Hop til indhold

Blogs

Vores community blogge

  1. beklager på forhånd det her indlæg, det bliver meget rodet!! men overskuet og følelsen for at skrive er der lige nu, og så det om at gribe den. Det sket så meget her på det sidste, ved ikke hvor jeg skal begynde, eller hvad der gir mening. Jeg har fået nyt arbejde, hvilket jeg er sindsyg glad for! priser mig virkelig lykkelig over at være igang igen, også er det de sødeste kollegaer jeg har mig. Jeg elsker at være på arbejde og være igang igen, hovedet køre derud af med ideer og tanker omkring nye tiltag, selv efter fyraften :P det kan derfor være svært og falde i søvn om aften. Især det her med søvn har jeg virkelig kæmpet med i lang tid nu, jeg kan ganske enkelt ikke sove inde i min seng. Jeg ligger og ruller rundt i den, den er simpelhen al for stor til lille mig, hvor dumt det end lyder. Så pt sover jeg inde på sofaen, eller hjemme hos min forældre i deres gæsteseng. Ligegyldigt hvor træt jeg er, så falder jeg bare ikke i søvn, eller også vågner jeg flere gange om natten :( Det dog blevet har bedre efter jeg er startet på job, men der forsat dage hvor det er helt skævt. 

    Faktisk har de sidste 2 dage været helt a helveds til, har følt mig meget alene og ensom. Det hænger tildels sammen med at jeg er blevet syg / nedlagt af roskildesyge - dejligt at være pædagog ikk :P også det med at være single. Det er og bliver bare en dårlig kombi at være single og syg, sku aldrig nemt :( har virkelig kæmpet med det her med at være single og ensomheden, jeg har masser af skønne veninder og venner som vil gøre alt i verden for mig. Men lige som alle andre har de også et liv, og de kan ikke altid være her hos mig, eller lægge øre til at jeg hælder lort ud omkring hvor hårdt single livet er osv. Det fuld forståeligt, og det enlig heller ikke det jeg har brug for, jeg har brug for den der nærværd, nærkontakt, at blive rørt ved og holdt om!. Kæft hvor jeg savner det, og mangler det virkelig, men det skal slf heller ikke være hvem som helst. Mit hjerte er meget lukket, og det vil det nok være et stykke tid endnu, ikke det stodmindre har jeg et behov som ikke blier dækket og som lige nu virkelig viser sig. Jeg har ikke været sammen med en mand i snart 3-4 mrd, hverken kys eller sex, jeg har heller ikke den vilde lyst til sex. Det mere det med omsorgen og det at vide at der er nogen til at gribe dig, oh jah jeg har mine veninder og familie, men de kan aldrig dække det behov en kæreste kan. 

    Det virker så kompelt latterligt det jeg skal til at sige nu, men min eks dukker mere og mere op i min bevisthed. Måske det også hænger lidt sammen med at jeg savner min moster og husker de ord han sagde til hende og ikke mindst til mig den sidste dag " vend dig om og se hende køre væk, du vil fortryde det ellers", husker hvordan han i kirken kysset mig på manden mens han sang med på salmerne. Jeg var så fucking stolt af ham den dag, også selv om vi endte med at skændtes, det dræber mig indenvendigt at min moster ikke er her mere. Savner hende stort set hverdag, især dage som idag hvor jeg virkelig føler mig alene og uden en mand i mit liv og med en drøm som virkelig ikke ser ud til at lykkes. Hun ville altid sige et eller andet klogt, puha der bliver lige fældet et par tåre nu. Der er ingen tvilv om at hun er savnet, det er min eks enlig også i en vis forstand, men det vil aldrig gå mellem os. Jeg prøver så vidt det muligt at tænke posetivt om både min eks og min moster, huske på alle de gode ting vi oplevet sammen og vores samtaler, fremfor de mindre gode ting. om små 14 dage er det knæk caner uger, de sidste to år har jeg set det show sammen med min eks, og i alle de år jeg kan huske har min moster været her. Hun hadet den uge som bar helved, alle blikke var rette mod hende følte hun. Det bliver en hård uge, for hold nu kæft hvor vil jeg bare gerne havde min moster tilbage. OHH havde virkelig ikke regnet med at jeg ville blive så berørt over at skrive blog og omkring det med min moster, men det må jeg ærligt sige at det gør jeg sgu. Tårene løber ned af kinderne på mig. 

