Hop til indhold
Intetheden

Blog Intetheden

Indlæg: 116    Kommentarer: 66   
Se mere fra Blog Intetheden

Om denne blog

Indlæg i denne blog

Intetheden

Transformation - og en masse andet

Jeg har igennem de sidste par måneder gået igennem en kæmpe transformation og jeg kan mærke det har været SÅ godt og SÅ sundt for mig. Jeg som troede det aldrig skulle blive bedre igen og at angsten for altid ville have mig i sin hule hånd. Jeg har måtte kæmpe og indse en helt masse ting, som jeg aldrig troede jeg skulle igennem igen. Nu kan jeg efterhånden se lyst på tingene igen - jeg kan se målet, hvilket er noget som har virket så urealistisk de sidste mange måneder. Jeg er så glad og jeg er så stolt over mig selv, fordi jo jeg har fået hjælp, men for at jeg har kunne få den hjælp har det krævet jeg vitterligt har måtte give ált af hvad jeg overhovedet har kunne give af mig selv. Jeg har tudet mig igennem samtlige møder, fordi jeg bare måtte erkende overfor mig selv og for andre at jeg faktisk bare havde det pisse dårligt og nej jeg var sgu ikke klar til at få noget arbejde eller en uddannelse uanset hvor meget jeg så end gerne ville. Mit sind har været for mørkt og min styrke for svag. Der var udelukkende mørke i mit indre. Dog huskede andre mig på at det for mig galt om at fejre selv se små sejre. Den sejre var at gå til erkendelse, hvilket for mig betød at jeg gik til kommunen og bad om kontanthjælp, fordi jeg var for dårlig til at komme videre alene, at jeg blev nødt til at få hjælp for at kunne komme videre. Det at gå til kommunen var i sig selv utroligt flovt, men alligevel en sejr, for selvom jeg tudede mig igennem det hele og synes det hele var så flovt, så gjorde jeg det nødvendige. Ikke kun det nødvendige for mig, men også for min kæreste, fordi han ikke kunne blive ved med at betale for to og mine forældre heller ikke kunne blive ved med at betale og give mig alt, for det gjorde heller ikke mig noget godt, fordi skyldfølelsen bare langsomt hobede sig op indvendigt. Den næste sejr kom da jeg tog imod dét som kommunen foreslog mig af tilbud, og det er jeg simpelthen så glad for, fordi netop de tilbud gjorde at jeg nu kan stå på den anden side og faktisk begynde at føle mig som mig selv igen. Jeg er ikke sur, tvær, usikker og ked af det hele tiden. Jeg er glad og jeg rummer overskud.

Derved ikke alle dage er lyse, for det er de ikke, men negativiteten og usikkerheden, som nærmest var det eneste jeg kunne rumme, det indeholder jeg ikke så meget længere. Jeg er nærmest aldrig bange mere. Jeg bliver ikke ked af det, hvis min kæreste gerne vil have alene tid eller gerne vil være sammen med drengene. Jeg accepterer det i stedet for at stille spørgsmålstegn ved det. Det er SÅ dejligt at kunne tage hjem uden at have en klump i maven, fordi ikke nok med det ødelagde mig, så ødelagde det også langsomt min kæreste, fordi han ikke rigtigt kunne finde ud af hvilket ben han skulle stå på, fordi han ikke har ville såre mig. Utroligt han har kunne holde mig ud med alt den usikkerhed, jalousi og angst der har været omkring mig ligeså snart han har været væk fra mig. Jeg kan da stadig tænke; allerede? men det er mere fordi jeg aldrig kan få nok af ham, men der er vi så forskellige, fordi han har sommetider brug for at kunne koble fra alene.

Da min angst var værst lammede den mig fuldstændigt. Jeg kunne ikke gå ud for en dør, hvilket altså vil sige jeg isolerede mig selv helt vildt og ofte så jeg udelukkende min kæreste i 2 uger, hvor jeg måske var ude for en dør 3 gange MAX. For det første var jeg bange for at forlade lejligheden, fordi jeg var bange for jeg glemte at slukke noget, så det måtte jeg jo tjekke en milliard gange. Jeg var bange for offentlig trafik, fordi tænk hvis der sad en gidseltager i bussen/toget, eller tænk hvis nogle havde placeret en bombe, eller bussen kørte galt. Jeg turde heller ikke handle, fordi jeg var bange for at glemme noget og samtidig blev jeg stresset af alle menneskerne igen fordi jeg var bange for der skulle ske en gidseltagning eller røveriforsøg eller lignende. Det værste var dog at skulle stå i kø og skulle til at betale, fordi jeg blev sommetider så nervøs jeg ikke kunne huske min egen kode til min kort og så stod folk jo og ventede på jeg kunne nosse mig færdig. Gik jeg på gaden alene, så var det altid i et fuldstændigt latterligt hurtigt tempo, som hvis jeg var ved at komme for sent til en bus/tog, for så stoppede folk mig ikke for at spørge om vej eller for at spørge om jeg ville købe det her abonnement eller støtte den her fond (det havde jeg en eller anden skør angst for) og samtidig ville folk jeg kendte også kunne se jeg havde "travlt" jeg var altid bange for at møde folk jeg kendte på åben gade af en eller anden grund. Jeg var bogstavligtalt bange for ált. Jeg kunne også tænke "hmm, det her bliver en god dag" og det var det måske også lige indtil ham der på togperronen gik lidt for meget frem og tilbage, for hvorfor gjorde han det? og så begyndte tankerne, fordi tænk nu hvis han hoppede ud foran toget, eller er det en bombe han har i tasken? Eller ham der, han kigger lidt underligt på mig, hvorfor kigger han på mig? Kender jeg ham? Jeg er og har været bange for rigtig rigtig mange ting, og meget af det har været fremprovokeret af mænd. Jeg oplever stadig en hvis angst omkring mænd, men det er på et helt andet niveau nu, eftersom min læge er mandlig og jeg desuden har ladet mig behandle af en mand (akupunktur med angst) og der har de jo kun gjort mig godt, så det har hjulpet lidt.

