ihøjre side), kunne lægen ikke se nogen cyster på æggestokkene, udover nogle (sandsynligvis) vand-blærer på max. 2 cm. i diameter, så hun mente at nogle af mine smerter måske kunne stamme fra muskelspændinger, da man - ubevidst - nemt kommer til at gå og spænde, når det gør ondt. På den måde kan det ende med at være en ond cirkel, fordi man spænder mere op, når smerterne i div. organer tager til, og efterfølgende er man så endnu mere opspændt. Jeg fik derfor et øvelsesprogram med hjem, som jeg skal lave 1-2 gange dagligt. Derudoverrådede hunmig til at begynde at tage kosttilskuddet HUSK, da det muligvis kunne hjælpe med smerterne i forbindelse med vandladning og afføring. Problemet med dét er bare, at det er pissedyrt, og jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan jeg finder pengene til det... Jeg skaltil samtale/undersøgelseigen om 3 mdr., og hvis disse tiltag ikke har hjulpet, vil hun prøve at give mig mini-piller som supplement til hormonspiralen. Vi må se, hvad der kommer ud af det... Nå, mens jeg har skrevet, er haven stille og roligt blevet mere og mere hvid. Jaja, så kom der alligevel lidt vinter til os - mon vi får de 10-15 cm., de har "truet med"? Nu vil jeg gå ind og lægge mig, så jeg kan nå et hvil, inden Manden og Knægten kommer hjem, så jeg er frisk til at læse "Gummi Tarzan" (lektier) med Knægten, mens Manden laver aftensmad.
  5. Husmorråd søges - gule skjolder

    Ja lige præcis det jeg forsøgte at formulere, men du er jo prof
  6. Deldig ??

    Det havde jeg ikke lige tjekketDet kan godt være det hurtig blev en rodet side, hvis ikke der var nogle retningslinjer, så det er okay
  7. Måske er det bare mig...

    Jeg tror sådan set du har ret... Men at du skriver en velmenende besked, vil få hende til at fare i flint, og medløberne til at overfalde dig. Det skal være en der kender hende godt, som kan tale ansigt til ansigt med hende. Hun må jo også være/ have været med i noget sorgbehandling, set en psykolog etc. Der må være nogen der er tættere på hende, som kan tage den snak med hende... Måske er der allerede gang i den, men indtil videre er hun så bare ikke helt bidt på? Det kan vi ikke vide, men uanset hvor velmenende det er, vi vil bare hjælpe, så kan jeg ikke tro der kommer noget godt ud af at konfrontere hende med vore meninger. Men jeg er helt enig med dig i, at hun er ved at kvæle sig selv i selvmedlidenhed, og skulle jeg bringe en smule forretningssans ind i det, så er jeg ikke sikker påhvor mange der vil købe tøj, i en død drengs navn og minde. Der er i hvert fald andre ting hun skal have styr på først.
  8. Off-dag og tilbage i Danmark

