Hop til indhold

Blogs

Vores community blogge

  1. Min mor er Jekyll & Mr Hyde.
    Hver gang hun drikker så bliver hun en helt anden, voldsom person som ikke kan huske hvad hun har gjort da hun var fuld og hun nægter at tro på det! 
    Hver gang hun har drukket er det som at se og høre et helt andet menneske snakke. Hun bliver voldsom men fornægter det nå hu er ædru. Hun siger at alt er vores andres skyld og at vi er så onde mod hende og udnytter hende.
    Hun står og siger at hun aldrig har slået nogen af os men alligevel har jeg set hende slå min storebror, min yngste storesøster og mig, men hun tror ikke på det og nå hun vel tror på det så siger hun at vi slog hende først!

    Hun tager stoffer nå hun er fuld og nægter at tror på det nå hun er ædru... 

     

    Jeg er så træt af det her!

     

  2. Så er valget overstået. Eller rettere: valgene. Der var jo to. 

    Jeg har moret mig en del over en valgplakat. Navnet og partilogoet står som det skal, men nederst i det ene hjørne står: "Indsæt tekst her." Okay, må jeg selv bestemme, hvad du mener? Giv mig en tus og en stige, så skal jeg hurtigt få indsat et budskab. 

    En anden jeg har moret mig over, er et stort banner: "En by i balance." Ja det er vældig, men banneret hænger altså skævt. 

    Den sidste anekdote er fra valgdagen. En lille gut er med sine forældre nede at stemme. Han går hen til en skraldespand, klapper på den og siger: "Affald." Forældrene roser ham og siger, at ja, det er affald. Da han så får øje på valgurnerne løber han hen og klapper på den ene og udbryder: "Affald!" Til stor morskab for alle i nærheden. 

  3. Ja, så fik man en stille stund. 

    Kampen mod kiloerne forsætter.... Den evige kamp..... Ej jeg skal/ vil nå i mål. Men ja der sker bare så meget. Som græsenke i hverdagen, er det bare så nemt at falde i den hurtige energi kile, når børnene er puttet.

    plus lige nu bor børnene og jeg ved en onkel, indtil vi får nøglerne til vores nye hus. 

    Så er bare på, på en måde på hele tiden, aldrig selv aldrig i mit eget... Og manden er kun hjemme i weekenden før han skal ud igen i løbet af ugen. Så ja er bare på. Har da en stor hjælp ved at være tæt på familie igen. Men det er også svært når man er vantil at klare sig selv.

     

    nyt arbejde, så spændende, endelig en chance for at udvikle mig. 

    Så ja der sker bare så meget.

    men ja alt bliver nok godt.

  4. Jeg er så deprimeret over den mørke årstid. November er en måned som jeg har det svært med. Det manglende dagslys, og kulden der for alvor sætter ind gør mig så elendig tilpas. Jeg ved selvfølgelig godt at foråret og dagslyset kommer tilbage, men der er lang tid til. 

    Jeg prøver at komme ud i dagslyset så meget som muligt, da jeg har hørt at lys skulle kunne modvirke depressive tilstande, men problemet er jo at der er så lidt lys at være ude i. Jeg tror at jeg vil gå en tur i skoven her over middag, og så se på de smukke slanke bøgetræer. Jeg håber så at solen vil skinne på mig. Jeg gider ikke gå til lægen og anmode om lykkepiller, da jeg synes det er meningsløst. Jeg vil selv komme mig over den slemme november uden medicin.

    Hvad gør i kære bloggere, for at komme nogenlunde helskindet gennem november, og de tilhørende depressioner ?

  5.  ..  Jeg ender altid med at skrive når jeg har en eksame, og jeg ikke rigtigt kan sove, og alle de tanker bare flyder. Hvis jeg skal være helt ærligt, så havde jeg lidt glemt at jeg havde denne blog, fordi jeg nok ikke bruger den så meget som jeg troede at jeg ville. Jeg ville ikke lave flere løfter om at skrive mere herinde, som jeg tidligere har gjordt, jeg skriver når jeg har noget at skrive, og and i got some tea to spill. 

    tumblr_nruxd53brX1uylv3yo1_400.gif.37e3033649323fc0e06065b44cf431ef.gif

     

    Well lad os starte med den nye flirt in mit liv. 