    puha tro jeg stopper for nu, Gir mig selv lov til at græde for første gang i mange mrd. Jeg okay, jeg har det enlig meget godt, det bare en øv dag idag. Rejser mig op igen i morgen, hvor jeg har mine to skønne drenge, nåh jah jeg er blevet barnepige for to skønne drenge på henholdsvis 8 mrd og 6 år. Nyder tiden sammen med dem <3 

  2. Jeg har altid været dårlig til at holde kontakt med folk. Stemmerne indeni mit hoved fortæller mig at jeg ikke er god nok, og at de alligevel ikke er interesserede i at høre fra mig. Jeg har jo intet nyt eller spændende at sige. Der sker jo ikke noget i mit liv. Jeg er stadig sygemeldt, og det gør mig sindssyg. Jeg keder mig. Drikker en kop te, keder mig lidt mere. Det var som om der var meget mindre tid dengang jeg røg hash. Det var også som om, kontakten med andre mennesker var nemmere. Jeg tænkte ikke så meget over hvad jeg sagde eller gjorde, eller hvad andre sagde og gjorde for den sags skyld. Jeg var der bare. Altid med et lidt lumsk smil. Urimelig langsom, men fuld ad kreativitet og kærlighed. Dengang drak jeg også meget te. Jeg elskede følelsen af den varme væske der gled ned i min hals. Og altid virkede meget hyggeligere, når man sad to skæve mennesker og drak te. Hjemme i min lille lejlighed, med alt for mange farver, alt for meget røg, og alt for lidt lys. Det eneste der lyste rummet op, var fjernsynet, som altid var blevet brugt som en lampe. En tryghed i natten når man ikke havde mere hash og man var bange for alt. Der var der sjovt nok ingen venner at hente. Jeg husker mit hår altid var uglet. Det var bare en stor klump, som jeg satte op i en høj knold. Knaldrødt for det meste. Min make-up blev ofte genbrugt dagen efter, for hvem orkede at fjerne det. Jeg var et rod på alle praktiske punkter, men i forhold til andre mennesker fungerede jeg bedre, fordi jeg ikke tænkte så meget. Nu kræver det alt for meget, finde ting at tale om, altid være ordentlig, ikke sige noget dumt. Måske er det nemmere bare at være alene for mig.

  3. Jeg har igennem de sidste par måneder gået igennem en kæmpe transformation og jeg kan mærke det har været SÅ godt og SÅ sundt for mig. Jeg som troede det aldrig skulle blive bedre igen og at angsten for altid ville have mig i sin hule hånd. Jeg har måtte kæmpe og indse en helt masse ting, som jeg aldrig troede jeg skulle igennem igen. Nu kan jeg efterhånden se lyst på tingene igen - jeg kan se målet, hvilket er noget som har virket så urealistisk de sidste mange måneder. Jeg er så glad og jeg er så stolt over mig selv, fordi jo jeg har fået hjælp, men for at jeg har kunne få den hjælp har det krævet jeg vitterligt har måtte give ált af hvad jeg overhovedet har kunne give af mig selv. Jeg har tudet mig igennem samtlige møder, fordi jeg bare måtte erkende overfor mig selv og for andre at jeg faktisk bare havde det pisse dårligt og nej jeg var sgu ikke klar til at få noget arbejde eller en uddannelse uanset hvor meget jeg så end gerne ville. Mit sind har været for mørkt og min styrke for svag. Der var udelukkende mørke i mit indre. Dog huskede andre mig på at det for mig galt om at fejre selv se små sejre. Den sejre var at gå til erkendelse, hvilket for mig betød at jeg gik til kommunen og bad om kontanthjælp, fordi jeg var for dårlig til at komme videre alene, at jeg blev nødt til at få hjælp for at kunne komme videre. Det at gå til kommunen var i sig selv utroligt flovt, men alligevel en sejr, for selvom jeg tudede mig igennem det hele og synes det hele var så flovt, så gjorde jeg det nødvendige. Ikke kun det nødvendige for mig, men også for min kæreste, fordi han ikke kunne blive ved med at betale for to og mine forældre heller ikke kunne blive ved med at betale og give mig alt, for det gjorde heller ikke mig noget godt, fordi skyldfølelsen bare langsomt hobede sig op indvendigt. Den næste sejr kom da jeg tog imod dét som kommunen foreslog mig af tilbud, og det er jeg simpelthen så glad for, fordi netop de tilbud gjorde at jeg nu kan stå på den anden side og faktisk begynde at føle mig som mig selv igen. Jeg er ikke sur, tvær, usikker og ked af det hele tiden. Jeg er glad og jeg rummer overskud.

