Hop til indhold

Blogs

Vores community blogge

  1. Det er godt nok lang tid siden jeg sidst skrev noget her, var overrasket over at min profil stadigvæk eksistere.

     

    Kan se at en af de ting jeg skrev om var min usikkerhed omkring en pige jeg var utrolig vild med, og det endte faktisk helt galt for mig, så her står jeg på den anden side, og forsøger nu her længe efter at rejse mig igen.

     

    På en måde er der sket en del siden sidst, og på en måde er alt det samme. Jeg søger stadigvæk de samme ting, nogle at finde en forbindelse og dele med, om det er venskabeligt eller en kæreste, men når jeg hopper rundt på dating sites og tinder, så føler jeg mig som om jeg tilhører de 5% grimmeste/mest ucharmerende mænd i Danmark.

    Og det med charmen kan måske være rigtig, er ikke særlig god social, men så grim synes jeg faktisk ikke at jeg er. Er blot sådan at jeg langsomt har mistet al min tillid til mine instinkter, og er blevet vant til at ignorerer dem, for når jeg reagerer på dem, viser det sig altid at være forkert.

    Men faktum er at der er vindstille for mit skib, ingen vind i sejlene, ingen respons, og næsten ingen likes, er sgu næsten lidt komisk, at være så meget ude af trit med verden, så jeg må til tider smile af det.

     

    Men jeg forsøger at arbejde på det, altså det sociale, og så må jeg se om der sker noget, der sker i hvert fald ikke noget af sig selv, det eneste jeg kan sige er blot at det er svært at ændre når der ikke kommer nogen respons, her tænker jeg på min relation til kvinder. Om det er mig eller dem, der er i hvert fald et eller andet som ikke spiller, men hvad, det kunne være interessant at vide :-)

     

    Ud over det har jeg igen skiftet job, eller skiftet job ud til dagpenge, endnu en fortælling om mig i en nøddeskal, men det er bestemt ikke alt sammen galt.

    Jeg har meget længe godt kunne lide at skrive, så det gør jeg, endda dagbog, og nu også her på deldig :-)

     

    Det var mine 25 øre for denne gang.

  2. Hej igen, allesammen. Lever stadig... også uden egen computer. Så nu sidder jeg igen på et bibliotek og skriver lidt. Kan jeg gøre med god samvittighed, da jeg nyder at have ferie i hele 2 uger. Er også tiltrængt, da jeg siden august sidste år ikke har holdt fri. Er stadig i praktik i et supermarked, og er lige blevet visiteret til flexjob, så nu gælder det om at finde nogen, der vil have mig i et par timer om ugen.

    Jeg kan mærke, at jeg har smidt næsten 20 kilo, siden jeg startede, havearbejdet glider meget nemmere nu:)

    På hjemmefronten går alt, som det plejer:storsmil:

    God sommer til jer alle.

  3. 3 uger. Om 3 uger flytter jeg fra Sjælland til Fyn, nærmere Middelfart. Jeg har valgt at nu er det nu. Jeg har sagt et job op som jeg ikke befinder mig godt i alligevel og skal nu til at fælge min drøm til dørs. Jeg skal læse HF på VUC i Middelfart og derefter vil jeg gerne læs litteratur på universitetet.

    Jeg er 37 år, og jeg har ikke lavet det jeg vil. Jeg har gjort hvad man har forventet af mig og jeg har lade mennesker omkring mig, haft for meget indflydelse i mit liv. Jeg tag mit liv tilbage, og nu styre jeg det.

    Jeg kender ikke en levende sjæl i Middelfart. Før ville dette have holdt mig tilbage, men nu tag jeg det med et smil. Nu skal jeg lære nye mennesker at kende og jeg glæder mig.

    Middelfart jeg er på vej:-)

  4. I mine tidligere post, har jeg fortalt om mit overgreb, idag kan jeg glædeligt fortælle at jeg har det meget bedre. Jeg har ikke flere panik anfald, og kan igen klare min hverdag næsten som normalt. Eksamenperioderne er svære, da de øger ens angstniveau og dermed den resterende "rest" af mit traume. 

