Hop til indhold

Blogs

Vores community blogge

  1. Paris

     Paris Paris

      Indlæg: 2    Kommentarer: 6

    Tid er der aldrig nok af og slet ikke når jeg har fri, jeg synes altid der er et eller andet som skal gøres. Min dag starter med at smøre madpakke til tøsen, manden og mig selv (ja vi har ingen fancy kantine på min arbejdsplads), så får jeg for det meste sat vasketøj over så det er klar til når jeg kommer hjem. På vej hjem fra arbejde får jeg klaret indkøb. Når jeg kommer hjem bliver vasketøj hængt op, så gør jeg rent og støvsuger ca. hver 2. til 3. dag. Og så er det ved at være tid til at få lavet aftensmad, hvilket indimellem må gøres mens jeg hjælper tøsen med lektier. Efter aftensmaden skal opvaskemaskinen fyldes og sættes i gang. Efter maden hygger vi tøsen, manden og jeg ofte med fjernsyn eller Netflix og så skal hun puttes. Nu har manden og jeg så lidt hygge tid hvor vi snakker, ser film, tv og det der er sjovere. Og så er der for det meste et par ting som skal gøres inden jeg er klar til seng.

    Det er næsten en daglig rutine for mig. så der er bare ikke så meget tid til andre ting. Jeg ville gerne læse lidt mere, gå til noget motion, få malet de lister som trænger , lære noget nyt og en masse andet. Men der er svært når jeg løber forpustet rundt hele tiden. Men nu har jeg fået et tip om at bruge sådan en to-do app, og så sætter jeg de ting jeg gerne vil og de ting som jeg skal på listen og så skal jeg hver dag prioritere det der skal gøres for næste dag.

    Det lyder som en god ide til at få gjort tingene, så nu prøver jeg det af :storsmil:

  2. Ja, så fik man en stille stund. 

    Kampen mod kiloerne forsætter.... Den evige kamp..... Ej jeg skal/ vil nå i mål. Men ja der sker bare så meget. Som græsenke i hverdagen, er det bare så nemt at falde i den hurtige energi kile, når børnene er puttet.

    plus lige nu bor børnene og jeg ved en onkel, indtil vi får nøglerne til vores nye hus. 

    Så er bare på, på en måde på hele tiden, aldrig selv aldrig i mit eget... Og manden er kun hjemme i weekenden før han skal ud igen i løbet af ugen. Så ja er bare på. Har da en stor hjælp ved at være tæt på familie igen. Men det er også svært når man er vantil at klare sig selv.

     

    nyt arbejde, så spændende, endelig en chance for at udvikle mig. 

    Så ja der sker bare så meget.

    men ja alt bliver nok godt.

  3. Jeg er så deprimeret over den mørke årstid. November er en måned som jeg har det svært med. Det manglende dagslys, og kulden der for alvor sætter ind gør mig så elendig tilpas. Jeg ved selvfølgelig godt at foråret og dagslyset kommer tilbage, men der er lang tid til. 

    Jeg prøver at komme ud i dagslyset så meget som muligt, da jeg har hørt at lys skulle kunne modvirke depressive tilstande, men problemet er jo at der er så lidt lys at være ude i. Jeg tror at jeg vil gå en tur i skoven her over middag, og så se på de smukke slanke bøgetræer. Jeg håber så at solen vil skinne på mig. Jeg gider ikke gå til lægen og anmode om lykkepiller, da jeg synes det er meningsløst. Jeg vil selv komme mig over den slemme november uden medicin.

    Hvad gør i kære bloggere, for at komme nogenlunde helskindet gennem november, og de tilhørende depressioner ?

  4. Ålens ynkelige forsøg på at sno sig ud af rusen upåagtet og hermed ukommenteret:

     

    "Frænde er frænde værst".

     

    Især pigernes massive genside sociale overvågning og forsøg på social kontrol er ødelæggende for deres udvikling til selvstændige modne kvinder med selvværd, selvtillid og tro på egen muligheder i behold.

     

    Besvares ikke inden for ganske få minutter, helst sekunder, henvendelser på de sociale medier, risikerer den formastelige omgående at blive "dømt ude" af "fællesskabet", nærmere bestemt af fællesskabets selvudnævnte overdommere: De "førende" piger med den "rigtige" påklædning, det "rigtige" udstyr (tasker og elektroniske gadgets), de "rigtige" veninder og de "rigtige" meninger og holdninger.