Jeg glæder mig til at komme igang med min praktik. Jeg får en knude i maven, som jeg ikke helt kan tyde, for jeg bliver nervøs, når jeg tænker på praktikken, men alligevel glæder jeg mig. Jeg tænker det er meget normalt at være nervøs. Nervøsitet er vel egentligt også i nogle tilfælde en god ting..? Jeg er begyndt at hele efter operationen. Det er satme grimt og ulækkert at se på, men jeg kan i det mindste se fremskridt. Det er ikke bare det her store kødsår, som det vitterligt var i starten... Puha. Første gang jeg skulle skifte plasteret begyndte jeg at græde fordi jeg for det første fik et chok og for det andet tænkte, at det da aldrig nogensinde ville kunne hele op eller blive pænt igen, men nu sker der fremskridt! Jeg skal til møde med min sagsbehandler i næste måned for at snakke lidt grundigere om praktik og alt det hejs der. Det bliver nu meget godt. Hun er rigtig sød, og var med til at gøre mig rigtig tryg i starten, når jeg gik til de kurser i huset. Kom og sagde godmorgen til mig, kom ud i rygepauserne for og høre hvordan jeg havde det osv. Det var super dejligt og jeg følte mig set.

Nu har jeg været sygemeldt i to uger og jeg keder mig, så jeg går og nusser rundt i VORES lejlighed - har jeg fortalt vi er flyttet sammen? Det er så SKØNT. Men i hvertfald, mens han er på arbejde, så har jeg de sidste par dage gået og nusset rundt i lejligheden. Gjort rent, tændt stearinlys og forsøgt at sætte lidt mit eget præg, eftersom vi er flyttet ind i hans lejlighed. Hans er ikke så stor, faktisk var min større, men hans er tilgengæld billigere og det betyder vi kan spare op til en større lejlighed sammen, når nu vi er flyttet sammen i hans. Det betyder også jeg har måtte købe opbevaring til mange af mine ting, i hvertfald de store, så nips osv. det er jeg efterhånden begyndt at sætte lidt frem i hans - eller ja vores, så jeg også kan føle det et eller andet sted er mit. Næste måned hedder det projekt opsæt af hylder og så skal der købes mere nips, nogle pynte puder og tæpper. ELSKER HYGGE! Inden jeg satte mig i sengen og påbegyndte dette indlæg havde jeg da gjort rent her og der, igen tændt stearinlys og så hører jeg lækkert musik på hans indlæg, så det er bare ren nydelse. Man må bringe den bedste ud af situationen når nu der ikke er så meget at give sig til.

Intetheden

Social

Det sociale er hårdt. Det er hårdt for mig at være social, når de eneste personer jeg har set det sidste år ca er bestående af mine forældre, søster, min kæreste og så min veninde. Selvfølgeligt har jeg også set andre mennesker, men det har været i begrænsede mængder. Nu skal jeg pludseligt lære at være social igen og samtidig med det, så har jeg en veninde, som konstant hiver mig i ærmet og råber "HVORNÅR HAR DU TID TIL MIG?" og det er ikke fordi jeg ikke har tid til hende, men jeg er bare så fucking træt, når jeg kommer hjem. Alle de mennesker og de forskellige indtryk, som jeg har suget til mig igennem dagen er ganske enkelt trættende og jeg er mere død end jeg er levende, når jeg kommer hjem, men hun forstår det ikke og det frustrerer mig helt vildt!