    Derved ikke alle dage er lyse, for det er de ikke, men negativiteten og usikkerheden, som nærmest var det eneste jeg kunne rumme, det indeholder jeg ikke så meget længere. Jeg er nærmest aldrig bange mere. Jeg bliver ikke ked af det, hvis min kæreste gerne vil have alene tid eller gerne vil være sammen med drengene. Jeg accepterer det i stedet for at stille spørgsmålstegn ved det. Det er SÅ dejligt at kunne tage hjem uden at have en klump i maven, fordi ikke nok med det ødelagde mig, så ødelagde det også langsomt min kæreste, fordi han ikke rigtigt kunne finde ud af hvilket ben han skulle stå på, fordi han ikke har ville såre mig. Utroligt han har kunne holde mig ud med alt den usikkerhed, jalousi og angst der har været omkring mig ligeså snart han har været væk fra mig. Jeg kan da stadig tænke; allerede? men det er mere fordi jeg aldrig kan få nok af ham, men der er vi så forskellige, fordi han har sommetider brug for at kunne koble fra alene.

    Da min angst var værst lammede den mig fuldstændigt. Jeg kunne ikke gå ud for en dør, hvilket altså vil sige jeg isolerede mig selv helt vildt og ofte så jeg udelukkende min kæreste i 2 uger, hvor jeg måske var ude for en dør 3 gange MAX. For det første var jeg bange for at forlade lejligheden, fordi jeg var bange for jeg glemte at slukke noget, så det måtte jeg jo tjekke en milliard gange. Jeg var bange for offentlig trafik, fordi tænk hvis der sad en gidseltager i bussen/toget, eller tænk hvis nogle havde placeret en bombe, eller bussen kørte galt. Jeg turde heller ikke handle, fordi jeg var bange for at glemme noget og samtidig blev jeg stresset af alle menneskerne igen fordi jeg var bange for der skulle ske en gidseltagning eller røveriforsøg eller lignende. Det værste var dog at skulle stå i kø og skulle til at betale, fordi jeg blev sommetider så nervøs jeg ikke kunne huske min egen kode til min kort og så stod folk jo og ventede på jeg kunne nosse mig færdig. Gik jeg på gaden alene, så var det altid i et fuldstændigt latterligt hurtigt tempo, som hvis jeg var ved at komme for sent til en bus/tog, for så stoppede folk mig ikke for at spørge om vej eller for at spørge om jeg ville købe det her abonnement eller støtte den her fond (det havde jeg en eller anden skør angst for) og samtidig ville folk jeg kendte også kunne se jeg havde "travlt" jeg var altid bange for at møde folk jeg kendte på åben gade af en eller anden grund. Jeg var bogstavligtalt bange for ált. Jeg kunne også tænke "hmm, det her bliver en god dag" og det var det måske også lige indtil ham der på togperronen gik lidt for meget frem og tilbage, for hvorfor gjorde han det? og så begyndte tankerne, fordi tænk nu hvis han hoppede ud foran toget, eller er det en bombe han har i tasken? Eller ham der, han kigger lidt underligt på mig, hvorfor kigger han på mig? Kender jeg ham? Jeg er og har været bange for rigtig rigtig mange ting, og meget af det har været fremprovokeret af mænd. Jeg oplever stadig en hvis angst omkring mænd, men det er på et helt andet niveau nu, eftersom min læge er mandlig og jeg desuden har ladet mig behandle af en mand (akupunktur med angst) og der har de jo kun gjort mig godt, så det har hjulpet lidt.

