Nye blogindlæg

  • Pips71
    0
    Jeg har lige opdaget...
    ...et musikalsk fænomen, der ellers er gået fuldstændig hen over hovedet på mig: Walk Off The Earth! Ganske vist så jeg for et godt stykke tid siden deres version af "Hello" (m. Adele), men jeg anede ikke, at det var blot ét af mange "hits". Nu har jeg lige siddet og set/hørt en lang række af deres sange - alt sammen coverversioner af kendte numre. Men hvor er det fedt - gør jer selv en tjeneste og kig dem ud engang! Nåmmen, ellers sidder jeg jo her og venter på, at det skal begynde at sne. Vi er blevet "stillet i udsigt", at der hér i området skulle komme 10-15 cm. sne fra i eftermiddag og indtil i morgen tidlig - men lad os nu se, om meteorologerne har ramt plet denne gang... Hvis der kommer så meget sne, kender jeg en, der bliver lykkelig: Knægten!  Jeg selv bliver knapt så begejstret, men jeg kan da godt forstå, ungerne gerne vil have noget sne! (Haha og tror I så ikke, det lige er begyndt at sne?! ) I formiddags var familiekonsulenten her. Det blev lidt af en "sludder for en sladder" i dag, og jeg begynder at tænke, at der ikke er så meget hjælp at hente i hende længere... Samtalerne ved psykologen på JobCentret er heldigvis et overstået kapitel. Når han går mere op i at fortælle "helte-historier" om sig selv, end om at lære mig redskaber til at tackle angst, smerter, stress og hyper-årvågenheden, så kan jeg ikke bruge det til så meget. Jeg er i stedet blevet tilmeldt et "Lær at tackle kroniske smerter"-kursus på Center For Sundhedsfremme i Varde, som starter d. 18 april. Jeg er spændt på, om det er noget, der giver mig nogle brugbare redskaber, - og om der er mere konkrete ideer til tackling af smerterne, end der var på Smerteklinikken i Give, hvor jeg jo gik i 8 uger i efteråret '15. Jeg syntes ganske vist, jeg lærte mange ting og blev bevidst om mange ting via kurset i Give, men med dét som med så meget andet, så er det nemmere på det teoretiske plan end på det praktiske. Samtalerne med konsulenten ved Center For Selvmordsforebyggelse går jeg fortsat til, og dem holder jeg fat i, så længe jeg overhovedet kan komme til det. Han er en fantastisk sparringspartner, og en mester i at formulere nogle gode "hjælpesætninger". Han er virkelig min støtte - uden ham (og Knægten) havde jeg ikke været her nu! Vores sidste samtale var på telefonen, hvor Manden også var med. Jeg har ind imellem brug for at Manden hører nogle ting fra en anden end mig, for at det "glider ind på lystavlen", og så han forstår, det er vigtigt, og ikke bare mig, der er hysterisk. Jeg kan selvfølgelig i skrivende stund ikke komme i tanke om nogle konkrete emner - men det virker mange gange bedre, når ordene kommer fra en fremmed, end når de kommer fra mig. Næste samtale med C.F.Se.-konsulenten skal Manden også være med, da der er nogle ting fra sidste samtale, der skal "samles op på". Jeg er fortsat i praktik i den lokale Brugs 1 t. 1 dag om ugen. Jeg er lidt irriteret over, at jeg ikke kan rumme mere end dét pt., men for hulen, hvor bliver der brugt meget energi og mange kræfter både inden jeg skal derned, mens jeg er afsted, og når jeg er hjemme igen. Så selvom det kun er dén ene dag, jeg skal afsted, bruger jeg nok 4-5 dage på det, ikke mindst i forberedelsesfasen, og så når jeg er totalt bombet en dag el. to efterfølgende... Irritationen over at jeg ikke kan rumme mere er selvfølgelig et udtryk for, at jeg ikke har accepteret mine egne begrænsninger, og at jeg ikke helt har vænnet mig til (eller kan forstå), at dén Pips, jeg var engang, ikke eksisterer længere. Tidligere skulle der helst ske noget hele tiden, der kunne næsten ikke blive fest og ballade nok, og jo mere jeg havde et rende til, jo bedre. Nu har jeg - mere end nogensinde! - brug for ro, regelmæssighed og forudsigelighed... I