Hop til indhold
DenSortePanter

Blog DenSortePanter

Indlæg: 83    Kommentarer: 262   
Se mere fra Blog DenSortePanter

Om denne blog

Indlæg i denne blog

DenSortePanter

Når følelserne overtager

Puha, at blive mor har virkelig fået en masse følelser frem, som jeg troede for længst var bearbejdet og forsvundet - men åbenbart ikke. 
Jeg var blevet advaret om at det kunne ske, men jeg troede egentlig ikke helt på det. De kloge siger jo så meget.

Men, nu er det så sket, og jeg er sur, skuffet, såret og ked af det over alt der er sket i mit liv de sidste 8 år - at ignorere dårlige oplevelser er åbenbart ikke vejen frem alligevel. :(

Alligevel forsøgte jeg selv at styre det, da følelserne kom, og det resulterede i at jeg blev rødglødende rasende på xKæresten over ingenting - og jeg endte med både at råbe af ham og skubbe til ham. Jeg har aldrig i mit liv været så sur, og det blev udløst af en bagatel. Jeg har så dårlig samvittighed, selvom det er et par uger siden nu, og værst af alt - det hele skete foran E. Jeg ved godt at hun ikke er gammel nok til at kunne huske noget af det når hun bliver ældre, men jeg vil *aldrig* lade hende se sådan noget. 
Normalt er jeg heller ikke udadreagerende. Jeg har aldrig slået eller skubbet til andre end min bror (men sådan er søskende jo :storsmil:) på trods af at jeg har haft rig mulighed og grund til det. 

Så på mandag starter jeg samtaler ved en psykoterapeut. Jeg vil gøre alt for at der aldrig sker noget lignende igen, og jeg har efterhånden indset at jeg ikke kan klare det hele selv, uanset hvor meget jeg ville ønske at jeg kunne. 

DenSortePanter

Tankemylder og sparsom tid

Det ærgrer mig at jeg ikke længere har tid og overskud til at følge med herinde. Jeg savner at følge med i jeres liv, på godt og ondt, og jeg savner den fællesskabsfølelse det giver at kommentere, skrive og få feedback. 

At jeg ikke har tid er dog nok forkert formuleret. Jeg har masser af tid når E sover, jeg prioriterer bare at tage opvasken, få et bad og rydde op - så det er selvforskyldt at jeg ikke følger med herinde; men derfor savner jeg det nu alligevel. 

 

For tiden går der millioner af tanker gennem mit hoved, og jeg har ingen idé om hvordan jeg skal få sat ord på dem. Selvom jeg ikke længere er deprimeret, forvirret, angst eller usikker, savner jeg at tale med en psykolog - bare for at have en der lytter uanset hvad jeg siger, og en der kan give feedback på mine tanker uden at være involveret i mit liv. 
Lige nu må jeg nøjes med at skrive mine tanker ned i notesbøger, så godt som jeg nu kan, og så må jeg undvære feedbacken - for feedback er alligevel ikke 700 kr i timen værd.
Måske når jeg engang vinder i lotto og kan leve som en greve uden at tænke over økonomi kan jeg overveje at betale for at få feedback på mine tanker - men indtil da går mine ''hårdt tjente'' penge til bleer, tøj i små størrelser og, hvis jeg er heldig, nye ting til lejligheden så jeg snart kan føle mig hjemme i mit hjem.

På trods af tankemylder og sparsom tid til sjov er jeg lykkelig. Det er noget jeg ikke har været længe, og det er en fantastisk følelse som jeg virkelig har savnet.

DenSortePanter

Livet som mor

''Wow, har du virkelig overskud til det? Det havde jeg ikke da mine børn var i den alder!'' 
Den kommentar fik jeg i går, da jeg fik gæster til frokost. Jeg havde dækket bord, købt blomster og bagt en banankage. Selv synes jeg ikke at det er noget der kræver særligt overskud, men det varmede alligevel at få den kommentar, da jeg slet ikke føler at overskuddet er der. Men jeg er også ved at indse at jeg stiller alt for store krav til mig selv, og at jeg har et helt forvrænget billede af hvad det vil sige at være nybagt mor.  