     

    Når disse overdommere befinder sig alene i deres eget værelse og med rette føler sig socialt forladt og isoleret, græder de snot og ville ønske, at de selv var "hende, vi ikke kan lide og alle sammen hele tiden mobber".

     

    Når disse piger kappes om at (turde) klæde sig mest udfordrende er det oftere mere til "ære" for hinanden i en indbyrdes kappestrid, langt mere end bevidsthed om, eller kendskab til, de signaler, de sender til drengene/mændene.

     

    Det medfører signalstøj, kønnene imellem.

     

    Det fungerer nogenlunde problemfrit i grundskoleverdenen, hvor disse piger tiltrækker "de rigtigt fyre" fra de ældre klasser, som de altid har gjort sig ihærdige anstrengelser for at gøre. Da drengene i disse pigers egen klasse, egen aldersgruppe, oftest endnu ikke er modne nok til at reagere på signalerne, giver det ingen væsentlige problemer.

    Men: Når de samme piger, som de gør i dag, bevæger sig ud i nattelivet, voksenverdenen, oplever de problemer: Her er langt de fleste hanner "voksne", om ikke nødvendigvis i gængs forstand "modne voksne", og vil reagere på pigernes påklædningssignal.

    Som det nævnes i artiklen i afsnittet om "Også kvindekampen": "Man vil have lov til at være udfordrende, men man vil ikke tages på lårene".

     

    Imidlertid medfører signalværdien af en udfordrende påklædning og/eller adfærd den samme reaktion hos modtageren, hvad enten afsenderen har interesse i vedkommendes tilnærmelser eller ej. Der findes ikke, blandt mænd, "to slags" reaktionsmønstre/signaltolkninger på entydige libidopirrende signaler udsendt af kvinder: Go-typen og NoGo-typen.

     

    Kønsmoral findes af samme grund i alle kulturer, i form at religiøst betonede påbud/forbud, lovgivning, eller blot filosofiske anbefalinger/dannelsesidealer.

     

    Civilisation er kun et tyndt lag fernis, smurt ud over et urgammelt lag af primitive instinkter, som end ikke kvindebevægelsen kan slippe af sted med at gøre forsøg på at gå op imod.

     

    Vi kan, og vi skal, fortsat diskutere og udvikle på holdningen til kønsroller, individuelt og inden for eget køn, samt kønnene imellem.

    Alternativerne er enten uhæmmet fri seksualitet, som i menneskets urtid, eller aseksualitet, af hvilke muligheder så til gengæld valget af den sidste meget hurtigt vil løse problemet. :-)

     

    https://www.altinget.dk/artikel/groendahl-come-on-barbie-vaer-dig-selv#

  5.  ..  Jeg ender altid med at skrive når jeg har en eksame, og jeg ikke rigtigt kan sove, og alle de tanker bare flyder. Hvis jeg skal være helt ærligt, så havde jeg lidt glemt at jeg havde denne blog, fordi jeg nok ikke bruger den så meget som jeg troede at jeg ville. Jeg ville ikke lave flere løfter om at skrive mere herinde, som jeg tidligere har gjordt, jeg skriver når jeg har noget at skrive, og and i got some tea to spill. 

    tumblr_nruxd53brX1uylv3yo1_400.gif.37e3033649323fc0e06065b44cf431ef.gif

     

    Well lad os starte med den nye flirt in mit liv. 

     

    tumblr_osxev3Vy4q1ujcvduo1_500.gif.e8ca679373f7b48e644ff9bac683564e.gif

     

