Hop til indhold

Blogs

Vores community blogge

  1. Og så fik jeg jobbet...

    Så samtalen idag gik åbenbart rigtig godt. Jeg starter ihvertfald som souschef d. 1 januar 2018 :)

    Centrum

  2. Ålens ynkelige forsøg på at sno sig ud af rusen upåagtet og hermed ukommenteret:

     

    "Frænde er frænde værst".

     

    Især pigernes massive genside sociale overvågning og forsøg på social kontrol er ødelæggende for deres udvikling til selvstændige modne kvinder med selvværd, selvtillid og tro på egen muligheder i behold.

     

    Besvares ikke inden for ganske få minutter, helst sekunder, henvendelser på de sociale medier, risikerer den formastelige omgående at blive "dømt ude" af "fællesskabet", nærmere bestemt af fællesskabets selvudnævnte overdommere: De "førende" piger med den "rigtige" påklædning, det "rigtige" udstyr (tasker og elektroniske gadgets), de "rigtige" veninder og de "rigtige" meninger og holdninger.

     

    Når disse overdommere befinder sig alene i deres eget værelse og med rette føler sig socialt forladt og isoleret, græder de snot og ville ønske, at de selv var "hende, vi ikke kan lide og alle sammen hele tiden mobber".

     

    Når disse piger kappes om at (turde) klæde sig mest udfordrende er det oftere mere til "ære" for hinanden i en indbyrdes kappestrid, langt mere end bevidsthed om, eller kendskab til, de signaler, de sender til drengene/mændene.

     

    Det medfører signalstøj, kønnene imellem.

     

    Det fungerer nogenlunde problemfrit i grundskoleverdenen, hvor disse piger tiltrækker "de rigtigt fyre" fra de ældre klasser, som de altid har gjort sig ihærdige anstrengelser for at gøre. Da drengene i disse pigers egen klasse, egen aldersgruppe, oftest endnu ikke er modne nok til at reagere på signalerne, giver det ingen væsentlige problemer.

    Men: Når de samme piger, som de gør i dag, bevæger sig ud i nattelivet, voksenverdenen, oplever de problemer: Her er langt de fleste hanner "voksne", om ikke nødvendigvis i gængs forstand "modne voksne", og vil reagere på pigernes påklædningssignal.

    Som det nævnes i artiklen i afsnittet om "Også kvindekampen": "Man vil have lov til at være udfordrende, men man vil ikke tages på lårene".

     

    Imidlertid medfører signalværdien af en udfordrende påklædning og/eller adfærd den samme reaktion hos modtageren, hvad enten afsenderen har interesse i vedkommendes tilnærmelser eller ej. Der findes ikke, blandt mænd, "to slags" reaktionsmønstre/signaltolkninger på entydige libidopirrende signaler udsendt af kvinder: Go-typen og NoGo-typen.

     

    Kønsmoral findes af samme grund i alle kulturer, i form at religiøst betonede påbud/forbud, lovgivning, eller blot filosofiske anbefalinger/dannelsesidealer.

     

    Civilisation er kun et tyndt lag fernis, smurt ud over et urgammelt lag af primitive instinkter, som end ikke kvindebevægelsen kan slippe af sted med at gøre forsøg på at gå op imod.

     

    Vi kan, og vi skal, fortsat diskutere og udvikle på holdningen til kønsroller, individuelt og inden for eget køn, samt kønnene imellem.

    Alternativerne er enten uhæmmet fri seksualitet, som i menneskets urtid, eller aseksualitet, af hvilke muligheder så til gengæld valget af den sidste meget hurtigt vil løse problemet. :-)

     

    https://www.altinget.dk/artikel/groendahl-come-on-barbie-vaer-dig-selv#

  3. Jeg står foran en flytning, der på mange måder kommer til at lette min tilværelse. Jeg lukker øjnene og springer ud i frit fald - og jeg er ikke bange for at slå mig, for jeg ved at jeg bliver grebet, inden jeg rammer bunden. 

    Min far og jeg sås en aften, jeg tog hjem for at besøge ham. Han havde været en uge på Bornholm, og jeg hentede ham fra det aftalte sted, og vi blev og snakkede med ham han havde været på ferie med. Det var min fars gamle mester, fra hans læretid (for en menneskealder siden) som maler. Gamle mester er det skønneste menneske man kan forestille sig. 

    Nå.. Tilbage til historien: min far satte sig ind i bilen,og vi havde kørt i..... 2 minutter - med mig som fører, da han siger: "jeg har tænkt på noget. Du er rigtig meget hos M, og jeg er rigtig meget hos min nye kæreste (lad os kalde hende J). Hvad siger du til, at vi flytter dig hjem til M i sommerferien og hvis det så mod forventning ikke skulle gå mellem jer to - så kan du rykke hjem og være i min lejlighed, det sidste års tid her, inden du er færdig?" (Forestil jer en 22-årig der får sådan en fantastisk nyhed serveret af sin far.. Ja jeg VAR ved at køre galt!). 