Hun er en af de aller vigtigste personer i mit liv. Desværre tror jeg bare ikke selv hun hverken ved det, eller føler det sådan, fordi jeg kan mærke på hende hun føler sig overset. Nærmest dagligt spørger hun efter min tid og sommetider gruer jeg for at kigge på min telefon, hvis der tikker en besked ind, fordi jeg ligefrem går og frygter det er hende, fordi jeg ikke ønsker at afvise hende. Fordi det er jo netop ikke fordi jeg ikke vil se hende, for det vil jeg helt ærligt rigtig gerne, men jeg er bare fuldstændig smadret, når jeg kommer hjem og tanken om at skulle ud og socialiserer sig endnu mere end allerede gjort har også bare en rigtig trættende effekt på mig. Jeg er så ked af at have det sådan her. Ked af jeg ikke føler jeg kan magte min egen veninde. Ked af hun føler sig så overset, som hun gør. Jeg føler mig dog mest ked af at hun ikke forstår min situation og ikke accepterer, hvis jeg siger det kan jeg helt ærligt ikke lige overskue i dag "jo du kan så" "jamen det er bare  to smøger" "har bare lige brug for at snakke" JAMEN JEG KAN IKKE OVERSKUE DET, MIT HOVED ER FÆRDIGT, MIN KROP ER SMADRET OG JEG SKAL LADE OP TIL ENDNU EN DAG, SÅ MIN KROP IKKE ER VED AT SPRINGE AF ANGST....  hun forstår det ikke og det gør mig ked af det. Jeg ved godt og jeg forstår godt at angst er svært at sætte sig ind i det og i virkeligheden tror jeg heller ikke jeg ønsker hun skal forstå, men jeg har et ønske om at hun skal accepterer, at lige pt. så er det sådan her situationen er og jeg nok skal kontakte hende, når jeg føler jeg har overskud igen.

I stedet sætter hun sig til at surmule og skælde mig ud, og jeg ved godt det er fordi hun også er frustreret, fordi hun ikke forstår eller helt kan sætte sig ind i min situation.

SÅ KOM JEG UD MED DÉT - DET VAR DEJLIGT. Så til noget helt andet - næsten.

Jeg skrev for at stykke tid siden om at jeg havde været til lægen for at snakke omkring angsten og alt det der, så jeg bla. kunne få tilskud til muligt psykologhjælp og at jeg bla. ikke følte han lyttede osv osv. Det betød altså at jeg ikke følte den angst diagnose (hvis man kan sige det sådan) som han påduttede mig egentligt passede, fordi jeg var inde og læse om det efterfølgende og det var absolut ikke sådan min angst føltes, nej den var værre. Nu har jeg så været afsted igen med et stykke papir med mine symptomer og udprintede tests, og så fik jeg faktisk stillet den "diagnose" som jeg selv troede, men også hvad min psykolog havde sagt det var, så følte ENDELIGT det passede og det gav et eller andet sted mere ro. jeg følte mig hørt og ikke misforstået - det var rart. selvfølgeligt er det ikke fordi jeg tænker "YES, angsten er værre end først antaget" det er ikke sådan det skal forstås, men det har naget med helt afsindigt at jeg følte mig så overhørt, misforstået og et eller andet sted havde fået den forkerte diagnose (jeg ved stadig ikke om man kan kalde det en diagnose eller hvad fanden det hedder) så det har været helt vildt vigtigt for mig, at komme afsted igen selvom det var ligeså skræmmende og angst provokerende, som første gang. Så nu hedder det altså ikke længere moderat angst, men derimod generaliseret angst.

Intetheden

Opdatering 2

Nu er det præcis en måned siden jeg sidst opdaterede, så ja - hvorfor ikke komme med endnu en af slagsen, nu hvor jeg alligevel har lidt nyt og fortælle.

Mig:
Ja jeg skal så gå og vende mig til tanken om at jeg åbenbart er kronisk syg. Bom, så fik man lige smidt dén i ansigtet. Det kom sådan ret pludseligt og ud af det blå. Har gået og bøvlet med det længe nu, men at det ligefrem skulle betyde jeg simpelthen har en kronisk sygdom dét havde jeg sgu godt nok ikke lige regnet med. Det er noget, som måske i periode vil kunne stå i vejen for ált og jeg synes det er ufatteligt unfair, fordi jeg er i et stadie i mit liv, hvor jeg gerne VIL. Jeg vil gerne leve, jeg vil gerne videre med mit liv.  Som det er nu, så står det dog ikke i vejen for mig som sådan, fordi jeg trods alt stadig kan foretage mig ting. Jeg skal opereres i næste måned, så det bliver spændende og se hvad der så kommer til at ske. Overlægen sagde godt nok at han ikke ville kunne garanterer om hvorvidt det ville blive bedre af den grund, fordi det netop er kronisk, men det var værd at prøve alligevel. Dermed kommer drømmen om praktik også til at stå lidt i bureau, fordi jeg ikke ved hvad der kommer til at ske efter operationen. Har fået af vide jeg måske kan risikerer at have gener i hele 2 måneder efter operationen, så det bliver spændende og se hvad i alverden der så skal ske med mig, men nu må vi se - tager indtil videre det hele i stiv arm, for det bliver jeg ganske enkelt nødt til. Jeg tåler ikke at falde ned i flere sorte huller. Både min kæreste, forældre og min veninde har enormt ondt af mig og siger det er "syndt for mig" sådan ser jeg dog ikke på det. Det er selvfølgeligt helt vildt irriterende og det sidder hele tiden i mine tanker uanset hvad jeg foretager mig, men det er ikke SYNDT for mig. 

