Jeg må indrømme at det er svært at være mig for tiden
Jeg er angst for alt muligt det meste af tiden!
Og har måtte opgive at trappe ud af mine beroligende piller!
Og dødtræt af tilbagevendende depression!
Jeg er angst for hjemmerøverier og utryg i mit eget hjem!
Jeg er angst for der skal ske mine hunde eller mand noget,
for så er jeg helt alene i verden!
Jeg kan ikke finde meningen med det liv jeg lever, og føler jeg kører rundt
i en karrusel, rundt og rundt mens livet bare passere forbi!
Jeg har de bedste betingelser for at have det rigtig godt,
men hvorfor har jeg det så sådan?
Jeg er inde i den periode hvor jeg ikke kan klare verden udenfor,
og lukker derfor alt ude!
Hører ikke radio eller ser nyheder af skræk for der kommer noget,
som gør det endnu værre for mig!
Jeg sover 12 timer i døgnet og går rundt og får kun gjort det mest nødvendige, alt andet kan bare være ligemeget!
Er jeg alene?