    Vi snakkede om det, sådan cirka hele aftenen, mens vi var ude og spise, hvor vi prøvede at vende tingene frem og tilbage og prøvede at finde ud af, hvordan og hvorledes tingene bedst muligt kunne komme til at hænge sammen, så det passer med studie, flytning og hele molevitten. Vi fandt en løsning: 

    Jeg FLYTTER hjem til Sjælland. Hjem til familie, de venner jeg har, dem jeg kender, hjem til min elskede far. Bedst af alt - hjem til M. Hjem til ham der formåede at vende min tankegang, ham der har hjulpet mig igennem de svære nætter, han der har givet mig så meget livskvalitet, fået mig med uden for i verden (til at begynde med, godt nok kun lange ture i København, men det er en start, og det er en af de bedste). Hjem til den mand, der for første gang i rigtig rigtig rigtig mange år, får mig til at føle mig hjemme. 

    Sommeren kommer derfor til at gå med masser arbejde, masser flytning, masser rykken rundt (igen), men mest af alt: lykkefølelsen af at det kommer til at tage mig 30-35 minutter til at komme rundt til min familie. Sammenlagt, når jeg skal arbejde skærer jeg 4 timer af transporttiden (per gang!), komme på plads, og få genetableret en masse kontakt med venner og familie. 

    Fredericia er sikkert en rigtig skøn by. Når jeg rejser så meget, bruger så meget tid væk, og deraf ikke har tiden, desværre, til at få en omgangskreds herovre, bliver ensomhedsfølelsen bare markant. Det er rigtig svært, og jeg får det simpelthen så skidt, når de perioder kommer. Jeg glæder mig til rigtigt rigtigt at komme hjem. Jeg kan slet ikke vente.

    Og M har givet mig lov til at male både altanen (i en pæn hvid farve), og male børneværelset, så hans drenge kan få et herre sejt værelse, når de er ved os. Samtidig får de en køjeseng, der skal males hvid, også med et eller andet op ad benene - præcist hvad, det ved jeg ikke endnu. Det kommer til at give den der fantastiske følelse af at det kan blive mit - det er rent faktisk noget, hvor jeg kan sætte mit præg på det. 

    Også har jeg, langt om længe, fået lov til at gå ud og spendere de forbandede ører på at få pyntepuder til sofaen! M har sagt, at vi kan have mit spisebord (og stole), og mine sofaer, når vi rykker ind hos ham. Han har lovet at hjælpe med flytningen, på alle måder som han kan. Det være sig, at vi tager herover en lørdag til en søndag, og får det hele pakket ned, og tager herover dagen før vi har aftalt at flytte, og får tingene stillet, og står tidligt op og får hele dynen væk derfra hvor vi skal, så der er klar til at blive malet, fra det sekund far og hans venner dukker op. Så pakker vi bilen, og M og to af vennerne kører afsted til Sjælland, og far og venneparrets kone og jeg bliver og gør det sidste færdigt. Det vil sige, der bliver malet - det vil sige, der bliver gjort rent, og klar til at blive synet, så jeg kan få afleveret nøglerne og gjort tingene pænt. 

    Samtidig synes jeg at jeg kan begynde at se en ende på ensomheden. Jeg kan langt om længe se, at det bliver bedre. Og jeg kan mærke, at det giver mig så megen ro. Jeg NYDER at jeg ikke skal tonse afsted med 800 km i timen, hver dag for at nå det hele, men at der rent faktisk er en der overtager, når jeg ikke længere kan. 

    Selvom jeg godt kan mærke, at en flytning igen er hård, og udmattende, og jeg tror jeg kommer til at have nogle dage, hvor jeg slet ikke kan overskue hverken verden, mig selv, eller nogle andre. Så ved jeg at det kun er for den tid, indtil det er overstået - og jeg kommer helt hjem. Mit hjem. 

    Jeg glæder mig, og dagene går så hurtigt indtil, og alligevel så dælens langsomt. 

    Men nu skal jeg hjem. Hjem til Sjælland, hjem til min familie,  hjem til min far, hjem til M *love*

    Jeg får et sted nu, jeg kan kalde "hjem".

    Mit sted - vores sted - hjem <3 

  4. En af de mange små sjove ting, ved at arbejde i supermarked, er at læse folks huskesedler. 

    Uvist af hvilken årsag har nogle kunder det med at smide sedlen på gulvet eller i en indkøbskurv, når de er færdige med at handle. 

    Her er et lille udpluk af, hvad jeg er stødt på i tidens løb: 

    Papkylling

    Vaskemidl + skyldemidl

    Spegitte

    Midst.pølser

    Tost

    Hviskisovs

    Missemad

    Katmad 

    Sjampo 

     

  5. ...på min læges hjemmeside. Det gik fint med to af produkterne, men det sidste kunne jeg først bestille igen d. 18.11.17. Dét kan jeg jo ikke bruge til noget, eftersom jeg ikke har flere, når jeg har taget søndags ration. (Jeg doserer altid medicin til en uge ad gangen - det gør det mere overskueligt, og jeg skal ikke have fat i pilleglas og blisterpakker hver eneste dag.) Jeg må lige prøve at ringe til lægehuset og se, om de vil bestille dem til mig alligevel... (Det ville de godt. Pyha!)