    Jeg har skrevet med ham i et par uger nu, (faktist i lidt over en måned) og han er bare så god for mig. Det er bare som om han er skabt til mig, at han kan være min bedre halvdel. Men igen jeg har ikke mødt han endnu, og har kun skrevet med ham, men vi skriver sammen hverdag, flere gang om dagen, vågner med en sød morgenbesked fra ham, og så skriver vi en del i løbet af dagen, og jeg sender tit en godnat besked til ham, da jeg går senere i seng end ham. Det er bare som om at hvis jeg havde mødte ham før nu, så ville jeg ikke være klar til ham og omvendt. Vi har bare de sammen mål og ønsker for livet, og det er som om jeg kunne skrive hvad som helst, og han ville acceptere det, og hvor jeg er dårligt til at skrive eller dele min følelser, der er han bedre til at være skubbe mig, og til selv at dele det, og hvor jeg mere modig i forhold til at tage flere chancer, der er han mere genert, men gerne vil prøve mere på grund af mig. Vi afbalancere hinanden hinanden meget godt.  En del af mig er åh så lykkelig, fordi jeg virkelig tror at dette kan blive til noget godt, og en anden del af mig er bange fordi jeg allerede er faldet så hårdt for ham, selvom jeg prøver at holde mig selv tilbage og bliver ved med at sige "vent nu til at du møder ham," jeg er bange for at vi måske er helt anderledes når vi første står foran hinanden, jeg er bange for at kemi måske ikke er der når vi skal se hinanden i øjne, eller hvad nu hvis han har en anden idea i hans hoved om hvordan jeg virkelig er. Jeg er bare lettet over at jeg har fortalte ham om min sygdom, og han ved den del af mig. Vi har flyttet vores samtale på messenge, og er derfor venner på facebook, hvilket gøre det lidt mere virkelig, da han kan se alle mine billeder af mig, dem af min ar, og dem hvor jeg sad i kørestole. og jeg kan selvfølgelig stalk ham. Det er bare utroligt hvor meget han fylder af min hverdag, uden at rigtigt være det. Jeg skal for første gang snakke i telefon med ham i denne uge, og høre hans stemme, og jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften, og vi har aftale at vi skal mødes her til december.  Jeg glæder mig bare til den dag hvor jeg kan sidde overfor ham,  og se hvor dette kan føre hen til, den dag hvor jeg kan række ud efter hans hånd, eller få et lille kys, eller se hans smil, eller få et kram, jeg glæder mig til en mulig fremtid med ham. Til alle vores første gang sammen.. Det er bare så let at se en fremtid med ham, og det skræmmer mig ikke som det normalt plejer at gøre. Han er ikke som andre fyre jeg normalt er sammen med, og det er bare en af de  mange ting jeg langsom er faldet for. 

    tumblr_oxxi9ku9wE1tjz72bo1_500.gif.a0a8346227a06593aedc98795ef0852f.gif

    Lad os slutte med M I N  flirt for denne gang, så jeg kan sove med et smil på mine læber. 

  6. Vi sagde farvel i lufthavnen, og tårerne trillede ned ad mine kinder. Vi sagde "vi ses", men noget indeni os vidste godt, at det var nok nærmere et farvel eller et "hvis verden vil det på et tidspunkt...". Jeg stod nu efter at have brugt et helt år i udlandet som 18-årig foran et liv i Danmark. I min lille nye lejlighed på Frederiksberg. Et studie, der startede op tre dage før denne dag. Jeg husker, at vi to uger efter aftale, at distancen var for hård. Jeg var knust. Vi havde brugt hele august måned sammen, hvor vi rejste rundt i hans land. Vi havde taget hans bil, et telt og vores kuffert, og så rejste vi bare. Vi drejede til højre, hver gang radioen spillede vores yndlingssang og til venstre, når vi blev sultne. Vi blev forelskede, da vi overnattede på stranden med et tæppe og en flaske vin. Vi blev forelskede, da vi sad på klipperne hundrede meter over havet, mens vi kiggede på hinanden og grinede. Han markerede noget i mig, men det stoppede. Jeg græd fra september til december. I februar forsøgte han at kontakte mig, han ville fortælle, at han havde fået en kæreste, og jeg græd fra februar til april. Så blev det sommer, og jeg blev forelsket. 

    Jeg blev forelsket i min ekskæreste og flyttede til udlandet igen efter ét år i Danmark, min ekskæreste brugte jeg 3 år med. Og jeg var lykkelig i 2 år. Og da jeg med min ekskæreste gik på gaden i X d. 24. august, samme dag som jeg året forinden havde sagt farvel til min tidligere sommerdrøm, stødte jeg pludselig ind i ham. TIlfældigt. Han kiggede på mig, og han kiggede på min daværende kæreste, og han smilte. Han sagde, at han håbede, at alting gik godt. Og så var han væk igen. 

    Nu er det et halvt år siden, at jeg slog op med min ekskæreste. Det er hårdt at sige, at det har været en af de bedste beslutninger hidtil. Jeg ved ikke, om det er dét, jeg tænker. Men det er dét, jeg føler. Det er dét, jeg ser. Aldrig i mit liv har jeg haft mere success personligt. Jeg er selvsikker. Jeg er glad. Jeg er åben. Jeg tiltrækker. Jeg tiltrækker det positive.

