Hop til indhold

Blogs

Vores community blogge

  1. Hvad er ferie uden lidt drama og alene tid til at reflektere over livet. 7,9,13 har mine ferie ikke været uden lidt drama, dog i forskelige former vel og mærker og altid med tid til at reflektere over livet. Min sommerhusferie med familie er da heller ingen undtagelse, forrig weekend pakket vi nemlig bilen og satte kurs mod søndre jylland hvor vi havdet lejet et sommerhus. Humøret var høj, bilen tæt pakket og alle spændte på hvad der ventes os den kommende uge. 

    Da vi endelig kommer til sommerhuset er vi alle godt trætte ovenpå den lange køre tur fra købehavn, så den første dag går faktisk bare med at køre også pakke ud. De efterfølgene dage begiver vi os ud for at undersøge nær området, vi besøger blandt andet Rømø, Tænder, Skærbæk og igår valgte vi så at køre over grænsen til tyskland for at shoppe lidt. Vi får shoppet en helveds masse ting, stemning er høj og vi nyder virkelig at være afsted sammen. Til forskel fra sønderjylland har alt i tyskland åbnet :P vi har flere gange kørt forgæves herover, men det har også sin charme. Men som sagt nød vi endelig at være i et stor centet, vi var der flere timer inden vi kørte tilbage igen. 

    Da vi køre hjem af er bilen godt læsset!, måske lige til grænsen. Efter kun en små 20 minutters kørelse begynder det at vælte ned med sne :( Vi sætter derfor farten ned, da sigtbarheden heller ikke er for god. Næsten ud af det blå kommer der en rundkørelse og vi glider ud, ned i grøften. Det første jeg husker er at min far spørg om vi er okay, hvilket vi alle var selv vores hund var hel rolig og uden en skramme. Vi får ret hurtigt kravlet os ud af bilen som ligger på siden nede i grøften, jeg får ringet efter falck og forsøgt at diagere trafikken væk fra os. Min største frygt var at der skulle ske en ulykke mere da det virkelig var glat. Falck informere mig om at der kan gå op til en time før de kommer, jeg vælger derfor sammen med min bror at gå til den nærmeste gård hvor jeg kunne se lys. Jeg banker pænt på og spørg om de tilfældigvis har en gummiged. Damen ser først lidt rystede ud og spørg om vi er okay, hvor både min bror og jeg fortæller at det er vi, men at vi meget gerne ville havde vores bil op. Konen for kaldt på sin mand som siger at han starter sin gummiged op med det samme. Vi takker pænt og løber tilbage til bilen hvor min forsat sidder i, hun nægtede at gå ud og var meget rystede over det hele. Vi fik hende dog overtalt og min bror fulgte hende tilbage til gården hvor hun og vores hund fik varmen. 

    Manden kommer så med sin gummiged og hiver vores bil op af grøften. HELDIGVIS! er der ikke sket nogle større skade på bilen og den kan køre derfra. Manden tilbyder os at vi kan se på skaderne på hans værksted, vi takker pænt tak og følger efter ham. Jeg lyver ikke, da jeg så bilen kom op af grøften og at den kunne køre derfra, omg det var virkelig en lettelse. Vi var alle uskadte, bilen kunne køre hjem og vi var alle nogenlunde fattet, jeg havde så meget lyst til at råbe op af glæde, sagde til min far flere gange " vi gjorde det far, vi klaret det". Det først efter falck har været og kigge på bilen og sagt go for at den kan køre, og at vi har fået nået kaffe hos den venlig familie at jeg begynder at mærke min krop. 

    Jeg vælger først ikke at sige nået, men på vejen hjem til vores sommerhus kan jeg mærke at min nakke er hel stiv, jeg får knækket den, og kan så mærke min skuldre. Det ikke fordi den gør ondt, ondt! , men nærmer øm og som om der sidder nået i klemme. Jeg vælger først at fortælle mine forældre om det da vi er kommet helt hjem, jeg ville ikke gøre hverken min mor eller far mere urolig end de allerede var. Særligt min far var rigtigt ked af vores uheld, og følte slf skyld. Sandheden er dog en anden, havde det været mig eller min søster som havde kørt bilen havde skaden nok været værre end den var. Min far er min store helt, han har klaret os ud af nogle virkelig slemme situationer samt undgået en del uheld, havde han ikke rageret som han gjorde tør jeg slet ikke tænke på hvad der var sket. 