     

    Dog har denne eksamensperiode gjordt, at jeg igen har måtte dele min episode med en masse fagfolk. Normalt har jeg intet problem med at dele min historie, men tingene skal gå i mit tempo. Man kan ikke bare bringe det op, synes at det er "for hårdt" at være lytter til, også skifte emne.  Nej, når det bringes op, føler jeg "smerte" og har behov for langsomt at trappe ud af det, fortælle mig selv at det er fortid, og at jeg ikke skal flygte fra noget lige nu. 

    I sommers havde jeg en hård dag, og besluttede mig for at fortælle en nær ven min oplevelse. Det påvirkede ham åbenbart ikke, så fortalte jeg yderligere hvem der havde gjordt det, for jeg kunne ikke forstå at han ikke syntes at det var forfærdeligt. Han distancerede sig selv alt for meget, og blev ved med at snakke om det og diskutere om tøj, mm kunne havde indflydelse på om det kunne undgås.  Jeg fortalte igen og igen, at jeg ikke kunne forholde mig til det, fordi jeg er for involveret, men han stoppede ikke. Siden den dag har vi intet kontakt haft før den anden dag, hvor han skriver undskyld. 
    Jeg havde brug for trøst, istedet fik jeg læsset i hovedet, om mit tøj kunne have fristet min bror og at jeg måske har sendt forkerte signaler, hvis ikke , så var der andre piger, som helt sikkert havde sendt forkerte signaler da deres overgreb fandt sted. 
    Jeg har skrevet til ham som det var. Jeg følte et kæmpe tillidsbrud, og jeg har ikke kræfter til at "ordne" det. Jeg bliver nød til at tænkte på mig selv, og det betyder desværre at vi ikke kommer til at blive som før.  Måske er det bare fordi, at han egentlig var mere en klassekamerat, end dissideret "ven", men det såre mig at vores forhold sluttes. Jeg fortryder at han ved det, jeg ville ønske at jeg kunne tage det tilbage. Og jeg er konstant bange for at han deler det med andre. 

    Pga. mange ting inklusiv overgrebet, har jeg måtte udsætte nogle fag, og jeg tog derfor en snak med min studievejleder.  Hun sagde at hun bedre kunne rådgive, hvis hun vidste mere om situationen. Jeg ved at hun ikke har meget tid, men når hun vedbliver med at sige, at det måske ikke er nok. Og ingen tegn på noget omsorg viser, bryder jeg sammen. Jeg prøver at fortælle hende, at det påvirker min familie hver dag, jeg var ikke på universitetet i 4 mdr.! Alligevel siger hun at det måske ikke er nok, og at jeg måske ikke kan få lov til at gennemføre min uddannelse fordi mine dag er skubbet. Jeg føler mig krænket, som om at hun synes at jeg er svag. Og jeg har på ingen måde lyst til at dele mere med hende. 

    Det skal siges, at den studievejleder jeg normal snakker med reagerede eget anderledes. Til at starte med sagde han, tak fordi at du stoler på mig og fordi du har delt din oplevelse. Allerede dér, får han mig til at føle mig velkommen. Jeg føler at jeg kan snakke med ham om alt der fylder, og få hans mening om hvordan jeg bedst kan få styr på tingene. 

    Én af mine barndoms veninder fortalte jeg kun at jeg havde været udsat for en overgreb, hun græd og sagde at jeg skulle pakke til en lille uge og komme væk fra hverdagen og hen til hende. Hun ved ikke engang at det er min bror, hun ved ikke at jeg skal ligge øre til min fars tvivl om hvad han skal gøre. Min fars smerte om at skulle vælge imellem to børn som han elsker. Alligevel er hun én af dem der har vist mest støtte. 

    Én læge vedblev med at spørge om detaljer, på en måde som min psykolog gjorde, når hun ville fremprovokere angsten. For nogle der ved hvordan det kan gå, lyder det ikke at mærkeligt at jeg endte med at bruge 45min hos lægen, hvor jeg var totalt ude af mig selv. Jeg ville ønske at du kunne have spurgt om de detaljer som betød noget. Var der penetration mm. 