Arbejde:
Ja, det kommer som skrevet til at stå lidt i bureau nu. Nu var jeg ellers så tæt på at få det i opfyldelse, men eftersom jeg ikke har været igennem operationen før, så er det svært at sige hvordan og hvorledes jeg har det efterfølgende og også hvor slemme gener jeg vil komme til at føle efterfølgende. Det er svært at sige. Hvis blot smerterne er, som de er nu, så ville jeg sagtens kunne arbejde samtidig. Nok ikke lige fuldtid og ville heller ikke kunne tumle rundt, men små jobs og sådan ville jeg godt kunne klare. Bare det at komme ud og lave noget er blevet enormt vigtigt for mig, fordi jeg mærker hvor stor glæden er, når jeg er blandt andre mennesker. Min angst står ikke så meget i vejen på dét punkt længere.

Kæresten:
Vi har det stadig godt - vi har det faktisk rigtig, rigtig godt for tiden. Det er helt vildt hvor stærkt vi står i øjeblikket. Vi stod også stærkt før, men føler virkeligt vi er begyndt at stå endnu stærkere. Kan også mærke det har løftet hans humør at jeg samtidig også har fået det bedre og begyndt at komme ud blandt andre mennesker igen. Det er dejligt at mærke, for det er først nu hvordan jeg har kunne mærke hvor magtesløs han førhen har følt sig, fordi han ikke har vist hvad han skulle gøre for at hjælpe mig. I virkeligheden kunne han ikke gøre så meget andet end det han gjorde i forvejen, hvilket var at han var der. Bare det at han var hos mig og omkring mig gjorde rigtig meget for mig, for har altid haft det bedst, når han var omkring mig. Er begyndt at kunne give slip på ham igen, og får det ikke længere dårligt, når han er blandt drengene og jeg ikke er med. Det er SÅ dejligt.

Intetheden

Opdatering på mit liv

Som overskriften siger, så er det her indlæg egentligt bare en opdatering på mit liv. Nu er det over en måned siden sidst jeg har postet et indlæg. Jeg har været herinde nærmest dagligt, skrevet et indlæg og så lukket siden ned igen uden at gemme, fordi jeg ikke har følt tingene blev skrevet sådan, som jeg ønskede de skulle skrives. Jeg håber på at kunne bruge indlægget til senere.

Mig:
Jeg bilder mig selv ind at det går bedre, men i virkeligheden har jeg stadig svært ved faktisk mærke mig selv og være i forbindelse med mine følelser, men det går bedre. Jeg havde et voldsomt angstanfald for ca. to uger siden efterhånden, hvor jeg vitterligt troede jeg ville besvime eller min krop ville kvæle mig, fordi jeg ikke kunne trække vejret. Jeg var i en situation, hvor jeg pressede mig selv til det yderste og det endte ud i hyperventilation, hjertebanken og at min hals sluttede sig sammen. Det føltes som om jeg trak vejret igennem et sugerør, som langsomt lukkede til. Det var en enorm ubehagelig oplevelse til trods for det heldigvis gik over faktisk rigtig hurtigt, hvilket jeg er glad for for ellers var jeg 100% besvimet. Oplevelsen hang over mig i et par dage ligeså meget fordi min kæreste var ved mig i øjeblikket det skete og at det skræmte ham, hvilket har haft gjort mig ked af det. Samtidig har jeg været bange for det ville ske igen, men har ikke mærket noget ellers. Der var lige lidt her for 4 dage siden, hvor jeg lige måtte forlade et lokale fordi jeg følte væggene omklamrede mig og jeg blev bange / ked af det, men heldigvis ingen kvælnings fornemmelse eller hyperventilation. Jeg er begyndt at tvivle på mig selv og stoler ikke rigtigt på mine egne følelser eller min egen bedømmelse af mig selv længere, fordi jeg opfatter mig selv på én måde, men kan ligesom mærke at jeg udefra bliver bedømt på en helt anden måde. Det er svært at forklare, for vil ikke gå i detaljer. Kort sagt ser jeg bare mig selv mere "rask" (ikke at jeg er eller har været syg i den forstand) end hvad jeg egentligt er. Min oprigtige glæde er der ikke rigtigt. Jeg kan godt føle glæde, men ikke den der vedvarende glæde.

Arbejde:
Jeg får muligvis snart arbejde igen, rettere sagt en praktikplads. Mere om det senere måske - hvis jeg tør dele det, for der er væsentligt mere og "vigtige" detaljer til den historie. Men dem kender jeg selv. Måske jeg deler dem, hvis jeg føler behovet for det. Det er trods alt en del af min hver dag nu, eller skal i hvertfald til at være det.