    Ohh kan mærke jeg bliver helt ked af det bare over at skrive det. Men vi har det alle godt, bilen er idag blevet lavet og vi klar til at køre hjem til københavn. Hjem til dejlige lys kryds og uden de skide rundkørelser :P 

    Både efter ulykken og særligt i onsdag mærket jeg virkelig savnet til en kæreste, måske nærmer ensomheden. Selv om jeg er omgivet af min familie, følte jeg mig særligt onsdag men også igår da ulykken skete, mig meget alene. Jeg havde ikke en jeg lige kunne putte mig ind til, eller bare ringe til og lige sige at man elsker ham og at man faktisk havde lidt brug for ham. Jeg ved at min helt store kærlighed nok skal komme, men når de her ting sker, så ville jeg virkelig ønske at jeg havde en mand. Om ikke andet bare en flirt der kunne trøste en. Når alt det her er sagt så trøstede min familie mig slf, og vi har snakket hele dagen igennem omkring ulykken og været der for hinanden, men der der tosomhed som andre par har, den mangler jeg lidt. 

    Man skal huske at værdsætte det man har her i livet, det lærte jeg igår. I morgen tager vi ned i bymidten for at bestille en kurv til den søde familie som hjalp os igår, vi føler alle at det er det mindst vi kan gøre. Næste kærlighed og kærlighed til hinanden <3 

  2. Regga

     Regga

      Indlæg: 85    Kommentarer: 237

    Noah var voldelig mod mig søndag nat. Ikke så jeg slog mig men det ligegyldigt.  jeg fatter ikke hvad der skete. Jeg har aldrig set ham sådan før. Og jeg blev bange. 

    Jeg sagde han skulle pakke sine ting og gå. Det gjorde han ikke. Så i dag tog jeg på job, mit ekstra job og fortalte ham jeg mente det og ikke kom hjem før han var flyttet. Overførte de penge han havde givet for husleje.  han fortalte han ville få fjernet sine ting. En mand af en af mine kollegaer kørte med ud og kiggede. Han var gået og havde pakket sine ting. 

    I nat sover jeg på hotellet jeg arbejder. Skifter låsen i morgen og så kører det igen. 

    Han har skrevet hele aftenen.  Men holder på at vi ikke skal bo sammen. Det duer ikke. Han siger han bliver bedre og alt det der. Men det sker aldrig hvis vi bliver boende sammen og bliver sammen trods det der skete i søndags.  Der er skår i glæden,  tilliden og mit billede af ham. 

    Det fanme svært. Elsker ham. 

    Men elsker også min mor. Og hende har jeg ikke set i snart to år pga. Vores historik.

     Alt kan lade sig gøre. 

  3. Nu da Prins Henrik er død er TV2 og DR i fuld gang med at rose prinsen til skyerne. Dem der udtaler sig om prinsen udtrykker sorg, savn og sender tanker og blomster til de efterladte. 

    Mens Prins Henrik var i live havde ugebladene og Ekstrabladet travlt med at svine prinsen til. Men hvem tør i dag sige eller skrive noget negativt om afdøde ?

    Jeg er selv republikaner, men jeg vil afholde mig fra at kritisere ham der Henrik. For jeg vil vel nok blive meget, meget upopulær om jeg gjorde det. Når der er gået et par uger vil alt være normalt igen, og da vil det være legalt at kritisere kongehuset og afdøde.

    Verden er nu sjov.

    Ps. jeg synes at prinsen tit havde noget smart tøj på. Han turde eksperimentere med sin beklædning. Nogen grå mand var han ikke :)

  4. Vapsen

     Mit liv og mine tanker

      Indlæg: 1    Kommentarer: 1

    Jeg er en person som siden jeg var 4 år gammel har klaret mig selv samt har jeg altid haft ansvaret for mine mindre søskende. 