    For 5 uger siden sidder jeg i toget en torsdag aften klokken 18.30. Jeg er på vej hjem fra universitetet efter at have brugt en halv dag med min studiegruppe. Jeg får et uventet opkald. Det er ham. Han ringer for at sige, at han kan se, at der kører et tog fra min by til en by, som ligger i mellem min og hans by. 3 timer fra os begge. Han ved, at der er karneval i denne weekend. Han siger, at toget kører klokken 19.30, og så siger han: "vi ses snart igen!" og lægger på. Jeg gik hjem, tog et bad, pakkede en taske, og jeg ringede til min bedste veninde og sagde, at jeg nok ikke ville komme til aftensmad. En time efter sad jeg i toget. Jeg lukkede øjnene, tog mit headset i. Jeg drømte mig tilbage. Og jeg vidste ikke, hvad jeg følte indeni. Var det dumt? Ville jeg egentlig gerne se ham igen?

    Klokken var næsten 12, da jeg stod i byen. Jeg havde aldrig været i den by, og jeg synes ikke, at jeg kunne se ham. Jeg gik ud af nogle store glasdøre på stationen ud til en parkeringsplads. Der var næsten tomt. Jeg gik hen mod nogle biler, der stod parkede, da jeg ser en ung, høj, glødbrun fyr stå med hænderne i sine sortfarvede jeans, mens han kigger i modsat retning. Jeg kunne af mørket ikke se, at det var ham, men mit hjerte gik i stå. Jeg følte ikke, at jeg kunne få vejret. Da jeg nærmer mig fodgængeroverfeltet drejer han hele kroppen i min retning, da et stort smil breder sig på hans kinder. Jeg går imod ham og krammer ham. Jeg siger, det er rart at se ham igen, og han siger, at han er glad for, at jeg kom. Vi sætter os ind i hans bil, mens han lægger hånden på gearet og kigger på mig. Hans store, mørkebrune øjne og lange øjenvipper. Mine kinder bliver varme, og jeg smiler. Vi kører mod byen uden at sige meget, vi spørger ind til, hvordan det hele går, men det er som om, det er svært at svare på, når man ikke ved, hvad der er foregået de sidste 4 år. Han er ikke længere med sin kæreste heller. Han siger, at han har tænkt på mig. At det gjorde ondt på ham, at jeg lukkede af for ham i flere år. Og jeg siger, at jeg blev knust. Han siger, at jeg ikke havde nogen idé om, hvor såret han blev. 

    Vi kommer ind til karnevalet, som for længst har nået sin ende for natten. Vi sætter os på nogle sten på torv med en stor kirke, som grænser ud til en stor, berømt kanal. 

    Vi kigger på hinanden, vi snakker, vi griner, vi fortæller om livet. Til klokken er fire om natten. Vi finder et hotel, hvor vi checker ind. Vi lægger os i sengen, og han kigger på mig, mens han roligt nærmer sig for at give mig et kys på kinden. Han griner. Og han siger, han er glad for at have set mig igen. Vi snakker, og vi kigger på hinanden. Han giver mig et kys på munden, men jeg minder ham om, hvor såret jeg blev, da vi sagde farvel i lufthavnen. Han minder mig om, at han, da vi skiltes, sagde, at vi havde ting i vente: "Jeg sagde ikke, at de ting, vi havde i vente, ville komme med det samme". 

    Dagen efter træder jeg ind i toget, vi har endnu engang sagt farvel. Vi har kysset farvel med et "vi ses snart", men med et "vi ses, når vores veje krydses igen", og da jeg træder ind i toget, ringer min telefon, mens en stemme lyder: "Vi har endnu mere i vente!".

  7. Så er hovedet næsten tømt, men ved heller ikke hvornår jeg får tid igen. Så længe lillemus ikke er i skole er det kun når manden har nattevagt jeg kan betro mig til her.

    Inderst inde ved jeg godt, at selvom jeg ikke nævner navne, så vil mine meget udspecificerede beretninger kunne genkendes af dem der kender mig/os. Men jeg er nødt til at have et sted at få luft for alt det rod der er i mit/vores liv og mine tanker.

    Jeg husker også hvergang jeg har været herinde, at slette internet historikken så familien ikke kan se jeg har været her.

    Det er sådan set sandt, at vi har det lidt bedre, men ved dybest set godt, at jeg nok hurtigt ændre min omtale af især manden, af frygt for at han ser hvad jeg har skrevet. Men omvendt han ved udemærket godt den er gal, hvad der er galt og jeg ikke er tilfreds. Hvis han nogensinde læser min dagbog, vil han nok blive både ked af det og vred. Men den tid den sorg.

