Hop til indhold

Blogs

Vores community blogge

  1. Bella89

     Blandet.

      Indlæg: 2    Kommentarer: 4

    Hej... Jeg havde samvær med min datter i torsdags, og jeg ser hun har fået et ordentligt kradse mærke på sin kind, pl. mor fortæller at det er hende selv der har gjort det i ren raseri.. Hmm.. ??? Ved ikke helt hvordan jeg skal tackle den?.. Skal jeg tage det som om at hun bare var sur over hun ikke fik sin vilje, eller fordi det måske er hendes måde og få sine frustrationer ud på ??? Jeg er virkelig forvirret?;/ Håber på søde kommentarer.. TaK! 

  2. Endelig en weekend uden julefrokoster, gaveindkøb og travlhed. Denne weekend er bare ren afslapning og julehygge her hjemme, i morges spiste vi rundstykker alle sammen mens vi så tegnefilm.

    Prinsessen tog om til en veninde fra skolen for at lege og hun skal først hentes til aften, så jeg lavede noget lækkert smørebrød og skænkede en kold juleøl op til mig og Hr. Mand og så sad vi og hyggede os over frokosten. Det er længe tiden vi har haft tid kun til hinanden, og det var hyggeligt bare side og snakke over maden. Bagefter havnede vi under dynerne til lidt nussen og "motion" og det var bare så dejligt *love*

    Den stress som jeg har kunnet mærke bygge sig op over de sidste uger er næsten væk, for en stund i hvert fald. Jeg er nu helt færdig med julegaveindkøb og jeg er i det hele taget ved at være klar til at holde jul. Jeg ved dog at der venter en meget travl arbejdsuge fra på mandag, men lige nu har jeg weekend og kan bare slappe af... dejligt!

    Da jeg var inde for at købe en julegave i ToysRus overhørte jeg en mor snakke til sin dreng. Drengen var i gang med at kigge på legetøjspistoler og så kommer moderen og tager ham væk, mens hun siger "Neeeej den slags skal du ikke lege med, det er skidt for dig, du vil ikke være sådan en..." Øh what tænkte jeg, det er da bare legetøj. Tror næsten den overdrevne pædagogik er mere skidt for ungen end en legetøjspistol.

    I morgen skal vi lave den sidste julekonfekt og ellers bare hygge hjemme.

  3. Relationer:

    Ægtefælle, kæreste, sambo, venner, bekendte, kollegaer, klubkammerater, kasseassistenten, buschaufføren, den hjemløse på gaden, ...

    "No man is an island".

    Overfladiske bekendtskaber, tætte venskaber, kollegial samdrægtighed, eller måneder og års socialt ensomme isolation?

    Vore behov er forskellige, vor opfattelse af relationer er forskellige, og vore muligheder for at bevare eller bryde sociale relationer er forskellige.

    Nogle mistrives i eget selskab, medens andre nyder det i fulde drag.

    Næppe noget råd kan være bedre, end at savner og søger man selskab, er dét, at begive sig ud blandt andre mennesker, det bedste, man kan gøre for sig selv.

    Og dog?

    Måske et råd om, i første omgang at søge og lære sig, at trives i eget selskab?

    Det ekskluderer ikke kontakt med andre mennesker, i virkelighedens fysiske verden, eller via virtuelle sociale medier.

    En stensikker vej til at opnå menneskelige relationer, er at fordybe sig i fortidens tænkeres værker. Det kræver ikke mere af én, end at man har tilegnet sig evnen til og rutinen i at læse.

    Den mulighed foreligger ikke alle, og af mange forskellige årsager. Her vil film, eller lydbøger, kunne være en glimrende alternativ indgangsvinkel til deres tanker.

    Ligeledes er fordybelse i historien en uudtømmelig kilde til indsigt, ganske som studier af filosofi, psykologi, religiøsitet og naturvidenskab vil kunne berige én.

    Musik og billedkunst er også en mulighed.

    Indsigt, i hvad som helst, vil aldrig kunne gøre én til et dårligere fungerende menneske.

  4. Det siges at man bliver farvet, af de mennesker man omgås. Omgår du meget brokkende og pessimistiske mennesker, stiger din tendens til selv at være negativ og se det værste i folk. Omgås du glade mennesker fuld af overskud og kærlighed, har du også selv tendens til at omfavne andre og se mennesker i et positivt lys.