Kæresten:
Jeg er stadig sammen med min kæreste. Nu har vi været sammen lige lidt over halvandet år. Det går bedre mellem os end det nogensinde har gjort på noget tidspunkt, fordi vi rent faktisk er begyndt at snakke sammen. Ikke at vi ikke snakkede sammen før, for det gjorde vi, men det var mere overfladisk snak. Nu er vi og især hán begyndt at åbne op omkring hvad han synes er svært og hvad han ligesom har tænkt omkring hele vores situation og vores forhold. Vi har altid haft samme mål, men i en forholdsvist lang periode har det mål bare synes, som ikke-eksisterende og umuligt at opnå. Nu går det virkeligt i den rigtige retning og vi har snakket om ENDELIGT at flytte sammen, men praktikpladsen skal lige på plads og derefter flytter vi forhåbentligt sammen. Jeg kommer til at skulle flytte ind i hans lejlighed, hvilket passer mig helt fint, fordi jeg efterhånden altid er der. Jeg elsker ham fortsat ligeså højt, som jeg altid har gjort, selvom der var en periode hvor jeg ikke rigtig mærkede nogle følelser. De er heldigvis begyndt at komme tilbage. Jeg mærker jeg elsker ham og jeg mærker savnet til ham, når vi er væk fra hinanden.

Intetheden

Læge besøg

Jeg var til lægen i dag angående angst. Jeg har aldrig nogensinde snakket med en læge omkring det, kun psykologer, men hver gang er jeg blevet spurgt hvorfor jeg ikke har kontaktet en læge angående mine symptomer. For mig har det bare ikke været særlig nemt. Denne lægeaftale er f.eks. bestilt for en måned siden, fordi jeg vidste jeg ville have brug for forberedelsestid - så lang tid kan det faktisk tage mig bare at kunne overskue at tage afsted, fordi jeg er SÅ bange for det. Da jeg så endeligt kom derop, så kunne jeg alligevel ikke holde hverken mine tårer eller mine mange rystelser og knæk på stemmen tilbage. Jeg troede jeg havde forberedt mig nogenlunde mentalt, men det kunne jeg ganske enkelt ikke.

Han stiller mig nogle forskellige spørgsmål, men først og fremmest, så spørger han mig hvordan jeg oplever angsten og jeg begynder at forklare ham, men allerede der kan jeg mærke opgaven er helt uoverskuelig for mig, fordi han sidder og skriver ned samtidig og straks begynder tankerne i mit hoved, som f.eks. hvad skriver han, hvad tænker han om mig, forklarer jeg mig godt nok osv. hvilket forstyrrer mig helt vildt, så jeg får faktisk kun fortalt meget lidt (synes jeg selv) dog var det alligevel nok til, at han fortalte mig at det jeg oplevede blev betegnet som moderat angst. Det irriterede mig lidt, at jeg ikke rigtig følte jeg blev taget seriøst eller fik lov til at forklare mig ordenligt. Det meste af tiden sad han blot og gloede på mig, mens han skrev på sit klikkende tastatur. Jeg ved ikke.. Det var ikke særligt rart og følte ikke jeg blev taget seriøst. Men ja okay - nu har jeg da fået det dumme lægebesøg overstået og fået sat ord på hvad for noget angst jeg oplever.

Nu skal jeg bare have undersøgt de psykologer muligheder, som han rådede mig til.

Intetheden

Ja jeg vil så pisse gerne holde fast i at være positiv og tænke på ting / gøre ting for mig selv, som er opløftende for mig og mit humør, men det er fanme så pissehamrende svært, når man, så snart man begiver sig ud i noget, har hovedet fyldt med forbandede tanker, som gør præcis det modsatte. Tankerne piller mig konstant ned på den pind, som jeg konstant rækker ud efter, men opgiver fordi den er for højt oppe. For én gangsskyld så rækker jeg faktisk efter noget højt,  som jeg altid har undgået. Jeg vil så gerne bare kunne se mig selv, som lidt bedre. Ikke bedre end andre mennesker - forstå mig ret - men du ved, bare kunne have følelsen af at det her det kan jeg fanme godt altså!

Så her; 5 ting jeg skal være bedre til:

1. Jeg skal være bedre til at tillade mig selv glæde og stolthed. På normalvis er jeg, som person utroligt smilende og glad, men efterhånden er troen på mig selv blevet forværret, fordi jeg har en eller anden idé om, at det ikke er okay at jeg er stolt af mig selv, fordi mit hoved fortæller mig, at andre så bare tror, at jeg tror, at jeg er bedre end dem.