tirsdags var jeg på OUH (Odense Universitets Hospital) til samtale og undersøgelse hos endo-teamet. Selvom jeg har haft tiltagende smerter (specielt i højre side), kunne lægen ikke se nogen cyster på æggestokkene, udover nogle (sandsynligvis) vand-blærer på max. 2 cm. i diameter, så hun mente at nogle af mine smerter måske kunne stamme fra muskelspændinger, da man - ubevidst - nemt kommer til at gå og spænde, når det gør ondt. På den måde kan det ende med at være en ond cirkel, fordi man spænder mere op, når smerterne i div. organer tager til, og efterfølgende er man så endnu mere opspændt. Jeg fik derfor et øvelsesprogram med hjem, som jeg skal lave 1-2 gange dagligt. Derudover rådede hun mig til at begynde at tage kosttilskuddet HUSK, da det muligvis kunne hjælpe med smerterne i forbindelse med vandladning og afføring. Problemet med dét er bare, at det er pissedyrt, og jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan jeg finder pengene til det... Jeg skal til samtale/undersøgelse igen om 3 mdr., og hvis disse tiltag ikke har hjulpet, vil hun prøve at give mig mini-piller som supplement til hormonspiralen. Vi må se, hvad der kommer ud af det... Nå, mens jeg har skrevet, er haven stille og roligt blevet mere og mere hvid. Jaja, så kom der alligevel lidt vinter til os - mon vi får de 10-15 cm., de har "truet med"? Nu vil jeg gå ind og lægge mig, så jeg kan nå et hvil, inden Manden og Knægten kommer hjem, så jeg er frisk til at læse "Gummi Tarzan" (lektier) med Knægten, mens Manden laver aftensmad.  
  • Outside
    1
    Off-dag og tilbage i Danmark
    Jeg har egentlig ikke en off-dag - men nok nærmere end off-måned. I december frem mod januar var jeg på mit livs rejse. Det var ikke bare destinationen, som hele mit liv havde været min store drøm, men jeg så og mødte en del af min familie, som jeg aldrig havde mødt men kun hørt om. I januar blev jeg berøvet - mine ting, min bankkonto. Ting, der endnu kører i sager, og som har trukket mig ned i tide og utide den sidste periode.  Nu er her bare stille. I februar startede det nye semester på universitetet. Jeg var positiv, og jeg så frem til det her forårssemester. Det er altid det semester, hvor solen kommer frem langsomt. Hvor der er mere ro på studiet og formentlig grundet foråret, så føles det som om, der er mere plads indeni og overskud til at nå alting. Men her på det seneste har jeg gået i lille bobbel af ubehag. Jeg har mistet interessen for alt og alle. De små ting som den ugentlige lørdagsmiddag med min kæreste - som i 3 år har været én af ugens højdepunkter - uge efter uge føles pludselig ligegyldig. Der sker ikke noget i min krop, når jeg tænker frem på det. Jeg står med 1,5 ben i en jobmulighed, som potentielt kan ændre mit liv til det, som jeg altid har drømt om, mit liv skulle være. Det er småting, der venter på at gå igennem, før jeg ved det med sikkerhed. Jeg var til møde forleden. Jeg er så tændt på det. Men lige nu føles det bare ligegyldigt. Måske fordi jeg stadig venter på en bekræftelse - og hvad hvis den ikke kommer? Hvad hvis det er de sidste få procenter, der vinder.  Jeg blev hjemme i dag. Igen i dag. For 2 dage siden måtte jeg tage flyveren hele vejen hjem til København og et døgn senere sad jeg på flyveren igen 4 timer hjem. Jeg havde sådan en følelse af, at København, der altid har været hjem, bare ikke er det længere. Hvordan opfører man sig egentlig i Danmark "nu til dags"? Hvordan fungerer det med metrobillet og togbilletter, og hvordan fanden fungerer zonerne? Jeg havde i mit hoved planlagt, at jeg skulle gå i en specifik 7-eleven inde i centrum, men da jeg kom derhen, var der ingen 7-eleven. "What?", det var der da .. engang?  