    Jeg vil gerne være et gladere, og mere optimistisk menneske. Det føles forkert helt ind til knoglen, når jeg tager mig selv i at sladre negativt om andre, eller blive arrig over andres gøren og laden, om ting der dybest set ikke har en pind med mig at gøre. Jeg tror ikke, at jeg omgås nok glade mennesker, men det er nu heller ikke fordi jeg umiddelbart føler jeg omgås overvældende mange sure mennesker hellere. Jeg må ofte minde mig selv om, at det er et valg vi træffer. Om man vil knurre irritabelt over mennesker der står i vejen midt i supermarkedet, fordi de ikke kan se at jeg altså kommer gående her, og hvor upraktisk det er at stoppe op og holde møde lige i midtergangen, eller om man vil erkende det faktum at det havde de nok ikke lige tænkt på, og desuden vil de jo gerne flytte sig når de opdager at de placerede sig lidt uheldigt.

    Lige nu er min sociale omgangskreds heller ikke overvældende stor. Jeg har ikke hverken job eller skole, og for at kompensere for mit passive social liv, bruger jeg alt for meget tid på de sociale medier. Jeg er for tiden blevet særlig glad for Instagram, og her er det nemt at forvilde sig ind på en gren af mennesker med helt bestemte værdigrundlag. Jeg startede ud med at følge en masse zerowaste folk, fordi jeg synes bæredygtighed er enormt spændende og vigtigt. Jeg har, som så mange andre mennesker, et behov for at føle et tilhørsforhold til andre mennesker, og det at melde sig ind i en aktivist "klub" der handler om at frelse verdenen, giver jo instant karma point så man kan føle sig som et godt og gerningsfuldt menneske. Da det går op for mig, at veganisme selvfølgelig også er en afart en bæredygtig livsstil, vækker det også interesse, særligt da vi selv lagde kosten om og blev "flexitarer", og manglede mere inspiration til de kødfri dage. Men pludselig bevæger jeg mig ind på giftig grund. Det er særligt inde for de kredse, hvor det ikke er svært ikke at bemærke de hellige mennesker. Dem der råber nedladende af andre, for ikke at dele deres værdisæt. Jeg bliver vred på dem, fordi de bliver vred på andre. Jeg bliver oprevet over at de skyder sig selv i foden, skræmmer folk væk fra et godt budskab, hvor jeg i stedet måske bare burde gå en bue udenom, og rette blikket mod de mange mennesker der heldigvis motiverer på en inspirerende måde.

    Måske skulle jeg i virkeligheden bare holde mig fra de sociale medier, men så længe jeg ikke har noget nævneværdigt social netværk udenfor skærmen, føler jeg bare at jeg risikere at gøre tingene unødvendigt svære.
    Jeg vil gerne finde det miljø, der motiverer den optimisme og positive menneske- og livssyn jeg ved jeg har inde i mig. Den der får mig til at føle som et godt menneske, som giver mig tryghed og ro i min sjæl. Pt. oplever jeg også en del usikkerheder. Jeg er arbejdsløs, førstegangsmor og har svært ved at finde venner. Usikkerheder gør også folk negative, for jeg får behov for at forsvare mig selv fordi jeg ser spøgelser når usikkerheden vækkes af de mennesker, som føre sig frem med statements og aktivisme jeg ikke er 100% enig i. Det ville jeg gerne, om jeg kunne lade være med.

    Jeg overvejer et nytårsfortsæt, med personlig udvikling i fokus. Normalt gider jeg ikke nytårsfortsæt, fordi jeg alligevel aldrig har kunnet gennemføre dem. Dog har jeg for første gang været vedholden da jeg sidste år havde et nytårsfortsæt om at skære kraftigt ned på mit sukkerforbrug i et helt år - og det har jeg holdt! Det har givet en stolthed og blod på tanden for at lave et nyt projekt for 2018.
    Men jeg aner simpelthen ikke hvordan det skulle føres ud i praksis. Det er nemt  nok at skære de ting fra, som jeg tror er årsagen til unødig stress og bekymring, men lige lidt nytter det hvis jeg ikke kan erstatte det gode det gav (i IG's tilfælde, det sociale), og det er jo i virkeligheden også kun en symptom behandling. Hvad jeg måske i virkeligheden burde fokusere på, er hvordan jeg lader være med at være så pokkers usikker!

