Al aktivitet

Denne stream opdaterer automatisk   

  1. Yesterday
  2. Hvem skal betale

    Hej Mejse. Du finder svaret i din lejekontrakt. Der vil typisk stå hvilke faste hvidevare, der følger med lejemålet. Det betyder a,t hvis der står at der er et komfur, så er det udlejers ansvar at det virker. Udlejer kan så vælge at få en reparatør ud og tjekke om noget er galt og om det er noget der kan laves, men han kan også vælge at anskaffe et andet til dig, men det betyder ikke at det skal være et nyt. Det står ham frit for at anskaffe et brugt. Sidst: såfremt du gerne selv vil købe et komfur, fordi du gerne vil have et helt nyt, så skal dette aftales med udlejer og aftalen skrives ned. Det handler om at udlejer, ved fraflytning, kan fastholde at der var et komfur da duflyttede ind og derfor skal der også være et når duflytter ud. Har du pladsen så kan du købe det du gerne vil have, sætte det gamle til opbevaring i kælderen (hvis du har en) og så indsætte det gamle når og hvis du flytter ud. På den måde kan du tage et selvbetalt nytmed dig og aflevere lejligheden som modtaget. mvh. Centrum
  3. Løsgængerpartiet foreslår:

    Helt i orden, @Centrum, du gør det bare om, prøver igen - på søndag. Jeg er med dette forslag gået lidt videre, end til bare at ville indføre en borgerløn, som i sin natur er et passivt forsørgelsesgrundlag uden tilknyttet krav om modydelse. Det er et forslag om reel job-/indtægtsgaranti for alle danske statsborgere, som ved at yde en arbejdsindsats ønsker at skaffe sig en højere indtægt, end borgerlønnen. Både et ja og et nej til dit indlæg: Jo, man skal have (være født berettiget til), eller have erhvervet sig (reelt "Gjort sig fortjent til) dansk statsborgerskab, for overhovedet at komme i betragtning til disse ydelser. Men nej, til optjeningsprincip for retten til borgerlønnen, gældende for alle, der er født til dansk statsborgerskab! Muligt, at et optjeningsprincip for retten til ansættelse, gældende for erhvervet statsborgerskab, vil kunne være rimeligt, og muligt, at det samme optjeningsprincip vil være gavnligt for de unges motivation for at tage uddannelse/job i en tidlig alder. Du har, med dit indlæg, allerede bidraget til, at jeg har gjort mig overvejelser om den nærmere, mere præcise udformning af forslaget om jobgaranti. Et godt, og meget illustrativt eksempel på, hvordan jeg gør mig forestilling om, at Løsgængerpartiet som organisation og som "parti", repræsenteret i Folketinget, ville skulle fungere: En idé kastes op i luften, og kommenteres af medlemmer i gruppen, hvilket på et tidspunkt vil kunne udmønte sig i et i Folketinget fremsat konkret lovforslag, som det så vil stå de enkelte medlemmer af partiet frit for at stemme for, imod, eller undlade af afgive sin stemme på. Det vil i de fleste tilfælde, nok også hvad angår andre partiers forslag, være muligt for Løsgængerpartiet at fremsætte en nogenlunde holdbar udmelding om det forventede antal mandater der vil kunne forventes at støtte forslaget.
  4. Løsgængerpartiet foreslår:

    Jeg er absolut tilhænger af at der indføres en form for løn for at "gå hjemme". Det er jo også et arbejde endda oftest på mere end 8 timer om dagen. Der skal bare være en form for krav der skal være opfyldt inden man kan blive berettiget f.eks x antal aktive år på arbejdsmarkedet og at man skal være dansk statsborger.. Nu er det ikke søndag men tidligt mandag morgen så det er hvad jeg kan byde ind med lige nu. Centrum
  5. Sidste uge
  6. Hvem skal betale

    Hej alle herinde. Vil spørge om der er nogen herinde der kender regler med hensyn til hvis vi skal have nyt komfur. Vi bor til leje hos en privat udlejer, og vores komfur er hvist ved at gå i stykker, ovnen er lang tid om at varme op, det var et der stod her da vi flyttede ind i lejligheden, men nu vil jeg godt have et nyt, men er det et vi selv skal betale for eller skal jeg have fat i udlejer.
  7. Løsgængerpartiet foreslår:

    Søndagsudfordringen: Et ræverødt radikalt liberalt forslag Et opgør med stokkonservativ arbejdsmarkedspolitik: Staten fastsætter for hver enkelt virksomhed, privat såvel som offentlig, hvor mange ansatte virksomheden skal aflønne. Regnestykket bliver meget enkelt: Alle arbejdsduelige (i Christiansborg-jargon: Hele arbejdsudbuddet) er tilknyttet, ansat i en virksomhed, som har forpligtelse på at aflønne sine medarbejdere. Hvordan, til hvad og i hvilket omfang, virksomheden vil udnytte sin til rådighed stående arbejdskraft, er helt op til ledelsen af virksomhedens ledelse at tilse. Naturligvis under iagttagelse af allerede nugældende lovregler for arbejdsforhold for de ansatte. En virksomhed må gerne ansætte, beskæftige og aflønne en arbejdsstyrke, større end den af Staten tildelte, men aldrig færre medarbejdere, end tildelt. Ved første øjesyn vil ordningen kunne minde om det gammelkommunistiske system med femårsplaner, produktionsmål, og anden skidt og usund statsstyret utidig indblanding i erhvervslivet. Forskellen ligger i, at Staten ikke direkte skal blande sig i hverken hvilke produkter eller serviceydelser, en given virksomhed beskæftiger sig med at producere, markedsføre og gøre forsøg på at afsætte til hvilken pris, eller i, hvordan den enkelte virksomhed vælger at udnytte sin ansatte arbejdskrafts kvalifikationer og arbejdstid. Som i dag, aftales løn, arbejdstid og arbejdsforhold mellem erhvervslivets parter. Arbejdsgiveren vil få langt større incitament til at uddanne, og vedligeholde sin arbejdsstyrkes kvalifikationer, end tilfældet er i dag. I yderste konsekvens vil en ledelse, hvis denne ikke magter at løfte sin ledelsesopgave, kunne komme til at betale løn til medarbejdere, der "bare går hjemme". Medarbejdere kan frit skifte arbejdsgiver, men alle har de ret til en ansættelse, til en lønudbetalende arbejdsgiver. Det er muligt, i en periode, frivilligt at fravælge ansættelse, og dermed selvfølgelig lønudbetaling. Men også en ret, til enhver tid at kunne genindtræde i en løngivende stilling. Det socialistiske element i ordningen er, at alle har ret til løn. I nutidens terminologi: Beskæftigelse. Det liberale element i ordningen er, at alle, virksomheder såvel som medarbejdere, opererer i et marked med fri konkurrence for både arbejdskraft, varer og tjenesteydelser. Staten vil ikke længere skulle administrere, eller finansiere, ordninger med dagpenge, sygedagpenge, eller kontanthjælp. Hvad synes DU om tanken, idéen?
  8. Rutchebanen fortsætter...

    Sidste uge efter mødet med skolen, havde lillepigen faktisk ikke ret meget fravær. Hun meldte fra til idræt, de sidste to timer torsdag. Lærerne og jeg er meget stolte, men det ændrer ikke på, at der ikke er styr på det endnu. Hun havde faktisk også 2 lege aftaler, herhjemme og de er rigtig gode til, at tage hensyn til hende når hun skal have en pause. Positivt med gode klassekammerater, men det har jeg nu altid vidst, hun skal bare selv indse det igen, så hun ikke er så bange for at tage i skole når hun har det lidt skidt, de ser ikke ned på hende eller mobber hende. Selvom jeg sidste mandag igen blev lovet, at vi ville blive indkaldt til en ny undersøgelse har vi intet hørt. Så idag prøvede jeg igen, at få fat i børneamb. i deres telefon tid, optaget, optaget, hov jeg kom igennem, men der var mega meget larm i baggrunden (går ud fra det er fra alt byggeriet på sygehuset), hun sagde lige et øjeblik og jeg gik ud fra hun ville finde et roligt sted. 2 sekunder efter, var forbindelsen afbrudt. Jeg prøvede forgæves at ringe op igen, og håbede lidt at hun ville ringe tilbage, hvis du nu havde vis nummer. Men den korte times telefontid udløb, og jeg endte med at skrive et langt brev til dem ind over e-boks. Nu håber jeg snart jeg hører fra dem, så vi kan finde en løsning. Det lykkedes faktisk for os at deltage i en fødselsdag i weekenden, min kærestes niece.Eftersom lillepigen er nødt til at have sit movicol med, når vi er ude for at nå at drikke det, faldt samtalen også på hendes situation. Nogen af de andre fest deltagere foreslog vi bad om hun fik et tarmskyl så vi er sikker på hun er tom og så fortsætte med movicol, som forebyggende. Jeg har været inde og læse om det på nettet og ingenting er jo risikofrit, når jeg endelig får børneamb. i tale igen, vil jeg da spørge til det. Har også overvejet om det kan være en løsning for mig, for der står faktisk at det ofte bruges til patienter hvor oral udtømning af forskellige årsager er umuligt - igen tænker jeg bare hvorfor nævner lægen ikke det. Vi kom jo frem til jeg ikke må tage afførringsmiddel, pga. mit medicin. Man kan købe udstyr til selv at lave tarmskyl hjemme, men så står der også at overdreven brug af tarmskyl kan give andre problemmer, da man også skyller gode bakterier og tarmflora væk. Så jeg skal have fundet ud af om f.eks. 1 gang om måneden er for ofte. Så får min tam da en genstart en gang imellem og måske færre mavesmerter. Ville da klart værre mere tryg ved at få det gjort på en klinik, men har ikke råd til selv at betale mig fra det. Så med mindre det er noget jeg faktisk kan kræve lægen henviser mig til i offentligt regi, så må jeg overveje om jeg tør prøve det selv. Og her understreger jeg lige, til dem der måtte være i tvivl, jeg har ikke i sinde at bruge hjemmeudstyr på min datter. Det er kun oppe til overvejelse til brug på mig selv. Lillepigens imunforsvar er stadig ikke på fuld styrke, så ved at være i skole og ude og lege i frikvartererne har hun desværre raget noget forkølelse til sig, inkl. smerter i hals og ører. Hun klaret skolen mandag, tirsdag blev hun sendt hjem kl. 11.00 og idag har hun været hjemme. Meget øv at der kommer nye forstyrrende elementer, hver gang hun lige er startet op, men vi fortsætter med at kæmpe en dag af gangen. Trods bylder, penicillin mm. kom jeg faktisk afsted i praktik i fredags, det gik godt og var rigtigt hyggeligt. Skulle have været afsted i dag, det blev jeg så forhindret i, både fordi hun er syg, fordi hun har smittet mig, og fordi bivirkningerne fra penicillinen for alvor er trådt i kraft. Utroligt jeg kan blive smittet med noget overhovedet når jeg jeg har været næsten uafbrudt på penicillin, i 3 uger. Min lidt ændrede tilgang til kæresten, har som sagt hart en lille effekt. Og de sidste par aftener når jeg endelig efter en lang dag, med omsorg for datteren, har kunnet ligge mig på sofaen og pleje mig selv. Ja så har han været i stand til, at udvise en lille smule omsorg for mig. Nu vil vores families samlede uheld så, at han her til aften har måttet køre til vagtlæge. Hans åreknuder driller igen, og det er jo faktisk små blodpropper, så der skal man hukse at reagere. Han er efter undersøgelse ved vagtlægen, blevet sendt over og vente i akutmodtagelsen til yderligere undersøgelser. Om han bliver indlagt ved jeg ikke endnu. Når vi er uvenner kan jeg mærke det på alt, bl.a. ogsåhans udførelse af huslige opgaver. Han hjælper, men gør kun lige det mest nødvendige. F.eks. er det, at tørre bordet af ikke en del af opgaven at rydde af bordet. Når han rydder op i køkkenet, bliver vasken ofte efterladt med ulækre madrester i, som det ville tage 2 sekunder at fjerne. Skraldespanden bliver efterladt fuld.... Ja sådan mange irreiterende småting. På den ene måde er jeg træt af, at det var mig der skulle bryde isen når det var ham der i den grad havde trådt på mig, løjet for mig og misbrugt min tillid (naivitet), men omvendt har det måske været umuligt for ham at bryde isen, så længe jeg var så kold og vred. Måske har jeg slet ikke set det når/hvis han har prøvet. Hvorimod, han var klar til at sluge min håndsrækning med det samme. Det jeg ved er, at vi taler pænere til hinanden putter lidt mere i sofaen og han igen rent faktisk gider gøre tingene ordentligt, så jeg ikke skal rende bagved og afslutte opgaverne. Og netop det der har været træls, jeg ved han kan gøre tingene ordentligt for det gjorde han i starten af vores forhold, hvorfor slække på den slags åndsvage ting, som har givet konstante irritationsmomenter og kun gjort mig mere vred på ham og træt af ham... Hjælper at få lidt mere selvindsigt, men har slugt mange kameler for at række hånden frem og give ham en reel chance igen, i stedet for kun at tåle hans tilstedeværelse. Et helt andet irritationsmoment er hans forældre, langs af sted i vores forhold har det været en kombination af at forklare dem min sygdom og prøve at leve op til deres forventninger. De har en noget andet standard på hvor rent et hjem skal være, hvordan en have skal passes osv. Og jeg kan jo ikke så godt tjekke om de havde samme standard da de havde hjemmeboende børn, som de har nu som pensionister. Og prøver også at være ligeglad, men det kan nogengange være svært. F.eks. er jeg jo stolt af endelig at forsøge med praktik igen, men da jeg nævnte det for dem, 2 timer så kan du jo kun lige komme igang så skal du hjem igen. Ja det ved jeg ligesom godt, men sådan er det bare. Når de er på besøg tøver de heller ikke med at nævne hvis der er en opgave som i deres verden har ventet for længe. Har I ikke nået det endnu, hvad går I så og laver. Nu her til fødselsdagen spurgte de sådan ud fra det synspunkt, at de jo ikke ser meget til os. Jeg svarerde bare: passet mig datter, passet mig datter og ja passet mig datter noget mere. Kan egentlig godt lide dem og vi har haft mange gode hygge stunder sammen, især denperiode vi lå på samme campingplads som dem. Og i starten følte jeg de forstod, hvis jeg skulle have et hvil midt på dagen, var det sådan det var osv. Men nu er det som om de bare tror jeg er doven, og det trods de ser mig tage min medicin, flere gange dagligt. En anden årsag som jeg er fuld bevidst om, er at de måske prøver at præge deres søn til at forlade hende den skrappe, kan jo værre de har svært ved at tro på at deres dejlige søn har gjort de ting jeg har fortalt dem om. Jeg kan kun læne mig tilbage, og minde mig selv om, at jeg var ærlig fra starten, at han har valgt mig trods mine problematiker, og at det må de så acceptere. Og jeg ved hvor galt det kan gå hvis jeg presser mig selv for meget og der skal jeg ikke hen igen. Har nævnt det for kæresten et par gange, og hvis vi sådan for alvor finder hinanden igen, håber og tror jeg, at han vil være med til at få dem til at stoppe de dumsmarte bemærkninger. Mine forældre har langt om længe fået sandheden atvide om at vores forhold ikke lige frem er perfekt for tiden, har ellers ikke villet bekymre dem, men sandheden kommer jo altid frem. Det har da også skabt lidt antiparti fra deres side, men som min mor også sagde så længe jeg kan leve med det, så kan de også jeg er voksen og det er mit valg. Sagde lige ud det ved jeg ikke om jeg kan i længden, men I ved jo godt hvor uheldig jeg har været med kærester gennem tiden, så tror bare jeg bliver hvor jeg er denne gang, man ved hvad man har, man ved ikke hvad man får. De har behandlet værre kærester pænt så ved de kan gøre det igen. Håber vi bliver raske til i et vist omfang at nyde/udnytte efterårsferien, måske man kunne være heldig med lidt tørvejr snart, vi har mange udendørsprojekter, som både sygdom og vejr har forhindret. Tvivler på vi når dem inden vinteren banker på, men vi må nå det vi kan. Og måske vi slet ingen vinter får, måske det efterårsvejr vi har haft, både forår, sommer, efterår bare fortsætter og fortsætter...... Aloha vi ses
  9. Tidligere
  10. Når en kommune svigter...