Det var fantastisk at stå på de danske gader igen. At mærke dynamikken i København, at kunne tale dansk i et helt normalt supermarked og føle den kolde friske luft i norden. Det har aldrig været mere underligt at være i Danmark, end det var forleden. De venner, som jeg havde engang er pludselig så langt væk i deres eget nye liv, at det er mærkeligt. Jeg valgte at stå af senere, end jeg egentlig burde med metroen. Jeg ville gå en tur forbi min gamle lejlighed. Den lejlighed, hvor alting sluttede, og alting startede. Det er mange år siden, at jeg smækkede døren i for sidste gang til min lille lejlighed ved søerne på Frederiksbergsiden. Det er endnu længere siden, at min far gav mig den lejlighed. Det var forår, og det var dér, at han kastede bomben om, at de vile flytte til den anden side af jorden samme sommer. Og det gjorde de så.  Da jeg smækkede døren i til min lejlighed på Frederiksberg et års tid efter, flyttede jeg selv til udlandet, dog langt fra min far. Der har jeg boet siden. Og pludselig er årene gået så stærkt, at jeg, åbenbart, ikke kan finde mig selv i København længere. At jeg pludselig, i København, vender mig om på gaden, hvis jeg hører nogle tale det sprog, som jeg taler i min hverdag, med en følelse af "hey!", som var det "mine egne" mere end danskerne er. Jeg bliver tit nostalgisk, de få gange jeg er i København om året. Jeg får altid en følelse af, at NU vil jeg hjem igen. Jeg får en følelse af, hvordan livet ville være, hvis jeg boede i København.  Jeg ved ikke, om det er en "post-følelse" af min rejse i december, og at det er på grænsen til foråret og så alligevel ikke. Jeg ved ikke, om februar måned bare ikke indeholder noget, der giver livet værdi. Men jeg har på det seneste haft en følelse af ligegyldighed. Med 1,5 fod i et af de største chancer hidtil i mit liv, et velfungerende forhold, glade forældre og søskende, hvis liv fungerer, gode resultater på universitetet og med udsigt til endelig snart at være igennem, så føles alting pludselig bare så.. ligegyldigt. Midt i februar. Det føles ligegyldigt at stå op om morgenen, det føles ligegyldigt at være til stede, det føles træls. Jeg er ikke ked af det. Men jeg er heller ikke glad. Jeg bliver ikke glad over de ting, der sker omkring mig. Men jeg har heller intet at klage over. Mine tanker er gået i stå. Jeg er utålmodig med dagene. Dagene skal bare gå, ugerne skal bare gå. Måneden skal bare være slut og marts også. Jeg ved ikke, hvad jeg venter på. Men jeg venter. 
  • Lokkeduen
    1
    Punkerduen
    1 sort punkerkjole + 2 lilla læber = 3 komplimenter. I går startede dumt ud, men blev i løbet af få timer rigtig fin. Pga. en konflikt med Mrs. Mutti, var jeg vred, da jeg gik i seng og kunne stadig mærke vreden, da jeg vågnede. Er ellers sjældent gal. Kunne ikke rigtig komme af med energien. Konflikten bestod i, at jeg kontaktede hende for at spørge til nogle af hendes kollegers uddannelsesmæssige baggrunde, da de sidder på nogle jobs, jeg brænder for. Mrs. Mutti dissede disse jobs, da hun skrev tilbage. Rakkede det fuldstændigt ned. Så blev jeg gal, fordi uanset hvad jeg nogensinde har luftet for dem, at jeg ville, har de rakket ned. ALT. Og nu gjorde hun det gud-døde-mig igen. Mit humør ændrede sig heldigvis Der er et fænomen, som underholder min mand ganske fornøjeligt. Jeg ser nemlig ikke helt ens ud, når jeg er bare mig herhjemme og når jeg er ude i offentligheden. Jeg er ikke transvestit, skal det lige siges! Men al respekt for dem. Sagen er, at jeg er noget mere PUNK herhjemme og mere pæn/tutte-nuttet, når jeg er ude. I sidste uge købte jeg en punker-agtig kjole: Sort med 2,5-3cm sølvfarvede metalringe/metalhuller hele vejen rundt i kanten for neden. Stadig stilet, men også... punk. I loooove it. Den havde jeg på i går sammen med min lilla læbestift.  