     

    tumblr_osxev3Vy4q1ujcvduo1_500.gif.e8ca679373f7b48e644ff9bac683564e.gif

     

    Jeg har skrevet med ham i et par uger nu, (faktist i lidt over en måned) og han er bare så god for mig. Det er bare som om han er skabt til mig, at han kan være min bedre halvdel. Men igen jeg har ikke mødt han endnu, og har kun skrevet med ham, men vi skriver sammen hverdag, flere gang om dagen, vågner med en sød morgenbesked fra ham, og så skriver vi en del i løbet af dagen, og jeg sender tit en godnat besked til ham, da jeg går senere i seng end ham. Det er bare som om at hvis jeg havde mødte ham før nu, så ville jeg ikke være klar til ham og omvendt. Vi har bare de sammen mål og ønsker for livet, og det er som om jeg kunne skrive hvad som helst, og han ville acceptere det, og hvor jeg er dårligt til at skrive eller dele min følelser, der er han bedre til at være skubbe mig, og til selv at dele det, og hvor jeg mere modig i forhold til at tage flere chancer, der er han mere genert, men gerne vil prøve mere på grund af mig. Vi afbalancere hinanden hinanden meget godt.  En del af mig er åh så lykkelig, fordi jeg virkelig tror at dette kan blive til noget godt, og en anden del af mig er bange fordi jeg allerede er faldet så hårdt for ham, selvom jeg prøver at holde mig selv tilbage og bliver ved med at sige "vent nu til at du møder ham," jeg er bange for at vi måske er helt anderledes når vi første står foran hinanden, jeg er bange for at kemi måske ikke er der når vi skal se hinanden i øjne, eller hvad nu hvis han har en anden idea i hans hoved om hvordan jeg virkelig er. Jeg er bare lettet over at jeg har fortalte ham om min sygdom, og han ved den del af mig. Vi har flyttet vores samtale på messenge, og er derfor venner på facebook, hvilket gøre det lidt mere virkelig, da han kan se alle mine billeder af mig, dem af min ar, og dem hvor jeg sad i kørestole. og jeg kan selvfølgelig stalk ham. Det er bare utroligt hvor meget han fylder af min hverdag, uden at rigtigt være det. Jeg skal for første gang snakke i telefon med ham i denne uge, og høre hans stemme, og jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften, og vi har aftale at vi skal mødes her til december.  Jeg glæder mig bare til den dag hvor jeg kan sidde overfor ham,  og se hvor dette kan føre hen til, den dag hvor jeg kan række ud efter hans hånd, eller få et lille kys, eller se hans smil, eller få et kram, jeg glæder mig til en mulig fremtid med ham. Til alle vores første gang sammen.. Det er bare så let at se en fremtid med ham, og det skræmmer mig ikke som det normalt plejer at gøre. Han er ikke som andre fyre jeg normalt er sammen med, og det er bare en af de  mange ting jeg langsom er faldet for. 

    tumblr_oxxi9ku9wE1tjz72bo1_500.gif.a0a8346227a06593aedc98795ef0852f.gif

    Lad os slutte med M I N  flirt for denne gang, så jeg kan sove med et smil på mine læber. 

  6. Så er hovedet næsten tømt, men ved heller ikke hvornår jeg får tid igen. Så længe lillemus ikke er i skole er det kun når manden har nattevagt jeg kan betro mig til her.

    Inderst inde ved jeg godt, at selvom jeg ikke nævner navne, så vil mine meget udspecificerede beretninger kunne genkendes af dem der kender mig/os. Men jeg er nødt til at have et sted at få luft for alt det rod der er i mit/vores liv og mine tanker.

    Jeg husker også hvergang jeg har været herinde, at slette internet historikken så familien ikke kan se jeg har været her.

    Det er sådan set sandt, at vi har det lidt bedre, men ved dybest set godt, at jeg nok hurtigt ændre min omtale af især manden, af frygt for at han ser hvad jeg har skrevet. Men omvendt han ved udemærket godt den er gal, hvad der er galt og jeg ikke er tilfreds. Hvis han nogensinde læser min dagbog, vil han nok blive både ked af det og vred. Men den tid den sorg.