    Jeg glæder mig til at komme igang med min praktik. Jeg får en knude i maven, som jeg ikke helt kan tyde, for jeg bliver nervøs, når jeg tænker på praktikken, men alligevel glæder jeg mig. Jeg tænker det er meget normalt at være nervøs. Nervøsitet er vel egentligt også i nogle tilfælde en god ting..? Jeg er begyndt at hele efter operationen. Det er satme grimt og ulækkert at se på, men jeg kan i det mindste se fremskridt. Det er ikke bare det her store kødsår, som det vitterligt var i starten... Puha. Første gang jeg skulle skifte plasteret begyndte jeg at græde fordi jeg for det første fik et chok og for det andet tænkte, at det da aldrig nogensinde ville kunne hele op eller blive pænt igen, men nu sker der fremskridt! Jeg skal til møde med min sagsbehandler i næste måned for at snakke lidt grundigere om praktik og alt det hejs der. Det bliver nu meget godt. Hun er rigtig sød, og var med til at gøre mig rigtig tryg i starten, når jeg gik til de kurser i huset. Kom og sagde godmorgen til mig, kom ud i rygepauserne for og høre hvordan jeg havde det osv. Det var super dejligt og jeg følte mig set.

    Nu har jeg været sygemeldt i to uger og jeg keder mig, så jeg går og nusser rundt i VORES lejlighed - har jeg fortalt vi er flyttet sammen? Det er så SKØNT. Men i hvertfald, mens han er på arbejde, så har jeg de sidste par dage gået og nusset rundt i lejligheden. Gjort rent, tændt stearinlys og forsøgt at sætte lidt mit eget præg, eftersom vi er flyttet ind i hans lejlighed. Hans er ikke så stor, faktisk var min større, men hans er tilgengæld billigere og det betyder vi kan spare op til en større lejlighed sammen, når nu vi er flyttet sammen i hans. Det betyder også jeg har måtte købe opbevaring til mange af mine ting, i hvertfald de store, så nips osv. det er jeg efterhånden begyndt at sætte lidt frem i hans - eller ja vores, så jeg også kan føle det et eller andet sted er mit. Næste måned hedder det projekt opsæt af hylder og så skal der købes mere nips, nogle pynte puder og tæpper. ELSKER HYGGE! Inden jeg satte mig i sengen og påbegyndte dette indlæg havde jeg da gjort rent her og der, igen tændt stearinlys og så hører jeg lækkert musik på hans indlæg, så det er bare ren nydelse. Man må bringe den bedste ud af situationen når nu der ikke er så meget at give sig til.

  4. Sagen er den at jeg er i et forhold med en rigtig sød fyr.. Altså for det meste :P vi har haft en ret turbulent start hvor han kæmpede med et misbrug som var ret heftigt. Han lavede nogle dumme ting i den tid så han sidder nu inde fordi han har fået en straf for det han lavede i hans rus. Jeg har været der under hele forløbet og prøvet at hjælpe ham alt det jeg kunne. Det var dog sindsygt hårdt så jeg bakkede ud nogle gange i forholdet. En anden gang var vi fra hinanden en måned hvor han nåede at være sammen med en anden hele den måned. Altså i forhold. Nå men det som det i bund og grund handler om er at han nu sidder i åbent fængsel og han er dermed blevet afrust og er sig selv igen. Han klarer det virkelig flot og har intet rørt i over 3 mdr. Jeg roser ham ofte for dette. Men jeg mærker stadig ligegyldigheden som også var der da han var påvirket. Jeg havde nok forventet at han ville give noget tilbage nu hvor han er blevet afrust men det virker ikke altid sådan. Jeg mærker dog ikke hans ligegyldighed når vi ses, altså når jeg besøger ham. Men så snart vi er væk fra  hinanden så kommer ligegyldigheden. Men jeg ved ikke om jeg kræver for meget af en mand der sidder inde og som ikke har det ret godt, der hvor han er. Min veninde mener at jeg er for krævende og dette har jeg prøvet at overbevise mig selv om men jeg mærker tristheden alligevel. 