  5. Det er morgen og jeg har allerede været oppe længe. Lige nu er der en udsendelse om Thomas Helmig...mutters alene - hedder den. Jeg er ikke den store Thomas-fan, men igennem tiden har han da lavet musik som jeg også har sunget med på :) alligevel så har hans fortælling sat noget i gang i mig.

    "Engang imellem bliver jeg bare så ked af det indeni", sagde han og forklarede at han ikke vidste hvorfor han fik det sådan. Jeg kan pludselig føle mig trist og helt alene, fortsatte han og fortæller at han har lært at leve med at han er melankolsk. 

    Melankoli er et meget gammel og måske også et lidt glemt ord. Det er ihvertfald et ord jeg forbinder med gamle tider som i for 100-200 år siden eller mere. 

    Her sidder jeg så og lytter til et menneske der beskriver det jeg oplever engang imellem. Jeg vågner ofte tidligt, virkelig tidligt eller som min dejlige mand siger: midt nat. I hans verden er det nat når det er mørkt :) Nå, men når jeg vågner så tidligt så oplever jeg tit at jeg føler mig alene. Det er en ensomhed der sidder dybt i mit inderste og jeg har også dage hvor jeg bare er ked af det uden at jeg kan forklare hvorfor.

    I de dage føler jeg tit skyld...skyld for ikke at kunne være rigtig glad, men jo ikke ved hvad der er grunden. I vores verden skal man jo altid kunne fortælle hvorfor. Det er det verden forventer. Alle der har det sådan, forventes at kunne sætte ord på og kniber det så må man gå til psykoterapeut og få en her og nu løsning.

    Melankoli...jeg forsøgte at google det, men der kommer ikke noget der lige rammer plet. Der kommer meget om depressioner og melankolsk depression, men det er noget andet. 

    Lige nu sidder jeg bare og lytter til det menneske, i tv, der går rundt i naturen og samtidig sætter ord på det jeg oplever engang imellem. Det er lidt en a-ha oplevelse for jeg skriver meget, rigtig meget, og mange, incl min mand, forstår ikke det behov. Jeg er overbevist om at hvis jeg ikke skrev så ville jeg brænde sammen indeni.

    Tristheden, ensomheden eller det lille barn jeg bærer indeni, der græder engang imellem er, tror jeg, melankolien. Psykologen, jeg så engang, var meget interesseret i det lille barn jeg bar indeni og da hun forsøgte at snakke om det, forsvandt det, men kun i en periode. Ikke fordi vi talte om det, for det ville jeg ikke eller rettere det kunne jeg ikke for det er helt umuligt at definere præcis hvad det er. 

    Igår var en af de dage, hvor jeg vågnede kl. 5 og så lå jeg der, under min dyne, og følte mig helt vildt ensom dybt i min sjæl. Jeg havde en stærk trang til et blive holdt om, puttet og få varmen i sjælen. Når jeg får det sådan så lister jeg ud i sofaen og putter mig. Det at ligge der med ryglænet op af ryggen, får alenefølelsen og denne dybe kulde indeni, til at forsvinde.

    Når jeg står op så forsvinder alle de følelser. Jeg når tit meget sådan en dag hvor jeg har startet med at være trist og alene i sjælen. Disse dage skriver jeg meget og når så mange ting at sådan en som Plotin, taber pusten :)

    På en eller anden måde har det tv-program været en befrielse for mig. Jeg sidder her og har præcis den oplevelse, som andre får i selvhjælpsgrupper, nemlig at jeg er ikke alene. Jeg havde så ikke ventet at det skulle ske via et fjernsynsprogram...

    Centrum

  6. Onsdag i sidste uge kørte jeg for første gang på offentlig vej - det gik langt bedre, end jeg på forhånd havde forestillet mig. Jeg havde troet, at jeg hverken kunne føre en samtale eller turde komme over 60 km/t - men vi (kørelæreren og jeg) snakkede løs fra første øjeblik, og på et tidspunkt var jeg oppe på 97 km/t! (Hvor man måtte køre 90...) :-O I onsdags skulle jeg have været ud at køre for 2. gang, men en køreprøve kom i vejen, og jeg fik derfor i stedet en tid i dag kl. 10.00. Da jeg kom hjem, lavede jeg en måling via KRAK - det viste sig, at jeg kørte 90 km. alt i alt i dag. Jeg syntes også, vi var langt omkring! :storsmil:

    I søndags var jeg til 8-timers førstehjælpskursus. Hold k..., jeg var smadret, da jeg kom hjem. Ikke kun i hovedet, men også i kroppen. Der var MANGE praktiske øvelser i løbet af dagen, hvilket kun er godt og betryggende, men for dælen hvor kunne det mærkes i især knæ, håndled, albuer og skuldre (pga. slidgigten). Det er faktisk først i dag, mine knæ ikke gør ondt længere, og kun et par dage siden, de holdt op med at være hævede og varme. Men dét må man tage med - jeg vil trods alt hellere have ondt i en uge efterfølgende, end ikke kunne hjælpe en medtrafikant, der er kommet galt afsted!