    Men vil sige alt ting taget i betragtning kan vi ikke have det meget bedre lige nu, er jo ved godt og grundigt at have beskrevet, mange af de problemstillinger vi er i. Og udpenslet mange af konflikterne og bekymringerne. Så energi har vi ikke altid meget af, det i sig selv kan få folk til at snerre mere af hinanden og ødelægge et hvert forhold. Så er vel på en måde flot at vi stadig holder ved og kæmper mod alle odds. 

    For lige at afslutte de sidste par uger, har i tirsdags igen skrevet til sygehuset vi e-boks, fordi det er væsentligt nemmere at de ringer til mig, og fordi de alligevel skal have hele vores observationsdagbog remset op i telefonen. Så nemmere jeg bare sender til dem, så ved jeg også de ikke hører og eller noterer noget forkert ned. Har bare ikke hørt fra dem endnu, ret frustrerende når tingene ikke er som de skal være.

    Min praktik holdt heller ikke, både fordi jeg hurtigt kunne forudse alt for meget fravær, eftersom det mod forventning ikke går bedre med Pulle.

    Men bad også om at få det stoppet igen, da stedet bare ikke var det rette, det var kombineret, hotel, cafe, gårdbutik mm. Og den bygning jeg var i var cafe og tilhørende køkken, de få gange jeg nåede at være der var der ikke et kendt ansigt fra gang til gang, Forstår godt der har et stort hold til på skift at være i køkkenet hvis det er tidlig morgen til sen aften der skal dækkes ind meeen....

    Uanset det kunne min psyke ikke bære allerede 3. gang jeg forsøgte var jeg helt opkørt, stresset, ja nærmest panisk. 

    Så nu venter jeg på indkaldelse til møde ved min socialrådgiver, for at finde ud af hvad vi så gør. Men der kan godt gå noget tid, for min tidligere socialrådgiver blev som nævnt sygemeldt, og den nye har så fået en hel sektion af sager oveni hendes egne og skal også lige sætte sig ind i sagerne, plus nogen måske er mere akutte end min. Virksomheds konsulenten der arrangerede og stoppede praktikken havde i forvejen fortalt mig, netop det og at det ville være fint hvis hun og jeg kunne lave opfølgning på praktikken fordi socialrådgiveren ikke havde tid forløblig. Så venter stille og roligt, har egentlig også nok at se til for tiden.

    Har i øvrigt heller ikke hørt mere til min anmodning om at få en mentor igen..... Nå må også bare vente stille og roligt og se hvornår det bliver.

    I dag har faktisk været den bedste dag i meget meget lang tid, Pulle og jeg tog chancen og kørte på julemesse hvor man kunne møde nogen youtubere som hun er helt vildt fan af.

    Vidste ikke om hendes helbred ville holde tiden ud slet ikke hvis hun skulle stå op i lang tid i en kø. Og jeg er heller ikke så skide go til store mennesker mængder, slet ikke når der er massen og skubben.

    Men vi klaret det. Et af  de spil vi spiller er ejet af dem og de kender udemærket hendes bruger navn i spillet (og mit for den sags skyld), hun har skypet med dem engang hvor hun bogstavelig talt sad fast i spillet, hendes figur sad fast. Skrev en mail til dem, men de kunne kun hjælpe, hvis de skypet mens problemet blev løst. Dengang var hun helt i oppe på en lyserød sky. Siden har de hilst, på os næsten hvergang de selv er online. Vi er blevet nævnt i nogen af deres videoer fra spillet, som er det de ligger på YT. De streamer nogen gang live, hvor de inviterer fans til at spille med dem, også i andre spil og hun har været så heldig at komme på hold med dem.

    Så hvor om alting var det ville være Stort - Meget stor at møde dem i virkeligheden. Og vi klarede den, der var meget mere kaos end jeg havde frygtet, for det var ældre mennesker (undskyld hvis jeg fornærmer nogen), men altså det var ældre mennesker der havde arrangeret julemessen, og tror ikke helt de havde indset hvor populære/kendte personligeheder det var de havde inviteret.