    Jeg har egentlig ikke en off-dag - men nok nærmere end off-måned. I december frem mod januar var jeg på mit livs rejse. Det var ikke bare destinationen, som hele mit liv havde været min store drøm, men jeg så og mødte en del af min familie, som jeg aldrig havde mødt men kun hørt om. I januar blev jeg berøvet - mine ting, min bankkonto. Ting, der endnu kører i sager, og som har trukket mig ned i tide og utide den sidste periode. Nu er her bare stille. I februar startede det nye semester på universitetet. Jeg var positiv, og jeg så frem til det her forårssemester. Det er altid det semester, hvor solen kommer frem langsomt. Hvor der er mere ro på studiet og formentlig grundet foråret, så føles det som om, der er mere plads indeni og overskud til at nå alting. Men her på det seneste har jeg gået i lille bobbel af ubehag. Jeg har mistet interessen for alt og alle. De små ting som den ugentlige lørdagsmiddag med min kæreste - som i 3 år har været én af ugens højdepunkter - uge efter uge føles pludselig ligegyldig. Der sker ikke noget i min krop, når jeg tænker frem på det. Jeg står med 1,5 ben i en jobmulighed, som potentielt kan ændre mit liv til det, som jeg altid har drømt om, mit liv skulle være. Det er småting, der venter på at gå igennem, før jeg ved det med sikkerhed. Jeg var til møde forleden. Jeg er så tændt på det. Men lige nu føles det bare ligegyldigt. Måske fordi jeg stadig venter på en bekræftelse - og hvad hvis den ikke kommer? Hvad hvis det er de sidste få procenter, der vinder. Jeg blev hjemme i dag. Igen i dag. For 2 dage siden måtte jeg tage flyveren hele vejen hjem til København og et døgn senere sad jeg på flyveren igen 4 timerhjem. Jeg havde sådan en følelse af, at København, der altid har været hjem, bare ikke er det længere. Hvordan opfører man sig egentlig i Danmark "nu til dags"? Hvordan fungerer det med metrobillet og togbilletter, og hvordan fanden fungerer zonerne? Jeg havde i mit hoved planlagt, at jeg skulle gå i en specifik 7-eleven inde i centrum, men da jeg kom derhen, var der ingen 7-eleven. "What?", det var der da .. engang? Det var fantastisk at stå på de danske gader igen. At mærke dynamikken i København, at kunne tale dansk i et helt normalt supermarked og føle den kolde friske luft i norden. Det har aldrig været mere underligt at være i Danmark, end det var forleden. De venner, som jeg havde engang er pludselig så langt væk i deres eget nye liv, at det er mærkeligt. Jeg valgte at stå af senere, end jeg egentlig burde med metroen. Jeg ville gå en tur forbi min gamle lejlighed. Den lejlighed, hvor alting sluttede, og alting startede. Det er mange år siden, at jeg smækkede døren i for sidste gang til min lille lejlighed ved søerne på Frederiksbergsiden. Det er endnu længere siden, at min far gav mig den lejlighed. Det var forår, og det var dér, at han kastede bomben om, at de vile flytte til den anden side af jorden samme sommer. Og det gjorde de så. Da jeg smækkede døren i til min lejlighed på Frederiksberg et års tid efter, flyttede jeg selv til udlandet, dog langt fra min far. Der har jeg boet siden. Og pludselig er årene gået så stærkt, at jeg, åbenbart, ikke kan finde mig selv i København længere. At jeg pludselig, i København, vender mig om på gaden, hvis jeg hører nogle tale det sprog, som jeg taler i min hverdag, med en følelse af "hey!", som var det "mine egne" mere end danskerne er. Jeg bliver tit nostalgisk, de få gange jeg er i København om året. Jeg får altid en følelse af, at NU vil jeg hjem igen. Jeg får en følelse af, hvordan livet ville være, hvis jeg boede i København. Jeg ved ikke, om det er en "post-følelse" af min rejse i december, og at det er på grænsen til foråret og så alligevel ikke. Jeg ved ikke, om februar måned bare ikke indeholder noget, der giver livet værdi. Men jeg har på det seneste haft en følelse af ligegyldighed. Med 1,5 fod i et af de største chancer hidtil i mit liv, et velfungerende forhold, glade forældre og søskende, hvis liv fungerer, gode resultater på universitetet og med udsigt tilendeligsnart at være igennem, så føles alting pludselig bare så.. ligegyldigt. Midt i februar. Det føles ligegyldigt at stå op om morgenen, det føles ligegyldigt at være til stede, det føles træls. Jeg er ikke ked af det. Men jeg er heller ikke glad. Jeg bliver ikke glad over de ting, der sker omkring mig. Men jeg har heller intet at klage over. Mine tanker er gået i stå. Jeg er utålmodig med dagene. Dagene skal bare gå, ugerne skal bare gå. Måneden skal bare være slut og marts også. Jeg ved ikke, hvad jeg venter på. Men jeg venter.
  9. Jeg har fået lejlighed!

    Dejlige nyheder fra dig! Det glæder mig usigeligt!
  10. Husmorråd søges - gule skjolder

    Vanish - ikke for at reklamere for et bestemt produkt, men det virker faktisk ofte forbavsende effektivt. Problemet, med den slags pletter er, at har tøjet først været vasket forinden pletten er blevet opløst, er det nærmest umuligt at rette op på skaden.
  11. Yesterday
  12. Måske er det bare mig...

    Hej og tak for svar. Hende der skriver denne blog har valgt at gøre det i offentligt regi. Som det fremgår af mit link så er hendes blog sponsoreret af de reklamer der er på sidelinjen. Det er ikke fordi jeg har lyst til at blande mig, men det er svært at læse alle de kommentarer der, på en eller anden måde, fastholder hende i sorgen og istedet for at trøste på en måde der giver fremgang, alene opfordre hende til at lave endnu en indsamling så hendes økonomi kan blive bedre. Hun er en mor der er blevet frataget sit barn og som minde om ham vil hun gerne skabe et tøjmærke i hans navn: "nordformælkevejen". Samtidig har hun en frisørsalon som er ved at køre skævt fordi hun er sygemeldt. Jeg synes jo det er en fin tanke at lave et tøjmærke som minde om hendes søn, men det er altså noget der skal arbejdes for og ikke bare tales om + det klares ikke ved at samle penge ind igen og igen. At have en frisørsalon kræver også meget og ryger den så er der ingen mulighed for at udleve drømmen om tøjmærket. Et eller andet sted er der brug for et kærligt og medfølende lille puf. At læse hendes blog og det har jeg gjort over længere tid, er knusende og at forestille mig hvordan det er, kan jeg ikke i min vildeste fantasi, men jeg er bare begyndt at tænke at hun lader den skide åndsvage morder af en ekslæreste/far til Noah, vinde ved at gå ned med flaget og det synes jeg er rigtig synd. Centrum
  13. Deldig ??

