Nye blogindlæg

  • Plotin
    0
    Ny lyver du jo igen!
    Jovist lyver vi da alle - og mange gange i løbet af en dag.   Mest og oftest for os selv, hvilket vi faktisk er rigtig gode til, hvor modstridende og nærmest umuligt det end må forekomme os at være.   Langt lettere er det at lyve over for andre mennesker.   Men at lyve over for os selv og i dagligdagen over for hinanden om "småting" er så lagt fra det samme som at lyve i forbindelse med for eksempel en retssag. Under en retssag er det nogle mere eller mindre konkrete forhold og hændelser der sættes under lup; tilnærmelsesvist at opfatte som noget "objektivt".  Enten har du, eller også har du ikke: Slået din chef ihjel, stjålet hans Mercedes, brudt ind i hans villa, eller foretaget/undladt at foretage handlinger, du må formodes at have kendskab til og være dig bevidst om. Lyver du bevidst under en retssag vil du kunne blive straffet for i det mindste dén handling. I dansk retspleje kræves positive beviser på din uskyld, for at du vil kunne dømmes.   Anderledes forholder det sig med de dagligt udstukne løgne. Dem har vi adskillige andre udtryk og begreber for: Overspringshandlinger, nødløgne, "hvide" løgne, undladelse af at fortælle sandheden, eller i hvert fald HELE sandheden. Benægtelse i form af "hukommelsestab" forekommer i både retssager og i det private. Når et vidne under en retssag udviser hukommelsestab kan det ofte være udtryk for, at vidnet vil enten beskytte den anklagede, eller at vidnet frygter repressalier fra den anklagede ved at fortælle "sandheden". I det daglige er mekanismen lidt af det samme: Enten KAN man slet ikke huske at skulle have smadret den rude, eller også håber man på, at ingen vil kunne bevidne det.   Forældre lyver ofte over for deres børn, ved at forholde dem sandheden eller i hvert fald ganske som før omtalt, HELE sandheden. Forældres hudløse ærlighed over for deres børn er i mange tilfælde heller ikke hensigtsmæssig, her primært i forhold til barnets alder og modenhed. At mange, især enlige, forældre så "misbruger" deres barn som nærmeste nært fortrolige, i fravær af en voksen partner, er så desværre også blevet ret udbredt. Især hvis der er en form for misbrug hos forælderen indblandet.   Pudsigt nok lyver børn, som udgangspunkt, ikke. De lærer det hurtigt, og af både de voksne, deres forældre og andre voksne, og af hinanden.   Selvløgnen har mange former: Har man ikke en kæreste/partner er det langt lettere at overbevise sig selv om, at det er også kun fordi, at det gider man ikke have, er man ikke interesseret i, har man for tiden ikke tid og overskud til, end at skulle forholde sig til, at man måske ikke lige selv ER "kærestepotentiale". Er da dét at lyve for sig selv? Ja! En løgn er en løgn, uanset hvilket ellers "ædelt" formål den måtte kunne tænkes at være udtryk for.   Nogle, ret så mange, mennesker lever hele deres liv på en "livsløgn". Nødløgn, selvopholdelsesdrift, overlevelsesstrategi, manglende selvindsigt, fortrængning?   Kært barn har mange navne. Men en løgn er en løgn!   Først, hvis man vover forsøget på at granske sin egen samvittighed og selvindsigt, tør være ærlig over for sig selv, kan denne nyerhvervede bevidsthed om ens egen tendens til at lyve blive ens nærmeste allierede.   