Bare fordi alle andre småbørns mødre jeg møder virker totalt overskudsagtige med nyvasket hår, rent tøj og makeup, er det jo langt fra virkeligheden. Når jeg er uden for hjemmets fire vægge ser jeg jo også selv overskudsagtig ud, selvom jeg kunne stå op og sove - og heldigvis har jeg en fantastisk terminsgruppe til at minde mig på at den virkelighed jeg oplever er mere reel end den rosenrøde, romantiske virkelighed jeg har opbygget i mit hoved.

I mit hoved skal jeg, åbenbart, kunne leve mit liv præcis som jeg plejede, bare med en baby på armen. Og, let's face it, det er umuligt! Der er overhovedet ingen mulighed for at jeg står op når vækkeuret ringer, bager frisk brød hver gang der mangler og holder lejligheden pinlig ren, alt imens jeg imødekommer E's mindste behov i samme sekund det opstår. 

Og på trods af at bagværk, rutiner og rengøring pt er byttet ud med at huske hvornår jeg sidst skiftede en lorteble, hvor længe E har sovet og hvor mange flasker jeg har lavet i dag, elsker jeg mit liv mere end nogensinde før, og jeg ville ikke bytte det for noget i verdenen. 
 

 

 

 

 

DenSortePanter

Kaos og kærlighed

Nu har jeg været mor i 6 uger, og jeg elsker det! 

Det er forbandet hårdt, jeg har tudet af frustration flere gange og jeg har mere end én gang ringet efter hjælp, så jeg kunne få 2 minutter for mig selv inden jeg mistede forstanden. 
Men hver gang jeg af den ene eller den anden grund har været ved at skrige af frustration, har E stukket mig det største smil - og der er ingen negative følelser der kan overleve synet af det smil! *love*

E er heldigvis et nemt barn (og jeg har fået en enorm respekt for enlige mødre, der ikke er lige så heldige! Hvordan klarer de det?!)
Hun skriger når hun er sulten og sover når hun er mæt - og på trods af en del mavekneb er hun glad det meste af tiden og har et fantastisk sovehjerte! Den sidste uges tid har hun sovet igennem hver dag (mellem 5 og 8,5 timer.) 

 

Det kommer meget bag på mig at det ikke er alt det jeg troede ville være hårdt, der er det hårdeste. Det er helt fint at jeg skal udskyde mine egne behov til fordel for hendes, det generer mig ikke at stå op midt om natten eller at jeg skal planlægge min dag rundt om E - det går mig til gengæld ret meget på at jeg ikke kan høre musik når jeg er med bussen fordi jeg skal lytte efter E. Jeg synes det virker så latterligt at det er dét, der går mig på, og det kommer helt bag på mig. Men det irriterer mig hver gang jeg stiger ind i bussen.

Der er dog også sket en del negative ting de sidste 6 uger. 
Jeg er igang med at planlægge barnedåb, og det giver så meget ballade at jeg flere gange har overvejet at opgive det, få hende døbt i hemmelighed og aldrig fejre det. 
Først vil min far ikke komme, fordi han ikke kan lide xKæresten - som han iøvrigt aldrig har mødt. Af samme grund har han heller ikke set E, og vil ikke komme til nogen ting fremover hvor xKæresten er inviteret.
Så vil min bror, som i øvrigt skulle have været gudfar, ikke komme, fordi hans kæreste har et problem med en af de andre inviterede. De ændrede heldigvis mening og kommer i kirken, men holder sig væk fra festen - men først efter vi havde fundet en ny gudfar til E og det er lykkedes min bror at smadre vores pisse gode søskende-forhold over sms. 
Fordi min bror var en idiot ændrede min far mening, og ville nok godt komme alligevel - men da de modtog invitationen, meldte han alligevel fra. 
Mine bedsteforældre vil pludselig kun komme til kirken, hvilket jeg ikke forstår eller får nogen grund til - og 2 dage efter vil de så alligevel godt komme til festen også. 