    Min liv har aldrig været en dans på roser, jeg har oplevet mere end de fleste gør på et helt liv, ( alkoholiseret forældre som aldrig var hjemme, voldtægt, overfald, utallige børnehjem, plejefamilier og svigte af alle omkring mig, mm. ) jeg skriver det ikke for at i skal få medlidenhed med mig, Men jeg har altid klaret mig, altid fundet en løsning. 

    Den anden dag valgte en pårørende til mig at fortælle mig at jeg altså ikke ville kunne klare mig selv uden personen, hvilket chokeret mig.

    Må indrømme jeg blev rasende over at høre det, jeg er stadig målløs over det, jeg føler mig trådt på, jeg er og har aldrig været afhæning af nogle andre end mig selv. Jeg har ikke talt med personen siden og jeg kan ikke stoppe med at være vred på personen.

    Hvad gør jeg? Hvordan stopper jeg med at være vred? Har prøvet at snakke og forklare det til personen som er helt umulig at kommuniker med pt! 

  5. Efter lang og grundig overvejelse er jeg kommet frem til at følgende er fordelene ved at bo alene: 

    Jeg kan drikke direkte af mælkekartonen

    Jeg kan drikke direkte af colaflasken

    Jeg kan gå ud med affald i minusgrader uden at nogen råber: Tag sko på! Du bliver syg! 

    Jeg kan brede mig i sengen og mosle rundt med dyner og puder i søvne lige så tosset jeg vil

    Det er alt. Jeg kan ikke komme i tanke om mere. 

  6. Blev mor to måneder for tidligt, min søn på nu 3 måneder og 3 dage gammel , skulle være født d 4 januar.. men kom til verden d 8 november, pga jeg var alvorligt syg havde svangerskabsforgiftning.. :(

    Så det blev akut kejsersnit  :( ville gerne have født alm....

    Min søn røg i pleje lige fra fødsel næsten, vi lå ude med ham i starten, vi havde / har kommunen over os, pga de mener vi ikke er klar til at kunne være forældre,,, de har ikke givet os en chance eller ladte os komme på et mor/barn hjem...

    Vi ser vores søn 1 gang om ugen, i  1 time  :( virkelig for lidt....

    Når plejefamilien går på ferie, så bliver samværet aflyst, synes at det er dårligt stil....

    Vi kæmper utroligt meget, vi giver ikke op,

    Vi vil gøre alt for at få ham hjem... :( 

    Nu i næste måned skal vi holde barnedåb for vores guldklump :)  og det glæder vi os til...

    Det er mig der skal bære ham...

    Men det er virkelig svært at han er i pleje.. kender det selv for jeg har selv været i plejefamilie, men er så blevet  en helt del af min plejefamilie... idet at jeg ikke snakker med min mor mere... ( noget hun selv har valgt ) ...

    27656961_10216092561812798_3328255108549833634_n.jpg

  7. Der var noget, der fik mig til at tænke. Til at føle. Men føle på en anden måde, end jeg plejer. Se tingene anderledes denne her gang. Denne her gang, da jeg trådte ud af hans dør, han gav mig et kys og sagde: "regn med mig", så tænkte jeg ikke på ham. Eller på kysset. Eller tog ordene til mig. Jeg lod ordene ligge. Jeg smilte. Jeg kyssede ham igen, og jeg gik. Og denne her gang træk jeg vejret dybt ned i maven, mens mine tanker farede rundt i en knude af tusinde tråde viklet sammen uden at enden var at finde. Denne gang centrede mine tanker sig i mig. De centrede sig om, hvad næste skridt er, for hver gang jeg løfter det ene ben. Venstre ben, foden ned på jorden, højre ben, foden ned på jorden, venstre ben, foden ned på jorden.. og så stod jeg foran metroen ved siden af hans hjem. Og så kiggede jeg ned af gangene, tomt, søndag formiddag, mens en lille tåre trillede ned af mine kinder. Jeg stod i min grå/sorte kjole med min bordeaux taske på venstre skulder, min mobil i hænderne. 

    Og jeg græd ikke over ham. Jeg vidste, at det måske ville være sidste gang, at jeg trådte ud af hans lejlighed, at han kyssede mine læber, og at jeg gled ned ad trapperne for at fange metroen. Jeg vidste, at det måske var sidste gang. 