    Nu er jeg nået så vidt med vores sengetæppe, at alle "lapper" ér strikket, og jeg har syet de første 12 rækker ud af 22 sammen. Inden længe når jeg til at skulle sy rækkerne sammen, og derpå venter kun at få sat "bagbeklædning" på. Dejligt - jeg glæder mig til at se det færdige resultat. *love*

    Knægten er begyndt at køre med taxi hjem fra skole hver dag. Dét er han grumme tilfreds med, hvilket jeg sådan set godt forstår, når nu vejret har været så træls i den sidste lange tid. Det er rart for ham at slippe for at skulle hjem og skifte tøj fra inderst til yderst hver dag - og så giver det faktisk også lidt plus på legekammerat-kontoen, da han tilbringer tid i taxien sammen med nogle af dem, han går i klasse med. I dag skal han dog ikke med taxi hjem: To drenge fra 3./4. klasse har inviteret til fødselsdag inkl. bowling, så han skal først hentes kl. 18, når flokken er retur fra Varde.

    Nå, jeg vil have lidt frokost - og mon så ikke det gode vejr skal udnyttes til en lille cykeltur ned til byen... God weekend til jer alle herinde! :-h

  7. Lang tid er gået siden sidste indlæg. Tiden er gået så stærkt og jeg har knoklet på arbejdet og det har været hårdt. Føler aldrig jeg gør det godt nok. 

    Jeg bor stadig i den samme lejlighed.  Dog er er min kæreste flyttet ind og jeg må indrømme jeg har fortrudt det.

    Jeg er ret sikkert på det kan være mit livs fejltagelse at overhovedet genoptage vores "forhold" efter jeg havde afsluttet det og tilmed lade ham flytte ind. 

    Jeg føler mig begrænset.  Især af den måde han gerne vil leve sit liv. Jeg synes i forvejen jeg har svært ved at trække mig selv op. Når jeg endelig ser lidt lys for enden af tunnelen så er han der til at skygge for det. 

    Han er på kontanthjælp og er små småt begyndt at få et arbejde. Den anden aften siger han til mig inden vi falder i søvn at kontanthjælpen vil stige til 12000 fordi han blev 25 også gad han egentlig ikke arbejde. Så det tænkte han at han måske skulle lade vær med.

    For det første ved jeg ikke hvor han har det med de 12000 fra. Han går under den helt almindelige sats på nuværende tidspunkt.  Tror han bliver slemt skuffet den 1 jan.

    D. 20 december får han fodlænken af.  Men manden har siddet og røget hash de sidste mange dage. Jeg håber faktisk de kommer og tager en urin prøve fra kriminal forsorgen. 

    Men det er så det. Han vil faktisk bare gerne komme gå som det passer ham og tilmed når han er hjemme bare sidde på sofaen og være skæv efter at han har røget en masse hash. Han fortrækker selvfølgelig, at jeg sidder der med ham og ser tv dagen lang. Det også fint en periode,  men nu jeg træt af det. 

    Det ville også være fint hvis han da gad og f.eks. Vaske op efter sig selv eller tørre sofabordet af bare som minimum. 

    Men nej og hver gang jeg prøver at sige det svarer han, hvorfor jeg ikke bare kan lade det være. Det synes ham ligemeget med den ene tallerken. Som er minimum 4. Et par skåle, glas, stempel kande, et par gryder og en pande samt bestik. Det er ikke skyllet af Men står lidt udover hele køkkenet.  Det ikke fordi han beder mig om det. Han er skide ligeglad.  

    Jeg kan ikke lide det.  Hele situationen.  Jeg synes det træls. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg tror ikke han sådan lige er til at få ud af boligen hvis det skulle ende med det. 

    Tror tilgænd han bliver sur, aggressiv og dominerende.  Også er det bare held og lykke til mig. 

    Hvorfor gjorde jeg dog det her.?