Jamen jøsses altså!
I det mindste har jeg nogenlunde frie hænder med hensyn til festen, så den bliver præcis som jeg ønsker - xKæresten har været med til at bestemme menuen og valgte kirken, men borddækning, pynt, tøj til mig og E, invitationer osv er mit område - og jeg elsker det! 
Og det at det er så sjovt og hyggeligt at gå og planlægge er nok den største grund til at jeg ikke bare har aflyst barnedåben. :P

Pt forsøger jeg at fortælle mig selv at intet kan ødelægge barnedåben, at det bliver en fantastisk fest uanset hvem der kommer og hvad der sker. Alligevel er der en lille del af mig der egentlig bare gerne vil have det overstået nu - og så er der altså længe til August.

DenSortePanter

What a week!

Tirsdag d. 16/5 blev jeg indlagt på hospitalet for at få sat min fødsel igang. 
Onsdag aften var min krop klar til at få prikket hul på vandet, men vi besluttede at det var bedre at vente til torsdag morgen, så jeg kunne få sovet og være udhvilet til fødslen. 
Torsdag morgen var der dog travlt på fødegangen, og hele dagen lå jeg på stuen og slappede af, og ventede på at der blev tid til mig. Hold nu op hvor var det ulideligt at ligge der og vente, uden at vide hvor længe der ville gå. Jeg kunne ikke gå nogen steder i tilfælde af at der blev tid, for jeg ville jo ikke misse min chance. 
Klokken 20.45 blev der prikket hul på vandet, og 5 minutter efter begyndte de første veer at bide. De var dog slet ikke hverken kraftige eller regelmæssige, så jeg blev sendt på gåtur for at sætte skub i det hele.
Klokken 22.30 kom jeg ind på en fødestue og fik vedrop, for at sætte lidt mere gang i det hele, og så gik det ellers stærkt. Fra at have noget der mindede om kraftige menstruationssmerter, fik jeg pludselig veer der gjorde vanvittig ondt. 
Min plan om en fødsel uden smertestillende røg hurtigt i vasken, for veerne gjorde en del mere ondt end jeg kunne huske fra sidst. 
Resten af fødslen husker jeg nærmest ikke (lattergas er en fantastisk ting! :storsmil:) før presseveerne pludselig satte ind, og klokken 02.50 havde jeg min datter i armene efter 3 presseveer. *love*

Men så startede bekymringerne også. 

Fredag formiddag kom en sygeplejerske ind og kommenterede på de lyde E lavede. Det kunne være tegn på infektion, men vi skulle lige se tiden an.
Lørdag formiddag var lydene blevet højere, så der skulle tages en blodprøve. Der var dog heldigvis ingenting, men hvis ikke lydene blev mindre i løbet af dagen skulle der tages endnu en blodprøve. Heldigvis aftog lydene i løbet af dagen. 

Søndag formiddag da jeg var ved at pakke for at tage hjem, kom sygeplejersken i tanke om at vi da lige skulle veje E. Det er normalt at nyfødte taber sig de første par døgn efter fødslen indtil amningen kommer ordentlig igang, så det var egentlig mest for hyggens skyld at hun skulle vejes. 
Hun havde dog tabt sig for meget, og grundet travlhed på barselsgangen fik jeg kun meget få informationer inden sygeplejersken var væk igen. Jeg skulle begynde at supplere med modermælkserstatning med det samme, og hun rådede mig til ikke at tage hjem før E var begyndt at tage på igen. 
Jeg fik ikke at vide hvor meget hun havde tabt sig eller om jeg skulle være bekymret - så selvfølgelig blev jeg ude af mig selv af bekymring! 
Resten af dagen og natten skulle jeg vække hende senest hver 3 time, tilbyde hende brystet og derefter give en flaske, og først om aftenen fik jeg at vide at der ikke var grund til bekymring over vægttabet da hun havde kun tabt sig ca 20 gr (1%) mere end det tilladte.