Jo, der ER forskel på at lyve over for andre og på, ikke altid at fortælle alle alt om hele sandheden! Har man pædofile tilbøjeligheder eller andre seksuelt betonede "særheder", er stofmisbruger, kriminel eller polygam, er det ikke altid ensbetydende med direkte at lyve, ikke at oplyse alle, man møder på sin vej, om disse (for en selv be- og erkendte) tilbøjeligheder. Løgnen, udadtil, hvis man er psykisk syg, at man forsøger at signalere "Jeg er da helt ok" er i dobbelt forstand en løgn. Man er i konflikt mellem sin indre bevidsthed om at lyve over for sine omgivelser og samtidig bevidst om, at man også lyver over for sig selv. Begge dele er stadig en løgn.   Næppe nogen vælger frivilligt et liv i økonomisk fattigdom, at leve i et voldeligt/kriminelt miljø, eller med en psykisk/fysisk sygdom.   Grænsen for, og opfattelsen af, hvornår man lyver, er forskellig fra menneske til menneske. Jeg har oplevet kvinder, jeg var i parforhold med, have "noget frygteligt at tilstå". Noget, de i måske månedsvis havde gået og haft dårlig samvittighed over, endnu ikke at have fortalt mig. En tilståelse af utroskab og lignende undtaget, viste det sig meget ofte, at jeg havde en helt anden vurdering af tilståelsens alvorlighed og konsekvens for vor fortsatte mulighed for at opretholde parforholdet, end hun selv hade forestillet sig. For eksempel en skramme, hun har lavet på bilen? Jo, jeg bliver da pisse sur og ærgerlig over det. Men langt mere over, at hun hidtil har benægtet ethvert kendskab til, hvordan den skulle være opstået, end over at hun vedgår sig sin brøler, altså ikke længere "lyver" om eller fortier den.   I øvrigt fik jeg lortet lakeret i går, hvor det var vejr til det!   http://www.dr.dk/nyheder/indland/penkowa-foer-ny-retssag-alle-mennesker-lyver  
  • Søde-Smølf1503
    1
    Både nysgerrig og bange på en og sammen tid
    Jeg har i dag værre ud og køb  et lille børne badebassin til min hund på fire år som han kan soppe rundt i og ikke mindste blev køle ned i denne  varme nu er min hund bare indrette sådan af han altid er en smule bange man samtid og rigtig nysgerrig for nye ting og badebassin er i hans verden nyt men selvom man er bange så er det badebassin afligevalg mange spænde og han er nu nået der til hvor han stikke og rolig kan ligge ved siden af det ude af værre bange og jeg har da også troen på han på et eller andre tidpunkt nok skal gå op i det og har også den holdning at han skal havde lov til af gøre det i hans helt eget tempo da jeg ikke mener det bære noget godt med sig at smide ham op i det 
  • Centrum
    0
    Tanker omkring dig...
    Kære elskede kæreste. Hvordan skal jeg begynde? Mine tanker er mange og nu skal de ud. Onsdag aften, det var varmt og alt for varmt til at vi kunne sove indendørs så vi valgte at sove ude i campingvognen.  Vi havde lagt os ret tidligt, havde elsket og alting var så dejligt og afslappet. Så, kl. 22.25, ringede din telefon og jeg sagde: Nu skal du nok på arbejde, med et smil, for sådan er det jo at have vagt. Det var bare ikke arbejde, det var din søn. Han var vred og sur.  