    Én anden læge lyttede opmærksomt, og spurgte ikke ind til særlig meget.  Måske har det også noget at gøre med, at jeg har fortalt den utallige gange før, og ved nogenlunde hvilke detaljer hun skal bruge. 

    En anden sagde, sagde, at forstår at du har det svært, det er noget voldsomt du har været ude for . Måske er det noget han bare siger, men det var utrolig dejligt at høre, at han ikke syntes at det er tosset, at jeg har svært ved at få min hverdag op at køre. 


    Det er så svært at vide hvem man skal dele det med. Hvornår har man "fortjent" at høre min historie? Hver gang den bliver taget "dårligt" imod, er det virkelig hårdt. Fyre, som evt kan blive til noget, bliver jeg nød til at fortælle det til. Åbenbart gør jeg flere "angst" ting, end jeg lige troede. Der er de fleste meget omsorgfulde. Dog havde jeg en episode med en fyr, som, imens jeg var i et skrid, tvang mine ben fra hinanden, fordi han ville tilfredstille mig. Det var tvang. Jeg slog ham i hoved og fortalte kort at jeg havde været ude for noget og at jeg nu var rimelig bange for ham, og at han bestemt ikke skulle gøre det igen. 
    Det er lang tid siden nu, men stadig har jeg behov for at fortælle om det, at græde og blive trøstet. For jeg synes det er hård, selv SÅ lang tid efter. Det jo ikke en chok for mine veninder, men jeg har brug for at de stadig tager det seriøst. For mig er det stadig seriøst.

     

  5. Jeg står foran en flytning, der på mange måder kommer til at lette min tilværelse. Jeg lukker øjnene og springer ud i frit fald - og jeg er ikke bange for at slå mig, for jeg ved at jeg bliver grebet, inden jeg rammer bunden. 

    Min far og jeg sås en aften, jeg tog hjem for at besøge ham. Han havde været en uge på Bornholm, og jeg hentede ham fra det aftalte sted, og vi blev og snakkede med ham han havde været på ferie med. Det var min fars gamle mester, fra hans læretid (for en menneskealder siden) som maler. Gamle mester er det skønneste menneske man kan forestille sig. 

    Nå.. Tilbage til historien: min far satte sig ind i bilen,og vi havde kørt i..... 2 minutter - med mig som fører, da han siger: "jeg har tænkt på noget. Du er rigtig meget hos M, og jeg er rigtig meget hos min nye kæreste (lad os kalde hende J). Hvad siger du til, at vi flytter dig hjem til M i sommerferien og hvis det så mod forventning ikke skulle gå mellem jer to - så kan du rykke hjem og være i min lejlighed, det sidste års tid her, inden du er færdig?" (Forestil jer en 22-årig der får sådan en fantastisk nyhed serveret af sin far.. Ja jeg VAR ved at køre galt!). 

    Vi snakkede om det, sådan cirka hele aftenen, mens vi var ude og spise, hvor vi prøvede at vende tingene frem og tilbage og prøvede at finde ud af, hvordan og hvorledes tingene bedst muligt kunne komme til at hænge sammen, så det passer med studie, flytning og hele molevitten. Vi fandt en løsning: 

    Jeg FLYTTER hjem til Sjælland. Hjem til familie, de venner jeg har, dem jeg kender, hjem til min elskede far. Bedst af alt - hjem til M. Hjem til ham der formåede at vende min tankegang, ham der har hjulpet mig igennem de svære nætter, han der har givet mig så meget livskvalitet, fået mig med uden for i verden (til at begynde med, godt nok kun lange ture i København, men det er en start, og det er en af de bedste). Hjem til den mand, der for første gang i rigtig rigtig rigtig mange år, får mig til at føle mig hjemme. 

    Sommeren kommer derfor til at gå med masser arbejde, masser flytning, masser rykken rundt (igen), men mest af alt: lykkefølelsen af at det kommer til at tage mig 30-35 minutter til at komme rundt til min familie. Sammenlagt, når jeg skal arbejde skærer jeg 4 timer af transporttiden (per gang!), komme på plads, og få genetableret en masse kontakt med venner og familie. 