    Først blev YT'er placeret i et hjørne, hvortil der desværre var 3 mulige veje, altså lynhurtigt 3 køer hvor alle massede for at komme frem. De skulle være der i 2 timer, så havde først den holdning vi når det nok. Men når man så har stået i en kø i over 30 minutter og været flink, så begynder selv jeg at gøre som de andre. På et tidspunkt, fik YT'erne det for varmt i deres hjørne og bakkede ud gennem den dør der var bag dem. Det resulterede så i, at der både var nogen der brød ud af køerne og dannede nye køer (kødrande) rundt om dem udenfor, plus de der ankom til arrangementet fra det klokkeslæt og frem. Selvfølgelig bare gik ind bag i køerne udenfor, hvis de da ikke massede sig frem og kom først. Vi blev inden for i varmen i den kø der nu gik ud gennem samme dør som YT'erne var gået ud igennem. Nok lidt mere vedholdende i kampen for at komme frem (eller som minimum for ikke at blive overhalet). Det ville have været godt med bedre planlægning af hvor køen skulle være, og afmærkninger så der kun blev en kø, som mange sagde det gør ikke så meget at stå i en lang kø, hvis man kan se den rykker sig, men at stå i et kæmpe kaos, og ikke have nogen ide om hvornår man kommer frem eller om man når det er ikke rart slet ikke med børn. Men er helt klart arrangørerne som ikke har vidst hvad de gik ind til, ved de måske næste gang.

    Vi blev indenfor både af hensyn til vejret, for ikke at lære mit barn at snyde foran, og fordi vi ved at gå udenfor nok endte bag i en endnu længere kø.

    Efter 1 time og 20 minutter nåede vi også frem, vi fik et rigtigt godt billede en autograf, og en lille snak for ja de kunne godt genkende os (Temmelig cool, for et barn i en kæmpe kødrand af fans at blive tiltalt, ved navns nævnelse af to store idoler.)

    Og heldet skulle ikke slutte der, de havde doneret nogen fine fangaver til et amerikansk lotteri, det kostede kun 10 kr. pr. lod og støtter jo den forening der havde arrangeret det hele, så vi købte 10 lodder.

    Vi vandt 4 fine præmier, 2 kasketter (caps), en t-shirt og en mulepose, noget med billede noget med navn. Men der blev jeg så lidt fræk, vi fik jo først præmierne, da det havde været vores tur, men køen var nu langt om længe blevet organiseret til 1 kø. Så der kun kom mennesker et retning fra og man både kunne se dem og komme hen til dem, fik øjenkontakt med dem holdt præmierne op og fik lov, lige at smutte hen og få autografer på. Ja så kunne vi endelig køre hjem, og lade de sidste der stod i køen vente, eller gå hjem med uforrettet sag. For efter planen skulle YT'erne forlade stedet 10 min. senere.

    Nu er Pulle de sidste 2 uger, blevet fyldt med gode positive oplevelser, vennebesøg, ridning og møde med idoler. Så hvis lægerne har ret skulle hun begynde at få en mere positivt livssyn igen og få mod på også at tage i skole, selvom mor ikke lige er der 2 sekunder efter det gør ondt et sted, eller hun på anden måde bliver dårlig. Hun skulle gerne få mere tiltro til at hun godt kan holde til noget. Og få fyldt hovedet med andet end sygdom. Jeg er stadig ambivalent ved denne metode, for det er jo godt hun tænker på  noget andet, og har noget at fortælle, hvis vi nu bare antager at hun komme afsted i skole på mandag. Men omvendt kan jeg også godt forstå alle vil tænke var du ikke syg. Det svinger enormt meget hvordan hun har det også det der gør hende utryg ved at være væk fra mig. Men vi er nødt til at prøve at stole på at skolen kan håndtere det og overholde aftalen med at ringe hvis det går helt galt.'