    Torsdag i sidste uge tog jeg et skridt ud i en ukendt verden: Jeg begyndte til teori, med henblik på at få kørekort til bil. (Mine forældre vil betale for det, fordi de har ønsket at lade os 4 børn få lidt arv på forskud. Men pga. reglerne om formue, når man er på kontanthjælp, ville det være dumt at lade mig arve - i stedet fandt vi ud af denne løsning, hvor de så i stedet betaler for mit kørekort.) Det er skræmmende og angstprovokerende ad H til, men samtidig virker det også bare som en kanon god løsning, der vil give mig større frihed og flere muligheder, end jeg har nu. I aften skal jeg til 2. omgang teori.

    Det føles lidt underligt at sidde dér blandt en flok 16-17-årige unge mennesker, som jeg snildt kunne være mor til,  -men på den anden side så går jeg jo ikke til teori for at finde nye venner. Kørelæreren er en ældre kone, som virker meget frisk og bramfri - jeg er blevet anbefalet at tage kørekort hos hende, og da jeg ringede til hende onsdag i sidste uge, og det viste sig, der var plads på holdet, som startede dagen efter, var det om at tage en hurtig beslutning. Det eneste trælse, der lige er at sige om det, er at teorien ligger fra 18 til 19.30/19.45 - hvilket betyder at vi er nødt til at spise aftensmad allerede kl. 17... Nå, igen - det er en periode, det handler om, så mon ikke vi overlever alle sammen.

    I disse dage er Storebror her. Han kom i går eftermiddags og bliver til enten søndag eller mandag. Jeg har lovet at klippe hans hår - det nåede vi ikke sidst han var her, så det trænger! -, og så skal han med til Mortens Aften hos svigerforældrene i morgen, og med til min mors fødselsdag på lørdag. I aften får han lov at være "barnepige" (for Knægten, som på det tidspunkt gerne skulle ligge i sin seng), mens Manden henter mig i Grindsted (efter teori), for så laver vi lige en lille LIDL-indkøbstur ud af det.

    Jeg er i fuld gang med dét dobbelte sengetæppe, som Manden og jeg selv skal have. Det er strikkede firkanter ("lapper") på 10x10 cm., som så bliver syet sammen. Der skal være 22 rækker med 23 firkanter i hver, hvilket vil sige i alt 506 lapper. Jeg HAR strikket de første 17 rækker, og noget af de efterfølgende 3, så det nærmer sig da en afslutning. Det er en rar syssel at sidde med om aftenen, når jeg alligevel er landet i sofaen foran TV'et, i hvert fald de aftener, hvor hænderne ikke er alt for gigt-plagede. Forrige år strikkede jeg et (enkeltmands)-sengetæppe til Knægten, som han fik i julegave, og sidste år til jul var det Storebrors tur. Han fik dog et til dobbeltseng, så det havde taget noget længere tid. Nu, hvor jeg kan begynde at se en ende på vores eget tæppe, har jeg besluttet at jeg vil strikke ét til mine forældre, som de får, når de har guldbryllup i februar 2020. Så er der god tid til at nå det...

    Jeg skal til at gøre mig klar til at komme ud af huset: Jeg skal til lægen og have lavet lægeattest med henblik på kørekortet. (Minder lige mig selv om, at jeg skal huske et pasfoto og så de 400 kr. i kontanter, det koster.) Heldigvis har jeg aftalt med Storebror, at han laver aftensmad i dag, for så kan jeg koncentrere mig om at lave lektier med Knægten, når jeg er hjemme igen - der skulle jo også gerne være bare lidt gas tilbage i ballonen, når jeg sidder i teorilokalet i aften! ;-)

  6. Jeg er i aften faldet over en mappe på min computer, hvor jeg har tømt den gamle computer for alt, hvad der lå af billeder og tekster af forskellige arter - skoleopgaver, dagbøger, selvproduceret prosa, digte og så videre. Det har været en hård omgang. Det meste af det stammer fra min tid på efterskolen, hvor mit selvhad var på sit allerstørste - mit selvhad og så mit had til andre mennesker og verden generelt. Særligt ét menneske havde jeg i 9. klasse svært ved at magte. Hun kom for tæt på Anna, følte jeg. Og det kunne jeg ikke tolerere. Det skrev jeg en masse linjer om dengang - som jeg senere omskrev til noget mere flydende uden at ændre i indholdets bundlinje. Det var lidt overvældende at læse igen, men jeg synes faktisk, det er ganske glimrende tekstforfatning - når man altså ser bort fra indholdet og opstillingen af en scene, hvor jeg HAR slået hende ihjel.