  8. .. og det er helt okay, specielt når året har været det. Året har været fantastisk. Jeg har gået igennem markante modgange, som virkelig har set mig og mine reaktioner på en prøve. Det har udfordret mig på en måde der gør, at jeg nu tør stå ved mig selv, jeg er ikke længere bange. Det har givet mig styrke til at kæmpe kampe, som jeg ikke før turde tage. Det har givet mig styrke til at give mig selv mere karakter og plads. Til at kræve min plads, vise hvem jeg er, sige hvad jeg tror og mener. Og det er en stor ting for mig. Det er en rigtig stor ting.

    Jeg har været glad. Jeg har virkelig strålet og været glad, og jeg har taget de dårlige dage med accept og brugt dem på at se frem til næste morgen, hvor alting ville starte på ny, og solen stå op igen. I dag er en af de dårlige. Disse dage er nogle af de dårlige. Jeg føler mig ensom og utålmodig, jeg føler mig rastløs og ligegyldig. Jeg får lyst til at græde uden egentlig at kunne sætte ord på. Måske er det de sidste ugers stress, måske er det mødet med et nyt menneske, hvor alting er ustabilt og som måske kan ende ud det, som snart er rutinen - endnu en til "det gik ikke"-samlingen, måske er det vinteren. Jeg føler, at himlen har været lidt mere grå disse dage, jeg føler at arbejdet er lidt hårdere, og jeg føler, det er lidt sværere at få maden ned. Jeg føler, at folk er lidt sværere at få til at se mig, og jeg føler, at folk er lidt længere væk fra mig, end de plejer. Jeg føler, at jeg ikke helt er i mig selv, og jeg føler, at jeg ikke helt kan finde glæden frem. 

    Men det er okay. For de dårlige dage bruger jeg på at være taknemlig for året, at være taknemlig for dem, der elsker og støtter mig, for selvom det ikke er at føle, så er det sådan, det er. Jeg bruger dagene på at opsøge mine kollegaer lidt ekstra, så jeg bare kan læne mig tilbage og grine lidt ekstra af deres engang imellem åndsvage jokes og samtaler på kontoret. Jeg bruger dagene på at slappe lidt ekstra af derhjemme, at gå lidt tidligere i seng og at græde ud til trist musik. Jeg bruger dagene på at opsøge mine venner for at spørge dem, hvordan deres dag har været, og jeg bruger dagene på at spise lidt ekstra chokolade. Jeg bruger dagene på at tælle ned til næste rejse til Danmark om to uger, og jeg bruger dagene på at smile, selvom det ikke kommer naturligt. 

    Jeg bruger de dårlige, triste og grå dage på at glæde mig til de gode, glade og solrige. Dem, der venter lige om hjørnet. Og jeg bruger dagene på at sige tak for alt det, som jeg har omkring mig, der kan give mig glæde på selv de tristeste dage - dage som den i dag. 

  9. Cloudi

     Mig.... Både op og ned....

      Indlæg: 2    Kommentarer: 4

    Hvad sete der den weekend…. Hvad har jeg gang i?.... og hvad har han tænk?....

    Det hele vælter lidt rundt i mit hoved, jeg ved hverken hvordan det hænger sammen eller hvordan det skete… men skal prøve at gøre det kort... :/

     

    Men for at forsøgt at starte et sted….

    Fredagen om morgen: Havde en aftale med en gammel kammerat (Mr.A) vi har nok kendt hinanden siden 2010, så man kan roligt sige at vi er rigtig gode venner og på nogle punkter har han været, som en bror for mig…
    MEN….

    Den her weekend skulle så vende rundt på al ting og det er begges fejl og der ved jeg nu..

    Gangen inden denne weekend havde endt med at være så tæt på at være intime sammen at vi blev enige om at vi var voksne nok til at det ikke ville påvirke noget og det skete én gang og det sidste af aften blev en smule akavet og dagen efter var det næsten som glemt... (Forkert)

    Denne weekend skulle jeg hjem til ham, både for at få snakket tingene igennem (hvad nu, har det ændret noget. osv.).