    Fredericia er sikkert en rigtig skøn by. Når jeg rejser så meget, bruger så meget tid væk, og deraf ikke har tiden, desværre, til at få en omgangskreds herovre, bliver ensomhedsfølelsen bare markant. Det er rigtig svært, og jeg får det simpelthen så skidt, når de perioder kommer. Jeg glæder mig til rigtigt rigtigt at komme hjem. Jeg kan slet ikke vente.

    Og M har givet mig lov til at male både altanen (i en pæn hvid farve), og male børneværelset, så hans drenge kan få et herre sejt værelse, når de er ved os. Samtidig får de en køjeseng, der skal males hvid, også med et eller andet op ad benene - præcist hvad, det ved jeg ikke endnu. Det kommer til at give den der fantastiske følelse af at det kan blive mit - det er rent faktisk noget, hvor jeg kan sætte mit præg på det. 

    Også har jeg, langt om længe, fået lov til at gå ud og spendere de forbandede ører på at få pyntepuder til sofaen! M har sagt, at vi kan have mit spisebord (og stole), og mine sofaer, når vi rykker ind hos ham. Han har lovet at hjælpe med flytningen, på alle måder som han kan. Det være sig, at vi tager herover en lørdag til en søndag, og får det hele pakket ned, og tager herover dagen før vi har aftalt at flytte, og får tingene stillet, og står tidligt op og får hele dynen væk derfra hvor vi skal, så der er klar til at blive malet, fra det sekund far og hans venner dukker op. Så pakker vi bilen, og M og to af vennerne kører afsted til Sjælland, og far og venneparrets kone og jeg bliver og gør det sidste færdigt. Det vil sige, der bliver malet - det vil sige, der bliver gjort rent, og klar til at blive synet, så jeg kan få afleveret nøglerne og gjort tingene pænt. 

    Samtidig synes jeg at jeg kan begynde at se en ende på ensomheden. Jeg kan langt om længe se, at det bliver bedre. Og jeg kan mærke, at det giver mig så megen ro. Jeg NYDER at jeg ikke skal tonse afsted med 800 km i timen, hver dag for at nå det hele, men at der rent faktisk er en der overtager, når jeg ikke længere kan. 

    Selvom jeg godt kan mærke, at en flytning igen er hård, og udmattende, og jeg tror jeg kommer til at have nogle dage, hvor jeg slet ikke kan overskue hverken verden, mig selv, eller nogle andre. Så ved jeg at det kun er for den tid, indtil det er overstået - og jeg kommer helt hjem. Mit hjem. 

    Jeg glæder mig, og dagene går så hurtigt indtil, og alligevel så dælens langsomt. 

    Men nu skal jeg hjem. Hjem til Sjælland, hjem til min familie,  hjem til min far, hjem til M *love*

    Jeg får et sted nu, jeg kan kalde "hjem".

    Mit sted - vores sted - hjem <3 

  6. AJM

     Blog AJM

      Indlæg: 3    Kommentarer: 1

    Jeg er temmelig sikker på, at i nu får frække tanker, men sådan er det ingenlunde med mit indlæg. Sagen er den, at jeg igennem 40 år har lavet mad og serveret det for fruen - og hun nyder sit morgenæg (XL æg) på denne måde.

     

    DSC_0005.JPG

  7. I dag var jeg til coach for anden gang. Sidst var jeg nede i et stort, sort hul, og min mor foreslog så denne her fantastiske søde kvinde, som coacher unge mennesker, som går og dealer lidt med de samme ting som jeg har gjort det sidste lange stykke tid. Jeg stoler meget på min mor, og jeg ved, at når hun siger at denne her kvinde er fantastisk, så er hun det. Så, jeg gav det et skud, og det var FANTASTISK! Jeg havde lyst til at tage hende med hjem! Hun fik mig simpelthen til at føle at vi altid havde kendt hinanden, og vores kemi var fantastisk. Godt nok vrælede jeg fra jeg trådte ind af døren (nåede lige at præsentere mig selv), til jeg gik igen... Men det var så rart og forløsende at tale med en der ikke aner hvem du er, ikke har et personligt forhold til dig, ikke har et forhåndsindtryk af hvem du er. Alle burde prøve det her en gang i mellem - jeg tror det er ret sundt at blive opmærksom på nogle ting som man ikke lige normalt går og tænker over.