    Men vil sige alt ting taget i betragtning kan vi ikke have det meget bedre lige nu, er jo ved godt og grundigt at have beskrevet, mange af de problemstillinger vi er i. Og udpenslet mange af konflikterne og bekymringerne. Så energi har vi ikke altid meget af, det i sig selv kan få folk til at snerre mere af hinanden og ødelægge et hvert forhold. Så er vel på en måde flot at vi stadig holder ved og kæmper mod alle odds. 

    For lige at afslutte de sidste par uger, har i tirsdags igen skrevet til sygehuset vi e-boks, fordi det er væsentligt nemmere at de ringer til mig, og fordi de alligevel skal have hele vores observationsdagbog remset op i telefonen. Så nemmere jeg bare sender til dem, så ved jeg også de ikke hører og eller noterer noget forkert ned. Har bare ikke hørt fra dem endnu, ret frustrerende når tingene ikke er som de skal være.

    Min praktik holdt heller ikke, både fordi jeg hurtigt kunne forudse alt for meget fravær, eftersom det mod forventning ikke går bedre med Pulle.

    Men bad også om at få det stoppet igen, da stedet bare ikke var det rette, det var kombineret, hotel, cafe, gårdbutik mm. Og den bygning jeg var i var cafe og tilhørende køkken, de få gange jeg nåede at være der var der ikke et kendt ansigt fra gang til gang, Forstår godt der har et stort hold til på skift at være i køkkenet hvis det er tidlig morgen til sen aften der skal dækkes ind meeen....

    Uanset det kunne min psyke ikke bære allerede 3. gang jeg forsøgte var jeg helt opkørt, stresset, ja nærmest panisk. 

    Så nu venter jeg på indkaldelse til møde ved min socialrådgiver, for at finde ud af hvad vi så gør. Men der kan godt gå noget tid, for min tidligere socialrådgiver blev som nævnt sygemeldt, og den nye har så fået en hel sektion af sager oveni hendes egne og skal også lige sætte sig ind i sagerne, plus nogen måske er mere akutte end min. Virksomheds konsulenten der arrangerede og stoppede praktikken havde i forvejen fortalt mig, netop det og at det ville være fint hvis hun og jeg kunne lave opfølgning på praktikken fordi socialrådgiveren ikke havde tid forløblig. Så venter stille og roligt, har egentlig også nok at se til for tiden.

    Har i øvrigt heller ikke hørt mere til min anmodning om at få en mentor igen..... Nå må også bare vente stille og roligt og se hvornår det bliver.

    I dag har faktisk været den bedste dag i meget meget lang tid, Pulle og jeg tog chancen og kørte på julemesse hvor man kunne møde nogen youtubere som hun er helt vildt fan af.

    Vidste ikke om hendes helbred ville holde tiden ud slet ikke hvis hun skulle stå op i lang tid i en kø. Og jeg er heller ikke så skide go til store mennesker mængder, slet ikke når der er massen og skubben.

    Men vi klaret det. Et af  de spil vi spiller er ejet af dem og de kender udemærket hendes bruger navn i spillet (og mit for den sags skyld), hun har skypet med dem engang hvor hun bogstavelig talt sad fast i spillet, hendes figur sad fast. Skrev en mail til dem, men de kunne kun hjælpe, hvis de skypet mens problemet blev løst. Dengang var hun helt i oppe på en lyserød sky. Siden har de hilst, på os næsten hvergang de selv er online. Vi er blevet nævnt i nogen af deres videoer fra spillet, som er det de ligger på YT. De streamer nogen gang live, hvor de inviterer fans til at spille med dem, også i andre spil og hun har været så heldig at komme på hold med dem.

    Så hvor om alting var det ville være Stort - Meget stor at møde dem i virkeligheden. Og vi klarede den, der var meget mere kaos end jeg havde frygtet, for det var ældre mennesker (undskyld hvis jeg fornærmer nogen), men altså det var ældre mennesker der havde arrangeret julemessen, og tror ikke helt de havde indset hvor populære/kendte personligeheder det var de havde inviteret.