    Når jeg tænker over det var det dumt… Men der er noget over ham, jeg er tryk, og ved at jeg kan slappe af og være mig slev, som jeg ellers ikke har kunne være i meget lang tid…

    Når, men Fredagen gik og vi fik snakket og gik i seng omkring kl. 06 om morgen trætte og udkørte og samtalen var end i: ”vi er voksne mennesker og vi skal IKKE have ødelagt vores venskab og derfor ser hvad der sker.” Han sir tydeligt at han ikke har noget imod det men at det er 100% op til mig.. - Det skal lige siges at han bor på et værelse og har eget bad og deler et rigtig køkken, så ja vi delte en 1,5 Mands seng som så mange gange før, (hver sin pude og dyne)

    Når men natten gik, jeg faldt hurtig i søvn og vågner om morgen lidt i et sæt, da jeg kunne mærke et eller andet bevæge sig og, da mit hoved vågnede lidt op lod jeg mærke til at vi faktisk lå i ske, han med armen om mig og jeg holde fast i hans arm omkring min talje. Kiggede og håbede han ikke er var vågnet og stirrede næsten til min store skræk direkte ind i hans øjne og vi næsten flyver til hver sin side af sengen og kigger på hinanden og mine tanker køre på højtryk!. (Hvad tænker han, er det her min skyld eller har han gjort noget, eller er det sket i søvne!).

    Vi snakkede ikke rigtig om episoden, og om det var en fejl ved jeg ikke, men det efterlod lidt en underlig stemning. - Og i dag føler jeg mig så dum og krummer en smule ter over det, som skete herefter.

    Vi har altid haft en fælles sort/ pervers humor og vi begyndte så småt at omgås, som vi plejede. Drillerier, snak om gamle dagen lidt Gaming på pcér og det gik fint, men når en af os har fået nok af de verbale drillerier udvikler det sig typisk til en form for brydning (også selvom jeg har TABT på forhånd, intet alvorligt men mere en leg). Når men vi begynde så at små at bryde efter han var blevet mundlam tilpas gange og jeg prøvede at kilde, som forsvar til vi ende i en meget akavet stilling og det gik op for os... vi rykkede hver til sit og fortsatte med at game og se videoer på youtube og snakke lidt...

    Den aften gik det selvfølgelig galt (igen), og kald det bare unge mennesker og endofiner..... Men det gjorde det... Og ret kliche og kikset, det føltes forkert men også så godt... Så vi lod det begge ske, en Masse dumme joks og situationen fra brydningen/tumlingen fik ramt på os.. Også kan man diskutere om det var pga, tiden siden nogle af os har været intime med nogle sidst, eller hvad der skete, det ved jeg ikke. Men det skete. og igen.... og igen... Ikke fordi det skulle ske, eller var plandlagt men det skete af en eller anden årsag..

     

    Da jeg tog hjem søndag, viste jeg ikke, hvad jeg skulle tænke om alt det her... Var det den dreng jeg havde lært at kende, eller var han blevet en anden Mand.. Hvad? jeg kunne ikke engang slappe af og stole så blindt på min ex-kæreste, da vi var sammen (pga. mine psykiske problemer), men her ikke den store tøven, når først klaveret spillede... Vi kunne midt i det hele begynde at grine, ikke af hinanden men med... også fortsætte ud af den forkerte tangent. Men på tros af alt dette, kunne jeg Søndag aften hjemme i min egen seng omgivet af dyner og tæppe (min egen sikre hule) få flashback til da vi var ude at spise Sushi Lørdag, og jeg så en anden side, af ham, end jeg rigtig har set før overfor mig... Sød, betænksom, til tider lidt usikker/genert.. Uden det slog mig før jeg var hjemme og alene....
    Men fik følelsen af at det var forkert at jeg lå der alene.. Det var en trykhed at vide at han var der.. Og nu var jeg hjemme og alene på værelset..

  10. Anonym1909

     Anonym1909

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    - "Jeg vil nu give dig muligheden for at blive et fuldt ud lykkeligt væsen. Er du klar?"

    - "Ja."

    - "Hvordan kan du vide det?"

    - "Fordi jeg ønsker at være lykkelig."

    - "Okay. Tanker er opspind."

    - "Opspind? Tanker gør os jo til dem, vi er?"

    - "Der tager du fejl. Tanker er blot tanker, og de tanker, vi har, kan aldrig nogensinde definere, hvem vi er."

    - "Jamen, hvis vi ikke har nogen tanker, er vi jo ikke nogen?"

    - "Præcis."

    - "Jamen, hvordan kan vi fungere, hvis vi ingen tanker har?"

    - "Med kærlighed."

    - "Hvordan det?"

    - "Kærligheden i os opstår, når vi stopper med at have idéer om, hvem vi selv og andre er."