    Men jeg græd ikke over ham. Og mine tankerne samlede sig om de kys, vi havde delt natten over, hans arme om min krop, mens vi lukkede øjnene, hans ord og hans forsigtige grin. Billederne skiftede i mit hoved. Men mine tanker.. ja, de bandt sig om ham. Men de bandt sig endnu mere om mig. Denne her gang kunne jeg mærke, at nu handlede det om mig. Nu handlede det om mit liv, nu handlede det om mig.

    Og så satte jeg mig i min seng med computeren på skødet, mens jeg tomt kiggede ud over byen fra min terassedør. Mit blik var tomt. Så mange ting kørte i ring. Nogle gange trillede tårerne og nogle gange formede mine læber et beskedent smil. Nu handlede det om mig. For skridtene mod metroen var et gentagende spørgsmål om, hvor jeg var på vej hen. For nu havde jeg brugt natten hos ham. Og nu var det tid igen til at løfte det ene ben, og nu var det tid igen til at tage næste skridt... i livet. 

    Og hvad vil jeg egentlig i livet? Hvad vil en person, som altid har gjort, hvad drømmene sagde, som altid har ladet sig føre hvorhen hjertet gav tegn. En person, som aldrig har været bange for at tage chancer eller lade sig kaste ud over uden at vide, hvad der ville vente. Hvad vil en person, som aldrig rigtig har haft stabile pæle i jorden. Som har levet med et konstant ønske om dynamik og bevægelse. Om kaos og usikkerhed og en søgen af ustabilitetet og eventyr. 

    For jeg har aldrig været bange for noget. Og da jeg forlod Danmark for 6 år siden var der ingen tvivl om, at det ikke ville være i nærheden af midlertidigt. Og nu er jeg snart 25, hel uddannelse fra udlandet, 5 sprog i kufferten, et studierelevant arbejde med fulde ansvar for området som en del af lederteamet for virksomheden. Ugentlig sprogundervisning på et nyt sprog, daglig træning, gode venner og konstante aftaler. Daglige aftaler. Daglige aktiviteter. Og det hele kører, gør det ikke? Jeg lever et drømmeliv, gør jeg ikke? Jeg har alt, hvad jeg skal bruge og mere til. Jeg har ikke begrænsninger. Jeg lever fuldt ud i et af verdens smukkeste og mest populære byer. Jeg har et stort netværk. Mit CV skinner. Min motivation møder ingen grænser. Min kærlighed til livet endnu færre. Og jeg er klar på, hvad end der kan ske. Jeg er klar på enhver overraskelse, og jeg er klar på uforudsigeligheder. For alt i alt er det, hvad jeg vil have. Uforudsigeligheder. Ikke at vide hvor jeg er om 2 år. Men have idéer, drømme og tanker. 

    Og tårerne vælter ud. For livet er fantastisk, og jeg klager ikke, og jeg er stolt af mig selv og mine beslutninger. Jeg er stolt af, at altid har haft en viljestyrke, der ikke så højder. At jeg gjorde, hvad jeg følte og ikke lyttede til de tusinde "det kan du ikke", og at jeg skabte en vej, hvor der ingen var. At jeg skabte en vej, som andre nu følger. For jeg har altid set hundrede muligheder, hvor der var ét problem. Og jeg har altid accepteret alternativer. Og jeg har en mentalitet, der styrer mod succes. 

    Og så nogle gange, bruger jeg halvdelen af søndagen i min seng med døren lukket, med tårerne trillende ned ad kinderne, mens jeg forsøger at skabe en orden i uordenen i mit hovedet, mens jeg forsøger at samle de ting, der sker omkring mig, mens jeg forsøger at finde en mening, og mens jeg forsøger at mærke mig selv i mængden af muligheder, mængden af nye og gamle bekendtskaber, mængden af dates og følelser rettet mod fyre, mængden af arbejde og mængden af universitetet. Og så forsøger jeg at finde mig selv. Og så triller tårerne, fordi nogle gange er det ikke nemt. Jeg ved, hvor jeg står nu, mens jeg ved ikke, hvor jeg står i morgen.