Den lilla læbestift havde jeg også på dagen før, men der turde jeg ikke gå uden for en dør. Punker hjemme, prinsesse ude. Punkerprinsessen. Men eftersom jeg skulle se min psykolog i går, tænkte jeg: "Hvis jeg ikke kan være mig selv hos min psyk, hvor kan jeg så?" Så sådan blev det. Og jeg fik en kompliment. Yes, jeg hører til flertallet, der bøjer det i fælleskøn. Min psyk sagde, at jeg så godt ud og jeg lagde mærke til, at flere kiggede efter mig i går. Ikke med åben mund og polypper, men på den dér: She-is-something-måde. Da manden kom hjem lyste han også op og sagde, jeg så super godt ud. Og så grinede han, fordi han synes, at det er så sjovt med "skabs-punkeriet". Men han synes, det ser godt ud. Den lilla læbestift købte jeg, mens vi boede i Bruxelles. Kunne ikke stå for den. Men det virker også lidt… at købe noget og ikke turde gå med det. (Nok noget mange kvinder kender i fht. flotte, høje sko?!) Jeg ved ikke, om det skyldes min venindes kommentar: - "EJ! Du har bare ikke købt en LILLA læbestift?!" - "Jamen... Det er Dior!". Hm. Eller også er det, fordi jeg tror, at jeg med lilla læbestift ikke ligner én, som folk vil ansætte.  Efter psyk tog jeg til Frederiksberg Centret for at købe ind, da klinikken ligger lige ved siden af. Her fik jeg (igen) en kompliment for min kjole. To komplimenter på én dag! Hvor tit sker det i Danmark? Skriver Danmark, for i andre lande kan man altså godt finde ud af det… Måske hvis man hedder Oliver Mums Bjerrehuus, kan det forekomme. Eller måske for en Gustav eller Linse. Hvad betyder det at turde være sig selv? Er det at være sig selv, når man har violette læber og har for mange ringe i ørerne? Har jo ikke violette læber, når jeg vågner... Ikke engang, hvis jeg sover med vinduet åbent...  På sidste skoledag i 3.g var det tradition at klæde sig ud og jeg gik all-in som punker med lilla hår, netstrømper, sort makeup, "Jagtvej 69 SNØFT!" på blusen osv. Jeg ved ikke, hvad der var sjovest: Klæd-ud-delen? Eller at det rent faktisk klædte mig? Det hele minder mig også om, da jeg var blondine. Havde overvejet det længe og alle havde sagt: ”Ej, nej, nej, det vil IKKE klæde dig!”. Men det gjorde det. Virkelig. Og mange troede, det var min naturlige hårfarve. Folk og veninder rynker også på næsen, hvis man siger ”lilla læbestift”. Men det ser godt ud. Passer ret godt til mine gyldne toner. Jeg har også engang prøvet en orange/kobber læbestift. Så også super godt ud. Passede så flot til hud og hår. Så hvorfor gør jeg ikke det her noget mere? Og hvordan overvinder jeg frygten?
  • Centrum
    4
    Måske er det bare mig...
    http://nordformaelkevejen.dk/2017/02/mine-oekonomiskes-problemer-efter-mit-barn-blev-myrdet/   Jeg sad og læste denne blog som er en dagbogsblog fra en meget ulykkelig mor, hvis barn blev myrdet for 8 måneder siden. Jeg har læst en hel del af hendes blogs og det rammer dybt for så stor en smerte fortjener ingen. MEN... Idag sad jeg faktisk og blev sådan lidt...hmmm for ja der er en dyb sorg, men engang imellem opleves det som om hun alene lever for sorgen, at den dyrkes på en eller anden måde. Jeg tænker at ingen endnu har skrevet til hende om hun måske har tænkt på at hendes søn ikke ville have ønsket at hun skulle være så ulykkelig?  Det er så svært at være den der skriver "alt det grimme" for det føles som at sparke til en der i forvejen ligger ned, men jeg tænker at engang imellem så skal der et kærligt spark til i en eller anden form.  Jeg har før været den der "sagde" de ord som ingen andre turde sige og jeg tror det handler om at turde. Det ville være så nemt bare at gøre/sige ingenting, følge strømmen som forsøger at trøste og samle penge ind i en uendelighed, men det kan jeg ikke være en del af. Åh jeg føler mig som et virkelig dårligt menneske. Centrum
  • ohtime
    0
    (sådan føles det)
    "Find en du kan stole på." "Og hold så lav profil."