    Retningslinierne tillader ikke opslag på andre sprog, da alle skal kunne læse og forstå indlæg. Jeg kan godt se din pointe, Tim Hansen, men det er nu rart med en dansk sidehvor der skrives på dansk så alle kan være med. Det er jo ikke alle der kan læse og forstå engelsk.
  14. Jeg skal på date!

    Det var nu ikke med udgangspunkt i dit indlæg, at jeg skrev "fælles køleskab" - det er det jo efterhånden blevet, fordi noglevælger partner ud fra kosten. Naturligvis vælger du selv kriterierne... Det er bare mig der er blevet så gammel, at jeg ikke har nogle. Det har jeg med årerne fundet ud af, ikke kan betale sig at have. Det jeg mener er bare, at man ved et første møde ikke får noget ud af at tænke i kærestepotentiale, sådan er ingen af i hverdagen alligevel, og det er bare dejligt og berigende at møde nye mennesker, og på den måde er en date aldrig spildt.
  15. Jeg skal på date!

    Tak, Lokkeduen Jeg tror måske jeg har fundet outfittet. Tim: Jeg er helt enig med dig i, at det kan ødelægge meget ved tankerne om "fælles køleskab". Omvendt er det her jo nu jeg skal finde ud af, hvad jeg skal - hvad jeg ønsker. Hvem er jeg? Hvilken mand skal jeg kigge efter? Er der en bestemt type jeg finder interessant? Og der kommer tanken om leverpostej også ind i billedet. Hvad kan jeg absolut ikke leve med? Hvad vil jeg ikke leve uden? Tanken om køleskabet er blot et panik-beskreven måde at fortælle, at jeg er spændt og nervøs Hvilken mand møder jeg mon på lørdag, på Nørreport?
  16. Husmorråd søges - gule skjolder

    Bland citronsyre-pulver og opvaskesæbe sammen 50/50, lad det sidde på pletterne i en halv timme og vask det så normalt. Og lær manden at hænge skjorterne op på en bøjle så dekantørre, de skal ikke ligge i en bunke på gulvet eller i vasketøjskurven.
  17. Husmorråd søges - gule skjolder

    Farveløs eddike på platten... Brug en klud eller eller lignende, til du får pletten helt vædet ind, og vask den så igen i maskinen. Jeg har nu altså været ude for man ikke kunne fjerne pletten, men det er da et forsøg værd. Det kan også bruges ved svedlugt fra løbe tøj eller sko. Man skulle også kunne bruge citronsyrepulver og farveløs opvaskemiddel, men det må du nok hellere google, og finde nogen der rent faktisk har prøvet det, så du ikke ødelægger tøjet. Det kan i sær være et problem, hvis du har vasket flere gange uden at fjerne skjolderne... Jeg tror lidt det trækker ind i stoffet og bliver umuligt at fjerne, men hvad ved jeg om det?
  18. Punkerduen

    Jeg synes da det er synd du ikke tør være dig selv, er det fordi du synes du er blevet for gammel til det? For jeg synes da ærlig talt virksomhederne er rimelig åbne i dag, for folks udseende... Jeg er blevet overrasket et par gange, men generelt synes jeg kun det er positivt. Du kan forsøge dig med flere end bare mig, der kan fortælle dig du bare skal give den gas... Det er jo en ide du har fået, og det kan tage noget tid og megen overtalelse, at blive fri. Prøv evt. også at se dig omkring, når du går i byen, der er da mange alternative måde at klæde sig på, og det er da kun med til at skabe en fest.
  19. Hey, Jeg har lagt mærke til, at mandens tøj bliver gulligt under armene - og det går ikke rigtig af i vask. Jeg har allerede købt en nivea black 'n white-deo til ham, men kan jeg gøre noget ved det, som allerede er blevet gult? Han er meget glad for sit tøj... KH
  20. Punkerduen