     

    Og det er vel også okay? For vi er vel, hvor vi er, fordi det er der, hvor vi har ført os hen.. 

  8. Er jeg blevet landmandskone? Tror det så må være sådan en look a like for min elskede er jo ikke landmand. Man bliver ikke ikke landmand af at bo på en gård.

    Og dog...

    Idag kom sneen og blæsten. Jeg elsker det, når jeg har fri, og det havde jeg idag. Så jeg kunne næsten ikke komme hurtigt nok i tøjet og ud i luften. Jeg har kravlet i sneen, alene og med hunden, leget sneboldkamp med min datter (som hurtigt forsvandt ned i skiven) og kæresten og så har jeg bygget en snemand :) 

    Jeg og datteren har gået tur i skoven, over markerne og ned til det oversvømmede område, på genboens mark, for at se til isen. Havde håbet vi kunne skøjte lidt her i eftermiddag, men vi måtte konstatere at den smule sne, der kom igår sammenlagt med en temp. omkring frysepunktet, havde smeltet overfalden. Jo vi kunne da godt skøjte, men det er ikke så sjovt at drøne rundt i 3 cm. sjap, så det droppede vi. Istedet gik vi langs skoven, helt ned til hvor martriklen slutter og fortsatte igennem skoven hjem. Så dejlig en tur.

    Hjemme igen gik vi igang med at tømme halmloftet, med traktor og vogn. Kæresten tog det ned fra halmloftet og kørte det ud i haven, hvor jeg så fordelte det med god hjælp fra min datter. Så gik der et par timer med det, men nu er det også fordelt og så er det samtidig vildtpleje :) Der er ihvertfald mad til både rådyrerne og harerne, fugle og ikke mindst ormene i jorden. Resten af halmen, ca 20 store læs (500 morten korch baller) skal fordeles i skoven og i maskinhuset. Sidstnævnte til brug når hønsene kommer. Kaninopdræt, til eget forbrug, og et par får er også under overvejelse og de skal jo også have halm.

    Nu sidder jeg her med min velfortjente kaffe, har lige skyllet alt støvet af og kan mærke hver en mm i kroppen. Ved jeg får ondt overalt imorgen, men den tid den sorg.

    Det sner ikke mere, desværre....

    Centrum

     

  9. Livet er nok egentlig en meget simpel størrelse, men jeg har i over halvdelen af mit liv kæmpet med negative tanker om livet og om mig selv. 
    Jeg har altid følt mig anderledes. - Undtagen da jeg var barn, men når jeg tænker tilbage til dengang, så var jeg det mærkelige barn i klassen, som bare havde en anden tilgang til ting end mine kammerater. Jeg var pædagogernes kæledække samt pædagogmedhjælper, fordi jeg aldrig havde nogen meninger eller i det hele taget tanker om mig selv og hvem jeg var. - Jeg fulgte altid bare med og var altid tilfreds. Så når der var et barn, der ikke kunne sidde stille i skammekrogen, eller når et barn var udadreagerende, så hentede pædagogerne mig, så jeg kunne være hos personen, og der kom altid ro på med det samme. 

    Jeg kan sagtens stadig mærke dén lille pige indeni mig, som er meget stille, sensitiv og forstående eller i hvert fald ufordømmende overfor alle mennesker. Jeg har ingen faste meninger, jeg har ingen negative tanker overfor andre mennesker. - Jeg kan være uforstående og undrende, men jeg har simpelthen bare ikke i mig at synes dårligt om nogen mennesker eller dét, de siger. Derudover synes jeg heller aldrig rigtig noget om noget. - For mig er alt bare hvad det er. - Hverken godt eller dårligt, grimt eller pænt.