Jeg lå der og kiggede på dig mens du stod der i halvmørket, nøgen og sårbar, mens hans ord bare haglede ned over dig. Alting var uretfærdigt...den tid du havde valgt at bruge på hans søster, i lørdags, var uretfærdigt. At din svigerdatter havde ringet fordi hun havde fået stød af en vaskemaskine og at du ikke straks havde smidt alt og var kørt ud til hende, var direkte uansvarligt af dig og derfor var hun taget på sygehuset. At hun selv havde ringet og tydeligvis ikke havde lidt overlast, betød ingenting. At du befandt dig et helt andet sted, i vagtbilen, var også uden betydning. Alt var galt, huset du og din mor har lejet ud til dem ville de ikke bo i mere. De vil bo i dit, så hele denne svada indeholdt også kritik af at du ikke havde tømt dit hus, snakket med bank og lånt så du kunne købe-sælge....så i kunne lave denne rokade der havde været snakket om.  Det var kun de andre du altid var der for...og glemt var alle de dage hvor du først var færdig til midnat fordi de pludselig ville giftes. Du lagde telt til rådighed, du lagde gulv, sammen stod vi to for maden, vi ordnede "haven" og "haven" er jo ikke en lille en af slagsen. Dag efter dag har vi fjernet ukrudt, træer, fliset, klippet, fræset og ryddet op på hele gården. På selve dagen stod du og passede grillen i mange timer, skar kødet ud og sørgede for alle gæsterne, mens din søn og svigerdatter fejrede deres bryllup med alle de andre gæster. Ordene fortsatte i en uendelighed...kritikken var uendelig. Jeg lå bare der og kiggede på dig...jeg kunne mærke hvert ord, der ramte dig og fornemmede at det ramte dybt dybt ind...og til sidst måtte jeg tage propper i ørerne. Endelig var det slut...og du lå igen ved siden af mig. Det blev næsten midnat inden der faldt ro over os.. Siden har vi talt om det et par gange og hvergang oplever jeg din smerte. Du er ramt og du lægger ikke skjul på det. Jeg har aldrig før mødt en far der var/er der for sine børn som du er. Når telefonen ringer og svigerdatteren er blevet skræmt af lyde, ude på gården, så står du ud af sengen og køre derud uanset hvad tid på døgnet det er. Du henter og bringer, hvergang de er til fest. Du tager fri for at passe dine små børnebørn og deres hund, hver gang de skal noget og det skal de tit. Du ordner alt, virkelig alt, for dem hvis der er noget de har brug for og et eller andet sted er det vel det der er "galt", men det siger jeg ikke til dig. Tre børn har du og du prøver at være der for dem alle uanset tid og sted...de har jo primært kun dig. Samtidig er du der for mine fire børn og du klare det hele fantastisk. Så det gør ondt i mig når et af dine børn fuldstændig hæmningsløst, smider så voldsom en kritik i hovedet på dig. Det gør ondt hver dag, når jeg igen og igen oplever hvor ramt du er, men heldigvis er du stærk. Du har sagt fra nu...fortalt dem at de skal finde et hus selv og at de må klare sig selv fremover. De er jo voksne mennesker, en familie bestående af to voksne og to børn... Du har fået nok...og det fylder meget i dig, det der gør ondt. Jeg har rådet dig til at snakke med din søn...og du har givet mig ret i at det bliver du nok nødt til... Jeg kan ikke gøre mere...er her bare for dig. Centrum  
  • DenGuleGummiAnd
    2
    Alene