    Vennen var på besøg her hos os i hendes egne trygge omgivelser, ridning jeg var der og kunne overvåge om det gik godt, i dag ja hvis hun ikke havde klaret det havde det gjort det stikmodsatte og været en kæmpe skuffelse, et kæmpe nederlag og en kæmpe påmindelse om at hun ikke altid kan det hele. Men jeg var nødt til at tage chancen, både for at udfordre hende og fordi det var netop dem det var. Havde vi måttet køre hjem før tid, ved jeg ikke hvor lang tid jeg havde skullet bruge på at trøste. Men ville heller ikke have forladt stedet bare sådan lige, så ville jeg have fundet et roligt hjørne hvor hun kunne hvile sig. Og var hun ikke selv kommet på benene ville jeg have ventet til køen var væk, eller i al fald lige før YT'erne ville køre og have gjort alt hvad jeg kunne for at overtale dem til lige at gå forbi der hvor hun sad/lå. Havde forventet de genkendte os, så tror godt jeg kunne have lokket med dem, plus jeg ved de nogengange tager på overraskelses besøg ved fans især de fans der har brug for lidt ekstra glæde og omsorg. Så tror sagtens jeg kunne have fået dem hen til hende og have fået smilet tilbage. Følte i al fald jeg havde en ret go plan og et sikkerhedsnet under hende....

    Håber hun snart kommer helt ovenpå, både for hendes egen og for vores allesammens skyld....  Idag er hun i al fald gået glad i seng, og hun har så mange præmier, at hun har planer om at give den ene til den spilleven der var på besøg, og som også er vild med de YT'ere, hun fik autograf på alle de ting de var muligt, så tror han bliver meget glad for en kasket (cap) med autograf på.

    Nu vil jeg også snart gå i seng.

     

  7. Jeg er i aften faldet over en mappe på min computer, hvor jeg har tømt den gamle computer for alt, hvad der lå af billeder og tekster af forskellige arter - skoleopgaver, dagbøger, selvproduceret prosa, digte og så videre. Det har været en hård omgang. Det meste af det stammer fra min tid på efterskolen, hvor mit selvhad var på sit allerstørste - mit selvhad og så mit had til andre mennesker og verden generelt. Særligt ét menneske havde jeg i 9. klasse svært ved at magte. Hun kom for tæt på Anna, følte jeg. Og det kunne jeg ikke tolerere. Det skrev jeg en masse linjer om dengang - som jeg senere omskrev til noget mere flydende uden at ændre i indholdets bundlinje. Det var lidt overvældende at læse igen, men jeg synes faktisk, det er ganske glimrende tekstforfatning - når man altså ser bort fra indholdet og opstillingen af en scene, hvor jeg HAR slået hende ihjel.

     

    Jeg ved ikke, om det var min mening, at det skulle gå så galt. Måske var det ikke. Men da jeg klemte til om hendes slanke, solbrune hals, ville jeg blot lære hende, at hun kom for tæt på. Lære hende, hvordan hun legede med sit liv, hvordan hun skubbede til spillereglerne – for det var, hvad hun gjorde. Hun trængte sig på, hun forstyrrede mig.

    Hun var ikke blind – hun var bare dum. Et unævneværdigt navn til en hæslig eksistens, som jeg tidligere havde kendt mange lignende af uden at behøve anstrenge mig for at lede efter dem i hukommelsen. Men netop hun forstyrrede mig i min søgen efter mig selv, hun stod i vejen for det spejl, hvori jeg søgte efter mig selv efter mange års forgæves søgen. Jeg var nødt til at lære hende en vigtig lektie.

    Hun var egoistisk, og jeg betalte hende blot en retfærdig pris tilbage. Retfærdig for mig, og jeg er nok. For mig. Hun levede uforstyrret i sin egen, lille verden af hvid chokolade, og hun hjemsøgte mit liv med den evigt tilbagevendende tanke om hendes frygtelige, falsetagtige latter, hendes sukkersøde håndled, hendes enestående evne til at prale og til tale om sig selv. Hendes skingre, skærende stemme genlød i mit hoved, når jeg så hende, og jeg byggede en mur af uigennemtrængeligt had op mod hende for hvert eneste sekund, jeg så på hendes uintelligente ansigt.

    Jeg fortryder intet. Dig fortryder jeg allermindst. Jeg nyder at have dit liv på min samvittighed, jeg nyder smagen i munden. Det varmede mit hjerte at se dig ånde ud for sidste gang.

    Jeg har nærmet mig målet i min søgen efter at være noget eller nogen.