    Først blev YT'er placeret i et hjørne, hvortil der desværre var 3 mulige veje, altså lynhurtigt 3 køer hvor alle massede for at komme frem. De skulle være der i 2 timer, så havde først den holdning vi når det nok. Men når man så har stået i en kø i over 30 minutter og været flink, så begynder selv jeg at gøre som de andre. På et tidspunkt, fik YT'erne det for varmt i deres hjørne og bakkede ud gennem den dør der var bag dem. Det resulterede så i, at der både var nogen der brød ud af køerne og dannede nye køer (kødrande) rundt om dem udenfor, plus de der ankom til arrangementet fra det klokkeslæt og frem. Selvfølgelig bare gik ind bag i køerne udenfor, hvis de da ikke massede sig frem og kom først. Vi blev inden for i varmen i den kø der nu gik ud gennem samme dør som YT'erne var gået ud igennem. Nok lidt mere vedholdende i kampen for at komme frem (eller som minimum for ikke at blive overhalet). Det ville have været godt med bedre planlægning af hvor køen skulle være, og afmærkninger så der kun blev en kø, som mange sagde det gør ikke så meget at stå i en lang kø, hvis man kan se den rykker sig, men at stå i et kæmpe kaos, og ikke have nogen ide om hvornår man kommer frem eller om man når det er ikke rart slet ikke med børn. Men er helt klart arrangørerne som ikke har vidst hvad de gik ind til, ved de måske næste gang.

    Vi blev indenfor både af hensyn til vejret, for ikke at lære mit barn at snyde foran, og fordi vi ved at gå udenfor nok endte bag i en endnu længere kø.

    Efter 1 time og 20 minutter nåede vi også frem, vi fik et rigtigt godt billede en autograf, og en lille snak for ja de kunne godt genkende os (Temmelig cool, for et barn i en kæmpe kødrand af fans at blive tiltalt, ved navns nævnelse af to store idoler.)

    Og heldet skulle ikke slutte der, de havde doneret nogen fine fangaver til et amerikansk lotteri, det kostede kun 10 kr. pr. lod og støtter jo den forening der havde arrangeret det hele, så vi købte 10 lodder.

    Vi vandt 4 fine præmier, 2 kasketter (caps), en t-shirt og en mulepose, noget med billede noget med navn. Men der blev jeg så lidt fræk, vi fik jo først præmierne, da det havde været vores tur, men køen var nu langt om længe blevet organiseret til 1 kø. Så der kun kom mennesker et retning fra og man både kunne se dem og komme hen til dem, fik øjenkontakt med dem holdt præmierne op og fik lov, lige at smutte hen og få autografer på. Ja så kunne vi endelig køre hjem, og lade de sidste der stod i køen vente, eller gå hjem med uforrettet sag. For efter planen skulle YT'erne forlade stedet 10 min. senere.

    Nu er Pulle de sidste 2 uger, blevet fyldt med gode positive oplevelser, vennebesøg, ridning og møde med idoler. Så hvis lægerne har ret skulle hun begynde at få en mere positivt livssyn igen og få mod på også at tage i skole, selvom mor ikke lige er der 2 sekunder efter det gør ondt et sted, eller hun på anden måde bliver dårlig. Hun skulle gerne få mere tiltro til at hun godt kan holde til noget. Og få fyldt hovedet med andet end sygdom. Jeg er stadig ambivalent ved denne metode, for det er jo godt hun tænker på  noget andet, og har noget at fortælle, hvis vi nu bare antager at hun komme afsted i skole på mandag. Men omvendt kan jeg også godt forstå alle vil tænke var du ikke syg. Det svinger enormt meget hvordan hun har det også det der gør hende utryg ved at være væk fra mig. Men vi er nødt til at prøve at stole på at skolen kan håndtere det og overholde aftalen med at ringe hvis det går helt galt.'

    Vennen var på besøg her hos os i hendes egne trygge omgivelser, ridning jeg var der og kunne overvåge om det gik godt, i dag ja hvis hun ikke havde klaret det havde det gjort det stikmodsatte og været en kæmpe skuffelse, et kæmpe nederlag og en kæmpe påmindelse om at hun ikke altid kan det hele. Men jeg var nødt til at tage chancen, både for at udfordre hende og fordi det var netop dem det var. Havde vi måttet køre hjem før tid, ved jeg ikke hvor lang tid jeg havde skullet bruge på at trøste. Men ville heller ikke have forladt stedet bare sådan lige, så ville jeg have fundet et roligt hjørne hvor hun kunne hvile sig. Og var hun ikke selv kommet på benene ville jeg have ventet til køen var væk, eller i al fald lige før YT'erne ville køre og have gjort alt hvad jeg kunne for at overtale dem til lige at gå forbi der hvor hun sad/lå. Havde forventet de genkendte os, så tror godt jeg kunne have lokket med dem, plus jeg ved de nogengange tager på overraskelses besøg ved fans især de fans der har brug for lidt ekstra glæde og omsorg. Så tror sagtens jeg kunne have fået dem hen til hende og have fået smilet tilbage. Følte i al fald jeg havde en ret go plan og et sikkerhedsnet under hende....