    Øv altså. Lige nu har jeg ondt af mig selv og jeg håber det snart bliver søndag aften/nat. Jeg sidder alene og det har jeg gjort hele ugen og nu er jeg virkelig træt af det. Min kæreste er i Norge og han tog afsted søndag aften og kommer så hjem på søndag om aften/natten men der er virkelig længe til og jeg savner ham. Jeg er ikke så god til at gå ud og opsøge selskab selv så indtil videre er fjernsynet mit selskab og det er ikke altid lige sjovt. Jeg ved godt at det er i overmorgen han kommer hjem men der er længe til og jeg har bare ondt af mig selv lige nu. Jeg har godt nok en papdatter på 16 år men hun vil jo hellere være sammen med vennerne end at sidde og sumpe sammen med mig på sofaen Skulle bare lige af med lidt ynk  
  • Lokkeduen
    1
    En gensidig afhængig relation
    Forleden gjorde jeg noget, jeg normalt ikke gør: Jeg lagde på!  I Bruxel-vede havde jeg en kanon støtte i det interne team af krisepsykologer, hvilket gav mig mod på at bearbejde andre ting også. Debutten med KriseLise viste sig forandrende i en mistillid forårsaget af mindre gode erfaringer med psykologer. Da jeg nævnte min dårlige erfaring over for Krise-Lise, fortalte hun, at det tit afhang af (matchende) personlighed, om man svingede med sin terapeut eller ej. Hun ville også gerne anbefale en til mine øvrige bearbejdningsprocesser, som hun var sikker på, jeg ville svinge med.  Midt juli mailede jeg hendes bekendte, som bad mig ringe midt august, dog med en lille parentes om at hun ikke tog imod henvisninger. Se dét nagede min pengepung og nærede mine økonomiske bekymringer. Mit indre førte tvekamp: Skulle, skulle ikke ringe? At ringe ville være en erkendelse af, at noget galt (med mig)! Hvis jeg ventede (eller slet ikke ringede), kunne jeg leve i illusionen lidt endnu. Fornægtelse? Nah, jeg kalder det stearinlys og tanke-distrahering  I går tog jeg mod til mig - og ringede!  Jeg præsenterede mig og spurgte, om jeg forstyrrede, men fik hverken nej eller ja - bare sådan et "Naaaaaaaaaaaaaaaaaaahmmmmmmmmmmmmmmmmmmeeeeeeh". Så jeg fortalte mit ærinde (ville gerne starte i et forløb). Havde næppe sagt "forløb" færdigt, da den nye spurgte, om jeg havde en henvisning fra lægen. Her skulle jeg nok have svaret nej. Men i håb om, at hun alligevel tog imod dem, sagde jeg ja! "Nå, men så skal du slet ikke have fat i mig" - og så kørte snakkemaskinen. En lang, hurtigt mumlende og forvirret monolog uden mulighed for at bryde ind. Hun sluttede sin hurtigt mumlende selv-samtale med et "godt, hejhej!". Så lagde jeg på! Jeg lagde på. Lagde jeg på? Jeg lagde på!  B-b-b-but why? Fornærmelse? Skuffelse? Frustration over ikke at have en dialog? Måske alle tre ting. Til mig selv har jeg meget høje forventninger. Til andre ligeså. Måske var de for høje til psykologen. Et af mine problemer i flere relationer er, at jeg savner at blive lyttet til. Det kom meget tydeligt til udtryk her. Er en psykolog da ikke en, man betaler for at lytte (og stille de rigtige spørgsmål)? Jeg bryder mig virkelig ikke om at blive kørt verbalt over. Måske er det ikke et psykologforløb, men et retorikkursus jeg skal begynde på?   Noget i mig tænkte: Fint! Det er hun selv ude om - mig får hun IKKE som klient. Ha! Det var én indtjening mindre.  Noget andet i mig tænkte: Er det mon nu så frydefuldt? For er det ikke mig, der har brug for hende? Syntesen må være, at psykolog og klient i virkeligheden har et gensidigt afhængighedsforhold: Psykologen har brug for klienten af økonomiske årsager, klienten for at have det godt/kunne fungere. Begge for at kunne leve.  Time for positive thoughts 