     

    Jeg ved ikke, om det var min mening, at det skulle gå så galt. Måske var det ikke. Men da jeg klemte til om hendes slanke, solbrune hals, ville jeg blot lære hende, at hun kom for tæt på. Lære hende, hvordan hun legede med sit liv, hvordan hun skubbede til spillereglerne – for det var, hvad hun gjorde. Hun trængte sig på, hun forstyrrede mig.

    Hun var ikke blind – hun var bare dum. Et unævneværdigt navn til en hæslig eksistens, som jeg tidligere havde kendt mange lignende af uden at behøve anstrenge mig for at lede efter dem i hukommelsen. Men netop hun forstyrrede mig i min søgen efter mig selv, hun stod i vejen for det spejl, hvori jeg søgte efter mig selv efter mange års forgæves søgen. Jeg var nødt til at lære hende en vigtig lektie.

    Hun var egoistisk, og jeg betalte hende blot en retfærdig pris tilbage. Retfærdig for mig, og jeg er nok. For mig. Hun levede uforstyrret i sin egen, lille verden af hvid chokolade, og hun hjemsøgte mit liv med den evigt tilbagevendende tanke om hendes frygtelige, falsetagtige latter, hendes sukkersøde håndled, hendes enestående evne til at prale og til tale om sig selv. Hendes skingre, skærende stemme genlød i mit hoved, når jeg så hende, og jeg byggede en mur af uigennemtrængeligt had op mod hende for hvert eneste sekund, jeg så på hendes uintelligente ansigt.

    Jeg fortryder intet. Dig fortryder jeg allermindst. Jeg nyder at have dit liv på min samvittighed, jeg nyder smagen i munden. Det varmede mit hjerte at se dig ånde ud for sidste gang.

    Jeg har nærmet mig målet i min søgen efter at være noget eller nogen.

     

    Store ord fra en 16-årig. Jeg aner ikke, hvor hun er henne i dag - Kirstine, hed hun. Det er også ligegyldigt. Men jeg glemmer aldrig, hvor meget jeg hadede hende dengang. Og hvor er det dog paradoksalt, at min afsky for hende "lader som om", den skyldes hendes egoisme - når det dybest set og meget soleklart bunder i min egen ekstreme egoisme. Måske lignede vi hinanden?

  7. Puha, at blive mor har virkelig fået en masse følelser frem, som jeg troede for længst var bearbejdet og forsvundet - men åbenbart ikke. 
    Jeg var blevet advaret om at det kunne ske, men jeg troede egentlig ikke helt på det. De kloge siger jo så meget.

    Men, nu er det så sket, og jeg er sur, skuffet, såret og ked af det over alt der er sket i mit liv de sidste 8 år - at ignorere dårlige oplevelser er åbenbart ikke vejen frem alligevel. :(

    Alligevel forsøgte jeg selv at styre det, da følelserne kom, og det resulterede i at jeg blev rødglødende rasende på xKæresten over ingenting - og jeg endte med både at råbe af ham og skubbe til ham. Jeg har aldrig i mit liv været så sur, og det blev udløst af en bagatel. Jeg har så dårlig samvittighed, selvom det er et par uger siden nu, og værst af alt - det hele skete foran E. Jeg ved godt at hun ikke er gammel nok til at kunne huske noget af det når hun bliver ældre, men jeg vil *aldrig* lade hende se sådan noget. 
    Normalt er jeg heller ikke udadreagerende. Jeg har aldrig slået eller skubbet til andre end min bror (men sådan er søskende jo :storsmil:) på trods af at jeg har haft rig mulighed og grund til det. 

    Så på mandag starter jeg samtaler ved en psykoterapeut. Jeg vil gøre alt for at der aldrig sker noget lignende igen, og jeg har efterhånden indset at jeg ikke kan klare det hele selv, uanset hvor meget jeg ville ønske at jeg kunne. 

  8. Jeg har igennem de sidste par måneder gået igennem en kæmpe transformation og jeg kan mærke det har været SÅ godt og SÅ sundt for mig. Jeg som troede det aldrig skulle blive bedre igen og at angsten for altid ville have mig i sin hule hånd. Jeg har måtte kæmpe og indse en helt masse ting, som jeg aldrig troede jeg skulle igennem igen. Nu kan jeg efterhånden se lyst på tingene igen - jeg kan se målet, hvilket er noget som har virket så urealistisk de sidste mange måneder. Jeg er så glad og jeg er så stolt over mig selv, fordi jo jeg har fået hjælp, men for at jeg har kunne få den hjælp har det krævet jeg vitterligt har måtte give ált af hvad jeg overhovedet har kunne give af mig selv. Jeg har tudet mig igennem samtlige møder, fordi jeg bare måtte erkende overfor mig selv og for andre at jeg faktisk bare havde det pisse dårligt og nej jeg var sgu ikke klar til at få noget arbejde eller en uddannelse uanset hvor meget jeg så end gerne ville. Mit sind har været for mørkt og min styrke for svag. Der var udelukkende mørke i mit indre. Dog huskede andre mig på at det for mig galt om at fejre selv se små sejre. Den sejre var at gå til erkendelse, hvilket for mig betød at jeg gik til kommunen og bad om kontanthjælp, fordi jeg var for dårlig til at komme videre alene, at jeg blev nødt til at få hjælp for at kunne komme videre. Det at gå til kommunen var i sig selv utroligt flovt, men alligevel en sejr, for selvom jeg tudede mig igennem det hele og synes det hele var så flovt, så gjorde jeg det nødvendige. Ikke kun det nødvendige for mig, men også for min kæreste, fordi han ikke kunne blive ved med at betale for to og mine forældre heller ikke kunne blive ved med at betale og give mig alt, for det gjorde heller ikke mig noget godt, fordi skyldfølelsen bare langsomt hobede sig op indvendigt. Den næste sejr kom da jeg tog imod dét som kommunen foreslog mig af tilbud, og det er jeg simpelthen så glad for, fordi netop de tilbud gjorde at jeg nu kan stå på den anden side og faktisk begynde at føle mig som mig selv igen. Jeg er ikke sur, tvær, usikker og ked af det hele tiden. Jeg er glad og jeg rummer overskud.