    Jeg synes sjældent, jeg passer ind, og jeg får ofte en fornemmelse af, at jeg bliver opfattet som uselvbevidst og vægelsindet. - Det er faktisk ikke bare en fornemmelse, - det er noget jeg har fået at vide af flere. Og når mennesker har dén opfattelse af mig, så må det jo et eller andet sted betyde, at de ikke finder ro i min tilstedeværelse, og det har jeg det svært med. 
    Jeg ér vægelsindet. Jeg er meget forvirret meget ofte, fordi jeg kan få en kraftfuld følelse af, at der er noget, der er off. - At der er noget, jeg ikke forstår, eller noget andre ikke forstår. Når jeg samtaler med et andet menneske, mister jeg hurtigt fornemmelsen af mig selv, og jeg får en følelse af, at der er noget, der er usagt imellem os. Som om, at hele samtalen blot går ud på at se, hvor lang tid man kan opretholde sin facade. Ofte når jeg har snakket med andre mennesker, så har jeg en følelse af, at det hele bare var skuespil, bagefter. - At man har prøvet at leve op til et eller andet billede af sig selv, eller at de ting man snakker om, er ud fra vane og egentlig ikke noget, der kommer fra hjertet lige i dette nu.

    Når mennesker snakker hører man, hvad de går og tænker over. - Man får en del af deres tankevirksomhed, og det synes jeg kan være så forbandet svært for mig at forholde mig til at skulle høre på, og jeg har ikke lyst til at skulle forholde mig til andre menneskers tanker. Jeg har ikke lyst til, at de regner med, at det er noget, jeg skal reagere på. Hvis nogen har et problem eller vitterligt har noget, de gerne vil lette fra deres hjerte, så forstår jeg, hvad de vil, og så kan jeg sagtens være i situationen, for så handler det for mig om problemløsning og dét motiverer min tankevirksomhed. Men når folk vil samtale med mig om deres tanker bare for at have noget at snakke om, så står jeg fuldstændigt af. Så får jeg lyst til at gå. Det kan nogle gange føles som om, at jeg midt i en samtale bliver ramt af panik, fordi jeg simpelthen bare ikke forstår, hvad der sker. Det er som om, min hjerne laver en flugt. Så står jeg tilbage med en følelse af at være et dårligt menneske, fordi jeg ikke var "til stede." Nogle emner slår mig bare ud af kurs, og dem er der mange af. Og jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor min hjerne kan det have det så svært ved at forholde sig til andre mennesker. Og jeg føler, at det er noget, jeg bliver nødt til at forstå, så jeg kan forklare det både overfor mig selv, men også overfor andre, for folk får en følelse af, at jeg ikke hører efter, og det er på en måde også tilfældet, og det er både svært for mig og andre mennesker at acceptere. Jeg har ofte fået at vide af mine nærmeste, at det virker som om, jeg ikke kan se udover mig selv. - At det virker som om, jeg ér fordømmende, og at grunden til, jeg ikke altid kan respondere på, hvad der bliver sagt, er fordi jeg ser mig selv som et offer, og at det ganske enkelt er fordi jeg er egoistisk og ser mig selv som vigtigere end andre. Jeg har fået det at vide så ofte, at jeg er begyndt at tro på det. - Også selvom jeg ikke selv har den samme opfattelse. Og det betyder, at jeg har fået udviklet en angst i forhold til at snakke med mennesker. - Især mennesker jeg kender, fordi mennesker man kender har en tendens til at dele mere af sig selv, end mennesker man ikke kender. - Når man snakker med mennesker, man ikke kender, snakker man typisk om, hvad der sker i nuet, og det kan jeg sagtens. 

    Jeg føler mig misforstået og jeg føler mig lidt som et dårligt menneske, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg prøver at håndtere det ved at tænke over, hvordan jeg skal være overfor andre mennesker, så de ikke kommer til at føle sig trådt på, men det virker ikke for mig. Jeg prøver også at håndtere det ved ikke at tænke over det, ved bare at tage alt som det kommer og være åben overfor det ukendte, men når jeg gør dét, så føler jeg ofte, jeg får en endnu større hammer banket i hovedet, så mine panikfornemmelser faktisk bliver forstørret. Jeg har også haft perioder, hvor jeg har øvet mig i at være aldeles ligeglad med andre mennesker og KUN tænke på mig selv og hvad der er bedst for mig i alle situationer, men det mistede jeg næsten min familie af. 