2. Jeg skal lade tankerne fylde mindre. Det er noget, som jeg kæmper rigtig rigtig meget med! Jeg kæmper med det dagligt og jeg kæmper også med dem mens jeg sidder og skriver dette, fordi mit hoved fortæller mig, at folk bare tror jeg gør dette for medlidenhed, men det er ikke sandt! Jeg gør dette for mig selv og fordi jeg gerne vil slippe for de dumme tanker, som kun er nedsættende. Det tager hårdt på mig og min selvtillid.

3. Jeg skal stole mere på mig selv og mine evner. Jeg har aldrig nogensinde fået af vide jeg er dum. Tværtimod. Jeg er altid blevet fortalt, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg er altid blevet fortalt at jeg virker, som en klog pige. Men igen, så fortæller mine forbandede tanker mig noget andet, og så mister jeg troen på mig selv. Jeg skal være bedre til at skille tankerne fra mine evner, fordi jeg går hen og bliver så vanvittigt usikker og så kan jeg absolut intet. Derved bliver mine præsentationer altså ikke, som de måske burde være.

4. Jeg er ikke min angst. Jeg er efterhånden begyndt at identificerer mig, som angst ganske enkelt fordi alt jeg efterhånden foretager mig er gået hen og blevet angstprovokerende for mig. Det sætter fuldstændig en stopper for min hver dag og jeg føler mig simpelthen som en fiasko. Jeg er efterhånden bare begyndt at give efter for angstens stemme, fordi så ved jeg den tier stille og at jeg ikke kommer til at deale med angstprægede situationer, som gør mig dårlig. Det skal jeg lade være med... Jeg kommer ikke vegne, hvis jeg hele tiden skal give efter.

5. Give mine følelser luft og plads. Det har jeg et eller andet sted altid vist var noget, som jeg skulle være bedre til at snakke om, fordi jeg kan mærke hvordan det hele ophober sig indvendigt, når jeg ikke for fortalt, hvordan jeg går og har det indeni. Jeg har fået det af vide af de psykologer jeg har gået hos og jeg har øvet mig, men det er så forbandet svært, når jeg har været vent til at tage hånd om mig selv, og ligesom klare tingene på min egen måde. Hvilket altså vil sige, at jeg lukker i, som en østers og lader som ingenting. Det skal jeg simpelthen lade være med, fordi det ikke kun går udover mig selv, men for den sagsskyld også min kæreste og min familie.

Intetheden

Mine egne værdier/egenskaber

Alle mennesker indeholder noget godt, selvom det kan være svært at komme i tanke om, så er det derinde. Det kræver en hvis selvindsigt selv at kunne fornemme ens egne værdier/egenskaber, og særligt hvilke man godt kan lide - sådan har jeg det i hverfald. Jeg har altid været ret striks overfor mig selv med hensyn til ikke at snakke højt om, hvad jeg har været god til eller hvad jeg synes om mig selv. Har altid været meget påpasselig med at jeg ikke har følt mig bedre end nogen andre. Det gider jeg ikke mere, for det har betydet for mit selvværd at det er helt af helvedes til. Nu vil jeg rose mig selv og øve mig i selv-kærlighed. Det bliver svært, fordi det er noget, som jeg skal holde mig selv oppe på. Det kræver jeg tager tid til mig selv og faktisk siger til mig selv at jeg er god nok og remser op for mig selv hvad der er godt ved mig, som menneske og derfor starter det nú.

- Jeg er et kærligt menneske. Jeg rummer enormt meget kærlighed og medlidenhed overfor andre. Jeg har generelt aldrig været typen, som har afvist en anden. Jeg har altid stået med åbne arme overfor alle menneske uanset udseende, alder, baggrund, køn, seksualitet osv. Jeg er åben overfor alle.

- Jeg er tilgivende, måske endda lidt for tilgivende. Men generelt vil jeg sige min evne til at tilgive er en af de ting, som jeg er glad for jeg rummer. Min tro til andre mennesker er blevet bedre efter jeg mødte min kæreste og derved er min evne til at tilgive også blevet bedre og en egenskab jeg er glad ved.

- Jeg er smilende. Det er en af de ting, som jeg altid har fået meget ros for og faktisk også en af de ting, som jeg altid har holdt ved, hvis folk har spurgt mig hvad jeg godt har kunne lide ved mig selv. Som menneske og person er jeg bare meget smilende og selvom jeg er genert af sind, så smiler jeg altid hvis jeg får øjenkontakt med en person uanset om jeg kender personen eller ej.

- Jeg er god til at lytte, og det har jeg faktisk altid været. Jeg har altid lyttet mere end jeg har talt og jeg har også tit oplevet at folk er kommet til mig og snakket ud om et eller andet, hvor de bagefter ligefrem har sagt undskyld for at jeg har måtte lægge øre til at det, men det har jeg nu aldrig haft noget imod. Jeg kan godt lide at lytte og hvis folk af den grund føler de kan komme til mig og være ærligt, så er det kun fedt.