    Jeg kan lige nævne et eksempel på hans ligegyldighed så det giver lidt mere mening. Hans ex som han var sammen med i en måned, kontaktede mig for en uge siden og ville hære hvordan jeg havde det og om jeg stadig talte med ham. Det rippede op i alting og jeg havde mareridt omkring dem hvor jeg så dem sammen (seksuelt). Jeg nævnte det for ham og han blev irriteret og sagde "årh, nu igen"! Og så snakkede vi ikke mere om det. Ofte blir han irriteret over mine følelsesudbrud og er begyndt at tænke om jeg måske er for meget. Jeg er meget sensitiv og har mange tanker og følelser indeni mig og det virker ikke til at han kan håndtere dette. Har dog før været i forhold hvor det ikke var et problem så jeg har svært ved at tyde om det er mig der er helt gal på den. 

    Der har været mange andre situationer hvor jeg har følt mig glemt men det blir et alt for langt indlæg hvis jeg skal skrive det hele :) 

    Nå men håber ikke at det blev for rodet, og håber at nogle vil give deres besyv med på ovenstående 

    (PS jeg er 31 år og han er 36)

    Hilsen hende (den krævende) 

  5. Hvordan får man et arbejde ?

    Det er mit store spørgsmål lige nu. Hvordan hulen får man et arbejde ?

    Udover at søge som jeg gør hele tiden. Jeg skriver jobansøgninger, har været rundt med nogen og har været i praktik nok 10 gange uden det har givet noget og nu er jeg simpelthen ved at miste tålmodigheden.

    Jeg er simpelthen ved at gå ned på det, for jeg vil bare have et job, men kan ikke få noget. Det eneste man hører når man er i praktik er det kan jo godt være at man kan blive fastansat men så sker der ikke noget alligevel og når man kommer på jobcenteret får man bare at vide at man skal op på hesten igen. Jeg har været i et utal af praktikforløb og et utal af jobsøgningskurser.

    Så mit spørgsmål er : Hvordan får jeg et arbejde ? Er der nogen der har en god opskrift på det ?

  6. landkrabberne

     Blog labena

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    Sommeren 2014 købte Kristian sammen med sin bror, en faldefærdig glasfiber båd, som senere kom til at hedde skrubben. Det var ment som et projekt, de sammen skulle "hygge" sig med.. Et projekt der hurtigt voksede og kostede også del penge. Det gør sådan noget jo med den slags hobby. Båden udviklede sig til stille og roligt, og der kom mere og mere sjæl i den, som tiden gik. Det var både op og nedture i processen. I oktober 2016 fik den en ny motor, og så kom der ellers smæk på læggehønen som man siger. Båden blev primært brugt til at fiske med garn og ruser fra i Roskilde fjord, og om vinteren blev der fiskede i Øresund. Da jeg kommer ind i billedet, er det ikke kun med en forelskelse til Kristian, men i den grad og til båden, og alle de aktiviteter der med den.
    I foråret 2017 gik vi igang med en større vedligeholdelses proces. Egentlig skulle den bare "lige" slibes i bunden og have en gang bundmaling. Men hurtigt til det om sig, og der blev lavet lidt glasfiber arbejde hist og pist, nye rudelister, slebet, grundet, malet over alt, og poleret. Nye instrumenter blev der også monteret, og ikke mindst transducer så vi kunne se både down og side view, Der alt el arbejde, blev lavet så det sat ordentligt, Der blev monteret højtaler i, og radio og masser af andre ting. Mens vi gik og arbejde på båden, talte vi meget om når den skulle i vandet, hvor dejligt det ville være når alt spillede. Fra inderst til yderst... Nu havde båden også for mig fået en sjæl. Den blev døbt skrubben, og vi var glade. 

     

    Men efter 1 time i vandet, gik motoren ud, og vi havde en del problemer med den. Eftersom den lige var blevet lavet på garantien, kørte vi med det samme til mekanikkerne. 