    Hun stiller de rigtige spørgsmål, på de rigtige tidspunkter - og det er det.. Du står selv for tænke, for at tale, for at vræle. Hun gør absolut intet andet end at stille de rigtige spørgsmål, på de rigtige tidspunkter.... Og det er ikke mange spørgsmål der skal til, før du pludselig får gang i den øverste.

    I dag var jeg så til coach igen.. For ligesom at.... Samle lidt op, om du vil. Jeg kunne mærke at der stadig var en lille ondt-i-maven følelse en gang i mellem, og jeg ville gerne have hendes hjælp til at finde ud af, hvad det var der nager mig. En af tingene var bl.a. at jeg skal være bedre til at sige fra overfor min mor, og derfor tage en snak med hende om, hvornår det hele bliver lidt for meget for mig, i forhold til hvordan min mor altid får presset ting ned over hovedet på mig. Min mor tog snakken ligeså flot som jeg havde forventet, og jeg er ovenud lykkelig for at jeg fik snakket med hende om det, allerede i dag.

    En anden ting vi talte om inden vi sluttede sessionen af, var at min coach (det er nok et mere moderne og pænere ord for psykolog egentlig... men jeg er ikke helt vild med ordet endnu ;)) sagde til mig, at jeg hver aften, inden jeg går i seng, skal skrive tre ting ned, som jeg er taknemmelig over. Ikke ting som 'jeg er taknemmelig for at jordkloden stadig drejer rundt' eller 'fedt at bygningen jeg bor i, stadig står'.... Men ting som 'fedt at få en kop kaffe med mig selv, i solen', 'de nye sko jeg har bestilt passer i størrelsen' eller 'jeg har besluttet mig for først at tømme opvaskeren i morgen, og gå tidligt i seng i dag'.. Ja... Underlige forslag, men det var det første der lige poppede op i mit hoved ;-).

    Så... I aften skal jeg begynde på at skrive tre ting ned, som jeg er taknemmelig for. Og jeg tænker faktisk at jeg vil skrive dem ned herinde i dagens anledning...

    1) spontan sushi middag med min søster og muttis

    2) har for første gang nogensinde, forsøgt mig med at bage kanelsnegle... Er meget spændt på resultatet, er ikke den store kok.... ;-)

    3) solen har skinnet hele dagen, og jeg har derfor kunne lade mit altanvindue stå åbent fra morgen-aften (lidt meget ret lækkert).

  8. Chewie

     Det tomme rum

      Indlæg: 1    Kommentarer: 0

    Seneste indlæg

    København 2017.

    Tiden forsvandt
    Tiden forsvandt som når sommer bliver til efterår og lyset langsomt forsvinder
    Som når kærester bliver til ex kærester og efterlader dig i et vakuum af tidsløshed og underfundig længsel efter det som engang var

    Tiden forsvandt
    Tiden rådnede væk i et skær af midsommer sol og dårlige investeringer 
    Til lyden af fuglekvidder og solopgang over Nyhavn, der forsvandt tiden bag os, imens vi langsomt slingret op af Bredegade imod ny tider

    Tiden forsvandt !!

     

     

  9. Orderne frøs hele min krop til is. Stemmen inde i mit hoved, som læste det hele op for mig, knækkede. Min krop begyndte at ryste og jeg mistede alt det, som jeg de sidste fem år har forsøgt at bygge op. Jeg har bygget det op på godt og ondt. Jeg har knoklet røven ud i bukserne for at vise folk, at man ikke blot giver op, fordi man er lidt forskellige. Jeg har himlet med øjnene, når jeg ikke kunne følge med, jeg har forstående nikket, når jeg syntes det hele blev for meget. Jeg har accepteret holdninger og typer, som jeg på ingen måde selv ville have været blandet ind i. Jeg har rykket rødderne, fordi han havde nogle uundværlige venner. Jeg har dækket over ham, forsvaret ham og givet ham chancer, som han aldrig skulle have haft. Jeg troede på ham. Stolede blindt på, at det hele nok skulle gå. Han fik mig til at drømme og håbe om en bedre fremtid. Han malede det hele for mig, imens jeg kom med input. Dummede han sig, samlede jeg ham op. 