Nye spørgsmål og debatter

  • Lokkeduen
    5
    Husmorråd søges - gule skjolder
    Hey, Jeg har lagt mærke til, at mandens tøj bliver gulligt under armene - og det går ikke rigtig af i vask. Jeg har allerede købt en nivea black 'n white-deo til ham, men kan jeg gøre noget ved det, som allerede er blevet gult? Han er meget glad for sit tøj... KH
  • Soyyo
    4
    Deldig ??
    Kender I til et sted som deldig.dk men på engelsk? Et sted hvor man kan poste små blogindlæg UDEN at det er en hel blog for sig? Eventuelt et andet dansk sted?
  • Tim Hansen
    2
    Hvem hjælper mig?
    "Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i bestemte boligområder i Danmark" I forbindelse med nyindført lovtekst, så har mange grebet pennen, også som her partifæller til de der har fremført lovteksten og sørget for det kunne gå igennem. Mange foreninger er også ude, her i blandt Adoption & Samfund, som naturligvis mener de adopterede børn ikke længere er at betragte som danske, hvilket naturligvis er noget ævl, da deres forældre vel er danske statsborger, og de er derfor i følge fakta for den slags, er lige så danske som alle vi andre der fra fødsels betragtes som etniske danske.  Det der har slået mig i denne debat er, at folk først rejser sig til kamp, når deres "eget navn" bliver nævnt. Artiklen her er et godt eksempel, da hun spørger sin bror om han føler sig ramt af debatten om de fremmede, "Nej det er jo ikke mig de taler om" Det samme har hun altid tænkt, og altså holdt sin kæft, indtil denne tekst hvor også hun er nævnt. Det samme kan man sige om Adoption og Samfund, som så her bruger teksten til at skabe opmærksomhed om dem selv, som om jeg har tænkt mig at ynke de unger der kommer ind i resursestærke overskudshjem?  Jeg mener der har været rigeligt med anledning til, at de har skribenter kunne have råbt op for længe siden, hvis altså de virkelig mener debatten er forkert, og det ikke kun er nu hvor deres navn blev nævnt, at der pludselig er et problem. Vi kender alle historien om alle de grupper der blev ramt, men jeg sagde ikke noget, fordi jeg ikke var en del af de grupper, da de så kom efter mig, så var der ikke nogen tilbage til at hjælpe mig. Jeg savner virkelig noget sammenhold i samfundet, hvor folk står op for hinanden, og ikke venter til deres eget navn bliver nævnt, det har jeg svært ved at tage alvorligt.   Log ind for at se dette link.    
  • sofiesverden
    2
    Hvad hedder filmen?
    Der er en rigtig god film. Jeg vil gerne se den igen, men jeg har glemt, hvad den hedder.  Det jeg kan huske er:  En mand er dygtig til at regne. Han kommer på universitetet. I lang tid tror seeren, og hovedpersonen selv, at han arbejder for CIA eller FBI. Til sidst viser det sig, at han er psykisk syg og han lever i en fantasiverden, hvor han bryder koder for en efterretningstjeneste.  Ringer det en klokke for nogen? 
  • Lokkeduen
    15
    Stofmisbrug
    Kære DD'er Min kærestes bror er eksmisbruger og har nogle udfordringer, som sætter hans liv i stå. Han har brug for hjælp: Så langt er alle enige. Han har svært ved at holde på et job, et studie, en kæreste, betale regninger. Historien gentager sig hele tiden: Han flytter, får job, en eller anden dag stopper han bare med at dukke op på arbejdet, bliver fyret. Han har været væk flere gange. Med 'væk' mener jeg: Nogle gange kører han en tur, er væk i flere dage, siger at han ikke kan huske, hvad der er sket. Han har været efterlyst et hav af gange. Han lægger tit folk (også familien) på is: Svarer dem ikke i uger/måneder og ringer herefter op, som om ingenting er hændt. Han svarer aldrig på indbydelser. Nogle gange gør han så alligevel, fx takker ja, men dukker ikke op. Og der er også nogle gode dage, hvor han rent faktisk kommer. Pt. er hans tilstand ret slemt. Han bytter om på nat og dag, sover i sin bil. Er sommetider væk i flere dage. Bor i den. Vi er bekymrede, når det er frostvejr, fordi vi frygter at finde ham forfrossen i en bil. Det har stået på i et halvt år. Når vi spørger svigerfar, hvordan det går med X, bliver der svaret "Joh, han har det fint. Han får noget at drikke og noget at spise". Det lyder jo som et dyr! X er meget tæt med sin far. Eller måske ikke så tæt, som vi troede, men rimelig tæt, og bor der pt. (altså når han ikke er i bilen).  