    Efter 1 mdr. ringede mekanikkeren, total frustreret - Skrubben var blevet stjålet - Vi forstod intet. Hvorfor? Hvorfor lige Skrubben?
    Det var nok motoren de var ude efter de satans tyveknægte. Vi håbede og bad til Skrubben ville komme hjem igen, med eller uden motor. Vi havde brugt så lang tid på hende, og Kristian endnu mere... Vi lavede opslag overalt på facebook

    4 dage senere fik vi en opringning, fra en mand der havde set opslaget på facebook.. Vi hoppede i bilen og kørte afsted. Vi fandt Skrubben total udbrædt. Og vi var knuste helt ind i sjælen

     

  7. Så blev det torsdag igen. Denne uge er ikke anderledes set i forhold til sidste uge og ja, alle andre uger siden juni. Jeg har passet mit arbejde på mit "normale" arbejde. Kørt hjem - som tager en god halv time - og så tager jeg ellers fat på alle de mails og opgaver jeg har gang i med mit eget firma. Det kan jeg så gøre så længe jeg orker, og så længe jeg leverer hvad jeg har lovet. Nogle dage kan jeg arbejde til kl. 2 om natten. Sove 4 timer og stå op igen for at passe mit "normale arbejde". 
    Det er naturligvis ikke holdbart. 

    Det er som om opgaverne bare vælter ind i mit eget firma. Selvom jeg skruer priserne op, udbud og efterspørgsel i ved :-), så siger de alligevel ja. Det er naturligvis svært at sige nej til. Jeg har allerede faktureret væsentlig mere end jeg tjener på mit "normale arbejde". Det vil sige det er Heidi der fakturerer og bogfører, men der er væsentlig mere på indtægtssiden end regninger der skal betales. Det jeg sælger er jo i sidste ende mine evner til at strikke løsninger sammen. Det er altså min know-how. 

    Jeg har lovet Heidi at inden jul så skal jeg tage en beslutning: Skal jeg gå solo eller drosle ned med mit eget firma. Jeg har endda måttet stoppe med at sprinte. Nu tager jeg "kun" nogle lange løbeture ind i mellem igen. Det er lidt surt. Kunne jeg så nøjes med at have mit eget, og arbejde 8 til 18 og SÅ begynde at løbe og være lidt sammen med Heidi igen. 

    Lige nu hælder jeg mest til at starte som selvstændig, så mon ikke det er det jeg gør. 

    Rart lige at sige hej igen. Håber i alle har det godt. 

    Stay tuned. 

  8. Tro i lænker.

    Hvad får os til at tro. Jeg tænker her på at tro på noget, som er uden for vores dagligdag. Tro på et liv efter døden. Tro på en himmel eller et helvede, en skærsild eller et evigt liv i himmels lykke. Tro på , at der er en, der styrer og leder os: vore tanker og vor færden.

    For det første er det vel den påvirkning vi får fra vore forældre, der kan gå fra en stærk religiøs påvirkning  til en ligegyldig do, alt efter vores forældres egen religiøse opfattelse.

    Hvis barnet bliver påtvunget at deltage i åndelige møder som f.eks. Jehovas Vidner,kan grundstenen blive lagt til et langt liv i troen lænker. Lænker, som er næsten umulige at bryde ud af, og hvor konsekvenserne er uoverskuelige.

    Jeg har lige hørt en lydbog: Jehovas lille vidne, hvor en ung kvinde fortæller om sin barndom og ungdom i Jehovas Vidners lænker. Hvordan hun brugte al sin tid og flid i Jehovas tjeneste, og om, hvordan hun som 38-årig brød med Jehovas Vidner. Men også om den høje pris, hun måtte betale for sit brud.

    I  forbindelse med Jehovas Vidners forkyndelse var der et væsentligt element, jeg fæstede mig ved. Jehovas Vidner tror ikke på et helvede eller en skærsild, hvor sjælen skal lutres for en kortere eller længere tid.

    Når verden går under, vil alle troende Vidner, som er et begrænset antal, gå ind til et evigt lyksaligt paradis. Men de, der ikke kommer i himlen, kommer ikke i helvede, men bliver kort og godt udslettet. Jeg kan næsten for egen regning tilføje, at de på linie med andre religioner opnår Nirvana.