- Jeg er kreativ. Det må jeg nok indrømme er en af de ting, som jeg er rigtig glad for jeg indeholder! Jeg elsker at være kreativ og har altid haft et meget fantasi fuldt sind. Som barn har jeg skrevet historier i min fritid og jeg fandt faktisk en her for ikke så længe siden, som var på 22 sider - håndskrevet. Jeg elsker stadig at skrive historier, det er en dejlig måde at komme lidt væk fra virkeligheden på. Tegne har jeg også altid elsket, desværre er det bare ikke ligefrem en af de ting jeg mestre, men jeg gør det nu alligevel. Derudover elsker jeg at indrette og møblere rundt - det er så fedt.

- Jeg er overbærende. Som person rummer jeg enormt meget overbærenhed. Jeg har altid været typen der ligesom har ladet folk være dem de er helt uden at dømme, og helt ærligt så skal der virkeligt meget til før jeg dømmer et andet menneske. Jeg er på ingen måde sart som menneske.

- Jeg er let til latter. Jeg griner virkeligt let og elsker generelt at grine. Min humor er enormt plat - altså jo mere plat tingene er, jo bedre. F.eks. kører der nogle sjove rundt på Facebook på det seneste, som f.eks. kunne lyde således "Ja goddag du har ringet til zoologisk have - du snakker med Bjørn"  det er så plat og alligevel så sjovt.

 

Intetheden

10 ting...

10 ting, som gør mig glad:

 

1. Min kat. Selvom han bor hos mine forældre, så er det stadig min kat og den eneste grund til at han ikke flyttede med mig, det var egentligt at han er dels udendørs dels indendørs kat. Det ville være så synd for ham, hvis han skulle til at flytte et andet sted hen, når han ha boet her de sidste 16 år. Han lader sig stadig kun løfte af mig selvom jeg ikke længere er så meget hjemme.

2. At køre bil. Nu er jeg helt vildt bange for både flyvere og både/færger/skibe og faktisk heller ikke særligt tryg ved at cykle, så det med at køre bil det er bare en kæmpe befrielse for mig. Sommetider kan det også blive stressende, men for det meste så gør det mig et eller andet sted glad og befriet.

3. Min søster. Min søster og jeg har altid haft et særligt bånd til hinanden. Som børn legede vi rigtig meget sammen, men kunne i den grad også være direkte voldsomme over for hinanden. Hun har bla. slået mig i hoved med knyttet næve og jeg revet hende ned fra et træ. Den dag i dag skændes vi aldrig. Vi kan godt bide lidt af hinanden, men det går hurtigt over heldigvis. Hende vil jeg altid beskytte og gøre alt for.

4. Min mor. Min mor er min bedsteveninde og jeg fortæller hende ált. Hun ved sladder om mine veninder, ligesom jeg ved sladder om hendes veninder. Jeg er SÅ glad for jeg har en så fantastisk dejlig mor.

5. Musik. Musik har altid været en stor del af mig, også selvom jeg ikke har hverken en tone eller rytme i livet. Jeg hører mere eller mindre alt musik. Lige fra hård rock, pop, rap og gammelt dansk. Må dog indrømme jeg generelt har haft en svaghed for danske musikere, også de nyere.

6. At grine. Det giver lidt sig selv, at det at grine selvfølgeligt gør en glad, men det er virkeligt noget helt andet, hvis det er en person, som du godt kan lide, som virkeligt får dig til at grine. Min eneste veninde har altid været den sjoveste i gruppen, (vi var engang en gruppe på 7 piger) og selvom det kun er os tilbage, så har hun bestemt ikke mistet hendes åndssvage platte humor, som altid får mig til at grine - det er det bedste.

7. Min kære veninde. Som overstående siger, så elsker jeg hende for hendes humor især. Derudover er hun generelt en stor inspiration for mig, fordi alle hendes drømme efterhånden lykkedes lige for øjne af hende og jeg og jeg er så forbandet stolt af hende. Jeg synes det er så sejt. Hende og jeg har været igennem ild og vand sammen - bogstaveligt - men heldigvis står vi stadig ved hinandens side.

8. Min kæreste. Ja, han ville komme på et eller andet tidspunkt og selvfølgeligt ville han det. Han er stadig det mest fantastiske menneske jeg nogensinde har mødt og jeg forstår stadig ikke at han er min. Jeg synes det er heeelt utroligt. Det underligste er dog at inden længe, så har vi været sammen i et halvandet år - det går så vanvittig stærkt. Det går pisse godt i mellem os, vi er glade for hinanden og det fungerer. Jeg er så glad for jeg har en som ham, så tæt på livet, som jeg overhovedet kan have, fordi han er bare det bedste nogensinde. Han accepterer mig fuldstændigt og bærer altid over med mig, ligesom jeg bærer over med ham. Vi accepterer bare altid hinanden fuldt ud. Det er skønt og jeg elsker ham så forbandet meget.