    Jeg er meget sensitiv overfor, hvad andre mennesker siger til mig. Jeg er vokset op med en mor, der ofte brokkede sig over min væremåde, ofte rettede mig. - Og fred være med det, jeg forstår godt hvorfor hun gjorde det. - Man behøver ikke at forstå sådan noget dog, for alle mennesker agerer bare ud fra sin egen opfattelse af, hvad der er sandt og rigtigt og den opfattelse kan være meget forskellig fra menneske til menneske (også selvom man deler blod), så jeg ser egentlig bare uenigheder som forskelligheder, som man ikke kan andet end at acceptere. Jeg bliver aldrig fornærmet eller sur over de ting, mennesker siger til mig, men jeg kan have svært ved at forstå, hvad de tror de vil få ud af at sige det, samt hvad jeg skulle få ud af at høre det. Jeg har svært ved at forholde mig til det, for det handler jo ikke om mig - det handler om noget, der sker indeni i dem selv, og så er jeg bare et led i dét. - Og hvordan skal man lige forholde sig til, at man er med til at skabe destruerende tanker i andre mennesker? Hvordan skal man forholde sig til, at det er SÅ nemt at påvirke andre menneskers tanker? Jeg har lært mig selv at træde varsomt, så jeg sætter gang i så lidt som muligt hos både mig selv og hos andre mennesker. - Og når jeg så endelig siger noget, så er det for at hjælpe, for at dele en tanke, jeg finder værdifuld. Eller for at sige noget sjovt, for det kan folk jo altid godt lide.  Men den taktik for social samvær fungerer ikke for mig, for jeg kommer til at føle, at jeg sætter mig selv i bur for andre menneskers skyld. - Eller at jeg sætter dem i bur for min egen skyld. Men når jeg er bramfri og bare siger hvad jeg tænker, så fungerer det heller ikke. - Bl.a. fordi jeg ikke betragter mine tanker som sande. Jeg betragter dem ikke som værende en del af mig.Jeg betragter tanker som værende et fortidsspøgelse, som man enten kan vælge at bruge eller ej.

    Jeg er så pisseforvirret over at være forvirret, men jeg prøver virkelig at få livet til at fungere for mig, men det virker så håbløst sommetider. Så måske man bare skulle acceptere, at man aldrig kommer til at forstå det, og at man ikke kan gøre andet end at se, hvad nuet bringer og så ellers bare være pisseligeglad med, hvad andre mennesker tænker om dig, for der findes ikke noget, der er mere ligegyldigt. 

    Hvis nogen har nogen råd, tanker eller meninger om det, jeg skriver, så er I meget velkomne til at skrive en kommentar. Det kan være I kan hjælpe mig i min forvirring, og det ville være dejligt :-)  

     

  10. ThatGirl02

     ThatGirl

      Indlæg: 1    Kommentarer: 1

    Seneste indlæg

    Kære dagbog.

    Som sagt er det jo Mandag idag (ja no suprise)

    Jeg skulle idag starte på mine termins prøver, idag havde vi dansk. Sjovt nok troede jeg at det ville være slemmere, men det var faktisk ikke så slemt som det lød. Jeg havde bare en fantastisk dag indtil jeg kom hjem og kiggede på mine beskeder, jeg havde fået en masse beskeder fra en masse mennesker hvor der stod jeg var en billig luder og alt muligt andet(nej jeg skriver ikke det her for opmærksomhed, men for at dele min hverdag med jer)

    Men sådan forløb min da indtil jeg fik et opkald fra ham jeg kan lide og vi snakkede sammen længe og han kaldte mig alt muligt sødt og vi flirtede lidt.

    Har haft en dag med både oppe og nedture men når jeg tænker tilbage på hvad jeg har lavet af positive ting kommer jeg på bedre tanker og glemmer alt det onde, det er dog stadig i mit hoved  men jeg tænker ikke så voldsomt meget over det. Dog stadig lidt da det faktisk virkelig er sårende at få af vide at man er en billig luder og alt muligt andet så ja.

    Men kærligste hilsner ThatGirl <3 

    :)

  11. ELEVPLADS! :D

    Jeg er bare så glad. Jeg har gået i rigtig lang tid, hvor jeg har følt mig skidt tilpas og tænkt alt alt for meget på, om jeg nu får en elevplads og hvad nu, hvis jeg ingen elevplads får, jamen - hvad så?