    Der er ingen trusler om et helvede i Jehovas Vidners forkyndelse. Men for de, der bryder ud af Jehovas vidners lænker, kan livet her på jorden næsten sammenlignes med et helvede.

    Det, der får almindelige dødelige som mange af os, til at tro på noget: religion, eller egne forestillinger om en eller andet, der griber ind i vores daglige liv og færden, er vel i grunden vor egen utilstrækkelighed. Vores angst for at stå alene – som ikke mindst i farens eller dødens stund, får os til – enten med foldede hænder- eller blot i tanken at sende en stille bøn om hjælp og styrke til at overvinde faren til et forsyn, en skaber, en Gud – eller måske til den livskraft, der får vores hjerte til stadig at slå.

    Hilsen fra slaaenbakken

  9. Karelma

     Karelma

      Indlæg: 3    Kommentarer: 11

    Æv, æv og atter æv. Det gik godt, indtil jeg nåede aftensmaden. I stedet for at få kartoffeltærte, endte jeg med at spise pølsemix. Der er ikke noget at gøre ved det nu. Jeg må bare gøre mit bedste i morgen.

  10. Jeg mødte ham på en spejderlejr for et par år tilbage. Vi klikkede med det samme. Snakkede foran bålet hele natten. Sov sammen, kyssede og holdt i hånd - vi var nærmest kærester i tre dage, men det føltes som om vi havde kendt hinanden hele livet. 

    Jeg havde ikke lyst til at have sex, og det respekterede han. Da vi kom hjem, ignorerede han mig totalt.

     

    Jeg mødte ham i nat til en fest. Han var fuld, jeg var glad. Vi krammede og han sagde, at han havde tænkt på mig. At han gik ind på mine facebookopslag, fordi han savnede mig, og at han fortrød at vi havde mistet kontakten. Vi snakkede løs ligesom få år tilbage, og jeg følte mig med det samme forelsket ogen. Hvis ikke han er the one, hvem så? 

    Vi fandt vores ting og gik, og jeg havde følelsen af, at nu skulle alt nok gå, bare jeg havde ham. 

     

    Men så vågnede jeg... 08.36. Alene i min seng. Uden ham, og uden følelsen af at være elsket. Til gengæld med en kæmpe klump af tvivl og usikkerhed i maven. 

    Alt sammen fordi, at jeg så et billede af ham på Facebook i går. Jeg hader de her livagtige drømme...

  11. Mone

     Mone

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    Seneste indlæg

    Velkommen tilbage. 
    - De sidste par år af mit liv. 

    Jeg boede hos mine forældre ind til jeg fyldte 13 år, så blev de skilt D. 1 Maj. Jeg blev boende hos min mor, men efter kort tid flyttede jeg hjem til min far, og derefter hjem til min mor igen. Vi flyttede til en lidt mindre by, Haslev. Jeg gik på Sofiendalskolen, Det gik også først de første 14 dage, men jeg kunne bare overhovedet ikke passe min skole, jeg kunne slet ikke være på nogle skoler, uanset hvad for en det var. Da jeg var på efterskole, var jeg der også kun 3 måneder osv, har aldrig rigtig kunne passe en skole. Jeg boede hos min bror efterfølgende, fordi min mor fik en kæreste, hun flyttede sammen med, og min far kunne jeg ikke bo hos, dengang kunne jeg ikke så godt lide hans kæreste. Men den dag idag, er det okay. Jeg kan godt være sammen med hende, men jeg er også blevet ældre. Jeg kom på opholdssted da jeg var 15 år, lige inden jeg fyldte 16 år. Den 08 / 09, Det er et år siden nu, jeg flyttede væk derfra. Jeg ville lige sige, stedet var et "bosted", hvor man kunne tage STU. Jeg havde det rigtig godt på 'stedet', det første 1½ år, men med tiden, blev det bare dårligere og dårligere, jeg fik det rigtig skidt til sidst. Et år, 1½ år - fik jeg af vide, jeg havde en depression??, men havde jeg det?, jeg var rigtig ked af det ja, men det jo klart hvis man hele tiden får af vide, man ikke dur til noget - og at man ikke kan gå i skole, eller noget? Men jeg kom til lægen "lægehuset". Ja? jeg fik nogle piller, 2 forskellige slags piller. Problemet er bare ? jeg havde overhovedet ingen depression, jeg kom til psykiater - senere hen. Jeg fik af vide af de flinke damer jeg var inden at tale med, jeg ikke fejlede noget som helst, som ligner en depression. Men jeg har angst, og måske en lille personlighedforstyrrelse. Så det Depression, de kunne overhovedet ikke forstå jeg fik det medicin. De vunderet at lægen havde fejl-behandlet mig. Jeg valgte at stoppe med mine piller, og bom? jeg fik det lige pludselig tusind gange bedre.. har ikke taget det siden. :-) og jeg har det så godt den dag idag, jeg er flyttet til København! jeg har lige fået eksamen i Dansk, mangler dog matematik? Men hvad var det seriøst, jeg ikke kunne ? Jeg synes det så langt ude, at sige jeg ikke kan.. Når jeg ved jeg kan! men de havde seriøst formået at banke ind i mit hovedet, jeg ikke duede til en skid. Men det er også takket af min familie, mine fantastiske venner, og en pisse dejlig kæreste! De har støttet og hjulpet mig hele vejen igennem, jeg er så stolt af mit selv, selvom jeg har været pisse mange ting igennem, er jeg her nu? og jeg har det rigtig godt! Har kun EN ting at sige til jer søde mennesker derude, i kan hvad i vil! 