     

    Store ord fra en 16-årig. Jeg aner ikke, hvor hun er henne i dag - Kirstine, hed hun. Det er også ligegyldigt. Men jeg glemmer aldrig, hvor meget jeg hadede hende dengang. Og hvor er det dog paradoksalt, at min afsky for hende "lader som om", den skyldes hendes egoisme - når det dybest set og meget soleklart bunder i min egen ekstreme egoisme. Måske lignede vi hinanden?

  8. Susanne 00

     Susanne

      Indlæg: 1    Kommentarer: 2

    Seneste indlæg

    Hejsa....

    Min datter har en lille fin spilledåse som hun fik i gave sidste jul. Når den trækkes op ved hjælp af en skrue, begynder den lille søde balletpige indeni dåsen, at danse. Dog har dåsen ikke virket i ugevis(ville simpelhen ikke spille), så min datter efterlod spilledåsen på sin kommode i sit værelse, hvor den siden har stået med et åbent låg.

    Til aften går hun i seng og falder i søvn, men ca. kl.00:30 vågner hun ved at spilledåsen pludselig står på kommoden og spiller. Hun blev pludselig meget hurtigt vågen på meget kort tid, og kom løbende ind til mig i stuen, og råbte at spilledåsen var gået igang af sig selv. Ærligt blev jeg lige så utryg som min datter, men jeg blev jo nød til selv at gå derind og se efter. Og der stod spilledåsen ganske rigtigt, og spillede lige så fint(som havde den aldrig gjort andet). Danseren snurrede rundt, og den blev ved og ved at spille. Vi bar så spilledåsen ind i stuen, hvor vi lukkede låget på den og satte den af vejen i et skab. Måske en smule fjollet, men min datter blev ved med at sige at spilledåsen havde spillet meget længere end den plejede, og at hun slet ikke forstod det, da hun jo netop i ugevis havde gjort alt for at få den til at spille.

    Kan sagtens have en naturlig forklaring, men kan jo også være det modsatte. Mystisk var det ihvertfald.

    Andre som har oplevet noget uforklarligt?

  9. Puha, at blive mor har virkelig fået en masse følelser frem, som jeg troede for længst var bearbejdet og forsvundet - men åbenbart ikke. 
    Jeg var blevet advaret om at det kunne ske, men jeg troede egentlig ikke helt på det. De kloge siger jo så meget.

    Men, nu er det så sket, og jeg er sur, skuffet, såret og ked af det over alt der er sket i mit liv de sidste 8 år - at ignorere dårlige oplevelser er åbenbart ikke vejen frem alligevel. :(

    Alligevel forsøgte jeg selv at styre det, da følelserne kom, og det resulterede i at jeg blev rødglødende rasende på xKæresten over ingenting - og jeg endte med både at råbe af ham og skubbe til ham. Jeg har aldrig i mit liv været så sur, og det blev udløst af en bagatel. Jeg har så dårlig samvittighed, selvom det er et par uger siden nu, og værst af alt - det hele skete foran E. Jeg ved godt at hun ikke er gammel nok til at kunne huske noget af det når hun bliver ældre, men jeg vil *aldrig* lade hende se sådan noget. 
    Normalt er jeg heller ikke udadreagerende. Jeg har aldrig slået eller skubbet til andre end min bror (men sådan er søskende jo :storsmil:) på trods af at jeg har haft rig mulighed og grund til det. 

    Så på mandag starter jeg samtaler ved en psykoterapeut. Jeg vil gøre alt for at der aldrig sker noget lignende igen, og jeg har efterhånden indset at jeg ikke kan klare det hele selv, uanset hvor meget jeg ville ønske at jeg kunne. 

  10. Sweetiemus69

     Betonbarnet

      Indlæg: 1    Kommentarer: 1

    Seneste indlæg

    Min begyndelse på livet var ikke helt problemløst, blev født ind i en arbejder familie med i forvejen 4 drengebørn, mine forældre var begge i arbejde, mor som smørrebrødsjomfru og min far som havnearbejder, jeg kan ikke huske de første leveår men har fået det fortalt af mine brødre.