    Jeg har været til to samtaler to forskellige steder, hvor det ene sted tilbød mig en SSH ansættelse pr august, hvorpå den anden måske gerne ville ansætte mig som SSA. Og så fik jeg afslag fra et sted uden samtale, men de havde fundet dem, de ville have. Det er jo så bare sådan, det er. Men så havde jeg så søgt et andet sted også, hvor jeg egentlig skal til samtale i morgen. Men jeg tror, at jeg melder afbud til det i morgen. For nu har jeg i hvert fald takket ja, men dog ikke skrevet under endnu på det sted, hvor jeg er blevet tilbudt.


    Men i starten syns jeg ikke, at samtalen gik så godt igen det sted, altså sådan overordnet set gik det fint, og hun lød positiv, men der var også et minus. For man kan sige, at man får jo et kompetenceskema, som man skal vedlægge, og hvis det ikke er lad os sige ”godt nok”, så kommer man kun på en overvejelsesliste.

    Men jeg talte med min lærer i dag, at det ene sted gerne ville have en ny kompetence vurdering på mig, så det fik jeg lavet, og jeg tog et tydeligt billede af dette skema, da jeg fik det og sendte det straks til de forskellige. Udover det sendte jeg for nogle dage siden en anbefaling fra mit arbejde i sommers på Bakken, som kun var rent ud sagt positiv.

    Men jeg tror ændringen på mit kompetenceskema gjorde det sidste. Jeg er i hvert fald super glad for endelig at have fået en elevplads. Jeg kunne i hvert fald ikke blive mere glad. :D

    Jeg var i hvert fald tæt på at miste modet, og jeg gik hele tiden rundt og var ked af det, men nu hvor jeg er sikret min videre uddannelse på hovedforløb sammen med de andre. Så kan man da ikke blive mere glad. :D

  12. Fersken

     Blog Fersken

      Indlæg: 3    Kommentarer: 11

    Til marts er det 6 år siden at JEG tog kontakt Per via messenger. Jeg har kendt ham i snart 11 år i alt. Han er papfar til den pige som jeg er papmor til. 

    Lige fra jeg mødte ham første gang var der bare noget over ham. Vi passer mega godt sammen, set over til musik, film, humor ovs. Men altså efter jeg mødte ham til koncert for 6 år siden og tog JEG kontakt til ham. 

    Han er min hemmelig flirt. Han er den som giver mig selvtillid og troen på at jeg er god nok. Fortæller mig alle de søde dejlig ting som min kæreste entenlig burte fotælle mig. Vi skriver sammen, og ja har kyssede et par gange men ingen af os tør tag skridtet videre. 

    Jeg mødte ham i går på en bar i min by. Skønt at se ham igen. Vi har ikke skrevet / snakket sammen i 7 mdr pga tja jeg ved ikke hvorfor der er gået så langtid. Men vi har vel bare haft nok at se til hver især  

    Vi snakkede, grinede, holdt i hånd under bordet. Vi bor rimelig tæt på hinanden og fulgtes ad hjem. Vi dansede på gaden og kyssede i porten. Den seksuel spændning mellem os er næsten ikke til at holde ud og jeg har virkelig lyst til ham. 

    Jeg føltede mig som den lykkeligste kvinde i verden. Jeg havde slet ikke lyst til at gå hjem. Men jeg gik hjem og han gik hjem. Jeg havde lyst til at vende om og gå efter ham. 

    Vi skrev godnat til hinanden. 

    Jeg lå en times tid og kikkede på min snorkede kæreste og alle tanker køre rundt i hovedet. Jeg har virkelig lyst til at gå hele vejen med Per. Men tør ikke, tænk hvis det bliver opdaget og hvad nu hvis han løber skrigende bort hvis han ser mig uden tøj på. Jeg har 10 kg for meget og har grim hud efter et stort vægt tab og ja føler mig kun “lækker” men tøj på... 

    hvorfor kan livet ikke bare være som i en kærelighedsfilm:-S

×