    Marianne Mørk Mathiesen.
  11. magter ikke titel

    Hej "only a girl"... Først så vil jeg lige sige at det med at søge sofaen fordi sengen er for stor, er ikke spor dumt. Det har jeg praktiseret det meste af mit voksne liv. Jeg sover ikke godt alene, sengen er for stor og følelsen af at være alene, er overvældende. Så kommer der en masse tanker, job, kæreste, børn...ja alt mellem himmel og jord kan pludselig rumstere rundt i øverste etage. Engang imellem så tænker jeg at min hjerne har ADHD for den har helt sikkert sit helt eget liv, især om natten. Jeg tror at det med at søge sofaen handler om at man ligger op af noget når "han" ikke er der, men jeg gør det også når jeg er syg. Tænker lidt at det er noget jeg har fået med hjemmefra, da jeg var barn, for der lå jeg altid på sofaen uanset hvad jeg fejlede og jeg kan stadig huske fornemmelsen af hvor koldt og ensomt mit værelse var skulle jeg ende der et par timer mens jeg var syg. Igen handler det om tryghed og at søge den er slet ikke dumt. Når min hjerne går over gevind så tager jeg min lille tablet, sætter en prop i øret og ligger i min sofa og ser film. Jeg ender som regel med at falde i søvn og selvom kloge vil sige at man ikke sover lige så godt med lyd på....så er det søvn i min verden og vi er jo alle forskellige. Singellivet er ingen dans på roser selvom mange tror det. Man savner nærheden og fællesskabet. Du har haft en kæreste og det er ikke så længe siden selvom det føles som en mindre evighed. Når man savner nærhed, kys og bare det at blive holdt om, så kommer minderne. Det er helt naturligt for det er jo det sidste man har oplevet og det man husker bedst. Ikke at være klar til et nyt forhold betyder ikke at man ikke kan få nærheden. Det er ikke forbudt for kvinder at søge den også selvom det kun er for en aften. Jeg plejer at sige at alle kvinder med respekt for sig selv har en erstatning i natbordsskuffen . Nogen forarges, andre synes nok jeg er mærkelig, men selverkendelse er en vigtig del af det at være et helt menneske og jeg sover nu nemmere hvis jeg er tilfredsstillet også selvom det er noget jeg skal klare selv. Måske en mulighed også for dig?? En anden vigtig ting i dit liv lige nu er din sorg. Når man mister et menneske så er sorgen ikke bare noget der lige overstås. For dig betyder det at du mindes om, hver eneste gang der er knæk cancer-kampagne. Det er et tilbageblik på en tid der var svær og som ikke endte så godt som ønsket. Din eks var deri det forløb og derfor er din sorg nærmest todelt. Du har jo mistet to mennesker i dit liv. Disse ting tager tid at bearbejde og begge vil være en del af dig resten af dit liv i en eller anden grad. Det er på ingen måde latterligt.Glem ikke at der ikke findes forkerte følelser...vi er alle bare individuelle. At skrive er en god ting, det er forløsende og det oplevede du jo selv da du skrev dit indlæg her. Tårerne kom og med tårerne kommer der en lille lindring...på sigt for det er slet ikke sikkert du oplever det sådan lige nu. Tillykke med jobbet det lyder simpelthen dejligt for dig og med din barnepige-tjans...børn giver så meget Centrum
  12. magter ikke titel

    beklager på forhånd det her indlæg, det bliver meget rodet!! men overskuet og følelsen for at skrive er der lige nu, og så det om at gribe den. Det sket så meget her på det sidste, ved ikke hvor jeg skal begynde, eller hvad der gir mening. Jeg har fået nyt arbejde, hvilket jeg er sindsyg glad for! priser mig virkelig lykkelig over at være igang igen, også er det de sødeste kollegaer jeg har mig. Jeg elsker at være på arbejde og være igang igen, hovedet køre derud af med ideer og tanker omkring nye tiltag, selv efter fyraften det kan derfor være svært og falde i søvn om aften. Især det her med søvn har jeg virkelig kæmpet med i lang tid nu, jeg kan ganske enkelt ikke sove inde i min seng. Jeg ligger og ruller rundt i den, den er simpelhen al for stor til lille mig, hvor dumt det end lyder. Så pt sover jeg inde på sofaen, eller hjemme hos min forældre i deres gæsteseng. Ligegyldigt hvor træt jeg er, så falder jeg bare ikke i søvn, eller også vågner jeg flere gange om natten Det dog blevet har bedre efter jeg er startet på job, men der forsat dage hvor det er helt skævt. Faktisk har de sidste 2 dage været helt a helveds til, har følt mig meget alene og ensom. Det hænger tildels sammen med at jeg er blevet syg / nedlagt af roskildesyge - dejligt at være pædagog ikk også det med at være single. Det er og bliver bare en dårlig kombi at være single og syg, sku aldrig nemt har virkelig kæmpet med det her med at være single og ensomheden, jeg har masser af skønne veninder og venner som vil gøre alt i verden for mig. Men lige som alle andre har de også et liv, og de kan ikke altid være her hos mig, eller lægge øre til at jeg hælder lort ud omkring hvor hårdt single livet er osv. Det fuld forståeligt, og det enlig heller ikke det jeg har brug for, jeg har brug for den der nærværd, nærkontakt, at blive rørt ved og holdt om!. Kæft hvor jeg savner det, og mangler det virkelig, men det skal slf heller ikke være hvem som helst. Mit hjerte er meget lukket, og det vil det nok være et stykke tid endnu, ikke det stodmindre har jeg et behov som ikke blier dækket og som lige nu virkelig viser sig. Jeg har ikke været sammen med en mand i snart 3-4 mrd, hverken kys eller sex, jeg har heller ikke den vilde lyst til sex. Det mere det med omsorgen og det at vide at der er nogen til at gribe dig, oh jah jeg har mine veninder og familie, men de kan aldrig dække det behov en kæreste kan. Det virker så kompelt latterligt det jeg skal til at sige nu, men min eks dukker mere og mere op i min bevisthed. Måske det også hænger lidt sammen med at jeg savner min moster og husker de ord han sagde til hende og ikke mindst til mig den sidste dag " vend dig om og se hende køre væk, du vil fortryde det ellers", husker hvordan han i kirken kysset mig på manden mens han sang med på salmerne. Jeg var så fucking stolt af ham den dag, også selv om vi endte med at skændtes, det dræber mig indenvendigt at min moster ikke er her mere. Savner hende stort set hverdag, især dage som idag hvor jeg virkelig føler mig alene og uden en mand i mit liv og med en drøm som virkelig ikke ser ud til at lykkes. Hun ville altid sige et eller andet klogt, puha der bliver lige fældet et par tåre nu. Der er ingen tvilv om at hun er savnet, det er min eks enlig også i en vis forstand, men det vil aldrig gå mellem os. Jeg prøver så vidt det muligt at tænke posetivt om både min eks og min moster, huske på alle de gode ting vi oplevet sammen og vores samtaler, fremfor de mindre gode ting. om små 14 dage er det knæk caner uger, de sidste to år har jeg set det show sammen med min eks, og i alle de år jeg kan huske har min moster været her. Hun hadet den uge som bar helved, alle blikke var rette mod hende følte hun. Det bliver en hård uge, for hold nu kæft hvor vil jeg bare gerne havde min moster tilbage. OHH havde virkelig ikke regnet med at jeg ville blive så berørt over at skrive blog og omkring det med min moster, men det må jeg ærligt sige at det gør jeg sgu. Tårene løber ned af kinderne på mig. puha tro jeg stopper for nu, Gir mig selv lov til at græde for første gang i mange mrd. Jeg okay, jeg har det enlig meget godt, det bare en øv dag idag. Rejser mig op igen i morgen, hvor jeg har mine to skønne drenge, nåh jah jeg er blevet barnepige for to skønne drenge på henholdsvis 8 mrd og 6 år. Nyder tiden sammen med dem <3
  13. Når seksualitet kriminaliseres

    Altså, altså........en burka er da spændende seksuelt. For man ved jo ikke hvad der gemmer sig under burkaen. Måske gemmer der sig mine hedeste drømmes prinsesse. Jeg vil ikke afvise at burka er lig med hede drømme om sex.
  14. Godt og skidt fra de seneste dage