    Min far var lykkelig for at jeg kom til verden, endelig en pige, han forgudede mig, bar mig igennem livet, overbeskyttede mig, jeg var lig med lykke for ham men han var dog stadig en streng far, så opdragelse var af den gamle skole med livremmen, og når han kom hjem om morgenen var han tit godt bedugget...skal dog siges at han ikke tævede mig i mine små år, jeg var mere vidne til måden han behandlede mine brødre på, tæv..råberi..hvilket medførte at mine brødre så sig sure på mig (fars kæledægge)...og det viste de ved at være efter mig...

    Min mor, tror ikke at hun drak i mine første år, men hun var gal på mig over at jeg tog hele hendes mands opmærksomhed, samt det at hun måtte tage på fristaden og købe sine malerier tilbage hver gang far havde solgt dem derinde for at have penge til øl og selvfølgelig gaver til mig, så hun udviklede et had til mig..

    Det første jeg rigtig kan huske er min skolegang på Kastrupskole senere kaldt Skottegårdsskolen, jeg kom et år senere i skole da jeg var et svageligt barn både psykisk men også fysisk, de første par skole år forløb godt og jeg kæmpede for at gøre begge mine forældre stolte over mine karakterer, dog startede jeg til ekstra dansk i 4 klasse men det var jeg rigtig glad for fordi min ekstra lærer blev min fortrolige så hun virkede som en reservemor for mig.

    Jeg kan også huske at min dansklære Hanne tvang mig til at rende sammen med en pige i klassen da ingen andre ville, og jeg var for svag til at sige nej, dette medførte at jeg aldrig rigtig fik et sammenhold med resten af klassen også fordi min far havde den indstilling at klassefester og fødselsdage måtte jeg ikke deltage i, tænk hvis hans lille pige holdt en dreng i hånden...puha nej da..

    Da jeg startede i 5. klasse begyndte problemerne for alvor derhjemme, mor drak mere og far var konstant fuld, de skændtes hele tiden og til tider sloges de hvor jeg gik imellem dem for jeg var jo loyal overfor dem begge, sommetider endte det med at det var mig som bar mærkerne efter sammenstødende hvilket skolen især min ekstra dansk lære opdagede og sendte mig hjemmefra på det de kalder en svagbørns koloni.

    Kolonien var et skønt pust i mit liv, jeg fik pludselig venskaber, omsorg og indså at alt det der skete derhjemme ikke var normalt, for det troede jeg jo at det var, jeg troede at sådan var alle familier. Dog blev lykken kort dernede på Langeland da mine forældre jo godt måtte sende breve og ting til mig, inden jeg rejste var min far stoppet med at arbejde pga sit helbred, og nu brugte han det imod mig, fik et brev hvor der stod at jeg skulle hjem for han lå for døden og at jeg skulle være der når han døde, men kommunen nægtede at sende mig hjem, så jeg fik min far til at leje en chauffør der kunne hente mig dernede, hjem det ville jeg for min far var jo syg og kunne dø når som helst...og hjem kom jeg,,,ved ikke hvordan jeg fik lov at blive hjemme men kommunen kom ikke efter mig for at køre mig tilbage, og min far var slet ikke på sit dødsleje, han ville bare have mig hjem.

    Så begyndte det hele forfra, druk, slåskampe, skænderier og nu blev jeg så også straffet for jeg havde jo gjort kommunen opmærksom på dem, jeg prøvede at stikke hjemmefra men min loyalitet gjorde at jeg aldrig var mere væk end et døgn af gangen for tænk hvis min far døde, sådan gik så 2 år og jeg var nu 13 år.

    Mit 13. år var det værste, alt var som altid derhjemme men min ældste bror var blevet far og flyttet hjemmefra, jeg forgudede ham og elskede når han kom forbi for at bruge tid med mig, så en eftermiddag d.1. aril, tog jeg telefonen derhjemme, det var min næst ældste bror, han ville snakke med mor men mor sagde at jeg skulle bede ham give mig beskeden, ordene ringer stadig i mit hoved og bringer stadig mine tårer frem, "Giv mor røret, han har skudt sig selv, han er død" og min reaktion var "aprilsnar", men han blev ved og jeg gav mor røret, hun smed røret og råbte at jeg skulle blive hjemme indtil hun kom igen, derefter fløj hun ud af døren, jeg kan ikke huske hvor min far var, men tror nok at de var skilt det år og at han boede på Christianshavn, kan svagt erindre at jeg besøgte ham der og han blev dårligere og dårligere, mor kom hjem igen og sad bare med et tomt blik, vi prøvede alle 4 at finde ud af om det var sandt..Og det var det...Jeg kan ikke huske den sommer men kan huske at hen af vinteren blev min far indlagt og jeg fik lov at besøge ham en gang, da jeg trådte ind på hans stue stod der en fremmed dame, hvem var hun?  Da jeg kom hjem igen fortalte min mor mig at far havde andre børn end os, han havde været gift før og hende jeg så var hans datter fra første ægteskab.