    Den gamle Tempf er tilbage. Hende den arrige og indebrændte pige, som har større temperament end hun selv regner med. Hende der kigger skævt til folk, fordi hun er overbevist om at alle er ens. Fordi, det er det eneste hun kender til. Mennesker der sårer og ødelægger, mere end de skaber gavn. Hende der ikke stoler på andre, stiller sig bagerst i lokalet for at gennemskue, inden hun deltager. Hende der holder mund, fordi hun ikke orker at bruge tid på andre mennesker. Sværest af alt, hende der ikke stoler et hak på de ord der kommer ud af din mund. Forestil dig, at have en tvivlsom stemme, som stiller spørgsmålstegn ved alt det du får at vide. En der vrider og vender hvert et ord, for hvordan var det nu det blev sagt? Hende der havde en indfødt holdning om, at livet gør ondt at leve. Den holdning blev sat på standby, fordi der var én der turde at tage kampen op - blot for at blive forstærket i tidligere holdning. Kom ikke og sig til mig, at andre vil gå igennem ild og vand for andre. For jeg tror ikke på dig. Når alt kommer til alt, har mennesker kun deres egne interesser og bedst befindende i sigte.

    Jeg bliver så ualmindelig sur, når andre bliver ved med at tro, at de har noget at skulle have sagt om mit liv. Hvornår fanden må jeg selv styre hvad der foregår? Ja, hårde tider gør dig stærkere, tung bagage gør dig svær at vælte, mere erfaren, ældre end du er og åbenbart får du en stærk personlighed. Hvem er den idiot der sidder og vælger dette? For jeg skal være den første til at række hånden op og bytte. Jeg gider ikke mere. Jeg er træt. Brugt. Jeg føler mig gammel. Dén konstatering kommer fra en 23 årig krop. Treogtyveår. Smid de 23 år ud på gulvet, og du ville kunne presse det ind i en der var mindst dobbelt så gammel. Hvad fanden er det for noget? Hvad blev der af at kravle før man kunne gå? Hvad blev der af, at få tid til at suge tingene til sig, forstå dem også få lov til at reagere? Hvad blev der af ligestilling og lige fordeling, i stedet for at hælde det hele ned over en og samme person? Nej. Det er ikke synd for mig. Stop. Jeg er super ligeglad med din medlidenhed, for jeg kan ikke bruge den til en skid. Den gør absolut ingen forskel, for du står ikke her i mine sko. Du tager ikke kampen for mig, du tager ikke smerten og håndterer de følelser for mig, som jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med. 

    Ironisk nok, har jeg de sidste par måneder gået med meget stærke følelser omkring det faktum, om jeg skulle sætte et barn i verden eller ej. Hvorfor har det lagt mig så meget på sinde? Fordi, jeg på ingen måde har lyst til at tilbyde et barn, et andet menneske, denne verden. Jeg ville ikke kunne bære i mit hjerte, at skabningen bare har 5% chance for, at hilse på nogle af de udfordringer jeg har. Jeg synes det er tarveligt, forfærdeligt og mit hjerte ville bløde. Måske lidt mere, end det gør i forvejen. Hvis behov er det så, man i sidste ende tænker på? Sit eget. Det er et egoistisk valg, at sætte et barn i verden. For ih guder, hvor har den påført mig meget smerte. Og den bliver ved. Igen og igen. Tja. Hvorfor ikke bliver ved? Hvorfor ikke?