    Derved ikke alle dage er lyse, for det er de ikke, men negativiteten og usikkerheden, som nærmest var det eneste jeg kunne rumme, det indeholder jeg ikke så meget længere. Jeg er nærmest aldrig bange mere. Jeg bliver ikke ked af det, hvis min kæreste gerne vil have alene tid eller gerne vil være sammen med drengene. Jeg accepterer det i stedet for at stille spørgsmålstegn ved det. Det er SÅ dejligt at kunne tage hjem uden at have en klump i maven, fordi ikke nok med det ødelagde mig, så ødelagde det også langsomt min kæreste, fordi han ikke rigtigt kunne finde ud af hvilket ben han skulle stå på, fordi han ikke har ville såre mig. Utroligt han har kunne holde mig ud med alt den usikkerhed, jalousi og angst der har været omkring mig ligeså snart han har været væk fra mig. Jeg kan da stadig tænke; allerede? men det er mere fordi jeg aldrig kan få nok af ham, men der er vi så forskellige, fordi han har sommetider brug for at kunne koble fra alene.

    Da min angst var værst lammede den mig fuldstændigt. Jeg kunne ikke gå ud for en dør, hvilket altså vil sige jeg isolerede mig selv helt vildt og ofte så jeg udelukkende min kæreste i 2 uger, hvor jeg måske var ude for en dør 3 gange MAX. For det første var jeg bange for at forlade lejligheden, fordi jeg var bange for jeg glemte at slukke noget, så det måtte jeg jo tjekke en milliard gange. Jeg var bange for offentlig trafik, fordi tænk hvis der sad en gidseltager i bussen/toget, eller tænk hvis nogle havde placeret en bombe, eller bussen kørte galt. Jeg turde heller ikke handle, fordi jeg var bange for at glemme noget og samtidig blev jeg stresset af alle menneskerne igen fordi jeg var bange for der skulle ske en gidseltagning eller røveriforsøg eller lignende. Det værste var dog at skulle stå i kø og skulle til at betale, fordi jeg blev sommetider så nervøs jeg ikke kunne huske min egen kode til min kort og så stod folk jo og ventede på jeg kunne nosse mig færdig. Gik jeg på gaden alene, så var det altid i et fuldstændigt latterligt hurtigt tempo, som hvis jeg var ved at komme for sent til en bus/tog, for så stoppede folk mig ikke for at spørge om vej eller for at spørge om jeg ville købe det her abonnement eller støtte den her fond (det havde jeg en eller anden skør angst for) og samtidig ville folk jeg kendte også kunne se jeg havde "travlt" jeg var altid bange for at møde folk jeg kendte på åben gade af en eller anden grund. Jeg var bogstavligtalt bange for ált. Jeg kunne også tænke "hmm, det her bliver en god dag" og det var det måske også lige indtil ham der på togperronen gik lidt for meget frem og tilbage, for hvorfor gjorde han det? og så begyndte tankerne, fordi tænk nu hvis han hoppede ud foran toget, eller er det en bombe han har i tasken? Eller ham der, han kigger lidt underligt på mig, hvorfor kigger han på mig? Kender jeg ham? Jeg er og har været bange for rigtig rigtig mange ting, og meget af det har været fremprovokeret af mænd. Jeg oplever stadig en hvis angst omkring mænd, men det er på et helt andet niveau nu, eftersom min læge er mandlig og jeg desuden har ladet mig behandle af en mand (akupunktur med angst) og der har de jo kun gjort mig godt, så det har hjulpet lidt.