    1 sort punkerkjole +2 lilla læber = 3 komplimenter. I går startede dumt ud, men blev i løbet af få timer rigtig fin. Pga. en konflikt med Mrs. Mutti, var jeg vred, da jeg gik i seng og kunne stadig mærke vreden, da jeg vågnede. Er ellers sjældent gal. Kunne ikke rigtig komme af med energien. Konflikten bestod i, at jeg kontaktede hende for at spørge til nogle af hendes kollegers uddannelsesmæssige baggrunde, da de sidder på nogle jobs, jeg brænder for. Mrs. Mutti dissede disse jobs, da hun skrev tilbage. Rakkede det fuldstændigt ned.Så blev jeg gal, fordi uanset hvad jeg nogensinde har luftet for dem, at jeg ville, har de rakket ned. ALT. Og nu gjorde hun det gud-døde-mig igen. Mit humør ændrede sig heldigvis Der er et fænomen, som underholder min mand ganske fornøjeligt. Jeg ser nemlig ikke helt ens ud, når jeg er bare mig herhjemme og når jeg er ude i offentligheden. Jeg er ikke transvestit, skal det lige siges! Men al respekt for dem. Sagen er, at jeg er noget mere PUNK herhjemme og mere pæn/tutte-nuttet, når jeg er ude. I sidste uge købte jeg en punker-agtig kjole: Sort med 2,5-3cm sølvfarvedemetalringe/metalhuller hele vejen rundt i kanten for neden. Stadig stilet, men også... punk.I loooove it. Den havde jeg på i går sammen med min lilla læbestift. Den lilla læbestift havde jeg også på dagen før, men der turde jeg ikke gå uden for en dør. Punker hjemme, prinsesse ude. Punkerprinsessen. Men eftersom jeg skulle se min psykolog i går, tænkte jeg: "Hvis jeg ikke kan være mig selv hos min psyk, hvor kan jeg så?" Så sådan blev det. Og jeg fik en kompliment. Yes, jeg hører til flertallet, der bøjer det i fælleskøn. Min psyk sagde, at jeg så godt ud og jeg lagde mærke til, at flere kiggede efter mig i går. Ikke med åben mund og polypper, men på den dér:She-is-something-måde. Da manden kom hjem lyste han også op og sagde, jeg så super godt ud. Og så grinede han, fordi han synes, at det er så sjovt med "skabs-punkeriet". Men han synes, det ser godt ud. Den lilla læbestift købte jeg, mens vi boede i Bruxelles. Kunne ikke stå for den.Men det virker også lidt… at købe noget og ikke turde gå med det. (Nok noget mange kvinder kender i fht. flotte, høje sko?!) Jeg ved ikke, om det skyldes min venindes kommentar: -"EJ! Du har bare ikke købt en LILLA læbestift?!" - "Jamen... Det er Dior!". Hm. Eller også er det, fordi jeg tror, at jeg med lilla læbestift ikke ligner én, som folk vil ansætte. Efter psyk tog jeg til Frederiksberg Centret for at købe ind, da klinikken ligger lige ved siden af. Her fik jeg (igen) en kompliment for min kjole.To komplimenter på én dag! Hvor tit sker det i Danmark? Skriver Danmark, for i andre lande kan man altså godt finde ud af det… Måske hvis man hedder Oliver Mums Bjerrehuus, kan det forekomme. Eller måske for en Gustav eller Linse. Hvad betyder det at turde være sig selv? Er det at være sig selv, når man har violette læber og har for mange ringe i ørerne? Har jo ikke violette læber, når jeg vågner... Ikke engang, hvis jeg sover med vinduet åbent... På sidste skoledag i 3.g var det tradition at klæde sig ud og jeg gik all-in som punker med lilla hår, netstrømper, sort makeup, "Jagtvej 69 SNØFT!" på blusenosv. Jeg ved ikke, hvad der var sjovest: Klæd-ud-delen? Eller at det rent faktisk klædte mig? Det hele minder mig ogsåom, da jeg var blondine. Havde overvejet det længe og alle havde sagt: ”Ej, nej, nej, det vil IKKE klæde dig!”. Men det gjorde det. Virkelig. Og mange troede, det var min naturlige hårfarve.Folk og veninder rynker også på næsen, hvis man siger ”lilla læbestift”. Men det ser godt ud. Passer ret godt til mine gyldne toner. Jeg har også engang prøvet en orange/kobber læbestift. Så også super godt ud. Passede så flot til hud og hår. Så hvorfor gør jeg ikke det her noget mere? Og hvordan overvinder jeg frygten?
  21. Jeg skal på date!