    Det er mange år siden, at jeg har haft disse følelser at tumle med. Det er mange år siden, at jeg har været så arrig. Èn positiv ting siden sidst er, at jeg tilsyneladende kan styre min ageren udadtil. Skruer vi 5-6 år tilbage og sætter disse følelser i min krop, havde jeg smadret alt omkring mig, hamret hånden ind i væggen og smertefuldt grædt højlydt. Nu kommer det til udtryk i form af mareridt, søvnløse nætter, som denne, og en kold skal, som jeg ikke nænner at pakke væk.

    Jeg har gjort det før. Det der med, at starte fra bunden, forlade nuværende bopæl og omgangskreds. Hvorfor i alverden er der behov for, at jeg skal prøve det en gang til? Gjorde jeg det ikke godt nok sidste gang? Gjorde jeg noget forkert? Eller er det bare for fornøjelsens skyld? Hvorfor har andre mennesker sådan et sygt behov for, at træffe valg, som får store konsekvenser for mig? Kunne de forhelvede ikke bare nøjes med, at rode lidt rundt i deres eget liv. 

    Jeg hader mennesker der lyver. Jeg hader, hader, hader, hader mennesker der ikke kan være ærlige. Hvad skal man bruge dem til? Hvordan har jeg mulighed for at reagere på noget, som du ikke fortæller mig? Hvordan skal jeg så kunne gøre det anderledes? Gøre det bedre? Hvis du alligevel lyver mig lige op i fjæset, kan du ligeså godt vende rundt på hælen og aldrig komme tilbage. Jeg er fløjtende ligeglad med, hvad den sandhed er. Jeg har ikke mulighed for at reagere på den, gøre den bedre eller værre, hvis du stikker mig en løgn. 

    Det er ikke det faktum, at du har været sammen med en anden der er det værste. Ja, det er slemt, ja, det er ulækkert og ja, jeg kan ikke håndtere tanken om at du har været sammen med en anden. Men, det er løgnen der brænder din bro, det er dit coverup der ødelægger det for dig. Så også det faktum, at jeg flere gange har spurgt dig, hentydet til det og syntes at fange noget - som du har benægtet. Hvad har jeg så i virkeligheden betydet for dig? Ingenting. 

    Du gør mig til ingenting. Behandler mig som ingenting.

    Hold nu kæft.

    Nej, jeg har ikke sovet endnu.

    Godnat. 

    // Tempf

  10. Om hvad der vil værre det rigtig valg af gøre jeg ansøgt en person på fb om valgt af blokker mig det er en person som jeg ikke rigtig har værre på talefod med efter jeg lave en fejl som efterføre gjort person voldsom sur på men nu har person ophøre blokkerne jeg er dog i tvivl om det vil værre klogt af sende en venneanmodning af sted da jeg mistænker person stadivæk er sur 

  11. Jeg er virkelig ramt af uheld. 2017 er lige startet, og jeg kan nu tælle ikke blot én men flere ganges tyveri og uheld i den dur. Jeg har altid været den der, som aldrig havde oplevet noget af den slags, og jeg husker, at jeg tit reflekterede over, hvorfor mon jeg aldrig havde fået stjålet eller mistet noget, nu hvor jeg bor og har boet i flere af Europas største byer og rejst i nogle af verdens. Men sådan noget skal man passe på med at sige for hurtigt. Det var knap blevet midten af januar før det skete for første gang og februar for anden gang. I går skulle min april starte med tredje gang. 

    Jeg stod fint og roligt og ventede på at komme ind i en opgang i et roligt kvarter. Klokken var knap midnat, og jeg havde almindelig hverdagstøj på, var ikke påvirket af det mindste, og min taske var lille og skjult under min arm, mens jeg stod tæt ved døren. Det kom derfor som et chok, da den mand, som jeg havde set i øjenkrogen komme gående stille og roligt, valgte at gå helt tæt på og rive fat i min taske. Jeg ved ikke, om det er noget, der skete eller, om det er manipulation af min hjerne efterfølgende. Men jeg mindes at have haft et splitsekunds øjenkontakt. Jeg mindes også at have iagttaget hans tøj samt ansigt, og jeg kunne hurtigt konstatere hans etnicitet. Dette i et splitsekund. I et meget hurtigt splitsekund. For min reaktion var så hurtigt, at han knap når at sætte i løb før jeg, lille, sød, rolig, "hun kan ikke gøre noget", lyshåret pige allerede har benene på nakken. 