    Jeg glæder mig til at komme igang med min praktik. Jeg får en knude i maven, som jeg ikke helt kan tyde, for jeg bliver nervøs, når jeg tænker på praktikken, men alligevel glæder jeg mig. Jeg tænker det er meget normalt at være nervøs. Nervøsitet er vel egentligt også i nogle tilfælde en god ting..? Jeg er begyndt at hele efter operationen. Det er satme grimt og ulækkert at se på, men jeg kan i det mindste se fremskridt. Det er ikke bare det her store kødsår, som det vitterligt var i starten... Puha. Første gang jeg skulle skifte plasteret begyndte jeg at græde fordi jeg for det første fik et chok og for det andet tænkte, at det da aldrig nogensinde ville kunne hele op eller blive pænt igen, men nu sker der fremskridt! Jeg skal til møde med min sagsbehandler i næste måned for at snakke lidt grundigere om praktik og alt det hejs der. Det bliver nu meget godt. Hun er rigtig sød, og var med til at gøre mig rigtig tryg i starten, når jeg gik til de kurser i huset. Kom og sagde godmorgen til mig, kom ud i rygepauserne for og høre hvordan jeg havde det osv. Det var super dejligt og jeg følte mig set.

    Nu har jeg været sygemeldt i to uger og jeg keder mig, så jeg går og nusser rundt i VORES lejlighed - har jeg fortalt vi er flyttet sammen? Det er så SKØNT. Men i hvertfald, mens han er på arbejde, så har jeg de sidste par dage gået og nusset rundt i lejligheden. Gjort rent, tændt stearinlys og forsøgt at sætte lidt mit eget præg, eftersom vi er flyttet ind i hans lejlighed. Hans er ikke så stor, faktisk var min større, men hans er tilgengæld billigere og det betyder vi kan spare op til en større lejlighed sammen, når nu vi er flyttet sammen i hans. Det betyder også jeg har måtte købe opbevaring til mange af mine ting, i hvertfald de store, så nips osv. det er jeg efterhånden begyndt at sætte lidt frem i hans - eller ja vores, så jeg også kan føle det et eller andet sted er mit. Næste måned hedder det projekt opsæt af hylder og så skal der købes mere nips, nogle pynte puder og tæpper. ELSKER HYGGE! Inden jeg satte mig i sengen og påbegyndte dette indlæg havde jeg da gjort rent her og der, igen tændt stearinlys og så hører jeg lækkert musik på hans indlæg, så det er bare ren nydelse. Man må bringe den bedste ud af situationen når nu der ikke er så meget at give sig til.

  9. D. 14 oktober flyttede min roomie ud.

    Det har godt nok været en langsom og udmattende affære. Det hele er på plads de økonomiske ting og jeg skylder hende faktisk ikke noget. Der er mange der har sagt til mig, at om vi ikke bare skulle glemme det og finde ud af noget pga. det venskab vi har haft. Noah har også sagt det. Jeg har virkelig tænkt meget over om det bare er mig der er helt forstokket.

    Jeg har her forleden modtaget et brev fra Yousee (vores internet), som hun har stået for, men har selvfølgelig betalt min del. Jeg har en uge  tidligere modtaget et brev som dette - åbnet og fundet ud af at det er fordi, at hun ikke har betalt en regning fra dem. Jeg smed brevet ud fordi jeg havde det lidt skidt med jeg bare åbnede det. Noah sagde til mig, at det kunne jeg ikke bare gøre og at jeg burde kontakte hende og sige det som det var. Det gjorde jeg ikke. Der er så kommet et nyt og jeg skrev det til hende.  Derved at jeg altså havde åbnede det her brev og jeg håbede at det var ok efter jeg åbnede og sendte nogle billeder, så jeg kunne give det videre.

    Svaret var som følgende om jeg ikke ville komme ud på hendes arbejdsplads med det fordi hun gerne ville have det i dag. Jeg skrev til hende at nej det kunne jeg ikke, men kunne da ligge det under dørmåtten i en plastic lomme. Hun spørger mig derfor hvorfor og om jeg ikke bare kan ligge det i receptionen. Jeg forsøger at forklare hende, at jeg ikke rigtig kommer den vej og at det egentlig ville være en omvej. Hun svarer igen med, at min lejlighed ikke ligger på vejen, hvor hun skal hen og jeg har bedre til end hende fordi hun skal nå toget og det passer bedst sådan. Jeg må indrømme, at jeg bliver en anelse provokeret. Jeg skriver derfor til hende at det jo er hendes brev og så må hun selv komme at hente det. Det sådan rimeligt normalt at gøre sådan ellers må hun ringe til yousee og bede dem om at sende et nyt til hendes nye adresse.

    "wauw .. kan du tage nogle nye billeder hvis det er for svært at køre ud på hotellet med det :)"

    "ja selv wauw ;) det jo lige så svært for dig så ergo vi har begge travlt :)"

    Jeg sendte nogle bedre billeder også var samtalen ligesom slut. Der var smileys og alt det lort gennem hele korrespondancen, så det foregik stille og roligt.