Mandag morgen blev hun vejet igen, og hun havde taget 110 gr - yes, så kunne vi komme hjem! ... Eller ikke. 

Jeg gik igen igang med at pakke mine ting, og en times tid før jeg havde planlagt at tage hjem kom sygeplejersken ind for lige at hilse på. Hun kiggede til E, og kommenterede på at hun da så lidt gul ud, så inden vi kunne tage hjem skulle der lige tages en blodprøve for gulsot. 

Endnu engang fik jeg kun få informationer. Blodprøvetallene lå lidt til den høje ende, og de ville råde mig til at blive til dagen efter så vi kunne holde øje med at tallene ikke blev højere. Igen blev jeg pisse bekymret og enormt frustreret over de manglende informationer. Jeg måtte google hvad gulsot er, og begynde at gætte mig frem til hvad det så betyder når tallene er lidt for høje. Først sent på eftermiddagen fik en sygeplejerske tid til at kigge ind og svare på mine spørgsmål. 
Tirsdag morgen var blodprøvetallene faldende, og jeg fik lov til at tage hjem.

På grund af de manglende informationer i tide, har jeg dog ikke helt kunne slippe bekymringen. Jeg har været nødt til at droppe amningen, for jeg orker ikke at bekymre mig om, om hun får nok at spise. Jeg har brugt de sidste 8 måneder på at bekymre mig om, om jeg overhovedet ville få mit barn med hjem, så jeg har brug for at der er ro på nu. Selvfølgelig følger der bekymringer med at være nybagt mor, men jeg har bestemt ikke brug for bekymringer ud over det sædvanlige. 

I dag er E en uge gammel, og på trods af bekymringer synes jeg at dagene er fløjet afsted. Bekymringerne er heldigvis blevet meget mindre efter jeg er kommet hjem, gået over til flaske og der er kommet ro på, og jeg kan nu nyde at jeg er blevet mor til den dejligste unge. *love* Tænk engang at man kan komme til at elske så lille en skabning så højt på så kort tid. *love*

DenSortePanter

Jeg tæller dage

Tirsdag kan ikke komme hurtig nok! Og alligevel er jeg glad for at der stadig er 5 dage til..

På tirsdag er jeg 37+3 i min graviditet, og det er denne dag jeg har aftalt med fødselslægen at min fødsel skal sættes igang. 
Så tirsdag morgen møder jeg ind på hospitalet og kommer ikke hjem igen før jeg har min datter med. *love*
Jeg er forberedt på at det muligvis tager flere dage at sætte fødslen igang, men på tirsdag starter det hele, og jeg glæder mig usigeligt meget - både til fødslen, men også til endelig at kunne slippe bekymringen for at noget skal gå galt. 

De sidste par uger har været hårde. Både fordi bekymringen bliver større jo tættere på jeg kommer, men også på grund af flytning og graviditetsgener. 
I sidste uge var jeg på fødegangen 2 gange til tjek. Første gang på grund af synsforstyrrelser, svimmelhed og hovedpine, og anden gang på grund af mistanke om smerte i nyren. 
Begge gange viste det sig dog at der intet var galt, hverken med mig eller E. 
Smerten i ''nyren'' stammer fra ribbenene, og selvom der ikke umiddelbart er nogen forklaring på det, er det på ingen måde farligt - og synforstyrrelser med mere er desværre bare en del af nogle graviditeter. 
Der er også en chance for at det er min krops måde at fortælle mig at jeg skal slappe af, så jeg har fået ordre på at lytte efter min krop, uanset hvor ubelejligt det er - og det er ubelejligt!

Jeg har stadig en milliard ting jeg gerne vil nå inden fødslen, og med det tempo tingene sker i lige for tiden får jeg ikke gjort ret meget af det. Det vigtigste bliver dog klaret i morgen, og derefter må jeg tage én dag ad gangen og se hvad jeg kan nå. 
Det er trods alt bedre at jeg fysisk og mentalt er klar til fødslen, end at jeg når igennem en to do liste, hvor de fleste af tingene sagtens kan vente til efter fødslen. 