    Vi har faktisk haft en go weekend, da lillepigen skulle genopstarte skole efter lang tid hjemme i hyggetøj, var der ikke meget hun kunne passe. Heldigvis er det oktober og børnepenge måned, så vi tog på shopping her først på måneden og flytter børnepengene over på forbrugskontoen når de kommer d. 20. Det er ved at være lang tid siden, vi har brugt penge på lidt fornøjelser, så vi havde sagt måske med stort M til en biograf tur når vi havde handlet. Det ville både afhænge af filmudvalget, hendes helbred og mit helbred/psyke. Jeg har det ikke godt med store butikker og mange mennesker. Vi kom i toys'R'us efter hallowenkostume, i HM efter tøj og et smut i bilka om de også havde lidt tøj. Hun var træt, jeg var stresset, men jeg var villig til at ofre mig, så vi gik hen til biografgangen i storcenteret - der var desværre ingen film. Tydelig skuffelse, som forventet, men kl. var 16.00, så vi valgte at redde den med en tidlig aftensmad på McDonalds - det var et par måneder siden vi har prøvet med en is - men selvom vi nu er igang med hendes movicol kur, var maven ikke klar til is. Hun fik det rigtigt skidt og havde ondt i maven til over middag mandag. Igen fravær fra skolen, og netop i mandags skulle jeg til opfølgningsmøde på skolen. Hun kører på sygeskema og der skulle snakkes om hvordan det er gået, hvordan hun har det mm. Mødet - ja både godt og skidt, kan godt følge hvad de siger og synes og vi fandt et kompromis. Jeg kan bare ikke garantere vi kan overholde vores del af aftalen. For lørdag både før og efter isen, var maven lukket ned, altså ingen nummer 2 på toilettet. Kontaktede børneamb. i mandags, men der er nødt til at se hende før de kan hjælpe os videre. Indtil da må vi fortsætte med at prøve os frem. Informerede skolen om situationen og at maven stadig ikke er stabil og på intet tidspunkt har været det i perioden siden første undersøgelse på børneamb. Men delvis stoler skolen ikke på mig når jeg fortæller vores version og delvis kan jeg godt forstå det akt læreren sagde. For at udelukke at der ligger noget psykisk/socialt til grund for maveproblemerne, har hun nemlig fået tilknyttet en akt lærer. Pulle og akt læreren har faktisk ikke nået at snakke sammen, men hun er klasselærer i parralel klassen og vores nærmeste nabo, herude på landet, så de ved godt hvem hinanden er og føler godt at akt læreren kan bidrage med noget uden at have haft en "under 4 øjne snak" med min datter. Nå men altså akt læreren var jo logisk nok ikke med på første møde, du hun er tilknyttet efterfølgende. Hun spurgte lidt ind til hvorfor hun havde fået sygeskema, jeg forklarede at det var for trods alt at begrænse fraværsprocenten, da hun jo kun får fravær ved manglende fremmøde i skemalagte timer. Hun blev lidt skrap i tonen men ikke på mig, hun var ked af at vi havde sygeliggjort Pulle ved at give hende et sygeskema, hun mente at ved lægedokumenteret sygdom burde man i en vis grad se bort fra fraværsprocenten og have fokus på barnet i stedet for. Ud fra hendes pædagogiske og psykologiske erfaring, fastholder det børnene i tankerne om at de er syge at have et anderledes skema end de andre. Skolelederen og læreren har selvfølgelig foreslået det i bedste mening og jeg har sagt ja, for at minimere den fraværsprocent som har været anmeldt til kommunen 1 gang. Jeg ved der fortsat kommer fravær og jeg ved ikke om jeg helt kan stole på at de ikke anmelder os igen. Så det er med blandede følelser, at jeg er gåetmed til at øge skemaet igen. Vi indgik et nyt kompromis, de 3 dage hun møder senere end de andre holder vi fast i, for jeg ved vi har brug for ekstra tid til at komme igang og vurdere om hun har en chance for at klare noget skole, det er tilfældigvis også mandag, tirsdag og onsdag, så giver en rolig start på ugen. Tilgengæld er hendes tidlige sluttidspunkter slettet, hun skal så vidt mulig klare dagen ud, når hun er kommet afsted. Jeg er med på at vi skal have fokus væk fra sygdom, sygdom.... At hun så vidt muligt bare skal tage sit medicin og ellers fungere så normalt som muligt, men ved ikke hvor meget skoleskemaet ændrer/påvirker, da vi uanset har en aftale om at de ringer og jeg henter nå hun absolut ikke kan mere. Skolepsykologen som også var tilstede foreslog vi fik kontakt til sundhedsplejen, da børneamb. kun har telefon tid 1 time 3 gange om ugen, onsdag, torsdag og fredag. Det er svært at komme igennem, og 4 dage i rap man ikke kan få kontakt med dem. Jeg har dog haft sms kontakt til en af sygeplejerskerne, siden der var en dag hun ikke kunne træffe mig telefonisk og valgte at skrive til mig. Også derfor jeg kunne kontakte børneamb. igår på en mandag. Men jo ikke altid hun lige har tid til at svare. Så vi fortsætter behandlingen, afventer ny undersøgelse, bliver kontaktet af sundhedsplejen (som også har en sygeplejerskeuddannelse) - håber hun kan hjælpe os lidt på vej, og forsøger at sende Pulle i skole så meget som muligt. Det reviderede sygeskema kører frem til efterårsferien og derefter er hun på fuld skema igen. Håber godt nok at hun har det bedre eller at de holder hvad de lover og fokuserer på løsninger og ikke procenter. Hun var faktisk i skole idag, og fik snakket med akt læreren. De har lavet den aftale, at hun altid skal gå i akt og tage en pause (evt. snakke med aktlæreren hvis hun er der) inden hun beder om at blive ringet hjem. Der er tvivl om hvor vidt hun rent faktisk går på toilet i skoletiden eller om hun går og holder sig, så hvis aktlæreren er der når hun er ved at give op, kan hun også lige minde hende om at prøve toilettet og se om hun får det bedre af det. Det helt gode hvad skolen angår er at hun klarede dagen ud idag, men også at vi var til skole/hjem samtale og fik ros. Selvfølgelig vil de gerne have hende i skole til reel undervisning, for som de siger med et smil på læben, vi håber og tror på at noget af det vi står i klassen ogsigerer vigtigt. Menhvorom alting er vi laver alt det i bøgerne herhjemme, som de andre laver i skolen. Og fagligt er hun faktisk ikke bagud. På det område har vi et super samarbejde, de fortæller hvad de laver i skolen og jeg forklarer Pulle de opgaver jeg kan, og melder tilbage hvis der er nogen opgaver de er nødt til lige at give hende eller mig en forklaring på. Hun var i skole første skoledag og fik nogen af sine bøger, men da de fik flere bøger og hun ikke var i skole til at få dem udleveret, kom klasselærer og matematiklærer faktisk uanmeldt ud til os og afleverede bøgerne.Til stor glæde for Pulle og stor hjælpfor mig.Det største problem på skolen er faktisk skolelederen, siden hun gik ind i sagen er det blevet kompliceret, men jeg fortsætter det gode samarbejde med klassens lærere og aktlæreren. Hvordan har jeg så selv haft det de sidste par dage, det var dejligt at komme lidt ud og shoppe, få set lidt andet end indersiden af huset, lægehuse og køreturen til og fra skolen. Og må ærligt sige, at siden jeg får mine tanker, mine negavitet og mit had/kærlighedsforhold til manden, ud af hovedet ved at skrive her. Så er jeg faktisk blevet mere positiv, ikke bare får jeg afreageret, men jeg kan også se sort på hvidt, hvordan jeg selv påvirker vores forhold negativt. Og jeg prøver at ændre min adfærd, jeg stoler naturligvis stadigvæk ikke på ham og har ikke tilgivet ham, det tager tid... Men jeg rækker hånden lidt mere frem, taler lidt pænere til ham og smiler mere. Hvis vi skal blive sammen og lykkes med et forhold, kan han ikke få det til at virke alene, det vidste jeg naturligvis også godt på forhånd, men det giver plads til nye tanker at få de gamle ud. Mit helbred er dog ikke så godt, for 1,5 år siden fik jeg første gang en byld, trods pencillin, udviklet den sig så voldsomt at jeg jeg endte på OP i fuld narkose. Siden har jeg bøvlet med det. Det pudsige er, at de gange jeg har været nødt til at tage til vagtlæge, pga. helligdage og weekend, ja så har de skåret bylden åben med det samme. Når jeg tager til egen læge får jeg penicillin, med forskelligt udfald, 14/9 var jeg ved egen læge og fik pencillin - den daværende byld er ikke helt væk og har nået at få en mere på det andet ben.Så var ved læge igen idag og igen får jeg pencillin, ja ja jeg må følge udviklingen og reagere hvis de vokser i stedet for at helbredes. Men det er skræmmer mig denne gang er. 14/9 brokkede jeg mig over de gav mig pencillin i stedet for at åbne bylden. Hvilket resulterede i, at lægen godt nok gav mig en tvivlsom forklaring, men også valgte, at med min baggrund måtte vi hellere slå med den store hammer. 2 tabletter af 500mg 3 gange dagligt. 3000mg på en dag. Ikke hvergang men tit, fik jeg meget voldsom halsbrand, så meget at jeg knapt kunne trække vejret. Smerterne varede op til 3 timer, bed det i mig og spiste pillerne. Idag nævnte jeg det så, og får nu kun 500mg som normalt, ved afhentning på apoteket spurgte ekspedienten også til min erfaring med pencillin og jeg fortalte om halsbranden. Hun tøvet faktisk med at udlevere det til mig og sagde at jeg rent faktisk kunne få sår i spiserøret. Har taget pencillin så mange gange nu, at det er en af de typer medicin hvor jeg ikke læser indlægssedlen, men denne gang fik jeg et glas i stedet for en pakke og skulle ved hjemkomsten lige være helt sikker på tidsrummene i forhold til mad. Mine øjne falder på bivirkninger og smerterne i halsen er faktisk nævnt under alvorlige (farlige) bivirkninger, er lidt træt af at lægen tager så let på noget der faktisk kan gå så galt og end ikke fortæller mig at de godt ved det kan være en bivirkning. Der er jo mange typer pencillin (antibiotika), må indrømme at jeg ikke kan huske hvad det har heddet de mange foregående gange, men det jeg ved er, at selv om dosis nu er mindre hedder dem der står på mit bord lige nu, nøjagtig det samme som dem jeg fik smerter af. Har kun nået at tage en idag og skal have en mere inden jeg går i seng, så er spændt og nervøs for om jeg skal igennem smertehelvede igen. Skulle nogen have læst mine andre indlæg, ved I at jeg skal starte i praktik på fredag, er godt nok spændt på om jeg kommer afsted. Men vælger at håbe på det bedste og venter med at kontakte min virksomhedskonsulent til torsdag. Hun skal i så fald vide at jeg godt kan li det sted hvor der planlagt et forløb, og jeg gerne vil, og at jeg bare håber og ønsker vi i så fald kan udsætte datoen for opstart. Den ene byld sidder nøjagtig samme sted som der hvor jeg blev opereret for 1,5 år siden, den har ikke et bumselignende sted, et sted hvor den naturligt vil arbejde sig hen og sprænge af sig selv. Det er lige i lysken, lige i trussekanten, og sidst kunne jeg hverken stå eller gå. Jeg kan allerede mærke det når jeg rejser mig og sætter mig, og ved af bitter erfaring at den kan være meget større under huden end man kan se udenpå. Mit uheld er ikke noget nyt, faktisk er det hverdag at det ene problem afløses af et nyt, og at der ofte er så mange problemer af gangen at det kan være svært at holde hovedet ovenvande. Har fået et par likes,kommentarer og en følger,men jeg kan godt forstå hvis ikke mange når til bunden af mine indlæg, men det er heller ikke pointen. Det er mit behov at skrive, kan allerede mærke det er gavnligt for mig, så håber jeg fremadrettet kan finde de små stunder helt alene i huset hvor jeg kan krænge mit indre ud og få ro i hovedet. Der er jo få timer hvor hun er afsted i skole, men det skal lige falde sammen med en dag manden har vagt på jobbet. Det er meget skiftende arbejdstider, i dag har han f.eks. aften/nattevagt. Nu vil jeg nyde den film der hart kørt på tv som baggrundsstøj, og gå i seng og forhåbentligt få en go nats søvn. Det har været en hård dag i dag. Pulle klaret skolen, og var træt og irritabel, da hun kom hjem. Så skulle hun lige bruge lidt mere energi på skole/hjem samtale. Derudover hader hun når far er på nattevagt. Jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i forskellen på at han er væk dag kontra nat. Men det betyder alverden for hende. Så har brugt alt min energi og tålmodighed på at have en nogenlunde go aften med hende. Godnat til evt. læsere
  15. En ungdomsdomstol, helt ned til 12 år? Ikke ønskværdig, men beklageligvis tvingende nødvendig! Når 12+-årige kan finde på at smide tunge genstande fra en vejbro, og begå andre former for kriminalitet, er der behov for institutionen. Ikke for, at den skal kunne idømme fængselsstraf, men for at den kan overlade til det offentlige, fremafrettet at varetage opdragelsen, vejledningen, varetægten af de unges udvikling mod en moden evne til at indgå i de almene velfungerende deltagelse i samfundslivet, hvor forældrene ganske åbenlyst hidtil har forsømt at løfte denne opgave. Væk med fløjlshandskerne, reformpædagogikken, den anerkendende pædagogik, den positive psykologi med dens "psykiske robusthed" og omskrivning af "problemer" til "udfordringer" eller "opgaver", alverdens diagnoser af helt almindeligt forekommende "ondt i livet" som psykiatriske diagnoser, og tiltag med milliardudgifter for samfundet i forhold til "utilpassede, ofte kriminelle, unges" ture til udlandet, passet op af 6 pædagoger og med spabad på hotellet under opholdet, også til den unge! På med vanten, find grovfilen frem, i forhold til disse læringsresistente unge, vis dem domstolenes opfattelse af lov og ret, inklusive konsekvenser af overtrædelse, og giv dem tidsubestemt grundig vejledning, til de har forstået budskabet og igennem en længere periode i både tale og gerning vist, at de agter at rette ind efter det. Alt andet må være at betragte som massivt omsorgssvigt over for disse unge, og direkte skadeligt for almenvældets ønske til en velfungerende samfundsorden.
  16. Når en kommune svigter...