    Ja jeg kunne sådan set godt have været kommet ud med det. Det ligger 2 km væk, men skal ikke rigtig den vej og ærligt talt så har jeg simpelthen ikke lyst til at rende og være pakke bringer for hende. Jeg bor ved banegården, hvor hun er hver gang hun er på arbejde, men i følge hende er hun ikke rigtig i nærheden? Og hvad bilder hun sig egentlig ind og vurdere at hun har mere travlt end mig og at hendes tid er mere kostbar.  Jeg synes simpelthen det er så frækt og selvcentreret. Min far har lige haft samme situation med min søster, som skulle låne noget. Min søster er for øvrigt 16 år og meget teenager blind.

    Der har været så meget pis med den her flytning og penge. Alt det som hun ville have, men i princippet ikke har ret til. Alt det som hun og hendes familie synes er det rigtige.

    Jeg kom til en erkendelse forleden, at det der er gået galt mellem stammer tilbage fra dengang jeg var voldsomt ramt og faktisk gerne ville begå selvmord. Hun havde mig med til vagtlægen og så sad hun der og græd. Ringede til sin mor, en kollega som også er en af mine tidligere kollegaer. Jeg kan godt se det er en voldsom oplevelse for hende. For mig var det en hel anden oplevelse. Jeg var flere gange ved at bryde ud i latter ved vagtlægen. Det der sker er at hun begynder at diktere at jeg skal tage til psykiatrisk afdeling i vejle og ringe til en selvmordslinje. Jeg vælger at sige nej. Det ville jeg simpelthen ikke. Jeg ville bare ikke. Kunne bare mærke, at det ikke ville gøre noget godt for mig. Jeg ville ikke sige på en psykiatrisk afdeling og have ondt af mig selv. Jeg kunne virkelig bare mærke det ikke ville være det rigtige især i henhold til jeg ikke vil sidde derop og skulle have en diagnose eller medicin. De har i forvejen dårligt tid til patienter den slags steder. Jeg følte virkelig det ville være en overilet beslutning. Jeg ville vente med til min aftale med den psykolog jeg havde bestilt for flere måneder siden. Så det var det jeg gjorde jeg. Det har jeg været rigtig glad for. Jeg føler jeg jeg har fået lov til at tage det i mit eget tempo og i mit eget hovedet få sat ord på, hvordan jeg selv har tænkt om selvmordstankerne og alt andet.

    Gennem de sidste par måneder har min forhenværende roomie konkluderet at jeg ikke har søgt hjælp, men det har jeg jo så faktisk. Har bare ikke søgt den hjælp hun ville. Man kan også sige hun har bestemt ikke en eneste gang spurgt, hvordan jeg har det og om jeg har søgt hjælp etc. Hendes mor var forbi efter min roomie begyndte og ville flytte til kbh og gav mig en pædagogisk snak.

    D. 14 da hun flyttede efter lod hun et budskub på køleskabet, hvor der stod

    loner.jpg

     

    Loner - som i enspænder, en der godt kan lide at være alene

    lev

    Nap - som i at tage en lur. Vi har taget masser af lure sammen.

    me - me som i mig. Det er en intern joke vi også har haft. "mig mig mig"

    Jeg blev simpelthen så.. Jamen "det mener hun simpelthen bare ikke det der" ..  Jeg tog det lidt som så bare lev alene hvis du gerne vil det. Du tænker alligevel kun på dig selv...

    Konklusion må være at jeg ikke kan være venner med hende og så er den bare lukket der. Det eneste jeg har det dårligt med er, at hun nok fremstiller mig sådan over for vores fælles venner og dem har jeg så tabt i svinget uden jeg har lagt mærke til det. Det okay - det er tidligere kollegaer. så venner og venner :) Men jeg føler mig lidt som en kæmpe taber i det her. Jeg har også tydeligt kunne mærke, at hende og hendes familie er blevet enige om, at jeg er en sød pige  med mange problemer, som de har forsøgt at tage tage til sig og hjælpe. Jeg er dog bare så skadet og man kan ikke hjælpe nogen der ikke vil hjælpes. Kender i de typer der ser en som et offer  - en type man bare har medlidenhed med fordi man måske føler sig hævet over dem?

     

    God dag derude.

    - Regga

     

     

  10. Hej alle på DELDIG, benbaj vil afgå ved sletning, da jeg gerne vil være rimelig anonym, med de ting jeg skriver om, og jeg ved at en meget snaksalig dame jeg kender har fundet herind og snakker om at oprette en profil, og på nogle af mine gamle indslag er jeg ret genkendelig, så derfor vælger jeg at forsvinde som benbaj og genopstå som noget andet.

    Jeg vil ikke ændre min profil, kun ændre navnet og så slette nogle af de mest personlige genkendelige indslag

  11. Tro i lænker.

    Hvad får os til at tro. Jeg tænker her på at tro på noget, som er uden for vores dagligdag. Tro på et liv efter døden. Tro på en himmel eller et helvede, en skærsild eller et evigt liv i himmels lykke. Tro på , at der er en, der styrer og leder os: vore tanker og vor færden.

    For det første er det vel den påvirkning vi får fra vore forældre, der kan gå fra en stærk religiøs påvirkning  til en ligegyldig do, alt efter vores forældres egen religiøse opfattelse.