Puha, det hele kommer tæt på nu. Det er slet ikke til at forstå at jeg allerede snart skal møde min lille pige. 
Jeg kan slet ikke finde ud af om jeg synes dagene har slæbt sig afsted eller om tiden er fløjet. På den ene side føles det stadig som om jeg lige har fundet ud af at jeg er gravid, på den anden er jeg  glad for at det snart er overstået, så jeg kan få min krop tilbage! 

DenSortePanter

Jeg skal flytte!

Jeg har haft en forfærdelig hård påske, men i morgen er det heldigvis slut. I morgen flytter jeg ind i min nye lejlighed!

Fik i sidste uge en mail om at jeg kunne overtage lejligheden allerede i går, og det var jeg hurtig til at takke ja til - men hold nu op det er hårdt at pakke og planlægge en flytning når maven er i vejen, kvalmen er kommet retur og man generelt ikke er særlig mobil - og endnu hårdere når man kun har en uge til at nå det hele, alene. 

Men det lykkedes! I dag skal jeg havde pakket de sidste småting, vasket det sidste tøj og så ellers bare lade op til i morgen, hvor jeg heldigvis har 2 stærke mænd til at lave alt det hårde arbejde. 

Jeg glæder mig usigeligt meget. Nu har jeg endelig mit eget sted, hvor jeg kan blive boende lige så længe jeg har lyst. 
Jeg ved på forhånd at jeg flytter igen om et par år, for jeg synes E på et tidspunkt skal have sit eget værelse ( og at jeg skal have lidt privatliv ) - men når jeg flytter bliver det MIT valg, og det giver en fantastisk ro at vide. 

---
Der er nu kun 4-5 uger til fødslen, og jeg glæder mig utrolig meget til at møde min lille pige. Men samtidig bliver jeg grebet af en følelse af panik hver gang jeg tænker på hvor kort tid der er tilbage. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcis hvad jeg panikker over hvilket egentlig bare gør det hele værre. Det udløser at jeg nu også panikker over småting - senest har jeg fået bildt mig selv ind at taxachauffører kører ad helvedes til, så jeg kan umuligt tage hende med hjem fra hospitalet i en taxa. 
Jeg ved godt at det er dumt, men følelser giver ikke altid mening. Og jeg ved også godt at alt nok skal falde på plads. Hun kommer om 4-5 uger, om jeg er klar eller ej, og på trods af panikken glæder jeg mig.

--

For 2 uger siden besøgte jeg Kaare. Jeg havde egentlig indstillet mig på ikke at besøge ham før efter fødslen, men xKæresten foreslog at vi gik derover. Det er første gang han har villet med, så jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej. Og det var faktisk rigtig dejligt. Kaares have er blevet et ''safe space'' for mig, hvor alle tanker forsvinder og jeg bare er i nuet - og det har jeg virkelig manglet de sidste par måneder. 
Jeg havde en frygt for at det ville gøre mig rædselsslagen for at miste E, men det skete ikke. I stedet fandt jeg samme ro som sidst jeg besøgte ham, og alt den dårlige samvittighed over ikke at besøge ham og at prioritere E over ham forsvandt. 
Jeg har nu igen fået ro i sjælen, og det var virkelig tiltrængt. 

DenSortePanter

Kom Maj!

Jeg har ikke besøgt Kaare siden jeg fandt ud af at jeg var gravid. 
Jeg har enormt dårlig samvittighed over det og føler mig som en elendig mor - samtidig med at jeg ved at jeg er en fantastisk mor, fordi jeg holder mig væk for at jeg kan nyde graviditeten med E med mindst mulig bekymring. 
Jeg har lovet mig selv at tage revanche og tage E med op og besøge Kaare så snart det bliver muligt - og indtil da må jeg leve med den dårlige samvittighed. 