    Først idag er det lykkes mig at finde tid og ro til at se begge udsendelser om Michael. Ved man ikke hvem Michael er så er der et link: https://www.dr.dk/tv/se/hvem-passer-pa-michael/-/hvem-passer-pa-michael-1-2 For mange år siden havde min daværende mand og jegmin halvbror i pleje. Dengang foregik min opsigelse næsten lige som i tv, bare pr. tlf. Dengang havde jeg, ligesom Michaels plejeforældre, efterspurgt ekstra hjælp og rådgivning. Resultatet var at de ville sende min lillebror på efterskole og kunne jeg ikke acceptere deres nedsættelse af min løn, så kunne jeg anse mig for værende opsagt. Den endelige opsigelse fik jeg pr. tlf. med ordene: du kan jo bare sige hvis ikke du vil have din bror. Så var jeg opsagt og min bror blev. Han var dengang 16 år. Efter at have set dokumentaren om Michael sidder jeg tilbage fyldt med en følelse af hvor nemt det var dengang. De tog ikke min bror, de glemte ham bare....han blev hos os og alting fortsatte som altid. Nu er det så ikke kun det jeg føler, efter at have set og oplevet Michael og hans plejefamilie i tv. Jeg er vred...så enormt vred og også vældig ked af det. Hvordan kan en kommune, min kommune , opføre sig så dårligt? Jeg forstår simpelthen ikke at de kan vælge, på vegne af unge, uden at snakke med dem og uden reelt at høre hvad de siger. Det er pinligt at have sådan en børn og ungeafdeling. Det bliver ikke mindre pinligt idet Esbjerg Kommune lige har lagt et opslag op på Facebook og også i andre medier, hvor de opfordre til at man kommer og høre om det at blive plejefamilie. "Har du lyst, af hjertet, til at gøre en forskel for et barn"...sådan starter deres opslag. Lige nu køre der en shitstorm på Esbjerg Kommunes hjemmeside, velfortjent mener jeg og jeg har da også selv skrevet et indlæg. De smider rundt med et menneske efter humør, overhøre psykologerne, ignorere den unge det handler om og så lyver de....groft. Det ved jeg godt er en grim beskyldning, men kan man ikke forevise tilladelsen til at overvåge, så er det ulovligt. De overvågede Michaels færden på de sociale medier for efterfølgende at lukke hans kontakter til de mennesker der har været hans familie hele hans liv....uden at have fået lov. Nu er der snart kommunevalg og jeg skal finde et sted at sætte mit kryds. Det er svært for meget tyder på at vores kommune ikke er en man kan have tillid til. Det er blevet en kommune fyldt med løgnere, lovbrydere og børnemishandlere. Det er blevet en kommune hvor fagfolk (kaldes de) sidder og bøjer loven efter forgodtbefindende. Jeg sætter mit kryds ved den politiker der får Michael hjem....ikke kun forsøger, men reelt får ham hjem. Jeg har også efterlyst om der er nogen der har evt. tiltag, såsom demonstrationer eller lignende på tegnebrættet....for så er jeg bare med. I 2001-02 oplevede jeg at min tidligere ansættelseskommune røg i medierne for en sag. "Isabella"-sagen, hvor sagsbehandlere havde brudt loven og omgået regler i en grad der næsten ikke kunne beskrives. Det tog lang tid at få den lille pige hjem...det kostede forældrene deres ægteskab...og senere så kostede det, heldigvis, rigtig mange medarbejdere deres arbejde. Der var dog enkelte navne jeg kunne genkende i forbindelse med misbrugssagen, hvor tre piger sagsøgte kommunen for ikke at have passet på dem. Det var sidste år. Jeg ønsker virkelig at sagen om Michael, kan resultere i at vi får ryddet ud i dem der sidder og skalter og valter med folks liv....de er ikke værd at samle på. Centrum
  17. Når seksualitet kriminaliseres

    En menneskelig elementær drift, seksualitet, er blevet ramt af et gennemgribende øget fokus på til stadighed udvidet genstand for kriminalisering. Lad os, for at undgå misforståelser, til en indledning slå fast: Voldtægt, af offeret for den opfattet som ufrivilligt, uindvilget involvering i en akt af seksuel karakter, er og forbliver udøvet vold. Vold, og intet andet, helt uden forvekslingsmulighed med seksualitet. End ikke gerningsmanden vil kunne tilskrives, med henvisning til seksuel drift, et seksuelt motiv for handlingen. Med det slået fast, bør det være muligt at debattere, hvor grænsen går mellem, hvad der skal lovgives om og hvad der må anses for at være en privatsag. Hvor vi tidligere havde Kirken, religionen, til at regulere rammerne for legitim udøvelse af seksualitet (ægteskabet, uden undtagelser, og med kun ét eneste formål: Slægtens videreførelse!), står vi i dag med et ud over af straffeloven fuldstændig ureguleret område. I princippet er alt tilladt, ud over det i lovgivningen forbudte. Den ældre generation har gennem sin opvækst og opdragelse nok en stadig bevaret rimelig opfattelse af og fornemmelse for, hvor "grænsen går" for seksuel omgang. Etableret af en ikke så fjern fortids moral- og etiknorms alment accepterede og velfungerende adfærdsregulering. Som på så mange andre punkter har de seneste forældregenerationer forsømt at viderebringe til deres børn, de samfundsregulerende retningslinjer for socialt acceptabel adfærd, også hvad angår seksuel omgang. Måske sågar ISÆR på det område! De har rask væk ladet deres 8 - 9-årige piger gå i skole med en påklædning, der signalerer seksuel modenhed langt ud over, hvad de børn alene vil kunne overskue konsekvenserne af og undladt at informere deres sønner om sømmelig omgang med hinanden, og især med piger. Disse børn er vokset op med selv- og gensidig socialisering som eneste mulige rettesnor, i fravær af voksenvejledning. Det gælder ikke kun, men i høj grad også, seksualitet. For at afslutte kort, et alvorligt emne, der ville kunne skrives mange sider om, på en lidt mere spøgefuld måde: Frem for et burka-FORBUD, ville måske et burka-PÅBUD, gældende for alle køn, kunne dæmme lidt op for ophidselsen og de misforståede hændelser. Hvem ville frivilligt give sig i lag med en seksuelt betonet aktivitet med en burkaklædt person, hvis køn endog på forhånd ikke vil kunne forudses? :-D
  18. Der kan være en udvikling på vej, i og med at flere og flere finder beskæftigelse og indtægt via digitale platforme. Et er, at der selvfølgelig bør betales skat af indtægterne. Et andet er, at det bryder med den hidtidige skarpe skelnen mellem enten selvstændig eller lønmodtager. Det åbner for både nye perspektiver for hidtidige enten/eller lønmodtager/ledig på dagpenge/kontanthjælp og for udfordringer for skattesystemet. Hidtil har det været "farligt" at gøre forsøg på at kombinere ansættelse som lønmodtager med indtægt ved selvstændig virksomhed. Ikke mindst i dagpengesystemet, hvor mange er kommet i klemme: Dagpengesystemet har ikke kunnet håndtere blandingsøkonomien: Som ledig lønmodtager, med enhver form for noget, der bare ligner lejlighedsvis indtægt ved selvstændig virksomhed, blev man helt automatisk trukket 15 dagpengetimer om ugen, hvad enten man i den uge havde haft indtægt ved sin selvstændige virksomhed eller ej. Ud over tanken om borgerløn, er opfattelsen af at betragte og skattemæssigt behandle enhver privatpersons økonomi på helt samme måde, som erhvervsvirksomheders skatteregnskab, en anden mulighed for at lette vejen til selvforsørgelse for langt flere, end der i dag er mulig lovhjemmel for. Hvorfor skal man være enten 100 % selvstændig erhvervsdrivende, 100 % lønmodtager eller 100 % ledig/syg? Der er fordele, ulemper og ikke mindst udfordringer - men også perspektiv i en sådan model: Tjen, hvad du kan komme i nærheden af, ved hvad du kan (personlig faglighed), når du kan og invester i egen uddannelse ved fordeling af skattebetaling over et 5-årigt forløb, for eksempel 2 års fuldtidsindtægt kombineret med 3 års studier, hvor beskatningen af de 2 års indtægt fordeles over alle 5 år. https://www.dr.dk/nyheder/penge/skat-savner-indberetninger-om-digitale-daglejere
  19. Pulle Pigens sygdom

    Hun var forstoppet, der er dog efter nu en måneds brug af movicol ikke styr på det. Så har taget fat i børneamb igen og afventer svar. Men nej hun optager ikke D-vitamin fra maden, det skal indtages i pilleform, så muligheden for hun mangler andre vitamier/mineraler er da til stede. Der er taget mange blodprøver og testet for lactose og gluten allergi. Mistanken gik også på reflux, som ikke blev undersøgt på børneamb. Undersøgelsen stoppede da de konstaterede forstoppelsen.
  20. Pulle Pigens sygdom

    Har de fundet ud af hvorfor hun har problemer med maven? Fordi det lyder lidt som om at hun enten er allergisk mod noget der påvirker tarmen hvilket så osse gør at kroppen ikke tager op vitaminer og mineraler eller at hun har en tarmsygedom som netop gør at kroppen ikke tager op næringen i det hun spiser. Begge dele er ret tit arveligt men det er jo desværre ikke altid at man kan se om nogen i familien har det men, jeg håber det løser sig
  21. Pulle Pigens sygdom