Nye spørgsmål og debatter

  • Gubbe
    32
    Staten må gøre noget, eller?
    Log ind for at se dette link.
  • Lokkeduen
    4
    Del din(e) bedste egenskab(er)!
    Kære medbloggere Det er fredag, solen skinner i Valby, og det er tid til at klappe os selv på skulderen, øjne det gode i livet og i os selv.  Jeg synes, vi skal have gang i en ny positiv-tråd  Jeg starter: Jeg synes, at jeg er god til at se en sag fra flere sider. Hvad er din bedste egenskab? 
  • Profil2
    17
    Polyamorøsitet.
    Jeg er forvirret. Jeg har lige siden, jeg begyndte at date, gået mere eller mindre fra den ene til den anden, - og det har ikke nødvendigvist været fordi jeg var holdt op med at elske ham, jeg gik fra. Jeg er blevet forelsket flere gange, imens jeg har været sammen med en anden, og for mig betød det så, at jeg måtte gå fra min kæreste, for hvis jeg kunne forelske mig i andre end ham, jeg var i et forhold med, måtte han jo ikke have været den rette. Men for nyligt kom jeg i kontakt med en mand, der lever i et polyamorøst forhold, og jeg kunne mærke, at de ting, han fortalte mig om omkring emnet, tiltalte mig. Jeg kunne se idéen i det, jeg kunne mærke jeg var nysgerrig, og så fik jeg en fornemmelse af, at jeg faktisk ville trives i sådan et forhold. Jeg forelsker mig hele tiden. Eller.. ikke hele tiden. - Men måske bare lidt oftere, end dem jeg kender, gør. Jeg elsker min ekskæreste, og jeg er meget forelsket i ham, jeg lige er begyndt at date. Jeg har lyst til at se dem begge to. Og andre. Er jeg så polyamorøs, eller er jeg bare ufatteligt bange for at binde mig? Jeg har en fantasi om at leve i et forhold med flere mænd og evt. kvinder. Jeg vil ikke være utro. – Jeg har en kæmpe samvittighed. Jeg vil være i et forhold, hvor man kan fortælle hinanden om sine andre forhold og støtte hinanden i det. Jeg har haft disse tanker i et godt stykke tid nu, og jeg er så forvirret og bange. Jeg kommer fra et miljø, hvor det er meget ilde set at tænke på denne måde. Jeg kommer fra en familie, der tror på den eneste ene. Jeg læste i går en artikel om polyamorøsitet, hvor der bl.a. stod dette;”Kærlighed er ikke det samme som penge. Med penge har du kun en begrænset mængde at forbruge, og hvis du giver dem til en person, har du mindre at give til en anden. Men kærlighed virker på vidunderlig, uforudsigelig og uigennemskuelig vis. Hvis du elsker mere end en person, finder du snart ud af, at jo mere kærlighed du deler ud, jo mere kærlighed har du at give. Jo, du KAN give hele dit hjerte til mere end en person, og når du gør det, opdager du, at det er den dejligste fornemmelse i hele verden.” Dette udsnit af artiklen gjorde et eller andet ved mig. Jeg fik et wake-up call. Hvad tænker I?
  • Prometheus
    5
    Nogen der har mødt gadesælgerne fra Freeme?
    Jeg har et par gange set der stod nogle gadesælgere i Bilka fra noget der hedder "Freeme".  Jeg kan intet finde om dem på interwebbet. De har hverken hjemmeside eller facebookside. Er der nogen der kende noget til dem??  
  • Søde-Smølf1503
    12
    Hvordan kan man kommet frem til
    At en enlig førtidspensionist får 18.100 kr om måneden jeg sidder som en af de enlig førtidspensionist og under mig for  jeg får i valgfald ikke 18.100 kr om måneden. Jeg får helt præcis 12.287 kr udbetalt i rent førtidspensionist efter skat og 14.287 hvis man regne min boligstøtten med. Jeg klager ikke jeg klar mig. Jeg mener bare at når man kommer med sådan en udspil af det er vigtig af man også kommer med de rigtig tal da det give et forkendt billede og dermed giver et indtryk af at vi førtidspensionist har flere penge end vi i virkeligheden har. Og jeg mener selv af jeg også bidrager til den danske stat eftersom jeg lige som alle andre betaler skat. Men det er så let af sparke til folk der i forvejen ligger ned.   Log ind for at se dette link.

Seneste svar og kommentarer


Da du ikke er logget ind er det ikke alt indhold som vises!

Velkommen til Deldig.dk - hvad du har på hjerte?

Få din egen blog hvor du kan dele dine tanker og oplevelser. Brug den evt. som en åben dagbog, hvor andre kan give værdifuld feedback på det du skriver - Deldig.dk er danmarks bedste blogfællesskab :-)

Stil alle de spørgsmål som dukker op i din hverdag og debatter forskellig emner. Her kan du få en helt anden vinkel på dine spørgsmål end hvis du blot spurgte din nærmeste omgangskreds, fordi vi her er mange forskellige mennesker i forskellige aldre.

Her kan du være lige så anonym som du ønsker, så der er ingen behov for den selviscenesættelse, som så mange andre sociale netværk i dag er plaget af. Del alt det som får dig til at smile, græde og undres.

Selvom vi er mange forskellige personer herinde, så har vi dog den ting til fælles, at vi alle værdsætter en god omgangstone og taler pænt til hinanden selvom, vi ofte har forskellige holdninger og meninger til et emne.

Log ind eller Opret en profil - 100% gratis

Nyt fra NetMonster