    - "Jamen, man kan jo ikke bare lade være med at tænke?"

    - "Man kan være klar over, at de tanker man får, blot er tanker. Det er starten. Blot øv dig i at lægge mærke til disse tre tankemønstre, og vær samtidig klar over, at de er opspind, der er opstået i dine tanker;

    • Forestillinger om forrige samt fremtidige situationer
    • Forestillinger om dig selv og andre
    • Diskussioner med dig selv 
      Øv dig i en uge på at acceptere disse tre tankemønstre ved at være vis om, at det blot er opspind. Du kommer til at opdage, hvor meget du tænker, og det vil gøre dig urolig. - For at finde, må du blive urolig. Se blot tankerne som en vane, du kan vænne dig af med. Snart bliver det en vane for dig at stoppe med at stoppe op over en tanke."

    - "Hvad hvis jeg ikke kan? Kan jeg så aldrig blive lykkelig?"

    - "Nej."

    - "Jamen.."

    - "Du kender nu vejen til lykke og er allerede på vej. Det eneste, du nu skal gøre, er at øve dig. Accepter dine tanker og vær klar over, de ikke gælder. Lad dem være. Lad dem flyde videre ud i universet. Kast dem op."

    - "Men hvordan kan man noget, hvis man ikke må tænke?"

     

    Læs blot dette hver dag med en nysgerrighed, - med nye øjne, - og du vil opdage sandheden, enkeltheden og kærligheden, livet byder dig, når du stopper med at sætte spørgsmålstegn ved det.

    Kommentarer er velsete. 

     
     

  11. Hun slog op i fredags efter 7 års forhold. Jeg fik ikke rigtig nogen grund, allerede da hun sagde vi skulle snakke sammen forsvandt blodet fra mit hoved og alt derefter er utydeligt. Jeg sagde bare at så måtte hun hellere bare gå, så hun pakkede en taske og sagde hun blev hos en veninde til hun havde fået et andet sted at bo.

    Vi har været sammen siden vi var 19, hun er den eneste rigtige kæreste jeg har haft og jeg har ikke lyst til andre. Eller jeg har selvfølgelig tænkt på hvordan det ville være at være sammen med andre piger, men jeg vidste det var hende jeg ville have. Nu har jeg hende ikke mere, ikke fordi jeg ikke vil, men fordi hun vil noget andet???? Hun var ikke bare min kæreste hun var også blevet min bedste ven, eller det troede jeg!

    Jeg har nu været helt for mig selv hele weekenden og stilheden er ikke til at holde ud. Vores lejlighed ser ud som den plejer og hendes ting er her stadig, men hun er her ikke. I går sad jeg og stirede ind i væggen det meste af tiden bare for at undgå at se på hendes ting. I dag har jeg været på nettet, startede i morges med at kigge på dating sider, bare for at se hvordan udvalget ser ud derude, men jeg har ikke lyst og slettede profilen med det samme igen. Så har jeg siddet her og kigget på tastaturet i nogle timer og endelig fået skrevet lidt, det hjælper kan jeg mærke.

    Jeg har lyst til at ringe til hende, bare høre hendes stemme, høre hende sige det var en misforståelse.

    I morgen skal jeg heldigvis på arbejde så kan jeg få tankerne lidt væk fra det hele.

  12. Jeg har i dag og i går arbejdet på nogle mindre rettelser i designet her på DD. Det er små ting som kunne se forkert ud i bestemte browsere og på bestemte enheder. Og så er "opret nyt" menuen optimeret og ændret lidt så den ser ens ud på computer, tablet og mobil. 

    Jeg har ofte oplevet nye brugere henvende sig fordi de ikke kunne finde ud af, at lave et blogindlæg, man skal nemlig oprette en blog inden det kan lade sig gøre, og det var ikke specielt tydeligt hvordan det blev gjort - men det er der så gjort noget ved nu :) 

    Denne uge har vi også fået lanceret vores nye Piips sektion, som du kan læse mere om her hvis du ikke allerede har gjort det. Det er et tiltag som der er blevet arbejdet på et stykke tid, men nu vil tiden vise om det også kan bruges til noget.

    De kommende uger vil der fortsat blive arbejdet med små ændringer og tiltag som gør det nemmere og mere tilgængeligt for nye brugere at deltage på DD, vi oplever fortsat for mange som opretter en profil og aldrig kommer længere.

    I må have en fantastisk weekend *grinedans*

×