    Runder lige af på mit sidste indlæg, nogen gange opdager jeg det ikke fik med når jeg har lukket, eller lukker ned fordi der kommer nogen. Skrev i mit første indlæg at jeg skriver herinde for, at ikke mand og børn opdager en fil på computeren eller en reel fysisk dagbog. At de ikke må føle de ikke er nok. Børnene skal ikke spekulere over mine problemer og manden, ja det fremgår vist tydeligt i indlægget min virklighed, hvorfor jeg ikke lige frem betror mig til ham og at hvis jeg rent faktisk fortæller ham hvad jeg tænker ja så er vejen vist. Kan virke ulogisk at jeg overhovedet stadig gider en hverdag med ham i, men har lidt prøvet at forsvare mit nuværende valg ikke mindst overfor mig selv. Der er ro på,hverdagen er ikke godt men, det er forudsigelig og tildels tryg. Ved ikke om han forhindrer flest problemer eller skaber flest problemer... Det jeg ved er at han ligger som han har redt, han lever i et forhold hvor han ikke får megen kærlighed, for det meste bliver ignoreret, og de fleste samtaler indeholder kritik. Men hvordan kunne han have forventet andet, når han indledte et forhold på den måde han gjorde. Lod mig forelske sig i en løgn der brast. De fleste mennesker ved godt at sandheden altid kommer frem. Jeg lever i et forhold, hvor han forsøger at give kærlighed, men min mistillid ikke tillader mig at føle det er ægte kærlighed. Jeg har før levet alene og det gør ikke det store forskel for mig omder er kælighed eller jeg. Jeg har hjælp til de praktiske ting og han er medskyldig i at jeg/vi nu bor i et hus af en størrelse jeg ikke praktisk magter alene. Så selvfølgelig skal han passe hans del af hverdagens pligter. Han har tag over hovedet jeg har tag over hovedet og ja vi undgår at tale i stedet for at skændes. De fleste forhold uden kærlighed, er også uden sex, vi har lidt sex, for husfredens skyld. Jeg bidrager ikke meget til det, Vil han have pistolen fyret af, må han tilfredsstille mig og så hoppe på, er alligevel aldrig mere end et fakta knald - hans udløsning tager max 5 minutter. For mig er det hverken værre eller bedre end når jeg havde kunder. Nogen gange var den sex faktisk bedre, og kunne han høre fra stuen at de gav mig en ordentlig omgang tog han sig faktisk også mere sammen for at være ligeså go. Nå men mit hoved er ved at sprænge, så derfor kommer der mange og lange indlæg her i starten, er startet på at skrive fordi der er virkelig meget der skal ud. Nogen af beskrivelserne er gentagelser fra min gamle blog, både fordi jeg har brug for at vende det med mig selv igen og for at de der kun læser den nye blog kender min baggrund. Nu til det emne denne blog skulle omhandle. Pulle pigen er min mindste datter, og i efteråret 2016 begyndte hun, at være konstant syg, influenza, halsbetændelse, lungebetændelse, ørepine. Få dage i skole syg igen. Vi gjorde os mange tanker, var der noget ved det nye hus hun ikke kunne tåle, var her f.eks. skimmelsvamp. Eller var det bare det ustabile vejr, vi var opmærksom på hendes påklædning. Og bevidst om at når man har været syg, skal immunforsvaret lige op igen, hvilket det aldrig nåede. Hun fik mere og mere ondt i hele kroppen, så var det arm, så var det ben, af og til kunne hun knapt gå. Var det vokseværk, var hun afkræftet af sygdom, musklerne slappe af at ligge i sengen hele tiden. Vinteren gik, foråret kom, varmen og solen hun fik det ikke bedre. Vi har selvfølgelig været ved læge langs afsted, fået pencillin og gode råd. Men nu banket jeg i bordet, hun skulle have et fuldt servicetjek. Mangt og meget blev tjekket, af det som en almen læge kan med det de har til rådighed. Blodprøver blev taget. Vi kom til konsultation for svar. Dit var godt, dat var godt, og jo blip og blop var også ok. Meeeen, nåede lige at tænke åh nej, hendes D-vitamin nieaveu var meget meget lavt. Pyha, det var da en simpel ting at fikse, omvend en langvarig process. Og iflg. lægen forklaring på ALT, hvorfor havde de dog ikke tænkt på det noget før, tja det ved jeg sørme ikke, jeg er ikke læge. Hun skulle nu tage D-vitamin i 3 måneder (og en multivitamin), så skulle alt være godt, fremover skulle hun tage D-vitamin i vintermånederne og multivitamin hverdag. Jubi... Til møde på skolen som logisk nok, var bekymrede og den meget fravær, og stillede tvivl om det nu også kunne passe eller om der var lidt "forældre tilladt pjækkeri". Hun fik det langtsomt bedre stadig alt for meget fravær, før sommerferien bliver skolen nødt til at anmelde fraværet til kommunen. Hvad børnene angår er kommunen ikke min bedste ven, men havde jo ikke noget at skjule. Blev også kun et 15 minutters møde, så var den sag lukket igen. Men kommer der flere og flere bliver de jo mere og mere nysgerrige. D-vitamin behandlingen hjalp på alle infektionerne, og muskelsmerter. Men vi stod tilbage med et stort problem - mavsen. Og her havde kommunendamen anbefalet at hvis ikke lægen snart fandt ud af noget skulle vi bede om en henvisning til børneambulatoriet, som sagt så gjort. Og fik en tid ca. 14 dage inden i det nye skoleår. Nogen har fulgt med, ja pigen var svært forstoppet, åbenbart en for svær diagnose for egen læge at stille, igen en masse tid spildt en masse skoledage uden fremmøde - og en stigende mistanke om at jeg bare ikke magter at være mor. Av av der har vi ligesom været før, bare med den store datter. Vi havde ellers gjort os en masse tanker hen over sommerferien hvor det faktisk blev værre og værre.Spiste hun kolde ting, mere ondt. Varme ting mere ondt. Hun fik tiltagende hovedpine, og ville end ikke snakke med hendes skypevenner. Hun sad ofte bare med hovedet et tæppe for at få ro og mørke. Troede ærligt talt den var hel gal, kontaktede kommunen, kan vi få en fritagelse fra skolen indtil vi har en udregning fra sygehuset. Hende jeg havde været til møde med, kunne sagtes forstå tankegangen, men have ikke hjemmel (sikket et fint ord) til at tillade det. Skulle have fat i skolelederen og en lægeerklæring. Vi har fast lægehus men ikke fast læge, og den læge vi traf den dag mente ikke det var den rette vej at gå, hun måtte deltage det hun kunne, sådan som det hele tiden havde været. Til alt held blev det lidt bedre inden første skoledag (hvilket igen kun fik skolepersonalet til at tro jeg overdrev). Og de ville faktisk gerne have et møde med mig. Blev lidt overrumplet, troede at vi som altid lige skulle mødes klasselæsseren, matematiklærer også ja tilføjelsen skolelederen. Men der var en skolepsykolog, en akt lærer og en eller anden dims jeg ikke fit fat i. Når man som mig har en sygdom der giver social akavet adfærd, så er det sgu lidt meget. Fik det også at vide (dagen derpå da jeg havde fået vejret igen) Men faktisk et ok møde, da jeg først fik dem 90% overbevist om at nej jeg ikke bare var overbeskyttende, at det ikke er for at passe på mig tøsen er hjemme, og alt andet skrammel de havde at sige. Og vi mødtes på midten og fik lavet et sygeskema, næsten halv tid, hvor hun så pt. kun får fravær hvis hun ikke deltager i de for hende skemalagte timer. Før sommerferien skulle hun møde ind hverdag og så skulle de nok sende hende hjem, bare lidt træls at aflevere en pige som kun deltager en halv time fordi DE selv skal vurdere at hun er for syg til at være der. (Langt fra altid jeg sendte hende afsted). Og sådan gik det også efter sommerferien, hun var stort set ikke afsted op til aftalen på sygehuset. Og da vi kom hjem med afførringsmiddel, var hun heller ikke afsted før hun, var igennem den første tilvænning. Nu er hun langt om længe af sted næsten hver dag, men klarer ikke altid hele sit sygeskema. Så her er hvordan det påvirker mig. Jeg har som tidligere mor til et anbragt barn, en naturlig angst for kommunens lange arm. Jeg ved godt, så meget fravær fra skolen ikke er godt for barnets fremtid og sociale liv. Men jeg stod faktisk i en ret håbløs situation. Jeg har i den periode ikke turdet smide manden ud, for uden ham stod jeg endnu svagere, hvis kommune fik lyst til at blande sig for alvor. Mit liv har været en lang isolation i huset med min datter, selv når hun var i skole, kunne jeg ikke tage nogen steder, kun vente ved telefonen på at den ringet. Hun har ikke haft overskud til at komme med nogen steder hen, vi har gjort det men meget mget sjældent, min far er for syg til at komme her og min mor kommer ikke alene. Har snakket meget sparsomt med dem i telefonen og næsten kun om mine børn, ikke for meget om mig selv. For de har nok at bekymre sig om, men deres eget helbred. Venner og veninder har jeg aldrig haft mange af, blev moppet gennem alle skoleår, tror ikke jeg kommer så meget ind på min barndom i denne blog, men skal aldrig sige aldrig. Havde fået et par bekendtskaber, gennem min ældste datters far, via hendes legekammerater (deres forældre) og lidt vi mine korte ansættelser hist og pist. Men da min psykiske lidelse brød ud, pist væk, ingen rigtige venner i blandt. Har så mødt et par stykker igen, på diverse kommunale aktiviteter, men alle med deres egne problemmer og magter det ikke rigtigt. Så bortset fra mine børn, min kæreste er jeg temmelig ensom. Det var faktisk en go ting ved kunderne, især før kæresten kom til, for da var det en aften for hvad de nu ville gi, der var tid til hygge og snak. Da han kom til blev det mere professionelt, betaling for tid og ud på minuttet. Men ja selv da han nærmest sad med æggeuret i hånden, havde nogen af dem tid til at spørge ind til mig, især de faste kunder der kom igen og igen og hvor jeg nærmest var deres faste elskerinde (betalte elskerinde). Mens Pulle har været syg har jeg ikke været i aktivering, jeg ikke haft mit træningskort til idrætscenteret - kommunen skal jo ikke bruge penge på noget jeg ikke få udbytte af. Jeg har altid været ensom, men det sidste år - ja hvis jeg ikke var sindsyg, så er jeg godt nok ved at blive det. Jeg forventer ikke venner på mit nye pratiksted, men bare det at komme ud og se nogen mennesker, og for at den sidste dråbe ikke falder i bægeret mens jeg er der må jeg hellere får tømt lidt ud. Jobkonsulenten der har sendt mig i praktik kender godt til min datters situation, og hvis skolen ringer skal jeg kører, men håber at jeg kun får fravær pga. mig selv. For der er rigeligt at ting der kan gå galt med min egen krop. Det er nødvendigt med i al fald denne og måske også flere praktikker før jeg er endelig "afprøvet", så har sagt ja til praktikken selvom jeg ikke føler mig helt klar, for bliver jeg nogensinde helt klar. Mit liv har været ramt at det ene uheld efter det andet. Jobcenteret har virkelig ventet tålmodigt på min datter blev rask. Og nu er hun så småt igang så må jeg også hellere komme igang så jeg på et tidspunkt kan få en afgørelse fleksjob eller ikke fleksjob. Jeg skal kun starte på 2x2 timer. Og når hun forhåbentlig deltager stabilt i skolen igen, skal jeg have mit træningskort tilbage, op og svømme det jeg kan og så i spabadet, kan godt være det kun er flygtige samtaler om vind og vejr men fører med de andre mennesker i svømmehallen, men det er bedre end ingenting. Har kæresten igen venner er der måske nogen der tænker, jo et par stykker, bl.a. dem vi var til begravelse hos. Men ikke meget vi ses, og som sagt har ikke rigtigt set nogen mennesker i lang tid, da Pulle ikke orket og af og til var en smitterisiko. Når jeg engang er blevet lidt socialiceret igen, kan det være jeg får styrken til at rent faktisk at tage et valg hvad angår manden, i stedet for bare at lade stå til, måske jeg finder lidt livsglæde og det smitter af herhjemme - alt kan se. Vi har værst presset af både hans adfærd, min sygdom, Pulle sygdom, storepigens autisme mm. Men alt det havde jeg jo faktisk forberedt ham på. Og lod jeg ham hjælpe endnu mere end han gør, gik det måske bedre. Hans temperament tillader ikke at han er sammen med børnene alene, så skal jeg ud for mig selv er det mens de er i skole eller ved kammerater. Og stoler bare ikke på ham, jeg overvåger ham jo, både økonomisk, for han ikke forkludrer praktiske opgaver eller er mig utro (uden at komme hjem med penge he he), for er han utro har jeg en gyldig grund til at stritte ham ud.... Er ved at være tom for ord for nu, og ved ikke lige hvad næste indlæg skal hedde det må blive en overraskelse... Bye bye
  22. Min virkelighed