    For ja, det var det, jeg valgte at gøre denne her gang. Flere måneders kaos for uretfærdighed, tyveri, psykisk ubehag over samme og et økonomisk tab for dækning af det tabte. Nej, det skulle fandeme ikke ske igen. Det kunne jeg ikke kapere. Jeg kunne ikke magte tanken om, at jeg mandag morgen igen skulle stå nede i banken og ikke blot bede om nyt kort grundet tyveri, derimod også betale, igen, beløbet for det nye kort. Købe en ny pung. Købe et nyt, dyrt togkort. Alt dette for de små 10 euros, som han kunne have vundet, ved at have fået tasken. 

    Jeg havde aldrig troet - i min vildeste fantasi, at jeg kunne reagere så aggressivt, impulsivt og så styret af adrenalin, at jeg satte i mit absolut hurtigste løb lige i nakken på manden. Mens jeg samtidig, som min far altid havde sagt, skreg så højt jeg kunne. Jeg skreg på hjælp, almindelige, aggressive skrig og så skreg jeg stop. Da jeg nåede tættest på ham, kan jeg huske, at jeg indeni er så pumpet af adrenalin og aggressivitet, at jeg skriger ham direkte i baghovedet. I dét øjeblik smider manden tasken fra sig. Jeg griber fat i den, da den lander på jorden, og jeg ser ikke meget mere. 

    Jeg rystede over hele kroppen, da jeg går tilbage til opgaven, hvor mine to venner i samme øjeblik kommer smilende mod døren for at åbne. Kort efter kommer en fyr hen imod mig, og spørger, om jeg snakker engelsk. Han spørger, om jeg er ok, og han siger, at han hører skrigende og akkurat ser, at manden smider noget fra sig. I dette øjeblik begynder han at løbe efter ham, mens slap ham et par blokke efter. Han spørger, om jeg er ok. 

    Jeg er chokeret. Og jeg er stolt på samme tid. Den mand, der valgte at hive fat i min taske med en forventning om, at en lille, udenlandsk pige ikke ville kunne gøre noget eller ville turde gøre noget, fik at mærke alle mine indre og opsparede aggressioner fra de tidligere hændelser. Jeg er taknemlig for, at jeg kunne komme fysisk ud med alt, det som jeg havde haft indeni. Jeg er glad for, at jeg "fik lov" til at reagere, som jeg ville ønske, jeg havde reageret, da det skete første gang. Jeg reagerede, som jeg altid gerne har ville reagere men også vidst, at jeg nok ikke ville kunne af frygt for, hvorvidt manden ville kunne være bevæbnet. Men jeg gjorde det. Og manden ejede ikke nosser til at gøre noget som helst. Manden var tydeligvis svag og vi har ikke løbet mere end 20 meter, før han allerede lader tasken glide ud af sine hænder. 

    Jeg er glad for, at jeg denne her gang "vandt mine egendele". Jeg vandt retfærdigheden, og jeg kæmpede for den. Jeg kæmpede mod uretfærdigheden. Jeg er ikke en løber, og min kondition her på det seneste kan diskuteres. Men jeg var ikke et sekund forpustet og mest af alt, så er jeg overrasket over, hvordan vores hjerne kan fungere i sådanne situationer, hvordan vi kan reagere på et splitsekund, og hvordan al bevidsthed lukker ned, mens den forreste del af hjernen laver en lynhurtig planlægning af reaktion, konsekvenser ved A eller B samt sender signal til den motoriske planlægning og sætter i fart. Jeg er virkelig overrasket, og det vil jeg tage med mig, når jeg på tirsdag har en eksamen i lige netop dette. Wow. 

  12. daydreamers beware

    imagination trumping curiosity

    mondays signals the coming of fridays

    lines between days blur

    clean bed sheets at 11 am

    sun rays attacking through inadequate blinds

    sundays must end

×