    Hvis barnet bliver påtvunget at deltage i åndelige møder som f.eks. Jehovas Vidner,kan grundstenen blive lagt til et langt liv i troen lænker. Lænker, som er næsten umulige at bryde ud af, og hvor konsekvenserne er uoverskuelige.

    Jeg har lige hørt en lydbog: Jehovas lille vidne, hvor en ung kvinde fortæller om sin barndom og ungdom i Jehovas Vidners lænker. Hvordan hun brugte al sin tid og flid i Jehovas tjeneste, og om, hvordan hun som 38-årig brød med Jehovas Vidner. Men også om den høje pris, hun måtte betale for sit brud.

    I  forbindelse med Jehovas Vidners forkyndelse var der et væsentligt element, jeg fæstede mig ved. Jehovas Vidner tror ikke på et helvede eller en skærsild, hvor sjælen skal lutres for en kortere eller længere tid.

    Når verden går under, vil alle troende Vidner, som er et begrænset antal, gå ind til et evigt lyksaligt paradis. Men de, der ikke kommer i himlen, kommer ikke i helvede, men bliver kort og godt udslettet. Jeg kan næsten for egen regning tilføje, at de på linie med andre religioner opnår Nirvana.

    Der er ingen trusler om et helvede i Jehovas Vidners forkyndelse. Men for de, der bryder ud af Jehovas vidners lænker, kan livet her på jorden næsten sammenlignes med et helvede.

    Det, der får almindelige dødelige som mange af os, til at tro på noget: religion, eller egne forestillinger om en eller andet, der griber ind i vores daglige liv og færden, er vel i grunden vor egen utilstrækkelighed. Vores angst for at stå alene – som ikke mindst i farens eller dødens stund, får os til – enten med foldede hænder- eller blot i tanken at sende en stille bøn om hjælp og styrke til at overvinde faren til et forsyn, en skaber, en Gud – eller måske til den livskraft, der får vores hjerte til stadig at slå.

    Hilsen fra slaaenbakken

  12. Hvordan det hele startede - med mit livs kærlighed. 

    Det hele startede da jeg var 18 år gammel. Boede jeg på et opholdssted, på Møn. Jeg har en bedsteven, der også går der. Jeg mødte ham her "Mikkel", og en som hedder "Patrick", sammen med min bedsteven. Det hele var mega mærkeligt - for jeg havde snakket med "Mikkel" mange gange før i tiden, sådan noget - hvor vi bare ikke kunne lide hinanden, så mødte jeg ham i virkeligheden, og mødte også Patrick. Jeg synes virkelig godt om dem, især Mikkel. ♥ Jeg mødte dem flere gange, vi begyndte være sammen sådan 2 gange om ugen, i sommerferien. Jeg blev mere og mere glad for Mikkel. Jeg ringede til ham hver aften, og sagde godnat - og hver morgen. Vi aftalte at tage på bakken sammen, alle sammen. Jeg prøvede rigtig mange forlystelser med Mikkel. Vi begyndte at skrive, sammen hver dag - hele tiden, men i alt det her havde jeg jo en kæreste. Jeg så slog op med, jeg havde ikke flere føleser for ham. Mikkel er mit livs kærlighed, jeg havde aldrig mødt en dreng, som ham før. Han var bare så sød, var der altid for mig, passede på mig, skrev med mig, ringede til mig når jeg havde brug for en at snakke med, han var den dreng - som forstod mig aller bedst, jeg aftalte med Patrick, at komme hjem at sove i en weekend, efterfølgene - Havde jeg en overnatning hos Mikkel - Så var vi kærester, ja .. det gik rimelig hurtigt. Det blev vi også enige om, men vi var også enige om - det var det vi ville. Og at det virkelig skulle være os, han fortalte han har kunne lide mig igennem hele det her spil. Og jeg vil jo også blevet rigtig glad for ham jo, så vi synes det var det rigtige. Jeg boede jo på det her opholdssted på Møn, og han bor jo i københavn - så ja. vi var rigtig langt væk fra hinanden, det kunne jeg ikke holde ud, jeg var alligevel ved at lede efter, lejlighed - jeg kunne ikke klare at bo der på opholdssted - jeg kom jo ikke videre, så ringede til "Min kæreste - Mikkel", og græd, jeg kunne ikke noget dernede, jeg var så ked af det hele tiden, jeg ønskede bare at se ham "mikkel", hele tiden kunne ikke undvære drengen! Han sagde jeg bare kunne komme hjem og være hos ham nogle dage. Og jeg fortalte ham hele historien, han forstod mig 100%, og han sagde jeg bare kunne blive hos ham. Så stoppede jeg på mit opholdssted - og nu har jeg verdens dejligste kæreste, nogle pisse dejlige venner herinde i københavn -og snart igang med skole, når kommunen finder ud af det sidste, hvor - hvornår osv. Det har været en hård kamp, men jeg gjorde hvad min mavefornemmelse sagde. Jeg synes det var det rigtige valg, for mig. :-) 

    - tak fordi du læste med. ♥

×