    I første omgang fik jeg fortalt mine umiddelbare tanker, om de seneste hændelser... Nu vil jeg beskrive mit liv generelt, kommer jeg nok til en del, da et lidt skjult formål med denne blog er at få overblik over om jeg virkelig lever det liv jeg gerne vil og især om jeg virkelig skal blive sammen med den kæreste/forlovede jeg har haft gennem lidt over 3 år. Han kom ind i børnenes og mit liv ca. 5 måneder efter min datter kom hjem fra anbringelse på en offentlig institution. Jeg havde ingen planer om at skulle have en kæreste og levede faktisk et liv hvor jeg brugte min krop til at tjene penge, ikke for at overleve, men for at leve lidt ekstra godt. Havde tilfældigvis set en artikel på Facebook om Sugardating. Hmm tænkte jeg, en kæreste vil jeg ikke have, sex vil jeg gerne, vil de give penge eller ting for det er det win win for mig. Det går fint i over 6 mdr. så begynder min nuværende kæreste at besøge mig, han er ikke køn, men virker rigtig sød, omsorgsfuld og fornuftig. Han presser langsomt prisen længere og længere ned og melder til sidst ud at han kun vil besøge mig hvis vi bliver kærester. Efter en lang snak, hvor jeg gør alt for at skræmme ham væk, jeg er totalt ærlig om min sygdom, min datters diagnose, ja sådan hele vores situation, at hun næsten lige er kommet hjem og er meget sårbar. De 2 piger har ikke samme far. Den store som har autismen, ser sin far men ikke meget far over ham, mere sådan weekendonkel. Den lille ser ikke sin far og har aldrig gjort det, han meldte fra da jeg var 3-4 måneder henne i graviditeten, flyttede uden varsel, lukkede sin telefon og benægtede, at han var hendes far. (DNA testen viste naturligvis at han var). Af flere forskellig årsager bliver vi enige om at jeg godt må have kunder, han synes det er frækt, jeg synes det frækt, hyggeligt og rart at jeg også kan bidrage til lidt luksus i hverdagen. Nå men hvorom alting er, jeg havde forberedt min nye bejler påat det var en meget kompliceret familie hans ønskede at være en del af. At hvis pigerne kunne lide ham, ville de knytte sig meget hurtigt så han skulle tænke sig godt om og vide hvilket ansvar han gik ind til hvis vi valgte at prøve. Vi så hinanden et stykke tid uden at børnene vidste til det. Han havde natarbejde og kom om formiddagen når de var i skole. Han virkede fortsat rigtigt sød og vi kunne snakke om alt. Da vi nåede til min fødselsdag ønskede jeg at fejre den sammen med ham og ugen op til fik han lov at møde pigerne. De tog godt imod ham, som forventet kaldte den lille ham ret hurtigt for far, og den store fik igen en faderfigur at se op til, trods hun altid har kaldt ham for bonus (helt ok for hun har en far og det skal respekteres).Tiden gik og det var logisk at han besøgt os, der hvor børnene havde ting at aktivere sig med og var trygge, så så faktisk aldrig hans lejlighed. Nu er der nok nogen der tænker åh, nej jeg er bare en elsker på sidelinien, han er utro overfor en anden.... Dog ikke, men i efteråret 2014 kommer han på weekendbesøg og jeg han straks mærke der er noget galt, han er blevet fyret. Han er bange for jeg ikke vil være kæreste med han når han ikke har et job. Han ævler op om hvordan det er mandens pligt at have et job og forsørge familien (en udtalelse jeg den dag i dag ryster mere på hovedet af, end den dag han sagde det). Vi forbliver kærester, også selv om han faktisk går ned i en depression og bliver sygemeldt inden hans opsigelses periode er slut. Han har bestilt ferie hen over jul og det passer med at han skal melde sig arbejdsløs ved feriens afslutning. Flere gange hører jeg hans forældre minde ham om, at han skal melde sig ved A-kassen - ja ja er svaret. Det er tydeligt at mærke, at han bliver mere og mere bekymret. På dagen hvor han skal kontakte a-kassen er han også ude at køre en tur og da han kommer hjem spørger jeg ham, hvordan det gik. Først da bryder han sammen og siger der har ikke været råd til at være medlem af en A-kasse, så det hedder kontanthjælp som ikke forsørger. Det skal lige siges at han kører i en rimelig ny bil, for nyligt har købt en iphone på afbetaling. Så har ikke haft nogen mistanke om dårlig økonomi. Også fordi jeg via mit bijob har betalt alt mig eget, og sørget for maden når han var på besøg. Det viser sig, at det er hans forældre der står på lånet for bilen og telefonen er købt via hans søster, atlså han betaler til hende og hun har købsaftalen. Jeg kan godt regne ud at han ikke får ret meget udbetalt, men vi blander os ikke så meget i hinandens økonomi at jeg kender indtægter og udgifter. Men hurtigt viser det sig, at han ikke kan overholde afdragene til sine forældre. Han er lukket som en østers og det bliver mig der må fortælle dem at han er på kthj og ikke har råd. Vi får solgt bilen og der bliver købt en brugt kontant til 12.000. Nu skylder han på en måde mig penge, men vi er jo kærester, og jeg har stadig den holdning at økonomi ikke skal ødelægge kærligheden. Jeg er træt af, at han har været uærlig, og i alt fald haft hemmeligheder, når jeg var så ærlig. Jeg elsker ham stadig og nænner heller ikke at børnene skal miste endnu en. Han søger job og melder sig også ind i flere vikarbureaer, han får jobs hist og pist, men ofte til laveste timeløn. Vi har igen en glad periode, men alt er stadig ikke om det ser ud. En aften kommer han hjem fra job og sidder meget tavs jeg kan straks mærke der er noget galt. Vi skal ned og tømme min lejlighed i aften udbryder han, jeg går totalt i chok, jeg har planer med pigerne og der har slet ikke været tale om at flytte sammen endnu (selvom han opholder sig meget hos os). Jeg bliver sur og arrig og siger at den må han selv klare, jeg har hverken tid eller lyst til at hjælpe og han kan ikke have adresse hos mig, da jeg er på kthj. Han har ikke betalt sin husleje og har ikke overblik over hvor længe han ikke har betalt, men det er så langt over tid at udlejer har pakket hans ting, det skal bare hentes for ellers ryger det ud. Under kraftigt pres fra mig ringer han til sine forældre, de får lejet et opbevaringsrum til de største ting, noget står ved dem og de sidste (mange) kasser ender med at stå i vores stue. Han får postadresse ved sine forældre. Jeg begynder at grave mere og mere i hvor slem situationen er, men har også den holdning at det er hans rod det må han klare. Det jeg får opklaret er at han har haft et hus som endte på tvangsauktion og hænger på et stor gæld. Ok ok tænker jeg nu er han ude af lejligheden, har kun små afdrag på restgælden der blev fra bilen, og indskuddet dækker vel det meste af det han skyldte boligforeningen. Tåbelig og naiv som jeg var blev jeg sammen med ham. Inderst inde blev jeg ved med at se den mand jeg først mødte og en anden stor det af min beslutning, bunder i at jeg har lavet så mange fejl i mit liv at jeg ikke orkede at skulle erkende overfor mig selv og min familie at jeg havde dummet mig igen. Langt om længe for han faktisk et fast arbejde til en go løn, nu kan det da kun går fremad økonomisk. Han begynder at bidrage når vi er ude og handle og vi vælger at sætte hans campingvogn (en ældre model ingen penge værd) over på Rømø hvor hans forældre og lå. Jo mere vi er sammen med hans forældre, jo mere begynder den rigtige personlighed at bryde igennem, han ikke bare snerrer lidt han farer i flint over de mindste ting. Men stadig kun overfor dem, jeg konfronterer ham med det, især en dag hvor han bare smækkede røret på overfor sin mor midt i en samtale. Jamen han var nødt til at gøre opmærksom på sig selv, det var noget med at vi skulle låne traileren og søsteren havde behov for det samme weekend. For det første lyttede han ikke længe nok til at finde ud af, at vi sagtens kunne låne den bare et par timer senere, og for det andet var det ikke jordens undergang, da både min far og svoger også har en trailer. Men det var en principsag, han ville "meget barnligt" have sin vilje og det fik han. Jeg forstod mere og mere hvorfor forældrene ikke havde konfronteret ham med afdragene på bilen mm. De er bange for hans temperament. Han har delvist været en god skuespiller, og for det andet er jeg ikke bange for ham så det nyttede og nytter stadig ikke at hæve tonen overfor mig. Der bliver han rigtigt tit den lille og er den der forlader rummet grædende. For den stærke skal er kun for at passe på den lille forvirrede dreng inden i, som ikke har overblik over sit liv. Jeg har altid fundet mænd jeg på den ene eller anden måde er endt med at være "mor" for og åbenbart også denne gang. Ah men for at gå lidt tilbage, han har fået job, jeg ved at f.eks. den lille restgæld på bilen er til at overskue, han har jo i sin tid betalt husleje så nu med jobbet burde der være styr på det igen. Min lejlighed er simpelthen for lille, og især med alle flyttekasserne giver det flere og flere frustrationer at opholde os der. Jeg spørger ham flere gange hvor meget har du til rådighed når din gæld, dine egne forsikringer mm. er betalt. Kan ikke huske det eksakte beløb den dag i dag. Men vi finder et hus på landet som er til leje - næsten dobbelt så mange kvadratmeter og til færre penge. Jeg lægget et budget med de nye udgifter, fælles indboforsikring, begge biler osv. Jeg forklarer ham mange gange, at vi skal tage højde for at nu mister jeg mine tilskud som enlig forælder de penge skal han kunne godtgøre for. Og derfor bliver alle faste udgifter regnet sammen og delt lige over. Mad må vi så betale som vi hver især har råd til. Reelt set min ydelse, som på dette tidspunkt er blevet til Resourceforløbsydelse, mindre end den end hans løn. Og også min samlede indtægt som nu kun suppleres af børnepenge. Jeg er trappet ned med mit bijob, lysten og energien er der ikke, huset er rodet så det er pinligt at invitere fremmede ind, og vi ved også at mens vi pakker, flytter og pakker ud er der 0 indtægt fra den front. Han har lovet højt og helligt, at han kan afholde hans udgifter til den nye fælles bolig. Fælles på den måde at vi bor der sammen, jeg står alene på lejekontrakten. Jeg havde en bolig da vi flyttede sammen, det havde han ikke og jeg ville være 110% sikker på at have tag over hovedet til mig og børnene hvis vi en dag skulle gå fra hinanden. Set i bakspejlet er jeg sur på mig selv alle røde advarselslamper skulle have blinket, med alle de hemmeligheder der allerede havde været og nogen dage blinkede de jo også, men vi fik jo snakket om det og havde fundet løsninger. Så jeg var nået til den konklusion at nu var alt fremme i dagens lys, han havde været delvis dum og delvis uheldig. At nedprioritere A-kasse var dumt, fyringen var han ikke herre over. Jeg havde overbevist mig selv om at nu var der styr på det. Vi betaler også hver sit og hverdagen kører, hans temperament er jeg ikke stolt af men det er under kontrol. Der er bare lige en ting han ikke har tænkt over, jeg er en selvstændig kvinde, som af flere omgange har boet alene og klaret alt selv. Så nej det nytter ikke at gemme sine hemmeligheder ude i garagen mellem væktøj, sprinlervæske, olie mm. For min bil bruger også diverse væsker, så jeg åbner min motorhjelm går hen til garagen, åbner døren, går ind, åbner lågen til skabet, tager dunken ud og finder en hel mullepose med uåbnede rudekuverter. Jeg kunne skrige, men børnene er hjemme og skal ikke overvære et skænderi. Så venter så roligt som muligt til han kommer uvidende hjem fra job og til pigerne sover. Kigger på ham og spørger om vi ikke lige skal gå en tur. "Det kan vi da ikke, vi kan da ikke forlade huset begge to" - "NEJ, men vi skal ikke så langt kom nu bare....". Hans ansigt ændrer sig langtsomt, da jeg går målrettet hen mod garagen. Han sidder i saksen igen!!! Meget udtryksløs i ansigtet bærer han posen ind tømmer den på bordet og jeg tvinger ham til, at åbne hvert et brev mens jeg kigger på. Og må sættet en ekstra skrap tone på, når nogen breve stadig forsøges lagt væk uden at være åbnet. Der er regninger, fra benzinkort, handler på netbutikker og meget meget andet. Jamen han eks havde brugt alle pengene uden han vidste det, også derfor huset var gået på tvang, han var bange for jeg ikke ville have ham som kæreste, hvis jeg kendte til det. ØHHHH NÅÅ, men var det ligesom ikke et valg jeg skulle have haft lov til at tage, inden du mødte børnene, inden jeg forelskede mig i en falsk person. Der var reelt ikke råd til at betale disse regninger, havde der aldrig været og slet ikke nu hvor han var medforsørger for mig og børnene. Selve hans situation var egentlig uden betydning, har selv en gæld på et hus der gik på tvang, som jeg ikke afdrager på, flere banker har regnet på det og sagt at de få penge jeg ville kunne afdrage end ikke ville dække de årlige renter. Men at lyve om det, at lade en enlig mor med mine vanskeligheder og børnenes vanskeligheder, blive rodet uvidende ind i det. Det er så usselt, jeg har stadig ikke tilgivet ham, tilliden til ham er meget lille. Tror aldrig jeg kommer til at stole 100% på ham. Afdragene til hans bankgæld er låst, de penge bliver trukket fra hans konto helt automatisk og det kan ikke ændres, så er derrestgælden på bilen. Afdragene til det lån var indregnet i det budget jeg lagde for os, eller med andre ord det var indregnet på den måde at jeg var sikker på han havde penge til at betale månedligt ved siden af det han overførte til fællesbudget. Jeg gik og talte måneder ned til vi havde de flere penge at leve for. På det her tidspunkt er min lyst til at sælge min krop for penge, ikke eksisterende, for pengene går ikke til luksus men til daglig overlevelse. Så det er stoppet. Vi har sparekniven på og jeg tror at vi betaler de ting vi nu sammen har prioriteret. For under et halvt år siden, finder jeg så et brev i postkassen, det er fra bilforhandleren. En lokal virksomhed, det sted hans far stadig handler bil, for repareret bil.... Jeg bliver så vred og pinligt berørt på både min kærestes og svigerforældres vegne. Afdragene var stoppet den dag vi satte for i vores nye hus. Min nedtælling af hvornår vi havde de penge mere til rådighedhed, var helt ved siden af. Helt tilfældigvis kommer svigermor og svigerfar på uanmeldt besøg, kæresten er stadig på job. Jeg prøver at bide tungen af mig selv for at tie stille om det, vi er voksne mennesker, jeg har trods mange svigt valgt at blive sammen med ham, det er vores problem. Mende kan godt se at jeg er rød i hovedet af raseri over et eller andet. Jeg viser dem brevet, og forklarer i øvrigt om de andre breve jeg fandt i sin tid. Og ender faktisk med at sige, hvis han banker på Jeres dør og siger jeg har smidt ham ud, er det sandt, jeg kan snart ikke mere. De kan og vil logisk nok ikke blande sig, men kan godt mærke at især regningen hos bilforhandleren piner dem ligeså meget som den piner mig. Jeg er vitterligt ved at have fået nok, og sender ham på tænkepause, de var kørt tilbage til Rømø og deres hus stod tomt. Han bliver tvunget til at ringe til sin mor og far og spørge om han må låse sig ind og låne gæsteværelset. Han er i den tro at han hører tingene fra ham, og det er meget pinligt for ham at lave det opkald. Held i uheld for ham, vil skæbnen at vi bliver kaldt til begravelse samme uge, så han bliver benådet for at vi kan tage vores bedste masker på og udadtil virke som om alt er ok. Vi er der for vores søgende ven som har mistet sin far. Børnene har spurgt efter "far", ja jeg er sådan set bussemanden, hvorfor må han ikke være her, mon ikke far også savner os, tror du ikke han er ked af det, skal vi så ikke bo her mere, hvad for nogen ting tager far med, hvis han flytter helt. Spørgsmålene regner end over mig. Giver op, han kommer tilbage i huset, den mindste har stort set ikke sovet de nætter han ikke var her. Den dag i dag er kærligheden næsten væk, selv om vi kæmper for at genopbygge noget som måske aldrig har været der. Ikke mellem de to personer der rent faktisk eksisterer. Der var noget kærlighed mellem mig og en skuespiller, men ham har jeg ikke set siden længe. (mærk ironien). Som jeg skrev i nogen af de første linier, han er ikke jordens køneste, jeg valgte ham på hans personlighed, den personlighed som ikke var den ægte. Nu kan jeg kun se fejl, jeg ser for alvor det grimme ydre, jeg lægger mærke til når han smasker, når han stiller tallerknen på køkkenbordet i stedet for at sætte den i opvaskemaskinen, det værste er når han irettesætter børnene for fejl han selv laver så tænder jeg helt af. Om end jeg dog venter med at kommentere det til de ikke lytter. Ungerne elsker ham, jeg kan ikke overskue at starte forfra, jeg elsker huset vi bor i. Jeg kan bo her alene, men så skal jeg starte mit bijob igen. Kan kun få boligsikring til en lille del af kvadratmeterne, den store er flyttet til far af hensyn til sin uddannelse (transport), så er kun børnepenge og ekstra tilskud til et barn. Jeg havde lovet ungerne at denne gang holdt det, og især at vi ikke skal flytte igen. Så hvis jeg skulle finde en ny kæreste igen igen, skal det være en der er villig til at flytte ind her, vi er ikke flytbare. Og helt ærligt jeg har gået fra dårlig kæreste, til værre, til helt af helvede til. Jeg har altid fundet en hvor der viste sig at være problemer. At håbe jeg skulle være heldig næste gang, nahhh, jeg ved hvad jeg har, jeg ved ikke hvad jeg får, hvis jeg da nogensinde finder en igen. Vi lever side om side i samme hus, han hjælper i det mindste med de praktiske opgaver, som jeg heller ikke ville magte alene i dette store hus, med min sygdom. Han hjælper til dels med børnene. Og jeg magter ikke at være bussemanden en gang til. Lige nu er det sådan her, vi taler sparsomt sammen og kun om udefrakommende ting, vores egne problemer tja så skal jeg bringe det på bane, han gør det ikke. Vi laver tantekys og en gang i mellem, bare for husfredens skyld, har vi sex. Vi virker glade ud af til men er det ikke. Jeg hunser med ham, jeg vrisser af ham over næsten ingenting, det er straffen han lever med. Han har mest af miste, huset, børnene, mig. Jeg mister kun ham, men skal så tackle savnet hos børnene. Så jeg lever med det og måske en dag han får nok og skrider af sig selv. Og kan jeg "sørge" sammen med ungerne, uden at være bussemanden. Eller måske en dag, der faktisk sker et mirakel, at tiden har helet nogen af sårene, og genskabt bare lidt tillid. Fortsættes i "Pulle pigens sygdom" - som vil klarlægge lidt mere hvad der også sætter vores forhold og mit humør under ekstra pres pt. Cia fra Kaos
  23. Social