    - Mone. 

  12. Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at jeg sidst har skrevet et blog-/dagbogsindlæg, men nu kommer jeg med et indlæg efter lang tid. :)

    Jeg har stadig mit arbejde på Bakken, hvor jeg arbejder som tjener, som faktisk går fint. :)

    I morgen begynder sommerferien, og i dag har vi afsluttet GF2(grundforløb 2) med eksamen, og vi har i 7 uger siddet og tegnet og skrevet rapport om hver opgave, for der var både en opgave indenfor byg og en indenfor fremstilling, og jeg er jo i gang med en uddannelse som Teknisk Designer. I byg skulle vi tegne fem forskellige delprojekter til et familiehus. Der skulle tegnes afgravningsplan, møbleringsplan, plantegning, beliggenhedsplan, områdeplan, snittegning, facadetegning og så selvf rapporten. I fremstilling skulle vi tegne en håndtrukket løbekat, hvor man selvf skulle tegne de forskellige dele som parter, lave tegninger ud af parterne samt den samlede figur og en med præsentation og parts liste, så udover at tegne delene, skulle den også samles. 

    Jeg var lidt stresset til sidst, men det gik faktisk fint. Jeg endte da med at få et flot 10 tal for fremstillings projektet og et 7 tal for bygge projektet. Jeg fik så en samlet karakter for begge projekter på en gang som lød på et 7 tal. Så man kan ikke være andet end stolt af sig selv. :)

    For to uger siden var jeg også til eksamen i engelsk på F niveau, hvor jeg fik 02 til eksamen, men i standpunktskarakter har fået 4. :) I matematik på E niveau har jeg i standpunktskarakter fået 10. :) Så det er jo bare tommel op. Men jeg skulle kun til eksamen i et grund fag. :)

    I dag var der jo som sagt eksamen i både byg og fremstilling, men man fik ikke karakter for det i dag, man fik bare at vide, om man havde bestået eller ikke bestået, og jeg bestod. :)

    Da vi skulle til samtale efter eksamen, fik man både karakter at vide, og selvf om man havde bestået eller ej. Jeg fik så en del ros af begge lærere. Kasper var positivt overrasket over mig, fordi at han var meget i tvivl, om jeg kunne forstå nogle af alle de ting indenfor byg, som han gik og fortalte. Men han syns, at det sidste stykke tid, har jeg overrasket ham. Selv min lærer Pernille var ret overrasket over min rapport især, fordi at hun godt kunne se, at jeg var stresset og havde lidt overskud. Så min rapport overraskede hende rigtig positivt. Aldrig dårligt når man overrasker. ;)

    Men jeg kan i hvert fald læne mig tilbage og trække vejret meget mere stille og roligt. :)

×