9. Sooool. Jaaaa, elsker sooool! Desværre har det været sådan lidt op og ned med de solrige dage - mest ned faktisk - men jeg holder stadig humøret oppe og GLÆDER mig til flere solskinsdage (please) end regnvejrsdage.

10. Når noget lykkedes. Det er sjældent det sker, det indrømmer jeg gerne, men når det så sker, hold nu op manner, hvor er det en dejlig følelse. Jeg har lige skrevet nogle helt nye ansøgninger og jeg er faktisk ret tilfreds med dem. Det er SÅ dejligt.

Intetheden

Underlig bytur!

Der skete nogle meget underlige ting i byen, og fordi jeg ligger og tænker på det, så skriver jeg det ned, så kan jeg forhåbentlig sover efterfølgende, da jeg i forvejen er under strengt søvnmangel. Mit hoved har haft mærkelige tanker og har ikke kunne slippe dem, det kan jeg stadig ikke.

Jeg var i byen med min veninde, hendes fyr og deres fælles ven. Det var egentligt ret hyggeligt, men fordi jeg havde sat mig for at tage tidligt hjem, så havde jeg på daværende tidspunkt valgt ikke at drikke. Min veninde og jeg går op og ryger, og i det samme vi går derop, så vælter der ind på baren en rigtig, rigtig fuld og ubehagelig fyr, som nærmest ikke kan stå på benene uden at svaje kraftigt. Han er provokerende, skubber til folk og danser op af pigerne.

(det skal lige siges, at alt det her foregår på en smøgs-tid)

Han havde forinden stået og danset op af en pige, gramset på hende på trods af hun gjorde sit for at slippe af med ham. Han går først, da en fyr træder ind og siger han skal gå væk. Han går så forbi mig, om bag mig og nærmest maser sig op af mig, tager mig på røven og holder rundt om mig med den ene hånd. Jeg vender mig med det samme rundt, siger han skal gå væk, fordi jeg ikke er interesseret. Det forstod han desværre ikke meget af, da han blot griner af det, indtil en af hans venner, som kalder på ham ved navn stopper han. Min veninde og jeg snakker så videre efter han har sat sig ned, og hun trækker mig tættere på hende, fordi han gør nogle bevægelser med hænderne mod min bagdel og sådan nogle ting. Jeg ignorerer ham og går tættere på hende. Det jeg så ikke ser er at han i mellem tiden rejser sig op og griber med armen rundt om halsen på mig, som jeg forsøger at komme ud af, men han holder fast med et hårdt greb og forsøger at rive mig ned over ham i en sofa, hvor efter jeg så banker min arm ind i et hjørne, så nu har jeg en yndig hudafskrabning, som fylder lidt af min underarm.

Jeg får viklet mig fri og undlader at sige noget til ham, kigger dog i stedet noget irriteret på ham. Jeg stiller mig i stedet ved siden af min veninde og vi står ved siden af en af de der træstubbe, som er beregnet til at spille søm og der er derfor hængt fast en hammer, som er beregnet til spillet. Jeg står nu ved siden af min veninde med front mod ham, men kigger ikke på ham, indtil han igen rejser sig op og begynder at gå rundt om mig, jeg følger med ham rundt, så jeg hele tiden har øjenkontakt med ham. Han sidder sig ned igen, og jeg kigger først på ham igen, da han nærmest flyver op og griber den hammer der og begynder at fægte rundt med den, hvorefter han målbevidst forsøger at smadre den mod min veninde og jeg. Det gør han flere gange, selvom vi rykker os længere væk. Der er ingen der i det her tilfælde griber ind, indtil jeg får vinket til bartænderen, som dog alligevel havde et øje herop, som får fat i vagten. Derefter var der ro på. Hele episoden var ikke særligt rar og især fordi han var så fuld som han var og tydeligvist var ligeglad og utilregnelig.

Omkring 01.45 henter jeg så mine ting og er parat til at gå. Jeg går ned mod banegården, hvor jeg har fået min mor til at hente mig (skal være hos mine forældre i et par dage, fordi jeg ikke kan overskue at være alene lige pt.) og allerede da jeg er gået omkring et par venter væk fra baren, så kan jeg bare fornemme der er en der går næsten helt op i hælene på mig, så jeg stopper op og endnu en underlig type går bag mig. Han går videre og fortsætter sin gang, og jeg fortsætter også min. Han vender sig hele tiden rundt og stopper halvt op og kigger på mig. Da jeg så skal dreje forbi i hjørne, vidste jeg bare han stod på den anden side og det gjorde han også. Han siger til mig "hvor skal du hen?" jeg svarer ham ikke og han følger efter mig og siger "hvorfor går du alene, tør du godt det?" Jeg svarer ham denne gang og siger at jeg har et lift der holder på banegården, som nu er synlig. Han følger efter mig hele vejen, helt ned til banegården og næsten helt med ned til bilen. Først da jeg stiger ind, så går han væk i rask tempo. Det var ret mærkeligt.

×