Bekymringen kan jeg dog ikke helt undgå. Jo længere hen i graviditeten jeg kommer, jo mere nervøs bliver jeg. Ikke for at der er noget galt med hende nu, for hun er god til at gøre opmærksom på sig selv både dag og nat, men jeg er rædselsslagen for at der pludselig skal ske hende noget. Jeg er sikker på at frygten forsvinder så snart hun er født, så jeg går og tæller dage til igangsættelsen! 

Heldigvis kan jeg distrahere mig selv lidt fra bekymringerne og den dårlige samvittighed. 
Jeg skal jo flytte til Maj, og da jeg allerede nu er ret slemt plaget af graviditeten er jeg så småt gået i gang med at pakke de ting ned som jeg kan undvære de næste 2 måneder. 
Det er alligevel blevet til en del ting efterhånden, og lejligheden begynder allerede at se lidt tom ud - på trods af alle de sække med ting der står rundt omkring. 

Nu kan Maj kun komme for langsomt. 

DenSortePanter

Jeg har fået lejlighed!

Efter snart 2 år på krisecenter, et par år yderligere uden fast bolig og 15 mdr på den sociale boliganvisningsliste fik jeg i onsdags det længe ventede brev; jeg er endelig blevet tilbudt en lejlighed! 
2 værelser fordelt på 65 m2 i et skønt område i København (godt nok på Amager, men i dette tilfælde er det det samme. :P ) med overtagelse 15/5 - jeg er nærmest lykkelig! 

Selvfølgelig ramler det også denne gang sammen med fødslen, men i det mindste har jeg 3 måneder til at planlægge det hele, så jeg satser på ikke at stresse for meget over det. 

Lige nu svæver jeg på en lyserød sky. Jeg er så lykkelig over at E aldrig kommer til at opleve livet som boligløs, og jeg er lykkelig over at jeg endelig kan holde op med at stresse over ikke at have nogen fast lejlighed. 

Jo, krisecenteret er fantastisk, jeg har tag over hovedet, ''egen'' lejlighed med køkken og bad, 2 små rum - men at vide at lejligheden kun er til låns, har været så ufattelig stressende. 
Jeg vidste ikke engang hvor meget det egentlig fyldte, før brevet med tilbud om lejlighed kom i min e-boks. Det føltes som om en kæmpe sten lettede fra både skuldre og hjerte. 

Nu kan jeg så stresse lidt over hvor jeg skal få de 20.000 kr til hvidevarer, møbler osv fra, men jeg er sikker på at det nok skal løse sig - om ikke andet må jeg leve af mikrobølgeovns-mad den første måned, indtil jeg får råd til et komfur. :P
 

DenSortePanter

Update

Efter lang tid uden mulighed for at tjekke DD, er det helt mærkeligt endelig at have både computer og internet igen. Jeg kan se jeg har en hel del at læse op på, hvis ikke jeg skal gå glip af noget!

 

Men først, mine tanker...

Set lidt udefra ser det ud til at mit liv kører som det skal; jeg klarer mig godt på studiet, jeg bliver snart mor og jeg mangler i bund og grund ingenting. Alligevel synes jeg ikke at mit liv føles helt så fantastisk.

Jeg er dødtræt af mine klassekammerater. De er umotiverede og dovne, og uanset hvad underviseren finder på er det ''kedeligt.'' Jeg synes det er svært at bevare min egen motivation, når der bliver småsnakket rundt omkring og tjekket mobiler konstant - og det er kun blevet værre efter de nye startede midt i januar. Jeg glæder mig til barsel, så jeg kan få en pause!