    Året nåede ikke engang at ramme jul før jeg igen oplevede et dødsfald, det var min far af en hjerneblødning, kan huske at min mor kom hjem efter et besøg på hospitalet, igen satte hun sig med det tomme blik og vi vidste besked men ville ikke spørge hende, efter lidt tid kaldte hun os sammen og fortalte os det.

    I det nye år besluttede jeg mig for at være en hjælpende hånd for min mor som bare sank dybere og dybere ned i flaskerne, jeg blev den lille husmor og tog mig af mine brødre samt lille søster, stod op om morgnene for at få dem afsted, tog i skole, efter skole på arbejde, derefter hjem til kødgryderne og oprydning, også i seng, sådan kørte mit liv indtil jeg selv blev mor som 18 årig og flyttede...

    Jeg har udeladt flere ting i min barndom som for mig er meget mere personligt så som overgreb og voldtægt da jeg ikke mener at jeg vil hænge nogen ud her...

    Men sådan foregik mine børne og ungdoms år... deraf betonbarnet, jeg lærte ikke hvordan man skal opføre sig eller hvordan man viser omsorg fra min familie men det er en selvlært mekanisme i mig hvilket også gør at jeg kan fjerne den omsorg på et spiltsekund hvis man kommer for tæt på eller skuffer mig...

  11. Så blev det også min tur til, at runde dét hjørne. Det er en måned siden jeg fik diagnosen - men det føles som sidste uge. Selvom det går en del bedre nu, så er det jo bare en djævlens kompliceret ting. I mellem læger, arbejdsgiver og kommunen er det så alligevel dét, som lige nu fylder allermest. Desværre, faktisk. Det er stadig et tidsbegrænset vikariat jeg kører på - og derfor er udsigten til arbejdsløshed efter julen, ikke just noget der løfter humøret. 

    Jeg havde en længere periode, hvor jeg ikke sov særlig meget. Var vågen hele natten, sov om formiddagen og så rullede lavinen ellers. Nu er jeg så trillet tilbage til det forrige mønster, hvor jeg bare er SÅ uendelig træt. Jeg er træt når jeg vågner, træt i løbet af dagen og aftenen, sover hele natten og gerne for længe om morgenen. Så træt hele tiden. Ja, det bliver man også træt af. Det er en ond cirkel.

    Jeg er heller ikke god til at bede om hjælp. Jeg har ellers fundet en psykolog jeg tror er god - men det er så svært at ringe. Folk spørger mig, hvordan det går. Jeg har ikke rigtig lyst til, at svare - for det er så svært at svare på. Jeg er allermest taknemmelig for, at der findes mennesker i mit liv, som interesserer sig for mig. Når det så er sagt, så vil jeg absolut helst ligge mig under dynen og gemme mig væk for omverden og sove. 

    Jeg skal til lægen i dag. Opfølgningssamtale - men med en ny læge, da den forrige er gået på barsel.

    Hvordan går det så med dig, Vendicta? Det er årets spørgsmål. Svaret har længe været det samme: "Jeg er bare så træt". Vi skal tale om, hvorvidt der er fremskridt, den plan som min arbejdsgiver har fremlagt for at komme tilbage på deltid, for trinvis at trappe op til 37 timer inden jeg stopper til jul. Jeg ved godt, at det er vigtigt. Jeg ved godt, at det er netop nu, hvor jeg er kommet lidt fremad, at jeg netop skal tilbage - og gerne før jeg føler mig 100% klar til det, for det kommer nok aldrig til at ske. Det er netop nu, hvor jeg har mest lyst til, at gemme mig under dynen, at det er vigtigt at gøre det modsatte. Det er bare så hårdt. 

×