    Det sociale er hårdt. Det er hårdt for mig at være social, når de eneste personer jeg har set det sidste år ca er bestående af mine forældre, søster, min kæreste og så min veninde. Selvfølgeligt har jeg også set andre mennesker, men det har været i begrænsede mængder. Nu skal jeg pludseligt lære at være social igen og samtidig med det, så har jeg en veninde, som konstant hiver mig i ærmet og råber "HVORNÅR HAR DU TID TIL MIG?" og det er ikke fordi jeg ikke har tid til hende, men jeg er bare så fucking træt, når jeg kommer hjem. Alle de mennesker og de forskellige indtryk, som jeg har suget til mig igennem dagen er ganske enkelt trættende og jeg er mere død end jeg er levende, når jeg kommer hjem, men hun forstår det ikke og det frustrerer mig helt vildt! Hun er en af de aller vigtigste personer i mit liv. Desværre tror jeg bare ikke selv hun hverken ved det, eller føler det sådan, fordi jeg kan mærke på hende hun føler sig overset. Nærmest dagligt spørger hun efter min tid og sommetider gruer jeg for at kigge på min telefon, hvis der tikker en besked ind, fordi jeg ligefrem går og frygter det er hende, fordi jeg ikke ønsker at afvise hende. Fordi det er jo netop ikke fordi jeg ikke vil se hende, for det vil jeg helt ærligt rigtig gerne, men jeg er bare fuldstændig smadret, når jeg kommer hjem og tanken om at skulle ud og socialiserer sig endnu mere end allerede gjort har også bare en rigtig trættende effekt på mig. Jeg er så ked af at have det sådan her. Ked af jeg ikke føler jeg kan magte min egen veninde. Ked af hun føler sig så overset, som hun gør. Jeg føler mig dog mest ked af at hun ikke forstår min situation og ikke accepterer, hvis jeg siger det kan jeg helt ærligt ikke lige overskue i dag "jo du kan så" "jamen det er bare to smøger" "har bare lige brug for at snakke" JAMEN JEG KAN IKKE OVERSKUE DET, MIT HOVED ER FÆRDIGT, MIN KROP ER SMADRET OG JEG SKAL LADE OP TIL ENDNU EN DAG, SÅ MIN KROP IKKE ER VED AT SPRINGE AF ANGST.... hun forstår det ikke og det gør mig ked af det. Jeg ved godt og jeg forstår godt at angst er svært at sætte sig ind i det og i virkeligheden tror jeg heller ikke jeg ønsker hun skal forstå, men jeg har et ønske om at hun skal accepterer, at lige pt. så er det sådan her situationen er og jeg nok skal kontakte hende, når jeg føler jeg har overskud igen. I stedet sætter hun sig til at surmule og skælde mig ud, og jeg ved godt det er fordi hun også er frustreret, fordi hun ikke forstår eller helt kan sætte sig ind i min situation. SÅ KOM JEG UD MED DÉT - DET VAR DEJLIGT. Så til noget helt andet - næsten. Jeg skrev for at stykke tid siden om at jeg havde været til lægen for at snakke omkring angsten og alt det der, så jeg bla. kunne få tilskud til muligt psykologhjælp og at jeg bla. ikke følte han lyttede osv osv. Det betød altså at jeg ikke følte den angst diagnose (hvis man kan sige det sådan) som han påduttede mig egentligt passede, fordi jeg var inde og læse om det efterfølgende og det var absolut ikke sådan min angst føltes, nej den var værre. Nu har jeg så været afsted igen med et stykke papir med mine symptomer og udprintede tests, og så fik jeg faktisk stillet den "diagnose" som jeg selv troede, men også hvad min psykolog havde sagt det var, så følte ENDELIGT det passede og det gav et eller andet sted mere ro. jeg følte mig hørt og ikke misforstået - det var rart. selvfølgeligt er det ikke fordi jeg tænker "YES, angsten er værre end først antaget" det er ikke sådan det skal forstås, men det har naget med helt afsindigt at jeg følte mig så overhørt, misforstået og et eller andet sted havde fået den forkerte diagnose (jeg ved stadig ikke om man kan kalde det en diagnose eller hvad fanden det hedder) så det har været helt vildt vigtigt for mig, at komme afsted igen selvom det var ligeså skræmmende og angst provokerende, som første gang. Så nu hedder det altså ikke længere moderat angst, men derimod generaliseret angst.
  24. Ramt...af hvad...

    Hej og takker for responsen. Jeg er ret sikker på at det var stress der ramte mig. Jeg lever jo med stress i mit liv og derfor er det også rigtig vigtigt at jeg lige får mulighed for at sidde og "trække vejret" når jeg kommer hjem fra en meget travl arbejdsdag. Denne mulighed havde jeg pludselig ikke og hele min krop strejkede. Idag går det bedre og når der kommer en lignede situation i fremtiden, og det ved jeg at der gør for vi har trods alt 7 snart voksne børn ialt, så ved jeg også hvordan jeg håndtere det. Centrum
  25. Håbløshed og forvirring

    Velkommen tilbage og de bedste ønsker herfra. MVH, Centrum
  26. Forhold til veninde

    Har du snakket med hendes om problemet? Fortalte hende at det såre dig? Og at du føler at du ikke kan snakke med hende om tingene? - Fordi ingen er tankelæser, og hvis hun gøre noget forkert, men hun ikke ved det, så kan hun ikke ændre sig. Jeg tror at du bliver nød til at spørger dig selv, om du tror at det hun gøre eller siger til dig, er i ond tro, om hun gøre det fordi hun enten er misunderlig eller måske har en anden ond tanke bag sig. Du kan også spørger dig, om dette er en veninde som hjælper dig op af, som er dertil at støtte dig, fordi muligvis kan det være at de ting hun siger til dig kan virke onde, men det kan jo være at hun siger det fordi hun tror det vil hjælpe dig. Hvis hun selvfølgelig siger de ting for at sabotere dig, så er det selvfølgelig ikke et venskab der er værd at beholde. 10 år er lang tid, så tænke over om det muligvis altid har været sådan? Eller om det er første er de sidste år at du er begyndte at blive træt det, fordi svaret på det spørgsmål, kan jo være at i er vokset fra hinanden? At i bare ikke længere taler sammen sprog, fordi i er to forskellige steder i livet? Jeg håber at tingene løser sig selv, hvis du bliver nød til at fjerne hende som din veninde, men i hvertfald, så synes jeg at i skal snakke sammen før i bare "ghoster" hinanden. Held og lykke, det gøre virkelig ondt at miste en ven, især en man har haft i så lang tid.
  27. Christiansborgsnydt ...