Og apropos barsel - graviditeten forløber helt som den skal, og babypigen (E) er efter alt at dømme en sund og rask lille møgunge.
Jeg var til misdannelsesscanning i onsdag, for at tjekke at alt er som det skal være. E ville dog hverken ligge ordentligt eller stille, så jeg har fået en ny tid på onsdag - med besked på at opdrage lidt på hende inden da. ;)

Under scanningen kunne de også se at jeg har en cyste under livmoderhalsen. Den er formentlig ufarlig og forsvinder af sig selv, men den bekymrer mig alligevel lidt. Og oven i alle de andre bekymringer jeg har i forbindelse med graviditeten, er det noget der tærer på mig.
Min hukommelse er ikke-eksisterende, mit energiniveau er gået i minus og min evne til at koncentrere mig er nærmest forsvundet - og oven i alt det slås jeg også med dårlig samvittighed - overfor Kaare, fordi jeg knytter mig til et nyt barn, overfor E fordi jeg ikke har knyttet mig så meget til hende som jeg havde til hendes bror på samme tidspunkt i graviditeten, og overfor min omgangskreds, fordi alt det ovenstående blandet sammen gør, at mit humør svinger voldsomt og jeg reagerer ikke altid lige hensigtsmæssigt.
Min omgangskreds er dog forstående, og jeg husker da også, for det meste, at undskylde når jeg har været en idiot.

Og mod den dårlige samvittighed overfor mine børn taler jeg med både Jordemoder og fødselslæge - og begge kan heldigvis berolige mig med at det er helt normale følelser at have. De har også sagt at det er helt normalt hvis ikke jeg knytter mig rigtigt til E før hun bliver lagt op til mig efter fødslen.
Det er dejligt at høre at jeg ikke er unormal, selvom det selvfølgelig ikke rigtig hjælper på den dårlige samvittighed.

Lige nu glæder jeg mig bare til barsel. Til at få en kort pause fra det virkelige liv, indtil mine bekymringer bliver gjort til skamme ved fødslen.

Ja, der er noget tid til endnu, men jeg ser frem til det og tæller dagene!

DenSortePanter

14+1

Efter sidste graviditet tog jeg nok lidt for givet at jeg var ''en af dem'' der har nemme graviditeter - det er (desværre) ikke tilfældet!
Godt nok er der ingen komplikationer med baby, hun er sund og rask og livlig. 
Det samme kan dog ikke siges om mig. Jeg har flere gange været ved at give op, bare ligge mig i sengen indtil baby kommer til maj, og opgive ''det virkelige liv'' for en stund - og jeg er kun 14 uger henne!

Jeg har den sidste uges tid haft forfærdelige hovedpiner, og hvis jeg står op for lang tid bliver jeg enormt svimmel og er ved at besvime. 
I starten tog min læge mig ikke seriøs, og ''gættede'' på diagnoser i telefonen som slet ikke kunne passe (hvorfor jeg også skifter læge så snart januar-su'en kommer ind på kontoen!)
I fredags gik han endelig med til at give mig en tid, efter jeg begyndte at tude i telefonen fordi jeg slet ikke kan overskue ikke at kunne noget som helst selv. 
Nu er jeg så sengeliggende og fritaget fra skole indtil onsdag på lægens ordre, på mandag skal jeg ind og have taget blodprøver og afhængig af hvad de siger skal jeg måske overveje en sygemelding. Jeg fik også strenge ordre på at hvis jeg fik det værre i løbet af weekenden, skulle jeg ringe til 1813, og insistere på at de kigger på mig. 

I best case scenario har jeg en meget lav blodprocent. Lægen sagde dog at det var usandsynligt, da jeg fik målt min blodprocent i slutningen af oktober, så den kunne næsten umuligt nå at falde så meget hvis ikke jeg havde blødt en del. Jeg spurgte ikke ind til worst case scenario - jeg blev lidt skræmt efter han lavede nogle øvelser med mig og ''beroligede'' mig med at det ikke var fordi der sad noget og trykkede på hjernen. 

Udover det går det dog godt. 
I onsdags var jeg til nakkefoldsscanning, og baby er helt perfekt! Scanningsdamen var så flink at gætte på kønnet, da der kun var få dage til jeg kunne købe mig til en kønsscanning - vi skal have en lille pige! (Det har jeg egentlig vidst længe, men det er rart at få sin mavefornemmelse bekræftet.)