    Håber hun snart kommer helt ovenpå, både for hendes egen og for vores allesammens skyld....  Idag er hun i al fald gået glad i seng, og hun har så mange præmier, at hun har planer om at give den ene til den spilleven der var på besøg, og som også er vild med de YT'ere, hun fik autograf på alle de ting de var muligt, så tror han bliver meget glad for en kasket (cap) med autograf på.

    Nu vil jeg også snart gå i seng.

     

  8. Jeg er i aften faldet over en mappe på min computer, hvor jeg har tømt den gamle computer for alt, hvad der lå af billeder og tekster af forskellige arter - skoleopgaver, dagbøger, selvproduceret prosa, digte og så videre. Det har været en hård omgang. Det meste af det stammer fra min tid på efterskolen, hvor mit selvhad var på sit allerstørste - mit selvhad og så mit had til andre mennesker og verden generelt. Særligt ét menneske havde jeg i 9. klasse svært ved at magte. Hun kom for tæt på Anna, følte jeg. Og det kunne jeg ikke tolerere. Det skrev jeg en masse linjer om dengang - som jeg senere omskrev til noget mere flydende uden at ændre i indholdets bundlinje. Det var lidt overvældende at læse igen, men jeg synes faktisk, det er ganske glimrende tekstforfatning - når man altså ser bort fra indholdet og opstillingen af en scene, hvor jeg HAR slået hende ihjel.

     

    Jeg ved ikke, om det var min mening, at det skulle gå så galt. Måske var det ikke. Men da jeg klemte til om hendes slanke, solbrune hals, ville jeg blot lære hende, at hun kom for tæt på. Lære hende, hvordan hun legede med sit liv, hvordan hun skubbede til spillereglerne – for det var, hvad hun gjorde. Hun trængte sig på, hun forstyrrede mig.

    Hun var ikke blind – hun var bare dum. Et unævneværdigt navn til en hæslig eksistens, som jeg tidligere havde kendt mange lignende af uden at behøve anstrenge mig for at lede efter dem i hukommelsen. Men netop hun forstyrrede mig i min søgen efter mig selv, hun stod i vejen for det spejl, hvori jeg søgte efter mig selv efter mange års forgæves søgen. Jeg var nødt til at lære hende en vigtig lektie.

    Hun var egoistisk, og jeg betalte hende blot en retfærdig pris tilbage. Retfærdig for mig, og jeg er nok. For mig. Hun levede uforstyrret i sin egen, lille verden af hvid chokolade, og hun hjemsøgte mit liv med den evigt tilbagevendende tanke om hendes frygtelige, falsetagtige latter, hendes sukkersøde håndled, hendes enestående evne til at prale og til tale om sig selv. Hendes skingre, skærende stemme genlød i mit hoved, når jeg så hende, og jeg byggede en mur af uigennemtrængeligt had op mod hende for hvert eneste sekund, jeg så på hendes uintelligente ansigt.

    Jeg fortryder intet. Dig fortryder jeg allermindst. Jeg nyder at have dit liv på min samvittighed, jeg nyder smagen i munden. Det varmede mit hjerte at se dig ånde ud for sidste gang.

    Jeg har nærmet mig målet i min søgen efter at være noget eller nogen.

     

    Store ord fra en 16-årig. Jeg aner ikke, hvor hun er henne i dag - Kirstine, hed hun. Det er også ligegyldigt. Men jeg glemmer aldrig, hvor meget jeg hadede hende dengang. Og hvor er det dog paradoksalt, at min afsky for hende "lader som om", den skyldes hendes egoisme - når det dybest set og meget soleklart bunder i min egen ekstreme egoisme. Måske lignede vi hinanden?

  9. Og så fik jeg jobbet...

    Så samtalen idag gik åbenbart rigtig godt. Jeg starter ihvertfald som souschef d. 1 januar 2018 :)

    Centrum

  10. ...på min læges hjemmeside. Det gik fint med to af produkterne, men det sidste kunne jeg først bestille igen d. 18.11.17. Dét kan jeg jo ikke bruge til noget, eftersom jeg ikke har flere, når jeg har taget søndags ration. (Jeg doserer altid medicin til en uge ad gangen - det gør det mere overskueligt, og jeg skal ikke have fat i pilleglas og blisterpakker hver eneste dag.) Jeg må lige prøve at ringe til lægehuset og se, om de vil bestille dem til mig alligevel... (Det ville de godt. Pyha!)