    Et medlem af Folketinget, som helt usædvanligt mod sædvane ønsker at forblive anonym, sender et kuglestød lige ind i præsidiets planer om at udsætte opsætningen af spejle ved alle 179 medlemmers pladser: "Nogle herinde skulle angiveligt have givet udtryk for, at de vil kunne få det svært med, hele tiden at måtte være tvunget til at se sig selv i øjnene", og tilføjer: "Jeg forstår ikke deres problem. I mit parti er flere medlemmer begejstrede for ideen, da de vil spare meget tid, ved ikke konstant at skulle rejse sig fra deres plads for at gå ud og spejle sig i toiletkummerne, når de skal rette på frisuren og genopfriske deres make-up. Personligt ville opsætningen af spejle ikke genere mig. Jeg kan alligevel ikke se en hånd for mig, eller i det hele taget ud over min egen næsetip, med de her briller!". Det forlyder endvidere, at præsidiet skulle have ladet sig inspirere til udskydelsen af et baneplanenedbrydende projekt i en større dansk provinsby. Intet af det ovenstående har endnu kunnet officielt verificeres og vil derfor kunne vise sig, kun at være et ondsindet rygte udspredt af vandaler, som letsindige borgere ved et hændeligt uheld er kommet til at placere i krydsfeltet mellem indsigt, sund fornuft og det gale vanvid. https://www.dr.dk/nyheder/regionale/syd/moderne-psykiatriafsnit-med-store-vinduer-skaber-utryghed
  28. Håbløshed og forvirring

    Hej Her i mit først indlæg møder i mig dagen efter endnu en af livets mavepustere. Fordi jeg har nu i 10 år levet med diagnosen kronisk bipolar affektiv sindslidelse. De seneste 2 år har jeg haft udefinerbare mavesmerter, startede med en indlæggelse hvor jeg havde så ondt jeg knapt kunne gå oprejst. Jeg fik morfinpræparat til smerterne og afførringsmiddel, da de mente det var en midlertidig forstoppelse. Der kom lidt gang i maven, og har været gennem flere undersøgelser, som resulterede i "diagnosen" irritabel tyktarm. Jeg måtte bare leve med det, tage smertestillende når det er værst og afføringsmiddel når det sætter sig helt fast. Det seneste år har min mindste datter så bøvlet med sygdom, først fik hun konstateret D-vitamin mangel - længerevarende "behandling" med D-vitamin har reduceret antallet af infektioner og omfanget af muskelsmerter. Men maven blev ved at drille hende. Efter en tur på børneambulatoriet på sygehuset, fik hun konstateret svær forstoppelse. Ja det tog lang tid af finde ud af og egen læge havde åbenbart ikke viden nok til at finde problemmet. Så det stod klart for mig at jeg nok også skulle have haft en movicolkur, og ikke bare bruge det en enkelt dag ind i mellem. At lægerne ikke er særlig gode til at finde ud af når man har en længerevarende forstoppelse, iværksætte den rette behandling osv. Jeg tog til lægen, og forklarede situationen og at jeg nu vidste hvordan en kur skulle administreres. Da movicol er meget dyrt og man selv med recept, først kan få tilskud med tilbagevirkende kraft efter et halvt år. Fik jeg anbefalet at købe Magnesia tabletter, som skulle have samme effekt som movicol, nemlig at binde vand i tarmerne. Jeg blev glad, der var en løsning, jeg kunne endelig komme af med mine smerter. Meeeeen, NEJ!! Trods lægen ved jeg har min sindslidelse og kender mit medicin, så siger hun ja til behandling med Magnesia. Jeg er dog typen der læser indlægssedlen, og må konstatere, at der klart og tydeligt står at "ved indtag af magnesia skal dosis af bl.a. medicin mod mani (som er den ene af polerne i en bipolar lidelse) reguleres". Altså jeg kan ikke behandle min mave uden at der er risiko for at min psyke bliver ustabil, for ingen ved hvordan min dosis skal reguleres, hvor meget af medicinen der direkte sagt ryger i toilettet uden at nå at have effekt. Vi har tidligere "leget" med min psyke ved at prøve at ændre dosis, skifte præparat mm. For at udelukke om det var medicinen der gav mavesmerter. Det var farligt nok, jeg tør ganske simpelt ikke påvirke min psyke igen, end ikke for at reparere min mave. Især ikke fordi lægen ikke kunne garantere, at effekten holder. Selv hvis kuren virker er der chance for, at det kun holder et par uger og jeg så er forstoppet igen. Helt tilbage da jeg fik diagnosen irritabel tyktarm, havde jeg jo indset, at det nok var noget jeg skulle leve med altid. Så for nogen kandet virke latterligt, at jeg så bliver så ked af at skulle erkende det igen. Men der var jo netop lige håb. Håb for at jeg kunne få en mere velfungerende hverdag. Jeg er på recourceforløb og skal starte i en virksomhedspraktik d. 6/10, altså næste fredag. Ville så gerne have haft en chance for det gik bedre end sidste gang. Har været i et praktik forløb, hvor maven gav så mange sygedage at virksomheden sagde stop. Ved godt at praktikkerne er afklaringsforløb for at se hvor meget jeg kan arbejde, og at der skal flere forsøg til for at blive stemplet egnet eller uegnet til fleksjob. Da jeg blev syg for 10 år siden, var det psyken der skulle på ret køl, det var en lang process. En periode i mit liv, hvor jeg både har skulle lære, at leve med mine begrænsninger. Leve med omverdens manglende forståelse af psykiske lidelser. En periode hvor jeg fik mine børn fjernet, til alt held kom den mindste hjem igen efter 3 uger, hvor mine forældre fik lov at være omsorgspersoner i min datters og mit liv indtil jeg var stabil igen (havde haft et tilbagefald). Det store datter beholdt kommunen i 4 år, fordi jeg var en dårlig mor (selv om jeg kunne passe den yngste). Det viste sig bare at der var mere til det end som så, pigen havde autisme. I sagsakterne kunne jeg læse at 4 mdr. efter anbringelsens begyndelse var der 4 (FIRE!!!) fagpersoner som havde anbefalet en udredning på børnepsyk. Det valgt kommunen af ignorere, for de havde jo afgjort hvad problemet var - MIG!! Men da hun af alder skulle blive teenager og ikke sindsmæssigt bliver det, er der en pædagog på opholdsstedet, der banker i bordet og får hende udredt. Da hun får diagnosen og jeg samtidig, af egen fri vilje, har gennemgået en forældreevnetest og bestået. Ja så må jeg pludselig godt for min datter hjem. Som er så ødelagt og traumatiseret af opholdet på institution at det er en kæmpeopgave. Løfter dog opgaven og hun er den dag i dag så velfungerende at vi faktisk skulle bevise hun havde behov for en STU efter 9 klasse i specialklasse. Men ja problemet lige nu er at hvergang noget løser sig, er der bare noget nyt har rejst mig så mange gange i mit liv og kæmpet videre og jeg orker snart ikke mere. Havde det kun været psyken, der skulle tages hensyn til - er jeg 100% sikkert på at jeg kunne kvalificere mig til et fleksjob. Men nu er håbet for nogensinde af slippe af med mavesmerterne definitivt knust. Jeg står overfor at starte i en praktik som jeg ved bliver endnu et nederlag, endnu engang skal jeg ned og ligge for at det kan dokumenteres hvor slemt det står til. Når praktikken engang bliver afsluttet, skal jeg endnu engang finde kræfterne i mig selv til at rejse mig og fortsætte det liv der blev ødelagt for 10 år siden. Og sådan som reglerne er, er det næsten umuligt at få en førtidspension, så jeg ved ikke hvor mange gange jeg skal ned i mudderet inden jeg får ro til bare at gå hjemme og kun skal kæmpe med at acceptere mig selv og min skæbne. Og ja jeg ved udemærket godt at der er mange andre i samme situation, alle der er syge i Danmark skal både finden styrken til at blive så raske som muligt og styrken til turen i den offentlige rutchebane. I foråret 2016, blev mig og børnenes sag afsluttet ved børneafdeligen, ikke flere kontrolbesøg ikke flere møder, i efteråret 2016 blev jeg afsluttet i psykiatri, så egen læge bare skal udskrive recepterne på medicinen. Langsomt og støt, fjernes der flere og flere fagpersoner fra min sag. I December 2016, sidder min socialrådgiver på jobcenteret og min daværende menter(støtteperson) og jeg og bliver enige om at det går godt, at jeg ikke behøver min mentor mere. Da jeg har haft pågældende socialrådgiver af flere omgange og sammenlagt i lang tid. Vi kender hinanden godt, hun er rigtig dygtig og vi skal nok finde ud af den sidste detajle i min lange rejse nemlig, kan jeg arbejde eller ej. Men pludselig går der meget lang tid før jeg hører noget hende, finder ud af jobcenteret er flyttet, så tænker ok hun skal lige på plads igen. Tiden går og går. Først i Maj 2017 bliver jeg indkaldt til samtale ved en helt ny socialrådgiver. Den gamle havde lige glemt at fortælle mig at hun var gravid og skulle på barsel, og iøvrigt skulle have andre opgaver når hun kom tilbage. Da den nye socialrådgiver tilbød mig en mentor igen, var jeg gået i stædighedstilstand. Jeg skulle nok klare mig selv, vi aftaler at tales ved igen efter sommerferien. Får da også en opringning efter sommerferien, fra min nye socialrådgivers kollega. Hun er blevet syg og kommer ikke tilbage jeg skal nok får besked om hvem der bliver min nye socialrådgiver når de har fundet ud af det. I mellemtiden kan jeg jo få et møde med jobkonsulenten (som jeg da heldigvis har mødt et par gange før). Det er så os der sætter gang i en ny praktik for at komme lidt videre med sagsforløbet. Jeg har i går skrevet til jobkonsulenten og bedt om en mentor igen, men kan ikke får den gamle tilbage da hun har fået andre opgaver, det udtryk elsker de ved kommunen. Der er også ventetid på mentor pt., men hun skulle nok prøve at få mig frem i køen. Bortset fra anbringelsen af mine børn, især den store, som også er iværksat af en anden kommune og ikke den jeg/vi bor i nu. Ja bortset fra det har jeg altid haft et godt samarbejde med kommunen, de har været meget forstående og taget hensyn til at alt derhjemme med børnene skulle fungere før jeg kunne fokusere på returnering til arbejdsmarkedet. Men nu lige netop nu hvor alle andre fagpersoner har sluppet ja så går det galt. Graviditet selvfølgelig skal hun have lov til det, men så tag dog ikke min mentor fra mig (hun har været i 3-4 måned da den beslutning blev taget). Hendes afløser bliver så syg, hændeligt uheld, men pissetræls for mig. Nu har jeg så fået navnet at vide på socialrådgiver nr. 3 inden for 1 år. Og hun er gammel i gårde, meget erfaren, og 63 år. Har ikke mødt hende endnu, men sagde lige ud til jobkonsulenten, at så har jeg da ikke hende ret længe heller. Jo jo de regnede ikke med hun gik af forløbig - hmmmmm. Har en lille mistanke som jeg håber er sand - "det betyder ikke så meget at hun ikke har så mange arbejdsår tilbage, da jeg alligevel snart får min førtidspension". For man kan efter gældende regler kun i meget særlige tilfælde får førtidspension før det fyldte 40 år. Der er kun lidt over 1 år til jeg bliver 40 år, og da jeg fik bevilliget mit recourceforløb, fik jeg maksimum bevilling - 5 år. Min mentor sagde dengang at jeg var den første hun kendte til i min kommune som fik 5 år. Og de sad højlydt og diskutterede om de skulle lave bevillingen så de havde mulighed for at forlænge recourceforløbet lige inden jeg bliver 40 år, eller om de skulle give de fulde 5 år og passere min fødselsdag. Er man over 40 år, er det iflg. bevillingsudvalget sværere at få forlænge sit recourceforløb, men til gengæld åbner der sig andre muligheder som de sagde. Jeg har tænkt lige siden den dag jeg fik bevilget mit R-forløb, at jeg bare skulle sikres indtil jeg kunne får pension. At de havde opgivet fleksjob og bare skal have tiden til at gå. Tror også det er derfor der har fået lov til at går så lang tid mellem mine praktikker, der er uden nytte og håb. Der er mere fordelagtige regler på R-forløb i forhold til kthj. Så takker og bukker da, hvis det hele tiden kun har været planen at give mig så rolig en tid som muligt og lovligt, indtil jeg kan få helt ro. Men ved det ikke endnu, det må jeg se om lidt over 1 år. Det var min gamle, søde og gode socialrådgiver der fik mig på R-forløb, hende der kendte mig, min sag, mine børns sager osv. Og ved kun trods hendes lidt feje afsked (eller mangel på samme) altid har villet mig det bedste. Når jeg tænker mig om ved jeg jo godt at nogen først opdager en graviditet meget sent, så kan være hun ikke har vidst det, da vi afholdtvores allersidste møde sammen. Ja prøver at finde undskyldninger for hende og tilgive hende, for hun var en kanon person. Håber min nye mentor bliver go, når jeg kommer gennem køen og får en, og ellers at min nyeste socialrådgiver, sammen med jobkonsulenten og jeg, finder den bedste løsning for min fremtid. Enkelte der læser denne blog, vil tænke det der kan jeg genkende og ja jeg har været her på deldig under et andet navn. Jeg haft ikke haft energien og positiviteten til at fortsætte den profil, der har været for lange pauser, og hver gang jeg har overvejet at skrive derinde har jeg ikke kunnet overskue det. For uden beskrivelse af den mellemliggende periode ville de nye indlæg ikke give mening. Men til de kloge og hurtigt opfattende, nej jeg smiler ikke så meget mere.... Der vil kun blive skrevet herinde når jeg er alene hjemme og ikke bliver opdaget, for ønsker ikke at børn eller mand, kommer til at føle at de ikke er nok for mig, at det ikke er nok at tale med dem om mine tanker, følelser og bekymringer. Og har med vilje kaldt mig kaos, da det kan være blive det værste rod, forvirrende fortællinger og kaotiske myldretanker der kommer ud af mit hoved, ned gennem fingrene og i denne blog. Som der også står i min fritekst, jeg skriver ikke herinde for at få følgere, likes, medlidenhed eller gode råd. Jeg skriver udelukkende for mig egen skyld for at få rodet ud af hovedet. Men I skal være velkomne til at læse med hvis I har lyst og gode råd er ikke forbudt, men forventer det ikke. Fortsættes..... "I min virklighed" Hilsen Kaos
  1. Load mere aktivitet