Tråd: Enlige mødre

Hejsa

Synes det er en rigtig spændende debat i har om et ellers tabu belagt emne..
Jeg vil gerne lige fortælle en lidt anderledes historie:
Jeg flyttede sammen med min kæreste efter 1½ år...( jeg har 2 børn)...Vi valgte begge der skulle gå så lang tid, fordi han til tider var usikker på om han kunne tage det ansvar - han mente, han os havde i en daglig dag med børn... Vi flyttede fra hinanden efter et år - Af flere grunde men en af de tungt vejende var, at han tog så meget ansvar og gik så meget op i børnenes vel og ve at han tilsiddesatte vores forhold helt...Jeg kom på sidste pladsen.
Det var den omvendte situation..

Vh.Hvorfor

Til Hr. Nielsen024

Jeg havde lige skrevet et meget uddybende svar til dig som desværre blev slettet Men det korte af det lange er at du fuldstændig tager tingene ud af en sammenhæng - eller har misforstået mit indlæg!

Jeg skrev mit indlæg som svar til det første - Ikke mente som en personlig ting myntet på dig.
For det første så: ER det min erfaring ( og min omgangskreds) med MANGE fyre - at du så vælger at tolke det, som du gør må altså stå for egen regning. Jeg er 30 - siden du spørger, og jo min er erfaring er at mange mænd som du selv har skrevet har svært ved at hændtere et forhold med børn - Ligesom kvinder kan have det - men det var ikke det indlæget drejede sig om!

Jeg synes i øvrigt at du har en ubehagelig nedgørende tone i dit svar til mit indlæg - Hvis jeg nu havde været 17 år med 2 børn ville jeg da være blevet ramt af dit svar. At du i øvrigt hentyder til at mine børn er en fejl??? på en anden mands og mine dumheder er mig ubegribeligt med den alder du sådan praler af at have!
Har en mand sine bedste år i 20érne? Fø.. for den...og hvilken erfarning er det lige du har med kvinder? Og hvor er mændens ansvar i det her? Er det okay at manden han skrider fordi "han er i sin bedste alder"?! Så det er hende der sidder med lorten og i følge din udlæg nærmest ikke er værd at røre ved?! - for de situationer du sætter op lyder sgu ikke rare - og det har ikke været det jeg har budt de få kærester jeg har haft, i mens jeg har været alene med mine børn.
I øvrigt kan jeg tage et meget håndgribeligt eks. på et par jeg kender, hvor en meget ung mand har valgt at indgå i et forhold med en ung kvinde der var gravid, og vælger at gå ind at være med fra starten og opdrager hendes barn - HURRA for det! Endelig en MAND der tør at tage ansvar! og han er ovenikøbet ung...men det er altså ikke den historie man høre mest vel?

Med venlig hilsen Hvorfor

Hej Hvorfor.

Jeg reagerede lidt voldsomt, fordi du i din udlægning angreb unge mænd eller mænd genneralt. Det fik mig lidt op i det røde felt, da jeg har hørt den klagesang til hudløshed.

Jeg kan fortælle dig, at jeg har rigelig erfaring med kvinder. Jeg har boet sammen med et par stykker, som havde børn med i forholdet, og der har ikke været andet end bøvl. Måske har jeg været meget uheldig, eller også har jeg vel valgt de forkerte. Begge gange har børnene været ødelagte på forskellige måder, fordi kvinden ikke evnede at tage sit ansvar, mens hun var alene med dem.
Så er det altså en stor opgave for en mand at træde til. Det er specielt håbløst, når moderen enten ikke kan tåle, eller vil høre på, at noget er ravruskende galt.
I begge tilfælde modarbejdede moderen alt fornuft, indtil skolen og kommunen skred ind, og der blev taget fat om problemerne. Underligt nok havde begge mødre børn, der havde udviklet ADHD. Det tror da pokker, med den opvækst de har fået hos en mor, der intet ansvar har taget.
Før skolerne krævede undersøgelser af børnene, der fik jeg altid at vide, at det var mig, der var skør, når jeg mente, der var noget galt. Det kunne de bestemt ikke se, selv om det var tydeligt for alle i deres nærvær.
Det har været håbløst og en bitter kamp, selv om man lagde hele sin sjæl i at være med til at rette børnene op. Fra mødrene får man kun ubehagligheder som anderkendelse.

Den første mor havde to børn, som hun har rykket rundt med, som var de et omrejsende tivoli. 14 forskellige steder havde ældste barn på 9 boet, efter de gik fra deres far. Flyttet rundt fra mand til mand, fordi deres mor ikke kunne finde ro. Hun var psykisk ude af balance til tider, teede sig hysterisk, kom med to svigtede børn. Ved du hvad hun også sagde ?? Ja, det er de mænd, der ikke er til at regne med.