Alle ved, at X har behov for hjælp. Han siger det også selv. Faren har ret meget at skulle have sagt og vil gerne gøre tingene på sin måde. Faren betaler alle X's udgifter (X er 30 år og har ingen indtægter, forældrene er skilt). Det bekymrer mig, at Svigerfar vil gøre tingene på sin måde. Ifølge svigerfar er der: 1) svigerfars mening, 2) eksperters udtalelser, 3) alle andre. Når det handler om misbrug og konsekvenser, ville jeg ønske, at han ville lytte til eksperterne og ikke tage sagen i egen hånd. X's mor (min svigermor) ved ingenting om, hvordan tingene er fat.  Min kæreste (og jeg) har opfordret Svigerfar til at tale med Svigermor om det, fordi det jo også er hendes søn. Men han nægter. Jeg har prøvet med: "Måske har hun nogle forslag og to hjerner tænker bedre end én", men han nægter. Jeg ved ikke helt, om det er for at skåne. Når jeg spørger, hvorfor svigermor ikke må få noget at vide, bliver der bare sagt: "X og hende har ikke et særligt godt forhold" eller "Hun vil bare presse X til noget, han ikke er klar til og han lukker helt ned, hvis man presser ham til noget". Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at holde svigermor uvidende. Men hvis jeg sladrer, så får min kæreste nok aldrig noget at vide om sin bror igen.  Problem 1 er, at X skal i behandling og svigerfar nøler med det. Problem 2 er, at svigermor ingenting ved. (Jo, hun ved, at X ikke har arbejde og hun tror, han snart begynder på uddannelse). Den ene vil presse, den anden gør ingenting og jeg tror, at et samarbejde imellem dem ville være rigtig godt. So far ved ingen rigtig, hvad der er galt med X. Eller måske har han selv fået det at vide uden at ville sige det videre, for han har været til psykiatere. Jeg mener også at kunne huske, at han har fortalt noget om en psykose? Men forældrene ryster på hovedet (og husker/hører kun det, de vil). Hans misbrug har dog været meget værre, end forældrene ved (det har han fortalt min kæreste). I dag så jeg en udsendelse om hjernen på en eks-misbruger. Dér faldt 10-øren. Selvfølgelig skal man være kritisk over for tv, osv., men her var der scanninger af hjernen og en forklaring på, hvilke centre, der var ramt og konsekvenser. Det gik bl.a. ud over følelserne, man havde svært ved at styre dem (passer på X), svært ved at planlægge på kort og lang sigt, hvad man ville i livet (passer på X), svært ved at lægge en linje/rød tråd (passer på X), motivationen var ramt, evnen til at tage beslutninger var ramt, fornuften var ramt. Alt passede som fod i hose. Jeg kender mine svigerforældre rigtig godt og jeg er sikker på, at de vil leve fornægtelse, hvis jeg fortalte dem om udsendelsen. Desuden gør min rolle som svigerdatter også, at jeg helst ikke skal gøre mig klog på alt for meget, for jeg vil gerne bevare vores gode relation. Det korte af det lange: Jeg tror, at jeg ved, hvad der er galt med X. Jeg tror også, at jeg er den eneste i familien, der ved, hvad der er galt med X. (Eller nu har jeg fortalt det til min kæreste). Jeg tror, at den viden kan bruges til, at X kan få et godt liv igen. For X er meget ulykkelig over, hvordan det er fat nu. Hvordan kommer jeg/vi fra A til B?

Seneste svar og kommentarer


Da du ikke er logget ind er det ikke alt indhold som vises!

Velkommen til Deldig.dk - hvad du har på hjerte?

Få din egen blog hvor du kan dele dine tanker og oplevelser. Brug den evt. som en åben dagbog, hvor andre kan give værdifuld feedback på det du skriver - Deldig.dk er danmarks bedste blogfællesskab :-)

Stil alle de spørgsmål som dukker op i din hverdag og debatter forskellig emner. Her kan du få en helt anden vinkel på dine spørgsmål end hvis du blot spurgte din nærmeste omgangskreds, fordi vi her er mange forskellige mennesker i forskellige aldre.

Her kan du være lige så anonym som du ønsker, så der er ingen behov for den selviscenesættelse, som så mange andre sociale netværk i dag er plaget af. Del alt det som får dig til at smile, græde og undres.

Selvom vi er mange forskellige personer herinde, så har vi dog den ting til fælles, at vi alle værdsætter en god omgangstone og taler pænt til hinanden selvom, vi ofte har forskellige holdninger og meninger til et emne.

Log ind eller Opret en profil - 100% gratis

Nyt fra NetMonster