De ekstra scanninger jeg blev tilbudt til første lægesamtale er jeg stadig ikke blevet indkaldt til. Min vandrejournal ''blev væk i posten'' (eller også glemte lægen at sende den?), og kommer derfor først frem til hospitalet i næste uge. 

Nå, inden hovedpinen sætter ind fordi jeg ikke ligger i sengen, vil jeg julehygge lidt. Jeg synes der trænger til at komme nisser op over det hele - det er jo trods alt december.
 

 

DenSortePanter

Første lægebesøg - 9+2

I morgen skal jeg til første lægebesøg i forbindelse med graviditeten, og jeg er hunderæd!

Jeg er ikke bange for selve lægebesøget, men jeg er bange for at alt det jeg blev lovet efter fødslen af Kaare (Ekstra scanninger, ekstra jordemoderbesøg og en tidlig igangsættelse af fødslen) ikke er en mulighed, og at det bare var noget de sagde for at berolige mig. I know, det lyder crazy - hvorfor skulle en overlæge på fødegangen lyve for mig? 
Men min bekymring ligger også lidt i at jeg vil blive tilknyttet et andet hospital, og måske ser de anderledes på det? 

Jeg er ikke så bange for at miste babyen som jeg troede at jeg ville være, men der er en vis nervøsitet og jeg er bange for at det udvikler sig til angst hvis ikke der bliver holdt ekstra øje med spiren. Jeg tror mest det er fordi jeg ikke ved hvorfor Kaare døde. Det gjorde han bare. Ved jordemodersamtalen en uge før slog hans hjerte fint, der var masser af liv i ham, og pludselig fra den ene dag til den anden var han død. Jeg håberhåberhåber at løfterne bliver overholdt, og der bliver holdt ekstra øje med babyen!

Udover det går graviditeten fantastisk! Jeg kan ikke spise, jeg sover konstant, jeg har bækkensmerter (forhåbentlig kun bækkensmerter og ikke begyndende bækkenløsning!) og alt mad der ikke er friturestegte pomfritter (hvilket jeg nægter at leve af!) giver mig kvalme. 

Men jeg nyder det. Jeg nyder tanken om at der gror et menneske inden i mig, og jeg glæder mig usigeligt meget til jeg får lov til at høre hjerteslaget, mærke de første bevægelser og få en flot babymave. <3

 

Jeg har, sammen med xKæresten, besluttet mig for ikke at vide babys køn før efter fødslen. 
Jeg vil alligevel købe kønsneutralt tøj og babymøbler så det kan genbruges, så egentlig er der ingen grund til at vide det. Lige nu synes jeg også det er enormt spændende ikke at vide noget før man får barnet i armene. 
Om jeg så kan holde mig til planen vil tiden vise. Jeg er selvfølgelig enormt nysgerrig, og jeg har en klar fornemmelse af at jeg venter en pige - det kunne jo også være liiiidt spændende at få det bekræftet, så jeg kan vælge babys første sæt tøj og første bamse ud fra køn .... 
Men lige nu er planen altså at baby ikke har noget køn før efter fødslen. 

 

I tilfælde af at xKæresten ser kønnet på en af scanningerne (jeg har planer om at kigge væk indtil hende/ham der scanner fortæller at man ikke kan se babys køn) er vi allerede begyndt at tale babynavne. På den måde kommer han ikke til at afsløre noget ved at gå med til et åndsvagt navn, bare fordi han ved det aldrig bliver aktuelt. :P 

Desuden er jeg nødt til at have en tankegang der siger at intet går galt, og så snart jeg har været ved 12-ugers scanningen køber jeg det første stykke babytøj. Det er ligesom en måde at sige at jeg får et barn til maj, og der går ikke noget galt. 

Meeen, nu må jeg hellere lige få overstået lægebesøget i morgen, før jeg begynder at tænke hele graviditeten igennem. :P

×