Det gik så sådan, at denne kvinde blev gravid i starten af vores forhold. Fra graviditeten rykkede hun ud og ind af mit hus med ungerne, hver gang hun fik et anfald. Børnene spurgte mig flere gange " kan vi ikke bare bo her og lade mor flytte ?". Da hun var flyttet gang nummer ca 20, der bad jeg hende blive væk.
Hun lejede så et hus, og der gik få uger, så overlod hun de to første børn til deres far, da hun ikke magtede dem mere, nu da hun ikke havde mig til at tage hendes pligter.
Jeg fandt et nyt forhold kort efter tilfældigt. Der kvitterede hun så med at sabotere alt mit samvær med vores fælles søn. Kaldte jeg hende til møde på statsamtet, så blev hun væk, så der kunne gå op til et år, før vi endelig mødtes. Hun kunne få lov, fordi hun er kvinde !.
Hun flyttede fra mand til mand med vores fælles søn, til hun fandt en, der var tosset nok som mig til at indlede noget seriøst med hende. Min søn lærte hun, at den nye mand, var hans far.
Trods flere forsøg på at genoprette kontakt til min søn, har hun saboteret det gang på gang. Nu har jeg ikke set ham i halvandet år, har simpelthen opgivet kampen.
Et barn nummer 4 har hun selvfølgelig også fået med den nye mand !.
Jo, hun er sit ansvar bevidst, skal jeg love for.

Skal jeg være ærlig, så er mine oplevelser nok grund til, at jeg ryger op i det røde felt, når kvinder klager over mænd. På områder grænser det til rent kvindehad, det er selvfølgelig heller ikke rigtigt af mig at genneralisere.

Jeg mener ikke at dine børn, er en fejl. Jeg mente bare, at kvinden også må have lidt selverkendelse. Det vel ikke det inderste ønske for et ungt menneske, at de drømmer om en kæreste med børn, der ikke er deres egne. Tror de fleste par oprigtigt ønsker, at børnene var deres fælles.
Det kan ikke undgåes, at man møder en med børn. For en ung mand kan jeg godt forstå, at han stikker halen mellem benene. Siger ikke at kun mænd, har deres bedste tid først i tyverne, det burde kvinder også have uden børn.

Jeg kunne godt ønske mig de enlige mødre satte sig lidt ind i, at det også er en omvæltning for en mand at træde ind i den familie. At han faktisk giver ret meget af sig selv. At han ikke altid synes, det er det fedeste.
Kort sagt kunne hun sgu godt vise lidt taknemmelighed. I stedet for at læne sig tilbage og brokke sig over, at han ikke altid viser jubel og glæde, når hendes unger er irriterende, at han ikke tager halvdelen af pligterne med børnene, at han ikke ditten og datten. For det er den sang, man ofte høre fra kvinderne, og så forstår jeg godt nogle mænd siger farvel og tak !.

Hej Nielsen..

Hme synes det er en tragisk historie du fortæller og jeg bliver ked af tanken om de stakkels børn - Jeg arbejder med ADHD børn/unge og ved hvor stor en betydning især tryghed og stabilitet har for deres sygdom.

Uden tvivl er der enlige mødre der langfra kan finde ud af, at tage ansvar for deres børn og det liv de har valgt på et tidspunkt. Sådan er det jo - hos begge køn.
At du så har mødt sådan to, er vel dobbelt uheldigt.

De enlige mødre jeg kender med undtaglse af en, tager virkelig ansvar - For mit eget velkommende næsten "for meget" forstået på den måde - At livet stortset kun drejer sig om dem - Jeg har mine fri weekender og arbejde - Resten er børn,børn,børn for at være go nok..Så der netop ikke er en finger at sætte nu hvor jeg er enlig mor.

Den mand jeg har lige har boet sammen med tog meget ansvar for børnene og glemte vores forhold - Men det fungerede godt på nogen områder feks. havde vi sat nogen spilleregler om inden han flyttede ind blandt andet: At jeg ikke måtte "irettesætte" ham i nærhed af børnene - Så hvis han sagde til min søn at han synes han skulle spise op (og jeg ikke mente det) så tog vi den om aftenen.
Derudover snakkede jeg meget med børnene om at nu var X flyttet sammen med os og det betyder at i osse skal lytte efter hvad han siger - Hans mening var ligeså valid som min.

Under hele den tid vi boede sammen var jeg glad for de ting han gjorde med børnene eller for mig i forhold til børnene, og fortalte ham det osse!

Det er på ingen måder nemt at flytte sammen med børn - hverken for kvinder eller mænd. Jeg er stadig i tvivl om jeg kunne være sammen med en mand der har børn - Tror at jeg ville have mange forbehold...

Tak for dit svar. Hvorfor