Hej allesammen!

Jeg afslutter min uddannelse og skal i den forbindelse skrive et speciale:

I Danmark er det kvinden, der i 75% af tilfældene, søger skilsmisse. Og det kommer ofte som et stort chok for manden, som i mange tilfælde er den part, der pludselig skal flytte og pludselig risikerer at miste kontakten til sine børn. Mænd er en udsat gruppe i befolkningen, når det kommer til skilsmisse/samlivsbrud og det skyldes bl.a. at mænd har svært ved, at række ud og bede om hjælp til at tackle de følelsesmæssige nedture en skilsmisse kan medføre. Mænd har ikke den samme tradition, som kvinder har, for at hjælpe og støtte hinanden og kan have svært ved, at benytte deres sociale netværk optimalt.

Jeg vil i mit projekt undersøge, hvordan mænd håndterer at være i krise, særligt i forbindelse med samlivsbrud/skilsmisse. Herunder vil jeg undersøge hvordan mænd fastholder og benytter deres sociale netværk, altså venner, familie, kolleger osv.

Jeg søger et antal mænd, som vil besvare et spørgeskema - og heraf nogle, som i tillæg vil udfylde et netværkskort.

For at at besvare mit spørgeskema, skal du opfylde følgende:
  1. Du skal være mellem 30 og 52 år.
  2. Du må ikke have et misbrug af euforiserende stoffer, alkohol eller medicin.
  3. Du må ikke være diagnosticeret med en psykisk sygdom/lidelse.
  4. Du skal være af dansk oprindelse og være opvokset i Danmark.
Jeg søger også mænd til interview, både personligt og pr. telefon.
Ovenstående krav gør sig gældende samt:
  1. Du har oplevet samlivsbrud indenfor de seneste 8 år - og
  2. har oplevet en krise i forbindelse med bruddet, som
  3. havde/har negative konsekvenser for dit liv.
eller
  1. Du har oplevet samlivsbrud indenfor de seneste 8 år - og
  2. har ikke oplevet en krise eller har oplevet en krise, som
  3. ikke har haft negative konsekvenser for dit liv.
Kort sagt: Jeg søger mænd med negative erfaringer fra samlivsbrud og jeg søger mænd med positive/neutrale erfaringer fra samlivsbrud.

Jeg vil forsøge, at finde ud af, hvad der går godt, når det går godt - og hvad der går dårligt, når det går dårligt. Og hvorfor.
Interviewspørgsmål og spørgeskemaet vil berøre din krisehåndtering og mere specifikt dit sociale netværk. Herunder din oparbejdelse, fastholdelse og benyttelse af sociale netværk. Du vil også skulle svare på enkelte spørgsmål vedrørende andre personlige forhold, såsom alder, indkomst og bopælskommune.

Du har altid muligheden for, at sige nej til, at svare på et spørgsmål.
Din deltagelse er 100 % anonym.
Vil du være med? Så skriv til mig på speciale2009@live.dk