    Torsdag i sidste uge tog jeg et skridt ud i en ukendt verden: Jeg begyndte til teori, med henblik på at få kørekort til bil. (Mine forældre vil betale for det, fordi de har ønsket at lade os 4 børn få lidt arv på forskud. Men pga. reglerne om formue, når man er på kontanthjælp, ville det være dumt at lade mig arve - i stedet fandt vi ud af denne løsning, hvor de så i stedet betaler for mit kørekort.) Det er skræmmende og angstprovokerende ad H til, men samtidig virker det også bare som en kanon god løsning, der vil give mig større frihed og flere muligheder, end jeg har nu. I aften skal jeg til 2. omgang teori.

    Det føles lidt underligt at sidde dér blandt en flok 16-17-årige unge mennesker, som jeg snildt kunne være mor til,  -men på den anden side så går jeg jo ikke til teori for at finde nye venner. Kørelæreren er en ældre kone, som virker meget frisk og bramfri - jeg er blevet anbefalet at tage kørekort hos hende, og da jeg ringede til hende onsdag i sidste uge, og det viste sig, der var plads på holdet, som startede dagen efter, var det om at tage en hurtig beslutning. Det eneste trælse, der lige er at sige om det, er at teorien ligger fra 18 til 19.30/19.45 - hvilket betyder at vi er nødt til at spise aftensmad allerede kl. 17... Nå, igen - det er en periode, det handler om, så mon ikke vi overlever alle sammen.

    I disse dage er Storebror her. Han kom i går eftermiddags og bliver til enten søndag eller mandag. Jeg har lovet at klippe hans hår - det nåede vi ikke sidst han var her, så det trænger! -, og så skal han med til Mortens Aften hos svigerforældrene i morgen, og med til min mors fødselsdag på lørdag. I aften får han lov at være "barnepige" (for Knægten, som på det tidspunkt gerne skulle ligge i sin seng), mens Manden henter mig i Grindsted (efter teori), for så laver vi lige en lille LIDL-indkøbstur ud af det.

    Jeg er i fuld gang med dét dobbelte sengetæppe, som Manden og jeg selv skal have. Det er strikkede firkanter ("lapper") på 10x10 cm., som så bliver syet sammen. Der skal være 22 rækker med 23 firkanter i hver, hvilket vil sige i alt 506 lapper. Jeg HAR strikket de første 17 rækker, og noget af de efterfølgende 3, så det nærmer sig da en afslutning. Det er en rar syssel at sidde med om aftenen, når jeg alligevel er landet i sofaen foran TV'et, i hvert fald de aftener, hvor hænderne ikke er alt for gigt-plagede. Forrige år strikkede jeg et (enkeltmands)-sengetæppe til Knægten, som han fik i julegave, og sidste år til jul var det Storebrors tur. Han fik dog et til dobbeltseng, så det havde taget noget længere tid. Nu, hvor jeg kan begynde at se en ende på vores eget tæppe, har jeg besluttet at jeg vil strikke ét til mine forældre, som de får, når de har guldbryllup i februar 2020. Så er der god tid til at nå det...

    Jeg skal til at gøre mig klar til at komme ud af huset: Jeg skal til lægen og have lavet lægeattest med henblik på kørekortet. (Minder lige mig selv om, at jeg skal huske et pasfoto og så de 400 kr. i kontanter, det koster.) Heldigvis har jeg aftalt med Storebror, at han laver aftensmad i dag, for så kan jeg koncentrere mig om at lave lektier med Knægten, når jeg er hjemme igen - der skulle jo også gerne være bare lidt gas tilbage i ballonen, når jeg sidder i teorilokalet i aften! ;-)

  11. En af de mange små sjove ting, ved at arbejde i supermarked, er at læse folks huskesedler. 

    Uvist af hvilken årsag har nogle kunder det med at smide sedlen på gulvet eller i en indkøbskurv, når de er færdige med at handle. 

    Her er et lille udpluk af, hvad jeg er stødt på i tidens løb: 

    Papkylling

    Vaskemidl + skyldemidl

    Spegitte

    Midst.pølser

    Tost

    Hviskisovs

    Missemad

    Katmad 

    Sjampo 

     

×