    Jeg tror så heller ikke man skal satse på, at blive en af dem der er helt hjemme i at date, det lyder mig en anelse overfladisk. I er jo begge nervøse, men da i gerne vil vide noget om hinanden, så er der jo naturlige spørgsmål til de første svære minutter... Men ellers tror jeg den bedste måde at gribe det an på er, at tage det som at møde etfremmed menneske, som måske kan vise sig at være en god ven. Sidde med tanker om fælles køleskab, og alt mulig andet, vil bare forkludre tingene. Det der med at have en færdig plan, hvor en partner skal klemmes ind, tror jeg personligt er dødsdømt på forhånd. Han er en mulig ven, og er han så en idiot, så har du jo heldigvis andre venner.
  22. Måske er det bare mig...

    Det er bare lidt svært, når der kun er en der ved hvordan hun har det, så jeg synes det er en dårlig ide at blande sig i andres sorg. Du kan jo sammenligne det lidt med de der har fået et dødfødt barn... Der er jo nogle der nærmest laver en blog eller en side på FB, hvor de mindes barnet. Jeg forstår det ikke, men jeg har aldrig prøvet det og kender jo ikke deres tanker og følelser. Jeg blander mig i hvert fald ikke i andres sorg og anliggender i det hele taget,ville i stedet bare lade være med at følge med i det.
  23. Måske er det bare mig...

    Jeg synes, det ville være en rigtig pæn måde at sige det på (at hendes søn ikke ville have ønsket, at hun skulle være så ulykkelig).
  24. Måske er det bare mig...

    http://nordformaelkevejen.dk/2017/02/mine-oekonomiskes-problemer-efter-mit-barn-blev-myrdet/ Jeg sad og læste denne blog som er en dagbogsblog fra en meget ulykkelig mor, hvis barn blev myrdet for 8 måneder siden. Jeg har læst en hel del af hendes blogs og det rammer dybt for så stor en smerte fortjener ingen. MEN... Idag sad jeg faktisk og blev sådan lidt...hmmm for ja der er en dyb sorg, men engang imellem opleves det som om hun alene lever for sorgen, at den dyrkes på en eller anden måde. Jeg tænker at ingen endnu har skrevet til hende om hun måske har tænkt på at hendes søn ikke ville have ønsket at hun skulle være så ulykkelig? Det er så svært at være den der skriver "alt det grimme" for det føles som at sparketil en der i forvejen ligger ned, men jeg tænker at engang imellem så skal der et kærligtspark til i en eller anden form. Jeg har før været den der "sagde" de ord som ingen andre turde sige og jeg tror det handler om at turde. Det ville være så nemt bare at gøre/sige ingenting, følge strømmen som forsøger at trøste og samle penge ind i en uendelighed, men det kan jeg ikke være en del af. Åh jeg føler mig som et virkelig dårligt menneske. Centrum
  25. Sidste uge
  26. Jeg skal på date!

    Update! Jeg har tilladt mig at spørge min mand om dit tøjdilemma, for jeg tænkte, det kunne være rart for dig at høre svaret fra endnu en mand. Han svarede: "Selvfølgelig skal man være sig selv. Og at gøre noget ud af sig selv viser modparten engagement ogat man er interesseret. Så selvfølgelig skal du gøre dig smuk til din date, så du på den måde viser, at du vil det ligeså meget som han. Noget tøj, som du føler digselvsikker og glad i. Makeup? Ja, lidt, en smule makeup. Pænt tøj,men stadig noget, der er dig." Han synes heller ikke jeans. Min anbefaling: Kjole, løst hår og mascara.
  27. (sådan føles det)

    "Find en du kan stole på." "Og hold så lav profil."
  28. Jeg skal på date!

    Aner ikke, hvad man taler om på dates . Jeg har kun været på én decideret date, som var en picnic. Men I skal nok ikke på picnic i februar måned Jeg vidste intet om, hvad han havde planlagt. Det viste sig, at han var gået all-in: Havde skåret alskens frugt ud til den store guldmedalje, købt tæppe og champagne. Jeg blev småfuld, fordi jeg ikke var vant til alkohol og pga tom maveOg vi måtte flytte daten, fordi jeg pludselig skulle tisse..... Så jeg ved ikke, hvad jeg sagde for 9 år siden, men noget må jeg have gjort rigtigt -selvom jeg var småfuld og tissetrængende -for vi er stadig sammen Der er en masse datingregler.... Bryd dem.
  1. Load mere aktivitet